Oprindelig skrevet som artiklen The revolutionary press i tidsskriftet International Socialism 2:24 (Summer 1984).
I sep. 1991 udgivet (lettere bearbejdet) som pjece under titlen The revolutionary paper.
Oversat fra pjecen og udgivet marts 1995 af Internationale Socialisters Forlag (ISBN 87-7262-070-6). Kan købes hos Forlaget Modstand.org.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 11. dec. 2014.
Den revolutionære avis og partiet
Når folk får lyst til at gøre nar af revolutionære socialister, vælger de ofte at gøre nar af vore anstrengelser med at skrive, trykke, distribuere og sælge socialistiske aviser. Man ser for sig den gængse karikatur af besynderligt klædte galninge, der render rundt med bundter af aviser, ingen ville drømme om at købe. Dette billede får de eks-revolutionære, der nu har fået sig lukrative karrierer i respektabel politik, til at føle sig bedre tilpas. De kan glæde sig over deres egen ‘indflydelse’ i deres parlamentskomiteer eller måske over at gøre gavn ved at administrere kommunale parker frem for at spilde tiden med at stå foran en fabrik i et forgæves forsøg på at sælge én eller anden ugeavis.
Det er ikke overraskende, at vi socialister også lader os påvirke. Vi kan endog komme til at føle som H. M. Hyndman, grundlæggeren af den første marxistiske organisation i Storbritannien. Efter at have arbejdet med avisen Retfærdighed i 28 år tilstod han, at han anså det for at være:
Et rent propagandablad, som beskæftigede sig med problemer, de fleste helst holdt sig tre skridt fra livet. Vi ville have haft større glæde af at investere vore penge og interesse på anden måde. Det er den slags fatale fejltagelser, som ikke kan rettes, og som stimulerer til en slags manisk stædighed.
Sædvanligvis går vi revolutionære ikke så vidt som Hyndman, når vi fortvivles over vort slid med at producere og sælge en avis. Men det er ikke helt ualmindeligt, at enkelte revolutionære – ja selv hele organisationer – bilder sig ind, at der findes andre og nemmere måder at skaffe sig indflydelse på – så de f. eks. opgiver avisen helt efter at have vundet nogle poster i fagbevægelsen, eller vælger at dele løbesedler gratis ud i stedet for at udgive en avis, eller skaffer sig et publikum ved at infiltrere eksisterende medier – hvad enten dette er lokalradioen eller New Musical Express.
Alligevel tænker vi aldrig på de store revolutionære uden samtidig at tænke på deres aviser eller tidsskrifter. Vi tænker på Marx og Neue Rheinische Zeitung (Nye Rhinske Tidende); på Lenin og Iskra (Gnisten) eller Lenin og Pravda (Sandheden); på Gramsci og L’Ordine Nuovo (Den nye Orden); på James Connolly og The Workers Republic (Arbejdernes Republik); på Trotskij og Nasja Slovo (Vort Ord); og på Rosa Luxemburg og Rote Fahne (Røde Fane). [1]
Denne sammenhæng er typisk for revolutionære, der er optaget af at fremme massernes kamp. Man ser den ikke hos dem, der mener, at ændringer fremtvinges af en lille overbevist minoritet, som udfører heroiske bedrifter på flertallets vegne. Man taler således ikke om Cromwells avis eller Robespierres avis eller Bakunins avis eller Garibaldis avis eller Che Guevaras avis. Derimod ved vi, at de borgerlige revolutionære, der satsede på massebevægelser for at nå deres mål, at de var nødt til at have deres aviser. Under den store franske revolution ville Marat [2] ikke have været noget uden sin avis, L’Ami du Peuple (Folkevennen), ej heller Hébert [3] uden Le Père Duchesne.
Dette er ikke bare en lang række tilfældigheder. Avisen har i alle disse eksempler netop haft sin afgørende rolle, fordi disse revolutionære havde som fælles mål at vinde massernes støtte for revolutionen.
Under alle ægte revolutioner må store menneskemasser bryde med deres opdragelse og vænne sig til nye måder at forstå verden og deres egen tilværelse på. De revolutionære er i begyndelsen altid et mindretal, der forsøger at udbrede en ny verdensopfattelse. Dermed pådrager de sig ikke blot den herskende klasses fjendtlighed, men møder også i lang tid ligegyldighed blandt store dele af den undertrykte klasse. Denne upopularitet er uundgåelig, eftersom den herskende klasse dominerer ideerne i alle samfund. Den herskende klasses ideer er i sandhed de herskende ideer.
Før de revolutionære kan gøre fremskridt i kampen om sjælene, må de finde måder at forbinde sig med almindelige “upolitiske” menneskers erfaringer på. Og de kan kun vinde denne kamp ved at udtrykke sig sådan, at det bliver tydeligt, at de revolutionæres billede af verden stemmer bedre overens med almindelige menneskers erfaringer, end den dominerende ideologi gør.
Men revolutionære skal ikke blot vinde folks interesse for nye ideer. De er også nødt til at få folk til at handle på basis af disse ideer. Det er ikke nok bare at fortælle hvad der er forkert. Det er også nødvendigt at fortælle, hvad der må gøres.
På ethvert punkt i sin udvikling må den revolutionære tendens fastholde forbindelsen imellem teorien, erfaringerne og øjeblikkets opgaver. Når den ikke længere er i stand til dét, er den politisk set død.
Den revolutionære avis er uundværlig, fordi den gør det muligt at bygge bro over afgrunden imellem teori og praksis. Som Ernest Jones, [4] chartisternes leder, sagde det, da han søgte at holde sammen på resterne af den første store arbejderbevægelse i begyndelsen af 1850’erne:
Den første og vigtigste betingelse for en bevægelse er, at den har et organ, der registrerer dens bedrifter, der gør kommunikation med omverdenen mulig, der gør det muligt at bønfalde og afpresse, at forsvare bevægelsen og at nå ud til folk. Avisen binder bevægelsen sammen, er fremskridtets fane og et middel til argumentation. Avisen er, hvad der gør det muligt for bevægelsen at holde hovedet højt i hoben af partier, og som holder sammen på bevægelsens forskellige elementer.
Lenin sagde det samme et halvt århundrede senere i sin artikel Hvor skal vi begynde og i pamfletten Hvad må der gøres:
Avisen er ikke bare en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator. Den er også en organisator. Avisen kan sammenlignes med stilladset omkring et nybyggeri. Den organisation, der med avisen som kim gror op, vil være forberedt på alt. Organisationen vil både være rede til at opretholde partiets kontinuitet i perioder med nedgang i den revolutionære aktivitet og til at forberede sig på den væbnede opstand.
Det er forbløffende, hvor ofte man ser mennesker referere til Hvad må der gøres uden at nævne den kendsgerning, at mere end halvdelen af den er et forsøg på at gøre begribeligt, hvor vigtig avisen er.
Man tager fejl, hvis man tror, at bare fordi man udgiver en avis, så bygger man bro mellem teori og praksis. Det er ikke ligegyldigt, hvordan det gøres. Avisen må på rette vis skabe forbindelse mellem principper, erfaring og de aktuelle opgaver.
Det går ikke an bare at efterligne dét, de populære kapitalistiske aviser gør. Socialistiske aviser, som har forsøgt dette – som arbejderpartiets avis Daily Citizen før første verdenskrig eller som Daily Herald, da det var blevet overtaget af Odhams Press og TUC [5] i 1930’erne og 1940’erne – har ikke været i stand til at vinde folk for socialismen.
