Først efter læsningen af Kautskys bog har jeg haft lejlighed til at se Vanderveldes bog »Le socialisme contre l’état«. Socialismen Mod Staten (Paris 1918). En sammenligning af de to bøger trænger sig uvikårligt på. Kautsky var den ideologiske fører for II Internationale (1889-1914), Vandervelde dens formelle repræsentant i sin egenskab af formand for det Internationale Socialistiske Bureau. Begge repræsenterer Il Internationales totale bankerot. Begge tilslører de »sindrigt«, med erfarne journalisters hele behændighed og med marxistiske sentenser denne bankerot, deres egen fallit og overgang til bourgeoisiets side. Den ene viser os særdeles anskueligt det typiske i den tyske opportunisme, som tungt og teoretiserende groft forfalsker marxismen ved at skære det bort, der er uacceptabelt for bourgeoisiet. Den anden er typisk for den romanske – til en vis grad kan man sige: den vesteuropæiske (i betydningen vest for Tyskland hjemmehørende) – afart af den herskende opportunisme, som mere smidigt, mindre tungvendt, mere raffineret forfalsker marxismen ved hjælp af den samme hovedmetode.
Begge forvrænger i bund og grund Marx’ lære om staten, såvel som hans lære om proletariatets diktatur – Vandervelde hæfter sig mest ved det første spørgsmål, Kautsky ved det andet. Begge tilslører den nære, uløselige mellem disse to spørgsmål. Begge er de i ord revolutionære og marxister, men i praksis renegater, der gør alt for at tage afstand fra revolutionen. Hos ingen af dem findes skygge af det, der gennemsyrer alle Marx’ og Engels’ værker, det, der i praksis udmærker socialismen til forskel fra bourgeoisiets karikatur af den, nemlig klarlæggelse af revolutionens opgaver til forskel fra reformopgaverne, klarlæggelse af den revolutionære taktik til forskel fra den reformistiske, klarlæggelse af proletariatets rolle ved tilintetgørelsen af lønslaveriets system eller ordning til forskel fra proletariatets rolle i de »store« magter, hvor proletariatet hos bourgeoisiet opnår at få en lille part i dettes imperialistiske ekstraprofit og ekstraudbytte.
Vi skal til bekræftelse af denne bedømmelse anføre nogle væsentlige betragtninger af Vandervelde.
Ligesom Kautsky citerer Vandervelde Marx og Engels med overordentlig iver. Og ligesom Kautsky citerer han hvad som helst af Marx og Engels undtagen det, som er helt uantageligt for bourgeoisiet, det, som skiller den revolutionære fra reformisten, Om proletariatets erobring af den politiske magt citerer han hvad som helst, da det jo allerede gennem praksis er lagt i rent parlamentariske rammer. Men om det, at Marx og Engels efter Pariserkommunens erfaringer fandt det påkrævet at supplere det her og der forældede Kommunistiske Manifest med at klarlægge den sandhed, at arbejderklassen ikke simpelt hen kan tage det færdige statsmaskineri i besiddelse, at den må sønderslå dette maskineri – om dette ikke så meget som et ord! Som om de havde sammensvoret sig, forbigår såvel Vandervelde som Kautsky i fuldstændig tavshed netop den væsentligste erfaring fra en proletarisk revolution, netop det, der adskiller proletariatets revolution fra bourgeoisiets reformer.
Ligesom Kautsky taler Vandervelde om proletariatets diktatur for at tage afstand fra det. Kautsky klarede det ved hjælp af grove forfalskninger. Vandervelde opnår det samme mere elegant. I det pågældende afsnit, afsnit 4, om proletariatets erobring af den politiske magt, behandler han i stk. b spørgsmålet om proletariatets kollektive diktatur og »citerer« Marx og Engels (jeg gentager: han udelader netop det, der drejer sig om selve hovedsagen, sønderslagningen af det gamle, borgerligt-demokratiske statsmaskineri) og konkluderer:
»I ... socialistiske kredse forestiller man sig sædvanligvis den sociale revolution således: En ny Kommune, denne gang sejrrig, og ikke et enkelt sted, men i den kapitalistiske verdens vigtigste centre.
