Skrevet 5.-6. (18.-19). november 1917. Trykt 7. (20.) november 1917 i Pravda nr. 182.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 47-51, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008
Kammerater!
Alle ved, at på Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter tilhørte flertallet af delegerede bolsjevikkernes parti.
Denne kendsgerning er afgørende for forståelsen af den revolution, som netop har fundet sted og sejret såvel i Petrograd og Moskva som i hele Rusland. Det er netop denne kendsgerning, der til stadighed forbigås og forties af alle kapitalisternes tilhængere og ubevidste håndlangere, når de søger at underminere den nye revolutions grundsætning: Al magt til sovjetterne. I Rusland skal der ikke være nogen anden regering end sovjetregeringen. I Rusland er sovjetmagten erobret, og regeringens overgang fra ét sovjetparti til et andet kan foregå uden nogen revolution, ved en simpel beslutning i sovjetterne, ved et simpelt nyvalg af repræsentanter til sovjetterne. Den 2. Alrussiske Sovjetkongres gav bolsjevikkernes parti flertallet. Kun en regering, som dette parti har sammensat, er derfor en sovjetregering. Og alle ved, at centralkomiteen for bolsjevikkernes parti nogle timer før den nye regerings dannelse, og før listen over regeringsmedlemmerne blev forelagt Den 2. Alrussiske Sovjetkongres, indbød tre af de mest fremtrædende medlemmer af de venstre-socialrevolutionæres gruppe, kammeraterne Kamkov, Spiro og Karelin, til sit møde og foreslog dem at deltage i den nye regering. Vi beklager overordentligt, at kammeraterne fra de venstre-socialrevolutionæres parti sagde nej; vi betragter deres afslag som utilladeligt for en revolutionær og en tilhænger af det arbejdende folk; vi er til enhver tid rede til at optage de venstre-socialrevolutionære i regeringen, men vi erklærer, at vi som det parti, der havde flertallet på Den 2. Alrussiske Sovjetkongres, har ret til og over for folket er forpligtet til at danne regering.
Alle ved, at vort partis centralkomité forelagde Den 2. Alrussiske Sovjetkongres en rent bolsjevikisk folkekommissærliste, og at kongressen godkendte denne rent bolsjevikiske regeringsliste.
Derfor er det absolut løgnagtigt, og kun fra folkets fjender, kun fra sovjetmagtens fjender udgår og kan udgå sådanne bedrageriske erklæringer, som at den bolsjevikiske regering ikke er en sovjetregering. Tværtimod, kun en bolsjevikisk regering kan nu efter Den 2. Alrussiske Sovjetkongres, indtil den tredje træder sammen, eller indtil der finder nyvalg af sovjetterne sted, eller indtil centraleksekutivkomiteen har dannet en ny regering – kun en bolsjevikisk regering kan nu anerkendes som en sovjetregering.
Kammerater! Nogle medlemmer af vort partis centralkomité og Folkekommissærernes Råd, Kamenev, Sinovjev, Nogin, Rykov, Miljutin og nogle få andre er i går, den 4. november, trådt ud af vort partis centralkomité og – de tre sidste – af Folkekommissærernes Råd. I et så stort parti som vort kan det trods vor politiks proletarisk-revolutionære kurs ikke undgås, at enkelte kammerater viser sig utilstrækkeligt standhaftige og ubøjelige, når det gælder kampen mod folkets fjender. De opgaver, vort parti nu står overfor, er i sandhed umådelige, vanskelighederne er uhyre – og nogle medlemmer af vort parti, der tidligere beklædte ansvarlige poster, rystede for bourgeoisiets angreb og flygtede fra vor midte. Hele bourgeoisiet og alle dets håndlangere hoverer over det, er skadefro, råber om sammenbrud og forudsiger den bolsjevikiske regerings undergang.
Kammerater! Tro ikke på denne løgn. De udtrådte kammerater har handlet som desertører, idet de ikke blot har forladt de poster, der var betroet dem, men også overtrådt vort partis centralkomités udtrykkelige beslutning om, at de skulle vente med at træde ud, i hvert fald indtil Petrograds og Moskvas partiorganisationer havde taget stilling dertil. [1] Vi fordømmer på det skarpeste denne deserteren. Vi er af den faste overbevisning, at alle bevidste arbejdere, soldater og bønder, der tilhører vort parti eller sympatiserer med det, vil fordømme desertørernes optræden lige så skarpt.
Men vi erklærer, at selv om nogle enkelte personer fra vort partis top er deserteret, vil dette ikke et minut og ikke en tomme rokke enheden blandt de masser, der følger vort parti, og altså heller ikke rokke vort parti.
Husk på, kammerater, at to af desertørerne, Kamenev og Sinovjev, allerede før opstanden i Petrograd optrådte som desertører og skruebrækkere, thi ikke blot stemte de mod opstanden på centralkomiteens afgørende møde den 10. oktober 1917, men også efter at centralkomiteen havde truffet sin beslutning, drev de agitation blandt partifunktionærerne mod opstanden. Alle ved, at de aviser, der er bange for at stille sig på arbejdernes side og snarere hælder til bourgeoisiets side (for eksempel Novaja Sjisn [2]), dengang sammen med hele den borgerlige presse råbte op om vort partis »sammenbrud« og »opstandens fiasko« osv. Men livet gendrev hurtigt disse folks løgne og bagvaskelser og de andres tvivl, vaklen og fejhed. Den »storm«, man gerne ville rejse i anledning af Kamenevs og Sinovjevs forsøg på at forpurre Petrograd-opstanden, viste sig at være en storm i et glas vand, og massernes storslåede heltemod, som millioner af arbejdere, soldater og bønder viste i Petrograd og Moskva, ved fronten, i skyttegravene og i landsbyerne, skød desertørerne til side med samme lethed, som et jernbanetog fejer træspåner af skinnerne.
