1. På revolutionens tærskel
2. Revolutionens resultater
3. Marx’ formulering af problemet i 1852
Noter
Den modne marxismes første værker, Filosofiens Elendighed og Det Kommunistiske Manifest, stammer netop fra tiden umiddelbart før revolutionen 1848. Som følge heraf ejer vi her ved siden af en fremstilling af marxismens almindelige grundlag til en vis grad et spejlbillede af den daværende konkrete revolutionære situation, og det turde derfor være mest hensigtsmæssigt at analysere det, forfatterne af disse værker har at sige om staten, umiddelbart før vi går over til deres slutninger ud fra erfaringerne fra 1848-1851.
“Den arbejdende klasse,” skriver Marx i Filosofiens Elendighed, “vil under udviklingens gang i stedet for det gamle borgerlige samfund sætte en association, der udelukker klasserne og deres indbyrdes modsætning, og der vil ikke længere findes nogen egentlig politisk magt, fordi netop den politiske magt er det officielle udtryk for klassemodsætningen inden for det borgerlige samfund.” (Side 182 i den tyske udgave fra 1885.) [16]
Det er lærerigt at sammenligne denne almindelige fremstilling af tanken om statens forsvinden efter klassernes afskaffelse med den skildring, der findes i Det Kommunistiske Manifest, som Marx og Engels forfattede nogle måneder senere, nemlig i november 1847:
“Idet vi i store træk har tegnet de vigtigste faser i proletariatets udvikling, har vi forfulgt den mere eller mindre skjulte borgerkrig inden for det bestående samfund lige til det punkt, hvor den bryder ud i åben revolution og proletariatet grundlægger sit herredømme ved med magt at styrte bourgeoisiet ...
Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet.
Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt.” (S. 31 og 37, 7. tyske oplag, 1906.) [17]
Her finder vi formuleringen af en af marxismens vigtigste og mest betydningsfulde tanker angående staten, nemlig tanken om “proletariatets diktatur” (som Marx og Engels begyndte at udtrykke sig efter Pariserkommunen) [18], endvidere en højst interessant definition af staten, der ligeledes hører til marxismens “glemte ord”: “Staten, dvs. proletariatet organiseret som herskende klasse.” Ikke blot er denne definition af staten aldrig blevet forklaret i de officielle socialdemokratiske partiers herskende propaganda- og agitationslitteratur. Ikke nok med det. Den er netop blevet glemt, fordi den er fuldstændig uforenelig med reformismen, den er et slag i ansigtet på de gængse opportunistiske fordomme og spidsborgerlige illusioner om “demokratiets fredelige udvikling”.
Proletariatet har brug for staten, det gentager alle opportunister, socialchauvinister og kautskyanere og bedyrer, at dette er Marx’lære, men de “glemmer” at tilføje, at for det første har proletariatet ifølge Marx kun brug for en stat, der er ved at dø bort, dvs. en stat, der er indrettet således, at den straks begynder at dø bort og nødvendigvis må dø bort. Og for det andet, at den arbejdende befolkning har brug for en “stat”, dvs. “proletariatet organiseret som herskende klasse”.
Staten er en særlig magtorganisation, en organisation af magtmidler til undertrykkelse af en eller anden klasse. Men hvilken klasse skal proletariatet undertrykke? Selvfølgelig kun udbytterklassen, dvs. bourgeoisiet. Det arbejdende folk har kun brug for staten til at undertrykke udbytternes modstand. Men kun proletariatet er i stand til at lede denne undertrykkelse, praktisere den, fordi det er den eneste klasse, der er revolutionær til det sidste, den eneste klasse, der er i stand til at forene alle arbejdende og udbyttede i kampen mod bourgeoisiet, for fuldstændig at fjerne det.
