Trykt første gang i Pravda nr. 178, den 22. august 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 85-98, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Kammerater. En russisk bolsjevik, som deltog i 1905-revolutionen og derefter tilbragte flere år i jeres land, har tilbudt at overbringe mit brev til jer. [1] Jeg har modtaget hans tilbud med så meget større glæde, som de revolutionære proletarer i Amerika netop nu er kaldet til at spille en særlig vigtig rolle som uforsonlige fjender af amerikansk imperialisme, den nyeste, stærkeste og sidst tilkomne deltager i det verdensomfattende folkeblodbad om delingen af kapitalisternes profit. Netop nu har de amerikanske milliardærer, disse moderne slaveholdere, vendt et særlig tragisk blad i den blodige imperialismes blodige historie ved at give deres samtykke – om det er direkte eller indirekte, åbent eller skjult og hyklerisk, spiller ingen rolle – til de engelske og japanske vilddyrs væbnede felttog for at kvæle den første socialistiske republik.
Det moderne, civiliserede Amerikas historie blev indledt med en af de store, virkeligt revolutionære befrielseskrige, som der har været så få af i det enorme antal røverkrige, der i lighed med den nuværende imperialistiske krig er blevet fremkaldt af slagsmålet mellem konger, godsejere og kapitalister om delingen af erobrede jorder eller tilranede profitter. Den krig førte det amerikanske folk mod engelske røvere, som havde underkuet Amerika og holdt det nede i kolonialt slaveri, på samme måde som disse »civiliserede« blodsugere den dag i dag underkuer hundreder af millioner af mennesker i Indien, Ægypten og alle steder verden over og holder dem nede i kolonialt slaveri.
Siden da er der gået benved 150 år. Den borgerlige civilisation har i fuldt mål båret sine overdådige frugter. Amerika indtager førstepladsen blandt de frie og civiliserede lande i udviklingen af det forenede menneskelige arbejdes produktivkræfter og i anvendelsen af maskiner og alle den nyeste tekniks underværker. Samtidig står Amerika blandt de førende lande, hvad angår dybden af den kløft, som skiller på den ene side en håndfuld milliardærer, der vælter sig i svineri og luksus, og på den anden side millioner af arbejdende, som bestandigt lever på grænsen af fattigdom. Det amerikanske folk, der gav verden et mønstereksempel på revolutionær krig mod det feudale slaveri, havnede i et moderne kapitalistisk lønslaveri for en lille gruppe milliardærer og kom til at spille rollen som den lejebøddel, der i 1898 for at tækkes det rige pak kvalte Filippinerne under påskud af at »befri« dem, [2] og som i 1918 vil kvæle Ruslands socialistiske republik under påskud af at »forsvare« den mod tyskerne.
Men fire års imperialistisk folkeblodbad er ikke gået sporløst hen. Det bedrageri mod folkene, som er begået af slynglerne fra begge røvergrupper, både den engelske og den tyske, er grundigt afsløret af ubestridelige og åbenlyse kendsgerninger. Resultaterne af de fire års krig har vist os kapitalismens almene lov, anvendt på krigen mellem røverne om delingen af deres rov: den rigeste og stærkeste var også den, der berigede sig og plyndrede mest af alle, den svageste var også den, der til overmål blev udplyndret, pint, presset og kvalt.
Den engelske imperialismes røvere var de stærkeste, hvad antallet af »kolonislaver« angik. De engelske kapitalister har ikke mistet en fodsbred af »deres« jord (dvs. den jord, de i århundredernes løb har tilranet sig), men tværtimod erobret alle Tysklands kolonier i Afrika, erobret Mesopotamien og Palæstina, kværket Grækenland og var begyndt at udplyndre Rusland.
Den tyske imperialismes røvere var de stærkeste, hvad angik troppernes grad af organisation og disciplin, men de svageste på koloniområdet. De mistede samtlige kolonier, men udplyndrede det halve Europa og kvalte et stort antal små lande og svage folkeslag. Hvilken storslået »friheds«krig fra begge parter! Hvor fint røverne i begge grupper, de engelsk-franske og de tyske imperialister, »forsvarede fædrelandet« sammen med deres lakajer, socialchauvinisterne, dvs. de socialister, som løb over på »deres eget« bourgeoisis side!
