Arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes 3. alrussiske sovjetkongres 10.-18. (23.-31.) januar 1918

Beretning om Folkekommissærernes Råds virksomhed

Vladimir Lenin (11. jan. 1918)


Trykt i Isvestija nr. 8, 9, 10 og 15 den 12., 13., 14. og 20. januar 1918.

Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 109-125, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008


Kammerater! På Folkekommissærernes Råds vegne skal jeg aflægge beretning om dets virksomhed i de 2 måneder og 15 dage, der er forløbet siden sovjetmagtens og sovjetregeringens dannelse i Rusland.

2 måneder og 15 dage, det er kun 5 dage længere end det tidsrum, hvori den foregående arbejdermagt bestod over et helt land eller over udbytterne og kapitalisterne: pariserarbejdernes magt i Pariserkommunens epoke 1871.

Denne arbejdermagt skal vi erindre, først og fremmest ved at kaste et blik tilbage og sammenligne den med sovjetmagten, der blev oprettet den 25. oktober. Af denne sammenligning mellem det foregående proletariatets diktatur og det nuværende kan vi straks se, hvilket gigantisk skridt fremad den internationale arbejderbevægelse har gjort, og hvilken langt mere fordelagtig situation sovjet-magten i Rusland befinder sig i, på trods af uhørt vanskelige betingelser i en situation med krig og kaos.

Da pariserarbejderne havde holdt ud i 2 måneder og 10 dage, blev de skudt ned af de franske kadetter, mensjevikker og højre-socialrevolutionære af Kaledin-typen, efter for første gang at have skabt Pariserkommunen, der frembyder kimen til en sovjetmagt. De franske arbejdere måtte betale uhørt tunge ofre for det første forsøg på en arbejderregering, en regering, hvis mening og mål det overvældende flertal af bønderne i Frankrig ikke kendte.

Vi befinder os under langt mere fordelagtige omstændigheder, fordi de russiske soldater, arbejdere og bønder har formået at skabe et apparat, sovjetregeringen, som har underrettet hele verden om formerne for deres kamp. Det er det, der først og fremmest adskiller de russiske arbejderes og bønders situation sammenlignet med pariserproletariatets magt. De havde ikke noget apparat, og landet forstod dem ikke – vi støttede os straks til sovjetmagten, og derfor har der for os aldrig hersket tvivl om, at sovjetmagten nyder sympati og den varmeste, den mest uselviske støtte fra massernes gigantiske flertal, og at sovjetmagten derfor er uovervindelig.

Folk, der forholdt sig skeptiske overfor sovjetmagten og ofte, bevidst eller ubevidst, solgte og forrådte den i et kompromis med kapitalisterne og imperialisterne, disse folk tudede alle ører fulde om, at proletariatets magt i Rusland ikke kan holde stand helt alene. Som om nogen af bolsjevikkerne og deres tilhængere bare et øjeblik havde glemt, at i Rusland kan kun den magt være varig, der formår at forene arbejderklassen, flertallet af bønderne og alle arbejdende og udbyttede klasser til en indbyrdes ubrydeligt forbunden kraft, der kæmper mod godsejerne og bourgeoisiet.

Vi har aldrig nogen sinde været i tvivl om, at kun forbundet mellem arbejderne og de fattigste bønder, halvproletarerne, det forbund vort partiprogram taler om, kan omfatte flertallet af befolkningen i Rusland og sikre magten en holdbar understøttelse. Og det lykkedes os straks efter den 25. oktober, i løbet af nogle få uger at overvinde alle vanskeligheder og oprette magten på grundlag af et sådant holdbart forbund.

Ja, kammerater! Da de socialrevolutionæres parti, i dets gamle form, dengang bønderne endnu ikke havde fundet ud af, hvem i det var reelle tilhængere af socialismen, udstedte parolen om den ligelige udnyttelse af jorden, uden at kere sig om, hvem der skulle løse denne opgave, i forbund med bourgeoisiet eller ikke, da sagde vi, at det var bedrag. Og da denne del, som nu har opdaget, at folket ikke er med den, at den er en nitte, ville påstå, at den kunne gennemføre den ligelige udnyttelse af jorden i forbund med bourgeoisiet – da lå det afgørende bedrag heri. Men da den russiske revolution [1] demonstrerede erfaringerne med de arbejdende massers samarbejde med bourgeoisiet, i det mest kritiske øjeblik i folkets liv, da krigen undergravede folkets liv ved at dømme millioner til sultedøden, og da dens følger i praksis demonstrerede erfaringerne med kompromismageriet, da sovjetterne selv oplevede og smerteligt tilegnede sig disse erfaringer ved at gå gennem kompromismageriets skole, da blev det øjensynligt, at der var en sund, levedygtig og stor socialistisk kerne i de folks anskuelser, der ville knytte den arbejdende del af bønderne til arbejdernes store socialistiske bevægelse overalt i verden.