Udbytterklasserne har brug for det politiske herredømme for at opretholde udbytningen, dvs. for at tjene et forsvindende mindretals egennyttige interesser, imod folkets uhyre flertal. De udbyttede klasser har brug for det politiske herredømme for fuldstændig at afskaffe al udbytning, dvs. for at tjene folkets uhyre flertal, imod det forsvindende mindretal af moderne slaveholdere, dvs. godsejere og kapitalister.
De småborgerlige demokrater, disse såkaldte socialister, der har erstattet klassekampen med drømmerier om klasseharmoni, forestillede sig også den socialistiske omformning drømmerisk, ikke således, at udbytterklassens herredømme bliver styrtet, men således, at mindretallet fredeligt underordner sig flertallet, når dette er blevet sig sine opgaver bevidst. Denne småborgerlige utopi, der er uløseligt forbundet med anerkendelsen af staten som stående over klasserne, førte i praksis til forræderi mod de arbejdende klassers interesser, hvad der for eksempel fremgår af de franske revolutioners historie fra 1848 og 1871 og af de erfaringer, man har gjort med “socialister”s deltagelse i borgerlige ministerier i England, Frankrig, Italien og andre lande i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Marx bekæmpede hele sit liv igennem denne småborgerlige socialisme, der nu har fået en renæssance i Rusland, takket være de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Marx udviklede konsekvent læren om klassekampen til også at omfatte læren om den politiske magt, om staten.
Bourgeoisiets herredømme kan kun styrtes af proletariatet, som en særlig klasse, hvis økonomiske eksistensbetingelser forbereder det til denne omstyrtning og giver det mulighed og kraft til at gennemføre den. Mens bourgeoisiet opdeler og opsplitter bondebefolkningen og alle småborgerlige lag, får det proletariatet til at slutte sig sammen, til at forene og organisere sig. Kun proletariatet er i kraft af sin økonomiske rolle i storproduktionen i stand til at være fører for alle arbejdende og udbyttede masser, som bourgeoisiet udbytter, knægter og undertrykker, ofte ikke mindre, men tværtimod mere end proletarerne, og som ikke er i stand til selvstændig kamp for deres befrielse.
Læren om klassekampen, som Marx har anvendt på spørgsmålet om staten og den socialistiske revolution, fører nødvendigvis til anerkendelse af proletariatets politiske herredømme, dets diktatur, dvs. en magt, som det ikke deler med nogen, og som direkte støtter sig til massernes væbnede magt. Det er kun muligt at gennemføre bourgeoisiets fald ved at forvandle proletariatet til herskende klasse, så det er i stand til at holde bourgeoisiets uundgåelige fortvivlede modstand nede og med samfundsøkonomiens nyordning for øje organisere alle arbejdende og udbyttede masser.
Proletariatet har brug for statsmagten, en centraliseret organisation af magten, den organiserede tvang, både til at undertrykke udbytternes modstand og til at lede befolkningens uhyre masse: bønderne, småborgerskabet og halvproletarerne, for at sætte den socialistiske samfundsøkonomi “i gang”.
Idet marxismen opdrager arbejderpartiet, opdrager den proletariatets avantgarde, der er i stand til at gribe magten og til at føre hele folket til socialismen, lede og organisere nyordningen og være lærer, leder, fører for alle arbejdende og udbyttede, når det gælder om at organisere deres samfundsliv uden bourgeoisiet og mod bourgeoisiet. Den opportunisme, der råder i dag, opdrager derimod af arbejderpartiets rækker repræsentanter for de bedre betalte arbejdere, der bliver fremmede for masserne, og som ganske godt forstår at “indrette sig” under kapitalismen, folk, som sælger deres førstefødselsret for en ret linser, dvs. giver afkald på at være folkets revolutionære førere mod bourgeoisiet.
“Staten, det vil sige proletariatet organiseret som herskende klasse” – denne Marx’ teori er uløseligt forbundet med hele hans lære om proletariatets revolutionære rolle i historien. Denne rolle krones af det proletariske diktatur, proletariatets politiske herredømme.