En hypotese, men en hypotese, der ikke har noget usandsynligt ved sig i en tid, da det allerede er ved at blive klart, at efterkrigstiden vil bringe uhørte klasseantagonismer og sociale konvulsioner med sig i mange lande.
Men hvis Pariserkommunens fejlslag – for ikke at tale om den russiske revolutions vanskeligheder – beviser noget, så er det netop umuligheden af at gøre ende på det kapitalistiske system, før proletariatet er tilstrækkeligt forberedt på udnyttelsen af den magt, som det i kraft af omstændighederne vil kunne få i hænde« (s. 73).
Og ikke noget som helst mere om sagens kerne!
Her ser vi dem, II Internationales førere og talsmænd! I 1912 underskriver de Basel-manifestet, hvori der direkte tales om forbindelsen mellem netop den krig, der udbrød i 1914, og den proletariske revolution, de formelig truer med den. Men da krigen så kom, og der opstod en revolutionær situation, begyndte disse Kautsky’er og Vandervelde’r at distancere sig fra revolutionen. Se bare: en revolution af Kommunens type er kun en hypotese, der ikke er usandsynlig! Det er ganske analogt med Kautskys ræsonnementer vedrørende sovjetternes eventuelle betydning i Europa.
Men sådan ræsonnerer enhver dannet liberal, der nu uden tvivl vil samtykke i, at en ny Kommune »ikke er usandsynlig«, at sovjetterne vil få stor betydning osv. Den proletariske revolutionære adskiller sig fra den liberale derved, at han som teoretiker analyserer netop den nye statslige betydning af Kommunen og sovjetterne. Vandervelde fortier alt det, som Marx og Engels i deres analyse af Kommunens erfaringer har gjort udførligt rede for med hensyn til dette emne.
Som praktiker, som politiker, burde en marxist gøre det klart, at kun en forræder mod socialismen nu vil kunne vige tilbage for den opgave at klarlægge nødvendigheden af en proletarisk revolution (af Kommunens type, af sovjet-type, eller måske en tredje type), forklare nødvendigheden af at forberede sig til den, at propagandere for den blandt masserne, tilbagevise de småborgerlige fordomme mod revolution osv.
Hverken Kautsky eller Vandervelde gør noget sådant, – netop fordi de selv er forrædere mod socialismen, som ønsker at bevare deres ry blandt arbejderne som socialister og marxister.
Lad os tage den teoretiske problemstilling.
Heller ikke i en demokratisk republik er staten andet end en maskine, hvormed den ene klasse undertrykker den anden. Kautsky kender denne sandhed, anerkender den og bekender sig til den, – men ... han går uden om selve det fundamentale spørgsmål, nemlig hvilken klasse proletariatet, når det tilkæmper sig den proletariske stat, skal undertrykke, hvorfor og med hvilke midler.
Vandervelde kender, anerkender, bekender sig til og citerer denne grundsætning i marxismen (s. 72 i hans bog), men ... han siger ikke ét ord om det (for de herrer kapitalister) »ubehagelige« emne – undertrykkelse af udbytternes modstand!!
Ligesom Kautsky går Vandervelde helt uden om dette »ubehagelige« emne. Deri ligger deres renegatoptræden.
Ligesom Kautsky er Vandervelde en stor mester i at erstatte dialetik med eklekticisme. På den ene side kan man ikke komme uden om, på den anden side må man indrømme. På den ene side kan man ved stat forstå »nationen i dens helhed« (se Littrés ordbog [76] ), et lærd værk, hvad man så end vil sige, – og Vandervelde, s. 87), men på den anden side kan man ved stat forstå »regering« (samme sted). Denne lærde plathed anfører Vandervelde, og billiger den, side om side med citater fra Marx.
