Skrevet den 22. maj 1918. [1] Trykt første gang i Pravda nr. 101, 24. maj 1918.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 20-27, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Kammerater! Forleden dag var jeres udsending, en partikammerat, der arbejder i Putilovværkerne, hos mig. Denne kammerat beskrev udførligt for mig, hvor overordentlig alvorlig hungersnøden i Petrograd er. Vi ved alle, at levnedsmiddelsituationen er lige så akut i en hel række industriguvernementer, at sulten der banker lige så nagende på arbejdernes og overhovedet fattigfolks dør.
Og vi ser tillige, at spekulationen med korn og andre næringsmidler går lystigt. Hungeren skyldes ikke, at der ikke er korn i Rusland, men at bourgeoisiet og alle rige på det vigtigste og mest akutte spørgsmål, kornet, leverer de arbejdendes herredømme, arbejdernes stat, sovjet-magten den sidste, afgørende kamp. Bourgeoisiet og alle rige, deriblandt landbrugets rigmænd, kulakkerne, sprænger kornmonopolet og forstyrrer statens kornfordeling, der skal tjene til at forsyne hele befolkningen, i første række arbejderne, de arbejdende, de nødlidende, med korn. Bourgeoisiet sprænger de faste priser, spekulerer med kornet, tjener hundrede, to hundrede rubler og mere pr. pud korn, de forstyrrer kornmonopolet og den regelmæssige kornfordeling, de gør det med bestikkelser, korruption og ondsindet støtte til alt, hvad der kan ødelægge arbejdermagten, som stræber efter at virkeliggøre socialismens første, grundlæggende, fundamentale princip: »Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise.«
»Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise« – det kan enhver arbejdende forstå. Det billiger alle arbejdere, alle de fattigste bønder, ja selv middelbønderne, alle der livet igennem har oplevet nød, alle der nogen sinde har levet af deres dagløn. Ni tiendedele af Ruslands befolkning billiger denne sandhed: I denne simple, yderst simple og indlysende sandhed har man socialismens grundlag, den uudtømmelige kilde til dens kraft, det uforgængelige pant på dens endelige sejr.
Men kernen heri er, at en ting er at skrive under på denne sandhed, sværge på, at man deler den, med læberne anerkende den, en anden ting er at forstå at føre den ud i livet. Når hundredtusinder og millioner af mennesker pines af sult (i Petrograd, i ikke-landbrugsguvernementerne, i Moskva) – i et land, hvor velhavere, kulakker og spekulanter gemmer millioner og atter millioner pud korn, i et land, der kalder sig den socialistiske sovjetrepublik – så er der noget, som enhver bevidst arbejder og bonde må tænke alvorligt og dybt over.
»Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise« – hvordan skal det føres ud i livet? Det er klart som guds klare dag, at til denne gennemførelse er for det første statens kornmonopol nødvendigt, dvs. ubetinget forbud mod al privat handel med korn, pligtaflevering til staten af alle kornoverskud til en fast pris, ubetinget forbud mod, at nogen som helst tilbageholder eller skjuler kornoverskud. For det andet kræves der den strengeste regnskabsføring med alle kornoverskud og en upåklageligt regelmæssig tilførsel af korn fra Overskudsstederne til underskudsstederne samt dannelse af lagre til forbrug, bearbejdning og udsæd. For det tredje kræves der en regelbundet, retfærdig fordeling af kornet til alle statsborgere, uden at den rige får nogen som helst privilegier og/eller forrettigheder, under kontrol af arbejderstaten, den proletariske stat.
Blot man tænker en smule over disse betingelser for at besejre hungersnøden, forstår man, hvor bundløst stupide anarkismens foragtelige vrøvlehoveder er, når de bestrider nødvendigheden af en statsmagt (og det er en magt, der er ubarmhjertigt hård mod bourgeoisiet, ubarmhjertigt fast over for desorganisatørerne ) for at kunne gå fra kapitalismen til kommunismen, for at kunne frigøre de arbejdende for al undertrykkelse og al udbytning. Netop nu, da vor revolution umiddelbart konkret, praktisk – og det er dens uforgængelige fortjeneste – skal til at løse de opgaver, socialismens gennemførelse stiller, netop nu, netop hvad angår hovedpunktet, kornet, er det soleklart, at der kræves en jernhård revolutionær magt, proletariatets diktatur, en organiseret tilvejebringelse, tilførsel og fordeling af varer i massemålestok, i landsmålestok, således at der holdes regnskab med snese og atter snese millioner menneskers fornødenheder og opstilles et overslag over produktionens forudsætninger og resultater for et år og for mange år frem (for der kan indtræffe misvækstår; det kan blive nødvendigt at foretage grundforbedringer, som kræver mange års arbejde, for at forøge tilvejebringelsen af korn, osv.).
