Offentliggjort i 1923, i bogen: RKP(b)s 7. kongres. Stenografisk beretning 6.-8. marts 1918.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 174-181, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Kammerater, tillad mig at begynde med nogle forholdsvis små bemærkninger, fra slutningen. Kammerat Bukharin gik i slutningen af sin tale så langt som til at sammenligne os med Petljura. Hvis han mener, at det er sådan, hvordan kan han så forblive i samme parti som os? Er det ikke en frase? Naturligvis, hvis det virkeligt er sådan, så ville vi ikke være i et og samme parti. Det, at vi er sammen, beviser, at vi i ni tiendedele er enige med Bukharin. Det er sandt, at han har tilføjet nogle revolutionære fraser om, at vi vil forråde Ukraine. Jeg er overbevist om, at det ikke betaler sig at tale om noget sådant åbenlyst vrøvl. Jeg vender mig til kammerat Rjasanov, og her vil jeg bemærke, at ligesom en undtagelse, som sker en gang hver tiende år, kun bekræfter reglen, så hændte det for ham, at han uoverlagt kom til at sige en væsentlig sætning. (Bifald.) Han sagde, at Lenin afstår rum for at vinde tid. Det er næsten en filosofisk betragtning. Denne gang gik det sådan, at kammerat Rjasanov har udtrykt en helt alvorlig sætning, i sandhed en sætning der udtrykker det væsentlige i sagen: jeg vil afstå rummet til den faktiske sejrherre for at vinde tid. Det er det, det drejer sig om, og kun det. Alt det øvrige er kun snak: nødvendigheden af en revolutionær krig, bøndernes rejsning osv. Når kammerat Bukharin fremstiller sagen sådan, at der ikke kan være to meninger om muligheden for krig og siger: »Spørg en hvilken som helst militær« (jeg har noteret hans ord), hvis han stiller spørgsmålet sådant, at han vil spørge den første den bedste militær, så svarer jeg ham: en sådan hvilken som helst militær var en fransk officer, [14] som jeg havde en samtale med. Denne franske officer, der naturligvis så på mig med et vredt blik – jeg havde jo solgt Rusland til tyskerne – sagde: »Jeg er royalist, jeg er tilhænger af monarkiet i Frankrig – tilhænger af Tysklands nederlag, tro ikke, at jeg er tilhænger af sovjetmagten – hvordan kunne man også tro det, når han er monarkist – men jeg er for, at De undertegner traktaten i Brest, for det er nødvendigt«. Der har I jeres »spørg en hvilken som helst militær«. Enhver militær må sige det, jeg har sagt: vi må undertegne traktaten i Brest. Hvis det nu fremgår af Bukharins tale, at vore meningsforskelle er blevet meget mindre, så er det fordi hans tilhængere har skjult hovedpunktet i meningsforskellene.
Når nu Bukharin tordner mod os for, at vi skulle have demobiliseret masserne, så har han absolut ret, kun tordner han mod sig selv, ikke mod os. Hvem har bragt denne grød ind i centralkomiteen? De, kammerat Bukharin. (Latter.) Hvor meget De end råber »nej«, sandheden kommer frem: vi er blandt kammerater, vi er på vor egen partikongres, der er intet at skjule, og vi må sige sandheden. Og sandheden er den, at i centralkomiteen var der tre strømninger. 17. februar undlod Lomov og Bukharin at stemme. Jeg har bedt om, at afstemningen skal kopieres og mangfoldiggøres, for at ethvert partimedlem har mulighed for i sekretariatet at gøre sig bekendt med afstemningen, med den historiske afstemning 21. januar, der viser, at det var dem, der vaklede, og vi vaklede ikke det mindste, vi sagde: »Lad os acceptere freden i Brest – en bedre får vi ikke – for at forberede den revolutionære krig«. Nu har vi allerede vundet fem dage for at evakuere Petrograd. Nu ligger der et opråb fra Krylenko og Podvojskij, [15] der ikke hører til venstre, og Bukharin behandlede dem fra oven af, da han sagde, at vi »dækker« os bag Krylenko, som om det er os, der har fundet på det, Krylenko har berettet. Vi er absolut enig med det; for sådan forholder det sig jo, de militære folk har jo bevist, hvad jeg sagde, men I affærdigede det med, at tyskerne ikke ville angribe. Kan man virkelig sammenligne denne situation med oktober, da det ikke var et spørgsmål om teknik? Nej, hvis I vil regne med kendsgerningerne, så tag i betragtning, at meningsforskellene drejede sig om, at man ikke måtte begynde en krig, når den åbenbart er ufordelagtig. Da kammerat Bukharin begyndte sit slutord med det tordnende spørgsmål: »Er en krig mulig i den nærmeste fremtid?« forbavsede han mig meget. Jeg svarer uden vaklen: den er mulig – men nu er det nødvendigt at tage imod freden. Heri er der ingen modsigelse.
