Første gang trykt i Pravda nr. 13, 21. januar 1921. Signeret: N. Lenin.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 79-89, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
Diskussionen op til kongressen udfolder sig nu i ganske bredt omfang. Små uoverensstemmelser og divergenser har vokset sig store, sådan som det altid sker, når man fastholder en lille fejltagelse og af alle kræfter vægrer sig ved at korrigere den, eller når en eller enkelte personers lille fejltagelse giver et holdepunkt for folk, der begår en stor fejltagelse.
Det er altid sådan, divergenser og splittelser vokser frem. Sådan er nu også vi vokset fra små divergenser over i syndikalisme, der markerer et totalt brud med kommunismen og en uomgængelig splittelse af partiet, i fald partiet ikke viser sig tilstrækkelig sundt og stærkt til at forvinde sygdommen hurtigt og radikalt.
Man må have mod til at se den bitre sandhed i øjnene. Partiet er sygt. Partiet ryster af feber. Spørgsmålet er bare, om sygdommen kun har ramt den »febrile« top, og måske kun den i Moskva, eller om sygdommen har grebet hele organismen. Og vil denne organisme i sidstnævnte tilfælde være i stand til at blive helt rask i løbet af få uger (op til og på partikongressen) og gøre tilbagefald til sygdommen umuligt, eller vil sygdommen trække ud og blive farlig?
Hvad skal der gøres for at opnå den hurtigst og sikrest mulige helbredelse? Det der skal til er, at alle partiets medlemmer ganske køligt og med den største grundighed går i gang med at undersøge 1) divergensernes indhold og 2) partikampens udvikling. Både det ene og det andet er nødvendigt, for divergensernes indhold kommer frem, klares af, konkretiseres (og ændrer gang på gang også karakter) under kampen, der gennemgår forskellige etaper og på hver enkelt etape altid viser os de stridende parter i en forskellig sammensætning, et forskelligt antal, med forskellige standpunkter i kampen, osv. Både det ene og det andet skal undersøges, og der må stilles krav om de mest præcise papirer, der lader sig kontrollere fra alle sider, sort på hvidt. Den, der tror på mundtlige udsagn, er en håbløs idiot, som ingen tager alvorligt. Såfremt der ikke findes papirer, skal vidner fra begge eller flere parter høres, og det må ubetinget være et »krydsforhør« i vidners nærvær.
Jeg skal prøve at skitsere min opfattelse af såvel divergensernes indhold som kampens forskellige faser.
1. etape. Den 5. alrussiske fagforeningskonference, 2.-6. november. Kampens start. De eneste »stridsmænd« blandt centralkomiteens medlemmer er Trotskij og Tomskij. Trotskij lancerer sit bevingede ord om at »ruske op« i fagforeningerne. Tomskij gør skarpe indvendinger. Flertallet af centralkomiteens medlemmer forholder sig afventende. Deres (og navnlig min) største fejltagelse var, at vi havde »overset« Rudsutaks teser om »fagforeningernes rolle i produktionen«, som blev vedtaget af 5. konference. Her har vi det vigtigste papir i hele striden.
2. etape. Centralkomiteens plenarmøde den 9. november. Trotskij fremlægger sit »råudkast til teser«: »Fagforeningerne og deres videre rolle«, som tegner »opruskningspolitikken« under dække af eller pyntet op med snak om fagforeningernes »yderst svære krise« og de nye opgaver og metoder. Tomskij, nu stærkt støttet af Lenin, mener, at stridens æble netop er »opruskningspolitikken« i forbindelse med den urigtige optræden og overdrevne bureaukratiseren hos Tsektran, Jernbane- og Søtransportarbejderforbundets centralkomité. Og i denne diskussion lader Lenin nogle klart overdrevne og derfor urigtige »udfald« passere, hvorfor det viser sig nødvendigt med en »stødpudegruppe«, som da også opstår med en sammensætning på 10 centralkomitémedlemmer (her indgår både Bukharin og Sinovjev, men hverken Trotskij eller Lenin). »Stødpuden« beslutter »ikke at lægge divergenserne ud til en bredere diskussion«; den afblæser Lenins beretning (hos fagforeningerne) og udpeger Sinovjev til taler med påbud om »at aflægge en saglig, ikke-polemisk beretning«.
Trotskijs teser afvises. Lenins teser vedtages. I sin endelige form går resolutionen igennem med 10 stemmer mod 4 (Trotskij, Andrejev, Krestinskij og Rykov). I denne resolution forsvares »de sunde former i militariseringen af arbejdet«, og den fordømmer »centralismens og de militariserede arbejdsformers udartning til bureaukrati, egenrådighed, kontoriusseri« osv. Tsektran får pålæg om »at tage mere aktiv del i det Centrale Fagforeningsråd VTsSPS’ almene arbejde som medlem af rådet på lige fod med andre faglige sammenslutninger.
