Trykt i Marx’s bog »Kapitalen«, Hamburg, 1867. Efter teksten i 4. oplag (1890).
På dansk i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, s. 443-47, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Marxistiske Klassikere, mar. 2005.
Kopieret til Marxisme Online 27. juli 2008 iflg. aftale.
Det værk, hvis første bind jeg hermed overgiver til læserne, udgør fortsættelsen af mit i 1859 offentliggjorte skrift: »Til kritikken af den politiske økonomi«. Den lange pause mellem begyndelse og fortsættelse skyldes en langvarig sygdom, som atter og atter afbrød mit arbejde.
Indholdet af det tidligere skrift er resumeret i første kapitel af dette bind. [1] Dette er ikke alene gjort af hensyn til sammenhængen og fuldstændigheden. Fremstillingen er forbedret. For så vidt emnet på nogen måde tillod det, har jeg her videreudviklet mange punkter, som jeg tidligere kun havde antydet, mens omvendt spørgsmål, som blev udførlig fremstillet der, kun antydes her. Afsnittene om værdi- og pengeteoriens historie udgår nu naturligvis helt. Læserne af det tidligere skrift vil imidlertid i noterne til første kapitel finde nye kilder til denne teoris historie.
Al begyndelse er svær – det gælder i enhver videnskab. Det vil derfor volde størst vanskelighed at forstå første kapitel, navnlig det afsnit, hvori der gives en analyse af varen. Hvad nu specielt analysen af værdisubstansen og værdistørrelsen angår, så har jeg så vidt muligt populariseret den. [2] Værdiformen, som får sin færdige skikkelse i pengeformen, er meget indholdsløs og simpel. Alligevel har menneskeånden i mere end 2000 år forgæves søgt at trænge til bunds i den, mens på den anden side analysen af langt indholdsrigere og mere komplicerede former i hvert fald tilnærmelsesvis er lykkedes. Hvorfor? Fordi det er lettere at studere et fuldt udviklet legeme end en celle. Ved analysen af de økonomiske former kan man desuden hverken bruge mikroskop eller kemiske reagenser. Abstraktionsevnen må erstatte dem begge. For det borgerlige samfunds vedkommende er imidlertid arbejdsproduktets vareform eller varens værdiform den økonomiske celle. For den utrænede synes analysen af den at beskæftige sig med rene spidsfindigheder. Det drejer sig her faktisk om spidsfindigheder, men kun i samme forstand, som det i mikroanatomien drejer sig om spidsfindigheder.
Når man undtager afsnittet om værdiformen, vil man derfor ikke kunne beskylde denne bog for at være vanskelig at forstå. Jeg forudsætter naturligvis læsere, der vil lære noget nyt og derfor også vil tænke selv.
Fysikeren iagttager enten naturprocesserne der, hvor de viser sig i deres mest prægnante form og mindst påvirket af forstyrrende indflydelse, eller han foretager så vidt muligt eksperimenter under betingelser, der sikrer, at processen foregår i sin renhed. Jeg har i dette værk sat mig som opgave at udforske den kapitalistiske produktionsmåde og de dertil svarende produktions- og omsætningsforhold. Denne produktionsmådes klassiske hjemland er stadig England. Dette er grunden til, at dette land tjener som hovedillustration til min teoretiske redegørelse. Skulle imidlertid den tyske læser farisæisk trække på skuldrene ad de engelske industri- og landbrugsarbejderes forhold eller optimistisk slå sig til ro med, at det endnu langt fra står så dårligt til i Tyskland, så må jeg tilråbe ham: De te fabula narratur! [3]
I og for sig drejer det sig ikke om, hvorvidt de sociale modsætninger, der udspringer af den kapitalistiske produktions naturlove, har nået en højere eller lavere udviklingsgrad. Det drejer sig om selve disse love, om de tendenser, der virker og gør sig gældende med jernhård nødvendighed. Det i industriel henseende mere udviklede land viser kun det mindre udviklede land et billede af dets egen fremtid.
Men selv om vi ser bort fra dette, dèr, hvor den kapitalistiske produktionsmåde er dominerende hos os, f. eks. i de egentlige fabrikker, er forholdene langt dårligere end i England, fordi vi mangler den modvægt, som fabrikslovgivningen er. På alle andre områder lider vi ligesom hele det øvrige kontinentale Vesteuropa ikke blot under den kapitalistiske produktions udvikling, men også under dens mangel på udvikling. Foruden af de moderne ulykker rammes vi af en hel række nedarvede ulykker, der skyldes, at gammeldags, forældede produktionsmåder med deres følge af utidssvarende sociale og politiske forhold vegeterer videre. Vore lidelser skyldes ikke blot de levende, men også de døde. Le mort saisit le vif! [4]
Sammenlignet med den engelske er den sociale statistik i Tyskland og det øvrige kontinentale Vesteuropa elendig. Alligevel løfter den netop så meget af sløret, at man aner et medusahoved bagved. Vi ville forfærdes over vore egne tilstande, hvis vore regeringer og parlamenter ligesom i England nedsatte periodiske kommissioner til at undersøge de økonomiske forhold; hvis disse kommissioner blev udstyret med den samme myndighed som i England til at finde ud af sandheden; hvis det lykkedes at finde ligeså sagkyndige, upartiske og hensynsløse mænd til dette formål som de engelske fabriksinspektører, de engelske læger, der afgiver rapport om »Public Health« (helbredstilstanden), de engelske kommissionsmedlemmer, der undersøger udbytningen af kvinder og børn, bolig- og ernæringsforholdene osv. Perseus havde brug for en dølgekappe under forfølgelsen af uhyrerne, mens vi trækker dølgekappen godt ned om ørerne for at kunne benægte uhyrernes eksistens.
