1. Plekhanovs polemik mod anarkisterne
2. Kautskys polemik mod opportunisterne
3. Kautskys polemik mod Pannekoek
Efterskrift til første oplag
Noter
Spørgsmålet om statens forhold til den sociale revolution og den sociale revolutions forhold til staten har i meget ringe grad beskæftiget de mest prominente teoretikere og skribenter inden for II Internationale (1889-1914), og det samme gælder overhovedet spørgsmålet om revolutionen. Men det mest karakteristiske ved opportunismens jævne vækst, der i 1914 førte til II Internationales sammenbrud, er, at man selv dér, hvor man havde fået dette spørgsmål tæt ind på livet, søgte at komme uden om det, eller ikke bemærkede det.
I det store og hele kan man sige, at denne vigen uden om spørgsmålet om forholdet mellem den proletariske revolution og staten, der var fordelagtig for opportunismen og nærede den, førte til forvanskning og fuldstændig forfladigelse af marxismen.
For i det mindste kort at karakterisere denne sørgelige proces vender vi os til marxismens fremstående teoretikere, Plekhanov og Kautsky.
Plekhanov har helliget spørgsmålet om forholdet mellem anarkismen og socialismen en særlig pjece, der udkom på tysk i 1894 under titlen Anarkisme og Socialisme.
Plekhanov præsterede at behandle dette emne sådan, at han fuldstændig udelod det, der er det mest aktuelle, det mest brændende og politisk det væsentligste i kampen mod anarkismen, nemlig forholdet mellem revolutionen og staten, ligesom overhovedet spørgsmålet om staten! I hans pjece lægger man navnlig mærke til to afsnit: det ene er et historisk litterært afsnit med værdifuldt materiale til de ideers historie, som Stirner, Proudhon osv. har udviklet, det andet afsnit er filistrøst med plumpe betragtninger over, at det er vanskeligt at se forskel på en anarkist og en bandit.
Emnernes kombination er højst snurrig og yderst karakteristisk for hele Plekhanovs virksomhed i tiden før revolutionen og under revolutionsperioden i Rusland: Plekhanov har da også i overensstemmelse hermed i årene 1905 -1917 vist sig halvt som en doktrinær og halvt som en filister, der i politik marcherede i bourgeoisiets bagtrop.
Vi har set, hvorledes Marx og Engels i deres polemik mod anarkisterne på det mest omhyggelige klarlagde deres anskuelser om forholdet mellem revolution og stat. Engels skrev til en udgave af Marx’ Kritik af Gotha-programmet i 1891: “Vi (dvs. Engels og Marx) lå dengang, næppe to år efter (I) Internationales (71) kongres i Haag, i den heftigste kamp med Bakunin og hans anarkister.” (72)
Anarkisterne forsøgte så at sige netop at erklære Pariserkommunen for “deres”, for en bekræftelse af deres lære, og viste derved, at de absolut ikke havde forstået Kommunens erfaringer og Marx’ analyse af disse erfaringer. Anarkismen har ikke ydet bidrag, der har blot det mindste med virkeligheden at gøre, til de konkrete politiske spørgsmål: skal man sønderslå det gamle statsmaskineri? – og hvad skal man erstatte det med?
Men at tale om “anarkisme og socialisme” og gå uden om hele spørgsmålet om staten, ikke at bemærke marxismens hele udvikling før og efter Kommunen, det betød uundgåeligt, at man måtte glide over til opportunismen. For opportunismen har jo netop fremfor alt brug for, at de to spørgsmål, vi lige har nævnt, overhovedet ikke bliver rejst. Alene det betyder i sig selv en sejr for opportunismen.
Der findes utvivlsomt adskilligt flere oversættelser af Kautskys skrifter i den russiske litteratur end i nogen anden. Det er ikke uden grund, mange tyske socialdemokrater skæmter med, at Kautsky bliver læst mere i Rusland end i Tyskland (i parentes bemærket har denne spøgefulde bemærkning en langt dybere historisk betydning, end dens ophavsmænd formoder: de russiske arbejdere viste i 1905 en umættelig trang til den socialdemokratiske verdenslitteraturs bedste værker og fik i sammenligning med andre lande tilbudt uhørt store mængder af oversættelser og udgaver af sådanne værker. Herved blev så at sige det mere fremskredne nabolands rige erfaringer i fremskyndet tempo overført til vor proletariske bevægelses unge jordbund).
Foruden ved sin populære fremstilling af marxismen er Kautsky blevet særlig kendt hos os på grund af sin polemik mod opportunisterne og deres leder Bernstein. Men der er en kendsgerning, der er næsten ukendt, men som man ikke må forbigå, når man stiller sig den opgave at forfølge, hvordan Kautsky er sunket ned til en utrolig forsmædelig rådvildhed og til at forsvare socialchauvinismen under den yderst alvorlige krise 1914-15. Det er den kendsgerning, at Kautsky opviste meget store svingninger forud for sin optræden mod opportunismens mest fremstående talsmænd i Frankrig (Millerand og Jaurès) og i Tyskland (Bernstein). Det marxistiske tidsskrift Sarja, der udkom i Stuttgart 1901-02, og som repræsenterede revolutionære proletariske anskuelser, så sig nødsaget til at polemisere mod Kautsky og at betegne hans resolution på den internationale socialistkongres i Paris år 1900 (73) som “kautsjuk”, fordi den var undvigende, fuld af halvheder og forsonlig over for opportunisterne. I den tyske litteratur er der blevet offentliggjort breve fra Kautsky, der viste, at han ikke stod mindre vaklende forud for kampagnen mod Bernstein.
