Marxisme Online > Arkiv > Hans Lauge
Artiklen er en bearbejdning af et oplæg holdt på Internationale Socialisters årsmøde i november 1989. Optrykt i International Socialisme. Politiske arbejdstekster nr. 11, juni 1990.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. sep. 2013.
Demokratisk centralisme er det organisationsprincip, som traditionelt har været anvendt i “kommunistiske” partier ‒ både stalinistiske og revolutionære. Med den aktuelle demontering af regimerne i de statskapitalistiske lande og opgøret med stalinismen får diskussionen af demokratisk centralisme et dobbelt formål. For det første er det naturligvis vigtigt for udviklingen af det revolutionære venstre og for opbygningen af IS, at vi gør os klart, hvilken type organisation, vi arbejder os hen imod, og hvilke redskaber, vi anvender dertil. Men for det andet stiller opgøret med ét-parti-regimerne i Øst os over for at skulle svare på, præcist hvad der adskiller os som revolutionære fra stalinismen. Er vi ikke i stand til at løse denne grundlæggende opgave klart og forståeligt, er vi heller ikke i stand til at argumentere troværdigt for, at socialismen fortsat er påtrængende aktuel såvel i Øst som i Vest.
Kritikken af stalinismen og de statskapitalistiske regimer er imidlertid en stor mundfuld for en lille artikel. Jeg skal derfor nøjes med at behandle de spørgsmål, som knytter sig nærmest til forståelsen af den demokratiske centralisme: partiopfattelsen og forholdet parti ‒ klasse. Gennem behandlingen af disse spørgsmål skulle det forhåbentlig blive klart, at den demokratiske centralisme ikke er noget én gang givet, men en arbejdsstil, som skifter og ændrer karakter i overensstemmelse med organisationens og klassekampens udvikling. Og ikke mindst, at stalinismen har været i stand til at pervertere denne arbejdsstil over i en række rigide principper, der har ændret dens indhold og funktion radikalt. I stedet for at være et redskab til frigørelse og demokrati for det store flertal, er stalinismens demokratiske CENTRALISME blevet et redskab til undertrykkelse og udbytning.
Lenins enkle definition af demokratisk centralisme er “enhed i handling, frihed til kritik”. I denne forstand er den demokratiske centralisme ikke blot en ledetråd i politiske organisationer, men for alt organisationsarbejde i arbejderklassen. Arbejderklassens eneste styrke er enheden, kollektiviteten i handling. Således kan man sige, at enhver strejkesituation rummer elementer af demokratisk centralisme. Hvert eneste kampskridt må diskuteres nøje igennem, men efter en vedtagelse er det gældende for alle. Såvel centralismen som demokratiet er altså rodfæstede principper i selve arbejderklassens organisering. Den, som bryder enheden i en strejkesituation, er en strejkebryder og må om nødvendigt bankes på plads. Den, som forsøger at bryde den åbne demokratiske afgørelse om hvert enkelt kampskridt, sår mistillid til kollektiviteten, begrænser aktiv deltagelse og må ligeledes pilles ned.
En ting er imidlertid enheden på arbejdspladserne og i klasseorganisationerne, fagforeningerne. Her er arbejderklassen tilstede i alle dens afskygninger, ideologisk og politisk. Og her er vi af tvang, for at tjene til føden. Noget ganske andet er enheden i en politisk organisation. Der er vi frivilligt og på baggrund af en række fælles ideer og mål. Det giver centralismen en helt anden dimension: Den bliver rygraden i en politisk kamporganisation, der gennem handling og agitation kan gribe ind og præge udviklingen i resten af klassen. Centralismen er selve partiets berettigelse. Uden den kunne vi lige så vel organisere os i en strikkeklub eller oprette en socialistisk søndagsskole.
Mange mener, at centralismen og demokratiet er modsætninger, som står over for hinanden eller begrænser hinanden. Det er da også erfaringen fra både socialdemokratiske og stalinistiske organisationer, hvor arbejdernes selvaktivitet aldrig har stået i høj kurs. Men i vores forståelse må vi fastholde, at centralismen ganske enkelt ikke har nogen mening, hvis den ikke bygger på den demokratiske mekanisme. Partiets opgave er jo grundlæggende at kunne gribe ind i den pulserende og konstant foranderlige klassekamp ‒ for i sidste ende at kunne spille en ledende rolle i magtovertagelsen. Partiets indgriben må bygge på helt præcise analyser af styrkeforhold, stemningsskift og muligheder, og disse analyser bygger på medlemmernes vurderinger. Kun gennem partiets brede forankring i arbejderklassen og gennem medlemmernes frie diskussion bliver partiet i stand til at danne sig dét billede af klassekampssituationen, som er forudsætningen for handlen. Hvis kommunikationsvejene bliver ensrettede mellem top og bund i organisationen, eller hvis tendenser som “ledelsen har (altid) ret” sætter sig igennem, så er vejen banet for analytisk selvbedrag og politiske fejltagelser. Derfor har centralismen, handlingen, kun mening, hvis den bygger på demokratiet.
Som det fremgår af ovenstående, er den demokratiske centralisme betegnelsen for den måde et revolutionært parti fungerer ‒ altså en organisation, som er solidt forankret i arbejderklassen, og som har en vis indflydelse på klassekampens udvikling. For en lille, partiforberedende propagandagruppe som IS har det ingen mening at tale om demokratisk centralisme, da vores “handling” først og fremmest er af politisk-propagandistisk karakter. Og dog! Den demokratiske centralisme er ikke nogle regler, man kan vedtage på en kongres, men en kollektiv arbejdsstil, som bygger på dialektikken mellem diskussion og beslutning, beslutning og handling. Handlingen er ikke blot en mekanisk udførelse af ledelsens beslutninger, men forudsætter en høj grad af initiativ og politisk modenhed hos alle partiets medlemmer. Denne selvstændighed inden for centralismens rammer er noget, som kun kan opbygges på baggrund af mange års fælles skoling, handlen, diskussion, kritik og selvkritik. Kort sagt: erfaring. Derfor er det vigtigt, at vi allerede i dag holder os dette sigte for øje i vores opbygningsarbejde.
Indholdet i de demokratiske og centralistiske former ændrer sig altså i takt med forholdet mellem parti og klasse, ligesom det skifter karakter i overensstemmelse med forholdet mellem klasserne. I skærpede perioder, hvor kravet til revolutionær indgriben er størst, vil den demokratisk-centralistiske arbejdsstil naturligvis have en mere ultimativ karakter end i perioder, hvor propagandaen dominerer. Men inden vi ser nærmere på indholdet i disse skift, skal vi kort se på, hvordan disse forhold har udviklet sig gennem vores tradition.
Marx udviklede aldrig en egentlig partiteori. Hans tanker om arbejderklassens politiske organisering er præget af hans periode: arbejderklassens fødsel og første erfaringer med revolutionær kamp. Der er derfor nogle uafklarede punkter i Marx’s værker om disse forhold.