Og så snart dette spørgsmål i praksis stod klart og tydeligt for bondestanden, skete der det, som ingen tvivlede på, og som bondesovjetterne og -kongresserne nu har vist: da øjeblikket kom til at gennemføre socialismen i praksis, fik bønderne mulighed for klart at forstå disse to grundlæggende politiske linjer: forbund med bourgeoisiet, eller med de arbejdende masser; de forstod da klart, at det parti, der udtrykker bøndernes sande bestræbelser og interesser, er de venstre-socialrevolutionæres parti. Og da vi indgik vort regeringsforbund med dette parti, organiserede vi fra selve begyndelsen sagen på en sådan måde, at dette forbund hvilede på de mest klare og oplagte principper. Hvis Ruslands bønder vil virkeliggøre socialiseringen af jorden i forbund med arbejderne, der vil gennemføre nationaliseringen af bankerne og oprette arbejderkontrol, så er de vore pålidelige medarbejdere, vore mest pålidelige og værdifulde forbundsfæller. Der er ikke en eneste socialist, kammerater, der ikke vil anerkende den oplagte sandhed, at der mellem socialisme og kapitalisme ligger en lang, mere eller mindre vanskelig overgangsperiode med proletariatets diktatur, og at denne periode i sine former i mangt og meget vil afhænge af, om det er den lille ejendom eller den store, om det er smådrift eller stordrift, der er fremherskende. Det er forståeligt, at overgangen til socialismen i Estland, i dette lille land, hvor alle kan læse og skrive, og som består af store landbrug, ikke kan ligne overgangen til socialismen i et land, der er overvejende småborgerligt, som Rusland er. Dette må man tage i betragtning.

Enhver bevidst socialist siger, at man ikke kan påtvinge bønderne socialismen med vold og magt, at det er nødvendigt alene at regne med eksemplets kraft, og at bondemassen tilegner sig praktiske driftserfaringer. Hvordan anser den det gunstigst at gå over til socialismen? Det er den opgave, som de russiske bønder nu praktisk er stillet overfor. Hvordan kan den selv støtte det socialistiske proletariat og indlede overgangen til socialismen? Også bønderne har allerede indledt denne overgang, og vi nærer fuld tillid til dem.

Det forbund, som vi har sluttet med de venstre-socialrevolutionære, er skabt på et holdbart grundlag og styrkes dag for dag, ja time for time. Mens vi i den første tid i Folkekommissærernes Råd kunne frygte, at fraktionskamp ville bremse arbejdet, så skal jeg nu på grundlag af kun to måneders erfaring med samarbejdet sige helt bestemt, at vi i flertallet af spørgsmålene udarbejder enstemmig beslutning.

Vi ved, at først når erfaringen viser bønderne, f.eks. hvilken udveksling der skal være mellem land og by, opretter de selv deres forbindelse fra neden, på grundlag af deres egen erfaring. På den anden side viser erfaringen med borgerkrigen ved selvsyn bøndernes repræsentanter, at der ikke er anden vej til socialismen end gennem proletariatets diktatur og skånselsløs undertrykkelse af udbytternes herredømme. (Bifald.)

Kammerater! Hver gang vi må berøre dette emne, på dette møde eller i Den Centrale Eksekutivkomité, hænder det, at jeg fra tid til anden må høre tilråb fra forsamlingens højre side: »diktator!« Ja, »da vi var socialister«, da anerkendte alle proletariatets diktatur; de skrev endda om det i deres programmer, de harmedes over den udbredte fordom, at det skulle være muligt bare at omstemme befolkningen, påvise overfor den, at man ikke bør udnytte de arbejdende masser, at det er syndigt og skammeligt, og at paradiset så ville opstå på Jorden. Nej, denne utopiske fordom er for længst slået sønder og sammen i teorien, og vores opgave er at slå den i praksis.

Man kan ikke forestille sig socialismen sådan, at de herrer socialister forærer os den på en tallerken i færdiglavet stand, det bliver der ikke noget af. Endnu er ikke et eneste klassekampspørgsmål i historien blevet løst på anden måde end ved vold. Når volden bringes i anvendelse fra de arbejdendes, de udbyttede massers side mod udbytterne – ja, så er vi for denne vold! (Stormende bifald.) Og vi foruroliges ikke spor over jammerhylene fra folk, som, bevidst eller ubevidst, står på bourgeoisiets side, eller som er så skræmte af det, så undertrykte af dets herredømme, at de, når de nu ser denne uhørt skarpe klassekamp, taber hovedet, bryder ud i tårer, glemmer alle deres præmisser og kræver af os det umulige, at vi, socialister, skal opnå den fulde sejr uden kamp mod udbytterne, uden undertrykkelse af deres modstand.

De herrer udbyttere forstod allerede sommeren 1917, at det drejede sig om »den allersidste dyst«, at bourgeoisiets sidste bolværk, denne vigtigste og væsentligste kilde til deres undertrykkelse af de arbejdende masser, ville blive revet ud af deres hænder, hvis sovjetterne fik magten.

Netop derfor åbnede oktoberrevolutionen denne systematiske, vedholdende kamp for, at udbytterne stoppede deres modstand, og for, at de, hvor vanskeligt det end måtte være for selv de bedste af dem, dog måtte forsone sig med tanken om, at det nu er slut med de udbyttende klassers herredømme, at den jævne mand fra nu af skal kommandere, og de skal adlyde ham; hvor ubehageligt det end er for dem, bliver de nødt til det.

