Hvad er »folkevennerne«, og hvordan bekæmper de socialdemokraterne?

(Svar på Russkoje Bogatstvos artikel mod marxisterne)

Vladimir Lenin (1894)


Skrevet foråret-sommeren 1894. Trykt i 1894 på hektograf.

Oversat til dansk af Gelius Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 82-144, Forlaget Tiden, København 1981.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 7. juli 2013.

Lenins noterForlaget Tidens noter


Russkoje Bogatstvo [1] har indledt et felttog mod socialdemokraterne. Allerede i nr. 10 forrige år gav en af dette tidsskrifts penneførere, hr. N. Mikhajlovskij, meddelelse om den forestående »polemik« mod »vore såkaldte marxister eller socialdemokrater«. Derefter kom hr. S. Krivenkos artikel: Om De Kulturelle Enspændere (nr. 12) og hr. N. Mikhajlovskijs: Litteraturen Og Livet (Russkoje Bogatstvo, nr. 1 og 2 for 1894). Hvad angår tidsskriftets eget syn på vor økonomiske virkelighed, er det mest fuldstændigt fremsat af hr. S. Jusjakov i artiklen: Ruslands Økonomiske Udviklingsproblemer (nr. 11 og 12). Overhovedet hævder disse herrer i deres tidsskrift at repræsentere de sande »folkevenner«s ideer og taktik og er således erklærede fjender af socialdemokratiet. Lad os da forsøge at se disse »folkevenner«, [2] deres kritik af marxismen, deres ideer og deres taktik efter i sømmene.

Hr. N. Mikhajlovskij beskæftiger sig navnlig med marxismens teoretiske grundlag og drøfter derfor specielt den materialistiske historieopfattelse. Efter i store træk at have redegjort for indholdet af den omfattende marxistiske litteratur, hvori denne doktrin behandles, indleder hr. Mikhajlovskij sin kritik med følgende tirade:

»Først og fremmest melder der sig det spørgsmål: I hvilket værk har Marx redegjort for sin materialistiske historieopfattelse? I Kapitalen har man givet os et mønstereksempel på forening af logisk kraft med lærdom, med omhyggelig undersøgelse af såvel hele den økonomiske litteratur som de derhen hørende kendsgerninger. Han har fremdraget længst forglemte eller nu ganske ukendte teoretikere inden for den økonomiske videnskab og ikke ladet uænset selv de mindste enkeltheder i alle mulige beretninger fra fabriksinspektører eller udsagn fra eksperter i mangfoldige specialkommissioner; kort sagt, han har kulegravet en overvældende mængde faktisk materiale, dels for at begrunde, dels for at illustrere sine økonomiske teorier. Hvis han havde skabt en ‘ganske ny’opfattelse af den historiske proces, forklaret hele menneskehedens fortid ud fra et nyt synspunkt og givet en samlet vurdering af alle hidtidige filosofisk-historiske teorier, så havde han naturligvis gjort det med samme omhu: han ville virkelig have gennemarbejdet alle kendte teorier om den historiske proces, underkastet dem en kritisk analyse og beskæftiget sig med en mængde materiale fra verdenshistorien. Sammenligningen med Darwin, der er så gængs i den marxistiske litteratur, bestyrker yderligere denne tanke. Hvad var hele Darwins arbejde? Nogle generaliserende, indbyrdes intimt forbundne ideer, der kronede et helt Mont Blanc af faktisk materiale. Hvor er så det tilsvarende arbejde fra Marx’ hånd? Det findes ikke. Og ikke blot findes der intet sådant arbejde fra Marx’ hånd, men det findes heller ikke i hele den marxistiske litteratur, trods hele dens kvantitative omfang og bredde.«

Hele denne tirade er i høj grad oplysende til bedømmelse af, hvor lidt man i offentligheden har forstået Kapitalen og Marx. Imponeret af fremstillingens uhyre beviskraft gør de skrabud for Marx, de roser ham, men samtidig ser de ganske bort fra doktrinens grundindhold og fortsætter uanfægtet med den »subjektive sociologi«s gamle melodier. Fremgangsmåden minder uvilkårligt én om et meget træffende motto, som Kautsky valgte til sin bog om Marx’økonomiske lære:

Wer wird nicht einen Klopstock loben?
Doch wird ihn jeder lesen? Nein.
Wir wollen weniger erhoben
und fleissiger gelesen sein!

/Hvem vil ikke rose en Klopstock?
Men vil enhver læse ham? Nej.
Vi vil være mindre ophøjede
og flittigere læste.

(Lessing)/

Netop! Hr. Mikhajlovskij skulle have prist Marx noget mindre og læst ham noget flittigere, eller rettere, tænkt noget alvorligere over det, han læste.

»I Kapitalen har Marx givet os et mønstereksempel på forening af logisk kraft med lærdom,« siger hr. Mikhajlovskij. Hr. Mikhajlovskij har i denne sætning givet et mønstereksempel på forening af en blændende sætning med den rene tomhed, har en marxist bemærket. Og den bemærkning er ganske rigtig. For hvordan ytrer da denne logiske kraft hos Marx sig? Hvad har den givet for resultater? Når man læser den anførte tirade af hr. Mikhajlovskij, kunne man tro, at hele denne kraft anvendes på »økonomiske teorier« i ordets snævreste betydning, og dermed færdig. Ja – for yderligere at fremhæve de snævre grænser for det virkefelt, hvor Marx har åbenbaret sin logiske kraft, beråber hr. Mikhajlovskij sig på »de mindste enkeltheder, omhyggelighed, nu ganske ukendte teoretikere« osv. Det ser således ud, som om Marx ikke havde bidraget med noget væsentligt nyt, der var værd at nævne, til metoderne for udarbejdelsen af disse teorier, som om han havde holdt sig inden for de samme grænser for økonomisk videnskab som tidligere økonomer, uden at udvide dem, uden at indføre noget »ganske nyt« i opfattelsen af selve denne videnskab. Og så véd jo enhver, der har læst Kapitalen, at dette er ren og skær usandhed. Uvilkårligt mindes man her, hvad hr. Mikhajlovskij skrev om Marx for 16 år siden, da han polemiserede mod den småborgerlige hr. J. Sjukovskij. Tiderne var vel andre dengang og følelserne friskere, i hvert fald var både tone og indhold i hr. Mikhajlovskijs artikler helt anderledes.

» – ‘Det er dette værks slutmål at afsløre det moderne samfunds bevægelseslov (i originalen: Das ökonomische Bewegungsgesetz – den økonomiske udviklingslov)’ siger Karl Marx om sin bog Kapitalen og gennemfører strengt dette program« – sådan udtalte hr. Mikhajlovskij sig i 1877. Lad os se nærmere på dette, som kritikeren indrømmer, strengt gennemførte program. Det består i at »afsløre det moderne samfunds økonomiske bevægelseslov«.

Allerede denne formulering stiller os over for nogle spørgsmål, der trænger til en forklaring. Hvad er grunden til, at Marx taler om det »moderne« samfund, når alle økonomer før ham behandlede samfundet overhovedet? I hvilken betydning anvender han ordet »moderne«, hvordan kendetegner han specielt dette moderne samfund? Og videre – hvad betyder det: Samfundets økonomiske bevægelseslov? Vi er vant til at høre af økonomerne – og det er for øvrigt en af de yndlingsidéer, der hyldes af skribenter og økonomer fra det miljø, hvor Russkoje Bogatstvo hører til – at kun produktionen af værdier er underlagt rent økonomiske love, mens fordelingen angivelig afhænger af politikken, af den måde, hvorpå samfundet påvirkes af myndighederne, af intelligensen osv. I hvilken betydning er det da, at Marx taler om samfundets økonomiske bevægelseslov og tilmed kalder denne lov for en naturlov (Naturgesetz)? Hvordan skal dette forstås, når så mange hjemlige sociologer har skrevet side op og side ned om, at de sociale foreteelser adskiller sig på særlig måde fra de naturhistoriske foreteelsers område, og at man derfor må anvende en helt speciel »subjektiv metode i sociologien« for at udforske de førstnævnte?

Alle disse uvisheder opstår naturligt og nødvendigt, og naturligvis kan kun den rene uvidenhed forbigå dem, når talen er om Kapitalen. For at komme til rette med disse spørgsmål vil vi indledningsvis anføre endnu et sted fra det samme forord til Kapitalen, kun nogle få linjer længere nede, hvor Marx karakteriserer sit

»... standpunkt, der opfatter den økonomiske samfundsformations udvikling som en naturhistorisk proces...« [3]

Det er nok simpelt hen at sammenstille disse to citater fra forordet for at se, at netop her har man Kapitalens grundidé, der, som vi har hørt, gennemføres konsekvent og med sjælden logisk kraft. Lad os først og fremmest bemærke to omstændigheder ved alt dette: Marx taler kun om én »økonomisk samfundsformation«, den kapitalistiske, dvs. han siger, at han har undersøgt udviklingsloven for denne ene formation og ikke for nogen anden. Dette for det første. Og for det andet, lad os bemærke de metoder, Marx har anvendt for at nå til sine slutninger: disse metoder består, som vi nu har hørt af hr. Mikhajlovskij, i en »omhyggelig undersøgelse af herhen hørende kendsgerninger«.

Vi vil nu gå over til at analysere denne Kapitalens grundidé, som vor subjektive filosof så behændigt søgte at komme udenom. Hvad ligger der egentlig i begrebet økonomisk samfundsformation? Og hvordan kan og må man opfatte denne formations udvikling som en naturhistorisk proces? Det er de spørgsmål, der nu står for os. Jeg har allerede nævnt, at fra de gamle (men ikke for Rusland gamle) økonomers og sociologers standpunkt var begrebet økonomisk samfundsformation ganske overflødigt: de drøfter samfundet overhovedet, de strides med Spencer om, hvad »samfundet overhovedet« er, hvilket mål og væsen »samfundet overhovedet« har osv. Under sådanne overvejelser bygger disse subjektive sociologer på argumenter som, at samfundets mål er alle dets medlemmers velfærd, at retfærdighed derfor kræver en vis organisation, og at indretninger, der ikke stemmer med denne ideale (»Sociologien må begynde med en eller anden utopi« – disse ord er sagt af en af den subjektive metodes ophavsmænd, hr. Mikhajlovskij, og karakteriserer udmærket deres fremgangsmåders væsen) organisation er unormalt og bør afskaffes.

»Sociologiens væsentlige opgave«, hævder f.eks. hr. Mikhajlovskij, »består i at udrede de samfundsmæssige betingelser, under hvilke et eller andet behov for den menneskelige natur bliver tilfredsstillet«. Man ser, at denne sociolog kun interesserer sig for et samfund, der tilfredsstiller den menneskelige natur, og aldeles ikke for nogen som helst vidtløftige samfundsformationer, der desuden kan grunde sig på foreteelser, der ikke stemmer med en »menneskelig natur«, f.eks. at mindretallet underkuer flertallet. Man ser ligeledes, at der ikke fra denne sociologs standpunkt kan være tale om at opfatte samfundsudviklingen som en naturhistorisk proces. (»Når sociologen har anerkendt noget som ønskeligt eller ikke-ønskeligt, skal han finde betingelserne for at realisere dette ønskelige eller afskaffe det ikke-ønskelige« »for at realisere disse eller hine idealer«, ræsonnerer den samme hr. Mikhajlovskij). Ja, der kan end ikke være tale om en udvikling, men kun om forskellige afvigelser fra det »ønskelige«, om »defekter«, der indtræffer i historien, fordi... fordi folk ikke er forstandige, ikke rigtig fatter, hvad den menneskelige natur kræver, ikke rigtig forstår betingelserne for at realisere sådanne fornuftige forhold. Det er klart, at Marx’ grundidé om den økonomiske samfundsformations udvikling som en naturhistorisk proces slår grunden helt bort under denne barnagtige moraliseren, der vil kalde sig sociologi. Hvordan har Marx så udformet denne grundidé? Han har gjort det ved at udsondre det økonomiske område fra samfundslivets øvrige områder, ved at udsondre produktionsrelationerne fra alle de andre samfundsrelationer, idet produktionsrelationerne er de fundamentale, primære, alt andet bestemmende relationer. Marx har selv beskrevet gangen i sine overvejelser angående dette forhold således:

»Det første arbejde, jeg foretog for at løse de tvivl, der bestormede mig, var en kritisk revision af Hegels retsfilosofi... Min undersøgelse gav til resultat, at retsforhold eller statsformer hverken kan forstås ud fra sig selv eller ud fra menneskeåndens såkaldte almindelige udvikling, men at de tværtimod har deres rod i de materielle livsvilkår, hvis totalitet Hegel, efter englændernes og franskmændenes eksempel i det 18. århundrede, sammenfatter under betegnelsen ‘det borgerlige samfund’, og at det borgerlige samfunds anatomi må søges i den politiske økonomi... Det generelle resultat, jeg kom til ... kan kort formuleres således:

I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige relationer, produktionsrelationer /fremhævet af Lenin, red./, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Disse produktionsrelationer danner tilsammen samfundets økonomiske struktur, den reale basis, på hvilken der rejser sig en juridisk og politisk overbygning, og til hvilken der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne slår disse relationer om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med social revolution. Med forandringen af det økonomiske grundlag indtræder der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man altid skelne mellem de materielle, med naturvidenskabelig præcision konstaterbare omvæltninger i de økonomiske produktionsbetingelser, og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra det materielle livs modsigelser, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundsmæssige produktivkræfter og produktionsrelationer... I store omrids kan den asiatiske, den antikke, den feudale og den borgerlige produktionsmåde betegnes som den økonomiske samfundsformations opadstigende epoker.« [4]

Allerede i sig selv var denne idé, der indfører materialismen i sociologien, en genial idé. Foreløbig var det naturligvis kun en hypotese, men en hypotese, som for første gang skabte mulighed for en strengt videnskabelig holdning til de historiske og samfundsmæssige problemer. Da sociologerne ikke tidligere havde forstået at trænge ned til sådanne simple og primære relationer som produktionsrelationerne, havde de taget direkte fat på at udforske og studere de politiske og juridiske former og var stødt på den kendsgerning, at disse former blev afledt af de eller de ideer, som menneskeheden hyldede på den pågældende tid – og derved var de blevet stående; det så altså ud, som om samfundsrelationerne skabes bevidst af menneskene. Men denne slutning, der fandt sit fuldkomne udtryk i ideen om Contrat Social [5] (som man kan finde tydeligt spor af i alle utopiske socialistiske systemer), stred ganske mod alle historiske iagttagelser. Det var aldrig sådan og er det heller ikke nu, at samfundets medlemmer har forestillet sig totaliteten af de samfundsrelationer, under hvilke de lever, som noget defineret og helstøbt, som båret af et eller andet princip; tværtimod, masserne indretter sig ubevidst efter disse relationer og opfatter dem i så ringe grad som særlige historiske samfundsrelationer, at der f.eks. først i den allerseneste tid er blevet givet en forklaring på de vareudvekslingsforhold, som menneskene har levet under gennem århundreder. Materialismen har fjernet denne modsigelse ved at føre analysen dybere ned, ned til oprindelsen til selve disse menneskelige samfundsideer, og kun dens slutning om, at ideernes forløb afhænger af tingenes forløb, er forenelig med en videnskabelig psykologi. Også fra anden side set placerede denne hypotese for første gang sociologien på et videnskabeligt niveau. Hidtil havde sociologerne umaget sig med at skelne mellem vigtigt og uvigtigt i samfundsfænomenernes komplicerede spind (dette er roden til subjektivismen i sociologien) og havde ikke formået at finde et objektivt kriterium på en sådan grænsedragning. Materialismen leverede et fuldt ud objektivt kriterium ved at udhæve produktionsrelationerne som samfundets struktur, idet man på disse relationer kunne anvende det alment videnskabelige kriterium, der hedder gentagelighed, hvis anvendelighed på sociologien subjektivisterne havde benægtet. Så længe disse indskrænkede sig til at behandle de ideologiske samfundsrelationer (dvs. sådanne, der først udformes efter at være gået gennem menneskenes bevidsthed, [a] så længe dette var tilfældet kunne de ikke bemærke gentageligheden og regelbundetheden i de forskellige landes samfundsfænomener, og deres videnskab var i bedste fald kun en beskrivelse af disse fænomener, et udvalg af råmateriale. Analysen af de materielle ssamfundsrelationer (dvs. sådanne, der danner sig uden at gå gennem menneskenes bevidsthed: ved at udveksle produkter indtræder menneskene i produktionsrelationer uden på nogen måde at blive sig bevidst, at man her har en samfundsmæssig produktionsrelation), analysen af de materielle samfundsrelationer gav med ét slag mulighed for at mærke sig gentageligheden og regelbundetheden og sammenfatte de forskellige landes tilstande i et enkelt grundbegreb, en samfundsformation. Først denne sammenfatning gav så mulighed for at gå over fra en beskrivelse (og vurdering i forhold til et ideal) af samfundsfænomenerne til en strengt videnskabelig analyse af dem, hvorved man eksempelvis udsondrer det, der adskiller det ene kapitalistiske land fra det andet, og udforsker det, der er fælles for dem.

Endelig for det tredje: når denne hypotese for første gang har skabt mulighed for at udarbejde en videnskabelig sociologi, er grunden den, at kun når samfundsrelationerne føres tilbage til produktionsrelationerne og disse igen til produktivkræfternes udviklingsgrad, får man et fast grundlag for at fremstille samfundsformationernes udvikling som en naturhistorisk proces. Det siger sig selv, at uden et sådant synspunkt kan der ikke gives nogen samfundsvidenskab. (Subjektivisterne, der f. eks. anerkender de historiske fænomeners lovmæssige karakter, var alligevel ikke i stand til at behandle deres evolution som en naturhistorisk proces – og det skyldtes netop, at de gjorde holdt ved menneskets sociale ideer og mål uden at kunne føre disse ideer og mål tilbage til de materielle samfundsforhold.)

Marx, der fremsatte denne hypotese i 1840’rne, tog så fat på det (nota bene) faktiske studium af materialet. Han tog en enkelt økonomisk samfundsformation – vareøkonomiens system – og ud fra et enormt materiale (som han studerede i over 25 år) gav han en yderst udførlig analyse af lovene for denne formations virkemåde og udvikling. Denne analyse holder sig udelukkende til produktionsrelationerne mellem samfundets medlemmer: uden et øjeblik at ty til momenter uden for produktionsrelationerne for at forklare sagen giver Marx os mulighed for at iagttage, hvordan samfundsøkonomiens vareorganisation udvikler sig, hvordan den forvandler sig til en kapitalistisk organisation, idet den skaber bourgeoisiet og proletariatet, to klasser, der (inden for selve produktionsrelationernes rammer) er antagonistiske, hvordan den udvikler det samfundsmæssige arbejdes produktivitet og derved indfører et element, der kommer i uforsonlig modstrid med selve den kapitalistiske organisations grundlag.

Sådan er skelettet i Kapitalen. Men sagen er, at Marx ikke slog sig til tåls med dette skelet, han nøjedes ikke med at udarbejde en »økonomisk teori« i sædvanlig forstand; idet han forklarede den givne samfundsformations opbygning og udvikling alene ved produktionsrelationer, eftersporede han ikke desto mindre overalt og til stadighed de dertil svarende overbygninger, han iklædte skelettet kød og blod. At Kapitalen fik en så stor succes, skyldtes netop også, at den »tyske økonom«s bog viste læseren hele den kapitalistiske samfundsformation som en levende organisme – med den dagligdags tilværelse, med de faktiske sociale virkninger af den klasseantagonisme, der ligger i produktionsrelationerne, med den borgerlige politiske overbygning, der beskærmer kapitalismens herredømme, med de borgerlige ideer om frihed, lighed osv., med de borgerlige familieforhold. Nu er det klart, at sammenligningen med Darwin er særdeles træffende: Kapitalen er intet andet end »nogle generaliserende, indbyrdes intimt forbundne ideer, der kroner et helt Mont Blanc af faktisk materiale«. Og hvis den, der har læst Kapitalen, ikke har lagt mærke til disse generaliserende ideer, så er det jo ikke Marx’ skyld, idet han, som vi så, allerede i forordet pegede på disse ideer. Ja, en sådan sammenligning er rigtig ikke blot udvendig set (af en eller anden grund er hr. Mikhajlovskij særlig interesseret i den udvendige lighed), men også indefra set. Ligesom Darwin gjorde ende på den opfattelse, at planteog dyrearterne var skarpt adskilte, tilfældige, »gudskabte« og uforanderlige, og for første gang gav biologien et fuldt ud videnskabeligt grundlag ved at fastslå arternes foranderlighed og indbyrdes kontinuitet – således gjorde Marx ende på den opfattelse, at samfundet er et mekanisk aggregat af individer, et aggregat, der kan forandres ganske som øvrigheden ønsker (eller som samfundet og regeringen ønsker; det kommer ud på ét), og som opstår og forandrer sig tilfældigt, og gav for første gang sociologien et videnskabeligt grundlag ved at indføre begrebet økonomisk samfundsformation, der betegner indbegrebet af de givne produktionsrelationer, og ved at fastslå, at disse formationers udvikling er en naturhistorisk proces.