I Manifestet (1848) skiver han:
“Alle hidtidige klasser, der har erobret magten, har søgt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun erobre de samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.
Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser, eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.” [1]
Således begrunder Marx visionen om det klasseløse, kommunistiske samfund. Kun ved at arbejderklassen, den i forhold til produktivkræfterne eneste besiddelsesløse klasse, tager magten, banes vejen for ophævelse af al klassedannelse overhovedet. Den proletariske revolution er altså i selve sin karakter det store flertals opstand.
Går vi videre ‒ eller rettere tilbage ‒ til “Den tyske Ideologi” (1845-46), finder vi en anden hjørnesten i den marxistiske filosofi: materialismen. Han skriver:
“I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker, dvs. den klasse, som er samfundets herskende materielle magt, er samtidig dets herskende åndelige magt. Den klasse, som har midlerne til materiel produktion til sin disposition, disponerer samtidig over midlerne til åndelig produktion, så at deres tanker, der må undvære midler til åndelig produktion, hermed også gennemgående vil være underkastet den. De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle forhold, ikke andet end de herskende materielle forhold i form af tanker; altså de forhold, som netop gør denne klasse til den herskende, altså tankerne om dens herredømme.” [2]
Ifølge den marxistiske teori om bevidsthedsdannelse er den herskende klasse i stand til at præge samfundets store flertal med egen bevidsthed. Under kapitalismen er borgerskabet således i stand til at få den private ejendomsret til produktionsmidlerne til at fremstå som noget naturligt, at få arbejderne til at opfatte sig selv som selvstændige og indflydelsesrige borgere frem for medlemmer af en udbyttet klasse osv.
Vi er her på sporet af et dilemma. Hvordan udvikler “det uhyre flertals selvstændige bevægelse” sig, når samme flertal er præget af borgerskabets ideologi? Dilemmaet bliver ikke mindre, når vi ser på Marx’s opfattelse af politisk organisering (vi er nu tilbage i Manifestet):
“Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier.
De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser.
De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.” [3]
Kommunisterne repræsenterer her iflg. Marx intet andet end selve bevægelsen i arbejderklassen hen imod at konstituere sig selv som klasse. Det betyder imidlertid ikke, at selvstændig organisering ikke er nødvendig; men det er det kun, når bevægelsen er til stede. Efter den tyske 1848-revolution, hvor det endeligt havde vist sig, at borgerskabet var blevet en reaktionær kraft og ikke udgjorde en alliancepartner for arbejderklassen mod krone og adel, skrev Marx i den såkaldte “martsadresse” til Kommunisternes Forbund:
“(Forbundets afdelinger) slappede deres forbindelser med centralledelsen og lod dem efterhånden helt dø hen. Mens altså det demokratiske parti, småborgerskabets parti, organiserede sig mere og mere i Tyskland, mistede arbejderpartiet sin eneste faste støtte. Når det kom højt, var det organiseret på enkelte steder med lokale formål og kom derved i den almindelige bevægelse fuldstændig under de småborgerlige demokraters herredømme og ledelse.
... arbejderpartiet må altså optræde så organiseret, så sammensvejset og så selvstændigt som muligt, hvis ikke det igen ligesom i 1848 skal lade sig udnytte af borgerskabet og følge i dets kølvand.” [4]
Disse linjer skrev Marx ud fra forventningen om et snarligt klassekampsopsving i 1850, altså i en situation, hvor bevægelsen var ‒ eller forventedes at være ‒ i udvikling. Beskrivelsen af partiets opgaver ligner den parti-opfattelse, vi kender i dag. Centralismen er vigtig, for det første for at fastholde en politisk selvstændighed over for andre strømninger, og for det andet for at kunne handle som en kamporganisation. Umiddelbart efter, at Marx havde skrevet martsadressen, blev det imidlertid klart, at kampbevægelsen ikke ville fortsætte, og Kommunisternes Forbund blev nedlagt. Og ganske i overensstemmelse med Marx’s opfattelse af, at politisk organisering hører til i en revolutionær periode, og dermed principielt omfatter hele klassen, forblev han uorganiseret indtil 1864, hvor Internationalen blev oprettet.
Opfattelsen af, at politisk organisering først og fremmest var nødvendig i perioder med skærpet klassekamp, blev ændret efter Internationalen. Under ideologisk indflydelse fra folk som Lasalle og Bernstein udviklede det toneangivende tyske socialdemokrati en evolutionistisk opfattelse af, at arbejderklassens organisering ville skride frem som en ubrudt udviklingsproces, hvorved vejen banedes for en reformistisk strategi. Hvis stadig større dele af arbejderklassen ville lade sig organisere i arbejderbevægelsen ‒ og dermed i socialdemokratiet ‒ ville den parlamentariske indflydelse blive den centrale faktor i magtovertagelsen. Man fastholdt således Marx’s opfattelse af arbejderbevægelsens karakter af “det uhyre flertals selvstændige bevægelse” og nødvendigheden af en centraliseret politisk organisation. Socialdemokratiet var således fortsat det politiske udtryk for hele klassen, og en splittelse inden for partiet betragtedes dermed som en splittelse i klassen ‒ en sekterisk opfattelse, som vi kan se den dag i dag. Når det danske socialdemokrati automatisk er repræsenteret i LO’s forretningsudvalg, afspejler det præcist dette “ejerforhold”.
Hvad, man til gengæld gjorde op med, var Marx’s materialistiske opfattelse af bevidsthedsudviklingen (“de herskende tanker ...”) og klassekampen som historiens drivkraft. I stedet satte man en idealistisk tro på, at arbejderklassen ville komme til bevidsthed om egne interesser som klasse uafhængigt af styrkeforholdene klasserne imellem. Det var forudsætningen for det uproblematiske forhold mellem parti og klasse og baggrunden for, at partiet umiddelbart kunne repræsentere hele klassen. Selv på socialdemokratiets venstrefløj, hvor f.eks. Rosa Luxemburg insisterede på klassekampens betydning og klassebevidsthedens udvikling i ryk, fastholdt man opfattelsen af, at socialdemokratiet principielt organiserede hele klassen. Et forhold, der gav sig udslag i den meget sene dannelse af en egentlig revolutionær organisation i Tyskland, og som dermed spillede en ikke ubetydelig rolle for den tyske revolutions nederlag i perioden 1918-23.
For at finde en reel videreudvikling af Marx’s brokker til en teori om arbejderklassens politiske organisering, skal vi frem til umiddelbart efter århundredskiftet, hvor Lenin på det russiske socialdemokratis anden kongres driver partiet ud i en splittelse. Kongresdiskussionen er indgående beskrevet i hans bog Et skridt frem ‒ to tilbage. Et af de centrale spørgsmål på kongressen var, hvem som kunne regnes som medlemmer af partiet. Hertil lå der 2 forslag: et fra Martov, som dannede udgangspunkt for mindretalsfraktionen (mensjevikkerne), og et fra Lenin, der således dannede udgangspunkt for flertalsfraktionen (bolsjevikkerne).