Dette kommer til at koste mange besværligheder, ofre og fejltagelser, det er noget nyt, som aldrig før er set i historien, og som man ikke kan læse sig til i bøgerne. Det forstår sig selv, at det er den største, den vanskeligste overgang i historien, men at gennemføre denne overgang anderledes har på ingen måde været muligt. Og den omstændighed, at sovjetmagten er oprettet i Rusland, har vist, at den revolutionære masse, der selv i praksis sætter udbytterne kniven på struben – når millioner kommer nogle få snese partifolk til hjælp – selv er rigest af alle på revolutionær erfaring.

Netop derfor er borgerkrigen kommet i forgrunden for tiden i Rusland. Vi stilles over for parolen: »Væk med borgerkrigen«. Jeg har måttet høre dette fra repræsentanter fra højre side i den såkaldte Konstituerende Forsamling. Væk med borgerkrigen ... Hvad betyder det? Borgerkrig mod hvem? Mod Kornilov, Kerenskij og Rjabusjinskij, som bruger millioner på at bestikke landstrygere og embedsmænd. Mod de sabotagemagere, der, ligegyldigt om bevidst eller ubevidst, accepterer denne bestikkelse. Der er ingen tvivl om, at der mellem de sidste er folk, blandt de uudviklede, der accepterer ubevidst, fordi de end ikke kan forestille sig, at man kan og skal ødelægge det tidligere borgerlige system til grunden og på dets brokker begynde at bygge et helt nyt socialistisk samfund. Uden tvivl er der sådanne folk, men ændrer det måske omstændighederne?

Netop derfor sætter repræsentanterne for de besiddende klasser alt på ét kort, netop derfor er det for dem den allersidste dyst, og de viger ikke tilbage for nogen som helst forbrydelse for at knække sovjetmagten. Viser hele socialismens historie os måske ikke, den franske i særdeleshed, som er så rig på revolutionære bestræbelser, at når de arbejdende masser selv tager magten i hænde, griber de herskende klasser til uhørte forbrydelser og nedskydninger, når det drejer sig om at beskytte deres egne pengesække. Og når disse folk taler til os om borgerkrig, svarer vi dem med et smil, men når de fremfører deres parole blandt den studerende ungdom, siger vi til dem: I bedrager dem!

Klassekampen har ikke tilfældigt nået sin sidste form, hvor de udbyttedes klasse tager alle magtmidler i hænde for endegyldigt at tilintetgøre sin klassefjende, bourgeoisiet, og feje ikke blot embedsmændene, men også godsejerne bort fra den russiske jords overflade, således som russiske bønder har fejet dem bort i flere guvernementer.

Man siger os, at den sabotage, som Folkekommissærernes Råd har mødt fra embedsmændenes og godsejernes side, beviser uvilligheden til at gå socialismen i møde. Som om det ikke var klart, at hele denne bande kapitalister og tyveknægte, landstrygere og sabotagemagere repræsenterer en af bourgeoisiet bestukken bande, der modsætter sig de arbejdendes magt. Naturligvis, den, der troede, at man kan hoppe fra kapitalisme over til socialisme, eller den, der forestillede sig det muligt at overbevise hovedparten af befolkningen om, at man kan opnå denne gennem en konstituerende forsamling, den, der troede på dette borgerligt demokratiske eventyr, kan roligt fortsætte med at tro på dette eventyr, men lad ham ikke bebrejde livet, hvis det slår dette eventyr i stykker.

Den, der har forstået, hvad klassekamp er, hvad sabotagen, som embedsmændene har organiseret, betyder, han ved, at vi ikke straks kan springe over til socialismen. Tilbage er bourgeois’er og kapitalister, som nærer håb om at vinde deres herredømme tilbage, og som forsvarer deres pengesække. Tilbage er landstrygerne, et lag af bestukne folk, som er fuldstændigt kuet af kapitalismen og ikke i stand til at hæve sig op til den proletariske kamps ideer. Tilbage er funktionærer og embedsmænd, der tror, at beskyttelse af den gamle orden er i samfundets interesse. Hvordan kan man forestille sig socialismens sejr anderledes end ved disse lags fuldstændige fallit, anderledes end ved både det russiske og det europæiske bourgeoisis fuldstændige undergang? Tror vi måske, at de herrer af Rjabusjinskij-typen ikke forstår deres klasseinteresser? Det er dem, der betaler sabotagemagerne, for at de ikke selv behøver at arbejde. Eller optræder de mon hver for sig? Optræder de ikke sammen med de franske, engelske og amerikanske kapitalister ved at opkøbe værdipapirer? Men lad os blot se, om disse opkøb hjælper dem meget. Og mon ikke de bjerge af værdipapirer, som de nu modtager, vil vise sig at være det mest tomme og ubrugelige gamle papir?

Netop derfor, kammerater, siger vi til alle bebrejdelser og beskyldninger mod os for terror, diktatur og borgerkrig, selv om vi endnu langtfra er nået til virkelig terror, fordi vi er stærkere end dem – vi har sovjetterne, det vil være os tilstrækkeligt at nationalisere bankerne og konfiskere formuerne for at få dem til at adlyde – til alle beskyldninger for borgerkrig siger vi: ja, vi har åbent proklameret det, som ingen regering har kunnet proklamere. Den første regering i verden, som kan tale åbent om borgerkrig, er arbejder-, bonde- og soldatermassernes regering. Ja, vi har påbegyndt og fører krig mod udbytterne. Jo mere ligeud vi siger dette, desto hurtigere vil denne krig afsluttes, desto hurtigere vil alle arbejdende og udbyttede masser forstå os, forstå at sovjetmagten varetager alle arbejdendes virkelige livsanliggender.

