Efterord til Teser angående spørgsmålet om øjeblikkelig indgåelse af en separat og anneksionistisk fred

Vladimir Lenin (jan. 1918)


Skrevet mellem d. 8. og 11. (21. og 24.) januar 1918. Første gang trykt i 1929 i Leninsamlingen XI. [Teserne]

Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 104-105, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008


Jeg oplæste de ovenfor anførte teser på et lille uofficielt møde med partiarbejdere d. 8. januar 1918. Diskussionen af dem viste tre standpunkter i partiet i det pågældende spørgsmål: omkring halvdelen af deltagerne udtalte sig for revolutionær krig (dette synspunkt kaldte man undertiden »Moskva«-synspunktet, da vort partis områdebureau i Moskva vedtog det før andre organisationer); dernæst omkring en fjerdedel for kammerat Trotskij, der foreslog »at erklære krigstilstanden indstillet, at demobilisere og hjemsende hæren, men ikke undertegne nogen fred«, og, endelig, omkring en fjerdedel for mig.

Den opståede situation i partiet minder mig overordentligt om situationen sommeren 1907, da et stort flertal af bolsjevikkerne var for boykot af den 3. duma, da jeg forsvarede deltagelse i den, sammen med Dan, og for dette udsattes for de heftigste angreb for min opportunisme. Objektivt står spørgsmålet nu på samme måde, fuldstændigt analogt: som også dengang lod flertallet af partiarbejderne, ud fra de allerbedste revolutionære hensigter og bedste partitraditioner, sig forlede af en »klingende« parole, uden at fatte den nye samfundsøkonomiske og politiske situation, uden at tage de forandringer i omstændighederne i betragtning, der kræver en hurtig, brat ændring af taktikken. Og jeg må, som også dengang, koncentrere hele min argumentation på at gøre klart, at marxismen kræver hensyntagen til de objektive omstændigheder og deres forandring, at det er nødvendigt at rejse spørgsmålet konkret, tilpasset disse omstændigheder, at den afgørende forandring nu består i, at Den Russiske Sovjetrepublik er oprettet, at bevarelsen af denne republik, der allerede har indledt den socialistiske revolution, står øverst af alt, både for os og set ud fra et internationalt socialistisk synspunkt, at parolen om revolutionær krig fra Ruslands side i øjeblikket betyder enten en frase og en tom demonstration, eller objektivt er det samme som at gå i en fælde, der er opstillet for os af imperialisterne, som ønsker at drage os, mens vi endnu er en svag lille part, ind i fortsættelsen af den imperialistiske krig og knuse den unge sovjetrepublik på den billigst mulige måde.

»Jeg holder fast ved Lenins gamle standpunkt« – udbrød en af de unge moskovitter (ungdom er en af de allerbedste egenskaber, der kendetegner denne gruppe talere). Og den samme taler bebrejdede mig, at jeg skulle gentage forsvarernes gamle argumenter angående usandsynligheden af en revolution i Tyskland.

Det er netop det kedelige ved sagen, at moskovitterne vil holde fast ved den gamle taktiske stillingtagen og hårdnakket vægrer sig ved at se, hvordan situationen er forandret, hvordan der er opstået en ny objektiv situation.

Moskovitterne har i deres iver efter at gentage gamle paroler endog ikke taget i betragtning, at vi bolsjevikker nu alle er blevet forsvarsvenner. Thi, efter at bourgeoisiet er styrtet, de hemmelige aftaler annulleret og afsløret, alle folk virkelig tilbudt fred ... [1]

Noter

1. Her afbrydes manuskriptet. – S. 105.


Sidst opdateret 27.12.2008