Af langt større betydning er imidlertid den omstændighed, at i selve hans polemik mod opportunisterne, i hans måde at formulere og behandle problemet, kan vi nu, når vi studerer Kautskys nyeste forræderi mod marxismen historisk, fastslå en systematisk hældning til opportunismen, netop i spørgsmålet om staten.
Lad os tage Kautskys første større værk mod opportunismen, hans bog Bernstein og det Socialdemokratiske Program. Kautsky imødegår Bernstein udførligt. Men følgende er karakteristisk.
Bernstein beskylder i sin herostratisk berømte bog Socialismens Forudsætninger marxismen for “blanquisme” (en beskyldning, der siden er blevet gentaget tusinder af gange af opportunisterne og det liberale borgerskab i Rusland mod repræsentanterne for den revolutionære marxisme, bolsjevikkerne). Bernstein beskæftiger sig her især med Marx’ Borgerkrigen i Frankrig og forsøger – som vi har set aldeles uden held – at identificere Marx’ anskuelser om Kommunens erfaringer med Proudhons opfattelse. Især er Bernstein optaget af den konklusion, som Marx har understreget i forordet af 1872 til Det Kommunistiske Manifest, og som går ud på, at “arbejderklassen ikke simpelt hen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål”. (74)
Denne udtalelse “passede” Bernstein så godt, at han gentager den ikke mindre end tre gange i sin bog for at fortolke den i ganske forvansket, opportunistisk betydning.
Som vi har set, vil Marx sige, at arbejderklassen må sønderslå, sønderbryde, sprænge hele statsmaskinen (udtrykket “sprænge” stammer fra Engels). Bernstein derimod fremstiller sagen, som om Marx med disse ord ville advare arbejderklassen mod alt for megen revolutionær ildhu ved erobringen af magten.
En grovere og mere skandaløs forvrængning af Marx’ tanke kan man næppe tænke sig.
Hvad gjorde nu Kautsky i sin meget indgående imødegåelse af bernsteiniaden?
Han undlod at analysere, hvor dybt opportunismen havde forvansket marxismen på dette punkt. Han anførte det ovenfor citerede sted fra Engels’ forord til Marx’ Borgerkrigen og nøjedes med at sige, at ifølge Marx kan arbejderklassen ikke simpelt hen tage den færdige statsmaskine i besiddelse, men staten i sig selv kan den overtage. Men hos Kautsky findes der ikke et ord om, at Bernstein tilskriver Marx det stik modsatte af det, han virkelig har tænkt, at Marx efter 1852 satte det som den proletariske revolutions opgave at “sønderslå” statsmaskineriet.
Således gik det til, at den væsentligste forskel mellem marxisme og opportunisme med hensyn til den proletariske revolutions opgaver blev ganske udvisket hos Kautsky!
“Vi kan ganske roligt,” skrev Kautsky “mod” Bernstein, “overlade det til fremtiden at afgøre problemet proletariatets diktatur.” (Side 172 i den tyske udgave.)
Det er ikke nogen polemik mod Bernstein, men i grunden en indrømmelse til ham, en udlevering af positioner til opportunismen, for foreløbig har opportunisterne jo ikke brug for andet, end at alle grundlæggende spørgsmål om den proletariske revolutions opgaver “ganske roligt overlades til fremtiden”.
Marx og Engels har fra 1852 til 1891, gennem 40 år, lært proletariatet, at det må sønderslå statsmaskineriet. Kautsky derimod, der står over for det faktum, at opportunisterne fuldstændig har forrådt marxismen, laver i 1899 det trick, at han i stedet for spørgsmålet om, hvorvidt man skal sønderslå denne maskine, sætter spørgsmålet om, hvorledes man konkret skal sønderslå den, og skyder sig ind under den “ubestridelige” (og ufrugtbare) filistrøse sandhed, at man ikke i forvejen kan kende de konkrete former!!
Mellem Marx og Kautsky gaber der en afgrund i deres forhold til det proletariske partis opgaver: at forberede arbejderklassen til revolutionen.