Centralkomiteen nedsætter en fagforeningskommission og inddrager Trotskij i samme. Trotskij nægter at deltage i den, og kun med dette skridt sker der en forstørrelse af kammerat Trotskijs oprindelige fejltagelse, som i det videre forløb fører til fraktionsvirksomhed. Uden dette skridt var kammerat Trotskijs fejltagelse (fremsættelsen af de urigtige teser) ganske ubetydelig, et fejlgreb, som alle centralkomitémedlemmer uden undtagelse har gjort i tidens løb.
3. etape. Søtransportarbejdernes konflikt med Tsektran i december. De førende »stridsmænd« er ikke længere Trotskij og Lenin, men Trotskij og Sinovjev. Som formand for fagforeningskommissionen var Sinovjev den, der redte trådene ud i søtransportarbejdernes strid med Tsektran i december. Plenarmødet i centralkomiteen den 7. januar. Sinovjev stiller praktisk forslag om at få ændret Tsektrans sammensætning øjeblikkeligt. Et flertal i centralkomiteen vender sig imod forslaget. Rykov slutter sig til Sinovjev. Nu vedtages Bukharins resolution, som i sin praktiske del for tre fjerdedeles vedkommende støtter søtransportarbejderne og i indledningen afviser en omlægning af fagforeningerne »oppefra« (afsnit 5). Vor gruppe i centralkomiteen er stadig i mindretal som modstandere af Bukharins resolution, først og fremmest fordi vi betragter »stødpuden« som et papirfænomen, al den stund Trotskijs manglende deltagelse i fagforeningskom missionen reelt er ensbetydende med at fortsætte kampen og lægge den ud, uden for centralkomiteen. Vi stiller forslag om at indkalde til partikongres den 6. februar 1921. Det vedtages. Udsættelsen til 6. marts sker senere efter krav fra de fjerntliggende egne.
4. etape. 8. sovjetkongres. Den 25. december fremsætter Trotskij sin »platform-brochure«: »Fagforeningernes Rolle Og Opgaver«. Hvad det formelle demokrati betræffer, havde Trotskij afgjort ret til at fremsætte sin platform, for så vidt som centralkomiteen den 24. december havde lukket op for diskussionsfrihed. Hvad den revolutionære hensigtsmæssighed betræffer, var det imidlertid en gigantisk proportionsforvridning af fejltagelsen, det var fraktionsdannelse på en fejlagtig platform. Fra centralkomiteens resolution af 7. december citerer brochuren kun det, der angår »produktionsdemokrati«, og undlader at citere det, der siges imod en »omlægning oppefra«. Stødpuden, som Bukharin fik oprettet den 7. december med Trotskijs støtte, blev sønderslået af Trotskij den 25. december. Hele brochurens indhold er fra A til Z gennemsyret af »opruskningsånden«. Det er ikke lykkedes brochuren at påvise nogen »nye opgaver og metoder«, som kunne have pyntet på eller dækket over eller retfærdiggjort »opruskningen«, bortset fra dens typisk intellektuelle falbelader (»produktionsatmosfære«, »produktionsdemokrati«), som er teoretisk urigtige, men hvis faktiske del helt og fuldt ligger inden for produktionspropagandaens begreb, opgaver og rammer.
5. etape. Diskussionen foran tusinder af ansvarsfulde partiarbejdere fra hele Rusland på RKP’s gruppemøde den 30. december, under 8. sovjetkongres. Striden slår ud i lys lue. Sinovjev og Lenin på den ene side, Trotskij og Bukharin på den anden. Bukharin vil agere stødpude, men taler kun imod Lenin og Sinovjev og ikke et ord imod Trotskij. Bukharin læser en bid af sine teser op (de er offentliggjort den 16. januar), men kun den bid, som ikke fortæller noget om bruddet med kommunismen og overgangen til syndikalisme. Sjljapnikov kundgør (på »Arbejderoppositionens« vegne) [1] den syndikalistiske platform, som kammerat Trotskij allerede inden da har slået i stumper og stykker (16. tese i hans platform) og som (formentlig delvis af den grund) ingen tager alvorligt.
Det centrale i hele diskussionen den 30. december mener jeg personligt var oplæsningen af Rudsutaks teser. Da det kom til stykket, var hverken kammerat Bukharin eller kammerat Trotskij i stand til at indvende et eneste ord mod dem, og de spandt sågar en historie om, at den »bedste halvdel« af disse teser var udarbejdet af Tsektran-medlemmerne Goltsman, Andrejev og Ljubimov. I den anledning gjorde Trotskij sig meget vittig og morsom over Lenins uheldige »diplomati«, hvormed Lenin, som han sagde, havde ønsket at »afblæse eller forpurre« diskussionen, og da han – Lenin – ledte efter en »lynafleder«, fik han »tilfældigvis fat om Tsektran i stedet for lynaflederen«.