Men hvis proletariatet har brug for staten som særlig tvangsorganisation mod bourgeoisiet, så påtvinger det spørgsmål sig af sig selv, om det overhovedet er muligt at skabe en sådan organisation uden i forvejen at tilintetgøre, uden at ødelægge den statsmaskine, som bourgeoisiet har skabt til sig selv. Det Kommunistiske Manifest fører tæt op til denne konklusion, og Marx taler om det, da han drager facit af erfaringerne fra revolutionen 1848 -1851.
I spørgsmålet om staten, det der interesserer os her, kommer Marx til følgende facit af revolutionen 1848-1851, som han udvikler i værket Louis Bonapartes Attende Brumaire:
“Men revolutionen er grundig. Den er endnu på rejse gennem skærsilden. Den gør sin gerning med metode. Indtil den 2. december 1851” (den dag, da Louis Bonapartes statskup fandt sted) “havde den gennemført den første halvdel af sin forberedelse, nu gennemfører den den anden. Den fuldendte først den parlamentariske magt for at kunne styrte den. Nu, da den har opnået dette, fuldender den den udøvende magt, reducerer den til dens reneste udtryk, isolerer den, stiller den foran sig for at tage sigte på den alene og koncentrere alle sine ødelæggelseskræfter mod den” (fremhævet af os). “Og når den har fuldført denne anden halvdel af sit forarbejde, vil Europa springe op fra sin plads og juble: Godt gravet, gamle muldvarp!
Denne udøvende magt med sin uhyre bureaukratiske og militære organisation, med sit vidtforgrenede og kunstige statsmaskineri, en embedsmandshær på en halv million ved siden af en armé på endnu en halv million, dette frygtelige snylterlegeme, der slynger sig som et net om hele det franske samfundslegeme og tilstopper alle dets porer, opstod på enevældens tid, under feudalvæsenets forfald, som det bidrog til at fremskynde.” Den første franske revolution udviklede centralisationen, “men samtidig også regeringsmagtens omfang, attributter og håndlangere. Napoleon fuldendte dette statsmaskineri. Det legitime monarki og julimonarkiet føjede intet andet nyt til end en større deling af arbejdet ...
Endelig så den parlamentariske republik sig i kampen mod revolutionen tvunget til ved undertrykkelsesforanstaltninger at forstærke regeringsmagtens midler og dens centralisation. Alle omvæltninger gjorde denne maskine mere fuldkommen i stedet for at sønderbryde den” (fremhævet af os). “De partier, som afvekslende kæmpede om herredømmet, betragtede erobringen af denne uhyre statsbygning som sejrherrens hovedbytte.” (Louis Bonapartes Attende Brumaire, 4. oplag, Hamburg 1907, s. 98 og 99.) [19]
I denne bemærkelsesværdige betragtning tager marxismen i forhold til Det Kommunistiske Manifest et mægtigt skridt fremad. I manifestet behandles spørgsmålet om staten endnu yderst abstrakt, i ganske almindeligt holdte begreber og vendinger. I Attende Brumaire stilles spørgsmålet konkret, og konklusionen formuleres overordentlig nøjagtigt, bestemt, praktisk-håndgribeligt: revolutioner hår forbedret statsmaskineriet, men man må sønderslå det, sønderbryde det.
Denne konklusion er det vigtigste, det grundlæggende i marxismens lære om staten. Og netop dette grundlæggende er ikke alene blevet fuldstændig glemt af de herskende officielle socialdemokratiske partier, men også (som vi skal se i det følgende) direkte blevet forvansket af Kautsky, II Internationales mest fremtrædende teoretiker.
