Avisreferat fra Isvestija nr. 139 og 140, den 6. og 7. juli 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 37-57, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Kammerater. Tillad mig, skønt den forrige talers indlæg til tider var særdeles følelsesladet, [1] at fremlægge beretningen fra Folkekommissærernes Råd på almindelig vis, dvs. berøre en række principielle hovedspørgsmål, således som det tilkommer dem, og ikke indlade mig i en polemik, som den tidligere taler så gerne vil have, men som jeg naturligvis heller ikke agter at forbigå helt. I ved, kammerater, at siden forrige kongres har Brest-traktaten [2] været den hovedfaktor, der bestemte vor stilling, ændrede vor politik og afgjorde vor taktik og holdning til visse andre partier i Rusland. I husker, hvordan der på sidste kongres blev slynget et utal af bebrejdelser mod os, rejst et utal af anklager og holdt et utal af taler mod os, i den mening, at det meget omtalte pusterum ikke ville hjælpe Rusland, at der var alligevel indgået en international imperialistisk alliance, og at den retræte, vi lagde op til, i praksis ikke ville kunne føre til noget. Brest-traktaten blev også den udslagsgivende faktor for de kapitalistiske staters stilling, og derfor må man naturligvis opholde sig ved den. Jeg tror, kammerater, at det nu, da der er gået tre en halv måned er hævet over enhver diskussion, at vi havde ret trods bebrejdelserne og anklagerne. Vi kan sige, at proletariatet og de bønder, der ikke udbytter andre og ikke spinder guld på folkets sult, alle er de uforbeholdent på vor side og i hvert fald imod de uforstandige, som vil trække dem ind i en krig og ønsker at sprænge Brest-traktaten. (Uro.)
De ni tiendedele er på vor side, og jo klarere situationen tegner sig, jo mere ubestrideligt bliver det også, at nu hvor de vesteuropæiske imperialistiske partier, de to imperialistiske hovedgrupper, er inde i en tvekamp på liv og død, hvor de for hver måned, for hver uge, for hver dag der går skubber hinanden nærmere og nærmere mod afgrunden, hvis omrids vi tydeligt ser, i en sådan situation bliver rigtigheden af vor taktik særligt klar, – det ved og føler især de der oplevede krigen, de der så krigen og ikke snakkede om krigen i letkøbte vendinger. For os er det især klart, at så længe hver af de to grupper er stærkere end os, og så længe det afgørende vendepunkt, som skal sætte Ruslands arbejdere og arbejdende folk i stand til at udnytte revolutionens resultater, komme sig over det påførte slag og rejse sig i fuld højde, således at det kan skabe en ny, organiseret, disciplineret hær, bygge den op på nye principper, så vi ikke i ord, men i gerning... (stærkt bifald til venstre i salen, tilråb fra højre: »Kerenskij!«), så længe dette vendepunkt endnu ikke er indtruffet, må vi vente. Jo dybere vi trænger ind i folkets masser, jo tættere vi kommer arbejderne på fabrikker og virksomheder og de arbejdende bønder, der ikke udbytter fremmed arbejdskraft og ikke forsvarer spekulationsinteresserne hos den kulak, der skjuler sit korn og frygter levnedsmiddeldiktaturet, desto sikrere kan vi sige, at vi også der vil møde og møder – og nu kan det for øvrigt med absolut sikkerhed erklæres, at vi allerede har mødt – fuld sympati og samstemmighed. Nej, for tiden vil folket ikke slås med disse fjender, med imperialisterne, det kan det ikke og gør det ikke, uanset hvor ivrigt visse personer af tankeløshed og i deres begejstring for fraser søger at skubbe folket ud i en sådan krig, hvilke ord de end dækker sig under. Nej, kammerater, enhver som i dag direkte eller indirekte, åbenlyst eller fordækt, fabler om krig, enhver som skriger op om Brest-traktaten, ser altså ikke, at det er d’herrer Kerenskij og godsejere, kapitalister og kulakker, som er ved at lægge Ruslands arbejdere og bønder en strikke om halsen... (Tilråb: »Mirbach!« Uro.) Hvor støjende de end ter sig på samtlige møder, står deres sag dog håbløst ude i folket! (Bifald. Uro.)
I betragtning af den situation, disse folk har bragt sig selv i, forbavser det mig ikke spor, at de kun kan reagere med råben, hysteriske angreb, eder og vilde grovheder (Bifald), når der ikke gives andre argumenter... (Tilråb: »Jo, der gør!« Uro.)
99 af 100 russiske soldater ved, hvilke ufattelige lidelser det kostede at få bugt med krigen. De ved, at for at bygge en krig op på et nyt socialistisk og økonomisk grundlag (Tilråb: »Mirbach giver ikke lov!«) skal der gøres utrolige anstrengelser, og allerførst måtte røverkrigen bringes til ophør. De ved, at imperialismens kræfter fortsætter med at slås som rasende, og at disse kræfter i de tre måneder, som nu er forløbet siden sidste kongres, er kommet afgrunden et par skridt nærmere, – de går ikke med i en sådan krig. Da vi havde opfyldt vor pligt over for alle folkeslag, der forstod fredstraktatens betydning, og bragt denne betydning til arbejdernes kundskab i alle lande gennem vor Brest-delegation med kammerat Trotskij i spidsen, da vi åbent tilbød en ærlig demokratisk fred, blev dette tilbud saboteret af et forbitret bourgeoisi i samtlige lande. Vor stilling kan kun være afventende, og folket vil få at se, hvordan disse rasende imperialistgrupper, der endnu er stærke, styrter sig i den afgrund, de nu er på vej mod – det ser alle... (Bifald.) Det ser alle, der ikke med vilje lukker øjnene i. I løbet af disse tre en halv måned, hvor det forrykte imperialistiske parti har gjort sit til at trække krigen i langdrag, er denne afgrund unægtelig rykket nærmere. Vi ved, føler og mærker, at vi endnu ikke er rede til krig. Det siger soldaterne, dem der har mærket krigen på deres krop, og de alarmråb, som opfordrer til at gøre sig fri af Brest-strikken nu, kommer fra mensjevikkerne, de højre-socialrevolutionære og Kerenskijs tilhængere, og kadetterne. I ved, hvor godsejernes og kapitalisternes fortalere står, hvor de højre-socialrevolutionæres og kadetternes slæng står. I den lejr bliver venstre-socialrevolutionære taler, der også hælder til krig, hilst med larmende klapsalver. Som det tidligere blev sagt her fra talerstolen, er de venstre-socialrevolutionære havnet i en ubehagelig situation: de tog fejl af husnummeret. (Bifald.)
