Skrevet 8. (21.) juli 1917. Trykt første gang i 1925 i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija, nr. 1. [1]
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 171-172, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Efter private samtaler at dømme er der to meninger om dette spørgsmål.
Kammerater, der lader sig påvirke af »sovjetternes atmosfære«, hælder ofte til et ja.
De, der befinder sig nærmere arbejdermasserne, hælder tilsyneladende til et nej.
Principielt drejer spørgsmålet sig først og fremmest om en vurdering af det, man sædvanligvis kalder forfatningsmæssige illusioner.
Hvis man mener, at der i Rusland er mulighed for og virkelig fungerer en retmæssig regering og en retmæssig domstol, at indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling er sandsynlig, så kan man konkludere til fordel for et ja.
En sådan opfattelse er imidlertid helt fejlagtig. Netop de seneste begivenheder efter 4. juli har på den mest anskuelige måde vist, at indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling er usandsynlig (uden en ny revolution), at der i Rusland hverken er en retmæssig regering eller en retmæssig domstol, og (nu) ikke kan være det.
Domstolene er statsmagtens organ. Det glemmer de liberale undertiden. For marxisten er det en synd at glemme.
Men hvor er statsmagten? Hvem udøver den?
Der er ingen regering. Den skifter hver dag. Den er uvirksom.
Der hersker et militært diktatur. Her er det latterligt så meget som at tale om en »domstol«. Det drejer sig ikke om »domstolen«, men om en episode i borgerkrigen. Det er det tilhængerne af et ja beklageligvis ikke vil forstå.
Pereversev og Aleksinskij som »sag«søgere!! Er det ikke virkeligt latterligt her at tale om nogen retsproces? Er det ikke virkeligt naivt at tro, at en eller anden domstol under sådanne omstændigheder kan klarlægge, fastslå eller undersøge noget??
Statsmagten er i hænderne på et militært diktatur, og uden en ny revolution kan denne magt kun styrkes en vis tid, først og fremmest så længe krigen varer.
»Jeg har intet ulovligt gjort. Domstolen er retfærdig. Domstolen vil klarlægge sagen. Retsmødet vil være åbent. Folket vil forstå. Jeg møder op.«
Dette ræsonnement er naivt indtil det barnagtige. Det er ikke en retssag, men hetz mod internationalisterne magten har brug for. Sætte dem i fængsel og holde dem der – det er det de herrer Kerenskij og co. har brug for. Sådan var det (i England og Frankrig), sådan bliver det (i Rusland).
Lad internationalisterne arbejde illegalt efter formåen, men lad dem ikke begå den dumhed at møde frivilligt for retten!
1. Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt Lenin, løgnagtigt anklaget for spionage til fordel for Tyskland, skulle møde for retten.
Tsarens efterretningsvæsen havde fremsat den slags anklager mod bolsjevikkerne lige siden krigens begyndelse. Som påskud brugtes bolsjevikkernes agitation for at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig mellem proletariatet og dets udbyttere. Da Lenin sammen med en gruppe bolsjevikker efter februarrevolutionen 1917 rejste gennem Tyskland på vej til Rusland, brugtes dette som anledning til yderligere at oppuste spionagebeskyldningerne. Tsarens kontraspionage plantede i den forbindelse en løgnagtig anklage i pressen, underskrevet af bl.a. intrigemageren G. Aleksinskij. (Se i den forbindelse artiklen s. 161-165 Hvor Er Magten, Og Hvor Er Kontrarevolutionen?)
Den provisoriske regering gav ordre til at arrestere Lenin, der måtte gå under jorden 5. juli. Samtidig var bolsjevikkerne delt i spørgsmålet om, hvorvidt Lenin i den givne situation skulle møde for retten. Lenin selv gik i begyndelsen ind for at søge en offentlig retssag arrangeret, hvor han ville vende den oplagt løgnagtige beskyldning til en anklage mod den kontrarevolutionære provisoriske regering.
Da spørgsmålet havde generel partimæssig betydning, drøftedes det adskillige gange i de øverste partiinstanser, bl.a. på et møde mellem centralkomiteens partifunktionærer 7. juli. Nærværende artikel, skrevet 8. juli, er øjensynligt Lenins konklusion af mødet. Spørgsmålet drøftedes atter på et udvidet møde i centralkomiteen 13.-14. juli. Mødet udtalte sig mod Lenins fremstillelse for retten. Dette standpunkt gav Lenin udtryk for i et brev til bladet Proletarskoje Delo (se s. 178-179).
Da der imidlertid fortsat eksisterede to meninger om spørgsmålet, rejstes det på RSDAP(b)’s 6. kongres 3. august 1917, hvor partiet enstemmigt vedtog en resolution mod Lenins fremstillelse for retten. – S. 171.
Sidst opdateret 28.6.2013