Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin  >  Indhold

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

Kapitel IX

Vladimir Lenin (1916)

Kapitel 8  |  Kapitel 10

Noter

IX. Kritik af imperialismen

Kritik af imperialismen forstår vi i dette ords brede betydning som de forskellige samfundsklassers forhold til imperialismens politik i forbindelse med deres almene ideologi.

På den ene side de vældige dimensioner, som kendetegner den på få hænder koncentrerede finanskapital med sit overordentlig vidtforgrenede og tætte net af forbindelser og tilknytninger, hvorved denne kapital har undertvunget Ikke alerte de mellemstore og små, men selv de allermindste kapitalister og driftsherrer; på den anden side den skærpede kamp med de andre nationalstatslige finansgrupper om verdens opdeling og om herredømmet over andre lande – alt dette bevirker, at alle besiddende klasser i flok og følge går over på imperialismens side. »Almen« begejstring for dens perspektiver, rasende forsvar for imperialismen og besmykkelse af den på alle mulige måder, det er vor tids tegn. Imperialismens ideologi trænger også ind i arbejderklassen. Denne klasse er ikke ved en kinesisk mur adskilt fra de andre klasser. Når man med rette har kaldt førerne for nutidens såkaldte »socialdemokratiske« parti i Tyskland for »socialimperialister«, dvs. socialister i ord og imperialister i gerning, så må det bemærkes, at Hobson allerede i 1902 har gjort opmærksom på eksistensen af »fabianerimperialister«, som tilhører det opportunistiske Fabian Society i England. [28]

Borgerlige forskere og forfattere optræder i reglen i en noget tilsløret form som forsvarere for imperialismen, Idet de søger at udviske imperialismens fuldstændige herredømme og dens dybe rødder, og i stedet drager enkeltheder og underordnede detaljer i forgrunden for derved at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige til fordel for »reformprojekter«, der ikke kan tages alvorligt, som f.eks. politikontrol med truster og banker o.l. Sjældnere optræder de kyniske åbenlyse imperialister, som har mod til at erkende det tåbelige i at ville reformere imperialismens grundegenskaber.

Vi vil anføre et eksempel: i tidsskriftet Weltwirtschaftliches Archiv beflitter de tyske imperialister sig på at følge de nationale befrielsesbevægelser i kolonierne, særligt naturligvis i de ikke-tyske. De registrerer gæringen og protesterne i Indien, bevægelsen i Natal (Sydafrika), Hollandsk Indien osv. I en notits om den engelske beretning fra den konference af undertrykte nationer og racer, som fandt sted den 28.-30. juni 1910, og hvori repræsentanter for forskellige folkeslag under fremmedherredømme i Asien, Afrika og Europa deltog, skriver en af disse imperialister i en vurdering af de taler, der blev holdt på konferencen: »Imperialismen, hedder det, skal bekæmpes; de herskende stater skal anerkende de undergivne folks ret til selvstyre, og en international domstol skal overvåge håndhævelsen af de overenskomster, som sluttes mellem stormagterne og de svagere nationer. Ud over disse fromme ønsker kommer man ikke. Vi ser intet tegn på en erkendelse af, at imperialismen er uadskilleligt forbundet med kapitalismen i dens nuværende form og derfor (!!!) lige så lidt nogen erkendelse af, at en direkte kamp mod imperialismen er håbløs, når man da ikke indskrænker sig til at træde op mod særlig hæslige udskejelser.« [*111] Da det er et bedrag, et »fromt ønske« at ville reformere imperialismens grundlag, og da de borgerlige repræsentanter for de undertrykte nationer »ikke kommer ud over dette«, så går den borgerlige repræsentant for den undertrykkende nation »ud over dette«, men baglæns, til servilitet over for imperialismen; en servilitet, som pyntes med »videnskabelige« prætentioner. Også en slags »logik«!

