Marxisme Online > Arkiv > Lenin > Indhold
Vi må nu beskæftige os med endnu en meget vigtig side ved imperialismen, som i de fleste betragtninger over dette emne ikke behandles tilstrækkeligt. Til marxisten Hilferdings mangler hører, at han her, i sammenligning med ikke-marxisten Hobson, gør et skridt baglæns: vi taler her om den parasitisme, der kendetegner imperialismen.
Som vi har set, er imperialismens dybeste økonomiske grundlag monopolet. Dette monopol er kapitalistisk, dvs. det er vokset ud af kapitalismen og befinder sig under kapitalismens, vareproduktionens og konkurrencens almene vilkår i en vedvarende og uløselig modsætning til disse almene vilkår. Ikke desto mindre afføder det, som ethvert andet monopol, uundgåeligt en tendens til stagnation og forfald. I samme målestok som der, selv forbigående, indføres monopolpriser, forsvinder til en vis grad stimulansen til tekniske fremskridt, og følgeligt til ethvert andet fremskridt; i samme målestok opstår endvidere så den økonomiske mulighed for kunstigt at bremse tekniske fremskridt. Et eksempel: i Amerika har en vis Owens opfundet en flaskemaskine, som betyder en revolution i flaskefremstillingen. Det tyske kartel af flaskefabrikanter opkøber Owens' patenter for at lægge dem til side og således forhindre deres anvendelse. Ganske vist kan monopolet under kapitalismen aldrig fuldstændigt og i længere tid udelukke konkurrencen på verdensmarkedet (det er jo i øvrigt en af grundene til, at ultraimperialismens teori er meningsløs). Ganske vist virker muligheden for ved tekniske forbedringer at formindske produktionsomkostningerne og højne profitten til gunst for fornyelser. Men den tendens til stagnation og forfald, som karakteriserer monopolet, virker alligevel og vinder overhånd i enkelte industrigrene, i enkelte lande og for visse tidsrum.
Monopolet på at beherske særligt udstrakte, rige eller vel beliggende kolonier virker i den samme retning. Endvidere: imperialismen er en uhyre ophobning i nogle få lande af pengekapital, der, som vi har set, kan nå så højt som 100-150 milliarder francs i værdipapirer. Deraf følger en ekstraordinær forøgelse af rentierernes klasse eller rettere lag, dvs. personer, der lever af at »klippe kuponer«, personer, der absolut ikke deltager i nogen som helst virksomhed, personer, hvis fag er lediggang. Kapitaleksporten, et af imperialismens væsentligste økonomiske grundlag, forøger yderligere dette rentierlags komplette adskillelse fra produktionen, og påtrykker hele det land, som lever af at udbytte nogle oversøiske landes og koloniers arbejde, snylterens stempel.
»I året 1893«, skrev Hobson, »androg den britiske kapital, der var investeret i udlandet, ca. 15 pct. af Det forenede Kongeriges samlede formue.« [*97] Det må her erindres, at denne kapital i 1915 var steget til omtrent 2½ gange så meget. »Den aggressive imperialisme,« læser vi videre hos Hobson, »som kommer skatteyderne så dyrt at stå, og som har så ringe værdi for industriherren og for købmanden ... er en kilde til stor profit for den kapitalist, der søger plads for sin kapital« (på engelsk gengives dette begreb ved ordet »investor« = rentier) ... »Storbritanniens hele årsindkomst fra den samlede udenrigs- og kolonihandel, fra ind- og udførsel, anslås for året 1899 af statistikeren Giffen til 18 millioner pund sterling« (ca. 170 millioner rubler) »når man regner med 2,5 pct. af årsomsætningen, der i alt andrager 800 millioner pund sterling.« Så stor denne sum end er, så formår den dog ikke at forklare Storbritanniens aggressive imperialisme. Denne finder langt snarere sin forklaring i de 90-100 millioner pund sterling, der fremkommer som udbytte af »investeret« kapital, rentierlagets indtægt.
Rentierernes indtægter er altså i det »dygtigste handelsland« i verden over 5 gange større end indtægterne ved udenrigshandelen! Dette er kernen i imperialismen og den imperialistiske snylten.