Nu – efter Kapitalens udgivelse – er den materialistiske historieopfattelse ikke længere nogen hypotese, men en videnskabeligt bevist teori, og så længe der ikke foreligger noget andet forsøg på videnskabeligt at forklare, hvordan en eller anden samfundsformation virker og udvikler sig – netop samfundsformation og ikke et eller andet lands eller folks eller endog en klasses livsformer osv. – et andet forsøg, der er egnet til, nøjagtig sådan som materialisme har kunnet gøre det, at bringe orden i »de derhen hørende kendsgerninger« og give et levende billede af den bestemte formation samtidig med at forklare den strengt videnskabeligt – så længe vil materialistisk historieopfattelse blot være en anden betegnelse for samfundsvidenskab. Materialismen repræsenterer ikke en »fortrinsvis videnskabelig historieopfattelse«, som hr. Mikhajlovskij tror, men den eneste videnskabelige historieopfattelse.

Og kan man nu tænke sig noget løjerligere, end at der findes folk, som det er lykkedes at læse Kapitalen uden at finde materialisme i den? Hvor er materialismen? spørger hr. Mikhajlovskij med oprigtig forbavselse.

Han har læst Det Kommunistiske Manifest [6] uden at bemærke, at de moderne tilstande – de juridiske som de politiske, de familiemæssige som de religiøse og filosofiske – deri forklares materialistisk, at endog kritikken af de socialistiske og kommunistiske teorier søger og finder sine rødder i de og de bestemte produktionsrelationer.

Han har læst Filosofiens Elendighed [7] uden at bemærke, at analysen af Proudhons sociologi deri sker ud fra et materialistisk synspunkt, at kritikken af den måde, hvorpå Proudhon foreslog at løse de mest forskellige historiske problemer, bygger på materialismens principper, og at forfatterens egne fingerpeg om, hvor man skal søge udgangspunkter til løsning af disse problemer, bestandig munder ud i henvisninger til produktionsrelationerne.

Han har læst Kapitalen uden at bemærke, at der her foreligger et mønstereksempel på videnskabelig analyse af en enkelt – tilmed den mest komplicerede – samfundsformation efter den materialistiske metode, et mønstereksempel, der anerkendes af alle og ikke er overgået af nogen. Og så sidder han og tænker voldsomt over det dybsindige problem: »I hvilket værk har Marx redegjort for sin materialistiske historieopfattelse?«

Enhver, der kender til Marx, ville have svaret ham med et andet spørgsmål: »I hvilket værk har Marx ikke redegjort for sin materialistiske historieopfattelse?« Men hr. Mikhajlovskij opdager formentlig først noget om Marx’ materialistiske undersøgelser, når de bliver opregnet under tilsvarende numre i et eller andet historisk arbejde af en eller anden Karejev under overskriften Økonomisk Materialisme.

Men det løjerligste af det hele er, at hr. Mikhajlovskij bebrejder Marx, at han ikke har »gennemarbejdet (sic!) alle kendte teorier om den historiske proces«. Det er virkelig meget morsomt. For hvad var 9/10 af disse teorier? Det var rent aprioriske, dogmatiske, abstrakte konstruktioner over temaer som, hvad samfundet er, hvad fremskridt er, osv. (Jeg vælger med vilje eksempler, der ligger hr. Mikhajlovskijs sind og hjerte nær). Og disse teorier er jo ubrugelige allerede på grund af den måde, de er blevet til på, de er ubrugelige i kraft af deres grundmetode, deres trøstesløse, helt og holdent metafysiske [9] karakter. At begynde med spørgsmål som, hvad samfundet er, hvad fremskridt er – det er jo det samme som at begynde med enden. Hvorfra skal man tage begrebet om samfundet og fremskridt i almindelighed, når man ikke endnu har studeret en eneste samfundsformation i særdeleshed og end ikke har formået at opstille dette begreb, end ikke har formået at tage fat på et alvorligt, faktisk studium, en objektiv analyse af nogen som helst samfundsrelationer? Her har man det mest iøjnefaldende kendetegn på den metafysik, som al videnskab er begyndt med: så længe man ikke har formået at gå i gang med studiet af kendsgerningerne, har man altid a priori opstillet almene teorier, der altid forblev ufrugtbare. Når metafysikeren i kemien endnu ikke forstod at udforske de faktiske kemiske processer, opstillede han en teori om, hvad den kemiske affinitet var for en kraft. Metafysikeren i biologien kom med forklaringer om, hvad liv og livskraft var. Metafysikeren i psykologien ræsonnerede over, hvad sjæl var. Allerede selve fremgangsmåden var her absurd. Man kan ikke ræsonnere over sjælen, når man ikke har opklaret de specielle psykiske processer: her må fremskridt netop bestå i at opgive de almene teorier og filosofiske konstruktioner om, hvad sjæl er, og at få lagt en videnskabelig basis for studiet af enkeltheder, der karakteriserer disse eller hine psykiske processer. Derfor er hr. Mikhajlovskijs bebrejdelse ganske den samme, som hvis en metafysiker i psykologien, der hele sit liv har skrevet »studier« over, hvad sjæl er (uden præcist at kunne forklare et eneste, nok så simpelt psykisk fænomen), gav sig til at bebrejde den videnskabelige psykolog, at denne ikke havde gennemarbejdet alle kendte teorier om sjælen. Han, denne videnskabelige psykolog, havde opgivet de filosofiske teorier om sjælen og taget direkte fat på at studere de psykiske processers materielle substrat, nerveprocesserne, og eventuelt givet en analyse af og forklaring på de og de psykiske processer. Og se, vor metafysiker i psykologien læser dette arbejde, roser det, – processerne er rigtignok godt beskrevet og enkelthederne udmærket studeret – men han er ikke tilfreds. Hvad er det, udbryder han ved at høre, hvordan man alle vegne taler om denne forskers ganske nye opfattelse af psykologien – hvad er det, siger filosoffen ophidset, i hvilket værk er denne metode da fremstillet? For i dette arbejde er der »ene og alene kendsgerninger«? Det indeholder ikke skygge af en gennemarbejdelse af »alle kendte filosofiske teorier om sjælen«? Det er aldeles ikke et tilsvarende arbejde!

Ganske på samme måde er Kapitalen selvfølgelig ikke noget tilsvarende arbejde for metafysikeren i sociologien, der ikke lægger mærke til det ufrugtbare i aprioriske spekulationer over, hvad samfundet er, og ikke forstår, at når man i stedet for at undersøge og forklare bruger sådanne metoder, bliver resultatet kun, at der i begrebet samfundet indsmugles enten den engelske kræmmers borgerlige ideer eller den russiske demokrats småborgerlig-socialistiske idealer – og ikke andet. Derfor er alle disse filosofisk-historiske teorier da også både opstået og bristet som sæbebobler, idet de i bedste fald er et symptom på deres tids samfundsideer og samfundsrelationer og ikke bidrager en tøddel til at uddybe menneskets opfattelse af blot nogle enkelte, men til gengæld virkelige samfundsrelationer (blot ikke dem, der »svarer til den menneskelige natur«). Det vældige fremskridt, som Marx i denne henseende præsterede, består også i, at han lagde alle disse spekulationer over samfundet og fremskridtet overhovedet til side og til gengæld leverede en videnskabelig analyse af ét samfund og ét fremskridt – nemlig det kapitalistiske. Og hr. Mikhajlovskij bebrejder ham, at han begyndte med begyndelsen og ikke med enden, med en analyse af kendsgerningerne og ikke med endelige konklusioner, med et studium af de specielle, historisk bestemte samfundsrelationer og ikke med almene teorier om, hvad disse samfundsrelationer overhovedet er. Og han spørger: »Hvor er så det tilsvarende arbejde?« Oh, overkloge subjektive sociolog!

Hvis vor subjektive filosof kun havde været i forlegenhed med, i hvilket værk materialismen er begrundet, havde ulykken endda ikke været så stor. Men til trods for, at han intet sted har fundet en begrundelse og end ikke en fremstilling af den materialistiske historieopfattelse (eller måske netop fordi han ikke har fundet dette), begynder han at tilskrive denne doktrin prætentioner, som den aldrig har gjort gældende. Han anfører et citat af Blos, hvorefter Marx har forkyndt en ganske ny opfattelse af historien, og uden at genere sig skribler han videre om, at denne teori hævder at »forklare menneskeheden dens fortid«, at forklare »hele (sic!!?) menneskehedens fortid« og så fremdeles. Det er jo svindel fra ende til anden! Teorien hævder kun at forklare den kapitalistiske samfundsformation og ingen anden. Når materialismens anvendelse til at analysere og forklare én samfundsformation har givet så glimrende resultater, er det ganske naturligt, at materialismen i historien er ophørt at være en hypotese og bliver en videnskabeligt gennemprøvet teori. Det er ganske naturligt, at nødvendigheden af en sådan metode også kommer til at gælde de andre samfundsformationer, selv om de ikke er blevet underkastet et specielt, faktisk studium og en detaljeret analyse, på samme måde som transformistens idé (9), der er bevist ved en tilstrækkelig mængde kendsgerninger, gør sig gældende i hele biologien, selv om det for enkelte dyre- og plantearter endnu har været umuligt med sikkerhed at fastslå deres transformation. Og ligesom transformismen aldeles ikke hævder at forklare »hele« det historiske forløb af arternes opståen, men kun placerer metoderne til denne udredning på et videnskabeligt niveau, på samme måde har materialismen i historien aldrig hævdet at forklare alt, men kun at anvise den, som Marx siger (Kapitalen), »eneste videnskabelige« metode til at forklare historien. Heraf kan man se, hvilke åndrige, alvorlige og anstændige metoder hr. Mikhajlovskij anvender i sin polemik, når han først forvrænger Marx ved at tillægge materialismen i historien meningsløse prætentioner som, at den vil »forklare alt«, finde »nøglen til alle historiens låse« (prætentioner, som Marx naturligvis med det samme og i meget bidende form har afvist i sit »brev« [10] om Mikhajlovskijs artikler), så gør han stort væsen af disse selvopfundne prætentioner, og endelig, efter en nøjagtig – nøjagtig fordi han denne gang ikke refererer, men citerer – gengivelse af Engels’ tankegang, [11] at den politiske økonomi, sådan som materialisterne forstår den, »først er ved at blive til«, at »alt, hvad vi hidtil har af økonomisk videnskab indskrænker sig til« det kapitalistiske samfunds historie – drager han den slutning, at »gennem disse ord bliver den økonomiske materialismes virkeområde noget indsnævret«! Hvilken grænseløs naivitet eller grænseløs indbildskhed må et menneske ikke besidde for at kunne tro, at den slags kunster vil gå ubemærket af! Først forvrængede han Marx, dernæst gjorde han stort væsen af sine egne forvrængninger, så anførte han den nøjagtige tankegang – og nu har han frækhed nok til at erklære, at denne tankegang indsnævrer den økonomiske materialismes virkeområde!

Af hvad art og kvalitet hr. Mikhajlovskijs ophævelser er, kan man se af følgende eksempel: »Marx begrunder dem intet sted,« siger hr. Mikhajlovskij, hvor talen er om den økonomiske materialismes grundsætninger. »Ganske vist tænkte Marx på sammen med Engels at skrive et værk af filosofiskhistorisk og historisk-filosofisk karakter og har forøvrigt skrevet det (i 1845-47), men det blev aldrig trykt. [12] Engels siger: ‘Den del, der er færdig, består af en fremstilling af den materialistiske historieopfattelse, der kun beviser, hvor ufuldstændigt vort daværende kendskab til den økonomiske historie endnu var’. [13] Altså« – slutter hr. Mikhajlovskij – »er hovedpunkterne i den ‘videnskabelige socialisme’ og den økonomiske materialismes teori blevet opdaget – og derpå også opstillet i Manifestet – på en tid, hvor, som en af forfatterne selv indrømmer, de til et sådant forehavende nødvendige kundskaber endnu var for ringe hos dem.«

Ikke sandt, en nydelig kritik! Engels siger, at deres kundskaber vedrørende den økonomiske »historie« var for ringe, og at de derfor ikke lod deres skrift af »almen« historisk-filosofisk karakter trykke. Hr. Mikhajlovskij omtyder dette sådan, at de havde for ringe kundskaber, når det gjaldt »et sådant forehavende« som at udarbejde »hovedpunkterne i den videnskabelige socialisme«, dvs. den videnskabelige kritik af det borgerlige samfund, som blev givet allerede i Manifestet. Et af to: enten har hr. Mikhajlovskij ikke evner til at fatte forskellen mellem et forsøg på at overskue hele historiens filosofi og et forsøg på videnskabeligt at forklare det borgerlige regime, eller også mener han, at Marx og Engels ikke havde tilstrækkelige kundskaber til at levere en kritik af den politiske økonomi. I sidste fald er det meget grusomt af ham, at han forholder os sine betragtninger over denne utilstrækkelighed, sine forbedringer og suppleringer. Marx’ og Engels’ beslutning om ikke at publicere deres historiskfilosofiske arbejde, men koncentrere alle kræfter på en videnskabelig analyse af en enkelt samfundsorganisation afslører kun en overordentlig videnskabelig samvittighedsfuldhed. Hr. Mikhajlovskijs beslutning om at gøre stort væsen af sin lille tilføjelse, at Marx og Engels skulle have redegjort for deres anskuelser, skønt de godt vidste, at de ikke havde tilstrækkelige kundskaber til at udarbejde dem, afslører kun polemiske metoder, der hverken vidner om kløgt eller anstændighedsfølelse.

»Et andet mønstereksempel: »Marx’ alter ego /andet jeg, red./ – Engels – har gjort mere for at begrunde den økonomiske materialisme som historisk teori,« siger hr. Mikhajlovskij.

»Han har skrevet et specielt historisk arbejde: Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse. I Tilslutning (im Anschluss) Til Morgans Forskninger. [14] Denne »Anschluss« er meget bemærkelsesværdig. Amerikaneren Morgans bog udkom mange år efter, at Marx og Engels havde forkyndt den økonomiske materialismes grundlag, og ganske uafhængigt af denne teori. Han siger så, at »de økonomiske materialister sluttede sig til« denne bog og samtidig, eftersom der ikke fandtes klassekamp i den forhistoriske tid, skal have indført den »rettelse« i udformningen af den materialistiske historieopfattelse, at der ved siden af produktionen af materielle værdier er et andet bestemmende moment, produktionen af mennesket selv, dvs. børneproduktionen, der spiller en førsterangs rolle i urtiden, da arbejdet endnu ikke er blevet særlig produktivt.

»Det er Morgans store fortjeneste,« siger Engels, »... at han i de nordamerikanske indianeres slægtsforbund har fundet den nøgle, der giver os løsningen på de vigtigste, hidtil uløste gåder i den ældste græske, romerske og tyske historie.« [15]

»Således«, udtaler hr. Mikhajlovskij sig i den anledning, »blev der i slutningen af 40’rne opdaget og forkyndt en ganske ny materialistisk og virkelig videnskabelig historieopfattelse, der for den historiske videnskab bevirkede det samme som Darwins teori for den moderne naturvidenskab.« Men denne opfattelse blev aldrig videnskabeligt begrundet, gentager hr. Mikhajlovskij så. »Ikke blot blev den ikke gennemprøvet på et omfattende og mangfoldigt faktisk materiale« (Kapitalen er ikke noget »tilsvarende« arbejde: der finder man kun kendsgerninger samt omhyggelige undersøgelser!), »men det blev ikke tilstrækkelig motiveret, ikke engang gennem kritik og udelukkelse af andre filosofisk-historiske systemer.« Engels’ bog – Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft – er »kun åndrige forsøg nedskrevet i forbifarten«, og hr. Mikhajlovskij mener derfor, at han ganske kan forbigå den mængde væsentlige spørgsmål, der berøres i dette værk, skønt disse »åndrige forsøg« meget åndrigt demonstrerer tomheden i sociologier, der »begynder med utopier«, og skønt dette værk indeholder en udførlig kritik af den »voldsteori«, ifølge hvilken de politiske og juridiske forhold bestemmer de økonomiske, en teori, som d’herrer skribenter ved Russkoje Bogatstvo nidkært forfægter. Det er jo også langt lettere at henkaste nogle intetsigende sætninger om værket end alvorligt at gå i lag med blot et af de problemer, der har fundet sin materialistiske løsning i det; desuden er det ufarligt, for censuren vil sandsynligvis aldrig lade en oversættelse af denne bog slippe igennem, således at hr. Mikhajlovskij uden at bringe sin subjektive filosofi i fare kan kalde den åndrig.

Endnu mere betegnende og lærerig (til illustration af, at mennesket har fået sproget for at kunne skjule sine tanker – eller give tanketomheden form af en tanke) er en udtalelse om Marx’ Kapitalen. »I Kapitalen findes der blændende sider af historisk indhold, men (dette fænomenale »men«! Det er ikke engang et »men«, det er det berømte »mais« /»men« på fransk, red.)/, der jævnt oversat betyder: »Træerne vokser ikke ind i himlen«) »i kraft af selve hensigten med bogen er de skåret til efter en bestemt historisk periode, således at de ikke underbygger den økonomiske materialismes grundsætninger, men blot berører den økonomiske side ved en vis gruppe historiske fænomener.« Med andre ord: Kapitalen – der jo ene og alene er helliget studiet af det kapitalistiske samfund – leverer en materialistisk analyse af dette samfund og dets overbygning, »men« hr. Mikhajlovskij foretrækker at forbigå denne analyse: her drejer det sig om »en enkelt« periode, ser De nok, og han, hr. Mikhajlovskij, ønsker at favne om alle perioder, og det tilmed sådan, at han ikke behøver at gå i enkeltheder om en eneste. Det er klart, at for at nå dette mål – dvs. favne om alle perioder uden sagligt at gå ind på en eneste – er der kun én vej: almindeligt holdte udtryk og fraser, »blændende« og tanketomme. Og ingen kan måle sig med hr. Mikhajlovskij i kunsten at klare sig med fraser. Det viser sig, at det ikke lønner sig sagligt at gå ind på Marx’ undersøgelser (i enkeltheder), idet han, Marx, »ikke underbygger den økonomiske materialismes grundsætninger, men blot berører den økonomiske side ved en vis gruppe historiske fænomener«. Hvor dybsindigt! »Ikke underbygger«, men »blot berører«! Hvor er det dog let at udtvære ethvert problem med en frase! F.eks. når Marx mange gange har påvist, hvordan relationerne mellem vareproducenterne ligger til grund for den borgerlige ligeret, det frie kontraktforhold og lignende fundamenter for retsstaten – hvad er så det? Underbygger han mon dermed materialismen, eller berører han den »blot«? Vor filosof afholder sig med den ham egne beskedenhed fra at svare sagligt og drager uden videre konklusioner af sine »åndrige forsøg« på at tale blændende og intet sige.