Jeg tror ikke, kammerater, at det i nær fremtid vil lykkes os at vinde sejr i denne kamp, men vi er meget rige på erfaring: i løbet af to måneder er det lykkedes os at opnå noget. Vi har oplevet Kerenskijs forsøg på at angribe sovjetmagten og dette forsøgs komplette sammenbrud. Vi har oplevet de ukrainske Kerenskij-folks organisering af magten – dér er kampen endnu ikke afsluttet, men for enhver der iagttager den, og som har hørt bare nogle få af sovjetmagtens repræsentanters sandfærdige beretninger, er det klart, at de borgerlige elementer i den ukrainske rada [2] oplever deres sidste dage. (Bifald.) Der er ingen mulighed for at betvivle Den Ukrainske Folkerepubliks og dens sovjetmagts sejr over den ukrainske borgerlige rada.

Og angående kampen mod Kaledin, her er virkelig alt baseret på udbytning af de arbejdende, på det borgerlige diktaturs grundlag, hvis der ellers findes noget socialt grundlag mod sovjetmagten. Bondekongressen viste tydeligt nok, at Kaledins værk er et håbløst værk: de arbejdende masser er imod ham. Erfaringen med sovjetmagten, propaganda gennem handling og sovjetorganernes eksempel gør sit, og Kaledins indre støtte ved Don bryder nu sammen, ikke så meget af ydre som af indre årsager.

Netop derfor kan vi, når vi ser på borgerkrigens front i Rusland, med fuld overbevisning sige: dér er sovjetmagtens sejr fuldstændig og helt sikret. Og denne sovjetmagts sejr, kammerater, er opnået ved, at den fra første færd begyndte at virkeliggøre socialismens urgamle bud, konsekvent og beslutsomt støttede sig til masserne og betragtede det som sin opgave at vække de mest undertrykte og underkuede lag i samfundet op til det levende liv, at vække den socialistiske skaberkraft. Netop derfor er den gamle hær, for soldaterne kaserne-eksercitsens og mishandlingens hær, blevet fortid. Den blev dømt til nedrivning, og der er ikke sten på sten tilbage af den. (Bifald.) Der er gennemført fuld demokratisering af hæren.

Jeg tillader mig at fortælle en episode, der er hændt mig. Den fandt sted i en vogn tilhørende Finlandsbanen, hvor jeg kom til at høre en samtale mellem nogle finner og en gammel kone. Jeg kunne ikke tage del i samtalen, da jeg ikke kunne finsk, men en finne henvendte sig til mig og sagde: »Ved De hvilken original ting denne gamle kone sagde? Hun sagde: ‘Nu behøver man ikke længere at frygte en mand med gevær. Da jeg var i skoven mødte jeg en mand med gevær, og i stedet for at frarøve mig mit kvas samlede han mere til mig’.«

Da jeg hørte dette, sagde jeg til mig selv: Om så hundreder af aviser, hvad de så end kaldes: socialistiske, trekvartsocialistiske o.a., om så hundreder af højrøstede personer råber: »diktatorer«, »voldsmænd« og lignende ord efter os – vi ved, at der nu hæver sig en anden røst blandt folkemasserne; de siger til sig selv: nu behøver vi ikke længere at frygte manden med geværet, for han forsvarer de arbejdende og vil være skånselsløs i undertrykkelsen af udbytternes herredømme. (Bifald.) Det er netop det, folket har fornemmet, og netop derfor er den agitation, som jævne, udannede folk laver, når de fortæller, at rødgardisterne retter hele deres styrke mod udbytterne, derfor er denne agitation uovervindelig. Den vil spredes blandt millioner og snese millioner og varigt skabe det, som det 19. århundredes franske Kommune begyndte at skabe, men kun for en kort periode, fordi den blev knust af bourgeoisiet: skabe en socialistisk Rød Armé, som alle socialister har stræbt hen imod – almindelig bevæbning af befolkningen. Den vil skabe nye kadrer til den Røde Garde, og de vil gøre det muligt at opdrage de arbejdende masser til væbnet kamp.

Da man om Rusland sagde: Det kan ikke kæmpe, for det vil mangle officerer, så skal vi ikke glemme, hvad de selv samme borgerlige officerer sagde, da de iagttog de kæmpende arbejdere mod Kerenskij og Kaledin: »ja, disse rødgardister er teknisk set intet bevendt, men hvis disse folk lærte en smule, så ville de have en ubesejrelig hær«. Thi for første gang i kampens historie overalt i verden er der trådt elementer ind i hæren, som ikke medbringer statsautoriseret viden, men som ledes af kampideerne til de udbyttedes befrielse. Og når det af os påbegyndte arbejde vil være afsluttet, vil Den Russiske Sovjetrepublik være uovervindelig. (Bifald.)