Begrebet rentierstat (Rentnerstaat) eller ågerstat bliver derfor almindeligt brugt i den økonomiske litteratur om imperialismen. Verden er delt i en lille klat ågerstater og et uhyre flertal af skyldnerstater. »Men blandt de udenlandske kapitalanlæg«, skriver Schulze-Gaevernitz, »kommer de forrest, som ydes til politisk afhængige eller nærtstående lande: England låner til Ægypten, Japan, Kina, Sydamerika. Dets krigsflåde er her i nødsfald retshåndhæver. Politisk magt beskytter England mod skyldnernes protest.« [*98] Sartorius von Waltershausen opstiller i sit værk Det Nationaløkonomiske System for Kapitalanlæg i Udlandet Holland som mønster på en rentierstat og påviser, at England og Frankrig er ved at blive det. [*99] Schilder mener, at fem industristater England, Frankrig, Tyskland, Belgien og Svejts, er »udprægede kreditorlande«; når han ikke regner Holland med, er det kun, fordi dette land er »mindre industrielt udviklet«. [*100] De Forenede Stater er kun en kreditorstat over for Amerika.
»England«, skriver Schulze-Gaevernitz, »udvikler sig efterhånden fra en industristat til en kreditorstat. Trods absolut tilvækst i den industrielle produktion, også i udførslen af industriprodukter, stiger den relative betydning af rente- og dividendebeløbene af emissions-, kommissions- og spekulationsfortjenesterne for den samlede økonomi. Denne kendsgerning er efter min mening det økonomiske grundlag for det imperialistiske opsving. Kreditor står i et fastere forhold til debitor end sælgeren til køberen.« [*101] Om Tyskland skrev udgiveren af det berlinske tidsskrift Die Bank, A. Lansburgh, i 1911 i en artikel Den Tyske Rentierstat: »Man spotter ofte i Tyskland den hang til rentiertilværelse, som findes i den franske befolkning, men glemmer, at forholdene i Tyskland, for så vidt middelstanden angår, mere og mere kommer til at ligne de franske.« [*102]
Rentierstaten er den parasiterende, forfaldende kapitalismes stat, og denne omstændighed genspejler sig med nødvendighed i alle socialpolitiske forhold i de pågældende lande, og i særdeleshed i arbejderbevægelsens to grundstrømninger. For at vise dette så anskueligt som muligt, giver vi ordet til Hobson, der er det mest »tilforladelige« vidne, fordi man umuligt kan mistænke ham for at nære forkærlighed for »marxistisk ortodoksi«; desuden er han englænder og godt kendt med dette land, der er så rigeligt forsynet med kolonier, finanskapital og imperialistisk erfaring.
Under det friske indtryk af boerkrigen, skildrede Hobson imperialismens sammenhæng med »finansmændenes interesser, deres voksende profit på kontrakter, leverancer osv. og skrev: »De kræfter, som angiver retningen for denne udprægede snylterpolitik, er kapitalisterne; men de samme motiver udøver også deres virkning på visse arbejderkredse. I mange byer er de vigtigste industrigrene afhængige af regeringsbestillinger, og imperialismen i metal- og skibsbygningsindustriens centrer står ikke mindst i forbindelse med denne kendsgerning.« Ifølge Hobson var der to slags omstændigheder, som svækkede de gamle imperiers magt: 1. »økonomisk parasitisme« og 2. militær rekruttering af afhængige folkeslag. »Først er der den økonomiske parasitisme, der består i, at den herskende stat benytter sine provinser, kolonier og afhængige lande til at berige sin herskende klasse og til at bestikke sin underklasse, for at den skal forholde sig roligt.« Fra vor side kan vi tilføje, at forudsætningen for en sådan bestikkelses økonomiske mulighed, ligegyldigt hvordan den sker, er høj monopolprofit.
