Avisreferat i Isvestija TsIK, 28. maj 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 28-35, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Kammerater. Tillad mig først at overbringe kongressen af samfundsøkonomiske råd [1] en hilsen fra folkekommissærernes råd.
Kammerater. Det øverste samfundsøkonomiske råd har nu fået pålagt en af de mest vanskelige og tillige en af de mest perspektivrige opgaver. Det er givet, at jo flere positioner oktoberrevolutionen erobrer, jo dybere den omvæltning, som revolutionen har indledt, trænger ned, jo fastere grundlaget lægges for den socialistiske revolutions positioner og det socialistiske systems konsolidering, des større, des stærkere bliver betydningen af de samfundsøkonomiske råd. Ene af alle statsinstitutioner skal kun de sørge for at bevare et solidt fæste, et fæste, der bliver des mere solidt, jo nærmere vi kommer etableringen af en socialistisk samfundsorden og jo mindre behovet bliver for et rent administrativt apparat, der egentlig kun tager sig af forvaltning. Når udbytternes modstand er definitivt brudt, når den arbejdende befolkning har lært sig at organisere den socialistiske produktion, er dette administrative apparat, den i egentlig, stram, snæver forstand gamle stats apparat, dømt til at dø hen, mens et apparat som det øverste samfundsøkonomiske råd må og skal vokse, udvikle sig og blive stærkere, fordi det mere og mere varetager det organiserede samfunds væsentligste virksomhed.
Kammerater. Når jeg derfor ser på erfaringerne fra vort øverste samfundsøkonomiske råd og de lokale råd, hvis aktivitet rådet er tæt og uløseligt knyttet til, så mener jeg, at vi, skønt meget er ufærdigt, ufuldført og uorganiseret, ikke har den ringeste grund til at drage pessimistiske slutninger af nogen art. Den opgave, det øverste samfundsøkonomiske råd stiller sig, og den opgave, alle regionale råd og alle lokale råd stiller sig – det er jo en opgave, som er så gigantisk, så altomfattende, at der absolut ikke er noget forstemmende i det, vi alle observerer. Meget ofte – selvfølgelig fra vort synspunkt måske også alt for ofte – har man ikke gjort brug af den gamle talemåde »tag mål syv gange, skær til én gang«. Så enkelt som det ser ud i talemåden, er det desværre ikke, når økonomien skal organiseres efter socialistiske principper.
Når al magt – og denne gang ikke kun den politiske magt, ja ikke engang fortrinsvis den politiske, men derimod den økonomiske, dvs. den magt, som berører det dybest liggende fundament i menneskenes dagligdag – går over til en ny klasse, og vel at mærke en klasse, som for første gang i menneskehedens historie har fået det overvældende folkeflertal, alle de arbejdende og udbyttede masser med sig – da bliver vore opgaver mere komplicerede. Det ligger i sagens natur, ja det er soleklart, at med så formidabelt vigtige og svære organisatoriske opgaver, lader tingene sig ikke ordne på samme enkle vis som i talemåden »tag mål syv gange, skær til en gang«, når vi på en fuldkommen ny måde skal organisere det dybest liggende fundament for hundrede millioner menneskelivs tilværelse. Vi har reelt ingen mulighed for atter og atter at måle og mærke af på forhånd, før vi skærer, så det vi syr sammen er målt færdigt og passet til. Det er under selve arbejdet, hvor vi afprøver de og de organer, hvor vi iagttager dem i praksis, hvor vi efterprøver dem med den arbejdende befolknings kollektive, fælles erfaringer og fremfor alt med deres egne arbejdserfaringer, det er her under selve arbejdet og dertil i en situation med fortvivlet kamp og desperat modstand fra udbytterne, som bliver så meget mere desperate, jo nærmere vi når det punkt, da den kapitalistiske udbytnings sidste, ødelagte tænder skal trækkes ud med rode – det er under