Der er nemlig en snæver forbindelse mellem de kapitalistiske massemediers tiltrækkende formgivning og deres ideologiske funktioner. Den socialistiske avis forsøger at give sine læsere et sammenhængende verdensbillede, hvor hver enkelt avisnotits eller artikel passer ind i et større mønster. Dette hjælper læseren til at forstå de kræfter, der arbejder i det skjulte bag sociale forandringer, gør det muligt for læseren at forstå, at de sociale betingelser kan ændres, og hvordan dette kan ske. I modsætning hertil er de kapitalistiske massemediers mål at hæmme udviklingen af sådan en sammenhængende forståelse. Derfor præsenterer den borgerlige presse i sine ‘nyheder’ vores aktuelle sociale virkelighed som et virvar af uforbundne og tilfældige begivenheder.
Som en klassisk undersøgelse viste, så gør pressen det ved at præsentere “nyheder” som en masse usammenhængende lækkerbiskner af information:
Den borgerlige presse fremelsker systematisk uvidenhed ved at kommunikere en overvældende mængde information. Den søger at forme læserens bevidsthed sådan, at han eller hun vil være ude af stand til at skelne mellem sandt og falsk, til at se forbindelsen mellem årsag og virkning, til fornuftigt at indpasse ny viden i sit eget verdensbillede. Læserens bevidsthed bliver fastholdt i usikkerhed, forvirring og kaos.
Læseren kommer til at føle, at det er af betydning at kende til alle mulige ting, der i realiteten ingen betydning har for hans eller hendes liv: filmstjernernes seksualliv, elitesportens topnavne, hvilke plader der er på toptyve, hvad horoskopet forudsiger, nøjagtige detaljer fra én eller anden forbrydelse. Medierne bilder folk ind, at de ikke kan deltage i en almindelig samtale uden at have styr på alle disse irrelevante kendsgerninger. Yderligere er disse ‘nyheder’ sjældent ideologisk neutrale. Det gør de ved at fremlægge ting som givne og rigtige – at monarkiet er vellidt, at kvinder er underlegne, at konkurrencen er uundgåelig eller vi alle identificerer os med “vores eget land” imod alle andre i enhver henseende (fra videnskab til krig). En socialistisk avis, som prøver at give læserne dén type stof, bliver langsomt, men sikkert, til en avis, der med en tilsyneladende letfordøjelig mængde trivialiteter opretholder status quo.
En avis kan godt være socialistisk og populær samtidig. Men det kan kun lade sig gøre, hvis man vælger at gøre tingene på en anden måde, end de borgerlige aviser gør det. Som den italienske revolutionære Antonio Gramsci pointerede, så er folks erfaringer under kapitalismen altid af to helt forskellige slags. På den ene side er der oplevelsen af at leve under systemet og lide under det. Dette får i sig selv sjældent nogen til at stille revolutionære spørgsmål. Tværtimod får det dem til at regne systemet for en kendsgerning og leve ud fra den herskende klasses definition af, hvad der er muligt og ikke muligt.
Den anden erfaring er oplevelsen af, i hvor begrænset omfang det så end er, at det er muligt at kæmpe imod dette system. Det er gennem sådanne kampe, at den undertrykte klasse begynder at føle den kollektive styrke til at skabe et alternativ til de eksisterende tilstande.
Det revolutionære parti og dets avis må vise forbindelsen mellem sine principper og massernes erfaringer. Det betyder, at man må fastholde folks opmærksomhed på de af deres erfaringer, der er opnået under kamp. Disse erfaringer må holdes adskilt fra folks øvrige erfaringer – og må bruges til at lægge grunden til et fuldstændigt anderledes verdensbillede.
Dette er lettest, når den undertrykte klasse går fra sejr til sejr. Under sådanne omstændigheder vil mange spontant opdage nye måder at forstå virkeligheden på. Den revolutionære avis må støtte dette ved at udtrykke sine egne principper gennem ord og billeder, som den undertrykte klasses medlemmer selv bruger og forstår. Men det er også nødvendigt at holde de nye ideer adskilt fra den bunke af gamle ideer, der stadig – ofte helt eller delvist ubevidst – ligger begravet i de fleste menneskers hoveder. At isolere og neutralisere disse gamle ideer er svært, men ikke umuligt.
Det er derfor, det altid har været lettest at fremstille vellykkede aviser i kampens opgangsfaser. Hvis vi ser på fire sådanne aviser, kan vi se, hvad der er den mest effektive blanding af almene ideer, levende erfaring og agitation.
Den mest indflydelsesrige avis under den store franske revolution i 1789-93 var L’Ami du Peuple (Folkevennen). Det var ikke arbejdernes avis. Redaktøren, Jean Paul Marat, en tidligere hoflæge, ønskede den borgerlige revolution gennemført effektivt. Han forstod, at dette ikke ville ske, medmindre de borgerlige revolutionære mobiliserede de forarmede parisiske masser. Han så avisen som et afgørende redskab til at opnå dette.
Umiddelbart efter hans deltagelse i agitation på gaden 14. juli 1789, den dag hvor Bastillen blev indtaget, foreslog han sit kvarters folkekomité at starte en avis. Da dette blev afvist, gav han sig til at gennemføre projektet på egen hånd. Han skrev 8 sider af størrelse nogenlunde som A5-ark hver dag og betalte for at få dem trykt. Da han ingen organisation havde bag sig, måtte han lade avisen finde sine egne læsere gennem gadesælgere. Dette lykkedes så godt, at den snart var den mest solgte avis i Paris. Grunden var, at Marat havde kombineret de tre elementer – almene principper, erfaringer og hvad der måtte gøres.
Han havde allerede flere gange tidligere fremlagt sine principper. De var ikke videre originale. De udgjorde et opkog af de borgerlige demokratiske idealer, sådan som man kunne finde dem hos Rousseau. Hvis avisen ikke havde budt på andet end dét, er det nok tvivlsomt, om den ville have fundet læsere overhovedet. Det var de to andre elementer, som gav avisen dens store gennemslagskraft.
Det var hvad-må-der-gøres-delen, der betød noget. Dag efter dag, uge efter uge, i fire år skar Marat igennem de officielle revolutionære lederes retorik. Først kritiserede han de konstitutionelle liberale, derpå girondens moderate republikanere. Og hele tiden forlangte han beslutsom handling for at udvide og forsvare revolutionen.
Som den bedste fremstilling af Marats værk på engelsk gør klart: “Folkevennen var på 8 små sider, som stort set bestod af kritik og bemærkninger om aktuelle begivenheder, som Marat selv havde skrevet.” Disse bestod af krav om handling, hån mod det seneste sæt af kompromisser, advarsler mod kommende farer og fornærmelser imod dem, han anså som fjender af revolutionen. Marat sagde selv, at hans avis kunne skelnes fra de falske udgaver, der blev trykt for at miskreditere ham, fordi “deres skribenter er svindlere, der prædiker fred, mens jeg uophørligt kommer med advarsler og hamrer på stormklokken”.
Kan hænde, at disse “uafladelige pålæg om vagtsomhed, de endeløse afsløringer af politikerne, gør læsning af Folkevennen til en noget monoton fornøjelse”. Men det var netop denne gentagne hamren budskabet ud om, at revolutionen var i fare, der gjorde avisen vellykket.
Det var typisk for Marat, at han afviste ethvert kompromis med dem, han betragtede som farlige for revolutionen. Da talsmanden for den første konstitutionelle del af revolutionen, Mirabeau, døde, blev dette fra alle sider betragtet som en stor ulykke. Marat derimod sagde: “Tak guderne. Jeres mest frygtelige fjende er faldet for skæbnens le ... Han dør som et offer for sine talrige forræderier.”
Selv når det så ud som om, folket havde vundet store sejre, lod Marat sig ikke lulle ned i afslappet optimisme. Da kongens skæbne blev beseglet af én af revolutionens store massedemonstrationer, var Marats kommentar til begivenheden en indskærpning af, at der var grund til den allerstørste forsigtighed:
Det er muligt, at 10. august var den endelige triumf for friheden, hvis I bare forstår at udnytte situationen. Et stort antal despoter har bidt i græsset, men de kan hurtigt vende tilbage og hævde deres magt i en endnu frygteligere form end før. Frygt reaktionen, gentager jeg. Jeres fjender vil ikke spare jer, hvis de får lejligheden til det. Skån dem derfor ikke. I taber, hvis I ikke nu slår ned på de korrupte medlemmer af kommunen, de landsforræderiske dommere og de rådne deputerede i nationalforsamlingen.