Man skal ikke hengive sig til illusioner. Ligesom den amerikanske uafhængighedskrig i det 18. århundrede ringede med stormklokkerne for det europæiske borgerskab, sådan ringede den amerikanske borgerkrig i det 19. århundrede med stormklokkerne for den europæiske arbejderklasse. I England er omvæltningsprocessen håndgribelig. Når den har nået et vist højdepunkt, må den slå over på kontinentet. Den vil der komme til at foregå i mere brutale eller mere humane former, alt efter den udviklingsgrad arbejderklassen selv har nået. Bortset fra højere motiver må de nu herskende klasser altså i egen interesse rydde alle de hindringer af vejen, som hæmmer arbejderklassens udvikling, og som man kan kontrollere ved lovgivningens hjælp. Jeg har derfor bl.a. givet den engelske fabrikslovgivnings historie, indhold og resultater en så udførlig plads i dette bind. Den ene nation skal og kan lære af den anden. Selv om et samfund er kommet på sporet af naturloven for sin udvikling – og det er den egentlige hensigt med dette værk at afsløre loven for det nuværende samfunds økonomiske udvikling –, kan det hverken springe over naturnødvendige udviklingstrin eller dekretere dem ud af verden. Men det kan forkorte eller mildne fødselsveerne.
Et ord for at undgå mulige misforståelser. Jeg tegner langt fra noget rosenrødt billede af kapitalister og godsejere. Men det drejer sig her kun om personer, for så vidt de personificerer økonomiske kategorier og repræsenterer bestemte klasseforhold og interesser. Mit standpunkt, der opfatter udviklingen af den økonomiske samfundsformation som en naturhistorisk proces, kan mindre end noget andet standpunkt gøre den enkelte ansvarlig for forhold, der har skabt ham i social henseende, hvor meget han end subjektivt hæver sig op over dem.
På den politiske økonomis område møder den frie videnskabelige forskning ikke blot den samme fjende som på alle andre områder. Emnets særegne karakter mobiliserer de heftigste, de småligste og mest hadefulde lidenskaber i menneskets bryst, egoismens furier, til kamp mod det. Den engelske højkirke tilgiver f.eks. snarere et angreb på 38 af dens 39 trosartikler end på 1/39 af dens pengeindtægter. Nu om stunder er selv ateismen en ringe synd, sammenlignet med kritikken af overleverede ejendomsforhold. Det er imidlertid tydeligt, at der her er ved at ske fremskridt. Jeg kan f.eks. henvise til den for nogle uger siden offentliggjorte blåbog »Korrespondance med Hendes majestæts gesandtskaber i udlandet om spørgsmål vedrørende industrien og fagforeningerne«. Den engelske krones udenlandske repræsentanter udtaler her med tørre ord, at en gennemgribende forandring af det bestående forhold mellem kapital og arbejde er ligeså mærkbar og ligeså uundgåelig i Tyskland, Frankrig og kort sagt alle kulturstater på det europæiske fastland, som det er i England. På den anden side af Atlanterhavet udtalte samtidig hr. Wade, De Forenede Staters vicepræsident, på offentlige møder, at efter slaveriets afskaffelse stod en gennemgribende ændring af ejendomsretten til kapital og jord på dagsordenen! Det er altsammen tidens tegn, der ikke lader sig skjule af purpurkapper eller sorte munkekutter. De betyder ikke, at der i morgen vil ske mirakler. De viser, at der selv i de herskende klasser dæmrer en anelse om, at det nuværende samfund ikke er en fast krystal, men en organisme, som er i stand til at forandre sig, og som bestandig er i færd med at forandre sig.
Andet bind af dette skrift vil behandle kapitalens cirkulationsproces (2. bog) og de former, den samlede proces antager (3. bog), det afsluttende tredje bind (4. bog) teoriens historie.
Jeg vil være glad for enhver videnskabelig underbygget kritik. Med hensyn til den såkaldte offentlige menings fordomme, som jeg aldrig har gjort indrømmelser, holder jeg mig nu som før til den store florentiners valgsprog:
Segui il tuo corso, e lascia dir le genti! [5]
1. I første udgave var første bind af »Kapitalen« inddelt i kapitler, der svarer til afsnittene i de senere udgaver; det her nævnte første kapitel svarer altså til første afsnit (kapitlerne I til III) i de senere udgaver. – Red.
2. Dette synes at være så meget mere nødvendigt, som endog F. Lassalles skrift mod Schultze-Delitzsch indeholder betydelige misforståelser i det afsnit, hvor han hævder, at han giver den »åndelige kvintessens« af min fremstilling af disse emner. En passant: Når F. Lassalle næsten ordret har lånt samtlige almindelige teoretiske sætninger i sine økonomiske afhandlinger, f.eks. om kapitalens historiske karakter, om sammenhængen mellem produktionsforholdene og produktionsmåden, osv., osv., lige ned til den af mig skabte terminologi, fra mine skrifter, endog uden kildeangivelse, så er denne fremgangsmåde vel blevet bestemt af propagandahensyn. Jeg taler naturligvis ikke om enkelthederne i hans fremstilling og hans praktiske anvendelse af teorierne, som jeg intet har at gøre med. (Anmærkning af Marx).
3. Det er dig, historien handler om! – Red.
4. Den døde griber den levende! – Red.
5. Gå din egen vej, og lad folk snakke! (Dante). – Red.
Sidst opdateret 27.7.2008