Lad os tage et senere, mere modent værk af Kautsky, der ligeledes væsentligt er helliget imødegåelsen af opportunismens fejltagelser. Det er hans pjece Den Sociale Revolution. Forfatteren har her specielt behandlet emnet “den proletariske revolution” og “det proletariske styre”. Her er der meget, der er overordentlig værdifuldt, men netop spørgsmålet om staten gik han udenom. I pjecen er der overalt tale om statsmagtens erobring og ikke om noget andet, dvs. der er valgt en formulering, der imødekommer opportunisterne, for så vidt som den indrømmer muligheden af, at man kan erobre magten uden at ødelægge statsmaskineriet. Netop det, Marx i 1872 erklærer for “forældet” i Det Kommunistiske Manifests program, oplever 1902 en renæssance hos Kautsky.
I pjecen er et særligt afsnit helliget “den sociale revolutions former og våben”. Her tales der ganske vist om politisk massestrejke og om borgerkrig og om “den moderne storstats magtmidler, dens bureaukrati og hær”, men der står ikke en stavelse om det, Kommunen allerede har lært arbejderne. Øjensynligt har Engels ikke uden grund advaret socialisterne, specielt de tyske, mod “overtroisk tilbedelse” af staten.
Kautsky fremstiller sagen på følgende måde: det sejrrige proletariat vil “virkeliggøre det demokratiske program”, og han kommenterer de enkelte punkter i dette program. Men om det, året 1871 har bragt af nyt i spørgsmålet om det borgerlige demokratis erstatning med det proletariske demokrati, findes der ikke et ord. Kautsky nøjes med så “solidt” udseende banaliteter som denne:
“Og alligevel er det en selvfølge, at vi ikke kommer til magten under de nuværende forhold. Selve revolutionen forudsætter langvarige og dybtgående kampe, der allerede vil forandre vor nuværende politiske og sociale struktur.”
Ganske vist er dette “en selvfølge”, lige så vel som den sandhed, at heste æder havre, og at Volga munder ud i det Kaspiske Hav. Det er kun kedeligt, at man ved hjælp af en hul og svulstig frase om “dybtgående” kampe slipper uden om et spørgsmål, der er afgørende for det revolutionære proletariat: hvori det da viser sig, at dets revolution er så “dybtgående” over for staten, over for demokratiet, til forskel fra de tidligere, ikke-proletariske revolutioner.
Idet Kautsky går uden om dette spørgsmål, gør han i virkeligheden en indrømmelse til opportunismen på dette væsentlige punkt, mens han i ord erklærer den krig på kniven og understreger betydningen af “revolutionens idé” (hvad mon denne “idé” er værd, når man er bange for at udbrede revolutionens konkrete lære blandt arbejderne?) eller siger: “Revolutionær idealisme fremfor alt,” eller erklærer, at de engelske arbejdere “i dag næppe er andet end småborgere”.
“I et socialistisk samfund,” skriver Kautsky, “kan de mest forskellige bedriftsformer, bureaukratiske (??), kooperative, fagforenings- og enkeltmandsvirksomheder ... eksistere ved siden af hinanden ... Der findes f.eks. bedrifter, der ikke kan klare sig uden en bureaukratisk (??) organisation, blandt andet jernbanerne. Den demokratiske organisation kan dér antage den form, at arbejderne vælger delegerede, der danner en slags parlament, som fastsætter arbejdsordningen og overvåger det bureaukratiske apparats forvaltning. Andre bedrifter kan man overlade til fagforeningerne at styre, atter andre kan drives kooperativt.” (Side 148 og 115 i den russiske oversættelse, Genève, 1903.)
Denne betragtning er forkert og betyder et skridt tilbage sammenlignet med det, Marx og Engels viste i 70’erne med Kommunen som eksempel.
Jernbanerne adskiller sig – hvad den påståede nødvendige “bureaukratiske” organisation angår – absolut ikke i nogen henseende fra alle øvrige bedrifter inden for den maskinelle storindustri, fra en hvilken som helst fabrik, en stor forretning eller en storkapitalistisk landbrugsbedrift. I alle sådanne bedrifter foreskriver teknikken ubetinget den strengeste disciplin, den største nøjagtighed under udførelsen af den del af arbejdet, der er blevet anvist den enkelte, da man ellers måtte befrygte en standsning af hele bedriften, en beskadigelse af mekanismen og af produktet. I alle sådanne bedrifter vil arbejderne selvfølgelig “vælge delegerede, der danner en slags parlament”.
Men det er jo netop sagens kerne, at denne “slags parlament” ikke vil være et parlament i samme forstand som de borgerlig-parlamentariske organer. Det er det, der er sagens kerne, at denne “slags parlament” af arbejderdeputerede ikke vil nøjes med at “fastsætte arbejdsordningen og overvåge det bureaukratiske apparats forvaltning”, som Kautsky, hvis tanker ikke går ud over den borgerlige parlamentarismes rammer, forestiller sig det. I det socialistiske samfund vil naturligvis “en slags parlament” af arbejderdeputerede “fastsætte arbejdsordningen” og “overvåge apparatets forvaltning”, men dette apparat vil ikke være “bureaukratisk”. Arbejderne vil efter erobringen af den politiske magt sønderslå det gamle bureaukratiske apparat, ødelægge det fuldstændigt og ikke lade sten på sten tilbage, de vil erstatte det med et nyt apparat, der er dannet af de samme arbejdere og funktionærer, og for at forhindre, at de forvandles til bureaukrater, vil man straks træffe de forholdsregler, der indgående er blevet omtalt af Marx og Engels: 1) de skal ikke alene vælges, men også være afsættelige til enhver tid, 2) de får en løn, der ikke overstiger arbejderlønnen, 3) man går øjeblikkelig over til, at alle udøver funktioner inden for kontrol og opsyn, at alle en tid lang bliver “bureaukrater”, så at netop derved ingen kan blive “bureaukrat”.