Kammerater, den vej sovjetmagten har tilbagelagt med hensyn til den socialistiske hær, har den ligeledes tilbagelagt med hensyn til et andet, endnu finere og mere kompliceret redskab for de herskende klasser: den borgerlige domstol, som foregav at beskytte ordenen, men i virkeligheden var et blindt, fint redskab til skånselsløs undertrykkelse af de udbyttede, og som forsvarede pengesækkens interesser. Sovjetmagten handlede således, som alle proletariske revolutioner er forpligtet til at handle: den dømte straks den borgerlige domstol til nedrivning. Lad bare alle råbe, at vi uden at reformere den gamle domstol straks overlod den til nedrivning. Vi banede dermed vejen for en virkelig folkedomstol, og – ikke så meget ved repressionens kraft som ved massernes eksempel og de arbejdendes autoritet – forvandlede vi uden formaliteter domstolen fra at være et redskab til udbytning, til et redskab til opdragelse på det socialistiske samfunds holdbare grundlag. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at vi ikke straks kan få et sådant samfund.

Det er de vigtigste skridt, som sovjetmagten har gjort efter at være trådt ind på den vej, der er anvist af den samlede erfaring fra de største folkerevolutioner i hele verden. Der har ikke været en eneste revolution, hvor de arbejdende masser ikke begyndte at gøre skridt på denne vej for at skabe en ny statsmagt. Desværre begyndte de kun, men kunne ikke føre sagen til ende, det lykkedes ikke at skabe en ny type statsmagt. Vi har skabt den. Den socialistiske sovjetrepublik er allerede virkeliggjort hos os.

Jeg spreder ingen illusioner angående det, at vi kun har begyndt overgangsperioden til socialismen, at vi endnu ikke er nået til socialismen. Men I gør rigtigt i at sige, at vor stat er en socialistisk sovjetrepublik. I udtrykker jer lige så rigtigt som dem, der kalder mange borgerlige republikker i Vesten demokratiske, selv om alle og enhver ved, at der ikke er en eneste af de mest demokratiske republikker, der er fuldstændig demokratisk. De giver småstykker af demokratiet, beskærer udbytternes rettigheder i småting, men i dem er de arbejdende masser lige så undertrykte som overalt. Og ikke desto mindre siger vi, at det borgerlige system omfatter såvel gamle monarkier som konstitutionelle republikker.

Således også vi nu. Vi er langt fra bare at afslutte overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme. Vi har aldrig nogen sinde ladet os friste af håbet om, at vi kan fuldende den uden hjælp fra det internationale proletariat. Vi har aldrig nogen sinde taget fejl, hvad det angår, og ved, hvor vanskelig vejen er, der fører fra kapitalisme til socialisme, men vi er forpligtede til at sige, at vor Sovjetrepublik er socialistisk, fordi vi er trådt ind på denne vej, og disse ord bliver ikke tomme ord.

Vi har påbegyndt mange foranstaltninger, der underminerer kapitalisternes herredømme. Vi ved, at vor magt skal forene alle institutioners virksomhed med et grundlag, og dette grundlag udtrykker vi med ordene: »Rusland erklæres for en socialistisk Sovjetrepublik«. (Bifald.) Det bliver den sandhed, som støtter sig på, hvad vi skal og allerede har begyndt at gøre; det bliver den bedste sammensætning af hele vores virksomhed, en proklamering af denne virksomheds program, en opfordring til de arbejdende og udbyttede i alle lande, som enten slet ikke ved, hvad socialisme er, eller – endnu værre – med socialisme forstår den af Tjernov og Tsereteli kogte vælling af borgerlige reformer. Den vælling har vi prøvet, den har vi smagt på under ti måneders revolution, og vi blev overbevist om, at den var falskneri og ikke socialisme.

Netop derfor anvendte de »frie« stater England og Frankrig i ti måneder af vor revolution alle midler til ikke at lade et eneste nummer af bolsjevikkernes og de venstre-socialrevolutionæres aviser trænge igennem. De måtte handle på denne måde, eftersom de foran sig i alle lande så massen af arbejdere og bønder, der instinktivt fattede alt det, de russiske arbejdere udførte. For der har ikke været et eneste møde, hvor nyheden om den russiske revolution og parolen om sovjetmagt ikke er blevet mødt med stormende bifald. De arbejdende og udbyttede masser er allerede overalt kommet i modsætning til deres partitoppe. Denne gamle partitopsocialisme er endnu ikke begravet, som Tjkheidse og Tsereteli er det hos os i Rusland, men den er allerede slået ihjel i alle verdens lande, den er allerede død.

Og overfor dette gamle borgerlige system står allerede en ny stat: Sovjetrepublikken – en republik tilhørende de arbejdende og udbyttede klasser, der river de gamle borgerlige skillevægge ned. Der er skabt nye former for staten, hvorved der er åbnet mulighed for at undertrykke udbytterne, undertrykke modstanden fra denne forsvindende lille skare, der var stærk med gårsdagens pengesæk og gårsdagens vidensforråd. Professoren, læreren, ingeniøren gør deres viden til redskab for udbytning af de arbejdende ved at sige: Jeg ønsker, at min viden tjener bourgeoisiet, ellers vil jeg ikke arbejde. Men deres magt er allerede brudt af arbejder- og bonderevolutionen, og overfor dem rejser sig en stat, hvor masserne selv frit vælger sine repræsentanter.