Det var denne agtpågivenhed, som gjorde, at de, der ønskede at stoppe revolutionen, før den var ført til ende, hadede ham intensivt. I deres øjne begik han to store forbrydelser. Først insisterede han på, at revolutionen ikke skulle udvise nogen nåde overfor sine fjender. Han sagde advarende, at revolutionens fjender ikke ville stå tilbage fra noget som helst omfang af blodsudgydelse for at nå deres mål, og at revolutionen derfor måtte slå dem ned, inden dette kunne ske:
Jeg er rasende over jeres tåbelige hensyntagen til vore nedrige fjender; vi er fjolser, når vi viger tilbage fra at give dem så meget som en skramme. Lad dem være herrer i bare en dag, og I vil se dem slå ned på provinserne med ild og sværd, slå enhver modstand ned, myrde nationens venner, slagte kvinder og børn og forvandle vore byer til askehobe.
Hans anden store forbrydelse var, at han valgte at støtte nogle af de parisiske massers krav for at animere dem til handling. Det var især fødevaremanglen han så på:
I enhver nation, hvor folkets rettigheder ikke bare er tomme ord, pralende registreret på papir, ville man lukke spekulanternes butikker og hænge dem i deres egne dørkarme og dermed sætte en stopper for den korrupte virksomhed, der driver fem millioner mænd til desperation og tusinder til døden af hungersnød.
Marat gav på denne måde udtryk til folkets utilfredshed, og dette var netop den tredje ting, hans avis gjorde – den afspejlede folkets erfaringer. Kort efter avisens start begyndte Marat at trykke breve, hvor folk fortalte om den undertrykkelse, de var udsat for under de herskende tilstande. I løbet af avisens levetid blev 3000-4000 sådanne breve trykt. Marat forklarede, at manglen på plads tvang ham til at redigere en del i brevene: “Det burde ikke overraske nogen, at de fleste breve, jeg trykker, er i nogenlunde samme stil. Den begrænsede plads nøder mig til at redigere dem, sådan at kun deres essens bliver tilbage.”
At kombinationen af principper-agitation-erfaringer, som Folkevennen udgjorde, var vellykket, viste forsøgene fra autoriteterne på at få den lukket. Både de konstitutionelle liberale og de moderate republikanere forsøgte at slå hans trykkeri i stykker, at arrestere ham selv og at tvinge hans avis til at lukke. Han tilbragte to år under jorden. Han flyttede fra lejlighed til lejlighed, arbejdede i kældre og skjulte sig i stenbrud. Trods disse vanskeligheder opnåede hans avis en enestående popularitet.
Da Marat endelig, efter at det konstitutionelle parti var knust, var i stand til at stå legalt frem, blev hans popularitet synlig. Han stod på femtepladsen på den liste over deputerede, som pariserne valgte til den nye nationalforsamling, og gennem den indflydelse, han udøvede over de revolutionære kommunale myndigheder i Paris, var han én af de største politiske faktorer i Frankrig. På trods af at han ingen personlig kontakt havde haft med lederne af de ekstremt republikanske jakobinerklubber, blev han alligevel, efter de moderate republikaneres nederlag, medlem af dét triumvirat, bestående af ham selv, Robespierre og Danton, som reelt styrede Frankrig.
I betragtning af, at han ingen organisation havde i ryggen, at han var en ensom revolutionær, der havde sat sig som mål at gøre dét, han så som nødvendigt ene mand, så var dette virkelig en bemærkelsesværdig præstation. Kontrarevolutionen anerkendte dette på den eneste måde, den var i stand til, da den eliminerede hans indflydelse ved hjælp af en snigmorders kniv. [6]
Den britiske arbejderbevægelses [7] første kampe var uadskilleligt forbundet med avisudgivelse. Den agitation, der kulminerede i Peterloo i 1819 [8] og siden i kampen for stemmeret i 1830, var i høj grad ansporet af aviser som Cobbetts Political Register og Woolers Black Dwarf.
Regeringen frygtede den undergravende effekt, den revolutionære presse kunne have på de lavere klasser og førte derfor en bevidst obstruktionspolitik over for pressen i form af en meget høj skat på aviser. Den radikale presse fandt måder at omgå dette på. F. eks. ved at udgive tidsskrifter, som ikke indeholdt nyheder, og som derfor ikke var aviser. Eller ved bevidst at bryde loven – hvilket var, hvad man valgte at gøre, efter at middelklassen havde opnået deres reform i 1832 – en reform, som stadig ikke gav arbejderklassen stemmeret.
Regeringens hovedmodstander i denne kamp var et ugeblad på 8 sider, Poor Man’s Guardian, som blev udgivet af Henry Hetherington og i det meste af sin levetid redigeret af Brian Bronterre O’Brien. Bladet var dybt optaget af 1830’ernes faglige kampe og under disse steg oplaget til 16.000 på trods af bestandige arrestationer og ofte efterfølgende fængslinger af de mennesker, der deltog i fremstillingen og udbredelsen af bladet. Denne udholdenhed gav så gode resultater, at regeringen valgte at skifte taktik i 1836. Man afskaffede avisbeskatningen og overlod det i stedet til markedskræfterne at knække de økonomisk svage radikale aviser.
Dette lod i begyndelsen til at lykkes. Da den faglige aktivitet faldt til et lavere stade i 1835-6, kunne Poor Man’s Guardian ikke fastholde sin store læserskare. Hetherington valgte at lukke bladet og rettede i stedet sin opmærksomhed mod mere profitable aviser, som beskæftigede sig med “politiefterretninger, mord, voldtægt, selvmord, brandstiftelse, lemlæstelse, underholdning, væddeløb, boksning og forlystelser af enhver art”.
Men i november 1837 begyndte Northern Star at udkomme i Leeds. Det var et ugeblad på 8 sider af format som nutidens Financial Times (dvs. som Politiken og andre danske dagblade), fyldt med spalte efter spalte af tekst, hvor der måske i hvert femte nummer var et billede og med en forside hovedsagelig bestående af reklamer – typisk for ganske tvivlsomme patentmediciner. Avisen kostede fire en halv pence i en tid, hvor en arbejders dagløn kunne være så lille som en shilling om dagen (og der gik 12 pence på en shilling).
Alligevel gik avisen forrygende godt. I februar 1837 solgte man 10.000 eksemplarer om ugen, og et år senere nåede man op på 50.000, et oplag der nærmede sig størrelsen på det største dagblad i London, Times. Postvæsenet måtte indsætte ekstravogne, når de en gang om ugen modtog Northern Stars oplag til uddeling.
Læserskaren var rimeligvis 10 eller 20 gange større end det solgte antal eksemplarer. Værtshusholderne købte det til deres arbejderklassekunder, og grupper af arbejdere slog sig sammen i klubber og delte avisen mellem sig. Benjamin Wilson, en chartist fra Halifax, kunne fortælle, at det i ulddistrikterne “var almindeligt, at man mødtes hos hinanden, læste avisen og diskuterede politik”.
Et andet vidne har fortalt, hvordan man i Todmorden, den ugedag Northern Star udkom, samledes ved vejkanten for at vente på den. Det nye nummer af avisen var vigtigere end alt andet den dag. (fra The Early Chartists af Dorothy Thomson).
I Leicester mødtes strømpestrikkerne i deres værksteder til eftermiddagste: “Nogen sad på skamler, andre på mursten, og dem, der havde deres rammer i midten [af lokalet], sad på dem, mens der blev læst korte artikler op fra Northern Star, som ville udgøre emnet for overvejelser og diskussioner og snak resten af den dag.”