De amerikanske milliardærer var de rigeste af alle og befandt sig geografisk i den sikreste stilling. De har beriget sig mest af alle. De har gjort alle, selv de rigeste lande til deres tributstater. De har tilranet sig hundreder af millioner af dollars. Og på hver dollar kan man se skidtet – fra beskidte hemmelige traktater mellem England og dets »allierede« og mellem Tyskland og dets vasaller, fra aftaler om delingen af rovet, fra aftaler om gensidig »hjælp« til at undertrykke arbejderne og forfølge de socialister, som er internationalister. Hver dollar er svinet til af »indbringende« krigsleverancer, som i hvert eneste land har beriget de rige og forarmet de fattige. Hver dollar er stænket til med blod – fra det hav af blod, som ti millioner dræbte og tyve millioner lemlæstede har udgydt i den store, ædle og hellige frihedskamp om, hvorvidt det er den engelske eller den tyske røver der skal have størsteparten af rovet, hvorvidt det er de engelske eller de tyske bødler der skal blive førende blandt kvælerne af svage folkeslag verden over.
Mens de tyske røvere har sat rekord i dyriske militære repressalier, har de engelske røvere sat rekord ikke bare i antallet af erobrede kolonier, men også hvad angår raffinementer i afskyvækkende hykleri. Netop nu spreder engelsk-fransk og amerikansk borgerlig presse i millioner og atter millioner af aviseksemplarer løgn og bagvaskelse mod Rusland, mens de hyklerisk vil retfærdiggøre deres plyndringstogt med et angiveligt ønske om at »forsvare« Rusland mod tyskerne!
Der behøves ikke mange ord for at tilbagevise denne nedrige og skændige løgn. Det er nok at henvise til ét almenkendt faktum. Da Ruslands arbejdere i oktober 1917 styrtede deres imperialistiske regering, fremsatte sovjetmagten, de revolutionære arbejderes og bønders magt, åbent forslag om en retfærdig fred uden anneksioner og krigsskadeserstatninger, en fred med fuld garanti for alle nationers ligeret – sovjetmagten tilbød alle krigsførende lande en sådan fred.
Netop det engelsk-franske og det amerikanske bourgeoisi modtog ikke vort tilbud og ville end ikke tale med os om fred i verden! Netop dette bourgeoisi optrådte som forræder mod alle folkenes interesser, og netop det har trukket det imperialistiske blodbad i langdrag!
Netop dette bourgeoisi har – i den hensigt atter at få Rusland med i den imperialistiske krig – vægret sig mod fredsforhandlinger og således givet frie hænder til de lige så rovgriske kapitalister i Tyskland, som har påtvunget Rusland den anneksionistiske voldsfred i Brest! [3]
Man har svært ved at forestille sig et mere infamt hykleri end det, hvormed det engelsk-franske og det amerikanske bourgeoisi nu vælter »skylden« for Brest-freden over på os. Netop kapitalisterne i de lande, som kunne have gjort Brest til verdensforhandlinger om verdensfred – netop de optræder nu som »anklagere« mod os! Den engelsk-franske imperialismes ådselgribbe, der har levet fedt på at plyndre kolonierne og nedslagte folkene, har trukket krigen ud med snart et helt år efter Brest, og de »anklager« nu os, bolsjevikkerne, der tilbød alle en retfærdig fred – os, der har annulleret, publiceret og bragt de hemmelige forbrydertraktater mellem den tidligere tsar og de engelske og franske kapitalister frem til offentlig skam og skændsel.
Arbejdere verden over, uanset hvilket land de bor i, hilser os, sympatiserer med os og applauderer os, fordi vi har sprængt de imperialistiske forbindelser, de beskidte imperialistiske traktaters og de imperialistiske kæders jernringe, fordi vi har brudt os vej til friheden under de sværeste ofre, fordi vi som en socialistisk republik, der nok er blevet pint og plyndret af imperialisterne, alligevel har holdt os uden for den imperialistiske krig og for verdens åsyn har rejst fredens og socialismens banner.
Det kan ikke overraske, at den internationale imperialistbande hader os for dette, at de »anklager« os, at alle imperialisternes lakajer, vore højre-socialrevolutionære og mensjevikker [4] indbefattet, også »anklager« os. Det had, disse imperialismens vagthunde nærer til bolsjevikkerne, og den sympati, bevidste arbejdere over hele verden møder os med, indgiver os ny vished om vor sags retfærdighed.