Spørgsmålene om, hvorvidt en reformistisk ændring af imperialismens grundlag er mulig, om man skal gå fremad mod en tilspidsning og uddybning af de modsætninger, den har skabt, eller tilbage mod en afsvækkelse af dem, det er grundspørgsmålene for kritik af imperialismen. Da reaktion over hele linjen og forstærket national undertrykkelse hører til imperialismens politiske særegenheder sammen med finansoligarkiets herredømme og den fri konkurrences udslettelse, så optræder der ved begyndelsen af det 20. århundrede i næsten alle imperialistiske lande en småborgerlig-demokratisk opposition mod imperialismen. Og det brud med marxismen, som Kautsky og den vidt udbredte internationale kautskyanisme har foretaget, består netop i, at Kautsky ikke alene har undladt og ikke formået at imødegå denne småborgerlige, reformistiske, i sit økonomiske grundlag reaktionære opposition, men at han tværtimod i praksis er smeltet sammen med den.

I De Forenede Stater skabte den imperialistiske krig imod Spanien i 1898 »antiimperialisternes« opposition; disse det borgerlige demokratis sidste mohikanere kaldte denne krig »forbryderisk«, anså anneksion af fremmede lande for forfatningsbrud og kaldte behandlingen af Aguinaldo, føreren for de indfødte på Filippinerne, for »et chauvinistisk bedrag«, (man havde først lovet ham frihed for hans land og bagefter landsat amerikanske tropper og annekteret Filippinerne); de citerede Lincolns ord: »Når hvide regerer sig selv, så er det selvstyre; regerer de ikke alene sig selv, men tillige andre, så er det ikke længere selvstyre, men despoti.« [*112] Men så længe hele denne kritik veg tilbage for at erkende imperialismens uadskillelige forbindelse med trusterne og altså med hele kapitalismens grundlag, så længe de frygter for at slutte sig til de kræfter, som er skabt af storkapitalismen og dens udvikling, så længe forblev denne kritik et »fromt ønske«.

Af samme art er Hobsons grundindstilling i hans kritik af Imperialismen. Hobson foregreb Kautsky, idet han vendte sig imod »imperialismens uundgåelighed« og påberåbte sig nødvendigheden af at »hæve befolkningens forbrugsevne« (under kapitalismen!). Det småborgerlige standpunkt i kritikken af imperialismen, af bankernes almægtighed, finansoligarkiet osv., indtages også af de forfattere, vi har citeret flere gange: Agahd, A. Lansburgh, L. Eschwege og blandt de franske forfattere af Victor Bérard, som i 1900 udgav den overfladiske bog England og Imperialismen. Alle disse, som ikke giver sig ud for marxister, stiller den fri konkurrence og demokratiet over for imperialismen, fordømmer Bagdadbane-eventyret, som fører til konflikter og krig, fremsætter »fromme ønsker« om fred osv. – lige op til de internationale emissioners statistiker, A. Neymarck, som i 1912, under optælling af de hundreder af milliarder francs i »internationale« værdipapirer, udbryder: »Er det muligt, at freden kan blive brudt? ... at man med disse uhyre tal ville risikere at påbegynde en krig? ... .« [*113]

Hos borgerlige økonomer er en sådan naivitet ikke mærkelig; for dem er det endda en fordel at lade naive og snakke med alvorlige miner om fred under imperialismen. Men hvad er der tilbage af marxisme hos Kautsky, når han i 1914, 1915, 1916 indtager det samme borgerlig-reformistiske standpunkt og hævder, at »alle« (imperialister, foregivne socialister og socialpacifister) er »enige« i spørgsmålet om freden? I stedet for en analyse og afsløring af imperialismens dybe modsigelser ser vi kun det reformistiske »fromme ønsker« om at sætte sig ud over disse modsigelser med ord.