I Det Kommunistiske Manifest sammenfattes historiens almindelige resultater, som tvinger os til i staten at se et organ for klasseherredømmet og fører os til den nødvendige slutning, at proletariatet ikke formår at styrte bourgeoisiet uden først at have erobret den politiske magt, uden at have opnået det politiske herredømme og forvandlet staten til “proletariatet organiseret som herskende klasse”, og at denne proletariske stat vil begynde at dø bort straks efter sejren, fordi staten er unødvendig og umulig i et samfund uden klassemodsætninger. Her rejses ikke det spørgsmål, hvorledes da – set fra den historiske udviklings synspunkt – den proletariske stat skal afløse den borgerlige.
Netop dette spørgsmål rejser og løser Marx i 1852. Tro mod sin filosofi, den dialektiske materialisme, tager Marx den historiske erfaring fra de store revolutionsår 1848-1851 som grundlag. Marx’ lære er, her som altid, en sammenfatning af erfaringer i lyset af en dyb filosofisk verdensanskuelse og et rigt kendskab til historien.
Spørgsmålet om staten stilles konkret: hvorledes er den borgerlige stat, det for bourgeoisiets herredømme nødvendige statsmaskineri, opstået historisk? Hvilke forandringer, hvilken udvikling er der sket med det under de borgerlige revolutioner og som svar på de undertrykte klassers selvstændige aktioner? Hvad er proletariatets opgaver over for dette statsmaskineri?
Den centraliserede statsmagt, der er særegen for det borgerlige samfund, opstod i den epoke, da enevælden blev styrtet. To institutioner er især betegnende for dette statsmaskineri: embedsmandsvæsenet og den stående hær. Hvorledes disse institutioner med tusinder af tråde er sammenknyttet netop med bourgeoisiet, det drøftes ofte i Marx’ og Engels’værker. Enhver arbejders erfaring belyser overordentlig anskueligt og overbevisende denne sammenhæng. Arbejderklassen lærer på sin egen krop denne sammenhæng at kende – derfor fatter den så let videnskaben om denne sammenhængs uundgåelighed og tilegner sig den så grundigt, en videnskab, som de småborgerlige demokrater enten afviser af uvidenhed og overfladiskhed, eller – hvad der er endnu mere overfladisk nok anerkender “i almindelighed”, men glemmer at drage de praktiske konsekvenser af.
Embedsmandsvæsenet og den stående hær, det er “snylterne” på det borgerlige samfunds legeme, snyltere, som er født af de indre modsigelser, der sønderslider dette samfund, men altså netop snyltere, der “tilstopper” livets porer. Den kautskyanske opportunisme, der nu hersker i det officielle socialdemokrati, betragter den anskuelse, der i staten ser en snyltende organisme, som en ganske speciel egenskab hos anarkismen. Selvfølgelig er denne forvanskning af marxismen yderst fordelagtig for de spidsborgere, der har bragt den uhørte skændsel over socialismen at bruge den til at retfærdiggøre og forskønne den imperialistiske krig ved at anvende begrebet “fædrelandsforsvar” på den, men alligevel er og bliver det en ubetinget forvanskning.
Gennem alle de borgerlige revolutioner, som Europa i stort tal har oplevet efter feudalismens fald, går som en rød tråd gennem udviklingen, forbedringen og befæstelsen af dette embeds- og militærapparat. I særdeleshed drages netop småborgerskabet over på storbourgeoisiets side og bringes i høj grad under dets herredømme ved hjælp af dette apparat, der skaffer det øverste lag af bønderne, de små håndværkere og handlende osv. forholdsvis bekvemme, rolige og ærefulde småembeder, der stiller deres indehavere over folket. Se blot, hvad der er sket i Rusland i det halve år, der er gået siden den 27. februar 1917: embedsstillinger, der tidligere fortrinsvis blev besat af medlemmer af de sorte hundreder, er nu blevet et udbytningsobjekt for kadetterne [20], mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Alvorlige reformer har man i grunden overhovedet ikke tænkt på, man har anstrengt sig for at trække tiden ud “til den konstituerende forsamling” – og ganske stille forhale indkaldelsen af den konstituerende forsamling til krigens slutning! Derimod tøvede man ikke med at dele byttet, med at besætte stillingerne som ministre, statssekretærer, generalguvernører osv., osv., her ventede man ikke på nogen konstituerende forsamling! Spillet med kombinationerne ved regeringens sammensætning var i grunden kun udtryk for denne deling og nyopdeling af “byttet”, der foregik såvel foroven som forneden, i hele landet, i hele den centrale og lokale administration. Facit, det objektive facit for halvåret fra den 27. februar indtil den 27. august 1917 står fast: reformerne er stillet i bero, fordelingen af embederne har fundet sted, og “fejlene” ved deres uddeling er blevet rettet ved nogle nyopdelinger.