Den er ikke socialist, som ikke forstår, at man for at besejre bourgeoisiet, bringe arbejderne til magten og begynde den internationale proletariske revolution, hverken kan eller må holde sig tilbage for noget offer, indbefattet afståelse af territorium eller svære nederlag til imperialismen. Den er ikke socialist, som ikke i handling har vist vilje til at lade »sit« fædreland yde de største ofre, blot de faktisk hjælper den socialistiske revolutions sag fremad.
For »deres« sag, dvs. for at erobre verdensherredømmet, veg Englands og Tysklands imperialister ikke tilbage for at forarme og kvæle en hel række lande fuldstændigt, de begyndte med Belgien og Serbien og gik videre til Palæstina og Mesopotamien. Ja, og så skulle socialister sidde og vente med »deres« sag, med at befri de arbejdende i hele verden fra kapitalens åg, med at tilkæmpe sig varig verdensfred, indtil der bliver fundet en vej uden ofre, så skulle de være bange for at gå i kamp, indtil der gives »garanti« for lette sejre, så skulle de sætte »deres«, af bourgeoisiet skabte »fædrelands« sikkerhed og integritet højere end den socialistiske verdensrevolutions interesser? De stympere i den internationale socialisme, de lakajer for borgerlig moral, som tænker i sådanne baner, fortjener tredobbelt foragt.
Den engelsk-franske og den amerikanske imperialismes rovdyr »anklager« os for at gå på »kompromis« med den tyske imperialisme. Åh, hyklere! Åh, slyngler, der bagvasker sovjetregeringen, imens de ryster af skræk for den sympati, vi møder hos arbejderne i »deres« egne lande! Men deres hykleri vil blive afsløret. De lader som om de ikke forstår forskellen på et kompromis mellem »socialister« og bourgeoisiet (deres eget eller et udenlandsk) mod arbejderne, mod den arbejdende befolkning, og et kompromis, som indgås med et bourgeoisi af én farve mod et bourgeoisi af en anden national farve for at beskytte de arbejdere, som har besejret deres eget bourgeoisi, og for at proletariatet kan udnytte modsætningerne mellem de forskellige grupper inden for bourgeoisiet.
I virkeligheden er enhver europæer udmærket klar over denne forskel, og det amerikanske folk har, som jeg nu vil vise, »oplevet« den med særlig tydelighed i sin egen historie. Kompromis’er og kompromis’er er to ting; der findes fagots et fagots /der er forskel på brænde/, som franskmændene siger.
Da den tyske imperialismes røvere i februar 1918 satte deres styrker ind mod det ubevæbnede Rusland, som havde demobiliseret hele sin hær og satte sin lid til proletariatets internationale solidaritet, inden den internationale revolution var fuldt ud moden, tøvede jeg overhovedet ikke med at indgå et vist »kompromis« med de franske monarkister. En fransk kaptajn ved navn Sadoul, som i ord sympatiserede med bolsjevikkerne, men reelt var den franske imperialismes tro og sande tjener, præsenterede en fransk officer, de Lubersac, for mig. »Jeg er monarkist. Mit eneste mål er Tysklands nederlag,« erklærede de Lubersac over for mig. Det siger sig selv, svarede jeg (tela va sans dire). Det hindrede mig ikke det ringeste i at »gå på kompromis« med de Lubersac om visse tjenester, som franske officerer og sprængningseksperter gerne ville yde os ved jernbanesabotager, der skulle hæmme det tyske angreb. Det var et mønstereksempel på et »kompromis«, som enhver bevidst arbejder ville bifalde, et kompromis i socialismens interesse. Den franske monarkist og jeg gav hinanden håndslag, vel vidende, at vi hver især gerne så »partneren« hængt. Men vore interesser var for en tid sammenfaldende. Mod de angribende tyske rovdyr udnytter vi de andre imperialisters lige så rovgriske modinteresser til fordel for den russiske og den internationale socialistiske revolution. Således fremmede vi arbejderklassens interesser i Rusland og andre lande, vi styrkede proletariatet og svækkede bourgeoisiet i hele verden, vi anvendte den i enhver krig fuldt legale og nødvendige metode at manøvrere, lavere og retirere, imens vi afventede det øjeblik, da den hastigt voksende proletariske revolution blev fuldmoden i en række fremskredne lande.