»Det er intet under« – lyder denne konklusion – »at en teori, der hævdede at opklare verdenshistorien, endnu 40 år efter sin fremsættelse stod magtesløs over for den gamle græske, romerske og tyske histories uløste gåder. Nøglen til disse gåder blev givet af 1) en mand, der absolut intet havde med den økonomiske materialismes teori at gøre og ikke kendte noget til den, og 2) ved hjælp af en ikke økonomisk faktor. Ret morsomt virker udtrykket ‘produktionen af mennesket selv’, dvs. børneproduktionen, som Engels griber til for i det mindste at bevare en formel forbindelse med den økonomiske materialismes grundformel. Han er imidlertid nødt til at erkende, at menneskehedens liv i årtusinder ikke forløb efter denne formel«. Nej, De polemiserer virkelig ikke som noget »under«, hr. Mikhajlovskij! Teorien gik ud på, at holdepunkter til »opklaring« af historien må søges i de materielle samfundsforhold og ikke i de ideologiske forhold. Mangelen på faktisk materiale forhindrede, at metoden blev anvendt til at analysere nogle af de vigtigste foreteelser i Europas ældste historie, f. eks. gentil-organisationen, som derfor stadig stod som en gåde. [b] Derimod havde Morgan i Amerika samlet et rigt materiale, der gav mulighed for at levere en indgående analyse af gentilorganisationens væsen, og han drog den slutning, at man ikke skal søge forklaringen på den i ideologiske forhold (f. eks. retslige eller religiøse), men i materielle. Det er ganske klart, at denne kendsgerning betyder en glimrende bekræftelse på den materialistiske metode, og intet andet. Når hr. Mikhajlovskij nu bebrejder denne doktrin, at 1) nøglen til yderst vanskelige historiske gåder blev fundet af et menneske, der »absolut intet havde med den økonomiske materialismes teori at gøre«, så kan man kun undre sig over, hvor lidt folk formår at skelne mellem, hvad der taler til gunst for dem, og hvad der går dem hårdt imod. 2) Børneproduktionen er ikke nogen økonomisk faktor, ræsonnerer vor filosof. Men hvor har De læst hos Marx eller Engels, at de ubetinget har talt om økonomisk materialisme? Når de karakteriserer deres verdensanskuelse, kalder de den simpelt hen materialisme. Deres grundtanke (som er ganske bestemt udtrykt i det ene citat af Marx, der er anført ovenfor) var, at samfundsforholdene deler sig i materielle og ideologiske. De sidste udgør kun en overbygning over de første, der danner sig uafhængigt af menneskets vilje og bevidsthed som en form for (resultat af) menneskets virksomhed for at sikre sin eksistens. Forklaringen på de politiske og juridiske former – siger Marx i det anførte citat – må søges i »de materielle livsforhold«. Mon da hr. Mikhajlovskij har tænkt sig, at forholdene vedrørende børneproduktionen hører til de ideologiske forhold? Hr. Mikhajlovskijs udredninger her er så karakteristiske, at det lønner sig at se nærmere på dem. »Hvor snedigt man end spekulerer over ‘børneproduktionen’ for at etablere blot en formel forbindelse mellem den og den økonomiske materialisme,« siger han, »hvor stærkt den end er vævet sammen med andre fænomener i samfundslivets komplicerede spind, deriblandt også de økonomiske, så har den dog sine egne fysiologiske og psykiske rødder.« (Hr. Mikhajlovskij, er det brystbørn, De vil fortælle, at børneproduktionen har fysiologiske rødder!? Hvorfor væver De sådan?) »Og det erindrer os om, at den økonomiske materialismes teoretikere ikke blot ikke har fået historien på det rene, men heller ikke psykologien. Der er ingen tvivl om, at slægtsforbundene har mistet deres betydning i de civiliserede landes historie, men man kan næppe sige det samme med samme sikkerhed om de direkte kønsog familiebånd. De er naturligvis undergået stærke forandringer under trykket af det mere og mere komplicerede liv overhovedet, men med nogen dialektisk behændighed måtte det være muligt at eftervise, at ikke blot de juridiske, men også selve de økonomiske forhold udgør en ‘overbygning’ over køns- og familieforholdene. Vi vil ikke gå nærmere ind på det, men peger dog på arveskikken.«

Endelig er det altså lykkedes vor filosof at komme ud af de tomme frasers område [c] og tage fat på kendsgerninger, bestemte kendsgerninger, der muliggør en prøve og ikke tillader folk så let at »væve« sig udenom sagens kerne. Lad os da se, hvordan vor Marx-kritiker efterviser, at arveskikken er en overbygning over køns- og familieforhold. »Ved arven overleveres,« ræsonnerer hr. Mikhajlovskij, »den økonomiske produktions produkter« (»Den økonomiske produktions produkter«!! hvor dygtigt! hvor velklingende! hvilket udsøgt sprog!), »og selve arveskikken er til en vis grad betinget af den økonomiske konkurrences tilstedeværelse. Men for det første arves der også immaterielle værdier – hvad der giver sig udtryk i omsorgen for at opdrage børnene i fædrenes ånd.« Børneopdragelsen indgår altså i arveskikken! F. eks. findes der i de russiske love en paragraf om, at »forældrene skal bestræbe sig for gennem opdragelsen i hjemmet at give dem (børnene) gode sæder og befordre regeringens interesser.« Mon vor filosof kalder det for en arveskik? – »Og for det andet er det sådan – selv når man holder sig til det rent økonomiske område – at hvis arveskikken er utænkelig uden produktionens produkter, der gives i arv, så er den lige så utænkelig uden ‘børneproduktionens’ produkter – uden dem og uden den indviklede og spændte mentalitet, der knytter sig direkte til dem.« (Læg nu mærke til sproget: den indviklede mentalitet »knytter sig til« børneproduktionens produkter! Det er jo henrivende!) Når arveskikken er en overbygning over familie- og kønsforholdene, skyldes det altså, at arv er utænkelig uden børneproduktion! Jo, det er i sandhed Amerikas opdagelse! Alle har hidtil troet, at børneproduktionen lige så lidt kunne forklare arveskikken, som nødvendigheden af at spise kunne forklare ejendomsretten. Alle har hidtil tænkt sig, at når man f. eks. i Rusland under lensvæsenets blomstring ikke kunne arve jord (eftersom den kun regnedes for betinget ejendom), så måtte forklaringen søges i de særlige omstændigheder ved datidens samfundsorganisation. Hr. Mikhajlovskij mener åbenbart, at forklaringen simpelt hen er, at mentaliteten, der knyttede sig til datidige herremænds produkter i børneproduktionen, ikke var indviklet nok.

Krads lidt på »folkevennen« – kan vi sige med en drejning af en bekendt udtalelse – og De vil finde en bourgeois. For hvilken anden betydning kan disse hr. Mikhajlovskijs betragtninger om arveskikkens sammenhæng med børneopdragelsen, børneproduktionens mentalitet osv. have end den, at arveskikken er lige så evig, nødvendig og hellig som børneopdragelsen! Ganske vist har hr. Mikhajlovskij villet holde sig en bagdør åben ved at erklære, at »arveskikken er til en vis grad betinget af den økonomiske konkurrences tilstedeværelse« – men det er jo ikke andet end et forsøg på at vige udenom et bestemt svar på spørgsmålet og tilmed et forsøg med utjenlige midler. Hvordan kan vi tage denne bemærkning til efterretning, når man ikke siger os et ord om, til hvilken »vis grad« arveskikken da afhænger af konkurrencen? Når man aldeles ikke gør rede for, hvordan denne sammenhæng mellem konkurrence og arveskik egentlig forklares? Arveskikken forudsætter i virkeligheden allerede privat ejendom, men denne opstår først, når varecirkulationen kommer frem. Den private ejendomsret har til grundlag en vis udvikling af det samfundsmæssige arbejdes specialisering og produkternes afsætning på et marked. Så længe f. eks. alle medlemmer af den urgamle indianske kommune i fællesskab forarbejdede alle livsfornødenheder, var privat ejendom en umulighed. Men da der opstod arbejdsdeling i kommunen, og dens medlemmer begyndte hver for sig at arbejde med fremstillingen af det ene og det andet produkt og sælge det på markedet, da fandt denne materielle individualisering af vareproducenterne sit udtryk i privatejendomsretten. Såvel privatejendom som arv er kategorier, der hører hjemme i samfundstilstande, hvor der allerede er dannet enkeltvise (monogame) småfamilier, og hvor varecirkulationen er begyndt at udvikle sig. Hr. Mikhajlovskijs eksempel beviser det stik modsatte af, hvad han ville bevise.

Der findes endnu en henvisning til kendsgerninger hos hr. Mikhajlovskij – og igen er det en perle i sin art! »Hvad kønsforbindelserne angår,« fortsætter han at korrigere materialismen, »så blegnede de virkelig til dels i de civiliserede folkeslags historie under strålerne fra produktionsformernes indflydelse« (igen en udflugt, blot en mere iøjnefaldende. Hvilken bestemt produktionsform? En tom frase!) »men til dels opløstes de i deres egen fortsættelse og almengørelse, de nationale forbindelser.« De nationale forbindelser er altså en fortsættelse og almengørelse af kønsforbindelserne! Hr. Mikhajlovskij låner øjensynlig sine forestillinger om samfundshistorien fra de børneremser, man lærer gymnasiaster. Samfundets historie består i – sådan lyder denne skolevisdom – at først var der familien, denne kimcelle til ethvert samfund, [d] derefter voksede familien så op til en stamme, og stammen voksede op til en stat. Når hr. Mikhajlovskij med vigtig mine gentager dette barnlige vrøvl, beviser det kun – bortset fra alt det øvrige – at han ikke har den ringeste anelse om gangen blot i Ruslands historie. Mens man nok kunne tale om slægtssamfund i det gamle Rusland, [16] så er det ubestrideligt, at disse slægtsforbund allerede var ophørt at eksistere i middelalderen, på Moskvastatens tid, dvs. at staten var bygget på sammenslutninger, der aldeles ikke var slægtsbestemte, men lokale: herremænd og klostre samlede bønder i forskellige egne under sig, og de således dannede kommuner var rent territoriale sammenslutninger. Om nationale bånd i ordets egentlige betydning kan man imidlertid næppe tale på den tid: staten var splittet i enkelte »lande«, ofte endda fyrstendømmer, der havde bevaret levende spor af den tidligere autonomi, visse særegenhed i forvaltningen, undertiden egne tropper (de lokale bojarer drog i krig med egne regimenter), særlige toldgrænser osv. Først den nyere periode i russisk historie (omtrent fra det 17. århundrede) karakteriseres af en virkelig sammenslutning af alle disse områder, lande og fyrstendømmer til et hele. Denne sammensmeltning skyldtes ikke slægtsforbindelser, højtærede hr. Mikhajlovskij, den skyldtes ikke engang deres fortsættelse og almengørelse: den skyldtes en stærkere handel mellem områderne, en gradvis voksende varecirkulation, en koncentrering af de små lokale markeder i ét alrussisk marked. Eftersom det var kapitalistiske købmænd, der var denne proces’ ledere og herrer, betød skabelsen af disse nationale bånd intet andet end skabelse af borgerlige bånd. Hr. Mikhajlovskij har med sine to henvisninger til kendsgerninger kun ramt sig selv og ikke givet os noget nyt ud over et mønstereksempel på borgerlige platheder – platheder, fordi han forklarede arveskikken ved børneproduktionen og dens mentalitet, og nationalitet ved slægtsforbindelser, borgerlig, fordi han betragtede kategorier og overbygninger, der hører til en enkelt, historisk bestemt samfundsformation (der grunder sig på varecirkulation), som kategorier, der var lige så almene og evige som børneopdragelse og »direkte« kønsforbindelser.

Det er her særdeles karakteristisk, at så snart vor subjektive filosof gjorde forsøg på at forlade fraserne og gå over til konkrete henvisninger til kendsgerninger – så faldt han i muddergrøften. Han føler sig øjensynlig vel tilpas i denne ikke særlig renlige stilling: han sidder der, kror sig og sprøjter snavs omkring. Han vil f. eks. modbevise den sætning, at historien er en række klassekampepisoder, og når han så med dybsindig mine har erklæret dette for et »ekstremt standpunkt«, siger han: »Den af Marx grundlagte Internationale Årbejderassociation, [17] der er organiseret for at føre klassekamp, har ikke forhindret franske og tyske arbejdere i at slagte og ruinere hinanden«, hvorved han tillige mener det bevist, at materialismen ikke tog »den nationale egoismes og det nationale hads dæmon« i betragtning. En sådan påstand viser kritikerens topmålte uvidenhed, han forstår ikke, at handels- og industribourgeoisiets særdeles reelle interesser er hovedgrundlaget for dette had, og at man kun udvisker sagens kerne ved at snakke om nationalfølelse som en selvstændig faktor. Vi har for øvrigt allerede set, hvor dybsindig en forestilling vor filosof har om nationalitet. Hr. Mikhajlovskij evner ikke at betragte Internationalen på anden måde end med en helt Bureninsk ironi [18]: »Marx, chefen for den internationale arbejderassociation, der ganske vist er gået i stykker, men skal genfødes«. Ganske vist, hvis man ser den internationale solidaritets nec plus ultra /yderste grænse, red./ i den »retfærdige« vareudvekslings system, sådan som den indenrigske kronikør i Russkoje Bogatstvo nr. 2 vidt og bredt og småborgerligt fladt skriver, og ikke forstår, at vareudveksling, den retfærdige som den uretfærdige, altid forudsætter og indbefatter bourgeoisiets herredømme, og at de internationale sammenstød ikke kan ophøre, før den økonomiske organisation, der grunder sig på vareudveksling, er tilintetgjort – så er det forståeligt, at man kun har et grin til overs for Internationalen. Så er det forståeligt, at hr. Mikhajlovskij er helt ude af stand til at fatte den simple sandhed, at der ikke findes andet kampmiddel mod nationalhadet end den undertrykte klasses organisering og samling til kamp mod undertrykkerklassen i hvert enkelt land, intet andet middel end sådanne nationale arbejderorganisationers forening i én international arbejderhær til kamp mod den internationale kapital. Og hvad det angår, at Internationalen ikke hindrede arbejderne i at slagte hinanden, da er det nok at minde hr. Mikhajlovskij om begivenhederne under Kommunen, [19] hvor det organiserede proletariats virkelige stilling til de herskende, krigsførende klasser kom frem.

Hvad der er særlig oprørende i hele hr. Mikhajlovskijs polemik, er netop hans metoder. Hvis han ikke er tilfreds med Internationalens taktik, hvis han ikke hylder de ideer, som de europæiske arbejdere organiseres omkring – så skulle han i hvert fald kritisere dem direkte og åbent og fremlægge sine egne forestillinger om en mere formålstjenlig taktik, mere rigtige anskuelser. Men der gøres ingen som helst bestemte, klare indvendinger, kun her og der strøs der nogle meningsløse spottegloser ud i frasernes bundløse hav. Kan det kaldes andet end snavs? – særlig når man tager i betragtning, at et forsvar for Internationalens ideer og taktik ikke kan ske legalt i Rusland? Og hr. Mikhajlovskijs metoder er de samme, når han polemiserer mod de russiske marxister: han gør sig ikke den ulejlighed samvittighedsfuldt og nøjagtigt at formulere de og de teser, som disse marxister har fremsat, for derpå at underkaste dem en direkte og konkret kritik, men foretrækker at hænge sig i lejlighedsvis opfangede brudstykker af marxistisk argumentation og forfalske den. Døm selv: »Marx var for klog og for lærd til at tro, at netop han havde opdaget ideen om de sociale fænomeners historiske nødvendighed og lovmæssighed ... På de lavere trin (af den marxistiske trinstige) [e] ved man ikke dette« (at »den historiske nødvendigheds idé ikke er nogen nyhed, som Marx har opfundet eller opdaget, men en længst fastslået sandhed«) »eller har i hvert fald kun en dunkel forestilling om den åndelige kraft og energi, der gennem århundreder er anvendt på at fastslå denne sandhed.«

Det er forståeligt, at sådanne udtalelser virkelig kan gøre indtryk på et publikum, der for første gang hører om marxismen, og hos dette kan kritikeren muligvis let nå sit mål: at forvrænge, røfle og »besejre« (sådan udtaler Russkoje Bogatstvos medarbejdere sig om hr. Mikhajlovskijs artikler, siger man). Enhver, der kender blot en lille smule til Marx vil straks se, hvor forløjet og opblæst det er at anvende sådanne fremgangsmåder. Man kan være uenig med Marx, men man kan ikke bestride, at han med den største nøjagtighed formulerede de anskuelser, der var en nyhed i forhold til tidligere socialisters. Det nye lå i, at de tidligere socialister, når de skulle begrunde deres anskuelser, anså det for tilstrækkeligt at påvise massernes undertrykkelse under nutidens regime, at påvise fortrinet ved en samfundsorden, hvor enhver skulle få det, han selv fremstillede, at påvise denne ideale samfundsordens overensstemmelse med den »menneskelige natur«, med opfattelsen af et fornuftigt, moralsk liv osv. Marx anså det for umuligt at nøjes med en sådan socialisme. Han indskrænkede sig ikke til at karakterisere den moderne samfundsorden, vurdere og fordømme den, men gav en videnskabelig forklaring på den, idet han førte denne moderne samfundsorden, der er forskellig for de forskellige europæiske og ikke-europæiske stater, tilbage til et fælles grundlag – den kapitalistiske samfundsformation, hvis funktions- og udviklingslove han underkastede en objektiv analyse (han påviste udbytningens nødvendighed under denne samfundsorden). På samme måde anså han det for umuligt at slå sig til tåls med den påstand, at kun den socialistiske samfundsorden svarer til den menneskelige natur, således som de store utopiske socialister og deres miserable epigoner, de subjektive sociologer, sagde. Ved denne objektive analyse af den kapitalistiske samfundsorden beviste han, at den med nødvendighed måtte forvandles til en socialistisk (spørgsmålet om, hvordan han da viste dette, og hvordan hr. Mikhajlovskij vendte sig herimod, skal vi senere vende tilbage til). Herfra udspringer den henvisning til nødvendighed, som man ofte træffer hos marxister. Hr. Mikhajlovskijs fordrejning af spørgsmålet ligger lige for: han har udeladt hele teoriens saglige indhold, hele dens kærne, og gav det udseende af, at hele teorien ikke skulle være andet end det ene ord »nødvendighed« (»den alene kan man ikke påberåbe sig i komplicerede praktiske sager«), og at beviset for denne teori skulle bestå i, at sådan kræver den historiske nødvendighed det. Med andre ord, han fortier doktrinens indhold, men hager sig fast i dens benævnelse, og så begynder han igen at gøre ophævelser over den »helt trivielle cirkel«, som han selv har gjort alt for at forvandle Marx’ lære til. Vi vil naturligvis ikke gå ind på disse ophævelser, idet vi allerede kender nok til sagen. Lad ham slå kolbøtter for at forlyste og glæde hr. Burenin (som ikke uden grund klappede hr. Mikhajlovskij på hovedet i Novoje Vremja [20]), lad ham efter et buk for Marx bjæffe ad ham bagfra: »Hans polemik mod utopisterne og idealisterne er ganske ensidig,« dvs. hr. Mikhajlovskij gentager heller ikke her marxisternes argumenter i polemikken. Vi kan umuligt kalde disse flotheder for andet end bjæffen, for han kommer bogstavelig talt ikke med en eneste saglig, konkret, efterprøvelig indvending mod denne polemik, således at vi – hvor gerne vi end ville optage en drøftelse af dette tema, da polemikken må anses for yderst vigtig for løsningen af russiske socialistiske problemer – er komplet ude af stand til at svare på denne bjæffen og kun kan trække på skuldrene:

Ej mops! Jo, den er stærk minsandten,
hør, hvor den gør ad elefanten! [21]

Ikke uinteressant er hr. Mikhajlovskijs næste betragtning vedrørende den historiske nødvendighed, idet den dog til dels viser os den virkelige åndelige bagage hos »vor kendte sociolog« (en titel, hr. Mikhajlovskij sammen med hr. V.V. [22] beæres med af vort »kultiverede selskab«s liberale repræsentanter). Han taler om »konflikten mellem den historiske nødvendigheds idé og det personlige virkes betydning«: offentlige personer tager fejl, når de regner sig selv for handlende, mens de dog er »behandlede«, »marionetter, der dirigeres fra den skjulte undergrund, hvor den historiske nødvendigheds immanente love råder« – det er angiveligt konklusionen af denne idé der herefter også betegnes som »ufrugtbar« og »udflydende«. Det står måske ikke alle læsere klart, hvorfra hr. Mikhajlovskij har hentet alt dette nonsens, marionetter osv. Sagen er, at dette er en af den subjektive filosofis kæpheste – ideen om konflikten mellem determinisme og moral, mellem historisk nødvendighed og personlighedens betydning. Han har skrevet side op og side ned om det og bragt en hoben sentimentalt, spidsborgerligt sludder til torvs for at løse denne konflikt til fordel for moralen og personlighedens rolle. I virkeligheden er der ingen som helst konflikt her: den er opfundet af hr. Mikhajlovskij, der (ikke uden grund) var bange for, at determinismen skulle tage grunden bort under den spidsborgerlige moral, han elsker så højt. Determinismens idé, der konstaterer de menneskelige handlingers nødvendighed og afviser den vrøvlende fabel om viljens frihed, afskaffer så langt fra hverken fornuften eller menneskets samvittighed eller vurderingen af dets handlinger. Tværtimod, kun et deterministisk synspunkt tillader en streng og rigtig vurdering, således at man ikke kan vælte hvad som helst over på den frie vilje. Heller ikke personlighedens rolle i historien beskæres det mindste af den historiske nødvendigheds idé: hele historien udgøres netop af – ubestrideligt handlende – personligheders gerninger. Det virkelige spørgsmål, der opstår ved en vurdering af personlighedens offentlige virke, er: hvilke betingelser sikrer dette virke fremgang? Hvad giver garanti for, at dette virke ikke forbliver en isoleret akt, der drukner i modsatte akters hav? Her har man også det spørgsmål, som socialdemokraterne og de øvrige russiske socialister løser forskelligt: på hvilken måde skal det virke, der tager sigte på at virkeliggøre det socialistiske samfund, inddrage masserne i arbejdet, for at bære gode frugter? Det ligger lige for, at dette problems løsning direkte og umiddelbart afhænger af, hvordan man forestiller sig samfundskræfternes gruppering i Rusland, klassekampen, som former den russiske virkelighed – og atter her er hr. Mikhajlovskij kun gået i en stor bue uden om spørgsmålet, han har end ikke gjort noget forsøg på at stille det præcist op og søge det løst på en eller anden måde. Den socialdemokratiske løsning på problemet bygger som bekendt på den anskuelse, at de russiske økonomiske tilstande udgør et borgerligt samfund, ud af hvilket der kun gives én udvej, som med nødvendighed følger af selve den borgerlige samfundsordens væsen – nemlig proletariatets klassekamp mod bourgeoisiet. Det ligger lige for, at en alvorlig kritik måtte rettes enten mod den anskuelse, at vore tilstande er borgerlige, eller mod forestillingen om disse tilstandes væsen og udviklingslove – men hr. Mikhajlovskij ikke så meget som tænker på at berøre disse alvorlige spørgsmål. Han foretrækker at klare sig ud af det med nogle indholdsløse fraser om, at nødvendighed er en for almen parentes osv. Jo, jo, enhver idé vil være en for almen parentes, hr. Mikhajlovskij, hvis man behandler den som en røget sild og først fjerner dens indhold for at gumle på skindet! Ved dette stykke skind, som dækker over de virkelig alvorlige, brændende problemer i vor tid, opholder hr. Mikhajlovskij sig helst, og han understreger f.eks. med særlig stolthed, at den »økonomiske materialisme ignorerer problemet om heltene og massen eller belyser det forkert«. Se blot: spørgsmålet om, af hvilke bestemte klassers kamp og på hvilket grundlag den moderne russiske virkelighed formes, er sandsynligvis for alment for hr. Mikhajlovskij – og så går han uden om det. Til gengæld er han yderst interesseret i spørgsmålet om, hvordan forholdet er mellem heltene og massen, ligegyldigt om denne masse er arbejdere, bønder, fabrikanter eller godsejere. Måske er dette »interessante« spørgsmål, men hvis man bebrejder materialisterne, at de anvender alle kræfter på at løse de problemer, der har direkte betydning for den arbejdende klasses frigørelse, så ynder man filistervidenskab og intet andet. I slutningen af sin »kritik« (?) af materialismen byder hr. Mikhajlovskij os endnu et forsøg på at fremstille kendsgerningerne urigtigt og spiller falsk endnu en gang. Efter at have betvivlet rigtigheden af Engels’ mening, at Kapitalen blev tiet ihjel af fagøkonomerne (til begrundelse for tvivlen anføres den ejendommelige betragtning, at der er talrige universiteter i Tyskland!), siger hr. Mikhajlovskij: »Marx havde langt fra netop denne læserkreds (arbejderne) for øje og ventede også et og andet af videnskabsmændene.« Det er ganske urigtigt: Marx forstod udmærket, hvor lidt man kan regne med upartiskhed og videnskabelig kritik hos videnskabens borgerlige repræsentanter, og han udtalte sig ganske utvetydigt herom i en efterskrift til Kapitalens 2. udgave. Han siger dér: »Den forståelse, som Kapitalen hurtigt fandt i vide kredse af den tyske arbejderklasse, er den bedste løn for mit arbejde. En mand, der økonomisk står på bourgeoisistandpunktet, hr. Meyer, fabrikant i Wien, kom i en brochure, han har offentliggjort under den tysk-franske krig, med den træffende bemærkning, at den store teoretiske sans (der grosse theoretische Sinn), der gik for at være tysk arvegods, helt var forsvundet i de såkaldte dannede klasser i Tyskland, hvorimod den fik nyt liv i landets arbejderklasse.« [23]