Her er et lille eksempel på Kautskys økonomiske kritik af imperialismen. Han tager tallene fra Englands udenrigshandel med Ægypten for årene 1872 og 1912; det viser sig, at denne ind- og udførsel voksede langsommere end Englands samlede ind- og udførsel. Og heraf slutter Kautsky: »Vi har ingen grund til at formode, at den« (Englands handel med Ægypten) »ville være vokset mindre uden Ægyptens militære besættelse, alene ved de økonomiske faktorers styrke«. »... Disse udvidelsesbestræbelser« (kapitalens) »fremmes bedst gennem fredeligt demokrati og ikke gennem imperialismens voldsmetoder«. [*114]

Denne betragtning, som efterplapres i mangfoldige variationer af Kautskys russiske våbendrager (og russiske beskytter af socialchauvinisterne), hr. Spektator, danner grundlaget for hans kritik af imperialismen; vi må derfor opholde os længere ved den. Vi begynder med et citat fra Hilferding, hvis slutninger Kautsky flere gange, også i april 1915, har betegnet som »almindeligt anerkendt af alle socialistiske teoretikere«.

»... Det er ikke proletariatets sag at sætte den fremskredne kapitalistiske politik op mod den overvundne politik fra frihandelsæraen og statsfjendtligheden,« skriver Hilferding. »Proletariatets svar på finanskapitalens økonomiske politik, imperialismen, kan ikke være frihandel, kun socialisme. Ikke det ideal, der er blevet reaktionært, genoprettelsen af den fri konkurrence, men den fuldstændige ophævelse af konkurrencen gennem overvindelse af kapitalismen kan nu alene være målet for proletarisk politik.« [*115]

Kautsky har brudt med marxismen, idet han for finanskapitalens tidsalder præker et »ideal, som nu er blevet reaktionært«, nemlig det »fredelige demokrati«, »de økonomiske faktorers styrke alene« – for objektivt fører disse idealer os tilbage, fra den monopolistiske til den ikke-monopolistiske kapitalisme; det er reformistisk svindel.

Handelen med Ægypten (eller med en anden koloni eller halvkoloni) »ville være« vokset stærkere uden militær besættelse, uden imperialisme, uden finanskapital. Hvad betyder det? Det betyder vel, at kapitalismen ville have udviklet sig kraftigere, hvis den fri konkurrence ikke var blevet indskrænket, hverken ved monopoler overhovedet eller ved finanskapitalens »forbindelser« eller tryk (altså igen monopoler), eller ved enkelte landes monopolistiske kolonibesiddelse?

Anden mening kan Kautskys betragtninger ikke have, og denne »mening« er nonsens. Lad os så antage, at Kautskys påstand var rigtig, at kapitalismen og handelen ville udvikle sig stærkere under fri konkurrence, uden monopoler af nogen art. Men jo hurtigere handelens og kapitalismens udvikling foregår, des hurtigere foregår den koncentration af produktion og kapital, som skaber monopolet. Og monopolerne er der jo allerede, opstået af den fri konkurrence! Selv om monopolerne nu er begyndt at hæmme udviklingen, så er dette alligevel ikke noget bevis til fordel for den fri konkurrence, som er blevet umulig, efter at den har skabt monopolet.

Hvordan man end vender og drejer Kautskys betragtninger, kommer der dog ikke andet ud af dem end reaktionær indstilling og borgerlig reformisme.

