Før forlagene i vort land, som alverdens imperialister har udplyndret for at hævne sig på den proletariske revolution, og som de stadigvæk plyndrer og blokerer trods alle mulige løfter til deres arbejdere – før vore forlag nåede at udgive min brochure, indløb der yderligere materiale fra udlandet. Uden på nogen måde at foregive, at min brochure er mere end en skribents flygtige bemærkninger, vil jeg i korthed berøre enkelte punkter.
Spaltningen mellem kommunisterne i Tyskland er blevet en kendsgerning. “Venstre”-kommunisterne eller “den principielle opposition” har dannet et særligt Kommunistisk Arbejderparti til forskel fra Kommunistisk Parti. I Italien går udviklingen tilsyneladende også i retning af en spaltning – jeg siger tilsyneladende, for jeg har kun fået et par yderligere numre (nr. 7 og 8) af “venstre”-folkenes blad Sovjet (Il Soviet), hvori muligheden for og nødvendigheden af en spaltning åbent drøftes, og der tales samtidig om en kongres for “abstentionisterne” (eller boykottisterne, d.v.s. modstandere af deltagelse i parlamentet), en fraktion, som hidtil har været en del af Italiens Socialistiske Parti.
Man kan befrygte, at bruddet med “venstre”-folkene, antiparlamentarikerne (som tildels også er antipolitikere, modstandere af et politisk parti og af arbejde i fagforeningerne) vil blive en international foreteelse, ligesom bruddet med “centristerne” (eller kautskyanerne, longuetisterne, de Uafhængige o. s. v.). Det må så være. Spaltning er dog altid bedre end virvar, der hæmmer både den idémæssige, teoretiske og revolutionære udvikling og modning af partiet og dets endrægtige, virkelig organiserede, praktiske arbejde til virkelig forberedelse af proletariatets diktatur.
Lad “venstre”-folkene prøve sig selv i gerning, i national og international målestok, lad dem forsøge at forberede (og dernæst også realisere) proletariatets diktatur uden et strengt centraliseret parti med jerndisciplin, uden forstand på at beherske alle virkefelter, grene og afarter af politisk og kulturelt arbejde. Den praktiske erfaring vil hurtigt blive en lære for dem.
Blot må man gøre alt, for at bruddet med “venstre”-folkene ikke vanskeliggør eller dog så lidt som muligt vanskeliggør det arbejde, der i nær fremtid nødvendigvis må gøres for at danne et enhedsparti, der sammensmelter alle, som virker i arbejderbevægelsens og som ærligt og oprigtigt går ind for sovjetmagten og proletariatets diktatur. I Rusland var det et særligt held for bolsjevikkerne, at de havde 15 år til at føre en systematisk og tilbundsgående kamp såvel mod mensjevikkerne (d.v.s. opportunisterne og “centristerne”) som mod “venstre”-folkene længe før den umiddelbare massekamp for proletariatets diktatur satte ind. I Europa og Amerika må det samme arbejde nu gøres i “ilmarcher”. Enkelte personer, især uheldige føreraspiranter, kan (hvis de mangler proletarisk disciplin og “ærlighed over for sig selv”) længe fremture med deres fejl, men arbejdermasserne vil, når tiden er moden, let og hurtigt samle sig og samle alle sande kommunister i et enhedsparti, som er i stand til at virkeliggøre sovjetsystemet og proletariatets diktatur. [*]
*) Til spørgsmålet om “venstre”-kommunisternes, antiparlamentarikernes fremtidige samling med kommunisterne i øvrigt vil jeg yderligere bemærke følgende. Efter det jeg har haft lejlighed til at se af “venstre”-kommunisternes og de øvrige kommunisters blade i Tyskland, har de førstnævnte det fortrin, at de bedre forstår at agitere blandt masserne end de sidstnævnte. Noget lignende – blot i mindre målestok og i enkelte lokale organisationer, men ikke i landsmålestok – har jeg adskillige gange iagttaget i det bolsjevikiske partis historie. F.eks. agiterede “venstre”-bolsjevikkerne i 1907-1908 undertiden og hist og her med større held blandt masserne end vi. Dette har til dels sin forklaring i, at det i et revolutionært øjeblik, eller mens erindringen om revolutionen endnu er levende, er lettere at gå ud til masserne med den “enkle” afvisningstaktik. Men dette er dog ikke noget bevis for denne taktiks rigtighed. Der kan i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at et kommunistisk parti, som i gerning vil være avantgarde, fortrop, for den revolutionære klasse, proletariatet, og som desuden vil lære at lede brede masser, ikke blot proletariske, men også ikke-proletariske masser af de arbejdende og de udbyttede, er nødt til at kunne både propagandere, organisere og agitere så simpelt og forståeligt, så klart og levende som overhovedet muligt både i byens fabrikskvarterer og i landsbyen.
Sidst opdateret 15.8.2014