Northern Stars stærke side var hverken de almene ideer eller hvad der måtte gøres, men derimod erfaringerne. Der er ingen tvivl om, at det var avisens evne til at udtrykke de erfaringer, som den voksende arbejderbevægelses hundredtusinder af arbejdere gjorde, som var nøglen til, at det gik så godt. I årene 1837-39 sås en massiv vækst i antallet af kampe – imod den masseforarmelse af arbejderklassen, som var et resultat af den økonomiske depression; over forsøgene fra Whig-regeringens side af på at gennemtvinge den ændrede fattiglov fra 1834 med dens arbejdsanstalter i de nordlige industrialiserede områder i England; imod politilovene, der udskiftede de valgte lokale politibetjente, som havde været underlagt den lokale arbejderklasses kontrol, med en ny politistyrke; imod rettergangen mod og deportationen af lederne af bomuldsspindernes strejke i Glasgow; for arbejderklassens stemmeret; ja, endog imod nedkæmpelsen af et oprør i Canada ved hjælp af britiske tropper. Så derfor kunne Northern Star 13. januar 1838 notere sig:
Vore spalter er igen fyldt med demonstrationer. Overalt er folk i bevægelse. I dette nummer vil man finde rapporter fra møder i Stalybridge, Leeds og Bradford ... en kort notits om et offentligt møde i Hull om Canada-spørgsmålet i Huddersfield, hvor den beslutsomme holdning hos folk har forhindret udnævnelsen af en fattiglovssekretær.
Det foregående nummer, 6. januar, indeholdt rapporter fra møder i Barnsley (om loven om lokalpoliti), Leeds, Huddersfield (om kooperativbevægelsen), Almonbury, Halifax, Dewbury (om fattiglovene), Saddleworth (om nogle arbejdere i uldbranchen, som var blevet stillet for retten af deres arbejdsgiver), Manchester (om oprøret i Canada), Hyde (om fattiglovene), Huddersfield og Bradford (om fattiglovene). Samme nummer indeholdt en liste over indsamlede beløb til spinderne i Glasgow og en beretning fra et velbesøgt møde i Northumberland og Durham, hvor folk skal have båret følgende opråb: “Guds vrede vil ramme dem, der adskiller mand og kone“, “Gå nu, du rige mand, og græd dine bitre tårer over de plager, der skal hjemsøge dig”, “for barn og viv, vi vil krige på kniv”, “Canadas heltemodige og fædrelandskærlige borgere skal sejre i kampen for grundloven”.
Ved at referere talerne fra møderne forklarede avisen de rejste spørgsmål i et sprog, som dets læsere (og måske endnu vigtigere: dem der hørte artiklerne blive læst højt) var i stand til nemt at forstå. Avisen kunne skabe en forestilling om de rædsler, som fattiglovenes ‘bastiller’ ville blive, om forsøgene på at presse arbejdernes lønninger ved hjælp af lovgivningen, om de afsavn, som folk var tvunget til at leve under. Men avisen kunne også bringe noget lige så vigtigt – følelsen af at læseren var en del af en voksende tidevandsbølge af kamp imod alle disse forhold. Avisen afspejlede erfaringerne, men samtidig blev disse erfaringer trukket skarpere op.
Det var ikke bare rapporterne, der gjorde dette. Det samme gjorde mange af artiklerne. Avisen havde bidragydere, særlig dets ejer Feargus O’Connor, [9] som havde en umådelig evne til at udtrykke de undertryktes og udbyttedes vrede og indignation med sine egne ord. G. D. H. Cole har beskrevet dette godt:
Feargus O’Connor var utvivlsomt den mest vellidte såvel som den mest hadede i chartistbevægelsen. Han havde et umådeligt hold på folk, ikke bare i et distrikt, men over hele England. Mådehold i tale var fjernt fra hans natur, og han fik for vane at skrive nogenlunde, som han talte – han brugte ord og fraser for at påvirke følelserne hos sine læsere, han argumenterede aldrig, men udtrykte sig altid ivrigt og positivt bekræftende om det, han ønskede, at folk skulle tro på. Han udtrykte sig altid i et meget følelsesladet og konkret sprog, renset for abstrakte ideer ... Hans fornemmelse for lidelse var stærk og ægte, og det fik de ulykkelige og undertrykte overalt i England til at se på ham som deres ven og til at bære over med ham, når han gjorde noget galt. (Chartist Studies)
Han pralede nogle gange med, at dette fik de forarmede masser af tekstilarbejdere, minearbejdere og fabriksarbejdere til at stole på ham. Det var typisk for hans stil, at han skrev i en leder til Northern Star om ændringerne af fattiglovene i 1838-årgangens første nummer:
Denne lov er en fornærmelse imod de rige, en svindel over for de fattige og en forbrydelse imod naturen. Loven er en tyv, som burde indfanges; en gal hund, som burde jages fra bakke til bakke og fra dal til dal. Enhver mand, der møder døden imod denne nationale fjende, fortjente i langt højere grad et monument til sin ære end den veldresserede kriger, som prostituerer sig selv for penge, ligeglad med den sag han kæmper for.
Han brugte altså ikke den form for velovervejede argumenter, som den radikale presse ofte foretrækker. Han skrev hårdt og groft, og det, han skrev, kunne sagtens være baseret på selvmodsigende forudsætninger. Men det fangede stemningen hos millioner af mennesker og bragte dem på den måde tættere på en forståelse af den virkelig kilde til deres undertrykkelse.
Folk sloges om at komme til at læse avisen, fordi den fortalte dem, hvad de selv og tusinder andre som dem selv følte og gjorde. Og de nøjedes ikke med at læse den. De sendte også rapporter ind til den og hjalp til med distributionen. Den havde korrespondenter overalt, hvor der var blot den ringeste grad af arbejderklasse-aktivitet. Som dens redaktør skrev i 1841: “Northern Star har mere originalt stof end ti andre aviser i kongeriget.” Det var dét, der gjorde, at avisen var mere end bare læsestof: Den var også bevægelsens organisator.
Northern Star bliver ofte set som et biprodukt af chartist-bevægelsen. Men den begyndte at udkomme mere end 6 måneder før, bevægelsen blev formelt stiftet, efter opfordring fra mennesker som Lovett [10] i London, som var meget mere moderate i deres udtryk end O’Connor. Det var Northern Stars agitation omkring et bredt felt af økonomiske spørgsmål – særlig fattiglovene og spørgsmålet om retten til at stå i fagforening – der skabte den almene politiske forståelse, der gav charterets krav om stemmeret sin masseopbakning. Dette viste sig ved det omfang, i hvilket O’Connor var i stand til at dominere bevægelsen i ti år, mens de, der formelt havde startet den, for manges vedkommende hurtigt blev presset ud.
Det tiltrækkende ved Northern Star var, at den ikke bare afspejlede folks erfaringer. O’Connor var fornuftig nok til at inddrage mennesker, som havde den tankens klarhed, han selv manglede. Dorothy Thompson skriver, at “redaktionen omfattede mange af bevægelsens bedste mænd”.
Avisens vigtigste holdningsskribent fra 1838 til 1840, Bronterre O’Brien, og avisens redaktør gennem det meste af 1840’erne, Julian Harney, var mennesker, der lagde vægt på klart formulerede argumenter imod den herskende klasses ideologi. Begge byggede på synspunkter fra den franske revolutions ekstreme venstrefløj: O’Brien oversatte Buonarrottis bog om Babeufs ‘de liges sammensværgelse’ og skrev selv en del af en biografi af Robespierre (som han aldrig blev færdig med). Harney var i konstant kontakt med emigranter fra de europæiske revolutionære bevægelser. Men de forsøgte begge at gå videre med en kritik af det opstigende borgerskabs økonomiske ideer. Dette lykkedes kun delvist, men i det mindste fik de blotlagt nogle af de begreber, som Marx senere oparbejdede til den definitive kritik af det borgerlige samfund som helhed. Og de brugte disse begreber til at gøre arbejderne bevidste om deres klasseinteresser.