dette arbejde, vi skal rejse vor økonomiske bygning. Under de vilkår er der selvfølgelig ikke det ringeste grundlag for pessimisme, selv om bourgeoisiet og d’herrer dybt fortørnede udbyttere nok skal finde rigeligt grundlag for ondsindede udfald, når vi op til flere gange, selv inden for et kort tidsrum, må lave om på styrelsesformer, -vedtægter og -organer i forskellige grene af samfundsøkonomien. Det siger sig selv, at den, der har dette arbejde alt for tæt og alt for direkte inde på livet, og som for tredje gang skal være med til at lave om på styrelsesvedtægter, -regulativer og -love, lad os f.eks. bare nævne vandvæsenet det er klart, at der har man det undertiden ikke særlig morsomt, og at glæderne ved den slags arbejde ikke altid er lige store. Men hvis vi ser bare en smule bort fra de direkte ubehageligheder ved den til overmål hyppige revision af dekreter, og hvis vi kigger bare en lille smule grundigere og længere på den gigantiske, verdenshistoriske sag, som det russiske proletariat skal føre igennem, foreløbig ved egne, utilstrækkelige kræfter, så bliver det straks begribeligt, at selv endnu hyppigere revisioner og praktisk efterprøvning af forskellige styringsformer, af forskellige regulativer, der skal bringe styr på disciplinen, er uundgåelige, at vi i en så gigantisk sag som denne aldrig har kunnet gøre krav på – at ingen forstandig socialist, der har skrevet om perspektiverne for fremtiden, har da nogen sinde haft i tankerne, at vi lige på stedet, efter en eller anden forlods given paragraf og med et slag kunne opstille og sammensætte det nye samfunds organisationsformer.
Hvad vi har vidst, hvad vi har fået påvist af det kapitalistiske samfunds største kendere, af de bedste hoveder, som forudså dets udvikling, er, at samfundets omdannelse med historisk uundgåelighed i store træk vil forløbe i den hovedretning, at historien har fordømt privatejendom til produktionsmidlerne, at privatejendommen vil blive sprængt, at udbytterne uomgængeligt bliver eksproprieret. Dette er blevet fastslået med videnskabelig præcision. Og det vidste vi, da vi greb socialismens banner, da vi erklærede os som socialister, da vi stiftede socialistiske partier, da vi gav os i kast med at omforme samfundet. Det vidste vi, da vi overtog magten med henblik på en socialistisk reorganisering. Men hverken formerne for omdannelserne eller tempoet i den konkrete reorganiserings udvikling kunne vi vide noget om. Hvad det angår, kan kun kollektiv erfaring, kun millioners erfaring give fuld besked, for den sag vi står for, socialismens sag, har ikke nok i erfaringer, der er gjort af nogle hundreder og hundredtusinder i de lag øverst i samfundet, der hidtil har lavet historien i både godsejer- og kapitalistsamfundet. Sådan kan vi ikke gøre, og grunden er netop den, at vi tager bestik efter fælles erfaringer, de arbejdende millioners erfaringer.
Derfor ved vi, at den organisatoriske side af sagen, som er rådenes vigtigste, fundamentale og grundlæggende opgave – at den uundgåeligt vil bringe os en masse eksperimenter, en masse skridt, en masse korrekturer, en masse besværligheder, især når det drejer sig om at anbringe hvert menneske på rette plads, for her findes ingen erfaringer at bygge på, her må hvert eneste skridt tages af folk selv; jo sværere fejl der begås på denne vej, desto stærkere bliver visheden om, at for hver ny tilvækst i fagforeningernes medlemstal, for hvert nyt tusind, for hvert nyt hundredtusind af mennesker, der træder ud af de arbejdendes og udbyttedes skare, hvor de hidtil har levet på traditionsbunden, vanemæssig maner, og træder ind i opbyggernes skare, ind blandt opbyggere af sovjet-organer, da vokser antallet af mennesker, som vil klare opgaven og få arbejdet ind på det rette spor.