Efter disse korte bemærkninger vil jeg gå over til detaljerede svar til de foregående talere. Hvad angår Radek, må jeg gøre en undtagelse. Men der var et andet indlæg af kammerat Uritskij. Hvad var der i det foruden »at gå til Canossa«, [16] »forræderi«, »trukket sig tilbage«, »tilpasset sig«? Men hvad er det for noget? Er det ikke kritik hentet fra de venstre-socialrevolutionæres avis, I fremfører? Kammerat Bubnov har læst en erklæring for os, rettet til centralkomiteen af centralkomitémedlemmer, der anser sig for meget venstresindede, og som afgav et talende eksempel på en demonstration over for hele verden: »Centralkomiteens holdning er et slag mod det internationale proletariat«. Ja men er det ikke en frase? »At demonstrere sin afmagt over for hele verden! « Hvad demonstrerer vi med? Med at vi har tilbudt fred? Med at hæren flygtede? Ja men har vi ikke bevist, at det at begynde en krig med Tyskland nu, uden at have taget imod Brest-freden, er at vise verden, at vor hær er syg, at den ikke ønsker at kæmpe? Det er fuldstændig vanvittigt, når Bubnov hævder, at denne vaklen helt og holdent er skabt af os – det er, fordi vor hær er syg. På et eller andet tidspunkt måtte vi give et pusterum. Hvis I havde fulgt en rigtig strategi, så havde vi haft et pusterum på en måned, men da I fulgte den forkerte strategi, har vi kun haft fem dages pusterum – men selv det er godt. Krigshistorien viser, at for at holde en i panik flygtende hær tilbage, er dage undertiden tilstrækkeligt. Den, der ikke går med til at underskrive den djævelske fred nu, er en frasemager og ikke en strateg. Det er den bitre sandhed. Da centralkomitémedlemmer skrev til mig: »demonstration af afmagt«, »forræderi« – var det de mest skadelige, tomme, barnagtige fraser. Vi demonstrerede vor afmagt ved at forsøge at føre krig, da man ikke måtte demonstrere, da et angreb mod os var uundgåeligt. Hvad angår bønderne fra Pskov, så henter vi dem til sovjetkongressen, for at de kan fortælle om, hvordan tyskerne opfører sig, for at de skal skabe en stemning, hvor den panikslagne soldat begynder at komme sig og siger: »Ja, nu har jeg forstået, at det ikke er den krig, bolsjevikkerne har lovet at standse – det er en ny krig, som tyskerne fører mod sovjetmagten«. Så indtræder helbredelsen. Men I stiller et spørgsmål, som ingen kan svare på. Ingen ved, hvor langt pusterummet er.