Vi ved, at den store revolution rejser sig fra selve folkemassernes dyb, at der dertil behøves måneder og år, og vi forundres ikke over, at de venstre-socialrevolutionæres parti udviste en utrolig vaklen under revolutionen. Trotskij har her omtalt denne vaklen, og jeg vil blot tilføje, at de venstre-socialrevolutionære kammerater sagde nej, da vi den 26. oktober [3] tilbød dem regeringsdeltagelse; og da Krasnov stod ved Petrograds porte, var de ikke med os, følgelig hjalp de altså ikke os, men Krasnov. Vi forundres ikke over denne vaklen. Nej, det parti har været gennem en del. Men, kammerater, der må være måde med alt.
Vi ved, at revolutionen er noget, der læres gennem erfaring og i praksis, at revolutionen først bliver en revolution, når millioner og atter millioner af mennesker kommer i opbrud og rejser sig alle som en. (Bifald, der overdøver Lenins ord. Tilråb: »Leve sovjetterne!«). Denne kamp, der løfter os op til et nyt liv, er påbegyndt af 115 millioner mennesker: Det er en storslået kamp, som må følges med dybeste alvor. (Stormende bifald.) I oktober, da sovjetmagten blev grundlagt, den 26. oktober 1917, da... (Uro, tilråb, bifald) vort parti og dets repræsentanter i den centrale eksekutivkomité foreslog de venstre-socialrevolutionære at gå med i regeringen, sagde de nej. Og da de gjorde det, var de ikke med os, men mod os. (Uro på de venstre-socialrevolutionæres pladser.) Jeg er meget ked af at måtte sige ting, I ikke bryder jer om. (Tiltagende uro i salens højre side.) Men hvad skal man stille op? Hvis Krasnov, kosakgeneralen... (Uro og tilråb, der hindrer taleren i at fortsætte.) Dengang I vaklede den 26. oktober og ikke anede, hvad I selv ville, og nægtede at gå sammen med os... (Minutlang uro.) Sandheden er svær at sluge! Lad mig erindre jer om, at de folk, der vaklede, og som ikke aner, hvad de selv vil, og nægter at gå sammen med os, gerne lytter til andres ammestuehistorier. Jeg fortalte jer, hvordan soldaten, der havde været i krig... (Uro, bifald.) Da den foregående taler havde ordet, blev hun påhørt i ro og orden af kongressens overvældende flertal. Vel, det er klart. Hvis der skulle være personer her, som foretrækker at forlade sovjetkongressen, så værs'go! (Uro og røre til højre i salen. Dirigenten kalder til orden.)
Nuvel, kammerater, hele begivenhedsforløbet har vist, at vi handlede rigtigt ved at indgå Brest-freden. Og de, der på forrige sovjetkongres forsøgte sig med dårlige vitser angående pusterummet, har lært og fået syn for, at vi fik en udsættelse, om end det kostede os ufattelige anstrengelser, og at vore arbejdere og bønder har brugt denne udsættelse til at gøre et kæmpeskridt fremad mod den socialistiske opbygning, mens Vestmagterne har gjort et kæmpeskridt fremad mod den afgrund, imperialismen nærmer sig hurtigere og hurtigere for hver uge, denne krig varer.
Komplet vildrede er det eneste jeg kan finde til forklaring af, hvordan de folk optræder, der under påberåbelse af hele den vanskelige situation angriber vor taktik. Jeg gentager, at man blot behøver at genkalde sig den seneste periode på tre en halv måned. Jeg minder dem, som var med på sidste kongres, om de ting, der blev sagt, og jeg foreslår dem, som ikke var med, at de læser protokollen eller avisartiklerne derfra for at forvisse sig om, hvordan begivenhederne til fulde har underbygget vor taktik. Der kan ikke være noget skel mellem oktoberrevolutionens sejre og den internationale revolutions sejre; der må og vil komme udbrud i andre lande. Vi har i Brest-perioden gjort alt, hvad vi kunne for at fremskynde dem. De som har oplevet revolutionerne i 1905 og 1917, som har overvejet dem og undersøgt dem med eftertanke og alvor, ved også, at i vort land blev disse revolutioner født under gigantiske anstrengelser.
To måneder før januar 1905 eller februar 1917 kunne ingen revolutionær med nok så megen erfaring og viden, intet menneske fortrolig med folkets liv forudsige, at et sådant tilfælde ville få Rusland til at eksplodere. At udnytte enkelte alarmråb og overøse folkemasserne med appeller, som er ensbetydende med at bringe freden til ophør og kaste os ud i krig, er en hovedløs politik, ført af mennesker i komplet vildrede. Og som bevis på denne vildrede vil jeg eksempelvis citere udtalelser af en person, nemlig kammerat Spiridonova, hvis oprigtighed hverken jeg eller nogen anden drager i tvivl; hun har holdt en tale, der er trykt i bladet Golos Trudovovo Krestjanstva [4] og som ikke er blevet dementeret. I denne tale af 30. juni har kammerat Spiridonova skrevet tre fuldstændigt grundløse linjer, om at tyskerne skulle have tilstillet os et ultimatum om at levere dem tekstilvarer for to milliarder rubler.
Et parti, som driver sine mest oprigtige repræsentanter dertil, at selv de falder i en så frastødende sump af løgn og bedrag, et sådant parti er uhjælpeligt færdigt. Arbejderne og bønderne véd dog, hvilke utrolige anstrengelser og kvaler det kostede os at få undertegnet Brest-traktaten. Skal det virkelig være nødvendigt at udmale denne freds smertelige karakter med flere skrøner og røverhistorier, som selv de mest oprigtige folk fra dette parti griber til! Men vi ved, hvad folkets mening er, og det er den vi ledes af, mens de farer frem og tilbage og råber hysterisk op. Sådan set er denne opførsel, der udspringer af komplet vildrede, værre end nogen provokation. Især hvis vi tager summen af alle partier i Rusland, sådan som en videnskabelig holdning til revolutionen forlanger. Man må aldrig nogen sinde glemme at se på alle partiers holdning under et. Enkelte personer og enkelte grupper kan måske tage fejl, kan måske ikke orientere sig eller er ude af stand til at forklare deres egen opførsel; men tager vi hele summen af partier i Rusland og ser på deres indbyrdes forhold, er der ikke noget at tage fejl af. Se blot, hvad de højre-socialrevolutionære, Kerenskij, Savinkov og alle andre siger nu, når de hører de venstre-socialrevolutionæres opfordringer... Lige nu klapper de som rasende. De vil være henrykte for at få Rusland ind i krigen nu, hvor Miljukov har brug for det. Og siger man nu, at Brest-freden skulle være en strikke, så er det godsejernes strikke, der lægges om halsen på den russiske bonde. Når man her taler om at bekrige bolsjevikkerne, ligesom den foregående taler snakkede om at skændes med bolsjevikkerne, vil jeg svare: Nej, kammerater, det er ikke noget skænderi, det er et virkeligt, uafvendeligt brud, et brud mellem dem, der bærer hele situationens byrde ved at fortælle folket sandheden og ikke lader sig forhekse af alarmråb, og dem der forhekses af disse alarmråb og uforvarende gør fjendens arbejde, provokatørernes arbejde. (Bifald.)