Falskspillet angår igen materialismen og er ganske tilrettelagt efter den første skabelon. »(Materialismens) teori er aldrig blevet videnskabeligt begrundet og efterprøvet.« Sådan lyder tesen. Bevis: »Enkelte gode sider af historisk indhold hos Engels, Kautsky og enkelte andre kan ligeledes (det gælder også Blos’ udmærkede arbejde) fritages for etiketten økonomisk materialisme, eftersom« (bemærk: »eftersom«!) »de i virkeligheden (sic!) tager det sociale liv som helhed i betragtning, selv om den økonomiske streng høres stærkere i denne akkord.« Konklusion... »I videnskaben har den økonomiske materialisme ikke kunnet hævde sig.«

Et gammelkendt trick. For at bevise, at teorien mangler begrundelse, fordrejer hr. Mikhajlovskij den først ved at tillægge den den urimelige hensigt, at den ikke vil tage det sociale liv som helhed i betragtning, mens materialisterne (marxisterne) tværtimod var de første socialister, der fremhævede nødvendigheden af at analysere ikke alene den økonomiske side, men alle sider af samfundslivet, [f] – derefter konstaterer han, at materialisterne »i virkeligheden« har givet en »god« forklaring på samfundslivet som helhed ved hjælp af økonomien (en kendsgerning, der åbenbart rammer forfatteren selv), og endelig konkluderer han, at materialismen ikke har hævdet sig. Men til gengæld har Deres falskspil hævdet sig fortrinligt, hr. Mikhajlovskij!

Det er alt, hvad hr. Mikhajlovskij har at anføre for at »gendrive« materialismen. Jeg gentager, at her findes ingen som helst kritik, men kun tom, prætentiøs snak. Hvis man spurgte ligegyldigt hvem: Hvilke indvendinger har hr. Mikhajlovskij anført mod den anskuelse, at produktionsrelationerne ligger til grund for andre relationer? Hvormed har han afvist det begreb, som Marx har opstillet ved hjælp af den materialistiske metode, nemlig samfundsformationen og denne formations naturhistoriske udviklingsproces? Hvordan har han bevist urigtigheden i det mindste af de materialistiske forklaringer på forskellige historiske problemer, som er givet af de forfattere, han selv citerer? – så vil vedkommende være nødt til at svare: Han har intet anført, intet modbevist og ingen urigtigheder påvist. Han er kun gået i en stor bue udenom, idet han prøvede at udviske sagens kerne med fraser, og ved siden af har han opfundet forskellige intetsigende udflugter.

Man venter ikke stort af en sådan kritiker, når han i Russkoje Bogatstvo nr. 2 fortsætter med at gendrive marxismen. Hele forskellen består nu blot i, at hans opfindsomhed i falskspil allerede er udtømt, og han begynder at bruge andre tricks. Til at begynde med udbreder han sig om samfundslivets »indviklethed«: der må jo endog være en sammenhæng mellem f.eks. galvanismen [25] og den økonomiske materialisme, eftersom Galvanis forsøg »gjorde indtryk« også på Hegel. Hvor åndrigt! Med samme succes kunne man finde en sammenhæng mellem hr. Mikhajlovskij og kejseren af Kina! Hvad følger der af dette, andet end at der findes folk, som finder fornøjelse ved at vrøvle?!

»Det historiske forløbs væsen – fortsætter hr. Mikhajlovskij – der overhovedet er ufatteligt, er heller ikke fattet ved den økonomiske materialismes doktrin, selv om den åbenbart støtter sig til to søjler: til opdagelsen af produktions- og udvekslingsformernes altbestemmende betydning og til den dialektiske proces’ uangribelighed.«

Altså støtter materialisterne sig til den dialektiske proces’ »uangribelighed«! – dvs. de grunder deres sociologiske teorier på Hegels triader. [26] Her har vi den ensformige beskyldning mod marxismen for hegelsk dialektik, beskyldning som dog ellers skulle være brugt til trivialitet af Marx’ borgerlige kritikere. Da disse herskaber ikke var i stand til at indvende noget væsentligt mod doktrinen, hagede de sig fast i Marx’ udtryksmåde; de angreb teoriens oprindelse i den tro, at de derved undergravede dens kerne. Heller ikke hr. Mikhajlovskij generer sig for at ty til sådanne metoder. En anledning fandt han i et kapitel i Engels’ bog mod Dühring. I sit svar til Dühring, der havde angrebet Marx’ dialektik, siger Engels, at Marx aldrig har så meget som tænkt på at »bevise« noget som helst med hegelske triader, at Marx blot studerede og undersøgte den virkelige proces, at han kun anerkendte ét kriterium på teoriens sandhed, nemlig dens overensstemmelse med virkeligheden. Hvis det imidlertid så viser sig, at et eller andet samfundsfænomens udvikling falder ind under det helgelske skema: tese, negation, negationens negation, er der intet mærkeligt heri, idet sådant aldeles ikke er nogen sjældenhed i naturen. Og Engels begynder at anføre eksempler fra det naturhistoriske område (frøkornets udvikling) og fra samfundsområdet – f.eks. nævner han, at først var der urkommunismen, derefter privatejendommen og så den kapitalistiske forvandling af arbejdet til samfundsmæssigt arbejde; aller først var der en primitiv materialisme, derefter idealismen og endelig den videnskabelige materialisme osv. Enhver kan se, at tyngdepunktet i Engels’ argumentation ligger i, at det er materialisternes opgave rigtigt og præcist at afbilde den virkelige historiske proces, og at den stadige pegen på dialektikken, valget af eksempler, der viser triadens rigtighed, ikke er andet end rester af den hegelianisme, som den videnskabelige socialisme er vokset ud af, rester af dens udtryksmåde. Når det nu engang er sagt ganske kategorisk, at det er tåbeligt at »bevise« noget med triader, at ingen har så meget som tænkt på at gøre det – hvad betydning kan eksempler på »dialektiske« processer så have? Er det ikke klart, at det kun drejer sig om en henvisning til doktrinens oprindelse og intet andet? Hr. Mikhajlovskij har selv en følelse af det, idet han siger, at man ikke skal bebrejde teorien dens oprindelse. Hvis man imidlertid ville se mere i Engels’ betragtninger end teoriens oprindelse, måtte man øjensynlig påvise, at materialisterne har løst i det mindste ét historisk problem ved hjælp af triader, og ikke på grundlag af de tilsvarende kendsgerninger. Har hr. Mikhajlovskij prøvet at påvise det? Ikke tale om. Tværtimod blev han selv nødt til at indrømme, at »Marx har i den grad fyldt det tomme dialektiske skema med sagligt indhold, at man kunne fjerne skemaet fra dette indhold som låget fra en skål uden at ændre noget« (om denne undtagelse, som hr. Mikhajlovskij her gør – vedrørende fremtiden – vil vi senere tale). Hvis det er sådan, hvorfor slider hr. Mikhajlovskij da så ihærdigt i det med dette låg, som ikke forandrer noget? Hvorfor udtaler han, at materialisterne »støtter sig til« den dialektiske proces’ uangribelighed? Hvorfor erklærer han, idet han bekriger dette låg, at han bekriger en af »søjlerne« under den videnskabelige socialisme, når dette er direkte usandhed?

Det siger sig selv, at jeg ikke vil gå nærmere ind på, hvordan hr. Mikhajlovskij analyserer eksemplerne på triader, idet jeg gentager, at dette ikke har nogen som helst betydning hverken for den videnskabelige materialisme eller for den russiske marxisme. Interessant er derimod spørgsmålet: Hvilke grunde havde hr. Mikhajlovskij da til i den grad at fordreje marxisternes stilling til dialektikken? Der var to grunde: 1) Hr. Mikhajlovskij har hørt noget, men ved ikke, hvor det snerper hen; 2) Hr. Mikhajlovskij har brugt endnu et simpelt trick (eller rettere lånt det fra Dühring).

Ad 1). Under læsningen af den marxistiske litteratur er hr. Mikhajlovskij stadig stødt på den »dialektiske metode« i samfundsvidenskaben, på »dialektisk tænkning« også på de sociale problemers område (som der alene er tale om) osv. I sit hjertes enfold (hvis det endda kun er enfold) har han antaget, at denne metode består i at løse alle sociologiske problemer efter den hegelske triades love. Havde han set en lille smule mere opmærksomt til, ville han ikke have kunnet undgå at indse det urimelige i en sådan forestilling. Det Marx og Engels kaldte den dialektiske metode – i modsætning til den metafysiske – er ikke andet end en videnskabelig metode i sociologien, hvorefter samfundet behandles som en levende organisme i stadig udvikling (og ikke som noget mekanisk sammenkædet, hvor man altså kunne kombinere de enkelte sociale elementer efter behag), en organisme, som må studeres ved en objektiv analyse af de produktionsrelationer, der udgør den givne samfundsformation, og ved en undersøgelse af dennes funktions- og udviklingslove. Den dialektiske metodes forhold til den metafysiske (hvilket begreb uden tvivl også omfatter den subjektive metode i sociologien) vil vi senere søge at illustrere med hr. Mikhajlovskijs egne betragtninger. Her skal vi blot bemærke, at enhver, der har læst definitionen og beskrivelsen af den dialektiske metode enten hos Engels (i polemikken mod Dühring. Den russiske titel: Socialismens Udvikling Fra Utopi Til Videnskab) eller hos Marx (forskellige bemærkninger til Kapitalen, Efterskrift til 2. udgave, Filosofiens Elendighed) vil se, at der aldeles ikke er tale om Hegels triader, men at det hele går ud på at behandle den sociale evolution som en naturhistorisk udviklingsproces, de økonomiske samfundsformationer gennemløber. Som bevis vil jeg in extenso/i hele sin udstrækning, red./ anføre en beskrivelse af den dialektiske metode, der fandtes i Vestnik Jevropy, nr. 5 i 1872 (notitsen: Karl Marx’ Syn På Den Politisk-økonomiske Kritik) og som Marx citerer i Efterskrift til 2. udgave af Kapitalen. Marx siger der, at den metode, han har anvendt i Kapitalen, er blevet forstået dårligt. »De tyske anmeldere råber naturligvis op om hegelsk sofistik.« For så at give et klarere billede af sin metode anfører Marx beskrivelsen af den i den nævnte notits. »For Marx er kun ét vigtigt,« hedder det der, »at finde loven for de fænomener, han beskæftiger sig med at undersøge ... (Særlig) vigtig for ham er ... loven for deres foranderlighed, deres udvikling, dvs. overgangen fra én form til en anden, fra én orden af sammenhænge til en anden ... (Derfor) bekymrer Marx sig kun om ét: gennem en præcis videnskabelig undersøgelse at påvise nødvendigheden af bestemte ordener af sociale relationer og så præcist som muligt at konstatere de fakta, der tjener ham som udgangspunkt og støtte. For ham er det aldeles tilstrækkeligt, hvis han, efter at have påvist nødvendigheden af den nuværende orden, også har påvist nødvendigheden af en anden orden, til hvilken der uvægerligt må ske en overgang fra den første, ligegyldigt om man tror det eller ikke, om man er sig det bevidst eller ikke. Marx betragter samfundets bevægelse som en naturhistorisk proces, der styres af love, som ikke blot er uafhængige af menneskets vilje, bevidsthed og hensigter, men tilmed selv bestemmer dets vilje, bevidsthed og hensigter.« (Dette til oplysning for d'herrer subjektivister, der skiller den sociale evolution ud fra den naturhistoriske, netop fordi mennesket sætter sig bevidste »mål«, lader sig lede af bestemte idealer.) »Når det bevidste element i kulturens historie spiller en så underordnet rolle, er det klart, at kritikken, hvis genstand er selve kulturen, mindst af alt kan have en eller anden bevidsthedsform eller et eller andet bevidsthedsresultat til grundlag. Dvs. at dens udgangspunkt ikke kan være en idé, men kun et ydre fænomen. Kritikken vil bestå i at sammenligne, sammenholde og konfrontere et faktum med et andet faktum, ikke med en idé. For kritikken er kun det vigtigt, at de to fakta er så nøje undersøgt som muligt og virkelig udgør forskellige trin i udviklingen, ja, derudover er det vigtigt, at den orden, den rækkefølge og den forbindelse, hvori disse trin i udviklingen fremtræder, bliver lige så nøje undersøgt... En og anden læser kan her få den tanke og stille det spørgsmål... at de almene love for det økonomiske liv er de samme, uanset om de anvendes på livet i nutiden eller på livet i fortiden? Men netop dette anerkender Marx ikke ... Efter hans mening har tværtimod hver historisk periode sine egne love ... Det økonomiske liv udgør ... et fænomen, der er ganske analogt med, hvad vi iagttager i andre af biologiens områder ... de gamle økonomer tog fejl af de økonomiske loves natur, når de betragter dem som værende af samme art som fysikkens og kemiens love ... En dyberegående analyse af fænomenerne viste, at de sociale organismer adskiller sig lige så dybtgående fra hverandre som botaniske og zoologiske organismer ... Idet Marx således sætter sig det mål at udforske og forklare den kapitalistiske økonomis system, formulerer han blot på strengt videnskabelig måde det mål, som en præcis undersøgelse af det økonomiske liv må have ... Dens videnskabelige værdi består i klarlæggelse af de særlige (historiske) /Lenins parentes og tilføjelse, red./ love, som den givne samfundsorganismes opståen, eksistens, udvikling og død og dens afløsning med en anden og højere er undergivet.« [27]

Her har man en skildring af den dialektiske metode, som Marx har plukket ud af et utal af notitser i tidsskrifter og blade vedrørende Kapitalen og oversat til tysk, fordi denne karakteristik af metoden, som han selv siger, er ganske præcis. Man spørger sig selv, om der her er så meget som et ord, der minder om triader, trichotomier, den dialektiske proces’ uangribelighed og lignende vrøvl, som hr. Mikhajlovskij tappert fører fejde mod. Og lige efter denne fremstilling siger Marx, at hans metode er en »direkte modsætning« til Hegels metode. Ifølge Hegel bestemmer ideens udvikling, i overensstemmelse med triadens dialektiske love, virkelighedens udvikling. Det er naturligvis kun i dette tilfælde, at man kan tale om triadens betydning, om den dialektiske proces’ uangribelighed. »Hos mig«, siger Marx, »er omvendt det ideelle ikke andet end det i menneskets hjerne omsatte og oversatte materielle.« [28] Alt føres således tilbage til en »positiv forståelse af det bestående og dets nødvendige udvikling«: Triaderne kan kun optræde i rollen som låg og skal (»Jeg ... koketterede ... med den udtryksmåde, der var karakteristisk for ham (Hegel),« siger Marx i den samme Efterskrift [29]), og den rolle kan kun interessere filistre. Men hvordan skal vi så bedømme en mand, der vil kritisere en af den videnskabelige materialismes »søjler«, dvs. dialektikken, og begynder at tale om alt muligt, endog frøer og Napoleon, men blot ikke om, hvad denne dialektik består i, eller går ind på, om samfundets udvikling virkelig er en naturhistorisk proces? – om det materialistiske begreb samfundsformation som en særlig social organisme er rigtigt? – om metoderne til objektiv analyse af disse formationer er rigtige? – om de samfundsmæssige ideer virkelig ikke bestemmer samfundsudviklingen, men selv bestemmes af den? osv. Kan man i dette tilfælde gå med til, at det kun er mangel på forståelse?

Ad 2) Efter denne »kritik« af dialektikken pådutter hr. Mikhajlovskij Marx disse metoder til bevisførelse »gennem« hegelske triader og bekriger dem naturligvis sejrrigt. »Hvad fremtiden angår,« siger han, »bliver samfundets immanente love opstillet rent dialektisk.« (Her har man den ovenfor omtalte undtagelse.) Marx’ redegørelse for, at ekspropriatørerne i kraft af kapitalismens udviklingslove uundgåeligt vil blive eksproprieret, har en »rent dialektisk karakter«. Marx’ »ideal« – fælleseje til jord og kapital – »betragtet som uundgåeligt og ubestrideligt, holder sig udelukkende til det sidste led i Hegels treleddede kæde«.

Dette argument er ord for ord hentet fra Dühring, der benytter det i sin Kritische Geschichte der Nationalökonomie und des Sozialismus (3. oplag, 1879, s. 486-487). Dog nævner hr. Mikhailovskij ikke en stavelse om Dühring. Eller skulle han måske selvstændigt have fundet på denne forvrængning af Marx?

Dühring fik et glimrende svar af Engels, og eftersom denne også citerer Dührings kritik, kan vi indskrænke os til at gengive dette svar. Læseren vil se, at det fuldt ud passer på hr. Mikhajlovskij. Dühring siger:

»Denne historiske skitse« (den oprindelige kapitalakkumulations opståen i England) »er dog det forholdsvis bedste i Marx’ bog, og den ville have været endnu bedre, hvis den havde nøjedes med den lærde krykke og ikke også var humpet af på den dialektiske. I mangel af bedre og klarere midler må den hegelske negation af negationen nemlig her gøre tjeneste som jordemoder og forløse fremtiden af fortidens skød. Den individuelle ejendoms ophævelse, der er sket på den antydede måde siden det 16. århundrede, er den første negation. Den må følges af en anden, der karakteriseres som negationens negation og dermed som genskabelse af den ‘individuelle ejendom’, men i en højere form, der grunder sig på fælleseje af jord og arbejdsmidler. Når den nye ‘individuelle ejendom’ hos hr. Marx tillige kaldes ‘samfundsmæssig ejendom’ så viser der sig jo heri den hegelske højere enhed, i hvilken modsigelsen skal være ophævet« (aufgehoben – et specielt hegelsk udtryk) »nemlig efter det hegelske ordspil såvel overvundet som bevaret... ekspropriationen af ekspropriatørerne er hermed et næsten automatisk resultat af den historiske virkelighed i dens materielt ydre forhold... hegelske kunststykker som negationens negation kan vanskeligt overbevise noget fornuftigt menneske om nødvendigheden af fælleseje af jord og kapital ... Den marxske tankegangs tvekønnede tågeskikkelse vil i øvrigt ikke virke fremmed på den, der ved, hvad der med Hegel-dialektikken som såkaldt videnskabeligt grundlag kan rimes sammen, eller rettere, hvilke urimeligheder der må opstå af den. Af hensyn til dem, der ikke er kendere af disse kunster, må jeg udtrykkeligt bemærke, at den første negation hos Hegel er katekismebegrebet syndefaldet, mens den anden er en højere enhed, der fører til forløsning. Sådanne analoginarrestreger, der er lånt fra religionens område, kan naturligvis ikke danne grundlag for nogen kendsgerningernes logik ... Hr. Marx bliver trøstigt stikkende i sin både individuelle og samfundsmæssige ejendoms tågeverden og overlader til sine elever selv at løse den dybsindige dialektiske gåde.« Disse var hr. Dührings ord.

»Altså«, slutter Engels heraf, »Marx kan ikke bevise nødvendigheden af den sociale revolution, indførelsen af en samfundsorden, der beror på fælleseje af jorden og de arbejdsskabte produktionsmidler, på anden måde end ved at påberåbe sig den hegelske negation af negationen, og idet han bygger sin socialistiske teori på disse analoginarrestreger hentet fra religionen, kommer han til det resultat, at en samtidig individuel og samfundsmæssig ejendom vil herske i fremtidens samfund som den hegelske højere enhed, den ophævede modsigelse.« [g]

»Lad os først lade negationens negation være, hvad den er, og så se på den ‘samtidig individuelle og samfundsmæssige ejendom’. Denne bliver af hr. Dühring betegnet som en ‘tågeverden’, og deri har han mærkværdigvis virkelig ret. Men det er uheldigvis ikke Marx, der befinder sig i denne tågeverden, men atter hr. Dühring selv ... således kan han også uden stort besvær korrigere Marx efter Hegel, idet han pådutter ham en højere enhed af ejendom, om hvilken Marx ikke har sagt et ord.