Videre må jeg berøre kammerat Trotskijs standpunkter. I hans virksomhed må man skelne mellem to sider: da han indledte forhandlingerne i Brest og udnyttede dem fortræffeligt i agitationen, var vi alle enige med kammerat Trotskij. Han citerede en del af samtalen med mig, men jeg tilføjer, at vi havde aftalt, at vi skulle holde stand indtil tyskernes ultimatum og kapitulere efter ultimatummet. Tyskerne bluffede os: ud af syv dage stjal de fem. [17] Trotskijs taktik var rigtig, så længe den gik ud på at trække sagen i langdrag: den var forkert, da krigstilstanden blev erklæret for afsluttet, men freden ikke undertegnet. Jeg foreslog aldeles bestemt at undertegne freden. En bedre fred end Brest-freden kunne vi ikke få. Det er klart for alle, at vi så ville have haft et pusterum på en måned, at vi ikke havde tabt. Eftersom historien har forkastet det, så betaler det sig ikke at erindre om det, men det er latterligt, når Bukharin siger: »Livet vil vise, at vi har ret«. Jeg har ret, for jeg skrev allerede om dette i 1915: »Man må forberede sig på at føre krig, den er uundgåelig, den kommer, den vil komme«. [18] Men vi måtte tage imod freden og ikke råbe unødigt op. Freden må man så meget desto mere tage imod, da krigen kommer, og nu kan vi i det mindste gøre evakueringen af Petersborg lettere, vi har allerede gjort den lettere. Det er en kendsgerning. Da kammerat Trotskij fremsætter nye krav: »Lov, at I ikke vil undertegne en fred med Vinnitjenko«, så siger jeg, at jeg under ingen omstændigheder vil påtage mig en sådan forpligtelse. [19] Hvis kongressen ville påtage sig denne forpligtelse, så vil hverken jeg eller en af mine ligesindede påtage sig ansvaret for dette. I stedet for en klar manøvreringslinje – at trække sig tilbage, når det er muligt, af og til angribe – skulle dette betyde at binde sig på ny gennem formel beslutning. I en krig må man aldrig binde sig ved formelle overvejelser. Det er latterligt ikke at kende krigshistorien, ikke at vide, at en traktat er et middel til at samle kræfter: jeg har allerede henvist til Prøjsens historie. Nogle tænker fuldstændigt som børn: har vi undertegnet traktaten, så har vi solgt os til satan og er gået lige i helvede. Det er helt enkelt latterligt, eftersom krigshistorien ganske klart viser, at undertegnelsen af traktaten efter et nederlag er et middel til at samle kræfter. I historien findes der tilfælde, hvor den ene krig følger den anden, alt det har vi glemt, vi ser, den gamle krig forvandles til ... Hvis I vil, kan I for altid binde jer gennem formelle overvejelser og så give de ansvarlige poster til de venstre-revolutionære. Vi påtager os ikke ansvaret for dette. Der er i denne forbindelse ikke det fjerneste ønske om spaltning. Jeg er overbevist om, at livet vil belære jer. Den 12. marts – altså om nogle få dage – modtager I et omfangsrigt materiale. [20]
Kammerat Trotskij siger, at det bliver forræderi i ordets fulde betydning. Jeg vil hævde, at det er et fuldstændigt forkert standpunkt. For at vise det konkret, vil jeg komme med et eksempel: to mennesker går på vejen og overfaldes af ti mennesker, den ene kæmper, den anden løber, det er forræderi; men lad os antage, at vi har to hære; den ene hær bliver omringet af 200.000 mand, den anden skal komme den til hjælp, men den ved, at 300.000 mand er placeret således, at der opstår en fælde: kan man så komme til hjælp? Nej, det kan man ikke. Det er ikke forræderi, det er ikke fejhed: en simpel forøgelse af antallet har ændret alle begreber, enhver militærperson ved det, det drejer sig ikke om en personlig opfattelse: når jeg handler sådan, skåner jeg min hær. Lad den anden blive taget til fange, jeg fornyr min, jeg har forbundsfæller, jeg vil vente på, at forbundsfællerne kommer. Kun sådan kan man argumentere. Men når militære overvejelser bliver blandet med andre, så kommer der ikke andet end fraser ud af det. Sådan kan man ikke føre politik.