Og hvor meget de engelsk-franske og de amerikanske imperialisthajer end hyler af raseri, hvor meget de end bagvasker os, hvor mange millioner de end bruger på at bestikke højre-socialrevolutionære, mensjevikiske og lignende aviser, tøver jeg ikke et øjeblik med at indgå samme slags »krompromis« med den tyske imperialismes røvere, i fald et angreb på Rusland fra de engelsk-franske hære skulle kræve noget sådant. Og jeg ved glimrende, at min taktik vil blive godkendt af det bevidste proletariat i Rusland, Tyskland, Frankrig, England og Amerika, kort sagt i hele den civiliserede verden. Denne taktik bidrager til den socialistiske revolutions sag, fremskynder dens indtræden, svækker det internationale bourgeoisi og styrker arbejderklassens positioner i kampen for at besejre bourgeoisiet.
Det amerikanske folk har for lang tid siden anvendt denne taktik og til sin revolutions fordel. Da det førte sin store frihedskrig mod de engelske undertrykkere, stod det også over for franske og spanske undertrykkere, som ejede en del af de nuværende Amerikas Forenede Stater.
I sin svære frihedskrig sluttede det amerikanske folk ligeledes »kompromis’er« med nogle undertrykkere imod andre for at svække undertrykkerne og styrke dem, der på revolutionær vis bekæmpede undertrykkelse i den undertrykte masses interesse. Det amerikanske folk udnyttede spliden mellem franskmændene, spanierne og englænderne, somme tider kæmpede det endda sammen med de franske og de spanske undertrykkeres styrker mod de engelske undertrykkere, først besejrede det englænderne, og derefter befriede det sig (delvis ved at købe sig fri) fra franskmændene og spanierne.
Historisk virksomhed er ikke fortovet på Nevskij Prospekt, [5] skrev Tjernysjevskij, en stor russisk revolutionær. Den, der kun »bifalder« proletariatets revolution »under forudsætning af«, at den forløber let og gnidningsløst, at der fra første færd foreligger en forenet indsats af proletarer i forskellige lande, at der forlods er givet garantier mod nederlag, at revolutionens vej er bred, åben og lige, at det undervejs til sejren ikke bliver nødvendigt ind imellem at bringe de tungeste ofre, »holde ud i en belejret fæstning« eller slå sig igennem ad de smalleste, mest ufremkommelige, snoede og farlige bjergstier – er ikke revolutionær og har ikke frigjort sig fra den borgerlige intelligens’ pedanteri; i praksis vil han bestandigt glide ned i det kontrarevolutionære bourgeoisis lejr på samme måde som vore højre-socialrevolutionære, mensjevikker og selv (om end sjældnere) venstre-socialrevolutionære.
Ganske som bourgeoisiet ynder disse herrer at anklage os for revolutionens »kaos«, for »ødelæggelsen« af industrien, for arbejdsløsheden og hungersnøden. Hvor er de dog hykleriske, disse anklager fra folk som hilste og støttede den imperialistiske krig eller »gik på kompromis« med Kerenskij om at fortsætte krigen! Skylden for alle disse ulykker falder netop på den imperialistiske krig. En revolution, som udspringer af krig, kan ikke undgå at måtte igennem ufattelige vanskeligheder og pinsler, som et årelangt, ruinerende og reaktionært blodbad på folkene har givet i arv. At anklage os for »ødelæggelsen« af industrien eller for »terroren« er det samme som at hykle eller demonstrere lavpandet pedanteri, manglende evne til at indse de fundamentale betingelser for den rasende og til det yderste tilspidsede klassekamp, der kaldes revolution.
Selv om den slags »anklagere« måske »anerkender« klassekampen, begrænser de sig i virkeligheden til kun at anerkende den i ord, mens de i handling altid forfalder til den spidsborgerlige utopi om »aftaler« og »samarbejde« mellem klasserne. For i en revolutionsepoke har klassekampen altid og i alle lande, øjeblikkeligt og uundgåeligt, taget form af borgerkrig, og borgerkrig er utænkelig uden ødelæggelser af allertungeste slags, uden terror, uden indsnævring af det formelle demokrati af hensyn til krigen. Kun salvelsesfulde præster, om så de er kristne eller »verdslige« i stil med de parlamentariske salonsocialister, kan ikke se, forstå og fornemme denne nødvendighed. Kun forbenede »mennesker i foderal« [6] kan tage afstand fra revolutionen af denne grund i stedet for at kaste sig ud i kampen lidenskabeligt og beslutsomt, når historien kræver en afgørelse af menneskehedens største problemer gennem kamp og krig.