Kautsky har absolut ikke gennemtænkt Marx’ ord: “Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende.”
Kautsky har absolut ikke forstået forskellen mellem borgerlig parlamentarisme, der forbinder demokrati (ikke for folket) med bureaukratisme (mod folket), og det proletariske demokrati, der straks vil tage forholdsregler for at udrydde bureaukratismen til bunds, og som vil være i stand til at gennemføre disse forholdsregler fuldt ud, lige til bureaukratiets fuldstændige afskaffelse, til den fulde indførelse af demokrati for folket.
Kautsky viste her den samme “overtroiske tilbedelse” af staten, den samme “overtro” med hensyn til bureaukratismen.
Lad os gå over til det sidste og bedste værk, Kautsky har skrevet mod opportunisterne, til hans pjece Vejen til Magten (der, så vidt jeg ved, ikke er blevet oversat til russisk, da den udkom i 1909 på en tid, da vi her havde den hårdeste reaktion). Denne pjece er et stort skridt fremad, fordi den ikke beskæftiger sig med et revolutionært program i al almindelighed, som i pjecen mod Bernstein fra 1899, ikke med den sociale revolutions opgaver uden sammenhæng med tiden for dens udbrud, som i pjecen Den Sociale Revolution fra 1902, men med de konkrete betingelser, der tvinger os til at anerkende, at “revolutionernes æra” begynder.
Forfatteren peger klart og bestemt hen på skærpelsen af klassemodsætningerne i almindelighed og på imperialismen, der i denne henseende spiller en særlig stor rolle. Efter “den revolutionære epoke 1789-1871” for Vesteuropa begynder der fra 1905 en lignende for landene mod øst. Verdenskrigen rykker med stor hastighed truende nær. “Det (proletariatet) kan ikke mere tale om en forhastet revolution.” “Vi er trådt ind i en revolutionær periode.” “Den revolutionære æra er ved at gry.”
Disse udtalelser er fuldstændig klare. Denne pjece af Kautsky må tjene som målestok for, hvad det tyske socialdemokrati lovede at være forud for den imperialistiske krig, og hvor dybt det (inklusive Kautsky selv) er sunket ved krigens udbrud. “Den nuværende situation”, skrev Kautsky i den nævnte pjece, “medfører imidlertid den fare, at vi (dvs. det tyske socialdemokrati) let ser mere ‘mådeholdne’ ud, end vi er.” I virkeligheden viste det tyske socialdemokratiske parti sig at være betydelig mere mådeholdent og opportunistisk, end det så ud til at være!
Så meget mere betegnende er det, at Kautsky, trods disse klare og tydelige udtalelser om den allerede indtrådte revolutionære æra, også i denne pjece, der efter hans egne ord har til opgave netop at drøfte spørgsmålet om “den politiske revolution”, igen går fuldstændig uden om spørgsmålet om staten.
Kautsky gik så ofte uden om dette spørgsmål, forholdt sig så ofte tavs og veg så hyppigt udenom, at det uundgåeligt førte til den fuldstændige overgang til opportunismen, som vi straks skal omtale.
Gennem Kautskys mund erklærede det tyske socialdemokrati jo: Jeg holder fast ved de revolutionære anskuelser (1899). Jeg anerkender især, at proletariatets sociale revolution er uundgåelig (1902). Jeg anerkender, at en ny revolutionær æra er ved at gry (1909). Men trods det går jeg tilbage, sammenlignet med det, Marx har sagt allerede i 1852, så snart det drejer sig om spørgsmålet: den proletariske revolutions opgaver over for staten (1912).
Det er netop dette spørgsmål, der med al mulig tydelighed blev rejst i Kautskys polemik mod Pannekoek.
Pannekoek optrådte mod Kautsky som en af repræsentanterne for den “venstreradikale” retning, der i sine rækker talte Rosa Luxemburg, Karl Radek og andre: Som talsmænd for en revolutionær taktik var de enige om, at Kautsky var ved at gå over til “centrum”s standpunkt, der principløst svajede frem og tilbage mellem marxisme og opportunisme. Denne anskuelses rigtighed blev fuldt ud bekræftet af krigen, da “centrum” (der med urette kaldes marxistisk) eller “kautskyanismen” viste sig i hele sin afskyelige ynkværdighed.
