Skrevet den 12.-14. (25.-27.) september 1917. Først trykt i 1921 i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija nr. 2.
Oversat til dansk af Poul-Henning Laursen fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 81-83, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Da bolsjevikkerne har vundet flertal i begge hovedstæders sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter, kan og skal de tage statsmagten i deres hænder.
De kan, for det aktive flertal af de revolutionære elementer i de to hovedstæders befolkning er tilstrækkeligt til at drage masserne med, overvinde og knuse modpartens modstand, erobre magten og fastholde den. For når bolsjevikkerne foreslår en demokratisk fred, straks overgiver jorden til bønderne og genopretter de demokratiske institutioner og friheder, som er blevet mishandlet og mast af Kerenskij, kan de skabe en regering, som ingen vil kunne styrte.
Folkets flertal er for os. Det er bevist af den lange og vanskelige vej fra 6. maj til 31. august og 12. september [2]. Flertallet i de to hovedstæders sovjetter er frugten af, at folket har bevæget sig over til vor side. Svingningerne blandt de socialrevolutionære og mensjevikkerne og internationalisternes styrkede stilling blandt dem beviser det samme.
Den Demokratiske Konference repræsenterer ikke folkets revolutionære flertal, men udelukkende de kompromissøgende, småborgerlige spidser. Man må ikke lade sig narre af valgtal; det er ikke valgene, der er sagen: Sammenlign valgene til bydumaerne i Petrograd og Moskva med valgene til sovjetterne. Sammenlign valgene i Moskva med strejken i Moskva den 12. august: Så får man de objektive data om det flertal af revolutionære elementer, som fører masserne.
Den Demokratiske Konference bedrager bønderne, den giver dem hverken fred eller jord.
En bolsjevikisk regering er den eneste, som vil tilfredsstille bønderne.
Hvorfor skal bolsjevikkerne tage magten netop nu?
Fordi den forestående overgivelse af Petrograd vil medføre, at vore chancer bliver hundrede gange mindre.
Og at forhindre Petrograds overgivelse, så længe Kerenskij og co. står i spidsen for hæren, har vi ikke styrke til.
Vi kan heller ikke “afvente” den Konstituerende Forsamling, fordi Kerenskij og co. altid vil kunne forpurre den, atter ved at overgive Petrograd. Kun vort parti kan, når det har taget magten, sikre indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling, og når det har taget magten, vil det anklage de andre partier for at have trukket sagen i langdrag og bevise denne anklage.
En separatfred mellem de engelske og tyske imperialister skal forhindres og kan forhindres, men kun ved at handle hurtigt.
Folket er blevet truet af mensjevikkernes og de socialrevolutionæres svingninger. Kun vor sejr i hovedstæderne vil få bønderne til at følge os.
Det drejer sig ikke om “dagen” for opstanden, om dens “tidspunkt” i snæver forstand. Det kan kun afgøres gennem samstemmende opfattelser hos dem, der har føling med arbejderne og soldaterne, med masserne.
Det drejer sig om, at vort parti på den Demokratiske Konference reelt holder sin kongres, og denne kongres skal (hvad enten den vil eller ej, den skal) afgøre revolutionens skæbne.
Det drejer sig om at klarlægge opgaven for partiet: at begynde forberedelserne til væbnet opstand i Petrograd og Moskva (med omegn), erobre magten og styrte regeringen. Det må overvejes, hvordan der kan agiteres for dette uden at udtrykke det sådan i pressen.
Det ville være naivt at vente, til bolsjevikkerne får “formelt” flertal, ingen revolution afventer dette. Kerenskij og co. venter heller ikke, men gør klar til at overgive Petrograd. Netop den “Demokratiske Konferences” ynkværdige svingninger skal få og vil få tålmodigheden til at briste hos Petrograds og Moskvas arbejdere! Historien vil ikke tilgive os, hvis vi ikke tager magten nu.
Der er ikke noget apparat? Apparatet er der: sovjetterne og de demokratiske organisationer. Den internationale situation er netop nu, på tærsklen til en separatfred mellem englænderne og tyskerne, i vores favør. At foreslå folkene fred netop nu betyder at sejre.
Hvis vi straks tager magten både i Moskva og i Petrograd (det er ikke vigtigt, hvem der begynder; måske kan det endda være Moskva), vil vi afgjort og upåtvivleligt sejre.
1. Lenins breve Bolsjevikkerne skal tage magten og Marxisme Og Opstand blev diskuteret på centralkomiteens møde den 15. (28. ) september 1917. Centralkomiteen tog beslutning om at fastsætte et centralkomitemøde, som skulle diskutere taktiske spørgsmål, i nær fremtid. Det blev stillet til afstemning, om man kun skulle opbevare et enkelt eksemplar af Lenins breve. For dette forslag stemte 6, 4 stemte imod og 6 afholdt sig fra at stemme. Kamenev, der var modstander af partiets kurs mod en socialistisk revolution, forelagde centralkomiteen et forslag til en resolution, der vendte sig imod Lenins forslag om organisering af en væbnet opstand. Centralkomiteen afviste Kamenevs resolution. – S. 81.
2. 6. maj – offentliggjordes sammensætningen af den første provisoriske koalitionsregering.
31. august – vedtog Petrograds arbejder- og soldaterrepræsentanters sovjet en bolsjevikisk resolution, der krævede, at der skulle dannes en sovjetregering.
12. september – besluttede sovjetternes centrale eksekutivkomite, som var domineret af de socialrevolutionære og mensjevikkerne, at indkalde til en demokratisk konference (se note 4 til artiklen Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes). – S. 81.
Sidst opdateret 16.12.2008