Ville man forbedre denne betragtning og sige, som Spektator gør: de engelske koloniers handel med England udvikler sig nu langsommere end deres handel med andre lande – så ville heller ikke dette redde Kautsky. For England rammes ligeledes af monopolet, ligeledes af imperialismen, blot andre landes (Amerikas, Tysklands). Som bekendt har kartellerne ført til beskyttelsestold af ny og original art: netop de produkter beskyttes, som kan eksporteres (Engels har allerede bemærket dette i »Kapitalen«, III. bd. [29]). Det for finanskapitalen og kartellerne særegne system, at eksportere varer til underpriser, »dumping«, som englænderne siger, er også bekendt: i indlandet sælger kartellet sine frembringelser til monopolhøje priser, medens de i udlandet sælger til spotpris for at undergrave konkurrenten og forøge sin egen produktion til det yderste osv. Hvis Tysklands handel med engelske kolonier udvikler sig hurtigere end Englands, så beviser det blot, at den tyske imperialisme er friskere, kraftigere, bedre organiseret og højere udviklet end den engelske, men det beviser på ingen måde frihandelens »overlegenhed«; for her kæmper ikke frihandel mod protektionisme og koloniafhængighed, men den ene imperialisme mod den anden, det ene monopol mod det andet, den ene finanskapital mod den anden. Den tyske imperialismes overlegenhed over den engelske er stærkere end kolonigrænsernes og beskyttelsestoldens mur: at konstruere et »bevis« for frihandel og »fredeligt demokrati« heraf er en plathed, det er at glemme fundamentale egenskaber og grundtræk i imperialismen, det er det samme som at sætte småborgerlig reformisme i marxismens sted.

Det er interessant, at den borgerlige nationaløkonom, A. Lansburgh, der kritiserer imperialismen akkurat lige så overfladisk som Kautsky, i hvert fald benytter handelsstatistikken med større videnskabelighed. Han sammenligner ikke et enkelt tilfældigt valgt land og kun én koloni med andre lande, men han sammenligner et imperialistisk lands eksport 1) til de lande, som er i finansiel afhængighed af det og låner penge af det, og 2) til lande, som er finansielt uafhængige. Han får følgende resultat:

Lansburgh har ikke adderet, og har derfor mærkeligt nok ikke opdaget, at tallene, hvis de overhovedet beviser noget, kun går imod ham; eksporten til de finansielt afhængige lande steg nemlig, om ikke ret meget, så dog noget stærkere end eksporten til de finansielt uafhængige lande (vi betoner »hvis«, for Lansburghs statistik er langtfra fuldstændig).

Angående sammenhængen mellem eksport og lån skriver Lansburgh:

»I årene 1890-1891 blev et rumænsk lån overtaget af tyske banker, som allerede i de foregående år havde udbetalt forskud på det. Lånet skulle hovedsagelig benyttes til anskaffelse af jernbanemateriel, som købtes i Tyskland. I 1891 androg Tysklands udførsel til Rumænien 55 millioner mark. Det næste år sank den til 39,4 mill. for derefter med afbrydelser at gå ned til 25,4 mill. i 1900. Først i de allersidste år er beløbet fra 1891 nået igen – takket være et par nye lån.

Tysklands udførsel til Portugal steg som følge af lånene i 1888-89 til 21,1 mill. mark (i 1890), sank så i de to følgende år ned til 16,2 og 7,4 mill. og nåede først sin gamle højde igen i 1903.

Endnu grellere formede forholdene sig i handelen mellem Tyskland og Argentina. Som følge af lånene i 1888 og 1890 androg Tysklands udførsel til Argentina i 1889 60,7 mill. mark. To år senere androg udførslen kun 18,6 mill. mark, altså ikke en tredjedel. Først 1901 blev højdepunktet fra 1889 for første gang overskredet, hvad der stod i forbindelse med overtagelsen af nye stats- og bylån, lån til oprettelsen af elektricitetsværker og andre kreditydelser.

Udførslen til Chile steg som følge af lånet i 1889 op til 45,2 mill. mark (1892) og faldt to år efter til under halvdelen, 22,5 mill. Efter de tyske bankers overtagelse af et nyt lån i 1906 steg udførslen til 84,7 mill. mark (i 1907) for allerede i 1908 igen at falde til 52,4 mill.« [*116]

Af disse kendsgerninger uddrager Lansburgh den opmuntrende småborgerlige moral: hvor usikker og uregelmæssig dog den udførsel er, som er knyttet til lån, hvor forkert det er at udføre kapital til udlandet i stedet for »naturligt« og »harmonisk« at fremme den hjemlige industri, hvor »dyre« Krupps million-bestikkelser i forbindelse med udenlandske lån bliver osv. Men kendsgerningerne taler deres tydelige sprog: eksportforøgelsen står netop i forbindelse med finanskapitalens svindlermanøvrer, den lader hånt om borgerlig moral og flår oksen to gange: først ved profit på lånet og dernæst ved profit på det samme lån, når det bruges til indkøb af de Kruppske fabrikater eller stålsyndikatets jernbanemateriel osv.