Tag en af de sekundære opgaver, som det samfundsøkonomiske råd, det øverste samfundsøkonomiske råd, særlig ofte støder på – brugen af borgerlige eksperter. Vi ved alle, i hvert fald de af os, der står på videnskabens og socialismens grund, at denne opgave først kan løses, kun kan løses i den udstrækning, hvori den internationale kapitalisme har udviklet arbejdets tekniske og materielle forudsætninger; dette arbejde, som nu har antaget gigantformat og hviler på videnskabens resultater, og dermed også på uddannelsen af en vældig stab af videnskabelige eksperter. Vi ved, at uden dette er socialisme en umulighed. Hvis vi nok engang læser de socialister, som i et halvt århundrede fulgte kapitalismens udvikling og drog den konklusion igen og igen, at socialismen må komme, da påpegede de alle uden undtagelse, at kun socialismen ville befri videnskaben fra dens borgerlige lænker, fra dens slavebinding til kapitalen, fra dens trældom hos den beskidte kapitalistiske havesyges interesser. Alene socialismen vil gøre det muligt at udfolde og på den rette måde tilrettelægge samfundsproduktionen og produktfordelingen efter videnskabelige overvejelser af, hvordan man kan gøre livet lettere for alle arbejdende og skaffe dem mulighed for velfærd. Dette kan kun socialismen virkeliggøre. Og vi ved, den skal gøre det, og i forståelsen af denne sandhed ligger hele vanskeligheden i marxismen og hele dens styrke.
Dette skal vi virkeliggøre ved hjælp af elementer, som er socialismen fjendtlig stemt, for jo mægtigere kapitalen bliver, des mere udvikler bourgeoisiets åg også knægtelsen af arbejderne. Når statsmagten er kommet proletariatet og de fattigste bønder i hænde, når statsmagten sætter sig opgaver med støtte af disse masser, må vi gennemføre de socialistiske omdannelser med borgerlige eksperters hjælp, eksperter, som er opfostret i det borgerlige samfund, som ikke har oplevet nogen anden ordning, som ikke kan forestille sig nogen anden samfundsordning, og som selv i de tilfælde, hvor disse mennesker går fuldstændig ærligt og trofast op i deres arbejde, selv i de tilfælde vil de altså være fyldt af borgerlige fordomme i tusindvis og med tusinder af tråde, der er usynlige for dem selv, være bundet til det døende borgerlige samfund, som går sin opløsning i møde og derfor øver desperat modstand.
Disse vanskeligheder ved opgaven og resultaterne forude må vi se i øjnene. Af alle de socialister, der har skrevet herom, erindrer jeg ikke at have læst en eneste socialistisk mening eller publikation om det fremtidige socialistiske samfund fra førende socialisters hånd, som skulle have peget på de konkrete praktiske vanskeligheder, arbejderklassen kommer til at stå over for efter magtovertagelsen, når den stiller sig som opgave at forvandle alle de svulmende skatte af kultur og kundskaber og teknik, som kapitalismen har ophobet, og som vi med historisk uomgængelighed behøver, – at forvandle alt dette fra at være redskab for kapitalismen til at blive redskab for socialismen. Det lyder enkelt i en generel formulering, i en abstrakt modstilling, men i kampen mod kapitalismen, som ikke dør straks, – tværtimod bliver dens modstand mere og mere desperat, jo nærmere døden kommer – bliver denne opgave kolossalt brydsom. Hvis der eksperimenteres på dette område, hvis vi gentagne gange må rette op på fejlgreb, hænger det uvægerligt sammen med, at vi på det og det felt af samfundsøkonomien ikke har haft held med straks at forvandle eksperterne fra at være kapitalismens tjenere til at blive den arbejdende befolknings tjenere og rådgivere. Selv om det ikke lykkes os på én gang, må det ikke fremkalde skygge af pessimisme, for den opgave, vi sætter os, er af verdenshistorisk vanskelighed og betydning. Vi ser i øjnene, at vi med en socialistisk revolution i ét enkelt land, selv hvis det havde været et langt mindre tilbagestående land end Rusland, selv hvis vi havde 'levet under lettere betingelser end efter fire års ufattelig, udmarvende, opslidende og ødelæggende krig – at vi i et enkelt land med socialistisk revolution ikke straks kan ordne rub og stub ved egne kræfter alene. Den, som vender ryggen til den igangværende socialistiske revolution i Rusland under henvisning til det indlysende ulige styrkeforhold, han minder om den forbenede mand i foderal, [2] der ikke kan se ud over sin egen næsetip og glemmer, at ikke en nogenlunde vidtrækkende historisk omvæltning er foregået uden en hel række af situationer, hvor styrkeforholdet har været ulige. Kræfterne vokser under kampen, med revolutionens vækst. Når et land har givet sig i kast med de mest storslåede omdannelser, så har dette land og den sejrende arbejderklasses parti den fortjeneste, at opgaver, som tidligere formuleredes abstrakt, teoretisk, har vi grebet helt praktisk an. Den erfaring vil ikke blive glemt. Den erfaring kan ikke berøves arbejderne, der nu står sammen i fagforeninger og lokale organisationer, og som praktisk har taget fat på at sætte hele landets produktion i system; den erfaring kan ikke bringes ud af verden, hvor svære komplikationer den russiske revolution og den socialistiske verdensrevolution end løber ind i, ligegyldigt hvad der sker. Den er gået over i historien som erfaringen med socialismens tilkæmpelse, og på denne erfaring vil fremtidens internationale revolution rejse sin socialistiske bygning.