Historien blev pillet fra hinanden samme dag, den 30. december, af Rudsutak, som kunne påvise, at Ljubimov ikke eksisterede i »VTsSPS’ omkreds«, at Goltsman havde stemt imod Rudsutaks teser i VTsSPS’ præsidium samt at teserne var udarbejdet af et udvalg bestående af Andrejev, Tsyperovitj og Rudsutak. [2]
Men lad os for en stund antage, at der er hold i kammeraterne Bukharins og Trotskijs historie. Intet vil i den grad slå dem selv omkuld som en sådan antagelse. For hvad må man konkludere, hvis »Tsektran-medlemmerne« havde fået deres »nye« tanker indarbejdet i Rudsutaks resolution, hvis Rudsutak havde godtaget dem, hvis samtlige fagforeninger havde vedtaget denne resolution (2.-6. november!!), og hvis Bukharin og Trotskij ikke har noget at indvende mod dem?
Så må man konkludere, at alle divergenserne hos Trotskij er kunstige, at hverken han eller »Tsektran-medlemmerne« har forelagt nogen som helst »nye opgaver og metoder«, at alt sagligt og væsentligt er sagt, vedtaget og besluttet af fagforeningerne, og dét endda inden spørgsmålet kom op i centralkomiteen.
Er der nogen, som skal hegles godt igennem og »ruskes op«, er det ikke så meget VTsSPS som RKP’s centralkomité, fordi den »overså« Rudsutaks teser og på grund af denne bommert lod en fuldkommen indholdsløs diskussion gribe om sig. Der er intet, der kan dække over Tsektran-medlemmernes fejltagelse (som ikke er så voldsom endda, men egentlig ret ordinær, bestående i en noget overdreven bureaukratiseren). Og den skal man hverken dække over eller pynte på eller retfærdiggøre, men derimod korrigere. Det ville være nok.
Den 30. december formulerede jeg essensen af Rudsutaks teser i fire punkter. [3] 1) Almindeligt demokrati (uden nogen overdrivelser, uden at frasige sig centralkomiteens ret til at »udnævne«, osv., men også uden stædigt at forsvare visse »udnævneres« fejltagelser og yderligheder, som trænger til at blive korrigeret; 2) produktionspropaganda (heri indgår alt det, der er praktisk brugbart i kluntede, latterlige og teoretisk urigtige »formler« à la »produktionsdemokrati«, »produktionsatmosfære« osv.). Vi har i vort land skabt en sovjetinstitution, det Alrussiske Bureau for Produktionspropaganda. Vi må støtte det på enhver mulig måde og ikke spolere produktionsarbejdet med produktion af... dårlige teser. Det ville være nok; 3) præmiering i form af naturalier og 4) disciplinære kammeratskabsdomstole. Uden punkterne 3 og 4 er al snak om »rolle og opgaver i produktionen« en gang tom, typisk intellektuel snak, og i Trotskijs »platform-brochure« er det netop disse to punkter, der er udeladt. Men hos Rudsutak er de med.
Mens vi er ved diskussionen den 30. december, må jeg korrigere én fejl til, jeg har begået. Jeg fik sagt: »Det er i realiteten ikke en arbejderstat vi har, men en arbejder og bondestat.« Hvortil kammerat Bukharin straks udbrød: »Hvad har vi?« Og som svar henviste jeg ham til den netop overståede 8. sovjetkongres. [4] Når jeg nu læser referatet af debatten igennem, ser jeg, at jeg havde uret, og at kammerat Bukharin havde ret. Jeg burde have sagt: »Arbejderstaten er en abstraktion, men i realiteten har vi en arbejderstat med de særlige træk, at det for det første ikke er arbejderne, som dominerer her i landet, men bondebefolkningen, og for det andet, at det er en arbejderstat med en bureaukratisk fordrejning.« Den, som ønsker at læse hele min tale, vil se, at denne korrektion intet forrykker ved mine argumenter og konklusioner.
6. etape. Petrograd-organisationen fremsætter sin »Henvendelse Til Partiet« imod Trotskijs platform, og Moskva-komiteen udsender en kontraresolution (Pravda, 13. januar [5]).
Overgang fra fraktionskamp i toppen til indblanding fra partiorganisationerne nedefra. Et stort skridt fremad mod helbredelsen. Det er påfaldende, at Moskva-komiteen har noteret sig den »farlige« side ved Petrograd-organisationens platform, men nægter at notere sig den farlige side ved kammerat Trotskijs oprettelse af sin fraktion den 25. december!!! Spøgefugle har kaldt den slags blindhed (på det ene øje) for »stødpude«...