Jeg vil nu slutte første del af min beretning. I løbet at disse tre og en halv måneds rasende imperialistiske krige er de imperialistiske stater rykket nærmere til den afgrund, de driver folkene ud i. Dette blodtørstige vilddyr har revet mangt et stykke levende organisme ud af vort land. Vore fjender nærmer sig afgrunden i et sådant tempo, at det bliver dem – selv hvis de fik mere end tre en halv måned, og selv hvis det imperialistiske blodbad påførte os de samme tab en gang til – og ikke os, der bukker under, fordi den hastighed, hvormed deres modstand svækkes, hurtigt fører dem mod afgrunden. Hos os derimod findes der trods de gigantiske vanskeligheder, som vi åbent fortæller hele folket om, trods alt dette findes der efter disse tre en halv måned sunde spirer til en sund organisme – både i industrien og alle andre steder skrider opbygningsarbejdet frem, måske beskedent, ikke med store armbevægelser eller store ord, men det skrider frem. Det har allerede givet særdeles frugtbare resultater. Og med yderligere tre måneders, med yderligere seks måneders, med en hel vinters arbejde i samme retning, vil vi nå endnu videre, mens det vesteuropæiske imperialistiske vilddyr trættes af kampen og ikke længere vil kunne klare styrkeprøven, fordi der i det modnes kræfter, som ikke hidtil har haft troen på sig selv, men som vil føre imperialismen til dens grav. Og det, som allerede er begyndt der, grundigt begyndt, lader sig ikke ændre på tre en halv måned. Alt for lidt er blevet sagt om dette beskedne oplysningsarbejde, og jeg tror, vi bør se mere indgående på det. Jeg for min part kan ikke lade det uomtalt, om ikke for andet så fordi den foregående talers angreb må tages med i billedet. Lad mig henvise til den centrale eksekutivkomités resolution af 29. april 1918. [5] Jeg aflagde dengang en beretning omkring sovjetmagtens nærmeste opgaver [6] og understregede heri, at side om side med vor umådeligt vanskelige situation måtte opbygningsarbejdet hjemme gives første prioritet.
Og uden at gøre os illusioner må vi her sige, at det er et arbejde, som vi, hvor svært det end er, må vie alle vore kræfter. De erfaringer, jeg kan delagtiggøre jer i, viser, at vi ubestrideligt er nået langt i så henseende. Det er klart, at hvis man nøjes med ydre resultater, sådan som bourgeoisiet gør, når de griber fat i enkelte eksempler på fejl vi har begået, da kan man næppe tale om fremgang, men vi anskuer de ting fra en helt anden synsvinkel. Bourgeoisiet tager for eksempel administrationen af flodbådstrafikken og anfører, hvor mange gange vi har sat ind for at omlægge den, hvorefter man skadefro proklamerer, at sovjetstyret ikke kan klare problemerne. Hertil vil jeg svare: Ja vist, vi har flere gange lavet om på administrationen af flodbådstrafikken såvel som af jernbanerne, og nu sætter vi også ind på en storstilet omlægning af det samfundsøkonomiske råd. Hele omvæltningens betydning ligger nemlig i, at socialismen fra at være et dogme, der kun diskuteres af folk uden forstand på noget som helst, fra at være et ord i bøger og programmer, nu er blevet praktisk arbejde. I dag laver arbejderne og bønderne socialismen med egne hænder.
Netop for Rusland, det føler jeg mig overbevist om, er de tider forbi, uigenkaldeligt forbi, da man diskuterede socialistiske programmer ud fra bøger. I dag kan man kun drøfte socialisme ud fra erfaringer. Omvæltningens betydning ligger i, at den for første gang i historien har kastet det gamle borgerlige embedsmandsapparat og administrationssystem til side og tilvejebragt betingelser, der sætter arbejdere og bønderne i stand til selv at tage fat på arbejdet, et ufattelig svært arbejde, hvis vanskeligheder det ville være latterligt at lukke øjnene for; kapitalisterne og godsejerne har jo gennem århundreder jagtet og forfulgt millioner af mennesker for den blotte tanke om selv at administrere jorden. Og nu, på nogle få uger, nogle få måneder, midt i et desperat og fortvivlet kaos, hvor krigen har lemlæstet hele Rusland, så folk ligner en, der er pryglet halvt til døde – på et sådant tidspunkt, hvor tsarerne, godsejerne og kapitalisterne har efterladt os det størst tænkelige kaos, er det de nye klasser, arbejderne og de bønder, der ikke udbytter lønnet arbejdskraft eller spinder guld på kornspekulation, som skal tage fat på arbejdet, på opbygningen af det nye. Ja, det er en utrolig vanskelig og utrolig taknemmelig sag. Hver måneds arbejde og erfaring af den art er lige så meget værd som ti eller tyve år af vor historie. Nej, vi er ikke bange for at indrømme, og det fremgår også af vore dekreter, at vi hele tiden må lave om på dem; vi har endnu ikke skabt noget færdigt, vi kender endnu ikke til en socialisme, som kan indpasses i paragraffer. Når vi nu kan foreslå denne kongres et udkast til sovjetforfatning, skyldes det kun, at sovjetterne er oprettet og efterprøvet i alle egne af landet. Kun et halvt år efter oktoberrevolutionen, næsten et år efter den første alrussiske sovjetkongres har vi kunnet nedfælde det, der allerede eksisterer i praksis. [7]
På det økonomiske område, der hvor socialismen endnu kun er under opbygning, hvor der skal tilvejebringes en ny disciplin, der har vi endnu ingen sådan erfaring; den opnår vi med omlægninger og ombygninger. Dette er vor hovedopgave. Vi siger: Enhver ny samfundsorden kræver nye relationer menneskene imellem, en ny disciplin. Der var engang, da det økonomiske liv var umuligt uden feudal disciplin, da der kun fandtes en disciplin piskens, og der var engang, da kapitalisterne herskede, da sult var disciplinens styrke. Men nu, siden sovjetomvæltningen, siden den socialistiske revolutions begyndelse, skal der skabes en disciplin, som bygger på tillid til arbejdernes og de fattige bønders organiserede kraft, en kammeratlig disciplin, en disciplin af gensidig respekt, en disciplin af selvstændighed og initiativ i kampen. Enhver, der griber til de gamle kapitalistiske kneb og i tider med nød og hunger ræsonnerer på gammel kapitalistisk maner: Hvis jeg nu sælger mit korn på egen hånd, får jeg også større fortjeneste; hvis jeg nu avler mit korn på egen hånd, kommer jeg også lettere til det. Den, der ræsonnerer som så, vælger den nemmeste vej, men når aldrig frem til socialismen.