Mensjevikkernes linje var, at enhver som godkender partiets program og arbejder ud fra partiets retningslinjer, skulle være at regne som medlem. Heroverfor mente bolsjevikkerne, at medlemskab måtte forudsætte aktiv deltagelse i en af partiorganisationerne og økonomisk støtte til partiet.
Dette forekommer måske i dag banalt; men uenigheden var af principiel karakter og udtrykte på daværende tidspunkt et spring fremad i organisationsforståelse.
Bolsjevikkernes linje byggede på en bog, Lenin havde forfattet 2 år tidligere: Hvad må der gøres?. Heri fremlægger han perspektivet om opbygningen af det russiske socialdemokrati som en super-centraliseret og konspirativt opbygget organisation, grundet den stærke repression fra det zaristiske politi. Det, der er vigtigt her, er, at Lenin også i dette skrift fastslår nødvendigheden af at skelne skarpt mellem arbejdernes klasseorganisationer, hvor arbejderklassen som helhed er organiseret, på den ene side, og organiseringen af revolutionære på den anden. Altså et opgør med opfattelsen af, at den politiske organisering principielt omfatter hele klassen.
Lenins linje bygger her videre på den materialistiske opfattelse af, at i stabile perioder uden voldsomme opsving i klassekampen og i perioder med nedgang vil kun et lille mindretal være modtagelige for revolutionære ideer, mens partiet i revolutionære perioder kan vinde bred opbakning og udvikle sig til et masseparti, jvf. Manifestets “det uhyre flertals selvstændige bevægelse”. Netop fordi kapitalismen og den borgerlige ideologi konstant banker splittelser ned gennem arbejderklassen, i dag f.eks. mellem faglærte og ufaglærte, mænd og kvinder, sorte og hvide osv., så vil den politiske udvikling i klassen foregå spredt og ulige. Bevidstheden om egne interesser som klasse vindes gennem de konkrete kampe, og da klassekampen foregår ujævnt og i spring, vindes det store flertal først for revolutionære ideer i løbet af selve den revolutionære proces, hvor borgerskabets økonomiske, politisk og ideologiske herredømme bliver brudt.
Opgaven for de revolutionære bliver så i de perioder, hvor masseopstanden ikke står på dagsordenen, at organisere det mindretal i arbejderklassen, som reelt er det aktive og fremaddrivende lag i klassens aktuelle forsvarskampe ‒ avantgarden.
Begrebet avantgarde skal forstås som et objektivt begreb, altså den del af klassen, som efterviseligt fungerer organiserende, drivende og ledende i de konkrete klassekampe. Avantgarde-opfattelsen er altså ikke udtryk for, at et lille, isoleret revolutionært mindretal alene i kraft af medlemskab af en revolutionær gruppe udgør avantgarden eller dele deraf. Tværtimod er avantgarde-opfattelsen udtryk for en central politisk opgave for sådanne grupper: den politiske organisering af arbejder-avantgarden er nøglen til at spille en ledende rolle i den revolutionære opstand.
Forståelsen af arbejderklassens uensartede politiske udvikling og den analytiske skelnen mellem masse og avantgarde inden for arbejderklassen åbner forholdet mellem parti og klasse som et problem. Hvordan kan en mindretalsorganisering inden for arbejderklassen gøre krav på at repræsentere hele klassens interesser? Hvordan skal dette mindretal arbejde for, at klassens flertal vindes for de revolutionære ideer, og hvordan sikrer vi os, at dette mindretal ikke stivner i en selvbekræftende dogmatik, som vil blokere selve denne proces? Hvordan sikrer vi os med andre ord, at det organiserede mindretal indoptager klassens erfaringer og “lærer” af dem, og at vi som revolutionære, på trods af at udgøre et mindretal, hele tiden er fuldt på højde med de aktuelle muligheder i klassekampsudviklingen? Forståelsen af den demokratisk-centralistiske arbejdsstil udgør en del af svaret herpå.
Klassekampen foregår som en ubrudt proces af tildragelser, en række oftest enkeltstående og isolerede konfrontationer og kampe, som i sin totalitet afspejler styrkeforholdet mellem klasserne. Set fra det enkelte fabriksgulv vil totaliteten imidlertid oftest fortabe sig i den lokale virkeligheds komplekse net af aftaler, kutymer, intriger og forventninger. For at se den enkelte konflikts placering og betydning i forhold til det overordnede styrkeforhold mellem klasserne kræves der en bearbejdning af de lokale erfaringer. Det kræver stillingtagen til samfundet i sin helhed og tilbageføring af viden om erfaringer fra andre tidligere eller samtidige konflikter. Dette forhold beskrev Lenin i “Hvad må der gøres?” som forholdet mellem spontanitet og bevidsthed. Partiets rolle var således iflg. Lenin at tilføre den spontane bevægelse en bevidst orientering gennem partiets kollektive indgriben, gennem agitation og propaganda. Kort sagt gennem en centraliseret indsats.
Nu forudsætter jo enhver handling et bevidst element. Lenin er ofte blevet misforstået derhen, at de ikke-partiorganiserede arbejdere skulle repræsentere en spontan ikke-bevidsthed. Det er der ikke tale om. Selv den mindste, isolerede konflikt om kaffepausens længde forudsætter bevidsthed om egen interesser og om tilstedeværelsen af en interessekonflikt. Det som er vigtigt er, at enhver krusning i klassekampen rummer muligheden for ny bevidsthed, hvis den bearbejdes og betragtes ud fra helheden. Og vel at mærke ny bevidsthed, ikke blot for de involverede arbejdere, men også for den politiske organisation.
Partiets centraliserede indgriben i de sociale kampe bygger på dets teori og analyse af den konkrete klassekampsudvikling. Men dette grundlag for handlingen er ikke noget én gang givet, det er et forhold under konstant udvikling. Marxismen er ikke en katekismus for udenadslære af dogmer, men en metode til at analysere og forstå virkeligheden. De væsentligste dele af Marx’s politiske teori er udviklet på baggrund af erfaringerne fra de revolutionære kampe 1848-50 og 1871, hhv. forståelsen af borgerskabet som endegyldig reaktionær klasse og kommunen eller rådet som den form, hvorunder arbejderklassens selvfrigørelse finder sted. På samme måde ‒ faktisk i endnu højere grad ‒ må en revolutionær organisation i dag være i stand til at bearbejde og indoptage nyvundne erfaringer samt kritisk revidere den erfaringsmængde, som er opsamlet i organisationens teoretiske grundlag. Dette kræver en meget høj grad af åbenhed og deltagelse udadtil, ligesom det kræver en veludviklet demokratisk mekanisme indadtil, hvor enhver indvundet erfaring kan gøres til genstand for diskussion og kritik/selvkritik. Hvor altså dialektikken mellem spontanitet og bevidsthed stiller krav om partiets centraliserede handlen eller praksis, der stiller dialektikken mellem indgriben og læring krav om demokratisk erfaringsbearbejdning.