7. etape. Fagforeningskommissionen slutter sit arbejde og offentliggør en platform (en brochure med titlen »Udkast Til Vedtagelse På RKP’s 10. Kongres Om Fagforeningernes Rolle Og Opgaver«, [6] dateret 14. januar og underskrevet af ni centralkomitémedlemmer – Sinovjev, Stalin, Tomskij, Rudsutak, Kalinin, Kamenev, Petrovskij, Artjom og Lenin samt Losovskij som medlem af fagforeningskommissionen. Kammeraterne Sjljapnikov og Lutovinov er åbenbart »flygtet« over til »Arbejderoppositionen«). Den 18. januar bringes den i Pravda, nu også underskrevet af Sjmidt, Tsyperovitj og Miljutin.
I Pravda af 16. januar bringes to platforme: dels Bukharins (underskrevet: »På en gruppe kammeraters vegne – Bukharin, Larin, Preobrasjenskij, Serebrjakov, Sokolnikov, Jakovleva«), dels Sapronovs (underskrevet:
»En gruppe kammerater, der står på den demokratiske centralismes platform« – Bubnov, Boguslavskij, Kamenskij, Maksimovskij, Osinskij, Rafail, Sapronov), [7] På det udvidede møde i Moskva-komiteen taler repræsentanter både for disse platforme og for »ignatovisterne«, [8] (teserne er bragt i Pravda af 19. januar og underskrevet: Ignatov, Orekhov, Korsinov, Kuranova, Burovtsev, Maslov). [*]
Det, vi ser her, er på den ene side øget sammenhold (for de ni centralkomitémedlemmers platform ligger helt på linje med beslutningen fra fagforeningernes 5. alrussiske konference), og på den anden side splid og opløsning. I den forbindelse er Bukharin og co.s teser topmålet af ideologisk opløsning. Her er der sket en vending af den slags, som marxister i gamle dage lavede vittigheder om: »mere hysterisk end historisk«. I 17. tese læser vi: »...I vore dage må disse kandidaturer gøres ‘obligatoriske’« (dvs. fagforeningernes kandidaturer til de respektive »styrelser« og »centralledelser«).
Dette er et totalt brud med kommunismen og overgang til syndikalismens standpunkt. Faktisk er det en gentagelse af Sjljapnikovs parole om at »gøre staten til en fagforening«. Det vil være ensbetydende med, at det Øverste Samfundsøkonomiske Råds apparat stykke for stykke overføres til de respektive fagforeninger. At sige »jeg opstiller obligatoriske kandidaturer« er det samme som at sige »jeg udnævner«.
Kommunisme betyder, at proletariatets avantgarde, det kommunistiske parti, vejleder den partiløse masse af arbejdere, idet den oplyser, skoler, oplærer og opdrager denne masse (»skolen« i kommunisme) – først arbejderne og derpå også bønderne – for at de kan overtage og virkelig kommer til at overtage den fulde ledelse af samfundsøkonomien.
Syndikalismen overdrager ledelsen (»styrelser« og »centralledelser«) inden for de forskellige industribrancher til massen af partiløse arbejdere, der er splittet op efter produktioner, hvorved den ophæver nødvendigheden af et parti og svigter det stadige arbejde både for at opdrage masserne og for i praksis at lade dem overtage den fulde ledelse af samfundsøkonomien.
RKP’s program siger: »... Fagforeningerne skal nå dertil« (hvilket betyder, at de endnu ikke er nået dertil og ikke engang er ved det), »at de reelt overtager« (de, dvs. fagforeningerne, dvs. masserne, der er organiseret til sidste mand; enhver kan se, hvor langt vi endda stadig er fra det allerførste skridt til den faktiske overtagelse) ... overtager hvad? »den fulde ledelse af samfundsøkonomien som ét økonomisk hele« (altså ikke af industribrancher, ej heller af industrien som helhed, men af industrien plus agerbruget etc. Ligger det måske lige om hjørnet, at fagforeningerne faktisk kan overtage den fulde ledelse af agerbruget?). De næste sætninger i RKP’s program taler om »forbindelsen« mellem »den statslige centraladministration« og »de brede arbejdende masser«, og om »fagforeningernes deltagelse i forvaltningen af økonomien«.
Hvis det er fagforeningerne, dvs. for ni tiendedeles vedkommende de partiløse arbejdere, der udnævner (de »obligatoriske kandidaturer«) ledelsen af industrien, hvorfor så have et parti? Det, Bukharin har svunget sig op til, er både logisk, teoretisk og praktisk ensbetydende med partiets splittelse eller rettere syndikalisternes brud med partiet.