Det er simpelt og let at holde sig inden for de gamle baner, de tilvante kapitalistiske relationer, men vi ønsker at følge en ny vej. Den kræver af os og hele folket et højt niveau af bevidsthed og organisation, men kræver mere tid og afstedkommer store fejl. Men vi siger til os selv: den begår ingen fejl, der ikke udretter noget praktisk.
Hvis den periode, jeg aflægger beretning for, efter forsamlingens opfattelse indbefatter erfaringer, der ofte omfatter korrekturer, rettelser, tilbagevenden til det gamle, så er det ikke heri, vi finder hovedopgaven, hovedindholdet, hovedværdien af beretningsperioden. Det gamle administrationsapparat af embedsmænd, som blot behøvede at forlange gageforhøjelse, hører fortiden til. Vi står over for arbejderorganisationer, der har taget den økonomiske administration i egne hænder. Vi står over for et jernbaneproletariat, der var dårligere stillet end andre og som har et legitimt krav på forbedrede forhold; i morgen fremsætter flodbådsproletariatet sine krav, i overmorgen har vi kravene fra middelbonden – ham skal jeg komme nærmere ind på – der ofte føler sig dårligere stillet end arbejderen, og som vi ser på med største opmærksomhed, og hvis interesser samtlige dekreter handler om, hvilket den foregående taler overhovedet ikke har begrebet, – altsammen noget, der fremkalder umådelige vanskeligheder, men det er de vanskeligheder, hvorunder arbejderne og de fattige bønder for første gang efter århundreders undertrykkelse selv tager fat på at organisere hele Ruslands samfundsøkonomi med egne hænder. Og for at imødekomme disse retfærdige krav må vi hele tiden søge nye metoder, ændre i dekreterne og lægge administrationen om. Foruden eksempler på og tilfælde af ting, der er slået fejl eller gået i vasken – tilfælde som den borgerlige presse hager sig fast i, og som ifølge sagens natur er mangfoldige gør vi også fremskridt, for netop gennem de delvise fiaskoer og fejl lærer vi ad erfaringens vej at opføre den socialistiske bygning. Og når vi fra alle sider oplever nye krav, siger vi: sådan skal det være, det er socialisme, når hver enkelt ønsker at forbedre sin situation, når alle ønsker at nyde livets goder. Men vort land er fattigt, det er forarmet, og foreløbig er det ikke muligt at opfylde alle krav; derfor er det så svært, midt i ødelæggelserne, at opføre den nye bygning. Men man tager alvorligt fejl, hvis man tror, at socialismen kan bygges under fredelige, rolige omstændigheder: overalt vil den blive til i tider med kaos, tider med sult. Sådan må det også være, og når vi ser repræsentanter for de virkelige ideer, siger vi til os selv: med tusindvis, titusindvis, hundredtusindvis af hænder er arbejderne og de arbejdende bønder gået i gang med at opføre den nye, socialistiske bygning. Nu indledes den mest dybtgående omvæltning af livet på landet, hvor agiterende kulakker prøver at spænde ben for de arbejdende bønder, som ikke udbytter andres arbejde og ikke profiterer på kornspekulation, og dér er opgaven en anden. I byerne drejer det sig om at sætte fabrikkerne, metalindustrien, i gang og efter krigens kaos at fordele produktion, råvarer og andre materialer, en opgave som bliver meget vanskelig at gennemføre. Dér er arbejderne ved at lære sig disse ting og i gang med at oprette centrale forvaltningsorganer. Dér må vi lave om på de øverste samfundsøkonomiske råd, fordi de gamle love, der blev udstedt først på året, allerede er forældede; arbejderbevægelsen marcherer fremad, den gamle arbejderkontrol er allerede forældet, og fagforeningerne er blevet spirer til forvaltningsorganer for hele industrien. (Bifald.) Meget er allerede udrettet på dette felt, og dog kan vi ikke prale af strålende fremskridt. Vi ved, at det er et område, hvor borgerlige elementer, kapitalister, godsejere og kulakker længe beholder muligheden for at drive agitation og påstå, at som sædvanlig er et udstedt dekret ikke ført ud i livet, at der lige er kommet et nyt, som atter vil blive ændret om tre måneder, men spekulationen består ligesom under kapitalismen. Nej, vi kender ingen altdækkende heksedoktorrecept, som straks kunne gøre det af med spekulationen. Det kapitalistiske systems vaner er for indgroede; at genopdrage folket, som i århundreder er opflasket med disse vaner, er en vanskelig sag, der kræver lang tid. Men vi siger: Vor kampmetode er organisation. Vi skal tage hånd i hanke med alt, omhyggeligt kontrollere kulakkerne og spekulanterne, erklære dem skånselsløs krig og aldrig give dem spillerum, men kontrollere hvert af deres skridt. (Bifald.)
Erfaringsmæssigt ved vi, at ændring af dekreterne er nødvendig, for der opstår hele tiden nye vanskeligheder, som skaber nye motiver til en ændring. Og da vi i levnedsmiddelspørgsmålet nu er nået frem til at organisere fattigbønderne, alt imens vore tidligere kammerater, de venstre-socialrevolutionære, med en oprigtighed, der ikke kan betvivles, siger, at vore veje er skiltes, så svarer vi dem eftertrykkeligt: så meget des værre for jer, hermed har I altså vendt socialismen ryggen. (Bifald.)
Kammerater. Levnedsmiddelspørgsmålet er det centrale. Det er det spørgsmål, vi ofrer størst opmærksomhed i vor politik. En mængde mindre foranstaltninger, der ikke er synlige udefra, men som Folkekommissærernes Råd har truffet, f. eks. forbedring af vandvejs- og jernbanetransporten, tømning af de militære forplejningslagre, spekulationsbekæmpelse, – har alle sigte på at bringe levnedsmiddelsituationen på fode. Ikke kun i vort land, men alle de mest civiliserede lande, der før krigen ikke anede, hvad sult var, alle befinder de sig nu i den mest fortvivlede situation, skabt af imperialisterne i kampen om den ene eller anden gruppes overherredømme. Snesevis af millioner mennesker i Vesten er udsat for sultens pinsler. Det er det, som gør en social revolution uomgængelig, for sociale revolutioner vokser ikke frem af programmer, men af, at mange millioner mennesker siger: »Vi vil ikke leve i sult, så hellere dø for revolutionen«. (Bifald.)