Hos Marx hedder det: ‘Det er negationens negation. Denne reetablerer ikke privatejendommen, men derimod den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske æra’s landvindinger: kooperationen og fællesejet til jorden og til de gennem selve arbejdet producerede produktionsmidler.

Forvandlingen af den opsplittede privatejendom, der hviler på individernes eget arbejde, til kapitalistisk privatejendom er naturligvis en proces, der uden sammenligning er mere langvarig, hård og vanskelig end forvandlingen af den kapitalistiske ejendom, der i realiteten allerede hviler på samfundsmæssig produktionsdrift, til samfundsejendom.’ [30] Det er alt. Den tilstand, som opstår ved ekspropriationen af ekspropriatørerne bliver altså betegnet som genskabelse af den individuelle ejendom, men på grundlag af samfundsmæssig besiddelse af jorden og de arbejdsskabte produktionsmidler. For enhver, der forstår tysk« (og også russisk, hr. Mikhajlovskij, for oversættelsen er fuldstændig korrekt) »betyder dette, at den samfundsmæssige besiddelse gælder jorden og de andre produktionsmidler, mens den individuelle besiddelse gælder produkterne, altså forbrugsgoderne. Og for at sagen også skal være forståelig for børn på seks år, indfører Marx på side 56 [31] en ‘sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft’, altså et socialistisk organiseret fællesskab, og siger: ‘Sammenslutningens totalprodukt er et samfundsmæssigt produkt. En del af dette produkt tjener igen som produktionsmiddel. Det forbliver samfundsmæssigt /Engels’ fremhævelse, red./. Men en anden del konsumeres af sammenslutningens medlemmer som livsfornødenheder. Denne del må derfor fordeles mellem dem /Engels’ fremhævelse, red./. Og det er vel klart nok, selv for hr. Dühring ...

Den samtidig individuelle og samfundsmæssige ejendom, dette forvirrede tvekønnede væsen, denne af Hegel-dialektikken nødvendigt opstående urimelighed, denne tågeverden, denne dybsindige dialektiske gåde, som Marx overlader til sine elever at løse – det er igen fri opfindelse og indbildning hos hr. Dühring ...«

»Hvilken rolle spiller nu negationens negation hos Marx,« fortsætter Engels. »På side 791 ff [32] sammenstiller han slutresultaterne af de økonomiske og historiske undersøgelser over kapitalens såkaldte oprindelige akkumulation, som han har foretaget på de foregående halvtreds sider. Før den kapitalistiske æra fandt der, i det mindste i England, smådrift sted på grundlag af arbejdernes privateje af produktionsmidlerne. Kapitalens såkaldte oprindelige akkumulation bestod her i ekspropriationen af disse umiddelbare producenter, dvs. i opløsningen af den på eget arbejde beroende privatejendomsret. Dette blev muligt, fordi den nævnte smådrift kun er forenelig med snævre, naturgroede grænser for produktionen og samfundet og derfor ved en vis udviklingsgrad frembringer de materielle midler til sin egen tilintetgørelse. Denne tilintetgørelse, forvandlingen af de individuelle og splittede produktionsmidler til samfundsmæssigt koncentrerede produktionsmidler, udgør kapitalens forhistorie. Så snart arbejderne er forvandlet til proletarer, deres arbejdsbetingelser til kapital, så snart den kapitalistiske produktionsmåde står på egne ben, får den videre udvikling af arbejdet til samfundsmæssigt arbejde og den videre forvandling af jorden og andre produktionsmidler« (til kapital) »og dermed den videre ekspropriation af privatbesidderne en ny form. ‘Hvad der nu skal eksproprieres, er ikke længere arbejderen, der selv driver sin bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere. Denne ekspropriation sker gennem den kapitalistiske produktions egne immanente loves spil, gennem kapitalernes centralisation. Én kapitalist slår altid mange ihjel. Hånd i hånd med denne centralisation, dvs. med nogle få kapitalisters ekspropriation af mange, udvikler arbejdsprocessens kooperative form sig i en stadigt voksende målestok, den bevidste tekniske anvendelse af videnskaben, den planmæssige udnyttelse af jorden, arbejdsmidlernes forvandling til arbejdsmidler, der kun kan anvendes i fællesskab, økonomisering med alle produktionsmidler i kombineret, samfundsmæssigt arbejde ... Med det stadig faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, fornedrelse og udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig og rivende vækst, og som gennem selve den kapitalistiske produktionsproces’ mekanisme er blevet skolet, forenet og organiseret. Kapitalmonopolet bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dets herredømme. Produktionsmidlernes centralisering og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres.’

Og nu spørger jeg læseren: Hvor er de dialektisk krøllede sammenslyngninger og forestillingsarabesker, hvor er den rodede fejltænkning, ifølge hvilken alt til syvende og sidst er et og det samme, hvor er de dialektiske mirakler for troende, hvor er den dialektiske hemmelighedsfuldhed og sammenslyngningerne efter den hegelske logoslæres anvisninger, uden hvilke Marx ifølge hr. Dühring ikke kan få sin udvikling i stand? Marx har simpelt hen påvist historisk og her sammenfattet det kort, at netop som fordum smådriften gennem sin egen udvikling nødvendigvis måtte skabe betingelser for sin egen tilintetgørelse ... således har den kapitalistiske produktionsmåde nu ligeledes skabt de materielle betingelser, under hvilke den må gå til grunde. Processen er historisk, og når den tillige er dialektisk, er det ikke Marx’ skyld, så skæbnesvangert det end kan være for hr. Dühring.

Først nu, efter at Marx er færdig med sit historisk-økonomiske bevis, fortsætter han: ‘Den kapitalistiske tilegnelsesmåde – og dermed den kapitalistiske privatejendom – der fremgår af den kapitalistiske produktionsmåde, er den første negation af den individuelle, på eget arbejde begrundede privatejendom. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces’ nødvendighed sin egen negation. Det er negationens negation’ [33] osv. (som før citeret).

Idet Marx altså betegner processen som negationens negation, tænker han ikke på dermed at ville bevise den som historisk nødvendig. Tværtimod: efter at han har bevist historisk, at processen dels virkelig er gået for sig, dels nødvendigvis går for sig endnu, betegner han den yderligere som en proces, der sker efter en bestemt dialektisk lov. Det er alt. Det er altså igen et simpelt trick af hr. Dühring, når han påstår, at negationens negation her må gøre tjeneste som jordemoder og forløse fremtiden af fortidens skød, eller at Marx forlanger, at man skal godkende negationens negation og dermed lade sig overbevise om nødvendigheden af fælleseje af jord og kapital...« [34]

Som læseren ser, rammer Engels’ udmærkede opgør med Dühring i fuldt mål hr. Mikhajlovskij, der har påstået ganske det samme, nemlig at fremtiden hos Marx alene ligger i det sidste led i Hegels kæde, og at overbevisningen om dens uundgåelighed kun kan begrundes med tro. [h]

Hele forskellen mellem Dühring og hr. Mikhajlovskij reduceres til følgende to ubetydelige punkter: 1) Selv om Dühring ikke kunne omtale Marx uden at snerre, anså han det ikke desto mindre for nødvendigt i det følgende afsnit af sin »historie« at minde om, at Marx i Efterskriftet kategorisk afviser beskyldningen for hegelianisme. Derimod bevarede hr. Mikhajlovskij tavshed om den (ovenfor anførte) ganske bestemte og klare redegørelse, som Marx har givet for, hvad han forstår ved dialektisk metode.

2) Hr. Mikhajlovskijs anden originalitet består i, at han koncentrerer hele sin opmærksomhed om anvendelsen af udsagnsordenes tider. Hvorfor anvender Marx nutid, når han taler om fremtiden? – spørger vor filosof med sejrssikker mine. Det kan De se i enhver grammatik, højtærede kritiker: den vil fortælle Dem, at nutid anvendes i stedet for fremtid, når denne fremtid fremtræder som uundgåelig og ubestridelig. Men hvorfor det, hvorfor er den ubestridelig? – spørger hr. Mikhajlovskij hidsigt, for at demonstrere en så stærk bevægelse, at den kan retfærdiggøre et simpelt trick. Også på det har Marx givet et ganske bestemt svar. Man kan regne det for utilstrækkeligt eller urigtigt, men så må man påvise på hvilket bestemt punkt og af hvilken bestemt grund, det er urigtigt, og ikke vrøvle om hegelianisme.

Der var engang, da hr. Mikhajlovskij ikke blot selv vidste, hvad dette svar gik ud på, men også belærte andre derom. Hr. Sjukovskij kunne – skrev han i 1877 – med god grund anse Marx’ konstruktion vedrørende fremtiden for tvivlsom, men han »havde ikke moralsk ret« til at gå uden om spørgsmålet om arbejdets forvandling til samfundsmæssigt arbejde, »hvad Marx tillægger meget stor betydning«. Altså: Sjukovskij havde i 1877 ikke moralsk ret til at gå uden om spørgsmålet, men hr. Mikhajlovskij har i 1894 en sådan moralsk ret! Måske fordi – quod licet Jovi, non licet bovi /Hvad der er tilladt for Jupiter, er ikke tilladt for oksen, red./?!

Jeg må her minde om et kuriosum i opfattelsen af denne forvandling til samfundsmæssigt arbejde, som engang fandtes i Otetjestvennyje Sapiski. [35] I nr. 7 for 1883 stod der her et Brev Til Redaktionen fra en vis hr. Postoronny, [36] der ligesom hr. Mikhajlovskij anså Marx’ »konstruktion« vedrørende fremtiden for tvivlsom. Denne herre ræsonnerer på følgende måde: »I grunden består arbejdets samfundsmæssige form under kapitalismens herredømme blot i, at nogle hundrede eller tusinder af arbejdere sliber, hamrer, drejer, lægger på, lægger under, trækker og udfører en hel række andre operationer i samme lokale. Denne ordnings almene karakter gengives jo udmærket af ordsproget: ‘Hver enkelt for sig, og Gud for os alle’. Hvad har det med samfundsmæssigt arbejde at gøre?«

Det står jo straks klart, at manden har forstået, hvad det drejer sig om! »Arbejdets samfundsmæssige form« »består blot i« »arbejde i samme lokale«!! Og efter denne grove tankegang i et af de bedre russiske tidsskrifter vil man fortælle os, at Kapitalens teoretiske del er almindelig anerkendt af videnskaben. Jo, eftersom den »almindelig anerkendte videnskab« er ude afstand til at anføre noget nogenlunde væsentligt mod Kapitalen, har den givet sig til at sige pæne ord om værket, alt mens den kundgør sin elementære uvidenhed og gentager katederøkonomiens gamle platheder. Det bliver nødvendigt at opholde sig lidt ved dette spørgsmål for at vise hr. Mikhajlovskij, hvad der er sagens kerne, som han sin vane tro går helt udenom.

Når den kapitalistiske produktion gør arbejdet samfundsmæssigt, består dette aldeles ikke i, at folk arbejder i samme lokale (det er kun en lille del af processen), men i, at kapitalernes centralisation er ledsaget af en specialisering af det samfundsmæssige arbejde, en formindskelse af kapitalisternes antal i hver enkelt industrigren og en forøgelse af de specielle industrigrenes antal, det består i, at de mange splittede produktionsprocesser smelter sammen til en samfundsmæssig produktionsproces. Når f. eks. de små producenter i hjemme væveriets tid selv spandt tråden og der vævede stoffet, havde vi med nogle få industrigrene at gøre (spinding og vævning var samlet under ét). Når så kapitalismen gør produktionen samfundsmæssig, bliver tallet på specielle industrigrene større: bomuld bliver spundet for sig og vævet for sig, selve denne specialisering og centralisering af produktionen fremkalder nye grene – maskinproduktion, kulforsyning osv. I hver enkelt industrigren, som nu bliver mere specialiseret, bliver antallet af kapitalister stadig mindre. Det betyder, at den samfundsmæssige forbindelse mellem producenterne bliver fastere og fastere, producenterne knyttes sammen til et hele. De spredte småproducenter udførte hver for sig flere operationer på én gang og var derfor ret uafhængige af hinanden: når f.eks. hjemmevæveren selv såede hørren, selv spandt og vævede den, var han næsten uafhængig af andre. På sådanne små, spredte vareproducenters forhold (og kun på dem) passede ordsproget: »Hver enkelt for sig, og Gud for os alle«, dvs. markedssvingningernes anarki. Helt anderledes forholder det sig, når arbejdet i kraft af kapitalismen bliver samfundsmæssigt. Den fabrikant, der producerer vævede stoffer, er afhængig af den fabrikant, der fabrikerer spindestoffer, denne igen af den kapitalistiske plantageejer, der dyrker bomuld, af maskinfabrikkens ejer, af kulmineejeren etc. Følgen er, at ingen kapitalist kan klare sig uden de andre. Det er klart, at ordsproget »hver enkelt for sig« aldeles ikke kan bruges om sådanne forhold: her arbejder hver enkelt for alle og alle for hver enkelt (og for Gud er der ingen plads, hverken som fantasibillede oven over skyerne eller som »guldkalv« på jorden). Forholdene har ganske skiftet karakter. På de små spredte virksomheders tid havde arbejdsstandsning i en af dem kun betydning for et ringe antal samfundsmedlemmer, det medførte ingen almindelig forstyrrelse og vakte derfor ikke almindelig opmærksomhed, det opfordrede ikke til en samfundsmæssig indgriben i sagen. Men hvis en sådan situation indtraf i et stort foretagende i en allerede stærkt specialiseret industrigren, der derfor arbejder for så godt som hele samfundet og igen er afhængigt af hele samfundet (jeg vælger for simpelhedens skyld et tilfælde, hvor forvandlingen til samfundsmæssigt arbejde har nået sit kulminationspunkt) – så står det stille i samfundets øvrige foretagender, fordi de kun kan få de nødvendige produkter fra dette foretagende, de kan kun realisere alle deres varer, når dettes varer er for hånden. Hele produktionen smelter således sammen til én samfundsmæssig produktionsproces, men samtidig ledes hver enkelt produktion af den enkelte kapitalist og er afhængig af hans forgodtbefindende, han får dens samfundsmæssige produkter i privat eje. Mon det så ikke er klart, at produktionsformen kommer i uforsonlig strid med tilegnelsesformen? Mon det ikke er indlysende, at den sidste absolut må tilpasses til den første, absolut må blive lige så samfundsmæssig, dvs. socialistisk? Men den åndrige filister fra Otetjestvennyje Sapiski reducerer alt til arbejde i samme lokale. Der har han sandelig ramt sømmet på hovedet! (Jeg har kun skildret den materielle proces, kun ændringen af produktionsrelationerne, uden at berøre processens sociale side, sammenslutningen, sammenfatningen og organiseringen af arbejderne – eftersom dette er et afledet fænomen.)

Når man må forklare russiske »demokrater« sådanne elementære ting, er det, fordi de i den grad er forsumpede i spidsborgerlige ideer, at de slet ikke kan forestille sig andre tilstande end de spidsborgerlige.

Lad os imidlertid vende tilbage til hr. Mikhajlovskij. Hvilke indvendinger har han fremsat mod disse kendsgerninger og overvejelser, på hvilke Marx grundede sin konklusion: at den socialistiske samfundsorden uvægerligt måtte komme i kraft af kapitalismens egne udviklingslove? Har han påvist, at der – i en samfundshusholdning, der er opbygget på vareøkonomi – i virkeligheden ikke sker nogen fortsat specialisering af den samfundsmæssige arbejdsproces, en fortsat centralisation af kapitaler og foretagender, en udvikling af hele arbejdsprocessen til en samfundsmæssig proces? Nej, han har ikke anført én eneste ting imod disse kendsgerninger. Har han rokket ved den tese, at det kapitalistiske samfund kendetegnes ved et anarki, som ikke kan forenes med arbejdets forvandling til samfundsmæssigt arbejde? Han har intet sagt herom. Har han bevist, at foreningen af alle kapitalisternes arbejdsproces til én samfundsmæssig proces kan gå i spænd med den private ejendomsret? At nogen anden udvej af modsigelsen end den, Marx har peget på, er mulig og tænkelig? Nej, han har ikke sagt et ord herom.

Hvad bygger hans kritik da på? På falskspil, trick og tomt ordgyderi.

For hvad andet kan man kalde sådanne metoder, hvor kritikeren – efter først at have disket op med en mængde vrøvl om historiens treleddede forløb – med alvorlig mine stiller Marx følgende spørgsmål: »Og hvad så videre?« dvs. hvordan vil historien arte sig, efter at processen har nået det slutstadium, han har ridset op. Man må bemærke, at Marx i sin litterære og revolutionære virksomhed fra første færd har stillet ganske bestemte krav til den sociologiske teori – den skal nøjagtigt skildre den virkelige proces, og intet andet (se f. eks. Det Kommunistiske Manifest om kriteriet på kommunisternes teori [37]). I sit værk Kapitalen har han strengt opfyldt dette krav: eftersom han havde sat sig til opgave at analysere den kapitalistiske samfundsformation videnskabeligt, satte han punktum, så snart han havde bevist, at denne organisations udvikling, sådan som den virkelig udspiller sig for vore øjne, har den og den tendens, at den uvægerligt må gå til grunde og forvandle sig til en anden højere organisation. Men hr. Mikhajlovskij går uden om hele kernen i Marx’ doktrin og stiller sit ganske tåbelige spørgsmål: »Og hvad så videre?« Og tilføjer dybsindigt: »Jeg må åbent indrømme, at jeg ikke ganske klart kan forestille mig, hvordan Engels’ svar ville lyde.« Til gengæld må vi åbent indrømme, hr. Mikhajlovskij, at vi har ganske klare forestillinger om en sådan »kritik«s ånd og metoder!

Eller følgende betragtning: »I middelalderen var den marxske individuelle ejendom, der byggede på eget arbejde, hverken en gennemgående eller en overvejende faktor, end ikke på de økonomiske relationers område. Ved siden af den bestod der meget andet, som den dialektiske metode i Marx’ udlægning« (men ikke i hr. Mikhajlovskijs forvrængning?) »imidlertid ikke finder det påkrævet at vende tilbage til ... Disse skemaer frembyder øjensynlig ikke noget billede af den historiske virkelighed eller blot af dens proportioner, men tilfredsstiller kun menneskesindets hang til at tænke sig enhver genstand i fortidens, nutidens og fremtidens tilstand.« Selv Deres svindelmetoder er kvalmende ensformige, hr. Mikhajlovskij! Først tilskrev han Marx’ skema det formål at skulle bevise hvad som helst med triader, mens det kun skal formulere kapitalismens virkelige udviklingsproces og intet andet [i] – så konstaterer han, at Marx’ skema ikke stemmer med denne plan, som hr. Mikhajlovskij har påduttet det (det tredje stadium genskaber kun én side ved det første stadium, men udelader alle andre), og konkluderer ganske ugenert, at »skemaet øjensynlig ikke frembyder noget billede af den historiske virkelighed«!

Kan man polemisere alvorligt mod et menneske, som (for at anvende Engels’ udtryk om Dühring) er ganske ude af stand til blot undtagelsesvis at citere rigtigt? Kan man her fremsætte »indvendinger«, når han forsikrer publikum, at skemaet »øjensynlig« ikke svarer til virkeligheden, uden et eneste forsøg på at påvise dets urigtighed på noget punkt?

I stedet for at kritisere de marxistiske anskuelsers virkelige indhold øver hr. Mikhajlovskij sin åndrighed på kategorierne fortid, nutid og fremtid. Vendt mod hr. Dührings »evige sandheder« siger Engels f. eks.: »Hvilken moral prædiker man for os i dag? Der er først den kristelig-feudale ... Ved siden af den figurerer den moderne borgerlige og ved siden af denne igen den proletariske fremtidsmoral, således at fortid, nutid og fremtid ... leverer moralteorier, der består samtidig og ved siden af hinanden.« [38] Hr. Mikhajlovskij mener herom følgende: »Jeg tænker mig, at kategorierne fortid, nutid og fremtid ligger til grund for alle tredelinger af historien i perioder.« Hvor dybsindigt! Hvem ved ikke, at når man betragter et hvilket som helst samfundsfænomen under dets udvikling, vil det altid opvise rester af fortiden, grundlag fra nutiden og spirer til fremtiden? Men mon Engels f. eks. har villet påstå, at moralens historie (han talte jo kun om »nutiden«) indskrænker sig til de tre nævnte momenter, at den feudale moral ikke havde sin forgænger i f. eks. slavesamfundets moral og denne sidste i den urkommunistiske samfundsmoral? I stedet for at levere os en indgående kritik af Engels’ forsøg på at finde rede i moralideernes moderne strømninger gennem en materialistisk udredning af dem, disker hr. Mikhajlovskij op med tom snak!