Romanov og Kerenskij efterlod arbejderklassen et land, der var ruineret i bund og grund ved deres forbryderiske og udmarvende røverkrig, et land, som russiske og udenlandske imperialister havde plyndret til skindet. Kun når der føres det strengeste regnskab med hvert pud, kun når hvert pud fordeles ubetinget ligeligt, er der korn nok til alle. Korn til maskinerne, dvs. brændstof, er der ligeledes bitter mangel på: jernbaner og fabrikker vil standse, arbejdsløshed og hungersnød vil hærge hele folket, hvis ikke alle kræfter anspændes for ubarmhjertigt og strengt at holde hus med forbruget og ordne en regelmæssig fordeling. En katastrofe truer os, den er rykket ganske, ganske nær. Efter den overmåde svære maj kommer en endnu sværere juni, juli og august.
Statens kornmonopol eksisterer hos os ifølge lov, men i praksis bryder bourgeoisiet det hvert øjeblik. Landbrugets rigmand, kulakken, snylteren, der har udpint hele nabolaget i årtier, foretrækker at rage til sig ved spekulation og hjemmebrænderi: det er jo så givtigt for hans lomme, og skylden for hungersnøden vælter han over på sovjetmagten. Nøjagtig ligesådan optræder kulakkens politiske forsvarere, kadetterne, [2] de højre-socialrevolutionære, [3] mensjevikkerne, [4] som åbent og skjult »arbejder« imod kornmonopolet og imod sovjetmagten. De karakterløses parti, dvs. de venstre-socialrevolutionære, [5] er karakterløst også her: det ligger under for bourgeoisiets havesyge råb og skrig, det råber op mod kornmonopolet, det »protesterer« mod levnedsmiddeldiktaturet, det lader sig skræmme af bourgeoisiet, det er bange for kamp mod kulakken og farer hysterisk omkring, alt imens det tilråder at forhøje de faste priser, tillade privathandel og så fremdeles.
Dette de karakterløses parti genspejler i politikken noget lignende det, der sker i livet, når kulakken hidser fattigfolk op mod sovjetterne, bestikker dem, f.eks. giver en og anden fattig bonde et enkelt pud korn, ikke for seks, men for tre rubler, for at denne ødelagte fattigper selv kan »få lidt ud af« spekulationen, selv kan »spinde lidt guld« ved spekulationssalg af dette lille pud for 150 rubler, selv kan komme med i hylekoret mod sovjetterne, der forbyder privat handel med korn.
Den der er i stand til at tænke, den der vil tænke blot en smule over sagen, for ham er det klart, hvilken retning kampen tager.
Enten sejrer de bevidste arbejdere, foregangsmændene, idet de samler fattigfolks masse om sig, indfører en jernhård orden, en ubarmhjertig streng magt, et ægte proletariatets diktatur, enten tvinger de kulakken til at underordne sig, idet de etablerer en regelmæssig fordeling af korn og brændstof i landsmålestok – eller også vil bourgeoisiet med kulakkernes hjælp, med indirekte støtte af karakterløse og forvirrede folk (anarkister og venstre‑socialrevolutionære) afkaste sovjetmagten og indsætte en russisk-tysk eller russisk-japansk Kornilov, som bringer folket 16 timers arbejdsdag, en ottendedels brød om ugen, massenedskydninger af arbejdere, tortur i fængselscellerne ligesom i Finland, ligesom i Ukraine.
Enten – eller.
En mellemvej gives ikke.
Situationen for landet er spændt til det yderste.
Den, der tænker lidt over det politiske liv, kan ikke undgå at se, at kadetterne, de højre-socialrevolutionære og mensjevikkerne søger at komme til indbyrdes enighed om følgende: er en russisk-tysk eller en russisk-japansk Kornilov den »behageligste«, er en kronet eller en republikansk Kornilov den bedste og pålideligste til at slå revolutionen ned.
Det er på tide, at alle bevidste, alle fremskredne arbejdere kommer til enighed. Det er på tide, at de tager et tag i sig selv og forstår, at hvert minuts tøven truer med at føre landet og revolutionen i afgrunden.
Halve foranstaltninger vil ikke hjælpe. Jammerklager vil ikke føre til noget. Forsøg på at skaffe korn eller brændstof »hver for sig«, dvs. til »sin egen« fabrik, »sin egen« bedrift, forøger kun desorganisationen, letter kun spekulanterne deres egoistiske, beskidte og lyssky værk.