En frygtelig ulykke, hungersnøden, er rykket ind på os, og jo vanskeligere vor stilling er, jo mere akut levnedsmiddelkrisen bliver, des mere forstærker kapitalisterne deres kamp mod sovjetmagten. I ved, at den tjekkoslovakiske opstand [8] blev iværksat af folk, der var købt og betalt af de engelske og franske imperialister. Til stadighed hører vi om opstande mod sovjetterne, snart det ene, snart det andet sted. Kulakopstanden får fat i stadig nye områder. Krasnov, som de russiske arbejdere så storsindet lod gå fri i Petrograd, da han mødte op og afleverede sin sabel, thi intelligensens fordomme er stadig stærke og intelligensen protesterede mod dødsstraf, fik atter lov at gå fri ved Don på grund af intelligensens fordomme mod dødsstraf. Nu ville jeg derimod gerne se den folkedomstol, den arbejder- og bondedomstol, som ikke havde dømt Krasnov til skydning, ligesom han skyder arbejdere og bønder. Vi hører, at man finder det i sin orden, når Dsersjinskijs kommission [9] idømmer dødsstraf, mens man ikke finder det i orden, at en domstol åbent og offentligt siger: Han er kontrarevolutionær og fortjener at blive skudt. Folk, der har nået en sådan grad af hykleri, er politisk døde. (Bifald.) Nej, en revolutionær, der ikke vil hykle, kan heller ikke afstå fra dødsstraf. Der har ikke været en eneste revolution eller borgerkrigsperiode uden skydninger.
Situationen på levnedsmiddelområdet har nået et nærmest katastrofalt stade. Vi er kommet dertil, hvor revolutionen er indtrådt i sin allersværeste periode. Vi står over for den sværeste periode af alle: nogen sværere periode har arbejdernes og bøndernes Rusland endnu ikke oplevet – netop den periode, som er tilbage indtil høsten. Jeg, der har oplevet lidt af hvert, hvad angår partistridigheder og revolutionære diskussioner, mig forbavser det ikke, at der i en så svær situation er flere og flere, som henfalder til hysteri og skriger: Jeg trækker mig ud af sovjetterne. Der snakkes om dekreter, som afskaffer dødsstraffen. Men det er en dårlig revolutionær, som i en kritisk kampsituation lader sig standse af lovens urokkelig-hed. I overgangsperioden har love midlertidig gyldighed. Og hvis en lov blokerer revolutionens udvikling, bliver den ophævet eller lavet om. Kammerater, jo tættere hungersnøden rykker ind på os, jo mere indlysende bliver det, at for at bekæmpe denne desperate katastrofe må der også sættes ind med desperate foranstaltninger.
Lad mig gentage, at socialismen ikke længere er et dogme, ligesom den måske heller ikke længere er et program. Vort parti har endnu ikke udformet et nyt program, og det gamle er allerede uanvendeligt. (Bifald.) En ordentlig og regelmæssig kornfordeling – deri ligger grundlaget for socialismen i dag. (Bifald.) Krigen har efterladt os en økonomisk ruin; takket være Kerenskij, godsejerne og kulakkerne, der siger »efter os syndfloden«, er landet bragt i en sådan situation, hvor de nu erklærer: »Jo værre, jo bedre«. Krigen har efterladt os så store ulykker, at vi med kornspørgsmålet nu oplever selve væsenet af hele det socialistiske system og må tage dette spørgsmål i vore hænder og løse det praktisk. Her spørger vi os selv, hvad vi skal gøre med kornet. Skal vi ordne problemet på den gamle, kapitalistiske facon, hvor spekulanter benytter lejligheden til at lave tusindvis af rubler på kornet og tilmed kalder sig arbejdende bønder, somme tider endda venstre-socialrevolutionære? (Bifald, uro.) De ræsonnerer som så: hvis folket sulter, stiger kornpriserne, hvis man sulter i byerne, får jeg lommerne fulde, og hvis man sulter endnu mere, tjener jeg endnu flere tusinder. Kammerater, jeg ved udmærket, at det ikke er enkeltpersoner, der er skyld i sådanne ræsonnementer. Hele den gamle hæslige arv fra godsejernes og kapitalisternes samfund har opflasket menneskene med at tænke, mene og leve sådan, og at omforme millioner af menneskers liv er frygtelig svært, dertil kræves langvarigt og sejt arbejde, et arbejde vi først lige har påbegyndt. Det kunne aldrig falde os ind at anklage de folk, som på egen hånd, plaget af sult og ude af stand til at se nytten af at organisere en socialistisk fordeling af kornet, kaster sig ud i selvhjælp og trækker på skuldrene ad det hele – den slags mennesker kan man ikke kaste skylden på. Men vi siger med eftertryk, at når repræsentanter for et parti stiller sig op, når vi ser folk, der har knyttet sig til et bestemt parti, når det drejer sig om store grupper af folk, da forlanger vi af dem, at de ikke betragter denne sag med de plagede, forpinte og sultende menneskers øjne, som ingen ville drømme om at løfte hånd imod, men ud fra den synsvinkel, der repræsenterer opbygningen af det nye samfund.
Lad mig gentage, at det aldrig vil lykkes at bygge socialismen under omstændigheder, hvor alt går glat og roligt; det vil aldrig lykkes at gennemføre socialismen uden rasende modstand fra godsejernes og kapitalisternes side. Jo vanskeligere situationen er, desto mere rejser de sig til opstand. Jo vanskeligere, jo flere sabotører der findes i vort land, desto ivrigere kaster de sig ud i tjekkoslovakiske og Krasnov’ske affærer. Derfor siger vi: alt det skal bekæmpes, men ikke på den gamle facon, hvor svært det end måtte blive at trække læsset fremad, opad, og ikke lade det rulle tilbage, nedad. Vi ved aldeles glimrende, at der ikke har været en uge, ikke en dag, uden at vi i Folkekommissærernes Råd har haft levnedsmiddelsagen til behandling, uden at vi har udsendt tusinder af henstillinger, cirkulærer og dekreter, og uden at vi har rejst spørgsmålet om, hvordan hungersnøden skal bekæmpes. Nogen siger, at der slet ikke behøves særlige priser, faste priser, kornmonopoler. Sælg som du bedst kan. De rige bliver endnu rigere, og at de fattige vil dø af sult, er der ikke andet at sige til, end at det har de jo altid gjort. Men en socialist kan ikke argumentere på den måde. På et tidspunkt, hvor det går stejlt opad og hvor læsset skal manøvreres omkring de skarpeste sving, er spørgsmålet om socialismen holdt op med at være et spørgsmål om partistridigheder – det er blevet et spørgsmål om liv og død: hvordan holder vi stand i kampen mod kulakkerne, i forbund med de bønder, som ikke driver kornspekulation? Holder vi stand nu, hvor der må og skal kæmpes, hvor det allersværeste arbejde forestår? Vi har hørt, hvad der siges om fattigbondekomiteerne. De, der med egne øjne har set hungersnødens pinsler, ved også, at det er nødvendigt med de mest drastiske og skånselsløse foranstaltninger for at knuse og skånselsløst undertrykke kulakkerne. Da vi begyndte at organisere sammenslutninger af fattigbønder, gjorde vi det i fuld bevidsthed om, hvilke hårde og brutale følger denne foranstaltning ville få, men vi gjorde det, fordi kun et forbund mellem de fattige i by og på land og dem, der har forråd, men ikke driver kornspekulation, et forbund mellem alle dem, der energisk ønsker at overvinde vanskelighederne og nå dertil, at overskydende korn kommer staten i hænde og bliver fordelt mellem de arbejdende – kun et sådant forbund er det eneste middel i denne kamp. Det er en kamp, som ikke skal føres i taler og programmer. I denne kamp mod hungersnøden vil det vise sig, hvem der alle prøvelser til trods går den lige vej til socialismen, og hvem der falder for kulakkernes kneb og bedrag.