Vi gentager: vi anser på ingen måde Lansburghs statistik for fuldstændig, men den måtte anføres; for den er mere videnskabelig end Kautskys og Spektators, da Lansburgh er inde på en rigtig behandling af spørgsmålet. For at kunne vurdere finanskapitalens betydning for udførslen osv., må man påvise udførslens sammenhæng ganske specielt med finansmændenes manøvrer, ganske specielt med afsætning af kartelprodukterne osv. Men simpelthen at sammenligne kolonier med ikke-kolonier, den ene imperialisme med den anden, en halvkoloni eller koloni (Ægypten) med alle andre lande, det er at tilsløre og omgå selve tingenes væsen.

Kautskys teoretiske kritik af imperialismen har derfor intet tilfælles med marxismen og kan derfor kun bruges som udgangspunkt for propaganda for fred og enhed med opportunister og socialchauvinister, fordi denne kritik netop undgår og tilslører imperialismens dybe og fundamentale modsigelser: modsigelserne mellem monopolerne og den samtidigt eksisterende fri konkurrence, mellem finanskapitalens kæmpemæssige »transaktioner« (og kæmpemæssige profitter) og den »ærlige« handel på det fri marked, mellem karteller og truster på den ene side og den ikke kartellerede industri på den anden osv.

Akkurat lige så reaktionær er Kautskys berygtede teori om »ultraimperialismen«. Man kan blot sammenligne hans betragtninger over dette emne fra 1915 med Hobsons fra 1902:

Kautsky: »... om ikke det skulle være muligt, at den nuværende imperialistiske politik blev fortrængt af en ny, ultraimperialistisk, som erstattede de nationale finanskapitalers indbyrdes kamp mod den internationalt sammensluttede fælles udbytning af verden. En sådan ny fase i kapitalismen er i hvert fald tænkelig. Til at afgøre, om den realiseres, mangler der endnu de tilstrækkelige forudsætninger.« [*117]

Hobson: »Kristendommen, der således er trængt ind i nogle få store føderative imperier, hver med en række uciviliserede kolonier og afhængige lande, forekommer mange mennesker at være ganske selvfølgeligt udviklet af nutidens tendenser, samtidig med at den forekommer dem at give det bedste håb om varig fred på interimperialismens sikre basis.« [30]

Kautsky har altså kaldt det ultraimperialisme eller overimperialisme, som Hobson 13 år før kaldte interimperialisme eller mellemimperialisme. Foruden opfindelsen af et nyt lærd ord, der er lavet ved at erstatte én latinsk forstavelse med en anden, består fremskridtet i den »videnskabelige« tænkning hos Kautsky kun i, at han har mod til at udgive noget for marxisme, som Hobson egentlig fremstiller som engelske præstemænds hykleri. Efter boerkrigen var det ganske naturligt for denne agtværdige stand at rette sine bestræbelser på at trøste de engelske småborgere og arbejdere, af hvilke ikke så få var faldet i kampene i Sydafrika, og som ved øgede skatter måtte betale, hvad det kostede at sikre de engelske finansmænd øget profit. Og hvilken trøst kunne have været bedre end den, at imperialismen ikke var så slem, at den nærmede sig inter- (eller ultra-) imperialismen, der var i stand til at sikre varig fred? Hvilke skikkelige hensigter de engelske præster og den pæne Kautsky end har haft, den objektive, dvs. virkelige sociale betydning af hans »teori« er ene og alene den: på højst reaktionær vis at trøste masserne med håbet om, at en varig fred er mulig under kapitalismen, idet man afleder opmærksomheden fra nutidens skarpe modsætninger og tilspidsede problemer og retter den mod en eller anden foregiven ny, fremtidig »ultraimperialisme«s forløjede perspektiver. Et bedrageri mod masserne og intet som helst andet, det er indholdet af Kautskys »marxistiske« teori.