Men jo flere “nyopdelinger” inden for embedsapparatet der imidlertid finder sted blandt de forskellige borgerlige og småborgerlige partier (blandt kadetterne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne, for at tage det russiske eksempel), desto klarere forstår de undertrykte klasser med proletariatet i spidsen, at der råder et dødeligt fjendskab mellem dem og hele det borgerlige samfund. Heraf følger for alle borgerlige partier, selv for de allermest demokratiske og deriblandt også “revolutionær-demokratiske”, nødvendigheden af at forstærke repressalierne mod det revolutionære proletariat, befæste undertrykkelsesapparatet, dvs. netop denne statsmaskine. Denne udvikling af begivenhederne tvinger revolutionen til “at koncentrere alle ødelæggelseskræfter” mod statsmagten, tvinger den til at stille sig som opgave ikke at forbedre statsmaskineriet, men at ødelægge, tilintetgøre det.
Ikke logiske overvejelser, men begivenhedernes faktiske udvikling, den levende erfaring fra årene 1848-1851 har ført til at stille opgaven på denne måde. I hvor høj grad Marx strengt holder sig til den basis af kendsgerninger, som den historiske erfaring frembyder, ses deraf, at han i 1852 endnu ikke konkret rejser spørgsmålet om, hvad der skal sættes i stedet for dette statsmaskineri, der bør ødelægges. Erfaringen afgav dengang endnu ikke nogen basis for et sådant spørgsmål, der senere, i 1871, blev stillet på dagsordenen af historien. I 1852 kunne man med naturvidenskabelig nøjagtighed kun fastslå, at den proletariske revolution var nået frem til den opgave “at koncentrere alle ødelæggelseskræfter” mod statsmagten, den opgave at “sønderbryde” statsmaskineriet.
Her kan det spørgsmål opstå, om det er tilladeligt at generalisere Marx’ erfaringer, iagttagelser og konklusioner og at overføre dem til større områder end Frankrigs historie i de tre år 1848-1851. For at undersøge dette spørgsmål minder vi først om en bemærkning af Engels for så at gå over til kendsgerningerne.
“Frankrig,” skriver Engels i forordet til tredje oplag af den Attende Brumaire, “er det land, hvor de historiske klassekampe mere end noget andet sted hver gang blev kæmpet igennem lige til afgørelsen, hvor altså også de vekslende politiske former, inden for hvis ramme de bevæger sig, og som deres resultater sammenfattes i, er tegnet med de skarpeste omrids. Frankrig, som var centrum for feudalismen i middelalderen, mønsterlandet for det centraliserede stændermonarki efter renæssancens tid, har i den store revolution slået feudalismen i stykker og grundlagt bourgeoisiets rene herredømme i en mere klassisk form end noget andet europæisk land. Også det opadstræbende proletariats kamp mod det herskende bourgeoisi optræder her i en akut form, som er ukendt andre steder.” (S. 4 i oplaget fra 1907.) [21]
Den sidste bemærkning er forældet, for så vidt der siden 1871 er indtrådt en afbrydelse i det franske proletariats revolutionære kamp, skønt denne afbrydelse, hvor længe den end måtte vare, ingenlunde udelukker den mulighed, at Frankrig i den kommende proletariske revolution vil vise sig at være det klassiske land for klassekampen lige til den endelige afgørelse.