Og skulle der i det venstre-socialrevolutionære parti findes folk, som i lighed med den foregående taler – en af de mest oprigtige og derfor ofte letbevægelige og ofte tilbøjelige til at skifte mening – skulle der være folk fra det parti, som finder på at sige, at de ikke kan samarbejde med bolsjevikkerne, at de trækker sig ud, så er vi ikke et øjeblik kede af det. De socialister, der trækker sig ud på et tidspunkt som dette, hvor hundreder og tusinder dør af sult, mens andre ligger inde med så store overskudslagre af korn, at de kunne holde dem tilbage indtil august sidste år, da de faste priser på korn blev fordoblet – hvilket alle demokrater protesterede imod – de, der ved, at folket lider alle hungersnødens ufattelige pinsler, men ikke vil sælge deres korn til de samme priser som middelbønderne gør – de er fjender af folket, de kvæler revolutionen og understøtter volden, de er venner af kapitalisterne! De skal bekriges skånselsløst! (Bifald fra hele salen, indbefattet et stort antal venstre-socialrevolutionære.) Tusinde gange er man forkert på den, tusinde gange er man galt afmarcheret, hvis man blot et øjeblik lader sig rive med af fjendens snak og påstår, at dette er en kamp mod bønderne, sådan som uforsigtige eller ubetænksomme folk blandt de venstre-socialrevolutionære af og til gør. Nej, det er en kamp mod et ubetydeligt mindretal af landsbykulakker, en kamp for at redde socialismen og sikre en ordentlig fordeling af kornet i Rusland. (Tilråb: »Hvad med varer?«) Vi skal kæmpe i forbund med det vældige flertal af bønder. I denne kamp vil vi sejre, og da vil hver eneste europæisk arbejder i praksis få at se, hvad socialisme er.
I denne kamp vil vi blive hjulpet af enhver, der måske ikke ved, hvad socialisme er i videnskabelig forstand, men som har knoklet hele sit liv og tjent til det daglige brød for en hård pris – han vil forstå os. Det menneske vil være med os. Hvorimod kulakkerne – der har overskydende korn og som ikke undser sig for at skjule kornet på et tidspunkt, da folket plages af den største ulykke, på et tidspunkt da alle revolutionens landvindinger står på spil, da Skoropadskij'er af enhver afskygning og i alle, besatte som ikke-besatte, egne af landet strækker hals og blot venter på, om det mon ikke skulle lade sig gøre at styrte bøndernes og arbejdernes magt ved hjælp af hungersnøden og bringe godsejerne tilbage. At erklære disse kulakker skånselsløs krig er da vor første, socialistiske pligt. Den, som i dette sværeste øjeblik af alle, hvor det sultende folk gennemgår de største prøvelser, hvor den socialistiske revolution gennemgår de største prøvelser, den, som nu vasker sine hænder og plaprer bourgeoisiet efter munden, er en dårlig socialist.
Det er usandt, tusinde gange usandt, at dette skulle være en kamp mod bønderne! Et utal af gange har jeg læst noget sådant i kadetternes bladspalter, og det forbavser mig ikke, når man der råber op om, at arbejderne har brudt med bønderne, og hysterisk skriver: »Bønder, få øjnene op, tænk jer om, gør op med bolsjevikker!« Når jeg hører og læser den slags der, forbavses jeg ikke. Det var at forvente fra den kant. Der tjener de den herre, de er beregnet på at tjene, men jeg ville nødig være i den socialists sko, der forfalder til samme snak! (Stormende bifald.) Kammerater, vi er helt på det rene med, hvilke uhyrlige vanskeligheder det koster at få løst levnedsmiddelproblemet. Her stikker fordommene allerdybest. Her er interesserne mest rodfæstet, kulakkernes interesser. Her har landsbyens opsplittethed, stilstand og isolation, hele uvidenheden på landet – mange gange har alt dette rottet sig sammen mod os. Men vi siger: trods disse vanskeligheder kan vi ikke give op, hungeren er ikke til at spøge med, og hvis ikke vi kommer folkemasserne til hjælp, når de sulter, kan hungeren drive dem i armene på selv en Skoropadskij. Det er løgn, at kampen skulle stå mod bønderne! Den, der siger sådan, er den største forbryder; den der hysterisk har ladet sig forlokke til sådan snak, gør sig skyldig i den mest ulyksalige fejltagelse. Nej, vi bekæmper hverken de fattigste bønder eller middelbønderne. Over hele Rusland har middelbønderne forsvindende små kornoverskud. I årtier før revolutionen har middelbønderne fristet en tilværelse, der var værre end arbejdernes. Før revolutionen oplevede de kun nød og undertrykkelse. Disse middelbønder søger vi forståelse med.
Den socialistiske revolution betyder lighed for alle de arbejdende masser; det er ikke retfærdigt, hvis arbejderen i byen modtager mere end den middelbonde, som ikke udbytter andres arbejde ved at leje arbejdskraft eller drive spekulation. Bonden lever i og oplever større armod og undertrykkelse end arbejderen og lever endnu dårligere end han. Bønderne har ingen organisationer eller fagforeninger, der kunne arbejde med spørgsmålet om at forbedre bøndernes kår. Selv med arbejdernes organisationer må vi holde dusinvis af møder om udjævning af lønforskelle mellem fagene. Og alligevel lykkes det os ikke. Enhver forstandig arbejder ved, at dertil behøves lang tid. Se blot, hvor mange klager der indløber til kommissariatet for arbejdsspørgsmål! I vil se, at hvert eneste fag nu løfter hovedet: de vil ikke leve som i gamle dage, de vil ikke leve som slaver. Vi ønsker at læge de sår, dette fattige og forarmede land er blevet påført. På den ene eller den anden måde skal vi holde en økonomi oven vande, der næsten er totalt smadret. Det kan vi kun gøre gennem organisation. For at organisere bønderne udstedte vi dekretet om oprettelse af fattigbondekomiteer. Det er et dekret, som kun fjender af socialismen kan være imod. Vi sagde, at vi fandt det rimeligt, dersom priserne på manufakturvarer blev sænket. Vi fører kontrol med og nationaliserer eftertrykkelig alt. (Bifald.) Og det giver os mulighed for at regulere fordelingen af industriprodukter.