Trotskij, som »førte an« i kampen, er nu for længst »overhalet« og helt »overskygget« af Bukharin, der har skabt en fuldkommen ny konstellation i kampen ved at svinge sig op til en fejltagelse, der er hundrede gange større end alle Trotskijs fejltagelser tilsammen.
Hvordan kunne Bukharin svinge sig op til dette brud med kommunismen? Vi kender kammerat Bukharins bløde sind til fulde; det er en af de egenskaber der gør, at folk ikke kan andet end holde af ham. Vi ved, at han for sjov tit er blevet kaldt »blød som voks«. Det viser sig nu, at enhver »principløs« person, enhver »demagog«, kan prente hvad som helst i dette »bløde voks«. Disse skarpe udtryk i anførselstegn brugte kammerat Kamenev under diskussionen den 17. januar, og han havde ret til det. Men selvfølgelig falder det hverken Kamenev eller nogen anden ind at henføre eller reducere alt det, der er sket, til principløs demagogi.
Tværtimod. Der er en objektiv logik i fraktionskampe, som uundgåeligt fører selv de bedste folk – hvis de står fast på det fejlagtige standpunkt, de har indtaget – ud i en situation, der reelt ikke adskiller sig fra principløs demagogi. Dette er læren af hele fraktionskrigenes historie (for eksempel: alliancen mellem Vperjod-folkene og mensjevikkerne mod bolsjevikkerne [9]). Det er derfor vi ikke skal nøjes med at undersøge det abstrakte indhold af divergenserne, men også den måde, hvorpå de konkret kommer til udfoldelse og ændrer sig på de forskellige etaper af kampen.
Denne udvikling blev opsummeret under diskussionen den 17. januar. [10] Hverken »opruskningen« eller »de nye opgaver i produktionen« kan længere forsvares (for alt det praktiske og saglige er indarbejdet i Rudsutaks teser). Tilbage er enten i sig selv at finde, hvad Lassalle kaldte »fysisk sindsstyrke« (og karakterstyrke), for at indse fejlen, korrigere den og vende dette blad i RKP’s historie, eller... eller at klynge sig til de tilbageblevne allierede, hvem det end måtte være, »uden at ænse« nogen som helst principper. Tilbage er tilhængere af »demokrati« indtil bevidstløshed. Og Bukharin er på glidetur ned til dem, til syndikalismen.
Hvor vi langsomt er ved at optage det i os, der var sundt i den »demokratiske« »Arbejderopposition«, må Bukharin klynge sig til det, der er usundt. Den 17. januar erklærer kammerat Bumasjnyj, en fremtrædende tsektranist eller trotskist, sig villig til at antage Bukharins syndikalistiske forslag. »Sapronovisterne« går så vidt, at de i én og samme tese (nr. 3) udbreder sig om en »dyb krise« og »bureaukratisk forstening« i fagforeningerne, samtidig med at de som noget »absolut« nødvendigt foreslår en »udvidelse af fagforeningernes rettigheder i produktionen...«. Velsagtens på grund af disses »bureaukratiske forstening«? Kan man overhovedet tage den gruppe alvorligt? De har hørt nogen tale om fagforeningernes rolle i produktionen, og straks, for at overdøve de andre, japper de løs om »udvidelse af rettighederne«, på grund af »bureaukratisk forstening«. Det rækker at læse de første linjer i deres »praktiske« forslag: »Præsidiet for det Øverste Samfundsøkonomiske Råd opstilles af VTsSPS og godkendes af den Centrale Alrussiske Eksekutivkomité«, mere behøver man ikke læse. Men hvad med deres »principielle« demokratiske standpunkt? Hør engang: (tese nr. 2) »... De (Sinovjev og Trotskij) repræsenterer i realiteten to strømninger inden for én og samme gruppe af økonomiens tidligere militarisatorer«!!
Skal man tage det alvorligt, er det den værste omgang mensjevisme og socialrevolutionarisme. Men Sapronov, Osinskij og co. kan ikke tages alvorligt, når disse – efter min mening særdeles værdifulde medarbejdere – før hver partikongres (»hver eneste evige gang på dette samme sted«) ender i en slags feber og krampetilstand og absolut skal råbe højere end alle andre (»skrålhalsenes fraktion«) og med bravour jokker i spinaten. »Ignatovisterne« prøver at holde trit med »sapronovisterne«. At forskellige grupper danner blokke (især op til en kongres) er selvfølgelig i orden (og også at de jagter stemmer). Men det skal gøres inden for kommunismens rammer (ikke syndikalismens) og sådan, at man undgår at blive til grin. Hvem lover mest? De der lover flest »rettigheder« til partiløse, forén jer i anledning af RKP’s partikongres!...