Som den ‘moderate’ reformator, Francis Place, forklarede:
O’Brien skrev lange og velformulerede artikler over de forestillinger, der grundigt var blevet indpodet i alle de mange politisk interesserede arbejdere. Hans formål var, hvad det altid havde været, ødelæggelse af ejendom i private hænder, af alle profitter, alle renter, al sammenhobning ... (citeret i Cole)
Typisk for den klarhed, med hvilken han kunne skrive, var et stykke om Irland i Northern Star 27. februar 1838:
Denne sammensværgelse (altså regeringen) snakker om VORE kolonier. De lyver, disse vagabonder. Vi har ingen kolonier; vort aristokrati, vore handelsfolk, besidder kolonier over hele kloden, men det engelske folk – det virkelige sande engelske folk besidder ikke én bid jord i deres eget land – og endnu mindre besidder det kolonier i andre lande. Hvad de kalder vore kolonier tilhører vore fjender, vore undertrykkere, de der underkuer os.
Avisens svageste punkt var, når det kom til spørgsmålet om, hvad der må gøres. Dens svaghed var O’Connors svaghed. Han kunne give mæle til folks klager, men var helt ude af stand til at gå skridtet videre til en strategi og taktik for, hvordan man kunne gøre noget ved de forhold, folk klagede over. Han trådte derfor altid et skridt tilbage i afgørende øjeblikke i kampen.
Det var nemt nok for avisen at fortælle, hvad der burde gøres, når aktiviteten var i fremgang, som det var tilfældet i 1837-38, 1841-42 og i 1847-48. Den fortalte arbejderne, at de skulle slutte sig sammen i en masseprotestbevægelse, og at de skulle stole på deres egen styrke og ikke på nogen ‘moralsk’ indflydelse, de kunne have på den herskende klasse (‘moralsk svindel’ var avisens beskrivelse af ‘moralsk styrke’ i 1838). Men da tingene tilspidsede sig, som i sommeren 1839 og 1842 og i foråret 1848, var den ude af stand til at anvise nogen klar vej frem. Så efter disse højdepunkter i kampen, faldt avisens udbredelse hurtigt, fra 18.000 i 1840, til 12.000 i 1842, til 6000 i 1846, tilbage op på over 10.000 i 1848 og så helt ned til 5000 i 1850.
Alligevel holdt den i mere end ti år sammen på kimen til verdens første arbejderbevægelse, selv i hårde tider, hvor den, som én af dem, der kritiserede Northern Star for dens ‘ekstremisme’ udtalte, kun bestod af “elendige smågrupper på et dusin eller to i hver by, som i almindelighed mødtes i én eller anden ølknejpe og kaldte sig selv for afdelinger af the National Charter Association”. (Matthew Fletcher fra Bury citeret af Dorothy Thompson). Og trods alle svaghederne var Northern Star alligevel et strålende eksempel på, hvordan en revolutionær arbejderavis kunne være.
Den tidlige Daily Herald var ikke en revolutionær avis i den forstand, at den udtrykte noget klart og entydigt ønske om at omskabe den eksisterende samfundsorden med magt. Alligevel er der to gode grunde til at se nærmere på den.
Daily Herald viste, at den yderste venstre side af det politiske spektrum var i stand til at lave en avis, som i en periode med voksende aktivitet kunne måle sig med den borgerlige presse, når det gjaldt om at fange arbejderklassens avislæsere. Og netop derfor blev den i Tredje Internationales første par år ofte nævnt som et eksempel, den revolutionære presse kunne lære af.
Avisen begyndte sit liv som en simpel 4-siders strejkestøtte-avis under en trykkeri-lockout i London i januar 1911. Det første nummer handlede udelukkende om strejken. Og selv om dens første artikel startede med et digt af William Morris, [11] så viste avisens sprog, at trykkeriarbejderne stadig lå under for nogle traditionelle engelske værdier: “Engelske mænd, der har avlet sønner rede til at dø i imperiets krige i fremmede lande”, stod der i én af forsideartiklerne, “vil ikke lade sig kue som en horde sultende asiater ... Kapitalen er nok stærk, men mandighed er stærkere.”
Avisen gik hurtigt over til også at skrive om andre industrier end trykkeribranchen – f. eks. om arbejdsforholdene i bagerierne eller om minearbejderfagforeningen i Fife (i Østskotland) – og det kunne ses, at overbeviste socialister som Ben Tillet fra Havne-arbejderforbundet og det venstresocialdemokratiske parlamentsmedlem Georg Lansbury [12] nu deltog i redaktionen. Daily Herald bragte artikler, der argumenterede for socialismen, samtidig med at avisens indhold blev bredere. Der blev plads til en fodboldspalte og en havespalte. Behandlingen af trykkerikonflikten ændrede sig markant fra den indforståede tone i de første numre. 21. april bragte avisen et billede af strejkende kvindelige pakhusarbejdere, der demonstrerede, og et interview med Ellen Smith, som var organisator i kvindesektionen i pakhusarbejdernes forbund.
Den meget vellykkede strejkestøtteavis, hvis oplag var steget fra 12.000 til 27.000, fik dem, der var involveret i avisens fremstilling, til at anmode om midler, sådan at de kunne holde avisen i gang som regulært dagblad. Dette lykkedes ikke med det samme, så efter tre måneder lukkede Daily Herald midlertidigt.
Men et år senere i april 1912 genoptog Daily Herald udgivelsen, og selv om startkapitalen kun var på 300 engelske pund, så gik den strålende de næste to år. Dens nøjagtige salg er ikke kendt, men man har anslået oplaget til mellem 50.000 og 150.000. Dette var ikke så højt som de to store populære aviser på den tid, Mail og Mirror, som hver solgte mellem 750.000 og en million eksemplarer, men den var i samme vægtklasse som Express og Telegraph, hvis salg lå på mellem 200.000 og 300.000 – hvilket ikke var så ringe i betragtning af, at den især solgtes til almindelige arbejdere, som ikke endnu havde udviklet den vane at købe et dagblad i stedet for en søndagsavis. Avisens overleven var endnu mere bemærkelsesværdig, når man husker, at Labours ledelse i sommeren 1912 startede et konkurrerende dagblad (Daily Citizen) med langt større ressourcer bag sig.
Det nye Herald brugte ganske uden blusel de sidste nye teknikker inden for avisproduktion. Det var derfor ganske naturligt, at det tredje nummer havde forsideoverskriften “TITANIC SNUBLER”. Men denne sensationsjournalistik blev, så ofte som gørligt, vendt mod det etablerede samfund. Dag efter dag spurgte Heralds forside om omstændighederne omkring forliset – sikkerhedsforanstaltningerne ombord på skibet, besætningens arbejdsvilkår, hvorfor alle de mandlige passagerer på første klasse fik lov at gå i redningsbådene, mens kvinder og børn samt passagerer på alle andre klasser blev tvunget til at blive på det synkende skib.
Det mest markante ved Herald var dog ikke sensationsjournalistikken, men den måde, avisen kombinerede denne med en sympati og identifikation med arbejdernes kamp. Daily Herald blev kendt som en rebelavis, fordi, som George Lansbury udtrykte det, “den altid støttede strejkende arbejdere ... alle mænd og kvinder, der kæmpede for bedre livsvilkår regnede i disse første år med Daily Heralds støtte ...”