Vender vi et øjeblik tilbage til forholdet mellem spontanitet og bevidsthed, er det klart, at det generelle styrkeforhold mellem klasserne betinger rammerne for den spontane bevægelses udvikling, og således virker bestemmende ind på den karakter, som forholdet mellem spontanitet og bevidsthed må antage i en given situation. I en situation, hvor arbejderklassen er i defensiven, og de sociale kampe er få og spredte, vil den spontane politiske orientering være sektionalistisk og reformistisk, og partiets opgave vil være at pege på en generalisering og spredning af kampen. I en periode præget af arbejderklassens offensiv, hvor de sociale kampe spredes som en steppebrand, vil en del af den spontane orientering gå i retning af at generalisere kampenes indhold. De udvikler sig til politiske kampe. Dette sker, fordi den fælles interesse fremstår mere synlig i kraft af de mange konflikter, fordi så mange får mulighed for “ny bevidsthed” gennem selve kampens dynamik, og endelig fordi kampbevægelsen udtrykker et skift i styrkeforholdet mellem klasserne, hvorved der opstår sprækker i borgerskabets ideologiske dominans. Der er med andre ord tale om en selvforstærkende mekanisme. Den form, hvorunder klassekampen udvikler sig, er således ikke en lineær proces, men præget af brud og voldsomme ryk.
Det faktum, at en del af den spontane orientering i et klassekampsopsving går i retning af at generalisere kampenes indhold til en egentlig klassekamp, betyder ikke, at der så ikke længere er behov for et revolutionært partis indgriben. Tværtimod. For det første er det kun en del af den spontane orientering, som peger i den retning. Mere tilbagestående dele af klassen vil trække i en anden retning ‒ den ideologiske kamp skærpes i arbejderklassen. For det andet vil behovet for politisk overblik og helhedsforståelse blive akut, og nødvendigheden af en centraliseret kraft, som kan være drivende i opstillingen af nye kampmål, vil blive påtrængende. Dette behov kulminerer med selve magtovertagelsen.
Klassekampens udviklingslogik ‒ den selvforstærkende og rykvise udvikling ‒ er det, som nødvendiggør partiopbygningsarbejdet i nedgangsperioder. Hvis vi venter, vil vi i klassekampsopsvinget stå med en uskolet og politisk svag organisation. Erfaringerne fra Tyskland 1918-23 taler som sagt for sig selv. Men selv om vi opbygger på livet løs i dag, så ved vi som marxister, at vi i et klassekampsopsving kun vil repræsentere en lille minoritet i klassen. Det rummer et problem. Hvordan udvikler vi evnen til som mindretal at have følingen med udviklingen i hele klassen? Jo mere klassekampen skærper til, desto mere påtrængende bliver problemet. I en revolutionær proces kan der i løbet af dage ske mere, end der er sket i løbet af de forudgående mange tiår. Paroler, som var for avancerede om formiddagen, kan være tilbagestående og hæmmende for kampen om aftenen ‒ de seneste måneders udvikling i Østeuropa illustrerer dette glimrende.
En del af nøglen til dette problem ligger igen i den demokratiske centralisme ‒ og i forståelsen af kadreudvikling. Kun ved at partiets altafgørende medlemsbasis består af velskolede ledende arbejdere, som er i stand til at analysere og handle selvstændigt på partiets grundlag, kan denne føling med klassekampens “nerve” udvikles tilstrækkeligt fint. Det er derfor meget vigtigt, at vi forstår, at organisationens kerne, garanten for traditionen og politikudviklingen, er den brede gruppe af velskolede medlemmer ‒ ikke ledelsen. Ledelsen er nødvendig for at sikre centralismen, den kollektive handlen og fælles politiske orientering. Men hvis ledelsen opkaster sig til centrum for politikudviklingen, hvis kommunikationsvejene bliver ensrettede, og demokratiet går fløjten, så er der tale om et sygdomstegn. Kadreudvikling består således ikke (blot) i teoretisk indlæring, men i lige så høj grad i at lære at fungere ledende udadtil, at analysere mulighederne i en situation og at kunne udstikke en holdbar linje for udviklingen af en konflikt m.v. Kadreudvikling og demokratisk centralisme er følgelig uforenelig med enhver form for dogmatik og ledelsesfiksering.
Det er af ovenstående forhåbentlig fremgået, at demokratiet og centralismen i en revolutionær organisation er 2 sider af samme sag ‒ at det ene element bliver meningsløst uden det andet. Men også, at det konkrete indhold og de former, den demokratiske centralisme udvikler sig under, skifter med klassekampen og graden af organisationens udvikling. Vi skal i det følgende kort gennemgå hovedlinjerne i disse skift.
Den demokratiske centralismes former og indhold skifter, som forholdet mellem parti og klasse udvikler sig, og stiller partiet over for nye politiske opgaver. Nedenstående opdeling er meget skematisk og overordnet, og giver altså ikke noget præcist billede, der kan bruges i en konkret analyse af en organisation. Da den demokratiske centralisme skal forstås en fælles arbejdsstil, der udvikles over tid i organisationen, skal opdelingen altså forstås som en fortsat opsamling af stadig mere omsiggribende karakter.
1) Centralismen i en smågruppe af f.eks. IS’s karakter er vigtig forstået som kollektiv arbejdsstil. Med de få ressourcer, organisationen har til rådighed, er det nødvendigt for at sikre en kollektiv prioritering af kræfterne. Uden fælles prioritering er det umuligt at intervenere politisk og høste kollektive erfaringer.
2) Centralismen er i politisk forstand vigtig for at kunne orientere medlemmerne i forhold til arbejderklassen. Som smågruppe er rekrutteringsaspektet et overlevelsesspørgsmål, hvorfor man i perioder kan være nødsaget til at tilsidesætte den klassemæssige orientering, jvf. IS’s aktuelle studenterarbejde. Centralismen er her vigtig for at kunne orientere hele organisationen såvel mod arbejderklassens strategiske betydning som mod de aktuelle kampe.
3) Endelig er centralismen en forudsætning for at kunne fungere i den politiske kamp mod borgerlige tendenser og mod andre politiske strømninger i arbejderklassen. Det handler om i fællesskab at udmønte partiets generelle politik i konkrete og aktuelle argumenter, samt om et fælles ansvar for at føre dem frem udadtil.
1) Den vigtigste demokratiske opgave er at skole i princippet alle organisationens medlemmer til at fungere som politiske ledere, såvel i klassekampen som i partiopbygningen. Kadreskoling.