Netop nu kan vi sige, at vi i praksis har en sådan magtstruktur, som klart viser overgangen til den fuldstændige afskaffelse af enhver magt, enhver stat. Det bliver muligt, når der ikke er et eneste spor af udbytning tilbage, det vil sige i det socialistiske samfund.

Jeg vil nu kort berøre de foranstaltninger, som Ruslands socialistiske sovjetregering er begyndt at gennemføre. En af de første foranstaltninger, der tilsigtede ikke alene at fjerne godsejerne fra den russiske jords overflade, men også at underminere bourgeoisiets herredømme ved roden og kapitalens mulighed for at undertrykke millioner og atter millioner af arbejdende, var overgangen til nationalisering af bankerne. Bankerne er betydelige centre i den moderne kapitalismes økonomi. Dér samles uhørte rigdomme, og derfra spredes de over hele det enorme land, her er nerven i hele det kapitalistiske liv. Det er fine og komplicerede organer, som er vokset op gennem århundreder, og mod disse rettedes de første slag fra sovjetmagten, der i begyndelsen mødte desperat modstand i Statsbanken. Men denne modstand standsede ikke sovjetmagten. For os lykkedes hovedsagen gennem organiseringen af Statsbanken, og denne hovedsag er i arbejdernes og bøndernes hænder, og fra disse fundamentale foranstaltninger, som der endnu længe må arbejdes videre på, er vi gået over til at lægge hånd på de private banker.

Vi er ikke gået frem, som kompromismagerne sandsynligvis ville have anbefalet at gøre: først vente på Den Konstituerende Forsamling, måske bagefter udarbejde et lovforslag og forelægge det i Den Konstituerende Forsamling og dermed underrette de herrer bourgeois’er om vores hensigt, så de kunne finde et smuthul til at slippe fri for denne for dem ubehagelige ting; måske drage dem ind i selskabet, og så udstede statslove – dette ville være en »statsakt«.

Dette ville være afskaffelse af socialismen. Vi gik frem uden omsvøb: uden at være bange for at fremkalde bebrejdelser fra de »dannede« folk, eller rettere udannede tilhængere af bourgeoisiet, der sjakrer med resterne af deres viden, sagde vi: Vi har bevæbnede arbejdere og bønder. De skal denne dags morgen besætte alle privatbanker. (Bifald.) Og når de har gjort det, når magten allerede er i vore hænder, først derefter vil vi diskutere, hvilke forholdsregler vi skal tage. Og om morgenen var bankerne besat, og om aftenen tog Den Centrale Eksekutivkomite følgende beslutning: »Bankerne erklæres for national ejendom« – der skete en statsliggørelse og samfundsmæssiggørelse af bankvæsenet, og det lagdes i sovjetmagtens hænder.

Der var ikke et eneste menneske blandt os, der forestillede sig, at et så raffineret og fint apparat, som bankvæsenet er, og som har udviklet sig gennem århundreder af det kapitalistiske økonomiske system, kunne rives ned eller laves om på nogle få dage. Det har vi aldrig nogen sinde påstået. Og da lærde eller såkaldt lærde folk nikkede med hovedet og profeterede, sagde vi: I kan profetere, så meget I vil. Vi kender kun én vej for den proletariske revolution: at bemægtige sig fjendens position og af erfaringen, af vore fejl lære at regere. Vi undervurderer på ingen måde vanskeligheden ved vores vej, men vi har allerede udrettet hovedsagen. Kilden til de kapitalistiske rigdomme er undermineret i deres udspring. At annullere statslånene og styrte finansåget var et helt let skridt efter dette. Overgangen til konfiskation af fabrikkerne efter indførelsen af arbejderkontrol var ligeledes ganske let. Da man beskyldte os for, at vi ved at indføre arbejderkontrol delte produktionen op i særskilte afdelinger, fejede vi dette vrøvl væk. Da vi indførte arbejderkontrol vidste vi, at der vil gå slet ikke så lidt tid, før den breder sig til hele Rusland, men vi ville vise, at vi kun anerkender én vej – omdannelser nedefra, for at arbejderne selv nedefra udarbejder nye principper for de økonomiske vilkår. Til denne udarbejdelse kræves der slet ikke så lidt tid.

Fra arbejderkontrol gik vi over til oprettelsen af Det øverste Råd For Samfundsøkonomi. Alene denne foranstaltning sammen med nationaliseringen af bankerne og jernbanerne, der vil blive gennemført i de nærmeste dage, giver os mulighed for at gå i gang med opbygningen af den nye socialistiske økonomi. Vi kender udmærket vanskeligheden ved vores sag, men vi hævder, at i virkeligheden er kun det menneske socialist, som tager fat på denne opgave og har tillid til de arbejdende massers erfaring og instinkt. De vil begå mange fejl, men hovedsagen er allerede gjort. De ved, at når de henvender sig til sovjetmagten, vil de kun møde støtte mod udbytterne. Der er ikke den foranstaltning til lettelse af deres arbejde, som sovjetmagten ikke vil støtte helt og holdent. Sovjet-magten er ikke alvidende og kan ikke nå alt i tide, og meget ofte må den stå overfor nye vanskelige opgaver. Der sendes meget ofte arbejder- og bondedelegationer til regeringen, hvor de spørger, hvordan de skal gå frem, f.eks. med et eller andet stykke jord. Og jeg har ofte selv måttet opleve ubehagelige situationer, når jeg så et lidt tvivlende blik fra deres side. Og jeg sagde til dem: I er magten, gør alt hvad I vil, tag alt hvad I har brug for, vi støtter jer, men drag omsorg for produktionen, sørg for at produktionen er nyttig. Gå i gang med nyttige arbejder. I vil begå fejl, men I vil lære. Og arbejderne er allerede begyndt at lære, de har allerede påbegyndt kampen mod sabotagemagerne. Somme har gjort uddannelse til en barriere, der spærrer arbejdernes vej frem. Denne barriere vil blive fjernet.