Herald indholdt stof om strejker, arbejdernes vilkår og om konflikter med arbejdsgiverne i lange baner. Det første nummer efter den nye start indeholdt nyheder om en jernbanestrejke, debat om den nylig afsluttede kulminestrejke, detaljer om afslutningen på en strejke blandt 30.000 jute-arbejdere i Dundee og noget om en strid med elektrikerne ved Earls Court. Avisen bad “fagforeninger, faglige karteller, arbejderpartikomiteer og kooperative selskaber ... om at viderebringe alle slags nyheder til Daily Herald”. Da 100.000 havne- og transportarbejdere i London gik i aktion i juni og juli, var Herald strejkens officielle organ. Da arbejderne i Dublin blev lock-out’et et år senere, var det Herald, der førte kampagnen for solidaritet i England, Skotland og Wales.
Disse år blev vidne til det største opsving i arbejderklassens kamp siden chartismens tid med store strejker, som førte til, at fagbevægelsen kom ind i langt flere industrier end hidtil. Initiativet blev i almindelighed taget af “uofficielle” elementer, som var under indflydelse af socialistiske og syndikalistiske ideer. Og Herald var midlet, med hvilket de pågældende arbejdere kunne få en fornemmelse af deres egen styrke ved at følge beretningerne om hver enkelt af deres sammenstød med systemet. Ved at afspejle deres erfaringer under denne store strid udvidede avisen disse erfaringer. Et brev til Herald i oktober 1912 formulerede det sådan:
Lad enhver overveje den indflydelse, Daily Herald har ved dag efter dag måske underbevidst at viderebringe oprørskhed og uafhængighed. Dag efter dag registrerer den arbejdernes kamp og giver dermed en bredere fornemmelse af arbejdernes kampe og viser nødvendigheden af solidaritet og fælles handling i stor målestok.
Men hvad var de almene ideer, der motiverede dem, der drev avisen? Disse motiver var på ingen måde klare. Lansbury, som i stigende grad fik den dominerende indflydelse på avisen, så den som et forum for alle mulige ideer, der udfordrede det eksisterende system, snarere end som en avis, der stod for en enkelt linje. Derfor blev anarkisters, syndikalisters, kristelige socialisters, radikale kvinders, laugssocialisters, marxisters og reformistiske socialisters ideer blandet med hinanden i avisen. Det eneste, der holdt dem sammen, var ideen om, at radikal modvilje imod det eksisterende system var en god ting. Denne fuldstændige sammenrodning af alt muligt blev til total forvirring, når det kom til spørgsmålet om, hvad der burde gøres.
Dette gjorde ikke så meget i perioden op til sommeren 1914. Det eneste, der var nødvendigt, var at støtte den voksende bølge af kamp på alle fronter – i industrien, mod den ældre generation af konservative faglige ledere, for irsk hjemmestyre, for kvindernes stemmeret, mod forsøgene på at købe arbejderne med den begyndende velfærdsstat.
Meget sigende var avisens redaktør i et års tid den revolutionære syndikalist Charles Lapworth. Lansbury fjernede ham, fordi han ikke længere kunne holde en avis ud, der “hovedsageligt bestod af det gode gamle hadets evangelium”. Lansbury troede på dette tidspunkt selv på ‘direkte aktion’. Men han så dette som underordnet i forhold til parlamentarisk politik. Så selv om han organiserede en ‘Herald League’ for avisens støtter, som bestod af 50 lokalgrupper, så sikrede han sig også, at denne liga ikke havde nogen formel kontrol over avisen!
Denne mangel på en klar politik blev altafgørende i august 1914. Krigsudbruddet (første verdenskrig) betød et klart brud mellem Lansbury, hvis pacifistiske synspunkter fik avisen til at modsætte sig krigen, og folk som Tillet og ægteparret Chesterton, som gik ind for krigen. En kombination af faldende salgstal og stigende papirpriser gjorde, at avisen efter et par ugers tøven måtte gå fra at være et dagblad til at være en ugeavis.
Daily Herald genoptog sin udgivelse som dagblad og startede for tredje gang 31. marts 1919, denne gang med en kapital på mere end 140.000 pund, som kom fra fagforeninger og kooperative selskaber. Den nye finansieringsform førte også til et betydningsfuldt skifte i forhold til førkrigsavisen. Daily Herald var ikke længere nogen rebelavis, som automatisk bakkede op om uofficielle strejker, men en avis, der i hvert fald formelt blev støttet af de faglige organisationers officielle ledere. Det var sigende, at det første nummer ikke bare indeholdt hilsener fra fremtrædende skikkelser på venstrefløjen som Tom Mann og Albert Inkpin, men også Ramsay MacDonald, J. H. Thomas, Philip Snowden og Eduard Bernstein. Lansbury, som senere bemærkede, at arbejderne forventede, at Herald støttede enhver kamp, hvad enten denne var officiel eller uofficiel, skrev, at det var heldigt, at der ikke var ret mange uofficielle strejker i 1919 og 1920.
Men der var kampe og i stor målestok. Året 1919 startede med en omfattende metalarbejder-strejke i Glasgow, som førte til blodige sammenstød med politiet, og en generalstrejke i Belfast. Det fortsatte med langvarig agitation i minerne, som igen og igen lod til at være på nippet til at gå i gang med altomfattende strejker. En politistrejke blev brudt med magt. Der var jernbanestrejke og guerilla-krig mod det britiske styre i Irland. Og alt dette skete op imod en baggrund af en bolsjevikisk revolution i Rusland, som allerede havde bredt sig til Ungarn, og som så ud til også at skulle opsluge det tyske rige.
Daily Herald fortsatte med at rapportere arbejdernes erfaringer i kamp med en side, der hed ‘arbejderens verden dag for dag’, som hver dag i gennemsnit bragte 15 rapporter om strejker, lønforhandlinger og den slags. På andre nyhedssider kunne man finde beretninger fra, for eksempel, retssagen mod lederne af metalarbejderne fra Glasgow, side om side med mord og lignende, som de ligesom resten af den populære presse nøje berettede om. De internationale nyheder var ligeledes nyheder om kampe – om strejker i USA, om krigen i Irland, om uroligheder i Indien, om de kampe, som de russiske og ungarske røde hære kæmpede.
Oven i dette brugte avisen sensationsjournalistikkens teknikker til at komme med afsløringer om folks levevilkår – med rædselsberetninger på forsiden om boligerne i Bethnal Green – og regeringens rænkesmederier for at slå arbejderbevægelsen såvel hjemme som internationalt. Avisen fremlagde 4 bemærkelsesværdige afsløringer – den offentliggjorde de hemmelige traktater, som den britiske regering havde indgået under krigen, og som blev bragt for dagen af den russiske revolution; den offentliggjorde de hemmelige ordrer til hærens officerer, som gav dem besked på at forberede deres tropper til strejkebryderi; den afslørede detaljer fra et møde mellem Churchill og en general fra de russiske kontrarevolutionære armeer om at sende en styrke på 10.000 ‘frivillige’ imod revolutionen; og den afslørede, hvordan den britiske regering havde trykt en falsk udgave af Pravda.
Det var derfor intet under, at avisen var meget populær hos næsten alle arbejderbevægelsens aktivister med et oplag på mellem 200.000 og 370.000 – og med en top på 500.000 under jernbanestrejken i 1919. Intet under at regeringen var så bekymret over avisens indflydelse, at den forbød avisens udbredelse inden for de væbnede styrker.
Hvordan udnyttede avisen sin popularitet?
Daily Herald var stadig en venstrefløjsavis i den betydning, at den beslutsomt gik ind for direkte aktion, for faglige kampe med politiske mål og for den bredest mulige solidaritet med dem, der var i kamp. Men i 1919 og 1920 var der ikke ret mange i arbejderbevægelsen, der åbenlyst turde indrømme, at de var imod disse ting. Lederne fra de tre vigtigste fagforbund dannede en tre-parts-alliance, hvor de lovede hinanden gensidig støtte. Ramsay MacDonald skrev en bog, hvor han argumenterede for, at faglige aktioner for politiske mål var helt i orden, så længe disse blev foretaget inden for grundlovens rammer, og selv den ærkemoderate J. H. Thomas kunne på konferencer stemme for resolutioner til fordel for direkte aktion.
