“Venstre”-kommunismen – en børnesygdom

Vladimir Lenin (1920)

Tillæg

II. Kommunisterne og de Uafhængige i Tyskland.

Jeg har i brochuren udtalt den opfattelse, at et kompromis mellem kommunisterne og de Uafhængiges venstrefløj vil være nødvendigt og nyttigt for kommunismen, men at det ikke vil blive let at få det i stand. De aviser, jeg senere har modtaget, har bekræftet begge dele. I nr. 32 af Den Røde Fane, organ for Tysklands Kommunistiske Partis centralkomité (Die Rote Fahne, [56] Zentralorgan der kommunistischen Partei Deutschlands, Spartakusbund, for 26. marts 1920) findes en “erklæring” fra centralkomiteen angående Kapp-Lüttwitz’ militærkup og om en “socialistisk regering”.

Denne erklæring er fuldkommen rigtig både i sin hovedforudsætning og i sin praktiske konklusion. Hovedforudsætningen er den, at der i øjeblikket ikke er noget “objektivt grundlag” for proletariatets diktatur, fordi “flertallet af byarbejderne” slutter sig til de Uafhængige. Konklusion: Løfte om “loyal opposition” (d.v.s. afkald på at forberede en “voldelig omstyrtelse”) over for en “socialistisk regering, hvor de borgerlig-kapitalistiske partier er udelukket”.

Taktikken er utvivlsomt i det væsentlige rigtig. Men selv om man ikke skal hænge sig i små unøjagtigheder i formuleringen, må det dog siges, at man (i en officiel erklæring fra det kommunistiske parti) ikke kan kalde en regering af socialforrædere for “socialistisk”, og at man ikke kan tale om “udelukkelse af borgerlig-kapitalistiske partier”, når både Scheidemann’ernes parti og Kautsky-Crispiens parti er småborgerlig-demokratiske. Man kan heller ikke skrive sådanne ting som dem, der står i erklæringens afsnit 4:

“For en fortsat erobring af de proletariske masser for kommunismen er det af største vigtighed for udviklingen i retning mod det proletariske diktatur, at der består en tilstand, hvor den politiske frihed kan udnyttes ubegrænset, og hvor det borgerlige demokrati ikke kan optræde som kapitalens diktatur.”

En sådan tilstand er umulig. De småborgerlige førere, de tyske Henderson’er (Scheidemann’er) og Snowden’er (Crispien’er) går ikke og kan ikke gå ud over rammerne for det borgerlige demokrati, og dette kan ikke være andet end kapitalens diktatur. Disse principielt urigtige og politisk skadelige ting havde man overhovedet heller ikke behøvet at skrive for at opnå det praktiske resultat, som det kommunistiske partis centralkomité med fuld ret stilede efter. For at opnå det havde det været nok at sige (hvis man vil være parlamentarisk høflig): Sålænge flertallet af byarbejderne følger de Uafhængige, kan vi kommunister ikke hindre disse arbejdere i at overvinde deres sidste spidsborgerlig-demokratiske (d.v.s. også “borgerlig-kapitalistiske”) illusioner gennem de erfaringer, de gør med “deres egen” regering. Dette er nok til at begrunde et kompromis, som virkelig er nødvendigt, og som må bestå i, at der for en vis tid gives afkald på forsøg på voldelig omstyrtelse af en regering, som flertallet af byarbejderne har tillid til. Og i den daglige masseagitation, hvor man ikke er bundet af den officielle, parlamentariske høflighed, kan man naturligvis føje til: Lad slubberter som Scheidemann og filistre som Kautsky-Crispien gennem deres handlinger afsløre, hvordan de selv bliver gjort til nar og selv gør arbejderne til nar, deres “rene” regering vil på “reneste” måde gøre arbejdet med at “rense” socialismens augiasstald, socialdemokratismen og andre former for socialforræderi.

De nuværende førere for Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti (de førere, om hvem man med urette har sagt, at de allerede har mistet enhver indflydelse, og som faktisk er endnu farligere for proletariatet end de ungarske socialdemokrater, som kaldte sig kommunister og lovede at “støtte” proletariatets diktatur) har gang på gang vist deres sande natur under det tyske Kornilov-kup, d.v.s. Kapps og Lüttwitz’ kup. [*] En lille, men anskuelig illustration hertil giver to små artikler, dels af Karl Kautsky: Afgørende Timer (Enstscheidende Stunden) i Freiheit [58] ( de Uafhængiges blad), 30. marts 1920, dels af Arthur Crispien: Til den politiske Situation (samme sted 14. april 1920). Disse herrer forstår overhovedet ikke at tænke og ræsonnere som revolutionære. De er jammerlige, spidsborgerlige demokrater, som er tusinde gange farligere for proletariatet, når de erklærer sig for tilhængere af sovjetmagten og proletariatets diktatur, for faktisk vil de i enhver farlig og vanskelig situation uvægerlig begå forræderi . . . samtidig med, at de stadig vil have den “ganske rigtige” overbevisning, at de hjælper proletariatet! De ungarske socialdemokrater, som tog navneforandring til kommunister, ville jo også “hjælpe” proletariatet, da de fejt og karakterløst regnede sovjetmagtens stilling i Ungarn for håbløs og grædende kastede sig i støvet for ententekapitalisternes og ententebødlernes agenter.

Lenins noter

*) Dette belyses for øvrigt ualmindeligt klart, kort og præcist, på marxistisk vis i det østrigske kommunistiske partis fortræffelige blad Røde Fane for 23. og 30. marts 1920 (Die Rote Fahne, [57] Wien 1920, nr. 226 og 227, L.L.: Ein neuer Abschnitt der deutschen Revolution (Et Nyt Afsnit i den Tyske Revolution)).

Noter

56. Die Rote Fahne, dagblad grundlagt af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg som centralorgan for Spartakusbund (se note 15), senere centralorgan for Tysklands Kommunistiske Parti. Det første nummer udkom 9. november 1918. I nazitiden udkom bladet illegalt. – S. 95.

57. Die Rote Fahne, Wien, centralorgan for Østrigs kommunistiske parti. Bladet kom efter 1945 til at hedde Österreichische Volksstimme, fra 1957 Volksstimme. – S. 96.

58. Die Freiheit, dagblad udgivet af Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti fra november 1918 til oktober 1922. – S. 96.


Sidst opdateret 29.6.2014