Lad os imidlertid kaste et blik på de fremskredne landes historie ved slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Vi vil få at se, at den samme proces foregik her på en betydeligt større arena, blot langsommere, mere varieret, den proces, hvorved på den ene side den “parlamentariske magt” blev udbygget både i de republikanske lande (Frankrig, Amerika, Svejts) og i de monarkiske (England, til en vis grad Tyskland, Italien, de skandinaviske lande osv.) – samtidig med, at der på den anden side fandt en kamp sted om magten mellem de forskellige borgerlige og småborgerlige partier, der til stadighed fordelte de “erobrede” “ben”, uden at grundlaget for den borgerlige ordning blev forandret – og endelig ser vi, at den “udøvende magt”, dens embeds- og militærapparat, udvikledes og befæstedes.
Der er ingen tvivl om, at dette er træk, der er fælles for hele den nyere udvikling i de kapitalistiske stater overhovedet. Frankrig opviste i de tre år fra 1848 til 1851 i hurtig, skarp, koncentreret form de samme udviklingsprocesser, der er karakteristiske for hele den kapitalistiske verden.
Men især opviser imperialismen – bankkapitalens, de gigantiske kapitalistiske monopolers epoke, under hvilken den monopolistiske kapitalisme vokser over i den statsmonopolistiske kapitalisme – en usædvanlig styrkelse af “statsmaskineriet”, en uhørt vækst af dens embeds- og militærapparat i forbindelse med en forstærkelse af repressalierne mod proletariatet både i de monarkiske og i de frieste, republikanske lande.
Verdenshistorien fører nu utvivlsomt i langt større målestok end i 1852 til “koncentrering af alle den proletariske revolutions kræfter” med statsmaskineriets “ødelæggelse” som mål.
Hvad proletariatet vil sætte i stedet, derom gav Pariserkommunen højst lærerigt materiale.
I 1907 offentliggjorde Mehring i Neue Zeit [23] (XXV. 2, s. 164) udtog af et brev fra Marx til Weydemeyer af 5. marts 1852. I dette brev findes blandt andet følgende bemærkelsesværdige betragtninger:
“Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne kamp mellem klasserne historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var, 1. at påvise at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling, 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur, 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.” [24]
Med disse ord er det lykkedes Marx på en forbavsende klar måde at udtrykke, for det første, hvad der er hoved- og grundforskellen mellem hans lære og det, bourgeoisiets førende og mest dybtgående tænkere har doceret, og for det andet, hvad der er kernen i hans lære om staten.
Det væsentlige i Marx’ lære er klassekampen. Det siger og skriver man meget ofte. Men det er urigtigt. Og af denne urigtighed følger atter og atter en opportunistisk forvanskning af marxismen, en forfalskning, der gør den antagelig for bourgeoisiet. For læren om klassekampen stammer ikke fra Marx, men er før ham blevet skabt af bourgeoisiet, og den er, taget i almindelighed, antagelig for bourgeoisiet. Den, der kun anerkender klassekampen, er endnu ikke marxist, han kan godt være blevet stående inden for den borgerlige tænknings og den borgerlige politiks grænser. At indskrænke marxismen til læren om klassekampen er det samme som at beskære marxismen, at forvanske den, at reducere den til det, bourgeoisiet kan godkende. Marxist er kun den, der udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelse af proletariatets diktatur. Heri består den dybeste forskel mellem marxisten og den almindelige små- (og også stor-)borger. Det er det, der må være prøvestenen på en virkelig forståelse og anerkendelse af marxismen. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at da Europas historie i praksis bragte det givne spørgsmål ind på livet af arbejderklassen, afsløredes ikke alene alle reformister og opportunister, men også alle “kautskyanere” (folk, der vakler mellem reformisme og marxisme) som sørgelige filistre og småborgerlige demokrater, der afviser proletariatets diktatur. Kautskys pjece Proletariatets Diktatur, der udkom i august 1918, dvs. længe efter første oplag af nærværende bog, er et mønster på spidsborgerlig forvanskning af marxismen og nederdrægtig fornægtelse af den i praksis, samtidig med at man hyklerisk anerkender marxismen i ord (se min pjece Den Proletariske Revolution og Renegaten Kautsky, Petrograd og Moskva 1918). [25]