Og derfor tillader jeg mig at skrive til jer, kammerater, arbejdere i Petrograd. Petrograd er ikke Rusland.
Petrograds arbejdere er en lille del af Ruslands arbejdere. Men de er en af de bedste fortropper inden for arbejderklassen og alle arbejdende i Rusland, de er blandt de mest bevidste, mest revolutionære, mest solide, mindst modtagelige for tomme fraser, for holdningsløs fortvivlelse, for bourgeoisiets skræmmeforsøg. Og i kritiske øjeblikke i folkenes liv er det ofte hændt, at selv fåtallige fortropper fra fremskredne klasser har draget alle med sig, tændt den revolutionære entusiasmes flamme blandt masserne og fuldbragt de største historiske bedrifter.
Vi var 40.000 på Putilov – fortalte Petrograd-arbejdernes udsending mig – men af dem var de fleste »midlertidige« arbejdere, ikke proletarer, det var ustabile, rodløse folk. Nu er der 15.000 tilbage, men det er proletarer, prøvede og hærdede i kamp.
Se, en sådan revolutionens avantgarde må – i Petrograd som i hele landet – give kampråbet, rejse sig som masse og forstå, at landets frelse er i dens hånd, at der kræves heroisme af den i ikke mindre grad end i januar og oktober 1905, i februar og oktober 1917, at der må organiseres et storslået »korstog« mod kornspekulanterne, kulakkerne, snylterne, desorganisatørerne, de korrupte, et storslået »korstog« mod dem, der bryder en yderst streng, statslig orden i tilvejebringelsen, tilførselen og fordelingen af korn til menneskene og korn til maskinerne.
Kun en masserejsning af fremskredne arbejdere kan redde landet og revolutionen. Der behøves titusinder af foregangsmænd, hærdede proletarer, bevidste nok til at forklare sagen for millioner af fattigfolk ud over landet og til at stille sig i spidsen for disse millioner, udholdende nok til ubarmhjertigt at skille sig af med og skyde enhver, som måtte lade sig »friste« – det hænder jo – af spekulationens fristelser, enhver som ophører at kæmpe for folkets sag og begynder at rage til sig, solide nok og revolutionen hengivne nok til på organiseret vis at bære alle byrderne ved et felttog over hele landet for at indføre orden, befæste sovjetmagtens lokale organer, lokalt holde øje med hvert pud korn og hvert pud brændstof.
At gøre dette er vanskeligere end at udvise heroisme et par dage, hvor man ikke skal forlade de vante steder, ikke drage i felten, men kan begrænse sig til en rask opstand mod vandhovedet Romanov eller den dumme pralhans Kerenskij. Heroisme under langvarigt og sejt organisationsarbejde i landsmålestok er ulige vanskeligere, til gengæld også ulige højere end opstandens heroisme. Men arbejderpartiernes og arbejderklassens styrke har altid ligget i, at denne klasse dristigt, direkte, åbent ser faren i øjnene, ikke er bange for at erkende den, nøgternt afvejer, hvilke kræfter der står på »dens« og på »de andres«, udbytternes side. Revolutionen er i fremgang, i udvikling og vækst. Samtidig vokser de opgaver, vi har for os. Kampen vokser i bredde og dybde. En regelmæssig fordeling af korn og brændstof, en øget produktion heraf, en pinligt nøjagtig regnskabsføring og kontrol hermed fra arbejdernes side og i landsmålestok – det er den virkelige og væsentlige forgård til socialismen. Det er ikke længere nogen »almenrevolutionær«, men netop en kommunistisk opgave, netop en opgave, hvor de arbejdende og fattigfolk skal levere kapitalismen den afgørende kamp.
Denne kamp lønner det sig at ofre alle kræfter; store er dens vanskeligheder, men stort er også det at afskaffe undertrykkelse og udbytning, det vi kæmper for.
Når folket sulter, når arbejdsløsheden raser mere og mere uhyggeligt, så er enhver, der gemmer et overskydende pud korn, enhver, der berøver staten et pud brændstof, en ærkeforbryder.
I en sådan tid – og for et ægte kommunistisk samfund er dette altid rigtigt – er hvert pud korn og brændstof en sand helligdom, højere end de helligdomme, med hvilke poperne strør sand i øjnene på tosser, mens de lover den himmelske herlighed som belønning for det jordiske slaveri. Og for at fjerne enhver rest af popernes »hellighed« fra denne virkelige helligdom, må man beherske den praktisk; man må i gerning nå til en regelmæssig fordeling, man må samle alle kornoverskud i fælles statsreserver, uden undtagelse, lige til sidste kerne, man må rense hele landet for skjulte eller oversete kornoverskud, man må med fast arbejderhånd få alle kræfter anspændt til det yderste for at øge udvindingen af brændstof og på det nøjeste holde hus med det, indføre den strengest tænkelige orden i tilførsel og forbrug af det.