Hidtil har vores platform været: man må ikke forsvare bureaukratismens yderligheder, man skal korrigere. Kampen mod bureaukratismen er lang og sej. Yderligheder kan og skal korrigeres straks. Militære medarbejderes og udnævnernes autoritet undergraves ikke af den, der peger på skadelige yderligheder og arbejder for at korrigere dem, men af den, der modsætter sig korrektionen. Det var netop den slags yderligheder, visse Tsektran-medlemmer begik; ikke desto mindre vil de være (og har de været) værdifulde og nyttige medarbejdere. Der er ingen grund til at jage med fagforeningerne og opfinde uoverensstemmelser med dem, når de selv har accepteret og selv har besluttet alt det nye, saglige og praktiske i spørgsmålet om fagforeningernes opgaver i produktionen. Lad os sætte forstærket og samdrægtigt ind for at opnå praktiske resultater på dette område.
Nu er der føjet det til vores platform, at vi skal bekæmpe den ideologiske splid og de usunde oppositionselementer, der svinger sig op til at sige farvel til al »militarisering af økonomien«, ikke kun til den »udnævnelsesmetode«, som fortrinsvis er praktiseret hidtil, men til al »udnævnelse«, hvilket i sidste instans er et farvel til partiets ledende rolle over for massen af partiløse. Vi må bekæmpe den syndikalistiske afvigelse, som vil ødelægge partiet, medmindre det definitivt kurerer sig for den.
Vort partis sygdom vil utvivlsomt blive forsøgt udnyttet, både af Ententens kapitalister til et nyt felttog, og af de socialrevolutionære til sammensværgelser og mytterier. Det gør os ikke bange, for vi vil stå sammen alle som én, uden angst for at se sygdommen i øjnene, men i bevidstheden om, at den af os alle kræver større disciplin, større udholdenhed og større fasthed på enhver post. Partiet vil ikke være svagere, men stærkere, når RKP’s 10. kongres træder sammen i marts, og efter kongressen.
19. januar 1921
*) I øvrigt bør partiet forlange, at »platforme« underskrives af alle de kammerater, der svarer for den pågældende platform. Dette krav imødekommes af »ignatovister« og »sapronovister«, men ikke af »trotskister«, »bukharinister« og »sjljapnikovister«, som henviser til unavngivne kammerater, som angiveligt er medansvarlige for den respektive platform.
1. Arbejderoppositionen – en partifjendtlig anarkosyndikalistisk fraktion (A. G. Sjljapnikov, S. P. Medvedjev, A. M. Kollontaj, I. I. Kutusov, Ju. Kh. Lutovinov m.fl.). Gruppen trådte frem under dette navn første gang i september 1920 på den 9. alrussiske konference i RKP(b). I november udløste den en fraktionskamp og foranstaltede en særlig diskussion under partikonferencen for Moskva-guvernementet. Arbejderoppositionen tog endelig form under fagforeningsdiskussionen 1920-21. Den var udtryk for en anarkosyndikalistisk afvigelse i partiet. Mest fyldestgørende blev dens synspunkter formuleret i Kollontajs pjece »Arbejderoppositionen«, der udkom umiddelbart op til RKP(b)’s 10. kongres. Heri blev det foreslået at overgive styringen af samfundsøkonomien til en »alrussisk producentkongres«, organiseret i produktionsfagforeninger, som så skulle vælge et centralt organ til styring af landets økonomi. Arbejderoppositionen krævede, at de styrende økonomiske organer alene skulle vælges af de respektive fagforeninger, og at de kandidater, fagforeningen havde opstillet, ikke skulle kunne underkendes af parti- eller sovjetorganer. Dette betød en afvisning af partiets ledende rolle og af proletariatets diktatur som det vigtigste redskab i den socialistiske opbygning. Arbejderoppositionen satte fagforeningerne op mod regeringen og det kommunistiske parti og anså fagforeningerne, ikke partiet, for at være arbejderklassens højeste form for organisering. Arbejderoppositionens platform indadtil i partiet bestod i smædekampagner og beskyldninger mod partiledelsen for »at være uden føling med partiets masser«, for »at underkende proletariatets skabende kraft« og for »at udarte til partipampere«.
