Skrevet 25. oktober (7. november) 1917. Trykt 26. oktober (8. november) 1917 i Rabotjij I Soldat nr. 9.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 18-22, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 22. dec. 2008
Spørgsmålet om freden er vore dages brændende spørgsmål, vore dages akutte spørgsmål. Der er talt og skrevet meget om det, og I har sandsynligvis alle diskuteret det ikke så lidt. Lad mig derfor gå over til at oplæse en erklæring, som den af jer valgte regering må udsende.
Arbejder- og bonderegeringen, der er skabt af revolutionen den 24.-25. oktober, og som støtter sig på Arbejder-, Soldater- Og Bonderepræsentanternes Sovjetter, foreslår alle krigsførende nationer og deres regeringer straks at påbegynde forhandlinger om en retfærdig, demokratisk fred.
En retfærdig eller demokratisk fred, som det overvældende flertal af de af krigen udmattede, pinte og plagede arbejdere og arbejdende klasser i alle krigsførende lande tørster efter – en fred, som de russiske arbejdere og bønder på den allerskarpeste og udtrykkeligste måde har krævet efter omstyrtelsen af det tsaristiske monarki – en sådan fred må efter regeringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden anneksioner (dvs. uden erobring af fremmed territorium, uden voldelig indlemmelse af fremmede folkeslag) og uden erstatningsbetalinger.
Ruslands regering foreslår alle krigsførende nationer straks at slutte en sådan fred og erklærer sig rede til uden mindste tøven med det samme at foretage alle afgørende skridt, indtil alle betingelser for en sådan fred definitivt er bekræftet af alle landes og alle nationers kompetente folkerepræsentationer.
Ved anneksion eller erobring af fremmed territorium forstår regeringen i overensstemmelse med demokratiets retsopfattelse i særdeleshed enhver indlemmelse af et lille eller svagt folkeslag i en stor eller stærk stat, uden at dette folkeslag tydeligt, klart og frivilligt har givet udtryk for sit samtykke hertil og sit ønske herom, uden hensyn til, hvornår denne voldelige indlemmelse er sket, og ligeledes uden hensyn til, hvor udviklet eller tilbagestående den nation er, der med magt er blevet indlemmet i eller med magt holdes inden for en given stats grænser. Endelig uden hensyn til, om denne nation lever i Europa eller i fjerne oversøiske lande.
Hvis en nation, uanset hvilken, med magt holdes inden for en given stats grænser, hvis den til trods for at have udtrykt ønske herom – ligegyldigt om dette ønske er kommet til udtryk i pressen, i folkeforsamlinger, i partibeslutninger eller i forbitrelse og oprør mod det nationale åg – ikke får ret til uden mindste tvang at træffe beslutning om formerne for sin statslige eksistens ved fri afstemning og under fuldstændig tilbagetrækning af den indlemmende eller overhovedet stærkere nations tropper, da er denne nations indlemmelse en anneksion, dvs. erobring og vold.
Regeringen betragter det som en kæmpeforbrydelse mod menneskeheden at fortsætte denne krig for at afgøre, hvorledes de stærke og rige nationer skal fordele de af dem erobrede svage folkeslag mellem sig, og erklærer højtideligt, at den er villig til øjeblikkelig at underskrive fredsbetingelser, der standser denne krig på de angivne vilkår, der er lige retfærdige for alle folkeslag uden undtagelse.
Samtidig erklærer regeringen, at den aldeles ikke betragter ovenstående fredsbetingelser som ultimative, dvs. den er villig til også at overveje alle mulige andre fredsbetingelser og står kun fast ved, at de skal foreslås så hurtigt som muligt af et krigsførende land, uanset hvilket, og at fredsbetingelserne skal fremsættes med største tydelighed, under ubetinget udelukkelse af enhver form for tvetydighed og hemmelighedskræmmeri.
Regeringen afskaffer det hemmelige diplomati, idet den for sit vedkommende giver udtryk for den faste hensigt at føre alle forhandlinger fuldstændig åbenlyst for hele folket og straks påbegynde en fuldstændig offentliggørelse af de hemmelige traktater, [3] der er blevet godkendt eller afsluttet af godsejernes og kapitalisternes regering fra februar til 25. oktober 1917. Regeringen erklærer hele indholdet af disse hemmelige traktater for ubetinget ophævet med øjeblikkelig virkning, for så vidt dette indhold, som det fortrinsvis er tilfældet, går ud på at skaffe de russiske godsejere og kapitalister fordele og privilegier og at opretholde eller forøge storrussernes anneksioner.