Alt, hvad der kan gøres, har vi gjort. Ved at undertegne traktaten har vi reddet Petrograd i det mindste i nogle dage. (Det her bør sekretærer og stenografer ikke skrive ned.) Traktaten indeholder en bestemmelse om, at vore tropper vil blive trukket tilbage fra Finland, tropper der åbenbart er ubrugelige, men det er os ikke forbudt at føre våben ind i Finland. Hvis Petrograd var faldet for nogle dage siden, så var den blevet grebet af panik, og vi havde ikke kunnet skaffe noget ud, men i disse fem dage har vi hjulpet vore finske kammerater – jeg vil ikke sige hvor meget, det ved de selv.
Ord om, at vi skulle have forrådt Finland, er en meget barnlig frase. Vi har netop hjulpet dem ved, at vi i tide trak os tilbage fra tyskerne. Rusland vil aldrig gå under, heller ikke hvis Petrograd falder, her har kammerat Bukharin tusind gange ret, men hvis man manøvrerer som Bukharin, kan man ødelægge en god revolution. (Latter.)
Vi har hverken forrådt Finland eller Ukraine. Det vil ingen klassebevist arbejder beskylde os for. Vi hjælper med det, vi kan. Vi har ikke trukket en eneste god mand væk fra vore tropper og vil heller ikke gøre det. I siger, at Hoffmann vil gribe og fange os – naturligvis kan han det, det betvivler jeg ikke – men i hvor mange dage han vil gøre det, det ved han ikke, og ingen ved det. Desuden er jeres betragtninger om, at han griber og fanger, betragtninger over det politiske styrkeforhold, som jeg senere kommer ind på.
Når jeg nu har forklaret, hvorfor jeg absolut ikke kan acceptere Trotskijs forslag – for sådan kan man ikke føre politik – må jeg sige, at et eksempel på, hvor meget kammeraterne på vor kongres har vendt de fraser ryggen, som Uritskij stadig holder sig til, har Radek givet. Jeg kan på ingen måde beskylde Radek for fraser i hans indlæg. Han sagde: »Der er ikke skygge af forræderi, af skam, for det er klart, at I trak jer tilbage for en militær overmagt«. Det er en vurdering, der slår hele Trotskijs opfattelse i stykker. Når Radek sagde: »Bid tænderne sammen, det er nødvendigt at forberede vore kræfter«, så er det sandt; det skriver jeg helt og aldeles under på: ikke råbe op, men bide tænderne sammen og ruste sig.
Bide tænderne sammen, ikke råbe op, men ruste sig. Den revolutionære krig kommer, der har vi ingen meningsforskelle; meningsforskellene gælder Tilsit-freden. Skal den undertegnes eller ikke? Det værste er den syge hær, ja, og derfor må der i centralkomiteen være en fast linje, ikke meningsforskelle eller en mellemlinje, som også kammerat Bukharin har støttet. Jeg skildrer ikke pusterummet i rosenrøde farver; ingen ved, hvor længe pusterummet vil vare, og jeg ved det heller ikke. Forsøgene på at få mig til at sige, hvor længe pusterummet vil vare, er latterlige. Takket være at vi har bevaret hovedjernbanelinjerne, hjælper vi både Ukraine og Finland. Vi udnytter pusterummet, idet vi manøvrerer og trækker os tilbage.
Man kan ikke længere fortælle den tyske arbejder, at russerne er lunefulde, for det er nu klart, at den tyske og japanske imperialisme marcherer, og det bliver klart for alle og enhver; tyskerne vil ikke kun undertrykke bolsjevikkerne, de vil også undertrykke i Vesten, alt blandes sammen, og i denne nye krig kommer man til og må man kunne manøvrere.