Alle forsagte, alle vaklende, alle tvivlende, alle, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet eller af deres direkte eller indirekte håndlangeres skrål, må skamme sig. Der er ikke spor af vaklen blandt arbejder- og soldatermasserne i Petrograd, Moskva eller andetsteds. Vort parti står enigt og fast, som én mand, på vagt for sovjetmagten, på vagt for hele det arbejdende folk og først og fremmest arbejdernes og de fattige bønders interesser!
Et kor af borgerlige bladsmørere og folk, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet, beskylder os for, at vi er ubøjelige, at vi er uforsonlige, at vi ikke vil dele magten med noget andet parti. Det er ikke sandt, kammerater! Vi har foreslået og vi foreslår stadig de venstre-socialrevolutionære at dele magten med os. Det er ikke vor skyld, at de har sagt nej. Vi har påbegyndt forhandlinger også efter 2. sovjetkongres; vi har under disse forhandlinger gjort alle mulige indrømmelser og er endda gået så vidt, at vi på visse betingelser er gået med til at optage repræsentanter for en del af Petrograds byduma, denne Kornilov-rede, som før noget andet vil blive fejet til side af folket, hvis Kornilov-pakket, hvis kapitalisternes og godsejernes sønner, officerseleverne, igen skulle prøve på at modsætte sig folkets vilje, sådan som de gjorde i Petrograd sidste søndag, og som de gerne vil gøre igen (dette er bevist ved opdagelsen af Purisjkevitjs sammensværgelse og ved hjælp af de papirer, der blev beslaglagt hos ham i går, den 3. november). Men de herrer, som står bag de venstre-socialrevolutionære og gennem dem handler i bourgeoisiets interesse, fortolkede vore indrømmelser som svaghed og udnyttede dem til at stille os nye ultimata. På mødet den 3. november [3] kom d’herrer Abramovitj og Martov og stillede et ultimatum: ingen forhandlinger, før vor regering holder op med arrestationerne og med at forbyde de borgerlige aviser.
Både vort parti og sovjetkongressens centraleksekutivkomité har afslået dette ultimatum, som tydeligt stammer fra Kaledins, bourgeoisiets, Kerenskijs og Kornilovs tilhængere. Purisjkevitjs [4] sammensværgelse og den kendsgerning, at en delegation fra en del af det 17. armékorps den 5. november indtraf i Petrograd og truede os med en march mod Petrograd (en latterlig trussel, eftersom disse Kornilov-folks fortropper allerede er blevet slået på flugt ved Gatsjina, mens størstedelen har nægtet at gå mod sovjetterne) – alle disse begivenheder har vist, hvem d’herrer Abramovitjs og Martovs ultimatum i virkeligheden stammede fra, og hvem disse folk i virkeligheden tjente.
Arbejdende, vær rolige og stå fast! Vort parti vil aldrig give efter for et ultimatum fra sovjetternes mindretal, et mindretal, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet, og som faktisk i praksis, trods deres »gode hensigter«, optræder som dukker i Kornilov-folkenes hænder.
Vi står fast på sovjetmagtens princip, dvs. magten til det flertal, som fandtes på den sidste sovjetkongres; vi er nu som før villige til at dele magten med mindretallet i sovjetterne på betingelse af, at dette mindretal loyalt og ærligt forpligter sig til at indordne sig under flertallet og gennemføre det program, som hele Den 2. Alrussiske Sovjetkongres har godkendt, og som består i gradvise, men faste og resolutte skridt henimod socialismen. Men vi vil ikke underkaste os noget som helst ultimatum fra grupper af intellektuelle, bag hvilke der ikke står masser, bag hvilke der i virkeligheden kun står Kornilov-folk, Savinkov-folk, officerselever etc.
Arbejdende, vær rolige og stå fast! Vort parti, sovjetflertallets parti, står enigt og sluttet på vagt for jeres interesser, og bag vort parti står nu som før millioner af arbejdere i byerne, soldater i skyttegravene og bønder på landet, rede til for enhver pris at vinde fredens sejr og socialismens sejr!
1. RSDAP(b)’s centralkomités beslutning, som Lenin omtaler, er ikke fundet. – S.49.
2. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – dagblad, udkom i Petersborg fra 27. oktober (9. november) til 3. (16.) december 1905. Lenin, som efter sin hjemkomst blev den politisk ledende kraft, skrev 14 artikler heri. Oplaget nåede op på 80.000 eksemplarer. Blandt dets udenlandske medarbejdere var Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Marcel Cachin og Paul Lafargue. – S.49.
3. Her sigtes til et møde i Viksjel – Jernbanearbejdernes Alrussiske Eksekutivkomité – hvor der foregik forhandlinger om en såkaldt »socialistisk enhedsregering«. – S. 50.
4. Her sigtes til monarkisten Purisjkevitjs kontrarevolutionære sammensværgelse kort efter oktoberrevolutionen i den hensigt at styrte sovjetmagten. – S. 50.
Sidst opdateret 26.12.2008