2) Den fuldstændige åbenhed i diskussionen og friheden til kritik af organisationens politiske linje er nødvendig for at kunne bekæmpe de tendenser til bureaukratisering, dogmatisme, konservatisme og selvtilstrækkelighed, som uvægerligt vil udvikle sig i en lille isoleret gruppe. Især må ledelsen være omhyggelig og samvittighedsfuld over for at lægge divergerende standpunkter frem, hvorved organisationens politik netop kommer til at fremstå som resultatet af politiske overvejelser og brydninger, og ikke som “den korrekte linje”.
3) Den interne diskussion er endvidere vigtig for at udvikle medlemmernes evne til at argumentere med nogen, de ikke er enige med. I en organisation, hvor det politiske miljø er præget af dogmatik og rygklapperi, vil den fornødne klarhed og skarphed i argumentationen aldrig kunne opnås.
Overgangen til partidannelse forudsætter en forudgående periode med skærpet klassekamp, hvor de materielle betingelser for fremvæksten af en avantgarde skabes. Partidannelsen forudsætter endvidere, at den partiforberedende gruppe har formået at skabe en reel politisk forankring i denne avantgarde.
1) I modsætning til den partiforberedende smågruppe vil et revolutionært parti kunne spille en ledende rolle i (nogle af) de sociale kampe. Centralismen er nu nødvendig for at kunne udfylde denne ledende rolle politisk: at kunne udstikke en linje for videreudvikling af kampen, at kunne generalisere og politisere samt kæde kampen sammen med et socialistisk perspektiv.
2) Med afsæt i de konkrete kampe bliver det en hovedopgave at gennemtvinge de første begrænsede opgør med reformismens dominans i arbejderklassen. Dette indebærer opbygning af alternative lederskaber i klassen, hvor dette er muligt, altså organiseringer eller grupper uden for partiet, der kan fungere som selvstændige initiativ- og erfaringsopsamlings-centre i klassen. Disse gruppers konkrete organisatoriske form kan ikke bestemmes på forhånd, ‒ om der er tale om fagforeningsoppositioner, brede tværfaglige aktiv-fora eller arbejdspladsgrupper er i denne forstand ligegyldigt. Det afgørende er, at de spredte tendenser til opgør med en reformistisk bevidsthed får en organiseret form. Et (eller flere) revolutionært parti, som har en solid forankring i avantgarden, vil helt naturligt spille en afgørende rolle i sådanne organiseringer. Centralismen bliver derfor vigtig forstået som en kollektiv arbejdsstil, der på en gang tillader de revolutionære at spille en ledende rolle, uden at disse organiseringer bliver spændt for en parti-taktisk vogn. I stedet for at udvikle dem til styrede marionet-organer må partimedlemmerne lære at rekruttere de folk, som er politisk modnet til at tage stilling til partiets politik i sin helhed.
3) I perioden op til og omkring partidannelsen er det vigtigt, at partiet udvikler sin politik konkret for alle samfundslivets områder med aktuelle svar for udviklingen af boligkampen, kønskampen, kunst og kultur osv. De generelle strategiske principper opsamles i et partiprogram. Gennemsætningen af dette politiske grundlag for hele partiet kræver en i høj grad centraliseret organisationsform.
1) De skærpede klassekampsbetingelser og eksistensen af en handlekraftig avantgarde gør, at klassekampen antager en mere dynamisk form. De politiske ryk både fremad og tilbage (nedgang) bliver voldsommere og mere uforudsigelige. For at partiet kan fungere som en indgribende kamporganisation er det derfor, som ovenfor skildret, vigtigt, at partiets indgriben og aktuelle linje bliver udviklet direkte på baggrund af medlemmernes erfaring og føling med klassen.
2) Alle partier ‒ selv det mest velskolede og mest demokratisk opbyggede parti ‒ begår alligevel fejl. Det er imidlertid ikke så farligt, blot fejlene rettes. Dette forudsætter et levende internt diskussionsmiljø, hvor intet ‒ heller ikke ledelsens linje ‒ tages for givet, og hvor såvel kritik som selvkritik kan foregå på et solidarisk grundlag. I takt med partiets øgede indflydelse på klassekampen må vi også regne med faren for infiltration fra efterretningstjeneste og ekstrem højrefløj. Også her er partiets demokratiske fundament i politikudviklingen den vigtigste forholdsregel til at sikre klassegrundlaget og den revolutionære orientering. Alternativet er en selvforstærkende cirkel af konspiration og autoritære tiltag.
3) Ligesom partiets aktuelle politik må stå til løbende diskussion, er det vigtigt, at programmets overordnede strategiske retningslinjer ikke selvstændiggør sig som dogmer og givne svar. Dette kan kun sikres ved at tillade, at uenigheder og diskussioner af strategisk karakter kan rummes inden for partiet. Det er dog vigtigt, at disse uenigheder ikke anfægter organisationens handlekraft. Diskussioner af strategisk karakter må derfor føres åbent og fordomsfrit; men de må føres til ende, således at en flertalsafgørelse respekteres af alle. Et mindretal, som efter en afgørelse på et centralt strategisk spørgsmål føler, at de ikke kan efterleve beslutningen, må forlade organisationen.
En periode med masserekruttering forudsætter, at styrkeforholdet er afgørende ændret til arbejderklassens fordel, og at flertallet i arbejderklassen bevæger sig hen imod et opgør med borgerskab og kapitalisme. Dette er utænkeligt uden en voldsom økonomisk krise, hvorfor borgerskabet som oftest vil være politisk og ideologisk splittet. Dette betegner vi som en revolutionær situation. Om det faktisk munder ud i en social revolution eller i et kraftigt repressivt tilbageslag, afhænger af en række såvel subjektive som objektive faktorer. Her er eksistensen af et erfarent, velskolet og velforankret revolutionært parti af helt afgørende betydning.
1) For at udnytte de revolutionære muligheder er det nødvendigt, at partiet fungerer som indbegrebet af en politisk kamporganisation, dvs. under ét udmønter alle organisationens kollektive evner: analyse af situationen, dag-til-dag føling med klassekampen, evne til at udstikke en linje og sætte den igennem i praksis, kunne erkende fejl og ændre linje for organisationen på en studs samt at fastholde en snæver forbindelse mellem udviklingen af dagskampen og det socialistiske perspektiv. Alle kadrer fungerer som selvstændige ledere i klassekampen, uden at dette går ud over centralismen. Eller rettere sagt: alle er i stand til at fungere selvstændigt som en udmøntning af centralismen. Som en kollektiv og frivilligt valgt arbejdsstil grænser centralismen til militærisk disciplin.