Der er ingen tvivl om, at krigen demoraliserer folk, både i baglandet og ved fronten, dels ved at betale dem, der arbejder for krigen, over enhver norm, dels ved at tiltrække alle, der har skjult sig for krigen, mere eller mindre landstrygeragtige elementer, der er gennemsyret af et eneste ønske, »rage til sig« og stikke af. Men disse elementer, de værste rester fra det gamle kapitalistiske system, som overfører alle dets gamle laster, skal vi smide ud, vise bort og i stedet trække alle de bedste proletariske elementer ind i virksomhederne og af dem skabe cellerne til det fremtidige socialistiske Rusland. Det er ikke nogen let foranstaltning, og den medfører mange konflikter, rivninger og sammenstød. Og vi, Folkekommissærernes Råd og jeg personligt, har måttet høre på deres klager og trusler, men vi forholdt os roligt overfor dem, fordi vi vidste, at vi nu har en dommer, vi kan henvende os til. Denne dommer er arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. (Bifald.) Denne dommers ord er ubestrideligt, det vil vi altid stole på.

Kapitalismen lagdeler med forsæt arbejderne for at forene en forsvindende lille skare af arbejderklassens top med bourgeoisiet – med dem bliver der uundgåeligt sammenstød. Uden kamp når vi ikke frem til socialismen. Men vi er parate til kamp, vi har påbegyndt den, og vi fører den til ende ved hjælp af et apparat, som kaldes sovjetterne. Hvis vi fremlægger opståede konflikter til retslig behandling i arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, så vil ethvert spørgsmål let blive løst. For uanset hvor stærk gruppen af privilegerede arbejdere er, når man stiller dem overfor alle arbejderes repræsentantskab, så vil en sådan dom, gentager jeg, for dem være ubestridelig. En sådan regulering er endnu kun ved at tage sin begyndelse. Arbejderne og bønderne tror endnu ikke tilstrækkeligt på egen styrke, de er i kraft af århundredlang tradition alt for vant til at vente på ordren fra oven. De har endnu ikke fuldstændigt levet sig ind i, at proletariatet er den herskende klasse, der er endnu elementer blandt dem, som skræmte og forkuede bilder sig ind, at de skal gennemgå bourgeoisiets nederdrægtige skole. Denne mest nederdrægtige af de borgerlige fordomme har holdt sig længst af alt, men den dør og vil uddø fuldstændigt. Og vi er overbevist om, at for hvert skridt sovjetmagten tager, vil der udskille sig et stadigt større og større antal folk, der i bund og grund er befriet for den gamle borgerlige fordom, at den jævne arbejder og bonde ikke skulle kunne styre staten. Det kan han, og han vil lære det, hvis han går i gang med at styre! (Bifald.)

Den opgave at finde ledere og organisatorer fra folkemasserne bliver også en organisatorisk opgave. Dette enorme, gigantiske arbejde står nu på dagsordenen. Det kunne man ikke engang så meget som tænke på at udføre, hvis der ikke var nogen sovjetmagt, et udvælgelsesapparat, der kan trække folk frem.

Vi har ikke alene en statslov om kontrol, vi har noget endog endnu mere værdifuldt: forsøg fra proletariatets side på at indlede forhandlinger med fabrikantforbundene for at sikre arbejderne ledelse over hele industrigrene. Garveriarbejderne har allerede begyndt at udarbejde og næsten sluttet en sådan aftale med det alrussiske selskab af fabrikanter og fabriksejere inden for læderproduktionen, og jeg tillægger disse aftaler særlig stor betydning. De viser, at bevidstheden om egen styrke vokser blandt arbejderne.

Kammerater, jeg har i min beretning ikke berørt de særligt ømtålelige og vanskelige spørgsmål, spørgsmålene om freden og levnedsmidlerne, fordi disse spørgsmål er opført som særlige punkter på dagsordenen og skal diskuteres særskilt.

Jeg satte mig som mål i min korte beretning at vise, hvorledes jeg og hele Folkekommissærernes Råd forestiller os historien som helhed om det, vi har gennemlevet i disse to og en halv måned, hvorledes styrkeforholdet mellem klasserne i denne nye periode af den russiske revolution har formet sig, hvorledes den nye statsmagt har formet sig, og hvilke specielle opgaver den er stillet overfor.