Det er faktisk tilstrækkeligt at erindre sig almindelig kendte og ubestridelige kendsgerninger for at overbevise sig om, hvor falske de perspektiver er, som Kautsky søger at bibringe Tysklands (og andre landes) arbejdere. Man kan f. eks. tage Indien, Indokina og Kina. Som bekendt udbyttes disse tre koloniale og halvkoloniale lande med en befolkning på 6-700 mill. mennesker af finanskapitalen i nogle få imperialistiske lande: England, Frankrig, Japan, De Forenede Stater osv. Lad os antage, at disse imperialistiske stater sluttede forbund mod hinanden for at beskytte eller udvide deres besiddelser, interesser og »indflydelsessfærer« i disse asiatiske lande. Det ville være »interimperialistiske« eller »ultraimperialistiske« forbund. Lad os antage, at samtlige imperialistiske magter sluttede et forbund for »fredeligt« at opdele de nævnte asiatiske lande mellem sig, – det ville være en »internationalt sammensluttet finanskapital«. Virkelige eksempler på et sådant forbund finder vi i det 20. århundredes historie, f. eks. i magternes optræden over for Kina [31]. Og nu er spørgsmålet, om det er »tænkeligt«, at sådanne forbund, under forudsætning af kapitalismens beståen (og den forudsætter Kautsky jo netop) kunne blive af længere varighed, om de ville kunne udelukke gnidninger, konflikter og kampe i alle mulige former?

Det er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet klart op for at se, at det kun kan besvares benægtende. Under kapitalismen er nemlig ethvert andet grundlag for opdelingen af interesse- og indflydelsessfærer, af kolonier osv. end de opdelende parters magt, den økonomiske, finansielle, militære og øvrige magt, ikke tænkelig. Men de deltagendes styrke ændrer sig ujævnt; for en jævn udvikling af de enkelte foretagender, truster, industrigrene og lande er umulig under kapitalismen. For et halvt århundrede siden var Tyskland en ynkelig svækling, hvis man sammenlignede dets kapitalistiske styrke med det daværende Englands; del samme gjaldt Japan i sammenligning med Rusland. Er den antagelse »tænkelig«, at magtforholdet mellem de imperialistiske magter efter ti, tyve års forløb vil forblive uændret? Absolut utænkeligt.

I den kapitalistiske virkelighed, dvs. ikke i de engelske præsters eller i den tyske »marxist« Kautskys banale, småborgerlige fantasi, er »interimperialistiske« eller »ultraimperialistiske« forbund derfor – uanset i hvilken form de sluttes, det være sig i form af én imperialistisk koalition mod en anden eller i form af et forbund af samtlige imperialistiske magter – uundgåeligt kun »pusterum« mellem krigene. Fredelige forbund forbereder krige og vokser tillige frem af krige, idet begge betinger hinanden og skaber en skiften af formerne for fredelig og ufredelig kamp på en og samme jordbund: verdensøkonomiens og verdenspolitikkens imperialistiske sammenhæng og vekselvirkning. Men for at berolige arbejderne og for at forsone dem med socialchauvinisterne, der er gået over på bourgeoisiets side, river den vise Kautsky det ene led i en sammenhængende kæde ud fra det andet, skiller det fredelige (og ultraimperialistiske, ja ultra-ultraimperialistiske) forbund af i dag mellem alle magter til Kinas »pacificering« (tænk bare på nedkæmpelsen af bokseropstanden [32]) fra den ufredelige konflikt af i morgen, som atter i overmorgen forbereder et »fredeligt« almindeligt forbund til opdeling af f.eks. Tyrkiet osv. osv. I stedet for den levende sammenhæng mellem den imperialistiske freds perioder og de imperialistiske kriges perioder disker Kautsky op for arbejderne med en død abstraktion for at forsone dem med deres døde førere.