Vi sagde: nedsæt priserne på manufakturvarer til det halve for fattigfolk og med 25 procent for middelbønder. Kan hænde, at disse takster er forkerte. Vi gør ikke krav på at have løst spørgsmålet rigtigt. Det påstår vi ikke. Skal det løses, så lad os gøre det sammen. (Bifald.) Spørgsmålet om at bekæmpe spekulation og fange svindlere, der opererer i det skjulte, løses ikke ved at sidde i centraladministrationen.
Først når levnedsmiddelkommissariatet og landbrugs-kommissariatet sammen har nationaliseret alle varer og fastsat priser – først da når vi tæt ind på socialismen. Men den nås kun af den arbejdende befolkning i byerne og de fattige på landet, alle dem, der arbejder, ikke plyndrer andre, ikke udbytter andres arbejde, hverken i form af arbejdskraft eller i form af spekulation, thi ham, som forlanger hundrede rubler eller mere for kornet, er ingen mindre spekulant end ham, der beskæftiger lejet arbejdskraft; måske er han en endnu værre og endnu mere forhærdet spekulant. Efter et halvt års desperat svær sovjetforvaltning nåede vi frem til at organisere fattigbønderne. Skade, at vi ikke gjorde det efter en halv uge – det var vores fejl! Hvis man bebrejdede os, at dekretet om at organisere fattigbønderne og levnedsmiddeldiktaturet kom med et halvt års forsinkelse, ville vi hilse en sådan irettesættelse velkommen. Vi siger, at først nu, hvor vi er slået ind på den vej, er socialismen hørt op med at være en ren frase og er blevet en levende ting. Måske dekretet er uheldigt, måske vore takster er forkerte. Hvor kunne vi hente dem fra? Kun fra vore hidtidige erfaringer. Hvor ofte har vi ikke lavet om på jernbanearbejdernes takster, og de har dog deres fagforeninger, hvilket fattigbønderne ikke har. Lad os sammen efterprøve, om taksterne i fattigbondedekretet er rigtige, om det er rigtigt at sænke priserne for fattigfolk til det halve, for middelbønder med en fjerdedel og lade de rige betale fuld pris. Er disse takster rigtige eller ej?
Kommer det til kamp, så lad os gå ud i den med dristige dekreter og uden mindste vaklen. Det vil blive en regulær kamp for socialismen, ikke for et dogme, ikke for et program, ikke for et parti, ikke for en fraktion, men for den levende socialisme, for fordelingen af kornet mellem de hundredtusinder, millioner af sultende mennesker i Ruslands mest udsatte egne, således at vi kan få kornet i tide og fordele det bedre. Jeg gentager: hos os hersker ikke skygge af tvivl om, at 99 af 100 bønder – når de erfarer sandheden, når de får dekretet i hænde, når de måler og vejer det i praksis, når de fortæller os, hvordan det skal ændres og vi ændrer det, vi laver disse takster om, når de går i lag med arbejdet, når de får en ide om dets praktiske vanskeligheder – da vil disse bønder være på vor side og sige: I viser det arbejdende menneskes sunde instinkt, som fortæller, at her og kun her afgøres det egentlige, det grundlæggende og livsvigtige spørgsmål, spørgsmålet om socialismen. Vi skal fastsætte rigtige varepriser, vi skal etablere monopol på korn, på manufakturvarer og alle produkter, og da vil folket sige: »Ja, den fordeling af arbejde, den fordeling af korn og produkter, socialismen giver os, er bedre end det var førhen.« Og det er hvad folket nu begynder at sige. Trods de mange vanskeligheder, trods de mange fejl, trods de tilfælde, som vi overhovedet ikke lægger skjul på, men trækker for dagens lys til skam og skændsel, de tilfælde, hvor folk fra vore egne rækker selv forfalder til spekulation og styrter i den farlige afgrund, som alle kapitalismens vaner og skikke trækker dem ned i. Jo, sådanne tilfælde forekommer overalt; vi véd, at det ikke lader sig gøre at lave menneskene om med et slag eller at indgive snesevis af millioner mennesker tro på, socialismen med ét slag (hvor skulle de få en sådan tro fra? Ud af deres hoved? Nej, ud af deres egen erfaring) – trods alt dette begynder man nu at sige, at kornet godt kan skaffes, uden at der spekuleres, og at den eneste redning fra hungersnøden ligger i et forbund mellem fabriks- og industriarbejderne i byen og fattigbønderne på landet, eftersom kun fattigbønder ikke spekulerer med kornet. Jo, når middelbonden ser vore dekreter og selv læser dem, når han sammenligner dem med de højre-socialrevolutionæres og kulakforsvarernes fraser og bagvaskelser, da vil han straks sige: Når folk fastsætter én takst for de fattige og en anden for de mellemste og tager kornet fra kulakkerne uden at betale for det, så gør de ret deri. Måske siger han ikke, at de handler som socialister, måske kender han slet ikke det ord, men dog er han vor mest trofaste forbundsfælle, for han driver ikke kornspekulation; han vil forstå og være enig i, at på et tidspunkt hvor den socialistiske revolution svæver i yderste fare, er kornspekulation den overhovedet største forbrydelse mod folket.
Korn kan ikke fordeles pr. dekret. Men når vi efter lang tids sejt arbejde med at oprette og udvikle forbundet mellem fabriksarbejderne i byen og fattigbønderne, de arbejdende bønder, som ikke bruger fremmed arbejdskraft af nogen art og ikke driver kornspekulation – når vi får bragt den sag i orden, vil ingen hysteriske alarmråb mod vort parti kunne sprænge dette forbund. (Bifald.)
Da vi lovede bønderne at socialisere jorden, gjorde vi en indrømmelse. Vi forstod, at en nationalisering ikke straks lod sig gøre. Vi véd, at vi måske begik en fejl ved at nedfælde jeres socialisering i vores lov af 26. oktober. [10] Det var en indrømmelse til de venstre-socialrevolutionære, der afslog at indtræde i regeringen og sagde, at vi kun kunne regne med dem, i fald denne lov blev gennemført. Spiridonova optrådte fuldkommen urimeligt, da hun her fremsatte en række påstande, om at hun havde været oppe hos mig og angiveligt ydmyget sig selv og tigget og bedt.