Idet regeringen henvender sig til alle landes regeringer og folk med forslag om øjeblikkeligt at indlede åbne fredsforhandlinger, erklærer den sig for sit vedkommende rede til at føre disse forhandlinger såvel skriftligt og telegrafisk som gennem forhandlinger mellem repræsentanter for de forskellige lande eller på en konference med sådanne repræsentanter. For at lette sådanne forhandlinger udpeger regeringen en befuldmægtiget repræsentant for sig i de neutrale lande.
Regeringen foreslår alle krigsførende landes regeringer og folk at slutte øjeblikkelig våbenstilstand, idet den for sit vedkommende anser det for ønskeligt, at denne våbenstilstand indgås for mindst tre måneder, dvs. et tidsrum, der fuldt ud vil gøre det muligt både at afslutte fredsforhandlingerne med deltagelse af repræsentanter for alle folkeslag eller nationer uden undtagelse, som er inddraget i eller tvunget til at deltage i krigen, og at indkalde kompetente forsamlinger af folkerepræsentanter i alle lande til endelig godkendelse af fredsbetingelserne.
Idet Ruslands provisoriske arbejder- og bonderegering retter dette fredsforslag til alle krigsførende landes regeringer og folk, henvender den sig i særdeleshed til de klassebevidste arbejdere i menneskehedens tre mest fremskredne nationer og største stater, der deltager i den nuværende krig: England, Frankrig og Tyskland. Arbejderne i disse lande har gjort fremskridtets og socialismens sag de største tjenester; det gælder store forbilleder som chartistbevægelsen [4] i England, en række revolutioner af verdenshistorisk betydning, som det franske proletariat har gennemført, og endelig den heltemodige kamp mod undtagelsesloven [5] i Tyskland og det langvarige, hårdnakkede, disciplinerede arbejde for at skabe Tysklands proletariske masseorganisationer, et arbejde, der er et eksempel for arbejderne i hele verden. Alle disse forbilleder på proletarisk heltemod og historisk skaber-kraft er os en garanti for, at arbejderne i de nævnte lande vil forstå de opgaver, der nu påhviler dem – at befri menneskeheden for krigens rædsler og dens følger, en garanti for, at disse arbejdere med deres alsidige, beslutsomme og opofrende energiske virksomhed vil hjælpe os med at føre fredens sag til sejr og samtidig befri de arbejdende og udbyttede befolkningsmasser for alt slaveri og al udbytning.
Arbejder- og bonderegeringen, der er skabt af revolutionen den 24.-25. oktober og støtter sig på Arbejder-, Soldater- Og Bonderepræsentanternes Sovjetter, må øjeblikkeligt påbegynde fredsforhandlinger. Vor henvendelse må rettes både til regeringerne og til folkene. Vi kan ikke ignorere regeringerne, for så forhales den mulige fredsslutning, og det må en folkeregering ikke gøre, men det er vor absolutte pligt samtidig også at henvende os til folkene. Overalt er der splid mellem regeringerne og folkene, og derfor må vi hjælpe folkene med at gribe ind i spørgsmålene om krig og fred. Vi vil naturligvis i enhver henseende forsvare hele vort program for en fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger. Vi vil ikke fravige det, men vi må slå vore fjender den mulighed af hænde at kunne sige, at de har andre betingelser, og at det derfor ikke kan nytte noget at optage forhandlinger med os. Nej, vi må berøve dem denne fordelagtige stilling og ikke fremsætte vore betingelser ultimativt. Derfor har vi også medtaget sætningen om, at vi vil overveje alle mulige fredsbetingelser, alle forslag. At vi overvejer dem, betyder endnu ikke, at vi accepterer dem. Vi stiller dem til debat i Den Konstituerende Forsamling, der jo vil have myndighed til at afgøre, hvor man kan give efter, og hvor man ikke kan. Vi kæmper mod regeringernes bedrageri. De taler alle om fred og retfærdighed, men i virkeligheden fører de røveriske erobringskrige. Ikke en eneste regering siger alt, hvad den tænker. Vi derimod er modstandere af hemmeligt diplomati og vil handle åbent for hele folket. Vi lukker ikke og har ikke lukket øjnene for vanskelighederne. Man kan ikke afslutte krigen blot ved at opgive den; krigen kan ikke afsluttes af den ene part alene. Vi foreslår en våbenstilstand på tre måneder, men forkaster heller ikke et kortere tidsrum, for at den udmattede hær i det mindste kan puste ud i nogen tid, og desuden er det nødvendigt at indkalde folkeforsamlinger i alle kulturlande for at drøfte betingelserne.