Rusland er trådt ind på den rette vej til virkeliggørelse af socialismen ved at nationalisere bankerne og lægge al jorden fuldt og helt i de arbejdende massers hænder. Vi ved udmærket, hvilke vanskeligheder der ligger foran os, men vi er ud fra en sammenligning med de tidligere revolutioner overbevist om, at vi vil nå gigantiske resultater, og at vi er slået ind på en vej, der giver garanti for den fulde sejr.

Og masserne fra de mere fremskredne lande, der er delt af røverkrigen, og hvis arbejdere har gennemgået en længere demokratiserings skole, vil følge med os. Når man udmaler vanskeligheden i vor sag for os, når man siger os, at socialismens sejr kun er mulig i verdensmålestok, så ser vi heri kun et forsøg – et særligt håbløst forsøg fra bourgeoisiets og dets bevidste eller ubevidste tilhængeres side – på at forvanske den mest ubestridelige sandhed. Naturligvis er socialismens endelige sejr i et enkelt land umulig. Vores trop af arbejdere og bønder, der støtter sovjetmagten, er en af tropperne i den verdensomfattende hær, som nu er splittet op af verdenskrigen, men som stræber mod samling, og hver efterretning, hvert brudstykke af en beretning om vor revolution, hvert navn møder proletariatet med højlydt sympati og bifald, fordi de ved, at i Rusland udvikles deres fælles sag: den proletariske opstand, den internationale socialistiske revolution. Mere end alle mulige proklamationer og konferencer virker det levende eksempel, det at man skrider til værket et sted i et enkelt land, det er, hvad der opflammer de arbejdende masser i alle lande.

Mens oktoberstrejken i 1905 – det var den sejrende revolutions første skridt – straks virkede på Vesteuropa, og dengang, i 1905, fremkaldte bevægelse blandt de østrigske arbejdere, mens vi allerede dengang i praksis så, hvad et eksempel på revolution, arbejdernes aktion i ét enkelt land, er værd, så ser vi nu, at den socialistiske revolution modnes dag efter dag, ja time efter time i alle verdens lande.

Når vi laver fejl, begår bommerter, når vi møder gnidninger på vor vej, ja så er ikke dette vigtigt for dem, for dem er vort eksempel vigtigt, det er det der forener dem; de siger: vi går med og sejrer, komme hvad der vil. (Bifald.)

Socialismens store grundlæggere, Marx og Engels, der i en række tiår iagttog arbejderbevægelsens udvikling og væksten i den socialistiske verdensrevolution, så klart, at overgangen fra kapitalisme til socialisme vil kræve hårde fødselsveer, en lang periode med proletariatets diktatur, nedbrydning af alt det gamle, skånselsløs udryddelse af alle former for kapitalisme og samarbejde mellem alle landes arbejdere, som skal forene alle anstrengelser for at sikre den endelige sejr. Og de sagde, at i slutningen af det 19. århundrede vil det blive sådan, at »franskmanden begynder, og tyskeren fuldfører« [3] – franskmanden begynder, fordi han i løbet af årtiers revolution i sig har udarbejdet det uselviske initiativ til revolutionær handling, som har gjort ham til avantgarde for den socialistiske revolution.

Vi ser nu en anden sammensætning af den internationale socialismes kræfter. Vi siger, at bevægelsen lettest begynder i de lande, som ikke hører til antallet af udbytterlande, der har mulighed for lettere at røve, og som kan bestikke toppen blandt deres arbejdere. Disse såkaldte socialistiske, næsten alle ministerfähige partier af Tjernov-Tsereteli typen i Vesteuropa gennemfører ingenting og har ikke noget holdbart grundlag. Vi har set Italiens eksempel, vi har i de seneste dage betragtet de østrigske arbejderes heroiske kamp mod de imperialistiske røvere. [4] Selv hvis det skulle lykkes for røverne at standse bevægelsen for en tid, stoppe den helt kan man ikke, den er uovervindelig.

Sovjetrepublikkens eksempel vil stå for dem i lange tider. Vor socialistiske sovjetrepublik vil varigt stå som en fakkel for den internationale socialisme og som et eksempel for alle arbejdende masser. – Dér er der slagsmål og krig, blodsudgydelser, millioner af ofre og kapitalens udbytning – hér er der en virkelig fredspolitik og en socialistisk sovjetrepublik.

Tingenes forløb har formet sig anderledes, end det var ventet af Marx og Engels. Det har givet os, de russiske arbejdende og udbyttede klasser, den ærefulde rolle som avantgarde for den internationale socialistiske revolution, og vi ser nu klart, hvordan udviklingen af revolutionen vil gå vidt; russerne har begyndt – tyskeren, franskmanden og englænderen fuldfører, og socialismen vil sejre. (Bifald.)

Noter

1. Lenin tænker på begivenhederne efter den borgerlig-demokratiske februarrevolution 1917. – S. 110.

2. Den ukrainske rada – se note 1 til artiklen Teser Om Den Konstituerende Forsamling. – S. 115.

3. Se Marx/Engels Werke, Bd. 32, s. 443. – S. 125.

4. Lenin sigter til de italienske arbejdere i Turino, der aktionerede i august 1917 mod krigen, og de østrigske arbejderes strejker i januar 1918 i forbindelse med fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk. Strejkerne foregik under parolen for fred og forbedring af arbejdernes levevilkår. – S. 125.


Sidst opdateret 27.12.2008