De metoder, hr. Mikhajlovskij anvender i sin »kritik«, der begyndte med udtalelsen om, at han ikke vidste, i hvilket værk den materialistiske historieopfattelse er fremstillet, gør det måske nyttigt at minde om, at der var en tid, hvor forfatteren kendte et af disse værker og forstod at værdsætte det på en rigtigere måde. I 1877 udtalte hr. Mikhajlovskij sig således om Kapitalen: »Fjerner man fra Kapitalen det svære, uhåndterlige og unødvendige låg af hegelsk dialektik« (Det var mærkeligt! Hvordan kan det være, at den »hegelske dialektik« var »unødvendig« i 1877, mens det i 1894 ser ud til, at materialismen støtter sig til »den dialektiske proces’ uangribelighed«?), »så vil vi, bortset fra værkets andre fortrin, deri finde et udmærket bearbejdet materiale til løsning af det almene problem om formernes forhold til de materielle betingelser for deres eksistens og en udmærket formulering af dette spørgsmål for et bestemt område« – »Formernes forhold til de materielle betingelser for deres eksistens« – her har man jo det problem om relationerne mellem samfundslivets forskellige sider, om de ideologiske samfundsrelationers overbygning over de materielle, hvis bekendte løsning udgør materialismens doktrin. Vi går videre:

»I grunden er hele Kapitalen« (kursiveret af mig) »helliget en undersøgelse af, hvorledes en engang opstået samfundsform bestandig udvikler sig, forstærker sine typiske træk, idet den underlægger sig og assimilerer opdagelser, opfindelser, forbedrede produktionsmetoder, nye markeder og videnskaben selv, tvinger dem til at arbejde for sig, og hvorledes den givne form sluttelig ikke kan stå for yderligere ændringer af de materielle betingelser.«

En forbavsende foreteelse! I 1877 er hele Kapitalen helliget en materialistisk undersøgelse af en given samfundsform (hvad kan materialisme være andet end en forklaring af samfundsformerne ved hjælp af de materielle betingelser?), men i 1894 ved man ikke engang, i hvilket værk man skal søge en redegørelse for denne materialisme!

I 1877 var Kapitalen en »undersøgelse« af, hvordan »den givne form« (dvs. den kapitalistiske, ikke sandt?) »ikke kan stå for yderligere ændringer af de materielle betingelser« (det bedes man bemærke) – men i 1894 er det blevet til, at der aldeles ikke findes nogen undersøgelse, men at overbevisningen om, at den kapitalistiske form ikke kan stå for yderligere udvikling af produktivkræfterne, »udelukkende hænger i det sidste led i den hegelske triade«! I 1877 skrev hr. Mikhajlovskij, at »analysen af den givne samfundsforms forhold til dens materielle eksistensbetingelser for altid« (kursiveret af mig) »vil stå som et monument over forfatterens logiske kraft og uhyre lærdom« – men i 1894 erklærer han, at materialismens doktrin aldrig noget sted er blevet prøvet og begrundet videnskabeligt!

En forbavsende foreteelse! Hvad betyder dette her i virkeligheden? Hvad er der sket?

Der er sket to ting: for det første er den russiske socialisme, bondesocialismen fra 70’erne, der »blæste på« friheden på grund af dens borgerlighed, bekæmpede »klarhovedede liberale«, som af al magt ville udviske den russiske tilværelses antagonistiske karakter, og drømte om en bonderevolution, gået fuldstændig i opløsning og har avlet den flade, spidsborgerlige liberalisme, som finder »opmuntrende tegn« i bondebrugets progressive tendenser, men glemmer, at disse ledsages (og betinges) af, at bønderne i massevis mister deres ejendom. – For det andet var hr. Mikhajlovskij i 1877 så optaget af sin opgave at forsvare »sangvinikeren« (dvs. den revolutionære socialist) Marx mod liberale kritikere, at han ikke lagde mærke til, at Marx’ metode ikke kan forenes med hans egen. Men nu er han blevet oplyst om denne uforsonlige modsætning mellem dialektisk materialisme og subjektiv sociologi – det er han blevet oplyst om gennem Engels’ bøger og artikler, gennem de russiske socialdemokrater (hos Plekhanov møder man ofte meget træffende bemærkninger om hr. Mikhajlovskij) – og i stedet for så at tage fat på et alvorligt studium af problemet, går hr. Mikhajlovskij simpelt hen amok. I stedet for at hylde Marx (som han gjorde i 1872 og 1877) bjæffer han nu ad ham bag et gærde af tvivlsom ros og larmer og bruger mund mod de russiske marxister, som ikke vil nøjes med »beskyttelse af den økonomisk svageste«, med varelagre og forbedringer i landsbyen, museer og arteller for håndværkere og lignende velmente spidsborgerlige fremskridt, men ønsker at fortsætte som »sangvinikere«, tilhængere af den sociale revolution, og at opøve, lede og organisere de virkelig revolutionære elementer i samfundet.

Efter denne lille afstikker til det forgangne kan man måske afslutte gennemgangen af hr. Mikhajlovskijs »kritik« af Marx’ teori. Lad os da prøve at uddrage facit og resumere kritikernes »argumenter«.

Den doktrin, han har sat sig for at gøre det af med, bygger 1) på den materialistiske historieopfattelse og 2) på den dialektiske metode.

Hvad det første punkt angår, erklærede kritikeren først og fremmest, at han ikke vidste, i hvilket værk materialismen er fremstillet. Da han ikke havde fundet en fremstilling noget sted, gik han i lag med selv at stille op, hvad materialisme er. For at give et begreb om denne materialismes umådelige prætentioner, stillede han det op, som om materialisterne hævder at have forklaret menneskehedens fortid, nutid og fremtid – og når det så ved en sammenligning med marxisternes autentiske erklæring viser sig, at de kun anser én samfundsformation for forklaret, så finder kritikeren ud af, at materialisterne indsnævrer materialismens virkefelt, hvorved de angiveligt dømmer sig selv. For at give et begreb om de metoder, der er anvendt ved udarbejdelsen af denne materialisme, stillede han det op, som om materialisterne selv indrømmede at have for ringe kundskaber til at udarbejde den videnskabelige socialisme, på trods af, at det punkt, hvor Marx og Engels (i 1845-1846) indrømmede at besidde for ringe kundskaber, kun var den almindelige økonomiske historie, og på trods af, at de aldrig lod dette værk, der beviste deres utilstrækkelige kundskaber, trykke. Efter disse præludier blev vi da lyksaliggjort med kritikken: Kapitalen er uholdbar, idet den kun berører én periode, mens kritikeren har brug for alle perioder, og endvidere fordi den ikke bekræfter den økonomiske materialisme, men kun berører den – argumenter, der åbenbart er så vægtige og alvorlige, at det må indrømmes, at materialismen aldrig er blevet videnskabeligt begrundet. Derefter blev det anført mod materialismen, at en mand, der intet havde at gøre med denne doktrin, og som studerede de forhistoriske tider i et helt andet land, også var kommet til materialistiske slutninger. For endvidere at påvise, at børneproduktionen ganske urigtigt henregnes til materialismen, at dette kun er et spil med ord, begyndte kritikeren at bevise, at de økonomiske forhold udgør en overbygning over køns- og familieforholdene. De fingerpeg, der under denne alvorlige kritik blev givet til belæring for materialisterne, har beriget os med den dybe sandhed, at arv er umulig uden børneproduktion, at der til denne børneproduktions produkter »knytter sig« et kompliceret sjæleliv, og at børnene opdrages i fædrenes ånd. I forbifarten fik vi ligeledes at vide, at nationale forbindelser er en fortsættelse og almengørelse af kønsforbindelserne. Under sine videre teoretiske studier over materialismen gjorde kritikeren den bemærkning, at indholdet i mange marxisters argumenter består i, at massernes undertrykkelse og udbytning er »nødvendig« under det borgerlige regime, og at dette regime »nødvendigt« må forvandles til et socialistisk – og han tøvede ikke med at hævde, at nødvendigheden er en for almen parentes (når man ikke siger, hvad folk da anser for nødvendigt), og at marxisterne derfor er mystikere og metafysikere. Kritikeren erklærede ligeledes, at Marx’ polemik mod idealisterne er »ensidig«, uden at han dog sagde et ord om, hvordan disse idealisters anskuelse forholder sig til den subjektive metode, og hvordan Marx’ dialektiske materialisme forholder sig til dem.

Hvad angår marxismens anden søjle, den dialektiske metode, så var et enkelt stød fra den dristige kritikers side nok til at vælte den. Og stødet var meget præcist: Kritikeren sled og slæbte og gjorde sig utrolige anstrengelser for at modbevise, at triaderne skulle kunne bevise noget som helst – men fortav, at den dialektiske metode aldeles ikke består i triader, men netop bestrider idealismens og subjektivismens metoder i sociologien. Et andet stød var rettet specielt mod Marx: ved hjælp af den tapre hr. Dühring påduttede kritikeren Marx det eventyrlige sludder, at Marx skulle have bevist kapitalismens nødvendige undergang med triader – hvorpå han sejrrigt bekrigede dette sludder.

Det var heltekvadet om »vor kendte sociolog«s strålende »sejre«! Ikke sandt, det er særdeles »lærerigt« (Burenin) at beskue disse sejre?

Her må berøres endnu en ting, der ikke har direkte forbindelse med kritikken af Marx’ doktrin, men er yderst betegnende for kritikernes idealer og opfattelse af virkeligheden. Det drejer sig om hans stilling til arbejderbevægelsen i Vesten.

Ovenfor blev anført hr. Mikhajlovskijs erklæring om, at materialismen ikke havde hævdet sig i »videnskaben« (i de tyske »folkevenner«s videnskab måske?), men denne materialisme, meddeler hr. Mikhajlovskij, »breder sig virkelig meget hurtigt i arbejderklassen«. Hvordan skal det så forklares, hr. Mikhajlovskij? »Hvad angår den fremgang, som den økonomiske materialisme har, så at sige i bredden,« siger han, »dens vide udbredelse i kritisk uprøvet form, så ligger tyngdepunktet i denne fremgang ikke i videnskaben, men i en døgnpraksis, der bestemmes af perspektiverne for fremtiden.« Hvad andet kan der ligge i denne plumpe sætning om en praksis, der »bestemmes« af perspektiverne for fremtiden, end at materialismen breder sig, ikke fordi den har forklaret virkeligheden rigtigt, men fordi den har forladt denne virkelighed og vendt sig til perspektiverne? Og videre hedder det: »Disse perspektiver kræver hverken kundskaber eller kritisk tankearbejde af den tyske arbejderklasse, der gør dem til sine, og af dem, der følger dens skæbne med varm deltagelse. De kræver kun tro.« Med andre ord, materialismens og den videnskabelige socialismes vide udbredelse er betinget af, at denne doktrin lover arbejderne en bedre fremtid! Men blot et elementært kendskab til socialismens og arbejderbevægelsens historie i Vesten er nok til at indse, hvor urimelig og forkert denne forklaring er. Enhver ved, at den videnskabelige socialisme i grunden aldrig har udmalet fremtidsperspektiver: den har indskrænket sig til at give en analyse af det moderne borgerlige regime, at studere tendenserne i den kapitalistiske samfundsformations udvikling, og dermed færdig. Marx skrev allerede i 1843 og har troligt holdt fast ved dette program: »Vi siger ikke til verden: hold inde med dine kampe, de er tosserier; vi vil tilråbe dig den rigtige parole for kampen. Vi viser den kun, hvad den egentlig kæmper for, og bevidstheden derom er noget, som den tilegne sig, hvad enten den vil eller ej.« [39] Enhver ved f. eks., at Kapitalen – dette fundamentale hovedværk, der redegør for den videnskabelige socialisme – indskrænker sig til de mest almene fingerpeg vedrørende fremtiden, idet det kun efterforsker de allerede forhåndenværende elementer, af hvilke den fremtidige samfundsformation vokser frem. Enhver ved, at når det drejer sig om fremtidsperspektiver, har de ældre socialister ydet langt mere, de udmalede i alle enkeltheder fremtidens samfund for at begejstre menneskeheden med et billede af tilstande, hvor menneskene omgås uden kamp, og hvor deres samfundsrelationer ikke bygger på udbytning, men på fremskridtets virkelige grundsætninger, som svarer til den menneskelige naturs betingelser. En hel falanks af yderst begavede folk forkyndte disse ideer sammen med fast overbeviste socialister, men alligevel fik deres teorier ikke kontakt med livet, og deres programmer fik ikke tag i de politiske folkebevægelser, før den store maskinindustri havde draget arbejderproletariatets masser ind i det politiske livs malstrøm, og før den sande parole for dets kamp var fundet. Denne parole blev fundet af Marx, ikke en »utopist, men en samvittighedsfuld, undertiden endda tør forsker« som hr. Mikhajlovskij i længst forgangen tid sagde om ham, nemlig i 1872, og aldeles ikke fundet ved hjælp af nogen som helst perspektiver, men ved en videnskabelig analyse af det moderne borgerlige regime, ved en udredning af udbytnings nødvendighed under dette regime, ved en undersøgelse af dets udviklingslove. Hr. Mikhajlovskij kan naturligvis forsikre læserne af Russkoje Bogatstvo, at det ikke kræver kundskaber eller tankearbejde at sætte sig ind i denne analyse, men vi har hos ham selv fundet (og vil i ikke mindre grad hos hans økonomiske medarbejder [40] finde) en så grov mangel på forståelse af de elementære sandheder, der fastslås gennem denne analyse, at den slags erklæringer selvfølgelig kun fremkalder et smil. Tilbage bliver den ubestridelige kendsgerning, at arbejderbevægelsen breder sig og udvikles dér, hvor den kapitalistiske maskinelle storindustri udvikler sig, og i takt med den. Endvidere den kendsgerning, at den socialistiske doktrin har fremgang netop når den undgår ræsonnementer om samfundsforhold, der svarer til den menneskelige natur, og tager fat på en materialistisk analyse af de moderne samfundsrelationer, en udredning af det moderne udbytningsregimes nødvendighed.

Efter sit forsøg på at komme uden om de virkelige årsager til materialismens fremgang i arbejderkredse gennem en sandheden stik modsat karakteristik af denne doktrins forhold til »perspektiverne«, begynder hr. Mikhajlovskij nu på den mest trivielle og spidsborgerlige måde at gøre sig lystig over den vesteuropæiske arbejderbevægelses ideer og taktik. Som vi har set, var det ham ganske umuligt at anføre noget argument mod Marx’ bevis for, at den kapitalistiske samfundsform uvægerligt må forvandles til en socialistisk, i kraft af, at arbejdet bliver samfundsmæssigt arbejde – men ikke desto mindre ironiserer han ganske ugenert over, at »proletarernes hær« skulle forberede eksproprieringen af kapitalisterne, »hvorefter så al klassekamp vil ophøre, mens der vil blive fred på jorden og i menneskene velbehag«. Han, hr. Mikhajlovskij, kender langt simplere og mere pålidelige måder at virkeliggøre socialismen på end denne: der behøves blot at »folkevennerne« mere detaljeret anviser »klare og bestemte« baner for den »ønskede økonomiske evolution« – så vil man sikkert »hidkalde« disse »folkets venner« for at løse »de praktiske økonomiske problemer« (se hr. Jusjakovs artikel: Ruslands Økonomiske Udviklingsproblemer – i Russkoje Bogatstvo, nr. 11), men foreløbig ... foreløbig skal arbejderne vente, stole på folkevennerne og ikke ud fra en »ubegrundet selvtillid« begynde på en selvstændig kamp mod udbytterne. For helt at gøre det af med denne »ubegrundede selvtillid« tordner vor forfatter patetisk mod »denne videnskab, der næsten kan rummes i en lommebog«. I sandhed en skrækkelig tanke: Videnskab – i socialdemokratiske brochurer, der kun koster en bagatel og kan være i en lomme!! Det er da tydeligt, hvor grundløs folks selvtillid er, når de kun værdsætter videnskaben, for så vidt den lærer de udbyttede at kæmpe selvstændigt for deres frigørelse, lærer dem at gå i en bue uden om alle disse folkevenner, der udvisker klasseantagonismen og påtager sig at ordne det hele, og når de derfor redegør for denne videnskab i billige udgaver, der i den grad chokerer filistrene. Det var noget ganske andet, hvis arbejderne ville lægge deres skæbne i folkevennernes hænder; disse ville vise dem en ægte universitets- og filistervidenskab i mange bind og udførligt skildre dem en samfundsorganisation, der svarer til den menneskelige natur, hvis blot ... arbejderne ville gå ind på at vente og ikke med en så ubegrundet selvtillid selv begynde kampen!

Før vi går over til anden del af hr. Mikhajlovskijs »kritik«, der nu ikke længere er rettet mod Marx’ teori i almindelighed, men mod de russiske socialdemokrater i særdeleshed, må vi gøre et lille sidespring. Sagen er, at hr. Mikhajlovskij – på samme måde, som han i kritikken af Marx ikke blot undlod at forsøge på at give en nøjagtig fremstilling af hans teori, men direkte forvrængede den – forvrænger de russiske socialdemokraters ideer ganske ugudeligt. Så må sandheden drages frem igen. Det kan lettest gøres ved at sammenholde de tidligere russiske socialisters ideer med socialdemokraternes. Fremstillingen af de førstnævnte er taget fra hr. Mikhajlovskijs artikel i Russkaja Mysl [41] for 1892 nr. 6, hvor han ligeledes talte om marxismen (og – det være sagt som en bebrejdelse – talte om den i en anstændig tone, uden at komme ind på spørgsmål, som i den censurerede presse kun kan behandles på Burenins vis, altså uden at slå marxisterne i sæk med alt muligt udskud) og som modvægt mod den – eller om ikke som modvægt så i hvert fald parallelt med den redegjorde for sine egne anskuelser. Jeg ønsker naturligvis på ingen måde at fornærme hverken hr. Mikhajlovskij, dvs. henregne ham til socialisterne, eller de russiske socialister, ved at sidestille dem med hr. Mikhajlovskij: jeg tror blot, at gangen i argumentationen er væsentlig ens hos dem og ham, idet forskellen kun ligger i, hvor fast, oprigtigt og konsekvent de hævder deres overbevisninger.

I sin redegørelse for tankerne i Otetjestvennyje Sapiski skrev Mikhajlovskij: »Under de moralsk-politiske idealer har vi medtaget, at jorden tilhører landbrugeren og arbejdsredskaberne producenten.« Udgangspunktet er, som De ser, særdeles velment og fuldt af gode ønsker... »De middelalderlige arbejdsformer, [j] der endnu findes hos os, er stærkt rokkede, men vi har ikke fundet nogen grund til helt at kaste vrag på dem til fordel for en eller anden doktrin, den være sig liberal eller ikke-liberal.«

En mærkværdig betragtning! Det er jo sådan, at hvilke som helst »arbejdsformer« kun kan rokkes ved, at de afløses af visse andre former, men vi finder ikke det ringeste forsøg hos vor forfatter (eller hos nogen af hans meningsfæller) på at analysere disse nye former og forklare dem, ej heller på at udrede årsagerne til, at de gamle former fortrænges af de nye. Endnu mærkeligere er den anden del af tiraden: »Vi har ikke fundet nogen grund til at kaste vrag på disse former til fordel for en doktrin.« Hvilke midler råder vi (dvs. socialisterne – se det ovennævnte forbehold) da over til at »kaste vrag på« arbejdsformer, dvs. til at omskabe givne produktionsrelationer mellem samfundets medlemmer? Er det ikke meningsløst at ville omforme disse forhold efter en doktrin? Lad os høre videre: »Vor opgave består ikke i ubetinget at opelske en ‘hjemmefødt’ civilisation på vor egen nationale grund, men heller ikke i totalt at overtage Vestens civilisation med alle dens oprivende modsigelser: man skal tage det gode alle vegne, hvor det kan fås, og om det så er ens eget eller nogejt fremmed, bliver ikke længere et spørgsmål om principper, men om praktisk nytte. Dette er dog så enkelt, klart og forståeligt, at der ikke er noget at tale om.« Ja, hvor er det enkelt! »Tag« det gode alle vegne fra – så er det i orden! Fra de middelalderlige former »tager« man, at produktionsmidlerne tilhører den arbejdende, og fra de nye (dvs. kapitalistiske) former »tager« man frihed, lighed, oplysning og kultur. Der er ikke noget at tale om! Her har man den subjektive metode i sociologien i en nøddeskal: Sociologien begynder med en utopi – jorden skal tilhøre den arbejdende – og påpeger betingelserne for at realisere det ønskede: »man tager« det gode derfra og så derfra. Denne filosof betragter samfundsforholdene rent metafysisk som et simpelt mekanisk aggregat af de eller de indretninger, en simpel mekanisk sammenkædning af de eller de foreteelser. Han udskiller en af disse foreteelser – at jorden under middelalderlige former tilhører landbrugeren – og tror, at denne uden videre kan overføres til alle mulige andre former, sådan som mursten fra den ene bygning kan flyttes til den anden. På denne måde studerer man nu ikke samfundsrelationerne, men skamferer blot forskningsmaterialet: virkeligheden kender jo ikke denne landbrugerens jordbesiddelse som et isoleret og selvstændigt fænomen, sådan som De har betragtet det – den er blot et af leddene i datidens produktionsrelationer, der bestod i, at jorden var delt mellem de store grundejere, godsejere, og at godsejerne tildelte bønderne denne jord for at udnytte dem, således at jorden var en slags arbejdsløn i naturalier. Den gav bonden de nødvendige produkter, således at han kunne frembringe merprodukt til godsejeren, den var basis for bondens ydelse af afgifter til godsejeren. Hvorfor har forfatteren ikke undersøgt dette system af produktionsrelationer, men indskrænket sig til at udskille en enkelt foreteelse og således fremstille denne i et ganske fejlagtigt lys? Fordi forfatteren ikke forstår at behandle samfundsspørgsmål: han (jeg gentager, at når jeg benytter hr. Mikhajlovskijs betragtninger, er det udelukkende som eksempel på kritikken fra hele den russiske socialisme) sætter sig på ingen måde som mål at forklare datidens »arbejdsformer«, at fremstille dem som et bestemt system af produktionsrelationer, en bestemt samfundsformation. Hvad der er ham fremmed er, for at tale i Marx’ sprog, den dialektiske metode, hvorefter man skal betragte samfundet som en levende organisme og studere dens virkemåde og udvikling.