Om den anden omstændighed skriver Hobson: »Til de sælsomste symptomer på imperialismens blindhed hører den sorgløshed, med hvilken England, Frankrig og andre imperialistiske nationer slår ind på denne vej. England er her gået længst. De fleste af de slag, som udkæmpedes for at erobre vort indiske rige, gennemførtes af armeer, som bestod af indfødte. I Indien, og i den sidste tid også i Ægypten, er der store stående hære under kommando af englændere; næsten alle de krige, som står i forbindelse med vore afrikanske dominions, med undtagelse af den sydligste del, har indfødte ført for os.«
Perspektiverne for Kinas opdeling giver Hobson anledning til følgende økonomiske vurdering: »De største dele af Vesteuropa ville i så fald få samme udseende og karakter som f. eks. nu Sydengland, Rivieraen og de dele af Italien og Svejts, der er præget af turister og rigmandsvillaer: en lille flok rige aristokrater, der modtager dividende og pensioner fra det fjerne østen, dernæst en noget større gruppe af funktionærer og forretningsfolk, en masse tjenestefolk og arbejdere beskæftigede ved transportvæsenet og i de sidste stadier af produktionen af mere letfordærvelige varer; alle de væsentlige industrigrene ville forsvinde, og de vigtigste næringsmidler og industriprodukter ville flyde som tribut fra Asien og Afrika.« »Vi har antydet muligheden for en endnu større alliance af de vesteuropæiske stater, en europæisk føderation af stormagter, som tværtimod at fremme civilisationens sag kunne fremkalde den kolossale fare for en vesteuropæisk parasitisme: en gruppe fremskredne industrinationer, hvis øverste klasser ville modtage vældige tributter fra Asien og Afrika og med disse tributter underholde store tamme masser af undergivne, som ikke mere ville være beskæftiget i den egentlige landbrugs- og industriproduktion, men med personlige tjenesteydelser eller med underordnet industriarbejde under kontrol af et nyt finansaristokrati. De, som er tilbøjelige til med en håndbevægelse at afvise en sådan teori« (der burde stå perspektiv) »kan blot tænke på de økonomiske og sociale forhold i de distrikter af vore dages Sydengland, som allerede nu er reduceret til en sådan stilling; de kan tænke på, hvilken vældig udvidelse af dette system, der ville blive mulig, hvis Kina blev underkastet økonomisk kontrol af lignende grupper af finansmænd, af 'investorer' og deres politiske og kommercielle funktionærer, som ville presse profit ud af det mægtigste potentielle reservoir, som verden endnu har kendt, for at forbruge denne profit i Europa. Situationen er alt for indviklet, verdenskræfternes spil alt for uberegneligt til at sandsynliggøre den ene eller den anden udtydning af fremtiden i en enkelt retning; men de indflydelser, som i øjeblikket behersker Vesteuropas imperialisme, bevæger sig i denne retning, og støder de ikke på nogen indflydelse i modsat retning, afledes de ikke til anden side, så arbejder de netop i retning af en sådan udgang«. [*103]
Hobson har fuldstændig ret: hvis imperialismens kræfter ikke mødte nogen indflydelse i modsat retning, så ville de netop føre til dette. Betydningen af »Europas Forenede Stater« under den nuværende imperialistiske situation er her rigtigt vurderet. Kun burde man tilføje, at også inden for arbejderbevægelsen »arbejder« opportunisterne, der nu har vundet en midlertidig sejr i de fleste lande, systematisk og stædigt i denne retning. Imperialismen, som betyder en opdeling af verden, og udbytning ikke alene af Kina, og som betyder monopolistisk høje profitter for en håndfuld af de rigeste lande, skaber den økonomiske mulighed for bestikkelse af de øverste lag af proletariatet; den nærer, former og befæster derved opportunismen. Man må dog ikke overse de kræfter, som den socialliberale Hobson naturligvis ikke ser, og som modvirker imperialismen i almindelighed og opportunismen i særdeleshed.
Den tyske opportunist Gerhard Hildebrand, som i sin tid på grund af sit forsvar for imperialismen blev udelukket af partiet, men som vel nu godt kunne være leder i Tysklands såkaldte »socialdemokratiske« parti, supplerer Hobson udmærket, når han propaganderer for »Vesteuropas Forenede Stater« (uden Rusland) med det formål at foretage »fælles« aktioner ... mod Afrikas negre, mod »den store islamitiske bevægelse«, og som skulle opretholde »en hær- og flådemagt af allerførste rang« imod en »kinesisk-japansk koalition« o.m.a. [*104]
Den skildring, som Schulze-Gaevernitz giver af »den britiske imperialisme«, afslører de samme træk af parasitisme. Medens den britiske nationalindtægt er omtrent fordoblet i årene 1865-1898, er »indkomsterne fra udlandet« i samme tidsrum nidoblet. Når »de farvedes opdragelse til arbejde« henregnes til imperialismens »fortjenester« (og det går jo ikke uden tvang ... ), så består imperialismens »fare« deri, at Europa »skyder alt arbejde overhovedet – først landbrugs- og bjergværksarbejde, senere også det grovere industriarbejde – over på de farvede folkeslag og selv trækker sig tilbage til rentierrollen, hvorved det måske forbereder de farvede racers økonomiske og deraf følgende politiske frigørelse«.