2) Netop i en revolutionær situation er det altafgørende vigtigt, at partiet på en gang er i stand til at fastholde sin politiske selvstændighed (jvf. Marx 1850) og er taktisk manøvredygtigt. I forbindelse med en magtovertagelse vil taktiske alliancer med andre sociale lag og politiske strømninger blive en sandsynlig nødvendighed. Således skrottede Lenin og bolsjevikkerne i forbindelse med magtovertagelsen i 1917 deres eget program for kollektivisering af landbruget og overtog de socialrevolutionæres agrarprogram for at sikre sig et flertal bag magtovertagelsen. Karakteren og omfanget af de nødvendige alliancer vil være bestemt af styrkeforholdet og den konkrete situation, og kan således ikke opstilles på forhånd som 4. Internationale og de dogmatiske trotskister forudsætter med deres “overgangsprogrammer”. Derfor kan det ‒ desværre ‒ heller ikke være en demokratisk gennemdiskuteret og etableret del af partiets grundlag, men må forstås som en centralistisk ledelsesprioritering.
1) Arbejderklassens erfaringsproces kulminerer samtidig med selve de revolutionære kampe. Således viser alle erfaringer, at der opstår et væld af nye kamp- og organisationsformer i takt med udviklingen af klassens selvstændighed. Det er derfor vigtigt, at partiet i politisk forstand er ekstremt åbent over for at tilegne sig bevægelsens erfaringer og ikke stivner i faste opfattelser af processens former.
2) I forbindelse med magtovertagelsen kulminerer behovet for at kunne vurdere det korrekte tidspunkt for at slå til ‒ en dag før kan være for tidligt og en dag efter for sent. Dette kræver, at partiet har den snævrest mulige forbindelse, ikke bare til arbejderklassen, men til alle samfundets klasser og lag. Denne analytiske evne kan kun opnås i en organisation, som i årevis har baseret sin politikudvikling på medlemmernes politiske dømmekraft.
Den socialistiske revolution er kun indledt med magtopgøret, klassekampen fortsætter som en politisk og ideologisk kamp. Socialismen er den overgangsfase, hvorunder samfundets produktionsforhold og klassestruktur ændres for at bane vejen for det klasseløse kommunistiske samfund. Partiet vil fortsat have særlige politiske opgaver, så længe rådsstaten fungerer som klassestat.
Det er partiets opgave at fastholde det langsigtede mål for den dagsaktuelle politik: arbejdsdelingens ophævelse, elimineringen af de kapitalistiske produktionsforhold, tendensen frem mod klassernes og statens bortdøen m.v. Men samtidig må man fortsat være taktisk manøvredygtig i forhold til eventuelle tilbageslag, hvor man kan tvinges til at give midlertidige indrømmelser. Et eksempel kan være bolsjevikkernes indførelse af den “Ny økonomiske politik” (NEP) i 1921 som en indrømmelse til bønderne.
Den altafgørende og ufravigelige orientering er imidlertid internationalismen og perspektivet om spredning af kampen for socialisme som forudsætningen for ethvert fremskridt.
Centralismen er altså først og fremmest forstået som en politisk størrelse, idet rådsstaten ‒ arbejderklassen organiseret som klasse for sig ‒ har overtaget den konkrete samfundsmæssige administration.
Samtidig med, at partiets rolle igen bliver mere rent politisk og i mindre grad en funktion som kamporganisation, vil den demokratiske opgave også mere bestå i at udvikle en sammenhængende politik ud af det mylder af opgaver, ideer og fantasier, som vil præge en socialistisk epoke. Behovet for en sammenhængende og effektiv politik for den socialistiske opbygning må altså ikke føre til indskrænkninger i det interne parti-demokrati, da dette nemt på længere sigt kan sætte sig igennem som indskrænkninger i arbejderdemokratiet.
Ovenstående fremstilling af det tætte samspil mellem partiets centralistiske og demokratiske opgaver i en udvikling frem mod socialismen har den svaghed, at den er beskrevet som en ubrudt succeshistorie. I virkelighedens verden bevæger klassekampen sig i spring både frem og tilbage. Derfor følger her i punktform en opridsning af hovedindholdet i partiets demokratisk-centralistiske arbejdsstil i perioder med henholdsvis opsving og tilbageslag i klassekampen.
1) Funktionen som kamporganisation, prioritere kræfterne og rette dem udad i forhold til intervention og opbygningsarbejde.
2) Sikre en fælles politisk linje i det udadvendte arbejde.
1) Sikre at partiet ikke stivner i dogmer og programmatiske læresætninger, men er i stand til at tilegne sig klassens erfaringer.
2) Partiet må fungere som en del af klassen ‒ en selvstændigt organiseret del af klassen ‒ og politikken må udvikles direkte på baggrund af medlemmernes brede kendskab til de politiske bevægelser i klassen, for at partiet kan opnå den nødvendige føling med mulighederne i klassekampsudviklingen.
1) Det er nødvendigt at foretage de nødvendige omprioriteringer i partiets arbejde kollektivt og centralistisk, når højrevinden sætter ind, og klassens spontane aktiviteter indskrænkes. Foregår det ikke som en centralistisk proces, vil medlemmerne hver især foretage nogle ‒ måske ud fra deres egen placering rimelige ‒ prioriteringer, som samlet vil betyde, at kræfterne spredes. Det vil bane vejen for sektionalisme og true partiet med opløsning.
2) I en periode med tilbageslag i arbejderklassens spontane kampe vil den spontane orientering mod radikale og revolutionære løsninger svækkes eller forsvinde. Reformistiske og centristiske organisationer vil derfor følge den politiske udvikling od højre. I en revolutionær organisation er det derfor nødvendigt at sikre, at hele organisationen sætter arbejdet med revolutionær teori samt internationale og historiske erfaringer mere centralt. Ellers vil organisationen ‒ eller dele deraf ‒ følge højredrejningen. Ikke fordi vi bliver “smittet” af reformistiske og kætterske kolleger, men fordi den samfundsmæssige bevidsthed går i den retning (jvf. Marx: De herskende tanker ...). Det kræver således en bevidst, centraliseret indsats at “gå mod strømmen”.
Den demokratiske mekanisme er det bedste middel til at undgå sekt-sygdomme. Det er altid vigtigt, at ledelsen i organisationen ikke får lov at monopolisere politikudviklingen; men i en periode, hvor tilgangen af nye svækkes voldsomt eller bliver negativ, vil der være en tendens til at rykke tættere sammen, nedtone den udadvendte orientering og lade kommunikationsvejene flyde oppefra og ned. Derfor må man bevidst arbejde på at få de sparsomme klassekampserfaringer, medlemmerne får, kommunikeret på tværs i organisationen. I 1968 gav Duncan Hallas følgende lærerige diagnose af SWP (Socialist Workers Party; dengang hed det IS, International Socialists) i artiklen “Towards a Revolutionary Socialist Party”. Artiklen blev altså skrevet på et tidspunkt, hvor man efter mange års reformistisk dominans stod på tærsklen til et klassekampsopsving.