I artiklen Masseaktion og Revolution (Neue Zeit, 1912, XXX, 2), i hvilken spørgsmålet om staten bliver berørt, karakteriserede Pannekoek Kautskys stilling som “passiv radikalisme”, som “teorien om den aktionsløse venten”. “Kautsky overser revolutionsprocessen” (side 616). Idet Pannekoek rejste spørgsmålet på denne måde, kom han ind på det emne, der interesserer os: den proletariske revolutions opgaver over for staten.
“Proletariatets kamp,” skrev han, “er ikke simpelt hen en kamp mod bourgeoisiet om statsmagten som objekt, men en kamp mod statsmagten ... Det er denne revolutions indhold at tilintetgøre og opløse statens magtmidler ved hjælp af proletariatets magtmidler ... Denne kamp hører først op, når vi som endeligt resultat har fået statsorganisationens fuldstændige tilintetgørelse. Flertallets organisation har da vist sin overlegenhed derved, at den har tilintetgjort det herskende mindretals organisation.” (Side 548.)
Den formulering, som Pannekoek klæder sine tanker i, lider af store mangler. Imidlertid, tanken er klar nok, og det er interessant at se, hvordan Kautsky imødegik ham.
“Hidtil,” skrev han, “har modsætningen mellem socialdemokrater og anarkister bestået i, at de første ville erobre statsmagten, mens de sidste ville tilintetgøre den. Pannekoek vil begge dele.” (Side 724.)
Lider fremstillingen hos Pannekoek af uklarhed, og er den ikke konkret nok (vi ser her bort fra andre mangler ved hans artikel, som ikke hører til det her behandlede emne), så greb Kautsky netop den af Pannekoek antydede principielle side af sagen og forlod i dette grundlæggende principielle spørgsmål fuldstændig marxismens standpunkt og gik helt og holdent over til opportunismen. Forskellen mellem socialdemokrater og anarkister er hos ham defineret aldeles forkert, marxismen er på afgørende måde blevet forvansket og forfladiget.
Forskellen mellem marxister og anarkister består i følgende: 1) marxisterne opstiller statens fuldstændige afskaffelse som deres mål, men mener, at dette mål først kan realiseres, når den socialistiske revolution har afskaffet klasserne, som et resultat af socialismens indførelse, der fører til statens bortdøen; anarkisterne vil fuldstændig afskaffe staten fra den ene dag til den anden uden at begribe betingelserne for at gennemføre en sådan afskaffelse, 2) marxisterne anser det for nødvendigt, at proletariatet efter erobringen af den politiske magt fuldstændig ødelægger det gamle statsmaskineri og erstatter det med en ny organisation, dannet af de bevæbnede arbejdere efter Kommunens forbillede; anarkisterne, der træder i skranken for statsmaskineriets ødelæggelse, har ganske uklare forestillinger om, hvad proletariatet vil sætte i stedet, og hvordan det vil gøre brug af den revolutionære magt; anarkisterne forkaster endog det revolutionære proletariats udnyttelse af statsmagten, proletariatets revolutionære diktatur, 3) marxisterne kræver, at proletariatet skal forberede sig til revolutionen ved at udnytte den nuværende stat, anarkisterne forkaster dette.
Det er Pannekoek, der over for Kautsky repræsenterer marxismen i denne kontrovers, for netop Marx har lært os, at proletariatet ikke uden videre kan erobre statsmagten i den forstand, at det gamle statsapparat går over på nye hænder, men at det må sønderslå og sønderbryde dette apparat og erstatte det med et nyt.
Kautsky går fra marxismen over til opportunisterne, for hos ham forsvinder netop fuldstændig denne tilintetgørelse af statsmaskineriet, som opportunisterne aldeles ikke kan acceptere, og han holder en bagdør åben for dem ved at tillade at fortolke “erobring” som simpel opnåelse af flertallet.
For at dække over sin forvanskning af marxismen går Kautsky til værks efter bibelstærke folks recept: han præsenterer et “citat” af selve Marx. 1850 skrev Marx om nødvendigheden af “magtens mest ubetingede centralisation i statens hånd”. Og Kautsky spørger triumferende, om Pannekoek da vil tilintetgøre “centralismen”?
Det er ren og skær hokuspokus, af samme art, som når Bernstein identificerer marxismens og proudhonismens anskuelser om føderation i stedet for centralisme.
“Citatet” er hos Kautsky hverken fugl eller fisk. Centralismen er mulig både med det gamle og det nye statsmaskineri. Når arbejderne frivilligt forener deres væbnede kræfter, så er det centralisme, men den vil hvile på “fuldstændig tilintetgørelse” af det centralistiske statsapparat, den stående hær, politiet og bureaukratiet. Kautsky opfører sig ganske som en svindler, når han går uden om Marx’ og Engels’ velkendte redegørelse for Kommunen og fremdrager et citat, som ikke har noget at gøre med spørgsmålet.