Der behøves fra de fremskredne arbejderes side et masse-»korstog« til ethvert område, hvor der produceres korn og brændstof, til ethvert punkt, hvor der finder tilførsel og fordeling af disse varer sted, for at forhøje arbejdsenergien, for at tidoble den, for at hjælpe sovjet-magtens lokale organer med at føre regnskab og kontrol, for med væbnet hånd at knuse spekulationen, korruptionen, uvæsenet. Det er ikke nogen ny opgave. Nye opgaver stiller historien i grunden ikke – den øger kun gamle opgavers størrelse og vingefang, efterhånden som revolutionens vingefang øges, efterhånden som dens vanskeligheder og storheden i dens verdenshistoriske opgave vokser.
Et af oktoberomvæltningens, sovjetomvæltningens største, uforgængelige resultater er, at den fremskredne arbejder gik ud til »folket« som fører for fattigfolk, som anfører for landsbyens arbejdende masser, som opbygger af arbejdets stat. Tusinder og atter tusinder af sine bedste arbejdere har Petrograd givet landsbyerne, og andre proletariske centre har gjort det samme. Kampafdelinger mod folk som Kaledin og Dutov, levnedsmiddelafdelinger – det er ikke noget nyt. Sagen er blot, at katastrofens nærhed, situationens alvor forpligter os til at gøre tifold mere end før.
Selv om arbejderen blev fattigfolks forkæmper og anfører, blev han ikke noget overjordisk væsen. Han førte folket fremad, men han blev tillige smittet af den småborgerlige holdningsløsheds sygdomme. Jo færre afdelinger, der var af de bedst organiserede, mest bevidste, mest disciplinerede og solide arbejdere, des hyppigere gik der opløsning i disse afdelinger, des hyppigere skete det, at fortidens småbesidderinstinkter sejrede over fremtidens proletariske, kommunistiske bevidsthedsorientering.
Selv om arbejderklassen har påbegyndt den kommunistiske revolution, kan den ikke med et slag befri sig for svagheder og laster, som er nedarvet fra godsejernes og kapitalisternes samfund, fra udbytternes og snylternes samfund, fra den beskidte egennyttes samfund, hvor de få søgte personlig vinding, mens de mange led nød. Men arbejderklassen kan besejre – og vil ganske givet, uvægerligt, til sidst besejre – den gamle Verden, dens laster og svagheder, hvis fjenden anfaldes af stadig nye arbejderafdelinger, stadig talrigere, stadig mere skolede gennem erfaring, stadig mere hærdede af kampens vanskeligheder.
Sådan, netop sådan står sagen nu i Rusland. Hver for sig og hver i sin retning kan man ikke besejre hungersnøden og arbejdsløsheden. Der behøves et masse-»korstog« af fremskredne arbejdere ud til alle egne af vort uhyre land. Der behøves tifold flere jernhårde afdelinger, dannet af det bevidste og kommunismen grænseløst hengivne proletariat. Så vil vi besejre hungersnøden og arbejdsløsheden. Så vil vi føre revolutionen frem til et stade, der virkelig er socialismens forgård. Så vil vi også blive i stand til at føre en sejrrig forsvarskrig mod de imperialistiske røvere.
1. Lenins appel resulterede i, at Petrograds arbejdere afsendte den første levnedsmiddelafdeling, bestående at 400 mand, tidligt i juni 1918. – S. 20.
2. Kadetter – se note 2 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation – S. 22.
3. Højre-socialrevolutionære – se note 4 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation – S. 22.
4. Mensjevikker – den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Mensjevikkerne fik deres navn på RSDAP's 2. kongres i august 1903, hvor de kom i mindretal (mensjinstvo), mens de revolutionære socialdemokrater under Lenins ledelse opnåede flertal (bolsjinstvo), heraf navnene bolsjevikker og mensjevikker. Mensjevikkerne forsøgte at skabe et kompromis mellem proletariatet og bourgeoisiet og førte en opportunistisk linje i arbejderbevægelsen. I sin videre udvikling blev partiet kontrarevolutionært. – S. 22.
5. Venstre-socialrevolutionære – se note 4 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation – S. 22.
Sidst opdateret 27.11.2012