Da han på ingen måde heller rejser spørgsmålet om årsagerne til, at de gamle arbejdsformer fortrænges af nye, begår han den samme fejl i sine betragtninger over disse nye former. Det er ham nok at konstatere, at disse former »rokker« landbrugerens jordbesiddelse eller, når man taler alment, ytrer sig ved, at producenten skilles fra produktionsmidlerne – og det er ham nok at fordømme dette som ikke svarende til idealet. Også denne betragtning er ganske meningsløs: han udskiller en enkelt foreteelse (jordløsheden), men prøver ikke på at fremstille den som et led i det ændrede system af produktionsrelationer, som er baseret på vareøkonomi, hvad der nødvendigvis afføder konkurrence mellem vareproducenterne, ulighed, ruinering af nogle og berigelse af andre. Han har bemærket den ene foreteelse, ruineringen af masserne, og skudt den anden, berigelsen af mindretallet, til side – hvorved han har gjort sig det umuligt at forstå hverken det ene eller det andet.

Og sådanne metoder kalder man stadig »at søge svar på livets spørgsmål, iklædt kød og blod« (Russkoje Bogatstvo, nr. 1 for 1894), på et tidspunkt, hvor han tværtimod – uden evne eller vilje til at forklare virkeligheden og se den lige i øjnene – skammeligt er flygtet fra disse problemer, der er hentet fra livet med dets kamp mellem den besiddende og den besiddelsesløse, og har søgt ly i harmløse utopier; det kalder han at »søge svar på livets problemer, således som de stilles idealt af den brændende og komplicerede, reale virkelighed« (Russkoje Bogatstvo, nr. 1), mens han i virkeligheden ikke har gjort det ringeste forsøg på at analysere og forklare den reale virkelighed.

I stedet har han givet os en utopi komponeret af et meningsløst udpluk af enkelte elementer fra forskelligartede samfundsformationer – fra den middelalderlige har han taget dette her, fra den »nye« det dér osv. Det er klart, at en således funderet teori absolut ingen berøring kan få med den virkelige samfundsevolution, af den simple grund, at det jo ikke er vore utopister beskåret at leve og handle under samfundsrelationer, der sammensættes af elementer hentede rundt omkring fra, men under relationer, som bestemmes af bondens relationer til kulakken (den velstående bonde), hjemmehåndværkerens til opkøberen, arbejderens til fabrikanten, og som de slet ikke fatter. Deres forsøg på og indsats for at lave disse ikke forståede relationer om efter deres ideal var dømt til at lide skibbrud.

Det er i noget grove træk en skildring af, hvordan det stod til med spørgsmålet om socialismen i Rusland, dengang »de russiske marxister dukkede op«.

De begyndte netop med en kritik af de hidtidige socialisters subjektive metoder; de ville ikke nøjes med at konstatere udbytningen og fordømme den, men ønskede at forklare den. De så, at al historie i Rusland efter reformen [42] bestod i en ruinering af masserne og en berigelse af mindretallet, de iagttog den enorme ekspropriering af de små producenter, hånd i hånd med det tekniske fremskridt overalt, de bemærkede, at disse modsatte tendenser opstod der, hvor vareøkonomien udviklede sig, og forstærkedes i takt med denne udvikling – og drog derfor følgerigtigt den slutning, at man havde at gøre med en borgerlig (kapitalistisk) organisering af samfundsøkonomien, der nødvendigvis bevirker, at masserne mister deres ejendom og bliver yderligere undertrykt. Overbevisningen herom bestemte da uden videre deres praktiske program: Det gik ud på tilslutning til proletariatets kamp mod bourgeoisiet, de besiddelsesløse klassers kamp mod de besiddende, en kamp, der udgør hovedindholdet i Ruslands økonomiske virkelighed lige fra den fjerneste landsby til den mest moderne fabrik. Hvordan skal tilslutningen ske? – det var igen virkeligheden selv, der antydede svaret for dem. Kapitalismen havde udviklet industriens hovedgrene til den maskinelle storindustris stade; ved således at gøre produktionen samfundsmæssig skabte den de materielle betingelser for nye tilstande og skabte samtidig en ny social kraft: de fabriksbeskæftigede arbejderes klasse, byproletariatet. Ved at være undergivet denne borgerlige udbytning – og i sit økonomiske indhold er udbytningen af hele Ruslands arbejdende befolkning borgerlig – er denne klasse imidlertid placeret under særlig gunstige betingelser for at frigøre sig; den er ikke længere på nogen måde bundet til det gamle samfund, der helt er bygget på udbytning; selve dens arbejdsbetingelser og livsforhold organiserer den, tvinger den til at tænke, giver den mulighed for at optræde på den politiske kamps arena. Det er naturligt, at socialdemokraterne har ofret al deres opmærksomhed på denne klasse og sat alle deres forhåbninger til den, at de har indrettet deres program på at udvikle dens klassebevidsthed og indstillet hele deres virksomhed på at bistå den med at vinde frem i direkte politisk kamp mod det nuværende regime og inddrage hele det russiske proletariat i denne kamp.

Lad os nu se, hvordan hr. Mikhajlovskij bekæmper socialdemokraterne. Hvad indvender han imod deres teoretiske anskuelser? Mod deres politiske, socialistiske virksomhed? Marxisternes teoretiske anskuelser fremstilles af kritikeren på følgende måde:

»Sandheden består« – angiveligt ifølge marxisternes udtalelser – »i, at Rusland ifølge den historiske nødvendigheds immanente love vil udvikle sin kapitalistiske produktion, med alle dens indre modsigelser, med de store kapitalers opædning af de små, og imens vil bonden, skilt fra sin jord, blive til proletar, organisere sig, ‘blive samfundsmæssig’, og sagen vil være i orden, hvad den lyksaliggjorte menneskehed så kun har at skrive sig bag øret.«

Se, se – marxisterne adskiller sig altså slet ikke fra folkevennerne i opfattelsen af virkeligheden, men kun i forestillingen om fremtiden: de beskæftiger sig åbenbart aldeles ikke med nutiden, men kun med »perspektiverne«. At dette netop er hr. Mikhajlovskijs tanke, kan der ikke være tvivl om – Marxisterne, siger han, »er fuldstændig overbevist om, at der intet utopisk er i deres forudsigelser om fremtiden, idet alt er målt og vejet efter den strenge videnskabs foreskrifter,« og endelig, endnu klarere: Marxisterne »tror på og forkynder et abstrakt historisk skemas uforanderlighed.«

Kort sagt, vi er stillet over for den ganske banale og platte beskyldning mod marxisterne, der fra gammel tid har været i yndest hos folk, som ikke kunne finde nogen saglig indvending mod deres anskuelser. »Marxisterne forkynder et abstrakt historisk skemas uforanderlighed«!!

Det er jo løgn og opspind fra ende til anden!

Ikke én af marxisterne har nogen sinde noget sted argumenteret på den måde, at kapitalismen »må eksistere« i Rusland, »fordi« den eksisterer i Vesten osv. Ikke én af marxisterne har nogen sinde set noget alment forpligtende filosofisk-historisk skema i Marx’ teori, noget ud over en forklaring på en bestemt økonomisk samfundsformation. Kun den subjektive filosof hr. Mikhajlovskij er det lykkedes at misforstå Marx så grundigt, at han hos ham tror at finde en almenfilosofisk teori, hvorpå Marx da også meget bestemt oplyste ham om, at han havde taget fejl af adressen. Aldrig har nogen marxist begrundet sine socialdemokratiske anskuelser med noget andet end teoriens overensstemmelse med virkeligheden og de givne, dvs. russiske økonomiske samfundsforholds historie, og kunne heller ikke gøre det, fordi »marxismen«s grundlægger Marx fuldkommen klart og bestemt har udtrykt dette krav til teorien og gjort det til hjørnesten i hele lærebygningen.

Naturligvis kan hr. Mikhajlovskij, så meget han vil, tilbagevise disse erklæringer med, at han virkelig »med egne øren« har hørt det abstrakte historiske skema forkyndt. Men hvad angår det os socialdemokrater eller nogen som helst andre, at hr. Mikhajlovskij har haft lejlighed til at høre sine samtalepartnere komme med allehånde absurd nonsens? Viser dette noget som helst andet, end at han er meget heldig i sit valg af samtalepartnere? Det er naturligvis meget muligt, at den åndrige filosofs åndrige samtalepartnere har kaldt sig marxister, socialdemokrater osv. – men hvem ved ikke, at nu om dage ynder hver en pjalt (som for længst bemærket) at pynte sig med »røde« klæder? [k] Og hvis hr. Mikhajlovskij er så klarsynet, at han ikke kan skelne disse »formummede« fra marxister, eller hvis han har forstået Marx så udmærket, at han ikke har opfattet det kriterium, som Marx med eftertryk kræver anvendt på hele sin doktrin (en formulering af »det, der tildrager sig for øjnene af os«), så viser dette endnu en gang, at hr. Mikhajlovskij ikke er videre kløgtig og ellers intet.

I hvert fald, når han har givet sig til at polemisere i pressen mod socialdemokraterne, skulle han have taget sigte på den gruppe socialister, som snart længe har båret dette navn og båret det alene, således at man ikke kan forveksle andre med denne gruppe, der jo har sine litterære repræsentanter – Plekhanov og hans kreds. [43] Hvis han havde gjort det – og sådan måtte ethvert nogenlunde anstændigt menneske åbenbart have båret sig ad – og havde set efter i f.eks. det første socialdemokratiske skrift, Plekhanovs bog Vore Meningsforskelligheder, ville han der straks på de første sider have fundet forfatterens kategoriske erklæring på gruppens vegne:

»Vi ønsker ikke i noget tilfælde at dække vort program med et stort navns autoritet« (dvs. Marx’ autoritet). Forstår De russisk, hr. Mikhajlovskij? Forstår De forskellen mellem at forkynde abstrakte skemaer og at se bort fra Marx’ autoritet, hvor russiske anliggender skal afgøres?

Forstår De, at De har handlet uærligt ved at udgive den første den bedste udtalelse, som De har været så heldig at høre fra Deres samtalepartnere, for marxistisk, mens De ikke har ænset en erklæring på tryk, fremsat af et af de mest fremtrædende medlemmer af socialdemokratiet på hele gruppens vegne?!

I det følgende gøres erklæringen endda mere bestemt:

»Jeg gentager,« siger Plekhanov, »at mellem de mest konsekvente marxister er meningsforskelligheder mulige, hvor talen er om at vurdere nutidens russiske virkelighed«; vor doktrin er »det første forsøg på at anvende denne videnskabelige teori på en analyse af de overordentlig komplicerede og indviklede samfundsrelationer.«

Man kan vist vanskeligt sige det klarere: det, som marxisterne uden forbehold henter fra Marx’ teori, er kun de værdifulde metoder, uden hvilke det er umuligt at få rede på samfundsrelationerne, og kriteriet på deres vurderinger af disse relationer finder de følgelig ikke i abstrakte skemaer og lignende sludder, men i vurderingens overensstemmelse med virkeligheden, dens virkelighedstroskab.

Eller tror De måske, at forfatteren, da han fremsatte sådanne erklæringer, i virkeligheden har ræsonneret anderledes? Det er imidlertid urigtigt. Det spørgsmål, han beskæftigede sig med, var følgende: »Skal Rusland nødvendigvis gennemgå den kapitalistiske udviklingsfase?« Dette spørgsmål var altså slet ikke formuleret marxistisk, men opstillet efter diverse hjemlige filosoffers subjektive metoder, hvorefter kriteriet på dette »skal« kan være snart øvrighedens politik, snart »offentligheden«s virksomhed, snart idealet af et samfund, der »svarer til den menneskelige natur«, og lignende vås. Nu er spørgsmålet: hvordan skulle en mand, der forkynder abstrakte skemaer, så svare på et sådant spørgsmål? Han måtte åbenbart tale om den dialektiske proces’ uangribelighed, om den almenfilosofiske betydning af Marx’ teori, om uundgåeligheden af, at ethvert land gennemløber denne fase ... osv., osv.

Og hvordan svarede Plekhanov?

Sådan som en marxist måtte svare:

Han gik slet ikke ind på spørgsmålet om dette »skal«, idet dette spørgsmål er ligegyldigt og kun kan interessere subjektivister, men talte hele tiden om de virkelige, økonomiske samfundsrelationer, om deres virkelige evolution. Derfor gav han heller ikke noget direkte svar på det urigtigt stillede spørgsmål, men svarede i stedet således: »Rusland er slået ind på den kapitalistiske vej.«

Hr. Mikhajlovskij derimod snakker med kendermine om at bekende sig til abstrakte historiske skemaer, om nødvendighedens immanente love og lignende mageløst nonsens! Og kalder dette »polemik mod socialdemokraterne«!!

Forstå det, hvem der kan. Hvis det skal være en polemiker, hvad er så en skrålhals?!

Angående hr. Mikhajlovskijs ovenfor citerede betragtning må det endvidere bemærkes, at han fremstiller socialdemokraternes anskuelser, som om »Rusland vil udvikle sin egen kapitalistiske produktion«. Denne filosof mener åbenbart, at Rusland ikke har »sin egen« kapitalistiske produktion. Forfatteren synes at dele den opfattelse, at den russiske kapitalisme indskrænker sig til 1,5 millioner arbejdere. Vi vil senere igen møde denne barnlige idé hos vore folkevenner, der skriver al anden udbytning af det frie arbejde på gud ved hvilken konto. »Rusland vil udvikle sin egen kapitalistiske produktion med alle dens indre modsigelser, og imens vil bonden, skilt fra sin jord, blive til proletar.« Det bliver jo længer jo bedre! Der er altså ingen »indre modsigelser« i Rusland? – eller for at sige det lige ud, folkemasserne bliver ikke udbyttet af en håndfuld kapitalister, det uhyre befolkningsflertal bliver ikke forarmet og en håndfuld personer beriget? Bonden står først nu over for at blive skilt fra sin jord? Men hvad er Ruslands historie efter reformen andet end en masseekspropriering af bønderne, så intensiv som intet andet sted? Der hører et vist mod til at hævde den slags, så alle kan høre det. Hr. Mikhajlovskij ejer imidlertid dette mod: »Marx opererede med et færdigt proletariat og en færdig kapitalisme, mens vi først skal skabe disse tilstande.« Rusland skal først skabe et proletariat?! I Rusland, der udmærker sig ved en så trøstesløs elendighed blandt masserne, en så uhæmmet udbytning af de arbejdende, at man (med rette) har sammenlignet fattigfolks stilling her med England. I Rusland, hvor hungersnød blandt folkets millioner er en stadig foreteelse, side om side med f. eks. en stadigt voksende korneksport – i Rusland er der ikke noget proletariat!!

Jeg tror, at for disse klassiske ords skyld skulle man sætte hr. Mikhajlovskij et mindesmærke i levende live! [l]

Vi vil for øvrigt længere henne få at se, at dette er en fast og konsekvent taktik fra folkevennernes side – de lukker farisæisk øjnene for de arbejdendes umulige stilling i Rusland og fremstiller den kun som »rokket«, således at »den dannede offentlighed«s og regeringens anstrengelser skulle være nok til at bringe alt på ret køl. Disse riddere tror, at hvis de lukker øjnene for den kendsgerning, at de arbejdende massers stilling er dårlig, ikke fordi den er »rokket«, men fordi masserne skamløst plyndres af en håndfuld udbyttere, og hvis de ligesom strudsen stikker hovedet i busken for ikke at se disse udbyttere, så vil disse udbyttere forsvinde. Og når socialdemokraterne siger til dem, at det er skammeligt og fejt ikke at turde se virkeligheden i øjnene, når socialdemokraterne går ud fra udbytningen som en kendsgerning og siger, at den eneste mulige forklaring på den ligger i den borgerlige ordning af det russiske samfund, hvorved folkets masse spaltes i proletariat og bourgeoisi, og i den russiske klassestat, der ikke er andet end et organ for dette bourgeoisis herredømme, og at den eneste udvej derfor består i proletariatets klassekamp mod bourgeoisiet – så råber disse folkevenner op om, at socialdemokraterne vil berøve folket jorden!! at de vil ødelægge vor folkelige økonomiske organisation!!

Vi kommer nu til det mest oprørende sted i hele denne med et mildt ord uanstændige »polemik« – nemlig til hr. Mikhajlovskijs »kritik« (?) af socialdemokraternes politiske virksomhed. Enhver vil forstå, at socialisternes og agitatorernes virksomhed blandt arbejderne ikke kan drøftes på ordentlig vis i vor legale presse, og at det eneste, som den anstændige censurerede presse her kan gøre, er »taktfuldt at tie«. Hr. Mikhajlovskij har glemt denne ganske elementære regel og undser sig ikke for at benytte sit monopol på kontakt med det læsende publikum til at dænge socialisterne til.

Der kan imidlertid også uden for den legale journalistik findes midler til at bekæmpe denne hæmningsløse kritik!

»Så vidt jeg forstår,« siger hr. Mikhajlovskij med påtaget naivitet, »kan de russiske marxister deles i tre kategorier: de beskuende marxister (udeltagende iagttagere af processen), de passive marxister (der kun ‘letter fødselsveerne’; de ‘interesserer sig ikke for folket, der dyrker jorden, men vier deres opmærksomhed og forhåbninger til dem, der allerede har mistet produktionsmidlerne’) og de aktive marxister (der åbent går ind for yderligere forarmelse af landbefolkningen).«

Hvad er det for noget?! Hr. kritikeren må da vide, at de russiske marxister er socialister, som bygger på den opfattelse, at virkeligheden er et kapitalistisk samfund, og at der kun er én udvej af dette – proletariatets klassekamp mod bourgeoisiet? Hvordan kan det være, at han slår deres anskuelser sammen med allehånde meningsløse platheder? Hvilken ret (moralsk naturligvis) har han til at udstrække navnet marxist til folk, der øjensynlig ikke anerkender marxismens mest elementære og fundamentale teser, folk, som aldrig noget sted har optrådt som en særlig gruppe og aldrig noget sted har fremsat noget eget, særligt program?

Hr. Mikhajlovskij har reserveret en hel række smuthuller for at retfærdiggøre den slags usømmelige metoder.

»Det kan være,« forsøger han sig sorgløst og letbenet, »at det ikke er virkelige marxister, men de mener og hævder at være det.« Hvor og hvornår har de hævdet det? I Petersborgs liberale og radikale saloner? I privatbreve? Det er muligt. Så snak med dem i Deres saloner og Deres brevveksling! Men De optræder på tryk og offentligt mod mennesker, som aldrig noget sted har optrådt offentligt (under marxismens fane). De drister Dem endda til at hævde, at De polemiserer mod socialdemokrater vel vidende, at kun én gruppe revolutionære socialister bærer dette navn, og at den ikke må forveksles med nogen anden! [m]

Hr. Mikhajlovskij vrider og vender sig som en gymnasiast, der er grebet i en forseelse: Det er virkelig ikke min skyld – hævder han indtrængende over for læseren – jeg har »selv hørt det og selv set det«. Godt! Vi vil gerne tro, at De kun træffer småtskårne og usle personer, men hvad har det dog med os socialdemokrater at gøre? For hvem ved ikke, at »i vore dage, hvor« ikke blot socialistisk, men al nogenlunde selvstændig og hæderlig offentlig virksomhed pådrager sig politisk forfølgelse, falder der på hver enkelt mand, som virkelig arbejder under en eller anden fane – det være sig Folkeviljen, [44] marxismen eller endog konstitutionalismen – nogle dusin frasemagere, som med bevægelsens navn dækker deres liberale fejhed, og måske yderligere nogle oplagte kæltringer, som hypper deres egne kartofler? Er det ikke klart, at kun den ynkeligste lavpandethed kan bebrejde nogen af disse retninger, at dens fane bliver tilsølet (tilmed gedulgt og privat) af alle mulige hallunker? Hele fremstillingen hos hr. Mikhajlovskij er én kæde af fordrejelser, forvrængninger og falsknerier. Ovenfor har vi set, at han ganske har forfalsket de »sandheder«, som socialisterne bygger på, og fremstillet dem sådan, som ingen marxist nogen sinde noget sted har fremstillet dem eller kunne fremstille dem. Og hvis han havde fremstillet socialdemokraternes virkelige opfattelse af den russiske virkelighed, havde han ikke kunnet undgå at se, at der kun er én måde, på hvilken man kan »komme i overensstemmelse med« disse anskuelser, og det er at fremme udviklingen af proletariatets klassebevidsthed, idet man organiserer og samler proletariatet til politisk kamp mod det nuværende regime. Man finder for øvrigt endnu et kneb hos ham. Med en mine som en forfulgt uskyldighed hæver han farisæisk øjnene mod himlen og siger med spæd stemme: »Jeg er meget glad for at høre dette, men jeg forstår ikke, hvad man protesterer imod« (sådan siger han netop i Russkoje Bogatstvo, nr. 2). »Læs min udtalelse om de passive marxister mere opmærksomt, og man vil se, at jeg siger: fra et etisk synspunkt kan der ikke indvendes noget.«

Naturligvis er heller ikke dette andet end at tygge drøv på gamle, dårlige udflugter.