”... Vil han (Pannekoek) måske ophæve embedsmændenes funktioner i staten?” fortsætter Kautsky. “Men vi kommer ikke uden om embedsmænd i parti eller fagforening, endsige i statens administration. Vort program kræver da heller ikke, at statsembedsmændene skal afskaffes, men at folket skal vælge embedsmændene ... Ved vor nuværende drøftelse drejer det sig ikke om, hvordan ‘fremtidsstatens’ administrative apparat vil komme til at se ud, men om, hvorvidt vor politiske kamp opløser statsmagten, endnu før vi har erobret den (fremhævet af Kautsky). Hvilket ministerium med dets embedsmænd skulle man kunne ophæve?” Herpå opregner han ministerierne for undervisning, justits, finanser og hærvæsen. “Nej, intet af de nuværende ministerier vil blive fjernet gennem vor politiske kamp mod regeringerne ... Jeg gentager det for at forhindre misforståelser: her er ikke tale om, hvilken skikkelse det sejrrige socialdemokrati vil give fremtidsstaten, men om hvordan vor opposition forandrer den nuværende stat.” (Side 725.)
Det er et ganske tydeligt trick. Pannekoek rejser netop spørgsmålet om revolutionen. Det siges klart både i overskriften til hans artikel og i de anførte citater. Idet Kautsky springer over til spørgsmålet om “oppositionen”, ombytter han netop det revolutionære standpunkt med et opportunistisk. Hos ham ser sagen således ud: for tiden er vi i opposition, og hvad der skal ske efter erobringen af magten, vil vi få at se siden. Revolutionen forsvinder … Det er netop det, opportunisterne har brug for.
Det drejer sig ikke om opposition og ikke om den politiske kamp i al almindelighed, men netop om revolutionen. Revolutionen består i, at proletariatet ødelægger “det administrative apparat”, ja hele statsapparatet, og erstatter det med et nyt apparat, dannet af de bevæbnede arbejdere. Kautsky viser en “overtroisk tilbedelse” af “ministerierne”, men hvorfor skulle man ikke kunne erstatte disse med f.eks. kommissioner af fagfolk under de suveræne og almægtige sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter?
Det springende punkt er aldeles ikke, om der vil blive ved med at eksistere “ministerier”, om der vil opstå “kommissioner af fagfolk” eller andre institutioner, det er ganske underordnet. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt det gamle statsmaskineri (der med tusinde tråde er forbundet med bourgeoisiet og fuldstændig gennemsyret af rutine og slendrian) vedblivende skal opretholdes, eller om det bliver ødelagt og erstattet med et nyt. Revolutionen skal ikke bestå i, at den nye klasse kommanderer og leder ved hjælp af det gamle statsmaskineri, men den skal bestå i, at den sønderslår denne maskine og kommanderer og leder ved hjælp af en ny maskine – denne grundtanke i marxismen tilslører Kautsky, eller også har han slet ikke forstået den.
Hans spørgsmål angående embedsmændene beviser klart og tydeligt, at han ikke har forstået Kommunens erfaringer og Marx’ lære. “Vi kommer ikke uden om embedsmænd i parti og fagforening ...”
Vi kan ikke klare os uden embedsmænd under kapitalismen, under bourgeoisiets herredømme. Proletariatet er knægtet, de arbejdende masser er gjort til slaver af kapitalismen. Under kapitalismen er demokratiet indsnævret, trykket, beskåret og lemlæstet af hele miljøet: massernes lønslaven, nød og elendighed. Af denne grund, og kun af denne, demoraliseres funktionærerne i vore politiske og faglige organisationer af det kapitalistiske miljø (eller rettere sagt har tendens til at demoraliseres) og viser tendens til at forvandles til bureaukrater, dvs. til privilegerede personer, der står fjernt fra masserne og over masserne.
Det er bureaukratismens væsen, og så længe kapitalisterne ikke er eksproprierede, så længe bourgeoisiet ikke er styrtet, så længe er en vis “bureaukratisering” selv af proletariske funktionærer uundgåelig.
Hos Kautsky ser sagen således ud: da der vedbliver at eksistere valgte embedspersoner, så vil der også findes embedsmænd under socialismen, og altså bureaukrati! Og det er netop det, der er forkert. Netop med Kommunen som eksempel har Marx vist, at under socialismen hører embedspersonerne op med at være “bureaukrater”, “embedsmænd”, de hører op med det i samme grad, som man foruden det, at de skal vælges, også indfører, at de er afsættelige til enhver tid, og endvidere reducerer deres løn til den gennemsnitlige arbejderløns niveau, og endelig erstatter de parlamentariske organer med “arbejdende organer, på samme tid udøvende og lovgivende”.
I grunden går hele Kautskys argumentation mod Pannekoek og navnlig Kautskys herlige indvending, at vi ikke kommer uden om embedsmænd i parti og fagforening, ud på en gentagelse af Bernsteins gamle “argumenter” mod marxismen overhovedet. I sin renegatbog Socialismens Forudsætninger bekæmper Bernstein tanken om det “primitive” demokrati, bekæmper det, han betegner som “doktrinær demokratisme”: bundne mandater, ulønnede hverv, centralrepræsentation uden magt osv. Som bevis for dette “primitive” demokratis uholdbarhed påberåber Bernstein sig de engelske fagforeningers erfaringer, således som ægteparret Webb fortolker dem. I de 70 år, de har eksisteret – hævder ægteparret – skal de engelske fagforeninger, der siges at have udviklet sig “i fuld frihed” (side 137 i den tyske udgave), være blevet overbevist om det “primitive” demokratis ubrugelighed og have erstattet det med det sædvanlige demokrati: parlamentarisme og bureaukratisme i skøn forening.