Han skriver:
Hovedårsagen til den form for sekterisme, som har forpestet den engelske venstrefløj, er isolationen af socialister fra effektiv deltagelse i massekampe. Isolationen er kraftigt aftagende, men dens negative effekter fortsætter: dvs. overdrivelsen af sekundære uenigheder, det at man gør taktiske uoverensstemmelser til principspørgsmål, den semi-religiøse fanatisme, som kan give en gruppe betragtelig overlevelseskraft under hårde vilkår mod at forkrøble dens mulighed/evne (potentiality) for reel vækst, den teoretiske konservatisme og blindhed over for uvelkomne aspekter af virkeligheden. Alt dette består.
Stalinisme er ikke noget, som kan karakteriseres ved nogle udemokratiske organisationslove eller praksisformer. Borgerlige partier kan f.eks. ikke kaldes stalinistiske, selv om partidemokratiet oftest er en by i Alaska og partilederen har hånds og halsret over partiets politik. Stalinismen er en politisk strømning i arbejderklassen, som helt generelt er karakteriseret ved, at man erstatter arbejderklassens selvaktivitet med partiets organisation.
Denne bureaukratiske selvstændiggørelse af partiapparatet kender vi også fra den socialdemokratiske tradition, så for at klare begreberne vil vi sige, at stalinismen, ud over ovenstående, også er kendetegnet ved som strategi at arbejde for en magtovertagelse, der, på baggrund af en kontrolleret massebevægelse, bringer partiet i rollen som magthaver. Med denne definition har vi afgrænset strømningen til de traditionelle kommunistpartier, samt de grupper, som har udviklet sig på baggrund af den maoistiske tradition og strategi. Det gælder både ML-bevægelsen og de 3.verdensbevægelser, som er kommet til magten ved en maoistisk inspireret guerilla-strategi.
Historisk er stalinismens udvikling bundet til den russiske revolutions nederlag. Vejen for den stalinistiske kontrarevolution i Sovjet blev banet af flere års borgerkrig, hvor hovedparten af den sovjetiske arbejderklasse blev udslettet. Se herfor f.eks. Tony Cliff: “The Revolution Besieged” kapitel 9. Da således arbejdermagten i fysisk forstand var slagtet, opstod partiets diktatur over klassen. Dog er det vigtigt at fastholde, at der ikke går nogen lige linje fra bolsjevikpartiet, som det så ud i de revolutionære år, og til stalinismen. Det er en myte, som dyrkes ivrigt af alle lige fra borgerlige historikere over socialdemokrater til anarkister og “ny venstre”-grupper. Senest har “fornyere” inden for såvel det sovjetiske som det danske kommunistparti taget tråden op. Således skrev en sovjetisk historiker, Tair Tairov, i Information d. 8.12.1989 (jeg ved ikke, om han er medlem af partiet, men det er for så vidt ligegyldigt. Tendensen vil sætte sig igennem):
“... perestrojka og demokratisering er, når alt kommer til alt i modstrid med den leninistiske opfattelse af verdens fremtid, der kort sagt går ud på, at hele verdens folk med tiden vil betræde den samme vej som Rusland betrådte i 1917.
Ideerne om et antagonistisk forhold mellem klasserne og ét partis magtmonopol førte til en lang og blodig borgerkrig og etableringen af Stalins totalitære regime.”
Heroverfor vil vi fastholde, at borgerkrigen blev påtvunget Sovjetstaten og finansieret af de imperialistiske magter, ligesom der eksisterer en fundamental og uforenelig modsætning mellem bolsjevikpartiets revolutionære tradition under Lenin og Trotskij på den ene side og den stalinistiske kontrarevolution på den anden. Det var derfor nødvendigt for Stalin at udslette det gamle bolsjevikparti i fysisk og bogstavelig forstand. Duncan Hallas fastslår således i ovennævnte artikel, at ud af de 1966 deltagere på kommunistpartiets 17. kongres i 1934 blev de 1108 senere arresteret, og ud af de 139 medlemmer og kandidatmedlemmer, som på kongressen valgtes til centralkomiteen, blev 98 (70%) senere arresteret og skudt. Det skal her tilføjes, at i 1934 var partiet allerede i høj grad ensrettet og selvstændiggjort.
Stalinismens politiske udspring skal findes i teorien om, at det var muligt at gennemføre den socialistiske opbygning i et land alene ‒ en teori Stalin udviklede fra 1925 og frem. Dette skete på baggrund af tilbageslaget i den internationale revolutionære bevægelse og den tyske revolutions nederlag; men det betød først og fremmest et brud med internationalismen i Sovjet og Komintern. I stedet for arbejderklassens selvstændige interesser og erfaringer blev det sovjetiske partibureaukratis interesser som herskende klasse gjort til grundlag for kommunistpartierne. Den selvstændige økonomiske opbygning af Sovjetstaten i konkurrence med de kapitalistiske lande reproducerede kapitalismens mekanismer både i økonomien og i den politiske struktur (udbytning og undertrykkelse), ganske vist under andre former. I 1928 vedtog man den første 5-årsplan og gennemtvang tvangskollektiviseringen af landbruget. Vi betragter således 1928 som året, hvor kontrarevolutionen blev ført til ende, og hvor partibureaukratiet endegyldigt blev etableret som herskende klasse.
Med dette skift ændredes også den demokratiske centralismes indhold og karakter radikalt. Fra at være en arbejdsform, der som sigte havde at udvikle partiets evne til at indoptage og bearbejde arbejderklassens selvstændige kamperfaringer og at fungere som fødselshjælper for den sociale revolution, blev det en autoritær disciplin, hvis grundlag var en ‒ i klassemæssig forstand udefra kommende ‒ nationalstatslig interesse.
Et eksempel herpå er vedtagelsen af folkefrontspolitikken i midten af 30’erne. Folkefrontspolitikken afløste den sekteriske “ultra-venstre-linje”, der udråbte socialdemokraterne til “socialfascister”, og som f.eks. i Tyskland var medvirkende til den dybtgående splittelse i arbejderklassen, som gjorde den nazistiske magtovertagelse mulig. Folkefrontspolitikken pegede i stedet på en bred folkelig alliance med både socialdemokrater, småborgerskab og demokratisk sindede dele af borgerskabet.
I en vis forstand kan man således sige, at folkefrontspolitikken modsvarede et påtrængende behov for bred mobilisering mod den fascistiske bølge, som skyllede over Europa i 30’erne. At den alligevel først og fremmest var udtryk for Sovjets nationalstatslige interesser blev skrevet med blod under den spanske borgerkrig fra 1936-39.