Idet vi foreslår øjeblikkeligt at slutte våbenstilstand, henvender vi os til de klassebevidste arbejdere i de lande, der har gjort meget for den proletariske bevægelses udvikling. Vi henvender os til arbejderne i England, hvor chartistbevægelsen fandtes, til Frankrigs arbejdere, der gentagne gange i opstande har vist, hvor stærk deres klassebevidsthed er, og til Tysklands arbejdere, der holdt stand i kampen mod socialistloven og har skabt stærke organisationer.
I manifestet af 14. marts [6] foreslog vi at styrte bankiererne, men ikke alene undlod vi selv at styrte dem, vi sluttede endog forbund med dem. Nu har vi styrtet bankierernes regering.
Regeringer og bourgeoisi vil gøre sig alle mulige anstrengelser for at slutte sig sammen og drukne arbejder- og bonderevolutionen i blod. Men de tre års krig har lært masserne tilstrækkeligt: sovjetbevægelsen i andre lande og opstanden i den tyske flåde, der blev undertrykt af bødlen Wilhelms officerer. Endelig må vi ikke glemme, at vi ikke lever i det indre af Afrika, men i Europa, hvor alt bliver hurtigt kendt.
Arbejderbevægelsen vil få overtaget og bane vej for fred og socialisme. (Langvarigt bifald.)
3. De hemmelige traktater mellem Tsar-Rusland og de imperialistiske stater blev offentliggjort af Sovjet-Ruslands folkekommissariat for udenrigsanliggender i december 1917 på grundlag af vedtagelsen på 2. Alrussiske Sovjetkongres. Mere end hundrede traktater og andre hemmelige dokumenter fra tsarregeringens og den provisoriske regerings tid blev hentet frem fra det tidligere udenrigsministeriums arkiver, dechifreret og offentliggjort, først i aviserne, derpå i bogform i ni bind. Offentliggørelsen af de hemmelige traktater spillede en vældig rolle i afsløringen af første verdenskrigs imperialistiske karakter. – S. 20.
4. Chartistbevægelsen (af det engelske charter) – revolutionær masse-bevægelse blandt de engelske arbejdere i 1830’rne og 1840’rne, fremkaldt af arbejdernes hårde økonomiske vilkår og manglende politiske rettigheder. Chartisterne grundlagde det første store arbejderparti i arbejderbevægelsens historie. – S. 21.
5. Undtagelsesloven mod socialisterne (indført 1878) forbød socialdemokratiet samt arbejdernes organisationer og presse. Socialdemokrater blev arresteret og fængslet. Ved at forene illegalt arbejde med legalt formåede Tysklands socialdemokratiske parti imidlertid at modstå repressalierne og øge sin indflydelse blandt de arbejdende masser. Loven blev ophævet i 1890. – S. 21.
6. Manifestet af 14. marts – her sigter Lenin til den appel fra Petrograd-sovjetten, som var rettet »Til folkene i hele verden«, og som blev vedtaget på et møde i sovjetten 14. (27.) marts 1917 (da mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde flertal i sovjetten). Appellen blev vedtaget under pres fra de revolutionære masser og opfordrede det arbejdende folk i krigsførende lande til at aktionere for fred; den afslørede imidlertid ikke krigens erobringskarakter, men retfærdiggjorde faktisk den borgerlige provisoriske regerings fortsættelse at den Imperialistiske krig. – S. 22.
Sidst opdateret 22.12.2008