I virkeligheden har disse fagforeninger ikke udviklet sig “i fuld frihed”, men i fuldt kapitalistisk slaveri, hvorved man naturligvis “ikke kommer uden om” en række indrømmelser til det herskende onde, tvang, løgn og udelukkelse af de fattige fra den “højere” administration. Under socialismen vil meget af det “primitive” demokrati uundgåeligt leve op igen, for for første gang i de civiliserede samfunds historie vil befolkningens masse rejse sig til selvstændig deltagelse ikke alene i afstemninger og valg, men også i det løbende administrative arbejde. Under socialismen vil alle komme til at regere efter tur og snart vænne sig til, at ingen regerer.
Marx så med sin geniale kritisk-analytiske forstand i Kommunens praktiske forholdsregler det omsving, som opportunisterne frygter og ikke vil indrømme af fejhed, fordi de ikke vil bryde definitivt med bourgeoisiet, og som anarkisterne ikke vil indse, hvad enten det nu er, fordi de har for travlt, eller fordi de mangler forståelse af betingelserne for massernes sociale forskydninger overhovedet. “Man skal slet ikke tænke på at ødelægge det gamle statsmaskineri – hvordan skulle man dog komme uden om ministerier og embedsmænd?” – ræsonnerer den helt igennem spidsborgerlige opportunist, der i virkeligheden ikke alene ikke tror på revolutionen, på revolutionens skaberevne, men nærer en dødelig angst for den (ligesom vore mensjevikker og socialrevolutionære).
“Det gælder kun om at ødelægge det gamle statsmaskineri, man behøver ikke at trænge ind i de tidligere proletariske revolutioners konkrete erfaringer og analysere, hvormed og hvordan man skal erstatte det ødelagte” – ræsonnerer anarkisten (den bedste af dem naturligvis, og ikke ham, der sammen med d’herrer Kropotkin og co. sjokker i hælene på bourgeoisiet), derfor er resultatet hos anarkisterne en fortvivlelsens taktik i stedet for et hensynsløst dristigt revolutionært arbejde med konkrete opgaver, et arbejde, der på samme tid tager hensyn til de praktiske betingelser for en massebevægelse.
Marx lærer os at undgå begge fejl, han lærer os grænseløs dristighed ved ødelæggelsen af hele det gamle statsmaskineri, og samtidig lærer han os at rejse problemet konkret: Kommunen formåede i løbet af nogle uger at give sig i lag med at bygge en ny, proletarisk statsmaskine og gennemføre de nævnte forholdsregler på den og den måde til større demokratisering og til bureaukratismens udryddelse. Vi vil tage kommunardernes revolutionære dristighed til eksempel, vi vil i deres praktiske forholdsregler se en skitsering af de praktisk nødvendige forholdsregler, der straks lader sig gennemføre, og vi vil, når vi går denne vej, nå til bureaukratismens fuldstændige tilintetgørelse.
Muligheden af en sådan tilintetgørelse er sikret ved, at socialismen vil afkorte arbejdsdagen, hæve masserne op til et nyt liv og skabe betingelser for befolkningens flertal, der tillader alle uden undtagelse at varetage “statsfunktioner”, og dette fører til, at enhver stat overhovedet dør fuldstændig bort.
”... Dens (massestrejkens) opgave”, fortsætter Kautsky, “kan ikke være statsmagtens ødelæggelse, men kun at bringe en regering til at give efter i et bestemt spørgsmål eller at erstatte en regering, der er proletariatet fjendtligsindet, med en, der er imødekommende ... Men aldrig nogen sinde kan dette (dvs. proletariatets sejr over den fjendtlige regering) føre til en ødelæggelse af statsmagten, men kun til en forskydning af magtforholdene inden for staten ... Og målet for vor politiske kamp bliver ved med at være det samme, som det altid har været: erobring af statsmagten ved at vinde flertallet i parlamentet og forvandle parlamentet til regeringens herre.” (S. 726,727,732.)
Det er jo den reneste og mest banale opportunisme, at give afkald på revolutionen i gerning, samtidig med at man bekender sig til den i ord. Kautskys tanke går ikke længere end til en “regering, der er imødekommende over for proletariatet” – et skridt tilbage til spidsborgerligheden sammenlignet med 1847, da Det Kommunistiske Manifest proklamerede “proletariatets ophøjelse til herskende klasse”.
Kautsky vil komme til at virkeliggøre sin kære “enhed” med d’herrer Scheidemann, Plekhanov og Vandervelde, der alle er rede til at kæmpe for “en regering, der er imødekommende over for proletariatet”.
