De ovennævnte numre af det italienske blad Soviet bekræfter fuldt ud, hvad jeg i brochuren har sagt om de fejl, der er begået af det italienske socialistiske parti, som i sine rækker tolererer sådanne medlemmer og ligefrem en sådan gruppe af parlamentarikere. Yderligere bekræftes dette af et udenforstående vidne som det engelske borgerlig-liberale blad The Manchester Guardian’s korrespondent i Rom, som bringer et interview med Turati i bladet for 12. marts 1920.
“Signor Turati – skriver denne korrespondent – mener ikke, den revolutionære fare er så stor, at den bør give anledning til bekymring i Italien. Maksimalisterne puster blot til ilden med sovjetteorierne for at holde masserne vågne og i bevægelse. Disse teorier er imidlertid rene eventyrforestillinger, umodne programmer, som ikke duer i praksis. De vil formodentlig kun holde de arbejdende klasser i en tilstand af forventning. De samme folk, der bruger dem som madding for at blænde proletariatets øjne, ser sig nødsaget til at føre en daglig kamp for at opnå nogle ofte ubetydelige økonomiske forbedringer for således at udskyde det øjeblik, da arbejderklassen mister sine illusioner og troen på sine yndlingsmyter. Heraf den lange kæde af strejker i alle formater og i alle mulige anledninger indtil de sidste strejker inden for post- og jernbanevæsenet, strejker, som gør landets i forvejen vanskelige stilling endnu vanskeligere. Landet er irriteret over vanskelighederne i forbindelse med dets adriatiske problem, det er tynget at sin udenlandske gæld og den inflatoriske udstedelse af papirpenge, og alligevel føler landet langtfra nødvendigheden af at tilegne sig den arbejdsdisciplin, som alene kan genoprette orden og velstand ...”
Det er klart som dagen, at den engelske korrespondent har plapret ud med en sandhed, som formodentlig Turati selv og hans borgerlige forsvarere, hjælpere og inspiratorer i Italien tilslører og besmykker. Denne sandhed er, at de herrer Turati, Treves, Modigliani, Dugoni og co.’s ideer og politiske arbejde virkelig er sådan, og akkurat er sådan, som den engelske korrespondent skildrer det. Det er tykt socialforræderi. Hvad skal arbejderne stille op med denne forsvarstale for orden og disciplin, når de selv er lønslaver, som arbejder for at skaffe kapitalisterne profit! Hvor kender vi russere hele denne mensjevikiske snak! Hvor værdifuld er ikke indrømmelsen af, at masserne går ind for sovjetmagten! Hvor stupid og borgerlig plat virker ikke den manglende forståelse af de spontant fremvældende strejkers revolutionære betydning! Ja vist, denne engelske korrespondent til en borgerlig liberal avis har gjort de herrer Turati og co. en bjørnetjeneste og har på en storartet måde bekræftet rigtigheden af kammerat Bordigas og hans venners krav i bladet Soviet om, at det Italienske Socialistiske Parti, hvis det ønsker i gerning at gå ind for III Internationale, skal jage de herrer Turati og co. på porten med skam og skændsel og blive et kommunistisk parti såvel af gavn som af navn.
Sidst opdateret 28.6.2014