Den marxistiske betydning af ordet »stat« adskiller sig fra den sædvanlige, skriver Vandervelde. I kraft heraf er »misforståelser« mulige. »Hos Marx og Engels er staten ikke en stat i bredere forstand, ikke en stat som styringsorgan, som repræsentant for samfundets almene interesser (intérêts généraux de la société). Den er staten som magt, staten som organ for autoritet, staten som redskab for én klasses herredømme over en anden« (s. 75-76 hos Vandervelde).
Om tilintetgørelse af staten taler Marx og Engels kun i denne anden betydning. » ... Alt for absolutte påstande risikerer at blive upræcise. Mellem kapitalisternes stat, der bygger på en enkelt klasses herredømme alene, og den proletariske stat, hvis mål er klassernes afskaffelse, findes der mange overgangstrin« (s. 156). Der har vi Vanderveldes »metode«, som kun adskiller sig ubetydeligt fra Kautskys, og som i realiteten er identisk med den. Dialektikken benægter absolutte sandheder, idet den klarlægger modsætningernes vekslen og krisernes betydning i historien. Eklektikeren bryder sig ikke om »alt for absolutte« påstande, fordi han vil skaffe plads for sit småborgerlige, spidsborgerlige ønske om at erstatte revolutionen med »overgangstrin«.
At overgangstrinnet mellem den stat, der er organ for kapitalistklassens herredømme, og den stat, der er organ for proletariatets herredømme, netop er revolutionen, som består i, at bourgeoisiet styrtes, og i, at dets statsmaskine sønderslås, knuses, herom tier Kautsky’erne og Vandervelde’rne.
At bourgeoisiets diktatur må afløses af en klasses, proletariatets diktatur, at revolutionens »overgangstrin« må følges af »overgangstrin«, hvorved den proletariske stat gradvis dør bort, det tilslører Kautsky og Vandervelde og deres lige.
Deri ligger deres politiske renegatoptræden.
Deri ligger, teoretisk, filosofisk, også deres ombytning af dialektik med eklekticisme og spidsfindigheder. Dialektikken er konkret og revolutionær, »overgangen« fra en klasses diktatur til en anden klasses er for den noget andet end den demokratiske, proletariske stats »overgang« til ikke-stat (»statens bortdøen«). Kautsky’ernes og Vandervelde’rnes eklekticisme og spidsfindigheder udtværer til glæde for bourgoisiet alt konkret og præcist i klassekampen ved at indlægge det almene begreb »overgang«, som kan bruges til at skjule sin afsværgelse af revolutionen (og som ni tiendedele af vor epokes officielle socialdemokrater bruger dertil).
Vandervelde er som eklektiker og ræsonnør langt mere raffineret og elegant end Kautsky, for ved hjælp af frasen: »Overgang fra en stat i snæver forstand til en stat i videre forstand«, kan man slippe uden om hvilke som helst revolutionsspørgsmål, slippe uden om alle forskelle mellem revolution og reform, endog uden om forskellen mellem en marxist og en liberal. Hvilken dannet europæisk liberal vil nemlig »i almindelighed« bestride overgangstrin i denne »almindelige« betydning?
»Jeg er«, skriver Vandervelde, »enig med Guesde i, at det ikke er muligt at socialisere produktionen og omsætningsmidlerne uden først at have følgende to betingelser opfyldt:
1. Den nuværende stat, som er organ for én klasses herredømme over en anden, må omdannes til det, Menger kalder arbejdets folkestat, ved at proletariatet erobrer den politiske magt.
2. Staten som organ for autoritet må skilles fra staten som styringsorgan, eller – for at bruge et saint-simonistisk udtryk – regeren over mennesker må adskilles fra administrering af ting« (s. 89).