Avisen insisterede på, at det var nødvendigt med mere end bare ord; der skulle handling til. Men den var ikke rede til at forklare, hvad dette indebar. En af Daily Heralds egne skribenter, H. N. Brailsford, bemærkede, at venstrefløjen på kontinentet anvendte den direkte aktions metode i praksis, mens man i Storbritannien bare diskuterede, om det var rimeligt at gøre det: “På kontinentet diskuterer socialisterne, hvordan teknikken bedst kan anvendes, mens vi herhjemme ikke diskuterer andet end etikken i det.” (Daily Herald, 18. september 1919).
I 1920 betød dette, at avisen korrekt argumenterede for nødvendigheden af at forene forskellige kampe, både når det gjaldt om at forene kampen i England med kampen for uafhængighed for Irland, og når det gjaldt om at forene jernbanearbejdernes kamp med minearbejdernes kamp. Men når man skulle udpege dem, der var de ansvarlige for at bryde enheden, så forholdt man sig forbavsende roligt.
Dette blev helt klart i 1921, da lederne af jernbane- og transportarbejderforbundene forrådte trepartsalliancen og tillod, at minearbejderne blev isolerede og derfor led nederlag. Daily Herald udnævnte denne dag til Sorte Fredag og trykte resolutioner fra jernbanefagforbundets afdelinger, der beklagede dét, der var sket. Men avisens leder insisterede, at det ikke var Daily Heralds opgave at bebrejde enkelte medlemmer eller grupper i bevægelsen noget.
Daily Herald kunne ikke bebrejde de enkeltpersoner, som var ansvarlige for arbejderklassens vigtigste nederlag i en generation på grund af den brede og uafhængige rolle, avisen forsøgte at tillægge sig – og måske også fordi transportarbejderforbundets leder, Bevin, var formand for Daily Heralds indsamlingskomité.
Som Alisdair Hatchett har bemærket i et meget spændende studie af avisen:
Avisen var altid respekteret af alle dele af bevægelsen for dens arbejdspladsnyheder og anklager mod regeringen. Men den ukritiske og holdningsløse måde, redaktørerne reagerede på, når man diskuterede bevægelsens problemer og den ekstatiske sprudlen over ethvert fremskridt uanset hvor lille, tillod det på én gang at understøtte de revolutionære tendenser og på samme tid at gøre den militante reformisme virkelig reformistisk. Støtten til direkte aktion blev udtrykt på en måde, så parlamentet som institution ikke blev truet.
En bred avis, vagt associeret med opråb om militant aktion, kunne trives i en periode med stigende kampvilje, i hvilken bare dét at trykke vredesråbene fra forskellige grupper af arbejdere var nok til at frembringe et kor af almen revolte. Men det var pludselig håbløst det øjeblik, det afgørende vendepunkt i kampen var nået. Da havde Daily Herald ikke længere noget at sige.
Dens tavshed betød, at der kun var én vej, det kunne gå fra dette punkt – mod højre. Eftervirkningen af minearbejdernes nederlag var, at arbejdsløsheden steg uden modstand, og at organisationsgraden faldt enormt. Den militante basis, der havde holdt Daily Herald i live, var fjernet, og salget af avisen faldt. I 1925 solgte Lansbury ud i dette ords bogstavelige forstand – han overgav avisen til ledelsen af TUC (det engelske LO), som igen solgte halvdelen til den store forlagsvirksomhed Odhams. Avisen klarede sig glimrende i 1920’erne og 30’erne – ikke fordi der var det ringeste spor af rebelskhed tilbage, men på grund af dét, der dengang svarede til bingo. Da Daily Herald ikke længere kunne overleve på denne basis i 1960’erne blev den, lige som andre aviser i England, overladt til Rupert Murdoch.
Trods dette havde Daily Herald for en periode været, hvad den kommunistiske arbejderhistoriker R. Page Arnot har betegnet som “det nærmeste der nogensinde har været i dette land” til den “kollektive agitator og propagandist” (The impact of the Russian revolution in Britain).
Det er svært af finde en skikkelse i arbejderbevægelsens historie, som adskiller sig mere fra George Lansbury og Feargus O’Connor end Lenin. Noget havde han dog til fælles med dem. Han forstod, at arbejderavisen havde en vigtig rolle at spille, og han vidste også, hvordan avisen skulle udfylde denne rolle.
Det var en tilfældighed, at Pravda begyndte at udkomme i Rusland nogle få dage efter, at Daily Herald igen begyndte at udkomme – denne gang mere permanent – i april 1912. Hvad der ikke var nogen tilfældighed, var den måde, hvorpå Pravda var i stand til at vokse sig større, akkurat som Daily Herald havde gjort det, på ryggen af arbejderkampens tidevandsbølge. Lenin forstod, at det var muligt at tage de kæmpende arbejderes erfaringer, generalisere disse erfaringer og dermed give erfaringerne politisk kraft.
Som vi har set, havde Lenin allerede tilbage i 1902 i Hvor skal vi begynde og i Hvad må der gøres argumenteret for vigtigheden af den revolutionære avis. I perioden efter 1905-revolutionens nederlag var det meget vanskeligt at smugle de illegale aviser ind i Rusland på andet end en uregelmæssig og tilfældig måde. Lenin noterede sig f. eks. i 1911, at:
partiets faktiske stilling i øjeblikket er sådan, at der næsten overalt er meget små uformelle kernegrupper af arbejdere, der mødes uregelmæssigt. De har typisk ingen forbindelse med hinanden og ser kun sjældent nogen som helst litteratur.
Men det samme år så også en genopblussen af arbejdernes kamp, og partiet var i stand til at fremstille en legal avis – altså en avis, der brugte et slags fabelsprog med sære omskrivninger, sådan at censuren enten ikke kunne forstå det eller ikke var i stand til at kalde det ulovligt. Dette var Svesda (Stjerne) i Skt. Petersborg, som først udkom en gang om ugen og senere to gange om ugen. På et partimøde i januar 1912 besluttede man at starte et legalt dagblad, selv om Lenin og Sinovjev tvivlede på, at det kunne lade sig gøre. Pravda begyndte at udkomme 22. april.
Dette skete samtidig med det næste store opsving i kampen. 5. april åbnede tsarens soldater ild mod en skare ubevæbnede strejkende i gulddistriktet ved Lena i dybet af Sibirien. 500 lå døde bagefter. I dagene, der fulgte, blev der demonstreret og strejket af 300.000 arbejdere. Og 1. maj var 400.000 i strejke. I hele 1911 havde der kun været 105.110 strejkende.
Pravda startede som en avis, der afspejlede arbejderklassens nye stemning. Som en af bolsjevikkernes modstandere sagde:
[I avisens spalter] ... læser vi om arbejdergruppers, fagforeningers, klubbers og kooperativers handlinger, om disse organisationers møder og om deres ledende komiteer ... om studiekredse og rapporter organiseret af arbejdere, om strejker og strejkekomiteer, om organisation af indsamlinger, om forsøg på politiske aktiviteter til forsvar for arbejderpressen, om Bebel [13] for at ære hans minde og en masse andet.
Som Lenin sagde det:
Når Pravdas læsere, som af de hårde ydre betingelser for livet i Rusland er meget spredt fordelt og ofte adskilte fra hinanden, ser på indsamlingstallene fra fabriks- og kontorarbejdere i alle dele af Rusland, får de en idé om, hvordan proletarerne i forskellige fag og i forskellige egne kæmper, om hvordan de vågner op til forsvar for arbejderklassens demokrati.