Men vi vil bryde med disse forrædere mod socialismen og kæmpe for ødelæggelsen af hele det gamle statsmaskineri, for at det bevæbnede proletariat selv kan være regering. Det er to fuldkommen forskellige ting.
Kautsky vil komme i behageligt selskab med Legien, David, Plekhanov, Potresov, Tsereteli, Tjernov og deres lige, der alle er rede til at kæmpe for en “forskydning af magtforholdene inden for staten”, for “at vinde flertallet i parlamentet og forvandle parlamentet til regeringens herre” et såre ædelt mål, der helt igennem kan accepteres af opportunisterne, og som fuldt ud holder sig inden for den borgerlige parlamentariske republiks rammer.
Men vi vil bryde med opportunisterne, og hele det klassebevidste proletariat vil være med os i kampen ikke alene for en “forskydning af magtforholdene”, men for bourgeoisiets omstyrtelse, for den borgerlige parlamentarismes ødelæggelse, for en demokratisk republik af Kommunens type eller arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetters republik, for proletariatets revolutionære diktatur.
Endnu længere til højre end Kautsky står i den internationale socialisme sådanne retninger som Sozialistische Monatshefte i Tyskland (Legien, David, Kolb og mange andre, inklusive skandinaverne Stauning og Branting), jaurèsisterne og Vandervelde i Frankrig og Belgien, Turati, Treves og andre repræsentanter for det italienske partis højre fløj, fabianerne og de “uafhængige” (“det uafhængige arbejderparti”, der i virkeligheden altid var afhængigt af de liberale) i England m. fl. Alle disse herrer, der spiller en uhyre, meget ofte en dominerende rolle i det parlamentariske arbejde og i partilitteraturen, forkaster rent ud proletariatets diktatur og driver en utilsløret opportunistisk politik. For disse herrer står proletariatets “diktatur” “i modstrid” med demokratiet!! I grunden adskiller de sig ikke på nogen måde væsentligt fra småborgerlige demokrater.
Når vi tager hensyn til denne omstændighed, er vi berettiget til at slutte, at det overvældende flertal af II Internationales officielle repræsentanter fuldstændig har forskrevet sig til opportunismen. Kommunens erfaringer er ikke alene blevet glemt, men forvansket. Man undlod ikke alene at indpode arbejdermasserne, at den tid nærmer sig, da de må rejse sig og sønderbryde den gamle statsmaskine for at erstatte den med en ny og på den måde gøre deres politiske herredømme til grundlag for samfundets socialistiske omdannelse – det stik modsatte blev indpodet masserne, og “magtens erobring” blev fremstillet på en sådan måde, at der stod tusind små bagdøre åbne for opportunismen.
Forvanskningen og fortielsen af spørgsmålet om, hvorledes den proletariske revolution forholder sig til staten, måtte komme til at spille en uhyre rolle i en tid, da staterne med deres militære apparat, som på grund af den imperialistiske konkurrence forstærkedes vældigt, forvandledes til krigsuhyrer, der tilintetgør millioner af mennesker for at afgøre striden om, hvorvidt England eller Tyskland, hvorvidt den ene eller den anden finanskapital skal beherske verden. [*]
*) I manuskriptet hedder det videre: VII kapitel. Erfaringerne fra de russiske revolutioner 1905 og 1917. Emnet for dette kapitel er så umådelig stort, at man kunne og burde skrive hele bind om det. I denne pjece må man indskrænke sig til de vigtigste erfaringer, der under revolutionen umiddelbart berører proletariatets opgaver over for statsmagten. (Her bryder manuskriptet af.)
Nærværende pjece er forfattet i august og september 1917. Jeg var allerede færdig med planen til det næste, det syvende kapitel: “Erfaringerne fra de russiske revolutioner 1905 og 1917.” Men bortset fra overskriften har jeg ikke kunnet skrive én linje af dette kapitel: jeg er blevet “forhindret” deri af den politiske krise, der gik forud for oktoberrevolutionen 1917. Men en sådan “forhindring” kan man kun glæde sig over. Ganske vist vil det måske blive nødvendigt at udskyde den anden del af pjecen (hvis emne er “Erfaringerne fra de russiske revolutioner 1905 og 1917”) i lang tid, det er mere tiltalende og nyttigt at gøre revolutionære erfaringer end at skrive om dem.
Petrograd, den 30. november 1917
71. I Internationales kongres i Haag fandt sted i 1872 med 65 delegerede fra 15 nationale organisationer. I forbindelse med kongressens forberedelser gjorde Marx og Engels et stort arbejde for at sammensvejse de revolutionære kræfter.
På kongressen fandt Marx’ og Engels’ mangeårige kamp mod forskellige former for småborgerlig sekterisme udtryk, og Bakunin og andre blev udelukket af Internationale.
72. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 8.
73. Kautsky forelagde kongressen en resolution, som med visse forbehold tillod socialister at indtræde i borgerlige regeringer.
74. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 20.
Sidst opdateret 3.4.2015