Amerikaneren Hill skelner i forordet til sin bog: Diplomatiets Historie i Europas Internationale Udvikling mellem følgende perioder i diplomatiets nyere historie: 1. revolutionens æra; 2. den konstitutionelle bevægelse; 3. vore dages »handelsimperialisme«. [*118] En anden forfatter inddeler fremstillingen af Storbritanniens »verdenspolitik« siden 1870 i fire perioder, nemlig: 1. den første asiatiske periode – kamp imod Ruslands fremtrængen i Centralasien i retning mod Indien; 2. den afrikanske periode (omtrent 1885-1902) – kamp imod Frankrig om Afrikas opdeling (Fashoda-affæren 1898 – på et hængende hår krig med Frankrig); 3. den anden asiatiske periode (overenskomst med Japan imod Rusland) og 4. den »europæiske« periode – hovedsageligt rettet imod Tyskland. [*119] »De politiske forpostfægtniger udkæmpes på finansielt område« – skrev bankmanden Riesser allerede i 1905, og henviste til, hvorledes den franske finanskapital ved operationer i Italien forberedte det politiske forbund mellem disse to lande, og hvorledes kampen mellem England og Tyskland om Persien og alle europæiske kapitalers kamp om lånene til Kina udviklede sig. Det er simpelt hen den levende virkelighed med hensyn til de »ultraimperialistiske« fredelige forbund i deres uadskillelige sammenhæng med de ordinære imperialistiske konflikter!

Kautskys tilsløring af imperialismens dybeste modsigelser, en fremgangsmåde, som uundgåeligt fører til imperialismens besmykkelse, sætter sine spor også i hans kritik af imperialismens politiske egenskaber. Imperialismen er finanskapitalens og monopolernes epoke, som overalt tilstræber herredømme, men ikke frihed. Reaktion over hele linjen, ligegyldigt under hvilke politiske systemer, den yderste tilspidsning af modsætningerne også på dette område – det er resultatet af disse tendenser. Særligt skærpes også den nationale undertrykkelse og jagten efter anneksioner, dvs. krænkelse af national uafhængighed (for anneksion er jo ikke andet end krænkelse af nationernes selvbestemmelsesret). Med rette fremhæver Hilferding imperialismens sammenhæng med skærpelsen af den nationale undertrykkelse: »Men selv i de nyåbnede lande«, skriver han, »øger den importerede kapitalisme modsætningerne og vækker en stadig voksende modstand mod de indtrængende hos de befolkninger, der er ved at vågne til national bevidsthed, en modstand som let kan stige til farlige foranstaltninger mod fremmedkapitalen. De gamle sociale forhold bliver fuldstændig revolutioneret, den agrare, tusindårige bundethed hos 'nationerne uden historie' bliver sprængt, disse bliver selv trukket ind i den kapitalistiske malstrøm. Kapitalismen giver efterhånden selv de underkastede midlerne og vejene til deres befrielse. Det mål, som i sin tid var de europæiske nationers højeste, nemlig oprettelsen af en national enhedsstat som middel til økonomisk og kulturel frihed, bliver også deres. Denne uafhængighedsbevægelse truer den europæiske kapital netop i dens mest værdifulde og mest løfterige udbytningsområder, og i stadig højere grad kan den kun opretholde sit herredømme ved bestandig forøgelse af sine magtmidler.« [*120]