I England bliver stadig mere jord unddraget landbruget og anvendt til sport og fornøjelse for de rige. Om Skotland – det mest aristokratiske jagt- og sportsområde – siger man, at »det lever af sin fortid og af mr. Carnegie« (den amerikanske milliardær). Alene til hestevæddeløb og rævejagter anvender England årligt 14 millioner pund (ca. 130 millioner rubler). Antallet af rentierer i England beløber sig til rundt regnet en million. Procenttallet for den producerende befolkning går tilbage:
År |
Befolkning i England |
Antallet af arbejdere |
% af befolkningen |
|---|---|---|---|
1851 |
17,9 |
4,1 |
23% |
1901 |
32,5 |
4,9 |
15% |
Og den borgerlige undersøger af »Britisk Imperialisme ved Begyndelsen af det 20. Århundrede« er tvunget til, når han taler om den engelske arbejderklasse, systematisk at holde arbejdernes »øverste lag« og det »underste, egentlige proletariske lag« ude fra hinanden. Det øverste lag leverer medlemsmasserne til kooperationen og fagforeningerne, til sportsforeningerne og de utallige religiøse sekter. Det er også efter deres niveau, at den valgret er tilpasset, som i England »stadig er begrænset nok til at holde det underste, egentlige proletariske lag borte«!! For at besmykke den engelske arbejderklasses kår, plejer man kun at tale om dette øvre lag, som udgør et mindretal af proletariatet; med hensyn til arbejdsløsheden f. eks., »drejer det sig overvejende om et spørgsmål for Londons og det underste proletariske lags vedkommende, og dette er i politisk henseende kun af ringe vægt«. [*105] Man burde egentlig have sagt: og dette er for de borgerlige politikus'er og de »socialistiske« opportunister kun af ringe vægt.
Til de ejendommeligheder ved imperialismen, der knytter sig til de skildrede forhold, hører den aftagende udvandring fra de imperialistiske lande og den tiltagende indvandring til disse lande fra mere tilbagestående stater med lavere arbejdslønninger. Udvandringen fra England er, som Hobson bemærker, sunket siden 1884: den androg i dette år 242.000 og i 1900 kun 169.000. Udvandringen fra Tyskland nåede maksimum i tiåret 1881-90, nemlig 1.453.000 og sank i de følgende to tiår ned til henholdsvis 544.000 og 341.000. Til gengæld steg antallet af de arbejdere, som kom til Tyskland fra Østrig, Italien og Rusland osv. Efter folketællingen for 1907 fandtes der på dette tidspunkt i Tyskland 1.342.294 udlændinge, deraf 440.800 industriarbejdere og 257.329 landarbejdere. [*106] I Frankrig er arbejderne i mineindustrien »for en stor del« udlændinge: polakker, italienere, spaniere. [*107] I De Forenede Stater indtager indvandrerne fra Øst- og Sydeuropa de dårligst lønnede stillinger, medens de amerikanske arbejdere udgør den største procentdel af formændene og de bedst betalte arbejdere. [*108] Imperialismen har tendens til også blandt arbejderne at udskille privilegerede kategorier og skille dem ud fra proletariatets store masse.