Lad mig anføre nok en opgave, måske den sværeste, som det øverste samfundsøkonomiske råd må se at finde en løsning på. Det drejer sig om arbejdsdisciplinen. Når det er sagt, må vi også erkende og med tilfredshed understrege, at det var fagforeningerne, deres største forbund – metalarbejderforbundets centralkomité og fagforeningernes alrussiske råd – de øverste faglige organisationer med millioner af medlemmer, der som de første og på eget initiativ tog denne opgave op, en opgave af verdenshistorisk betydning. For at fatte den, må man se bort fra de delvise, mindre fiaskoer, fra de enorme vanskeligheder, der synes uovervindelige, hvis man tager dem isoleret. Det må man sætte sig ud over og se på den historiske udskiftning af samfundsøkonomiens formationer. Kun ud fra det synspunkt bliver det klart, hvilken gigantisk opgave vi har påtaget os, og hvilken gigantisk betydning der ligger i, at det denne gang er samfundets mest fremskredne repræsentant, de arbejdende og udbyttede masser, som på eget initiativ har påtaget sig en opgave, der i det feudale Rusland før 1861 [3] helt og holdent blev afgjort af en håndfuld godsejere, som anså det for at være deres domæne. Dengang var det dem, der skulle se til, at der blev skabt sammenhæng og disciplin i landsmålestok.
Vi véd, hvordan de feudale herremænd fik den disciplin i stand. Det skete ved tyranni, overgreb, strafarbejde og uhørte lidelser for folkets flertal. Genkald jer så hele overgangen fra feudalismen til borgerlig økonomi. Genkald jer det, endskønt de fleste af jer ikke, kunne se det med egne øjne, og det, I har hørt fra ældre generationer – overgangen efter 1861 til den nye borgerlige økonomi, fra livegenskabets gamle prygledisciplin, fra en disciplin, der var så grov, så skændig, så brutal mod mennesket, at det overgår enhver forstand, – til borgerlig disciplin, til sultens disciplin, til det såkaldte frivillige salg af arbejdskraft, der i realiteten var den kapitalistiske trældoms disciplin – den overgang virkede historisk set let, fordi menneskeheden gik fra en udbytter til en anden udbytter, fordi et mindretal af røvere og udbyttere af folkets arbejde veg pladsen for et andet mindretal, der også bestod af røvere, der også bestod af udbyttere af folkets arbejde, – fordi godsejerne veg for kapitalisterne, – det ene mindretal for det andet, mens man knægtede de brede masser af arbejdende og udbyttede klasser. Og selv denne udskiftning af én udbytterdisciplin med en anden kostede års, for ikke at sige årtiers anstrengelser, den kostede års, for ikke at sige årtiers overgangstid, hvor de gamle feudale herremænd var oprigtig forvissede om, at nu gik det hele nedenom og hjem, at landbrug uden livegenskab var umuligt, og hvor den nye herre, kapitalisten, stødte på praktiske vanskeligheder for hvert skridt han tog; han slog opgivende ud med hånden mod sin bedrift, hvor det materielle tegn, et af de håndgribelige beviser på overgangsvanskelighederne, var, at da Rusland begyndte at indforskrive maskiner fra udlandet for at kunne arbejde med det allerbedste udstyr, da viste det sig, at der hverken fandtes nogen med forstand på at håndtere dem eller ledere. Og overalt i Rusland stod de fineste maskiner stille til ingen nytte, så svært var det at skifte om fra den gamle feudale disciplin til den nye, borgerlig-kapitalistiske disciplin.