Det amerikanske folk har en revolutionær tradition, som er overtaget af det amerikanske proletariats bedste folk, der gentagne gange har udtrykt deres fulde sympati med os bolsjevikker. Denne tradition er frihedskrigen mod englænderne i det 18. århundrede og senere borgerkrigen i det 19. århundrede. Amerika var i 1870 i visse henseender, hvis man kun ser på »ødelæggelsen« af nogle grene inden for industri og næringsliv, sat tilbage i forhold til 1860. Men hvilken pedant, hvilken idiot måtte man ikke være, hvis man på dette grundlag fornægtede den storslåede, verdenshistoriske, progressive og revolutionære betydning af borgerkrigen i Amerika 1863-1865!
Bourgeoisiets repræsentanter indser, at negerslaveriets afskaffelse og omstyrtelsen af slaveejernes magt var det værd, at hele landet mátte gennem nogle lange år med borgerkrig, dyb forarmelse, ødelæggelser og terror, som følger med enhver krig. Men hvor det nu drejer sig om den umådeligt større opgave at styrte det kapitalistiske lønslaveri, at styrte bourgeoisiets magt, da er bourgeoisiets repræsentanter og forsvarere sammen med socialreformisterne, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet og skyr revolutionen, ude af stand til at og vil heller ikke forstå borgerkrigens nødvendighed og logik.
De amerikanske arbejdere vil ikke stille sig på bourgeoisiets side. De vil være på vor side, for borgerkrig mod bourgeoisiet. Hele den amerikanske og internationale arbejderbevægelses historie bestyrker mig i min overbevisning herom. Jeg mindes også nogle ord, som en af de mest afholdte amerikanske arbejderledere, Eugene Debs, skrev i Appeal to Reason [7] – vistnok omkring slutningen af 1915 – i artiklen What Shall I Fight For (Hvad Skal Jeg Kæmpe For), (jeg citerede denne artikel i begyndelsen af 1916 på et offentligt arbejdermøde i Bern, Svejts [8]) – Debs skrev, at han hellere ville lade sig skyde end stemme for bevillingerne til den nuværende, forbryderiske og reaktionære krig, – at han, Debs, kun kendte en slags krig, som fra et proletarisk standpunkt var hellig og berettiget, nemlig: krigen mod kapitalisterne, krigen for at befri menneskeheden fra lønslaveri.
Det undrer mig ikke, at Wilson, de amerikanske milliardærers leder og de kapitalistiske hajers lakaj, satte Debs i fængsel. Bourgeoisiet kan, så meget det lyster, maltraktere de sande internationalister, det revolutionære proletariats sande repræsentanter! Jo større brutalitet og dyriskhed det lægger for dagen, des nærmere kommer dagen for den sejrrige proletariske revolution.
Man anklager os for de ødelæggelser, vor revolution har forårsaget... Og hvem er så disse anklagere? Spytslikkere hos bourgeoisiet – hos dette bourgeoisi, som i løbet af fire års imperialistisk krig har ødelagt næsten hele den europæiske kultur og bragt Europa ud i barbari, vildskab og sult. Dette bourgeoisi forlanger nu af os, at vi ikke laver revolution på grundlag af disse ødelæggelser, mellem brokkerne af kultur, mellem brokkerne og ruinerne, som krigen har skabt, og med de mennesker, krigen har brutaliseret. Åh, hvor er det humant og retfærdigt, dette bourgeoisi!
Dets tjenere anklager os for terror... De engelske bourgeois’er har glemt deres 1649 og franskmændene deres 1793. Terror var retfærdig og berettiget, da den anvendtes af bourgeoisiet til dets fordel mod feudalherrerne. Terror blev uhyrlig og forbryderisk, da arbejderne og de fattigste bønder tog sig den frækhed at anvende den mod bourgeoisiet! Terror var retfærdig og berettiget, da den anvendtes til at udskifte et udbyttende mindretal med et andet udbyttende mindretal. Terror blev uhyrlig og forbryderisk, da man begyndte at anvende den for at styrte ethvert udbyttermindretal i det virkelig enorme flertals interesse, i proletariatets og halvproletariatets, i arbejderklassens og de fattigste bønders interesse!
Den internationale imperialismes bourgeoisi har slagtet ti millioner mennesker og lemlæstet tyve millioner i »sin« krig, i krigen om, hvorvidt det er de engelske eller de tyske røvere, der skal herske over verden. Hvis vor krig, de undertrykte og udbyttedes krig mod undertrykkerne og udbytterne kommer til at koste en halv eller en hel million menneskeliv i alle lande, vil bourgeoisiet erklære, at de første ofre var berettigede og de sidste forbryderiske.