Dette sætter Vandervelde med kursiv som en særlig understregning af disse sætningers betydning. Men det er jo det rene eklektiske roderi, et totalt brud med marxismen! »Arbejdets folkestat« er jo kun en ny udgave af den gamle »frie folkestat«, som de tyske socialdemokrater skiltede med i 1870’erne, og som Engels stemplede som vrøvl. [77] Udtrykket »arbejdets folkestat« er en frase, som er god nok for småborgerlige demokrater (ligesom vore venstre-socialrevolutionære) – en frase, der erstatter klassebegrebet med klassefremmede begreber. Vandervelde sidestiller proletariatets (en enkelt klasses) erobring af statsmagten og »folke«-staten uden at bemærke, at resultatet bliver roderi. Hos Kautsky med hans »rene demokrati« opstår det samme roderi, den samme anti-revolutionære spidsborgerlige ignoreren af klasserevolutionens, det klassemæssige, proletariske diktaturs, den (proletariske) klassestats opgaver.
Og videre. Regeren over mennesker vil først forsvinde og vige pladsen for forvaltning af ting, når enhver form for stat er døet bort. Ved at snakke om denne forholdsvis fjerne fremtid vil Vandervelde spærre og skygge for morgendagens opgave: at styrte bourgeoisiet.
Denne metode er endnu en gang servilitet over for det liberale bourgeoisi. Den liberale er villig til at tale om, hvad der skal ske, når det ikke længere er nødvendigt at regere over mennesker. Hvorfor dog ikke hengive sig til så uskadelige drømmerier? Men proletariatets undertrykkelse af bourgeoisiets modstand mod at lade sig ekspropriere – lad os ikke tale om det. Dér kræver bourgeoisiets klasseinteresser tavshed.
Socialismen mod Staten. Det er Vanderveldes reverens for proletariatet. At gøre en sådan reverens er ikke svært, enhver »demokratisk« politiker forstår at gøre reverens for sine vælgere. Men under dække af »reverensen« indføres et antirevolutionært, antiproletarisk indhold.
Vandervelde genfortæller detaljeret efter Ostrogorskij, [78] hvor meget bedrag, vold, bestikkelse, løgn, hykleri og undertrykkelse af de fattige der skjuler sig under det moderne, borgerlige demokratis civiliserede, velfriserede, polerede ydre. Men Vandervelde drager ikke konklusionen heraf. At det borgerlige demokrati undertrykker de arbejdende og udbyttede masser, og at det proletariske demokrati skal undertrykke bourgeoisiet, falder ham ikke ind. Kautsky og Vandervelde er døve for den slags. Det bourgeoisi, som disse småborgerlige forrædere mod marxismen bukker og skraber for, har klasseinteresser, som kræver, at man går uden om dette spørgsmål, fortier det eller ligefrem bestrider nødvendigheden af en sådan undertrykkelse.
Spidsborgerlig eklekticisme kontra marxisme, spidsfindigheder kontra dialektik, spidsborgerlig reformisme kontra proletarisk revolution, det var, hvad titlen på Vanderveldes bog burde have været.
76. Littrés ordbog – ordbog over det Franske Sprog (Dictionnaire de la langue francaise) udkommet 1863-1872. – S. 204.
77. Se Karl Marx og Friedrich Engels, Udvalgte Værker i to bind, Forlaget Tiden, København, 1976, bd. 2, s. 35. (Engels’ brev til Bebel, 18.-28. marts 1875.) – S. 205.
78. Der sigtes til en bog af Ostrogorskij, som var en borgerlig, liberal skribent og jurist, medlem af 1. statsduma. Bogen – Demokratiet Og De Politiske Partier – udkom i Paris i 1903. Den indeholdt en betydelig mængde sagligt materiale fra Englands og USAs historie og afslørede det borgerlige demokratis falskhed og hykleri. – S. 206.
Sidst opdateret 1.1.2009