Det må tilføjes, at det ikke alene er i de nyåbnede, men også i de gamle lande, at imperialismen fører til anneksioner, til forstærkelse af den nationale undertrykkelse og følgelig skærpelse af modstanden. Kautsky bestrider, at imperialismen forstærker den politiske reaktion, for at tilsløre det problem, som er blevet særligt brændende, nemlig, at i imperialismens epoke er enhed med opportunisterne umulig. Han vender sig mod anneksioner, men iklæder sine indvendinger en form, som gør dem så lidt krænkende, så let antagelige for opportunisterne som muligt. Skønt han henvender sig umiddelbart til det tyske publikum, skjuler han netop det vigtigste og mest aktuelle, f.eks. at Elsass-Lotringen er en tysk anneksion. Til bedømmelse af denne »brist i tankegangen« hos Kautsky anfører vi her et eksempel. Lad os antage, at en japaner fordømmer amerikanernes anneksion af Filippinerne.

Så er spørgsmålet: mon der er ret mange, der vil tro, at dette sker af afsky for anneksioner overhovedet, og ikke snarere, fordi han ønsker selv at annektere disse øer? Og må det ikke erkendes, at japanerens »kamp« mod anneksioner kun kan anerkendes som oprigtig og politisk ærlig, hvis den vender sig mod Japans anneksion af Korea, og kræver Koreas ret til at løsrive sig fra Japan?

Såvel Kautskys teoretiske analyse af imperialismen som hans økonomiske og politiske kritik af imperialismen er fuldstændigt gennemtrængt af en ånd, som er absolut uforenelig med marxismen, en udviskning og udglatning af de fundamentale modsigelser, og af en bestræbelse for at opretholde den vaklende enhed med opportunismen i den europæiske arbejderbevægelse for enhver pris.

Toppen af siden

Lenins noter

*111. Weltwirtschaftliches Archiv (bd. 2, s. 193).

*112. Patouillet, J.: L'impérialisme américain (Dijon, 1904, s. 272).

*113. Bulletin de l'institut international de statistique (bog 19, bd. 2, s. 225).

*114. Kautsky: Nationalstaat, Imperialistischer Staat und Staatenbund (Nürnberg 1915, s. 70 og 72).

*115. Finanskapital (s. 567).

*116. Die Bank (1909, 2, s. 819 ff).

*117. Neue Zeit (30. april 1915, s. 144).

*118. Hill, David Jayne: A History of the Diplomacy in the International Development of Europe (bd. 1, s. 10).

*119. Schilder, anf. værk (s. 178).

*120. Finanskapital (s. 487).

Toppen af siden

Udgiverens noter

28. Fabian Society – se note 10 til artiklen Den Socialistiske Revolution Og Nationernes Selvbestemmelsesret.
– som lyder:
Fabianerne – medlemmer af Fabian Society (Det Fabianske Selskab), en engelsk reformistisk organisation, dannet 1884. Navnet hentyder til den romerske general Fabius Maximus, med tilnavnet Nøleren, fordi han undgik afgørende slag i krigen mod Hannibal (3. årh. før vor tidsregning). Til fabianerne hørte bl. a. Sidney og Beatrice Webb, Ramsay Macdonnald, Bernard Shaw o.a. I 1900 gik Fabian Society ind i Labour Party.

29. Se Karl Marx: Kapitalen, bd. 3, bog 3, s. 155, fodnote.

30. Se Hobson, anf. værk, s. 351.

31. Der er her tale om den såkaldte »tillægsprotokol« underskrevet 7. september 1901 mellem England, Østrig-Ungarn, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Rusland, Japan og USA på den ene side og Kina på den anden efter bokseropstandens nedkæmpning (se følgende note). Den udenlandske kapital skaffede sig herigennem nye muligheder for udbytning og udplyndring af Kina.

32. Bokseropstanden – en folkelig antiimperialistisk opstand i Kina i 1899-1901. Opstanden blev nedkæmpet brutalt af de imperialistiske magters forenede ekspeditionskorps, bestående af tyske, japanske, engelske, amerikanske og russiske tropper.

Toppen af siden

Sidst opdateret 20.5.2003