Proletariatet vil sige noget helt andet.
Midt i den imperialistiske krigs grusomheder er proletariatet nu grundigt og anskueligt ved at tilegne sig den store sandhed, alle revolutioner giver fra sig, og som arbejderne har fået i arv af deres bedste lærere, den videnskabelige socialismes grundlæggere. Denne sandhed er, at ingen revolution kan vinde fremgang, hvis ikke den, knægter udbytternes modstand. Da vi, arbejderne og de arbejdende bønder, overtog statsmagten, var det vor pligt at knægte udbytternes modstand. Vi er stolte over at have gjort det og fortsat gør det. Vi beklager, at vi ikke gør det med tilstrækkelig fasthed og beslutsomhed.
Vi ved, at rasende modstand fra bourgeoisiet i alle lande mod den socialistiske revolution er uundgåelig, og at den vil vokse i takt med denne revolutions vækst. Proletariatet vil knuse denne modstand, det vil endegyldigt blive modent til at sejre og til at tage magten under kampen mod bourgeoisiets modstand.
Den korrupte borgerlige presse kan, så meget den lyster, i hele verden råbe op om hver eneste fejl, vor revolution begår. Vi frygter ikke vore fejl. Folk er ikke blevet helgener af, at revolutionen er begyndt. At lave revolution uden at begå fejl er umuligt for de arbejdende klasser, som i århundreder er blevet undertrykt, pryglet og med vold holdt fast i armodens, uvidenhedens og brutalitetens skruestik. Og man kan ikke, som jeg en gang før har haft lejlighed til at påpege, proppe liget af det borgerlige samfund ned i en kiste og begrave det. [9] Den aflivede kapitalisme går i forrådnelse og opløsning midt iblandt os, den forpester luften med dunster, forgifter vort liv og fanger det nye, friske, unge og levende med tusinder af tråde og forbindelser, der går tilbage til det gamle, rådne og døde.
For hver hundrede af vore fejl, som bourgeoisiet og dets lakajer (herunder også vore mensjevikker og højre-socialrevolutionære) råber ud for hele verden, udføres 10.000 storslåede og heroiske handlinger, der er des mere storslåede og heroiske ved, at de er enkle, umærkelige og skjulte i fabrikskvarterets eller den afsidesliggende landsbys hverdag, og at de udføres af mennesker, der ikke er vant til (og ikke har mulighed for) at råbe hvert eneste af deres resultater ud for den ganske verden.
Men selv hvis det endda forholdt sig omvendt – skønt jeg ved, at en sådan antagelse er urigtig – selv hvis vi begik 10.000 fejl mod 100 rigtige handlinger, ville vor revolution alligevel være storslået og uovervindelig, og det vil den også være over for verdenshistorien, thi for første gang er det ikke et mindretal, ikke bare de rige, ikke bare de dannede, men den virkelige masse, det enorme flertal af arbejdende, som selv er ved at bygge et nyt liv og ud fra deres egen erfaring løse den socialistiske sammenslutnings vanskelige spørgsmål.
Hver fejl i et sådant arbejde, i dette samvittighedsfulde og gennemhæderlige arbejde, der udføres af millioner og atter millioner almindelige arbejdere og bønder for at omstille hele deres tilværelse – enhver sådan fejl er værd de tusinder og millioner af »fejlfri« resultater, udbyttermindretallet høster ved at snyde og fuppe den arbejdende befolkning. For kun gennem den slags fejl lærer arbejderne og bønderne at bygge det nye liv og klare sig uden kapitalisterne, kun således baner de sig vej – gennem tusindvis af forhindringer – til den sejrrige socialisme.
Fejl begås i det revolutionære arbejde af vore bønder, som med ét slag, på én nat, fra den 25. til den 26. oktober (gammel tidsregning) 1917 afskaffede al slags privateje af jorden, og som nu måned for måned overvinder ufattelige vanskeligheder, selv retter op på deres fejl og praktisk løser den umådelige vanskelige opgave, det er at Organisere de nye betingelser for driften, bekæmpe kulakkerne, sikre jorden for de arbejdende (og ikke for de rige) og overgå til kommunistisk stordrift i landbruget.