Kammerater, mange af jer har været oppe hos mig og véd, at dette umuligt kan være gået for sig, at jeg aldrig behandler nogen kammerat sådan. Det må være et sløjt parti, når dets bedste folk ikke skammer sig for at bringe skrøner til torvs. (Uro.) Jeg har et brev fra kammerat Spiridonova – hun henvender sig meget ofte til mig i skriftlig form. Straks i morgen vil jeg finde det brev frem til jer. Hun skriver: »Hvorfor vil I ikke give to millioner rubler [11] til landbrugskommunerne?« Og det skrev hun den selv samme dag, som Sereda, folkekommissær for landbruget, indgav forslag om at bevilge landbrugskommunerne ti millioner rubler. (Langvarigt bifald.) I har selv hørt kammerat Spiridonova sige det, men sløjt er det parti, hvis mest oprigtige folk forfalder til skrøner i deres agitation. Jeg gentager: det står sløjt til med et parti, når selv dets bedste, mest oprigtige folk nedlader sig til den slags skrøner om sovjetmagten! Desto værre for dem selv! Enhver bonde, der kommer op i landbrugskommissariatet og læser, at der er bevilget ti millioner til landbrugskommunerne, vil se og tro mere på sine egne øjne og øren end på andres talestrøm; han vil forstå, at disse folk fylder ham med snak, og vende dem ryggen. (Bifald.) Lad mig sige en enkelt ting til slut. Inden den nye høst, inden denne høst er bragt frem til de hungerramte områder, bl.a. Petrograd og Moskva, vil vi stå i en svær periode for den russiske revolution. Kun det nærest tænkelige forbund mellem arbejderne i byen og fattigbønderne, som ikke driver kornspekulation, kan frelse revolutionen.
Vor kongres har vist, at forbundet mellem alle arbejdende trods alt styrkes, udvides og vinder nye kræfter ikke kun i Rusland, men over hele verden. Det er latterlig lidt, frygtelig lidt, man ved om vor revolution i udlandet. Der hersker en militærcensur, som intet lader passere. Kammerater, som er vendt hjem fra udlandet, har berettet herom. Men trods det og i kraft af deres blotte instinkt er Europas arbejdere på den bolsjevikiske regerings side. Og der rejser sig stadig nye røster, som viser, at sympatien for den socialistiske revolution i Europa vinder styrke i de lande, hvor den imperialistiske krig fortsætter. Den bolsjevikiske regering modtager tilkendegivelser om påskønnelse, sympati og støtte fra tyske socialister og andre mænd og kvinder som Clara Zetkin og Franz Mehring, hvis navne enhver bevidst arbejder og bonde kender. I Italien sidder Lazzari, den gamle partisekretær, som i Zimmerwald [12] betragtede bolsjevikkerne med tillid, nu fængslet for at have udtrykt sympati med os.
Forståelsen for revolutionen vinder om sig. I Frankrig ser vi, hvordan kammerater og arbejdere, der på Zimmerwald-konferencen betragtede bolsjevikkerne med største mistillid, for et par dage siden udsendte et opråb via Komiteen for Internationale Forbindelser, [13] hvori de varmt appellerer om støtte til den bolsjevikiske regering, mod andre partiers eventyr.
Derfor, kammerater: hvor hård og hvor svær en periode der end venter os, har vi pligt til at fortælle hele sandheden og få folket til at se den i øjnene, for det er kun folket, som med sit initiativ og sin organisation og ved at rejse krav efter krav og forsvare revolutionen, der kan hjælpe os. Og vi siger: kammerater, der hersker ikke skygge af tvivl om, at hvis vi følger den vej, vi har valgt og som begivenhederne har bekræftet, hvis vi følger den vej konsekvent og urokkeligt, hvis vi ikke lader os slå ud af kurs af nogen form for fraser, illusioner, bedrag og hysteri, da har vi også alle chancer for at holde stillingen og resolut hjælpe socialismen til sejr i Rusland og dermed fremme den socialistiske verdensrevolutions sejr! (Langvarigt, stormende bifald.)
1. Her sigtes til Maria Spiridonova, en af de venstre-socialrevolutionæres ledere, som på kongressen rettede skarpe angreb mod bolsjevikkernes landbrugspolitik og indgåelse af fredsaftalen i Brest. – S. 37.
2. Brest-traktaten – se note 1 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 37.
3. Den 8. november 1917 efter ny tidsregning. – S. 40.
4. Golos Trudovovo Krestjanstva (De arbejdende bønders stemme) – udkom november 1917 til maj 1919. Var indtil 10. juli 1918 i hænderne på det venstre-socialrevolutionære parti. – S. 41.
5. Se denne udgaves bind 10. – S. 43.
6. Se denne udgaves bind 10. – S. 43.
7. Der er tale om udkastet til forfatning for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (RSFSR); det trådte i kraft som grundlov 19. juli 1918. – S. 44.
8. Den tjekkoslovakiske opstand – foranstaltet af de tjekkoslovakiske korps fra den østrig-ungarske hær, hvis medlemmer var krigsfanger i Rusland under første verdenskrig (1914-1918). Sovjetregeringen gav. korpset lov til at rejse hjem via Sibirien og det Fjerne Østen. I maj gjorde korpset oprør langs hele ruten. Revolten var iscenesat af udenlandske regeringer med aktiv støtte fra de russiske mensjevikker og social-revolutionære. – S. 48.
9. Dsersjinskijs kommission – tjeka’en, oprettet 20. december 1917 med Feliks Dsersjinskij som formand. Spillede en stor rolle i bekæmpelsen af kontrarevolution, sabotage og spekulation. Nedlagt efter regeringsbeslutning februar 1922. – S. 48.
10. Se tale om jordspørgsmålet, 26. oktober (8. november) 1917, denne udgaves bind 10. – S. 55.
11. Hjælpen til landbrugskommunerne, fællesbrugene, beløb sig i 1918 til 25 millioner rubler, der tildeltes i form af ydelser og rentefrie lån. November 1918 traf sovjetregeringen beslutning om at oprette en særlig landbrugsfond, der skulle yde landbrugskommunerne bistand i form af penge og teknik. Herefter passerede bevillingerne til landbruget en milliard rubler. – S. 56.
12. Her sigtes til den 1. internationale socialistkongres i Zimmerwald, september 1915. Konferencedeltagerne delte sig på spørgsmålet om deltagelse i den imperialistiske krig. Herefter opstod to grupperinger: Zimmerwald-højre, der vaklede mellem revolution og landsforsvar, og Zimmerwald-venstre, der med Lenin som den centrale skikkelse gik ind for at forvandle krigen til revolutionær borgerkrig. – S. 56.
13. Komiteen for Internationale Forbindelser – blev stiftet af franske revolutionære internationalister i januar 1916 som forsøg på at skabe en modvægt til datidens krigsgale, socialchauvinistiske organisationer i Frankrig. Tilsluttede sig 1920 Frankrigs Kommunistiske Parti. – S. 57.
Sidst opdateret 27.11.2012