Strategisk betød folkefrontspolitikken, at man indskød en demokratisk fase mellem kapitalismen og socialismen ‒ en fase, hvor arbejderklassen som nævnt måtte alliere sig med de demokratisk sindede dele af borgerskabet mod storkapital og højrefløj. I nyere tid er strategien blevet reformuleret af DKP som “antimonopolistisk demokrati”, men indholdet er det samme. Det afgørende er, at arbejderklassen i en revolutionær fase skal bremses i sin kamp for egne interesser for at opretholde alliancen. Partiets opgave bliver at garantere alliancens opretholdelse, hvorfor partiets funktion i en revolutionær situation vendes til en kontrarevolutionær kraft. I Spanien udmøntede dette sig i, at det var kommunistiske tropper, som i foråret 1937 nedkæmpede den sociale revolution i Barcelona og Katalonien. Centralisme forstås her som blind militærisk disciplin i en fremmed magts tjeneste.
Sovjets interesse i nedkæmpelsen af den sociale revolution i Spanien skal findes i frygten for en samlet kapitalistisk blok eller invasion vendt mod Sovjet. Hvis de store borgerlige demokratier i Europa, Frankrig og England, følte sig truet af en revolutionær udvikling i Spanien, ville de muligvis støtte et tysk felttog mod Øst.
Den stalinistiske folkefrontsstrategi har ført til en kæde af revolutionære nederlag i historien, ‒ lad os blot nævne Portugal og Chile i 70’erne. Og at den stadig udgør en trussel ser vi i dag tydeligst i Sydafrika. De steder, hvor folkefronten har ført til en magtovertagelse, typisk i 3. verdenslande, har den betydet installering af et partidiktatur. Fordi arbejderklassen nødvendigvis må betragtes som en “spontan” og utilregnelig faktor inden for den demokratiske alliance, bliver magtovertagelsen ikke “arbejderklassens eget værk” (Marx: Manifestet); men partiets diktatur over klassen.
Når stalinisterne stadig bruger betegnelsen demokratisk centralisme for den måde, de traditionelle kommunistpartier fungerer (har fungeret), er det derfor vigtigt, at vi ikke begrænser kritikken til de organisatoriske former, men klart kæder disse former sammen med stalinismens kontrarevolutionære karakter som politisk strømning. Alligevel skal vi afslutningsvis se på nogle af de organisatoriske kendetegn, som knytter sig til den stalinistiske udmøntning af den demokratiske centralisme.
Centralismen er dominerende og består i en disciplinær udførelse af partilinjen. Det er ofte kendetegnende, at man opfatter demokrati og centralisme som modsatrettede tendenser, som dominerer i hver sin periode af klassekampen, og ikke som gensidige forudsætninger.
Kadreskoling bliver i overensstemmelse hermed opfattet som indlæring af læresætninger og dogmer samt træning i bureaukratisk styring. Den selvstændige analytiske og kritiske del tabes. Ledelsen betragtes således som bæreren af, eller garanten for, teorien og traditionen. Ikke medlemmerne.
Fraktionsforbud er derfor en logisk følge, for er nogen uenige med ledelsen, er de på kant med traditionen. Den fri diskussion medlemmerne imellem indskrænkes, informationsstrømmen går mellem ledelse og medlemmer ‒ ikke medlemmerne imellem ‒ og antager karakter af énvejskommunikation.
Den korrekte linje udstikkes ufejlbarligt af ledelsen og diskuteres ikke eller sjældent. Det opfattes som usundt og at skabe mistillid omkring partiets politik at fremdrage uenigheder. Den vedtagne politik fremlægges ikke for medlemmerne som resultatet af nogle diskutable og diskuterede præmisser og konklusioner, hvorfor politikudviklingen isoleres fra medlemsmassen og koncentreres i ledelsen.
Bureaukratisk selvstændiggørelse er en logisk konsekvens heraf. Hvis ledelsen repræsenterer traditionen over for medlemmerne, står for politikudviklingen og har overblikket over organisationens udvikling, så vil det være nærliggende at sikre ledelsen fuld kontrol over samme gennem automatiske genplaceringsregler i nedre organer, indflydelse på opstilling osv.
DET revolutionære parti ‒ altså forestillingen om, at kun ét parti repræsenterer arbejderklassens historiske interesser. Fordi partiet opfattes som statsbærende, er dets ledende rolle noget, som kan vedtages i en lov, jvf. de aktuelle “beslutninger om at afskaffe partiets ledende rolle” i Østeuropa.
Som illustration af disse tendensers faktiske fungeren vil jeg bringe et lille uddrag af DKP’s kongresdebat. Uddraget er taget fra et indlæg fra Østre Gasværk Afdeling, Land & Folk d. 18.1.1990:
“... Den pyramideformede struktur, som kan have en kommandovej, der har heddet oppefra og ned, bortset fra hvert 3. år til kongresserne. Kommunikation på tværs af afdelinger og mellem enkeltmedlemmer er bandlyst ‒ fraktionsvirksomhed? En struktur, hvis militære opbygning kan være forståelig under krig, men hvad med fredstid i 1990.
Demokrati og åbenhed må også herske omkring organisationen, dens love og økonomi. Bl.a. støtter vi flertallet af lovkommissionen, som har forslået, at ledelsens automatiske stemmeret på distriktskonferencer og kongresser fjernes.”
Som det fremgår af ovenstående, er stalinismen en selvstændig politisk strømning, og den specielle pervertering, den demokratiske centralisme har undergået i de stalinistiske organisationer, må forstås i sammenhæng hermed. Alligevel vil opgøret med de stalinistiske regimer i Øst og opbruddet i kommunistpartierne i Vest let føre til, at centralismen forkastes over en bred bank. Der vil blive sat lighedstegn mellem centralisme, bureaukratisk selvstændiggørelse og stalinisme.
Det positive opgør med stalinismen bliver dermed vendt reaktionært, for hvad andet er det, man siger med disse lighedstegn, end at arbejderne ikke selv kan styre deres organisationer? Arbejdernes stærkeste våben ligger i den kollektive organisering og fælles handling, ‒ det er hele socialismens grundlag. Udsagnet bliver derfor et postulat om socialismens umulighed.
Det er derfor op til de revolutionære at insistere på, og med tiden i praksis vise, at den demokratiske centralisme er en anderledes, revolutionær og i høj grad demokratisk funktionsmåde, som kun kan fungere i en organisation, som fuldt og helt baserer sin politik og strategi på arbejderklassens selvstændige interesser og erfaringsgrundlag.
1. Marx, K.; Engels, F.: Det Kommunistiske Partis Manifest, kap. 1.
2. Marx, K.; Engels, F.: Den tyske ideologi, s. 125. ‒ i: Karl Marx: Økonomi og filosofi, Gyldendal, Kbh. 1973. Se også: Marx, K.; Engels, F.: Den tyske ideologi, s.58-59, Forlaget Rhodos, Kbh. 1974.
3. Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest, kap. 2.
4. Marx, K.; Engels, F.: Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850. -i: Marx & Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 101-102, Forlaget Tiden, Kbh. 1973.
Sidst opdateret 2.9.2013