Fejl begås i det revolutionære arbejde af vore arbejdere, som på nogle få måneder har nationaliseret næsten alle de største fabrikker og bedrifter, og som nu ved hårdt dagligt arbejde lærer sig det nye arbejde, som det er at forvalte hele industrigrene, sætte skik på de nationaliserede bedrifter, overvinde træghedens, småborgerlighedens og egoismens gigantiske modstand og sten på sten lægge fundamentet til et nyt socialt fællesskab, en ny arbejdsdisciplin og en ny indflydelse fra arbejdernes fagforeninger på medlemmerne.
Fejl begås i det revolutionære arbejde af vore sovjetter, som oprettedes allerede i 1905 efter et mægtigt opsving i masserne. Arbejder- og bondesovjetterne er en ny statstype, en ny og højere type på demokrati, de er det proletariske diktaturs form, den måde hvorpá staten administreres uden bourgeoisiet og imod bourgeoisiet. For første gang tjener demokratiet her masserne, de arbejdende, og er ikke længere et demokrati for de rige, således som det stadig er tilfældet i alle, selv de mest demokratiske, borgerlige republikker. For første gang løser folkemasserne i en skala, som omfatter hundreder af millioner mennesker, den opgave at virkeliggøre proletarernes og halvproletarernes diktatur, en opgave, uden hvis løsning der overhovedet ikke kan være tale om socialisme.
Pedanter eller folk, som er uhelbredeligt forstoppet med borgerlig-demokratiske eller parlamentariske vaneforestillinger, kan, så meget de lyster, ryste forvirret på hovedet over vore sovjetter og for eksempel pukke på, at der ikke gennemføres direkte valg. Disse mennesker har intet lært og intet glemt under de store omvæltninger i 1914-1918. At forene proletariatets diktatur med et nyt demokrati for de arbejdende, at forene borgerkrigen med den bredeste inddragelse af masserne i politik er ikke noget, der gøres i en håndevending og kan ikke indpasses i et parlamentarisk rutinedemokratis vanemæssige former. En ny verden, socialismens verden, – det er det, der nu står for os i sine omrids, i sovjetrepublikkens skikkelse. Og der er intet underligt i, at denne verden ikke fødes i færdig form, at den ikke træder frem med ét slag som Minerva af Jupiters hoved. [10]
Mens de gamle, borgerlig-demokratiske forfatninger eksempelvis udbreder sig om formel lighed og forsamlingsfrihed, har vor forfatning, arbejdernes og bøndernes sovjetforfatning kastet hykleriet i den formelle lighed fra sig. Da borgerlige republikanere styrtede troner i grus, bekymrede de sig ikke om monarkisternes formelle lighed med republikanerne. Når det drejer sig om at styrte
bourgeoisiet, kan kun forrædere eller idioter kræve formel ligeret for bourgeoisiet. »Forsamlingsfrihed« er lidet værd for arbejderne og bønderne, så længe alle de bedste bygninger er i hænderne på bourgeoisiet. Vore sovjetter har frataget rigmændene alle de gode bygninger i såvel by som på land og overgivet alle disse bygninger til arbejderne og bønderne til deres foreninger og møder. Dét er vor forsamlingsfrihed – for de arbejdende! Dét er meningen med og indholdet af vor sovjetiske, vor socialistiske forfatning!
Og derfor er vi alle dybt forvisset om, at vor sovjetrepublik er uovervindelig, uanset hvilke nye ulykker der end måtte blive dens lod.
Den er uovervindelig, fordi hvert eneste slag den rasende imperialisme retter imod os, hvert eneste nederlag det imperialistiske bourgeoisi tilføjer os, vil medføre, at nye og atter nye lag af arbejdere og bønder rejser sig til kamp, skole dem til en pris af de største ofre, hærde dem og frembringe ny heroisme i massemålestok.
Vi véd, at hjælpen fra jer, kammerater amerikanske arbejdere, vel ikke kommer særlig snart, for revolutionens udvikling i de forskellige lande forløber i forskellige former og forskelligt tempo (anderledes kan det ikke være). Vi véd, at den proletariske revolution i Europa sikkert ikke bryder ud i de nærmeste uger, hvor hurtigt den end i den senere tid er ved at modne. Vi gør regning på, at den internationale revolution er uundgåelig, men dette er aldeles ikke ensbetydende med, at vi bærer os ad som tåber og gør regning på, at revolutionen er uundgåelig inden for en bestemt kort frist. Vi har set to store revolutioner i vort land, i 1905 og 1917, og véd, at revolutioner ikke gøres på bestilling og ej heller efter aftale. Vi véd, at det var omstændighederne, som gjorde vor arbejderklasse, den russiske afdeling af det socialistiske proletariat til fortrop, ikke i kraft af vore fortjenester, men på grund af Ruslands særlige efterblevenhed, og at revolutionerne hver for sig kan lide en række nederlag, før den internationale revolution bryder ud.