Hvad angår kammerat Bukharins tale, vil jeg bemærke, at når han mangler argumenter, så fremfører han noget fra Uritskij og siger: »Traktaten skandaliserer os«. Her behøves ingen argumenter: hvis vi var blevet skandaliseret, så skulle vi have taget vores papirer og være løbet væk, men også hvis vi er blevet »skandaliseret«, tror jeg ikke, at vore standpunkter er blevet rokket. Kammerat Bukharin forsøgte at analysere vore standpunkters klassemæssige grundlag, men i stedet for dette fortalte han en anekdote om en afdød økonom i Moskva. Når man fandt en forbindelse mellem vor taktik og den sorte børs, så glemte man – og det er ved Gud latterligt – at klassens holdning i sin helhed, netop klassen og ikke dem, der handler sort, viser os, at det russiske bourgeoisi og alle dets håndlangere – folk fra Delo Naroda [21] og Novaja Sjisn [22] – af alle kræfter vil drive os ud i denne krig. Denne klassebestemte kendsgerning har I ikke hæftet jer ved. At erklære Tyskland krig nu betyder at give efter for det russiske bourgeoisis provokation. Det er ikke nyt, for det er den sikreste – jeg siger ikke: den absolut sikre, der findes ikke noget absolut sikkert – den sikreste vej at styrte os på i dag. Da kammerat Bukharin sagde, at livet taler for dem, at alt vil ende med, at vi anerkender den revolutionære krig – fejrede han en let sejr, for allerede i 1915 forudsagde vi uundgåeligheden af en revolutionær krig. Vore meningsforskelle drejede sig om, om tyskerne ville angribe eller ikke, om vi skulle erklære krigstilstanden for afsluttet, om man i den revolutionære krigs interesse skulle trække sig tilbage fysisk, opgive land for at vinde tid. Strategi og politik foreskriver den mest nederdrægtige fredstraktat. Vore meningsforskelle vil alle forsvinde, når vi anderkender denne taktik.
14. Lenin henviser til sin samtale med den franske officer grev de Lubersac den 27. februar 1918. – S. 175.
15. Lenin sigter til en henvendelse fra folkekommissariatet for militære anliggender til alle arbejdere og bønder i sovjetrepublikken om at starte frivillige øvelser i våbenbrug, idet hele den russiske hær skulle demobiliseres ifølge fredstraktaten med Tyskland. – S. 176.
16. Canossa – borg i Norditalien. 1077 led den tyske kejser Henrik IV nederlag til pave Gregorius VII og ventede i tre dage på foretræde hos paven i borgen Canossa. Udtrykket »gå til Canossa« betyder gå ydmygt til modstanderen. – S. 176.
17. Ifølge traktaten om våbenhvile, der blev indgået 2. (15.) december 1917 i Brest-Litovsk kunne fjendtlighederne genoptages med syv dages varsel. Tyskerne gik til angreb over hele fronten den 18. februar 1918, to dage efter ophævelsen af våbenhvilen. – S. 177.
18. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bind 27, s. 50-51. – S.177.
19. Ifølge fredstraktaten fra Brest, underskrevet 3. marts 1918, havde Rusland forpligtet sig til at slutte fred med den kontrarevolutionære centrale rada i Ukraine. Der fandt imidlertid aldrig nogen fredsforhandling sted mellem den sovjetiske regering og radaen. Radaen styrtedes ved et kup af de tyske okkupanter ved det kadetiske og oktobristiske bourgeoisis hjælp, og magten blev overtaget af hetman Skoropadskij. Forhandlingerne mellem Sovjetrusland og hetman Skoropadskijs regering indledtes 23. maj og våbenhvilen blev underskrevet 14. juni 1918. – S.178.
20. 12. marts – planlagt dato for indkaldelse af 4. Ekstraordinære Alrussiske Sovjetkongres til at afgøre spørgsmålet om ratificering af fredstraktaten. Kongressen fandt sted 14.-16. marts 1918. – S. 178.
21. Delo Naroda (Folkets Sag) – dagblad, udkom i Petrograd fra marts 1917 til juli 1918; talerør for centristiske socialrevolutionære, tilhænger af forsvarslinjen, den provisoriske regering og kompromispolitikken. – S. 180.
22. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – se note 2 til artiklen Fra Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis (Bolsjevikkernes) Centralkomité. – S. 180.
Sidst opdateret 10.1.2010