Hvad mener De da, man skulle kalde en mands handlemåde, hvis han erklærede, at han kritiserede den socialrevolutionære narodnisme (nogen anden er jo ikke kommet frem, derfor vælger jeg den periode) og sagde noget i retning af følgende:

»Så vidt jeg forstår, deler narodnikkerne sig i tre kategorier: de konsekvente narodnikker, der i fuld udstrækning hylder bondens ideer og i nøje overensstemmelse med hans ønsker gør riset og koneprygleriet til regel og overhovedet støtter regeringens beskidte knut- og knippelpolitik, der jo kaldes narodnaja /folkelig, red./ politik, dernæst de feje narodnikker, der ikke interesserer sig for bondens meninger og kun forsøger gennem foreninger osv. at indføre en revolutionær bevægelse, der er Rusland fremmed – mod hvilket der for øvrigt ikke kan indvendes noget fra et etisk synspunkt, hvis vejen blot ikke havde været slibrig, således at den feje narodnik let kunne blive en konsekvent eller dristig narodnik, og endelig de dristigere narodnikker, som fuldt ud realiserer den velstående bondes folkelige idealer og derfor giver sig til at dyrke jorden for helt igennem at optræde som kulakker«? Alle anstændige mennesker ville naturligvis kalde dette en nederdrægtig og lavpandet forhånelse. Hvis yderligere en mand, der skrev sådan, ikke kunne imødegås af narodnikkerne i den samme presse, hvis disse narodnikkers ideer hidtil kun var blevet forkyndt illegalt, og mange derfor ikke havde nogen klar opfattelse af dem og let kunne skænke alt det, man sagde om narodnikkerne, tiltro – så ville alle være enige om, at en sådan mand var en...

For øvrigt har måske heller ikke hr. Mikhajlovskij helt glemt det ord, der her skulle sættes ind.

Men nu kan det være nok! Der findes endnu mange sådanne bagvaskelser hos hr. Mikhajlovskij, men jeg kender ikke nogen mere trættende, utaknemlig, trøstesløs beskæftigelse end at rode i dette snavs, samle de spredte antydninger, stille dem op mod hinanden og søge efter blot én indvending, der kunne tages alvorligt.

Det er nok!

Lenins noter

a. Her er naturligvis hele tiden tale om bevidsthed, der beskæftiger sig med samfundsrelationerne og ingen som helst andre.

b. Hr. Mikhajlovskij forsømmer ikke her lejligheden til at gøre ophævelser: hvordan kan det dog gå til – en videnskabelig historieopfattelse, hvor oldtidens historie står som en gåde! I en hvilken som helst lærebog kunne De, hr. Mikhajlovskij, have set, at problemet gentilorganisation hører til de aller-vanskeligste og har affødt en mængde forklarende teorier.

c. For hvad skal man ellers kalde den fremgangsmåde, hvorefter man bebrejder materialisterne, at de ikke har fået historien på det rene, uden at man dog forsøger at analysere blot en eneste af de talrige materialistiske forklaringer, som materialisterne har givet på forskellige historiske problemer? Eller når man siger, at man nok kunne eftervise, men ikke vil gå nærmere ind på det?

d. Det er en rent borgerlig idé: de splittede, små familier blev først dominerende under det borgerlige regime; de manglede ganske i den forhistoriske tid. Intet er mere betegnende for bourgeois’en end overførelsen af træk fra det moderne samfundsliv til alle tider og folk.

e. I anledning af dette meningsløse udtryk må bemærkes, at hr. Mikhajlovskij især fremhæver Marx (der er for klog og for lærd – til at vor kritiker direkte og åbent kan kritisere den eller den tese hos ham), dernæst kommer Engels (»ikke så skabende en ånd«), så følger de mere eller mindre selvstændige mænd, f.eks. Kautsky – og de øvrige marxister. Nuvel, hvilken virkelig mening kan denne klassifikation have? Hvis kritikeren er utilfreds med Marx’ popularisatorer, hvem hindrer ham så i at korrigere dem i overensstemmelse med Marx? Noget sådant gør han ikke. Åbenbart har han forsøgt at være åndrig, men kun drevet det til en plathed.

f. Dette er ganske klart udtrykt i Kapitalen og i socialdemokraternes taktik sammenlignet med de tidligere socialister. Marx forlangte direkte, at man ikke begrænsede sig til den økonomiske side. Da Marx i 1843 skitserede programmet for et påtænkt tidsskrift, skrev han til Ruge: »Og det hele socialistiske princip er igen kun den ene side ... Vi bør lige så vel bekymre os om den anden side, menneskets teoretiske eksistens, altså gøre religion, videnskab osv. til genstand for vor kritik ... Ligesom religionen er en indholdsfortegnelse over menneskehedens teoretiske kampe, således er den politiske stat det over dens praktiske kampe. Den politiske stat udtrykker altså i sin form sub specie rei publicae (under politisk synsvinkel) /Lenins parentes og oversættelse, red. / alle sociale kampe, behov, interesser. Det er altså slet ikke under l’hauteur des principes /princippernes høje niveau, red./ at gøre det mest specielle politiske spørgsmål – lad os sige forskellen mellem et stændersystem og et repræsentativsystem – til genstand for en kritik. For dette spørgsmål giver kun i politisk sprog udtryk for forskellen mellem menneskets herredømme og privatejendommens herredømme. Kritikeren ikke blot kan, han skal altså gå ind på disse politiske spørgsmål (der efter krasse socialisters mening ikke er opmærksomhed værd).« [24]

g. At denne formulering af Dührings anskuelse passer nøje på hr. Mikhajlovskij bevises yderligere af følgende passage i hans artikel: Karl Marx for Hr. J. Sjukovskijs Domstol. Hr. Sjukovskij havde påstået, at Marx forsvarede den private ejendom, og hr. Mikhajlovskij peger da på Marx’ skema og forklarer det på følgende måde: »I sit skema har Marx optaget to almenkendte kunststykker fra den hegelske dialektik: 1) Skemaet er opbygget på den hegelske triades lov; 2) Syntesen begrundes i modsætningernes – den individuelle og den samfundsmæssige ejendoms – identitet. Følgelig har ordet ‘individuel’ her en særlig, rent betinget betydning som led i den dialektiske proces, og man kan ikke bygge noget som helst på det.« Dette sagde en mand med de allerbedste hensigter, da han overfor det russiske publikum forsvarede »sangvinikeren« Marx mod bourgeoisen hr. Sjukovskij. Og med disse gode hensigter forklarer han Marx på den måde, at Marx begrunder sin forestilling om processen som »kunststykker«! Hr. Mikhajlovskij kan heraf drage den for ham nyttige lære, at gode hensigter alene er en smule for lidt til hvad som helst.

h. Det synes ikke overflødigt her at bemærke, at Engels’ udredning herom findes i det samme kapitel, hvor han skriver om frøkornet, om Rousseaus lære og andre eksempler på den dialektiske proces. Man skulle tro, at den blotte sammenstilling af disse eksempler med de klare og kategoriske erklæringer fra Engels – og fra Marx, der på forhånd havde læst manuskriptet til dette værk – om, at der aldeles ikke kan være tale om at bevise noget med triader eller om at praktisere »betingede led« ind i disse triader for at skildre den virkelige proces, måtte være fuldkommen tilstrækkeligt til at indse det tåbelige i at dadle marxismen for den hegelske dialektik.

i. Af den grund er de øvrige træk i middelalderens økonomiske tilstande jo også udeladt, idet de tilhørte den feudale samfundsformation, mens Marx kun studerer den kapitalistiske. I sin rene form er kapitalismen (f.eks. i England) virkelig begyndt at udvikle sig af de små, spredte vareproducenters regime og deres individuelle arbejdsejendom.

j. Et andet sted har forfatteren forklaret: »Ved middelalderlige arbejdsformer skal ikke blot forstås jordfællesskab, hjemmeindustri og artelorganisation. Alt dette er ubestrideligt middelalderlige former, men til dem hører tillige alle former, hvor jorden eller produktionsredskaberne tilhører den arbejdende.«

k. Alt dette er skrevet udfra den forudsætning, at hr. Mikhajlovskij virkelig har hørt abstrakt historiske skemaer forkyndt, og ikke har forvrænget noget. Jeg mener det imidlertid absolut nødvendigt her at tage forbehold: jeg sælger det videre, som jeg har købt det.

l. Det kan for øvrigt være, at hr. Mikhajlovskij også her vil prøve at sno sig udenom ved at hævde: Jeg har slet ikke villet sige, at der overhovedet ikke er et proletariat i Rusland, men kun, at der ikke er noget kapitalistisk proletariat. Såh? Hvorfor har De da ikke sagt det? Hele spørgsmålet er jo følgende: er det russiske proletariat et sådant, som kendetegner den borgerlige ordning af samfundsøkonomien, eller af en anden art? Hvem kan gøre for, at De i hele to artikler ikke har ytret et eneste ord om dette spørgsmål, der er det eneste betydelige og vigtige, men har foretrukket at komme med alt muligt sludder og væve op ad stolper og ned ad vægge?

m. Jeg vil standse et øjeblik ved en enkelt faktisk henvisning, som findes hos hr. Mikhajlovskij. Enhver, der har læst hans artikel, må indrømme, at han også henregner hr. Skvortsov – forfatteren til Hungerperiodernes Økonomiske Årsager – til »marxisterne«. Denne herre kalder sig imidlertid ikke selv marxist, og blot man har et ganske elementært kendskab til socialdemokraternes skrifter, kan man se, at han fra deres standpunkt er en ganske ordinær bourgeois og intet andet. Hvad er det for en marxist, der ikke forstår, at det sociale miljø, for hvilket han skriver sine fremskridtsprojekter, er et borgerligt miljø, og at alle »kulturelle forbedringer«, der faktisk kan iagttages selv i bondebruget, derfor betyder et borgerligt fremskridt, som forbedrer mindretallets stilling og proletariserer masserne! Hvad er det for en marxist, der ikke forstår, at den stat, han betænker med sine projekter, er en klassestat, som kun kan støtte bourgeoisiet og underkue proletariatet!

Forlaget Tidens noter

1. Russkoje Bogatstvo (Den Russiske Rigdom), et månedsskrift, der udkom i Petersburg fra 1876 til midten af 1918. Fra begyndelsen af 90’erne tjente Russkoje Bogatstvo som talerør for de liberale narodnikker (se note 2) under redaktion af S. N. Krivenko og N. K. Mikhajlovskij. Tidsskriftet gik ind for forsoning med den tsaristiske regering og førte en forbitret kamp mod marxismen og de russiske marxister. Adskillige progressive forfattere, bl.a. Maksim Gorkij, kom til orde i tidsskriftets litterære afsnit. – S. 82.

2. Folkevenner (Narodnikker, af russisk, narod = folk), en dels revolutionær, dels liberal-demokratisk bevægelse, der opstod i tiden efter livegenskabets ophævelse i 1861. Bevægelsen betragtede bønderne som Ruslands revolutionære kraft og udførte et ihærdigt propagandaarbejde blandt dem. Narodnikkerne benægtede, at der eksisterede objektive love for samfundsudviklingen, og mente, at historien blev skabt af enkelte fremragende personligheder, samt at det er ideerne, der regerer verden. – S. 82.

3. Karl Marx: Kapitalen, 1. bog 1, s. 94, Forlaget Rhodos, København 1970. Karl Marx og Friederich Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 446, Forlaget Tiden, København 1973. – S. 85.

4. Karl Marx: Bidrag til Kritik af den Politiske Økonomi. Indledning fra Grundrids, s. 12-14. Forlaget Rhodos, København 1974, Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 355-357. – S. 88.

5. Contrat Social – Samfundspagten – et af J. J. Rousseaus berømte skrifter (1762), hvor den tanke fremsættes, at enhver samfundsorden, der sikrer alle medlemmer almindeligt velvære og frihed, må nås gennem en frivillig aftale mellem mennesker. Selv om Samfundspagtens teori var idealistisk i sit væsen, spillede den en revolutionær rolle, idet den fremsattes på tærskelen til den franske borgerlige revolution i det 18. århundrede. Den var et udtryk for kravet om borgerlig lighed, en appel om at tilintetgøre de feudale standsprivilegier og indføre en borgerlig republik. – S. 88.

6. Det kommunistiske Manifest – Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 19-59. – S. 91.

7. Filosofiens Elendighed – Karl Marx: Den Tyske Ideologi. Filosofiens Elendighed, Rhodos, 1974. – S. 91.

8. Metafysik – betyder i denne sammenhæng – og almindeligvis i marxistisk sprogbrug – en tænkemåde, der er modsat den dialektiske. En metafysisk tænkemåde ignorerer eller undervurderer sammenhængen mellem ting og fænomener og hævder, at udviklingen ikke fører til nye kvaliteter.

Metafysik betyder desuden 1) læren om de mest almene træk i alle ting og 2) læren om det, der er uden for den fysiske verden eller erfaringens område. – S. 92.

9. Transformisme – Darwins lære om plante- og dyrearternes foranderlighed, grundlaget for den moderne biologi. – S. 94.

10. Marx skrev sit brev til redaktionen for Otetjestvennyje Sapiski, umiddelbart efter at N. K. Mikhajlovskijs artikel: Karl Marx for Hr. J. Sjukovskijs Domstol i oktober 1877 havde været bragt i tidsskriftet. Brevet blev imidlertid ikke afsendt og offentliggjordes først, efter at Engels fandt det efter Marx’ død. I 1886 blev det i russisk oversættelse bragt i Vestnik Narodnoj Voli (Folkeviljens Budbringer) i Geneve og i 1888 i Juriditjeskij Vestnik (Den Juridiske Budbringer) i Rusland. – S. 95.

11. Friedrich Engels: Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft (»Anti-Dühring«), s. 139, Dietz Verlag, Berlin 1973. – S. 95.

12. Det omtalte værk er Den Tyske Ideologi, som blev skrevet af Marx og Engels i 1845-1846. På grund af hindringer fra politiets side og uvilje fra forlagenes lykkedes det ikke at få værket udgivet i årene umiddelbart herefter. Et enkelt afsnit er senere offentliggjort, medens Marx og Engels levede, men ellers har manuskriptet ligget årtier i det tyske socialdemokratis arkiver, indtil det i 1932 blev trykt på tysk af det sovjetiske Institut for Marxisme-Leninisme. I 1933 udkom en russisk oversættelse. I 1974 er værket udkommet på dansk på forlaget Rhodos. – S. 95.

13. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 357. – S. 95.

14. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 167-326. – S. 96.

15. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 168. – S. 96.

16. Se note 38 til artiklen Karl Marx. – S. 102.

17. Den Internationale Arbejderassociation – I. Internationale – den første internationale arbejderorganisation, grundlagt af Karl Marx i 1864 på de internationale arbejder i London. I. Internationale ledede arbejdernes økonomiske og politiske kamp i flere lande og styrkede den internationale solidaritet. I. Internationales virksomhed ophørte i 1876, da den væsentligste opgave var i de enkelte lande at få skabt store nationale arbejderpartier på I. Internationales principper. – S. 103.

18. Bureninsk ironi. V. Burenin, der i 1890’erne var en kendt medarbejder ved det reaktionære blad Novoje Vremja, hetzede mod enhver progressiv ytring. Lenin anvender dette navn som en fællesbetegnelse for uhæderlige metoder i polemik. – S. 103.

19. Kommunen – Pariserkommunen, et revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris efter opstanden 18. marts 1871. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet. Den udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunen blev nedkæmpet samme år. – S. 104.

20. Novoje Vremja (Ny Tid), dagblad der udkom i Petersbrug fra 1868 til 1917. Skiftede flere gange politisk retning. Var i tiden 1876-1905 talerør for de reaktionære adelige og embedsmandskredse. – S. 106.

21. Fra fabelen: Elefanten og Mopsen, af den russiske fabeldigter Krylov. – S. 106.

22. V. P. VorontsovS. 106.

23. Marx: Kapitalen, 1. bog 1, s. 97 – S. 108.

24. Marx’ brev til Ruge, september 1843. Marx/Engels: Werke, I, s. 344-345, Berlin 1974. – S. 109. [English version]

25. Den italienske naturforsker Luigi Galvani opdagede i 1786 ved forsøg med frømuskler den efter ham opkaldte galvaniske elektricitet (galvanisme), som opstår ved den kemiske virkning mellem et metal og f.eks. en fortyndet syre. – S. 110.

26. Hegelske triader. En triade er i filosofien begrebet for en tre-trins udvikling. Ideen om en udvikling gennem tre trin blev først fremsat af de hellenske filosoffer, neo-platonikerne. Senere er den kommet til udtryk hos de tyske idealistiske filosoffer Fichte og Schelling. I Hegels idealistiske filosofi nåede triaden sin mest gennemgribende udvikling. Han mente, at enhver udviklingsproces går gennem de tre trin: Tese, anti-tese, syntese. Andet trin betyder tilintetgørelse (negation) af det første, og overgangen til det er en forvandling til modsætningen. Tredje trin er en tilintetgørelse af det andet (negationens negation). Det indebærer en tilbagevenden til udgangsformen, blot nu beriget med et nyt indhold og på et nyt, højere grundlag. – S. 110.

27. Marx: Kapitalen, 1, bog 1, s. 102-104. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 449-450. – S. 114.

28. Marx: Kapitalen, 1, bog 1, s. 105. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 451. – S. 114.

29. Marx: Kapitalen, 1, bog 1, s. 106. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 451. – S. 114.

30. Marx: Kapitalen, 1, bog 4, s. 1061. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 455-456. – S. 117.

31. Marx: Kapitalen, 1, bog 1, s. 179. – S. 117.

32. Marx: Kapitalen, 1, bog 4, s. 1059-1061. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 453-455. – S. 118.

33. Marx: Kapitalen, 1, bog 4, s. 1061. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 455. – S. 119.

34. Engels: Anti-Dühring, s. 120-125, Dietz Verlag, Berlin 1973. – S. 120.

35. Otetjestvennyje Sapiski – Indenrigs Notitser – et litterært og politisk tidsskrift, som udkom i Petersburg siden 1820. Fra 1839 blev det den tids bedste og mest progressive tidsskrift. Efter nogen tilbagegang oplevede tidsskriftet efter 1868 under bl.a. forfatteren N. A. Nekrasovs ledelse igen en opblomstring, da den revolutionære og demokratisk indstillede intelliens skaredes omkring det. Efter Nekrasovs død 1877 fik narodnikkerne en afgørende indflydelse på tidsskriftet.

Otetjestvennyje Sapiski var til stadighed udsat for myndighedernes forfølgelse, og i april 1884 blev det standset af tsarregeringen. – S. 121.

36. Postoronny, udenforstående, var Mikhajlovskijs pseudonym. – S. 121.

37. Der henvises til følgende linjer i Det Kommunistiske Manifest (Marx/ Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 39):

»Kommunisternes teoretiske grundsætninger hviler aldeles ikke på ideer, på principper, som er opfundet og opdaget af en eller anden verdensreformator.

De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevægelse, der foregår for øjnene af os.« – S. 124.

38. Engels: Anti-Dühring, s. 87S. 125.

39. Marx’ brev til Ruge, september 1843. Marx/Engels: Werke, I, s. 345, Berlin 1974. – S. 130. [English version]

40. Lenin har her S. N. Jusjakov i tankerne, som var en af lederne bag Russkoje Bogatstvo. – S. 131.

41. Russkaja Mysl – Den Russiske Tanke – et månedsskrift, der forsvarede de liberale narodnikkers standpunkter. Udkom i Moskva fra 1880. I 90’erne, da der udspandt sig en polemik mellem marxisterne og de liberale narodnikker, overlod redaktionen undertiden spalteplads til marxisterne. – S. 132.

42. Der er tale om bondereformen 1861. – S. 135.

43. Der tænkes her på gruppen Arbejdets Frigørelse, den første russiske marxistiske gruppe, der blev oprettet af G. V. Plekhanov i Geneve 1883. To projekter til et program for de russiske socialdemokrater, som Plekhanov skrev i 1883 og 1885, spillede en stor rolle i forberedelserne til dannelsen af et marxistisk socialdemokrati i Rusland. Også Plekhanovs øvrige politiske litterære virksomhed var af stor betydning for marxismens fremvækst i Rusland. – S. 138.

44. Folkeviljen. Efter at narodnikkerne i 1870’erne havde været ude for en række nederlag i deres forsøg på at overbevise bønderne om, at landsbyfællesskabet ville blive udgangspunktet for landets socialistiske udvikling, sluttede flertallet sig sammen i organisationen Folkeviljen. Denne organisation tog et skridt fremad ved at gå over til politisk kamp mod det tsaristiske selvherskerdømme. Den mente imidlertid, at magten måtte erobres af en lille organisation af revolutionære, der bl.a. skulle benytte individuel terror. – S. 142.


Sidst opdateret 7.7.2013