Partiets 10. kongres blev et knusende nederlag for Arbejderoppositionen. I resolutionen »Om den syndikalistiske og anarkistiske afvigelse i vort parti«, der blev forelagt af Lenin, erklærede kongressen agitation for Arbejderoppositionens synspunkter for uforenelige med medlem skabet af det kommunistiske parti (se dette bind s. 132-135). Efter kongressen brød en stor del af de menige medlemmer med Arbejderoppositionen og støttede uden forbehold partiets linje. Men resterne af oppositionen under ledelse af Sjljapnikov og Medvedjev opretholdt en illegal organisation og fortsatte at agitere mod partiet. I februar forelagde de »de 22’s erklæring« for Kominterns eksekutivkomité med hadske angreb på partiet. Efter at have gransket erklæringen tog eksekutivkomiteen skarpt afstand fra gruppens aktiviteter. Partiets 11. kongres nedsatte en særlig kommission til undersøgelse af »de 22’s erklæring«, og på basis af kommissionens beretning vedtog kongressen en resolution, hvori Arbejderoppositionens opførsel blev stemplet som partifjendtlig, idet den havde skabt splittelse i partiet, og man advarede lederne om, at de, hvis de genoptog fraktionsvirksomheden, ville blive udelukket af partiet. – S. 82.
2. På et fællesmøde den 30. december 1920 mellem de kommunistiske grupper på henholdsvis 8. alrussiske sovjetkongres, i det centrale alrussiske fagforeningsråd VTsSPS og den faglige fællesorganisation i Moskva blev det diskuteret, hvorvidt Rudsutak var den, der havde forfattet teserne »Fagforeningernes rolle i produktionen«. Lenin bad VTsSPS om at dokumentere tesernes herkomst og fik en udskrift af protokol nr. 44 fra mødet i VTsSPS' præsidium den 1. november samt en følgeskrivelse fra Losovskij. Udskriften godtgjorde, at præsidiet havde drøftet og antaget Rudsutaks teser som grundlag og pålagt Tomskij og Rudsutak at pudse dem af. Af følgeskrivelsen fremgik det, at dette arbejde var gjort af Rudsutak alene. Fagforeningernes 5. alrussiske konference påhørte Rudsutaks beretning, godkendte hans teser som arbejdsgrundlag og nedsatte et redaktionsudvalg bestående af Tsyperovitj, Andrejev og Rudsutak. Udvalget opstillede flere nye punkter og supplerede teserne.
Disse dokumenter og Rudsutaks teser sendte Lenin ind til Pravdas redaktion med et følgebrev, hvori han skrev: »Jeg anmoder hermed redaktionen om at bringe Rudsutaks teser, som blev antaget på fagforeningernes 5. alrussiske konference 2.-6. november 1920. De er yderst nødvendige i debatten. Desuden vedlægger jeg supplerende materiale vedrørende diskussionen i partikredse om disse tesers herkomst.« De omtalte materialer og Lenins brev blev offentliggjort i Pravda nr. 13, 21. januar 1921. – S. 83.
3. Se dette bind, s. 61-67. – S. 83.
4. Se dette bind, s. 59. – S. 84.
5. »Henvendelse til partiet« – fra RKP(b)’s organisation i Petrograd blev vedtaget på et debatmøde mellem repræsentanter for Petrograddistriktets partiorganisationer den 3. januar 1921. Den 6. januar blev ordlyden godkendt på et bymøde med deltagelse af over 4000 partimedlemmer. Kun 20 stemte imod. Under diskussionen i de lokale distrikter stemte 95-98 procent af medlemmerne for henvendelsen.
Petrograd-bolsjevikkerne støttede Lenin og gik imod Trotskij i spørgsmålet om fagforeningernes rolle og opgaver. De opfordrede de øvrige partiorganisationer til at følge Lenin og fremhævede faren ved Trotskijs platform, som reelt ville nedlægge fagforeningerne og undergrave proletariatets diktatur. Pravda nr. 7 af 13. januar 1921 offentliggjorde henvendelsen og ligeledes en modresolution fra Moskvakomiteen, som dengang indtog en »stødpudeholdning«. I denne resolution fandt Moskvakomiteen det »absolut umuligt« at tilslutte sig forslagene fra Petrograd, der, som man skrev, tegnede »en yderst farlig« tendens til at ville repræsentere et særligt centrum i forberedelserne til partikongressen. Moskvakomiteen tog ikke afstand fra Trotskijs fraktionsdannelse og støttede dermed hans partiskadelige virksomhed. – S. 84.
6. »Udkast Til Vedtagelse På RKP(b)’s 10. Kongres Om Fagforeningernes Rolle Og Opgaver« – var formuleret af Lenin som »de ti’s platform« til centralkomiteen. De ti var medlemmer af centralkomiteen og af dennes fagforeningskommission. Gruppen var i opposition til de partifjendtlige fraktioner. Den definerede fagforeningernes rolle i lyset af de nye opgaver, der havde meldt sig ved afslutningen af borgerkrigen og overgangen til den fredelige socialistiske opbygning. Som en skole i administration, i økonomisk forvaltning, i kommunisme skulle fagforeningerne tage del i ledelsen af staten, uddanne kvalificerede folk til sovjetorganerne og det økonomiske apparat og sætte ind på at styrke arbejdsdisciplinen. Deres indsats skulle bygge på opdragelse, skoling, overbevisning og demokratiske arbejdsprincipper i fagforeningerne selv. 10. kongres’ resolution om fagforeningernes rolle og opgaver var baseret på »de ti’s platform«, som under diskussionen blev støttet af et flertal af de lokale partiorganisationer. – S. 84.