Den moderne opportunisme, først og fremmest repræsenteret af den tidligere marxist K. Kautsky, falder helt ind under Marx’anførte karakteristik af den borgerlige indstilling, idet denne opportunisme indskrænker det område, hvor man anerkender klassekampen, til de borgerlige forhold. (Og inden for dette område, inden for disse grænser, vil ikke én eneste dannet liberal nægte at anerkende klassekampen “i princippet”!) Opportunismen fører netop ikke anerkendelsen af klassekampen igennem til det væsentligste, til overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme, til den periode, da bourgeoisiet styrtes og fuldstændig tilintetgøres. I virkeligheden er denne periode uundgåeligt en periode med usædvanlig forbitret klassekamp, med hidtil uset skarpe former for denne kamp, altså må også staten i denne periode uundgåeligt være demokratisk på en ny måde (for proletarerne og overhovedet for de besiddelsesløse) og diktatorisk på en ny måde (mod bourgeoisiet).
Endvidere. Kun den har tilegnet sig kernen i Marx’ lære om staten, som har forstået, at én klasses diktatur ikke alene er nødvendigt for ethvert klassesamfund overhovedet, ikke alene for proletariatet, når det har styrtet bourgeoisiet, men også for en hel historisk periode, der skiller kapitalismen fra “det klasseløse samfund”, fra kommunismen. De borgerlige staters form er overordentlig mangfoldig, men deres væsen er det samme: alle disse stater er på den ene eller den anden måde, men i sidste instans ubetinget bourgeoisiets diktatur. Overgangen fra kapitalismen til kommunismen må naturligvis frembringe en uhyre rigdom og mangfoldighed af politiske former, men det væsentlige vil ubetinget stadig være dette ene: proletariatets diktatur.
16. Marx: Den Tyske Ideologi – Filosofiens Elendighed, s. 249.
17. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 37-39 og 46.
18. Pariserkommunen – revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet og udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunens to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne.
Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år.
19. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 325-326.
20. Kadetter – medlemmer af partiet de Konstitutionelle Demokrater, et liberalt-monarkistisk parti, dannet i Rusland 1905. Under 1. verdenskrig støttede det aktivt tsarrigets erobringsbestræbelser. Under februarrevolutionen 1917 forsøgte det at redde monarkiet. Som det ledende parti i den provisoriske regering førte det en politik, som ikke tjente folket, men amerikanske, engelske og franske imperialister. Efter oktoberrevolutionen blev partiet en uforsonlig modstander af sovjetstyret, og det deltog på de “hvide”s side i borger- og interventionskrigene.
21. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 238-239.
22. Tilføjelse til 2. oplag 1919.
23. Die Neue Zeit – det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift 1883-1923. Bladet blev indtil oktober 1917 redigeret af Karl Kautsky. En del af Marx’ og Engels’ artikler blev optaget i tidsskriftet, og Engels ydede bladet støtte, samtidig med, at han kritiserede det for dets afvigelser fra marxismen. Efter Engels’ død i 1895 begyndte bladet jævnligt at optage revisionistiske artikler, bl. a. af Eduard Bernstein.
24. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 453.
25. Lenin: Udvalgte værker, Forlaget Tiden, København 1948, bd. 10, s. 27 ff. Udkommer desuden i nærværende udgave, bd. 11.
Sidst opdateret 3.4.2015