Hvis I nu betragter sagen på den måde, kammerater, lader I jer heller ikke bringe ud af fatning af de folk, af de klasser, af borgerskabets håndlangere, hvis hele opgave er at så panik, at så mismod, at indpode dybt mismod over alt arbejde og udmale det som håbløst, og som peger på hver eneste foreteelse af disciplinløshed og opløsning og derfor affejer revolutionen, som om verden, som om historien nogen sinde har set bare én virkelig stor revolution uden opløsning, uden disciplinløshed, uden eksperimentets plagsomme skridt, når masserne er i færd med at udvikle en ny disciplin. Vi må ikke glemme, at vi som de første er nået til det foreløbige punkt i historien, hvor en ny disciplin, en disciplin blandt arbejdsfolk, en kammeratskabets disciplin, en sovjetisk disciplin, faktisk udvikles af millioner af arbejdende og udbyttede. Vi garanterer ikke for, vi regner ikke med hurtige resultater heraf. Vi ved, at den opgave vil lægge beslag på en hel historisk epoke. Vi har indledt denne historiske epoke, når vi i et endnu borgerligt land tager fat på at knuse det kapitalistiske samfunds disciplin, knuser den og er stolte over, at alle bevidste arbejdere, at arbejdende bønder med beslutsomhed på enhver måde hjælper med at knuse den, og når der i masserne, frivilligt på eget initiativ, vokser en bevidsthed om, at de må udskifte denne disciplin, der bygger på udbytning og på de arbejdendes trældom, ikke efter ordre oppefra, men fordi deres egen livserfaring byder det – med en ny disciplin, det forenede arbejdes disciplin, de forenede, organiserede arbejderes og bønders disciplin i hele Rusland, et land med snesevis, ja hundreder af millioner af mennesker. Det er en opgave af gigantisk vanskelighed, men til gengæld også en perspektivrig opgave, for først når vi engang har løst den i praksis, har vi også slået det sidste søm i det kapitalistiske samfunds ligkiste, som vi skal sænke i jorden.
1. Kongressen afholdtes 26. maj til 4. juni 1920 i Moskva; der deltog 252 delegerede fra samfundsøkonomiske råd i fem regioner, 30 guvernementer og et betydeligt antal kredse samt fra det øverste råds afdelinger, fagforeningerne og fabrikskomiteerne. Blandt de behandlede spørgsmål var Brest-fredens økonomiske følger, den økonomiske politik og Ruslands økonomiske tilstand generelt, arbejdet i de samfundsøkonomiske råd, finanserne, statsbudgettet, udenrigshandelen og den statslige bygge- og anlægskomites virksomhed. Det besluttedes at videreføre de socialistiske nationaliseringer og at rationalisere administrationen af de nationaliserede virksomheder, således at alle mellemled mellem virksomheden lokalt og det øverste samfundsøkonomiske råd afskaffedes. Der blev desuden truffet beslutninger om vareudveksling mellem by og land, om reorganisering af arbejdet i det øverste samfundsøkonomiske råd, om foranstaltninger til højnelse af arbejdsdisciplinen og -produktiviteten samt om førsteprioritet til fremstilling af landbrugsmaskiner. – S. 28.
2. Manden i foderal – skikkelse i Tjekhovs fortælling af samme navn. Betegner snæversynet småborger, der afskyr initiativ og forandring. – S. 33.
3. Der sigtes til feudalismens og livegenskabets afskaffelse i Rusland, 19. februar 1861. – S. 34.
Sidst opdateret 27.11.2012