7. Den demokratiske centralismes gruppe – opportunistisk fraktion ledet af S. M. Boguslavskij, A. S. Kamenskij, V. N. Maksimovskij, N. Osinskij, Rafail (P. B. Farbman) og T. V. Sapronov. Denne gruppe havde allerede på 8. partikongres vendt sig imod Lenins linje i spørgsmålet om partiets og sovjetternes opbygning og arbejdsdeling. De tog afstand fra partiets ledende rolle i sovjetterne og fagforeningerne og forlangte frihed til fraktions- og gruppedannelse; de vendte sig imod enkeltmandsledelse og direktørernes personlige ansvar i industrien; de opponerede mod princippet om lavere organers indordning under højere; de var modstandere af, at centralkomiteen varetog den samlede politiske og organisatoriske ledelse af partiet, og prøvede at få centralkomiteens organisationsbureau skilt ud fra den politiske ledelse. I Ukraine vendte de sig imod »fattigbondekomiteerne«, som dér var det proletariske diktaturs redskab på landet.
Gruppen offentliggjorde sin platform under fagforeningsdiskussionen 1920-21, men på møderne op til 10. partikongres opnåede de kun ganske få stemmer. På selve kongressen trak de platformen tilbage og stillede deres tilhængere frit ved afstemningerne. Efter 10. partikongres var det kun lederne, der fortsatte den partifjendtlige virksomhed. De tilsluttede sig i 1923 trotskisterne, og i 1926 dannede de »de 15’s gruppe« anført af Sapronov og Smirnov. Gruppen blev udelukket af partiet på 15. kongres. – S. 85.
8. Ignatovister – partifjendtlig anarkosyndikalistisk gruppe bestående af partiaktivister fra Moskva anført af J. N. Ignatov. Den opstod under fagforeningsdiskussionen 1920-21; dens aktiviteter var begrænset til partiorganisationerne i Moskva, da den ingen indflydelse havde blandt byens arbejdere og menige partimedlemmer. Gruppen fremlagde to platforme, én om fagforeningernes nærmeste opgaver og én om partiets opbygning. Ignatovisterne delte Arbejderoppositionens anarkosyndikalistiske synspunkter; de satte fagforeningerne op mod regeringen, fornægtede partiets lederskab i den økonomiske udvikling, vendte sig imod den demokratiske centralisme og forlangte, at kun arbejdere kunne være medlemmer af partiet. Ligeledes forlangte de den økonomiske ledelse lagt i hænderne på et organ, valgt af den alrussiske fagforeningskongres, men til forskel fra Arbejderoppositionen ønskede de, at dette organ også skulle godkendes af den centrale alrussiske eksekutivkomité. Efter 10. partikongres blev gruppen opløst. – S. 85.
9. Vperjod-folkene – partifjendtlig gruppe af folk fra forskellige oppositionelle strømninger (otsovister, ultimatister m.fl.), der fandt sammen med mensjevikiske likvidatorer og trotskister. For at splitte den revolutionære arbejderbevægelse og svække det proletariske parti førte de en indædt kamp mod bolsjevikkerne. På linje med likvidatorerne krævede de en »omdannelse« af partiet, der i sidste instans ville have knust det. Gruppens mangel på principper, der kunne holde medlemmerne sammen, betød at den var yderst ustabil, og den gik snart i opløsning. – S. 87.
10. Lenin sigter til diskussionen om fagforeningerne på et udvidet møde i Moskvas partikomité med repræsentanter for partiorganisationerne i Moskva og opland. På mødet tog man fat i alle de udkast til teser, der var fremsat af forskellige grupper i diskussionens løb. Ved den første stemmeafgivning opnåede Lenins teser 76 stemmer, Trotskijs 27, Bukharins 5, Sjljapnikovs 4, Sapronovs 11, Ignatovs 25, Nogins 0 og Rjasanovs 0. Ved anden afstemning om de to hovedplatforme fik Lenins teser 84 stemmer og Trotskijs 27. Den 18. januar vedtog Moskvas partikomité en opfordring til alle partiets medlemmer om at slutte fuldtalligt op om Lenins platform. – S. 87.
Sidst opdateret 18.6.2014