Trods dette, er vi fast overbevist om, at vi er uovervindelige, for menneskeheden lader sig ikke knuse af det imperialistiske blodbad, den vil få bugt med det. Og vort land var det første til at knuse den imperialistiske krigs slavelænker. Vi ydede de tungeste ofre i kampen for at bryde disse lænker, men vi brød dem. Vi står uden for imperialistiske afhængighedsforhold, og for hele verdens åsyn har vi rejst kampfanen for total omstyrtelse af imperialismen.
Vi befinder os ligesom i en belejret fæstning, så længe andre afdelinger af den internationale socialistiske revolution ikke kommer os til hjælp. Men disse afdelinger findes, og de er talstærkere end vore, de modnes, vokser og styrkes, jo længere imperialismens grusomheder fortsætter. Arbejderne gør op med deres socialforrædere, med folk som Gompers, Henderson, Renaudel, Scheidemann, Renner og co. Arbejderne bevæger sig langsomt, men uophørligt i retning af den kommunistiske, bolsjevikiske taktik og den proletariske revolution, som alene er i stand til at redde kulturen og menneskeheden fra den truende undergang.
Kort sagt, vi er uovervindelige, thi den proletariske verdensrevolution er uovervindelig.
1. Lenin sigter til M. M. Borodin, en russisk bolsjevik, som netop var ankommet fra Amerika. »Brevet« blev bragt til Amerika af P. I. Travis (Sletov), som desuden medbragte sovjetrepublikkens forfatning og en note til USAs præsident Wilson, hvori sovjetregeringen forlangte USAs deltagelse i interventionen mod sovjetstyret bragt til ophør.
Brev Til Amerikanske Arbejdere blev trykt på engelsk med mindre forkortelser i New York, december 1918, i The Class Struggle, organ for det socialistiske partis venstrefløj, samt i ugebladet The Revolutionary Age, der udkom i Boston med bl.a. John Reed som medarbejder. – S. 85.
2. For at drage fordel af den nationale befrielsesbevægelse mod Spaniens kolonistyre på Cuba og Filippinerne erklærede USA Spanien krig i april 1898. Amerikanske tropper landsattes på Filippinerne under foregivende af at »hjælpe« befolkningen, som havde udråbt en uafhængig republik. Ifølge fredstraktaten i Paris, december 1898, måtte Spanien afstå Filippinerne til USA. Februar 1899 iværksatte USA kamphandlinger mod den filippinske republik med en omfattende partisanbevægelse til følge. Skræmt over, at bønderne sammenkædede uafhængighedskampen med kampen for jord og bedre levevilkår, sluttede storbourgeoisiet og godsejerne aftale med imperialisterne. 1901 var befrielsesbevægelsen slået ned, og Filippinerne var havnet i kolonial afhængighed af USA. – S. 86.
3. Brest-freden – se note 1 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 88.
4. Højre-socialrevolutionære – se note 4 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation.
Mensjevikker – se note 4 til artiklen Om hungersnøden. – S. 88.
5. Nevskij Prospekt – hovedstrøget i Petrograd (nu Leningrad) – S. 91.
6. Mennesket i foderal – se note 2 til artiklen Tale På 1. Kongres I Det Øverste Samfundsøkonomiske Råd. – S. 92.
7. Appeal to Reason (Appel til Fornuften) – amerikansk socialistavis, grundlagt 1895, nød stor popularitet i arbejderkredse. Eugene Debs’ artikel bragtes 11. september 1915 under overskriften When I Shall Fight; Lenin gengav tydeligvis overskriften efter hukommelsen. – S. 93.
8. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 27, s. 233-234. – S. 93.
9. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), hd. 36, s. 309. – S. 94.
10. Jupiter og Minerva – romerske guder. Jupiter var himmelens, lysets, regnens og tordenens gud, den øverste i romersk mytologi. Minerva var kunstens, videnskabens og håndværkets gudinde og ifølge myten født i fuld rustning af Jupiters hoved. – S. 96.
Sidst opdateret 27.11.2012