Ilet må bemærkes, at imperialismens tendens til at spalte arbejderne, til at styrke opportunismen blandt dem og afføde et midlertidigt forfald i arbejderbevægelsen har vist sig i England længe før slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, for to af de vigtigste kendetegn på imperialismen – stor kolonibesiddelse og monopolstilling på verdensmarkedet – viste sig allerede i England fra midten af det 19. århundrede. Marx og Engels fulgte igennem årtier systematisk sammenhængen mellem opportunismen i arbejderbevægelsen og den engelske kapitalismes imperialistiske særegenheder. Engels skrev f. eks. den 7. oktober 1858 til Marx: »... det engelske proletariat bliver faktisk mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer synes at ville ende med at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. Hos en nation, som udbytter hele verden, er dette ganske vist på en vis måde i sin orden« [23]. Næsten et kvart århundrede senere taler han i et brev af 11. august 1881 om fagforeninger, »som kun kan sammenlignes med de værste engelske, der lader sig føre af folk, der er købte eller i det mindste betalte af bourgeoisiet,« [24] og i et brev til Kautsky af 12. september 1882 skriver Engels: »De spørger mig, hvad de engelske arbejdere tænker om kolonipolitikken? Åh, de tænker akkurat det samme som om politik overhovedet ... Der findes jo her intet arbejderparti, der findes kun konservative og liberale radikale, og arbejderne er blot med til at nyde godt af Englands verdensmarkeds- og kolonimonopol.« [*109] [25] (Det samme siger Engels også i forordet til anden udgave af Arbejderklassens Stilling i England, 1892). [26]
Her ser vi tydeligt årsager og virkninger. Årsager: 1. det pågældende lands udbytning af hele verden; 2. dets monopolstilling på verdensmarkedet; 3. dets kolonimonopol. Virkninger: 1. borgerliggørelse af en del af det engelske proletariat; 2. en del af proletariatet lader sig lede af folk, som er købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet. Imperialismen ved begyndelsen af det 20. århundrede har fuldendt verdens opdeling blandt nogle få stater, af hvilke hver enkelt nu udbytter (i betydningen opnåelse af ekstraprofit) en ikke meget mindre del af verden end Englands i 1858; hver indtager en monopolstilling på verdensmarkedet takket være trusterne, kartellerne og finanskapitalen samt kreditors forhold til debitor; hver af dem har til en vis grad et kolonimonopol (vi så, at af alle koloniers 75 millioner kvadratkilometer er 65 mill., eller 86 pct. koncentreret i hænderne på 6 stormagter; 61 millioner, eller 81 pct., tilhører alene tre magter).
Det karakteristiske træk ved situationen i dag består i de økonomiske og politiske betingelser, som med nødvendighed skærper opportunismens uforenelighed med arbejderbevægelsens almindelige og fundamentale interesser: imperialismen, som tidligere kun fandtes i kim, har udviklet sig til det herskende system; de kapitalistiske monopoler har tilkæmpet sig førstepladsen i samfundsøkonomien og politikken; verdens opdeling er fuldført; og på den anden side ser vi i stedet for det ubestridte engelske monopol en lille gruppe imperialistiske magters kamp om deltagelse i monopolet; en kamp, der kendetegner hele begyndelsen af det 20. århundrede. Opportunismen kan nu ikke mere i en lang række årtier stå som fuldstændig sejrherre i noget lands arbejderbevægelse, som den var det i England i sidste halvdel af det 19. århundrede, i en række lande er opportunismen tværtimod blevet moden, overmoden og gået i forrådnelse ved, at den som socialchauvinisme er smeltet fuldstændig sammen med den borgerlige politik. [*110]
*97. Hobson (s. 59, 62).
*98. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s. 320 m.fl. ).
*99. Sartorius von Waltershausen: Das volkswirtschaftliche System (Berlin, 1907, bog 4).
*100. Schilder (s. 393).
*101. Schultze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s.122).
*102. Die Bank (1911, 1, s. 10-11).
*103. Hobson (s. 103, 144, 205, 335, 386).
*104. Hildebrand, Gerhard: Die Erschütterung der Industrieherrschaft und des Industriesozialismus (1910, s. 229 ff).
*105. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s.301).
*106. Statistik des Deutschen Reichs (bd. 211).
*107. Henger: Die Kapitalanlage der Franzosen (Stuttgart, 1913).
*108. Hourwich: Immigration and Labour (New York 1913).
*109. Briefwechsel von Marx und Engels (bd. 2, s. 290; bd. 4, s. 433); Karl Kautsky: Sozialismus und Kolonialpolitik (Berlin, 1907, s. 79). Denne brochure skrev Kautsky, da han i de uendelig fjerne tider endnu var marxist.
*110. Såvel den åbne russiske socialchauvinisme, som repræsenteres af d'herrer Potresov, Tjkhenkeli, Maslov osv., som den skjulte (d'herrer Tjkheidse, Skobelev, Akselrod, Martov o.a.) er vokset frem af opportunismens russiske afart, nemlig likvidatortendensen. [27]
23. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 29, s. 358.
24. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 35, s. 20.
25. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 35, s. 357.
26. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 412 ff. Forlaget Tiden, København 1976.
27. De såkaldte likvidatorer inden for RSDAP bestred efter 1905-revolutionens nederlag, at arbejderklassen måtte være den ledende kraft i revolutionen, og mente, at partiet skulle ophøre med dets illegale revolutionære virksomhed. Likvidatorerne blev udelukket fra partiet i 1912 i forbindelse med partiets 6. alrussiske konference (Pragh-konferencen).
Sidst opdateret 20.5.2003