Beretningerne om arbejderklassens liv er ved at blive til en permanent del af Pravda. Der kan ikke være tvivl om, at der fremover, udover breve om overgreb i fabrikkerne, om de nye proletariske lags opvågnen, om indsamlinger til fordel for én eller anden arbejderaktivitet, vil komme stof om arbejdernes følelser og synspunkter, om valgkampe, om valget af arbejderdelegerede, om hvad arbejderne læser, om særlige forhold, der har arbejdernes opmærksomhed og så videre. Arbejderavisen er arbejdernes forum. For øjnene af hele Rusland må arbejderne her ét for ét rejse alle de forskellige spørgsmål om arbejdernes liv generelt og arbejderklassens demokrati i særdeleshed.
Sinovjev hævdede, at Pravda
brugte mere end halvdelen af spaltepladsen til breve fra arbejdende mænd og kvinder. Pravda var en særlig kommunistisk slags avis. Den påtog sig opgaver, som ingen andre påtog sig. Endog i sin ydre form adskilte den sig fra alle andre borgerlige og socialdemokratiske aviser. Halvdelen af avisen blev skrevet af arbejdende og kvinder, soldater, kokke, kuske og butikspersonale ...
Disse breve fortalte om det daglige liv på fabrikkerne og værkstederne, i barakkerne og i industrien. I et enkelt sprog fortaltes detaljerne i de afsavn og den undertrykkelse, arbejderne var underlagt. Disse breve afslørede det smålige tyranni fra de underordnede funktionærer på fabrikkerne og i værkstederne ... disse breve tegnede et i imponerende grad dækkende billede af den fattigdom og de lidelser, som masserne blev udsat for. Disse breve udtrykte bedre end noget andet i verden den voksende bølge af protester, som senere gik over i den store revolution. Avisen blev den største lærer for de arbejdende masser, og det var arbejderne selv, der i store træk bidrog til dette.
Det var kun nødvendigt med et enkelt brev fra en bestemt fabrik eller barak, for at det pågældende nummer blev grebet grådigt på denne fabrik eller barak. Arbejderne vænnede sig til at læse disse breve. Sådan et brev blev en begivenhed på den pågældende fabrik. Afsløringerne blev læst af såvel partimedlemmer som ikke-partimedlemmer, og avisen spredte rædsel blandt arbejdernes undertrykkere ... (Bulletin of the Executive Committee of the Communist International, 1921).
Da avisen afspejlede folks erfaringer på denne måde, blev den også uden besvær deres organisator. Dette var især betydningsfuldt for bolsjevikkerne, da de jo opererede som illegalt parti og derfor var ude af stand til at rekruttere medlemmer åbenlyst. De kunne dog opbygge et netværk af mennesker, som korresponderede med avisen, distribuerede den og foretog indsamlinger for den på arbejdspladserne.
Halvdelen af aviserne solgt i Skt. Petersborg blev solgt på fabrikkerne. Den ansvarlige for avissalget på den enkelte fabrik var i realiteten det illegale partis legale repræsentant, som legalt modtog bidrag fra partiets sympatisører. Indsamlinger af en kopek fra hver arbejder til fordel for avisen erstattede medlemsbidrag til partiet. Listerne over indsamlingsresultaterne, som blev trykt i avisen, gav en fornemmelse af, hvor stort netværket af støtte for avisen var. Så da Lenin ønskede at vise, hvor meget stærkere bolsjevikkerne var end den reformistiske strømning i arbejderbevægelsen (de såkaldte mensjevikker), så sammenlignede han listerne i Pravda med listerne i mensjevikkernes blad Lutj. Dét, at Pravda solgte 40.000 eksemplarer dagligt og modtog 2181 separate indsamlingsbeløb fra arbejdergrupper i 1913 mod et salg på 16.000 dagligt for mensjevikkernes avis og 671 indsamlingsresultater for dem, brugte han som et bevis på, hvor meget større støtte bolsjevikkerne havde.
Men Pravda afspejlede ikke bare arbejdernes erfaringer. Pravda søgte også at forbinde disse erfaringer med de almene principper, ud fra hvilke bolsjevikkerne arbejdede.
Lenin havde i Hvad må der gøres argumenteret for, at den revolutionære avis var nødt til at gøre andet og mere end bare at afsløre de konkrete forhold, arbejderne stod over for på fabrikkerne. Den måtte også levere en afsløring af samfundet som helhed – af tsarens stat, af kapitalismens udvikling indenfor denne, af de forskellige klassers roller, af alle de forskellige kampe mod undertrykkelse og udbytning såvel som af arbejdernes kamp.
Lenin ville sikre sig, at klare marxistiske ideer fandt deres vej til avisen, og flyttede derfor fra Geneve til Kraków (i den tysk-kontrollerede del af Polen), sådan at han var i stand til at levere artikler næsten dagligt.
Han skrev hundredvis af artikler. Mange var ganske korte, måske på 500 eller 600 ord – de var kommentarer til en bred vifte af emner – de italienske socialisters program, den russiske arbejderbevægelses 18 år, en biografi af en aldrende reaktionær person, som engang havde været liberal, koncentrationen af den russiske produktion, om lønningernes højder og strejker, den liberale regering i Storbritannien, hvorvidt præster burde blande sig i politik, den italienske krig i Libyen, Balkankrigen, den kinesiske 1912-revolution, valgene i USA, det britiske uafhængige arbejderpartis kongres, Harry Quelchs død, Dietzgens filosofi.
Pointen i disse artikler var ikke blot at oplyse for oplysningens egen skyld. Hver enkelt artikel var omhyggeligt skrevet for at fremhæve en politisk pointe: borgerskabets forræderiske rolle i kampen imod tsarismen, de farer den reformistiske tendens i arbejderbevægelsen udgjorde, hvordan imperialismen fører til krig, forholdet mellem kampen for national befrielse og socialisternes kamp og meget andet. Pointen var at gøre arbejderlæserne mere bevidste, sådan at de kunne skimte sammenhængen imellem deres egne erfaringer og arbejderklassens globale kamp.
Lenin skrev også artikler af en anden type. Disse var typisk meget længere. De kunne fylde 2000 ord eller mere og løb nogle gange som serier over flere numre af avisen. De skrev udførligt om uenigheder i arbejderbevægelsen og om øjeblikkets opgaver.
Disse artikler var hovedsageligt argumentation imod mensjevikkerne. På ét niveau var spørgsmålet, om arbejderbevægelsen skulle nøjes med at opbygge bredtfavnende legale partier med udgangspunkt i fagbevægelserne, arbejderbevægelsens alternative virksomheder, de legale aviser og den slags. Bolsjevikkerne og gruppen omkring Plekhanov [14] argumenterede for, at dette ikke var nok, at noget mere var nødvendigt – at det var nødvendigt at opretholde et illegalt undergrundsapparat med dets egne aviser, som skulle smugles ind i Rusland udefra. Men under denne strid lå der en endnu mere fundamental uenighed. Ved at begrænse sig til legale organisationsformer, måtte mensjevikkerne nødvendigvis afstå fra at argumentere for en revolutionær fjernelse af tsarismen og dermed blev forskellen udvisket mellem dem og de borgerlige liberale, der blot ønskede at reformere tsarismen. For det var kun i den illegale presse, at det var muligt at tale åbent om den revolutionære omvæltning af samfundet, og det var kun gennem illegale organisationsformer, at forberedelserne til dette kunne gøres.
Ved at insistere på at disse artikler kom i avisen – lejlighedsvis på trods af redaktørerne i Skt. Petersborg – viste Lenin, at han mente, at avisen var nødt til at være mere end bare en genspejling af arbejderklassens erfaringer eller et organ for udbredelse af marxismens almene begreber. Avisen måtte også besvare spørgsmålet: Hvad må der gøres?
På dette punkt var Lenin tættere på den konsekvent borgerlige revolutionære Marat, end han var på de mennesker, der fremstillede arbejderklassens aviser (Northern Star og Daily Herald). Og derfor var han, lige som Marat, i stand til at bruge avisen til at hjælpe en revolution til verden.
De fire eksempler, vi har set på, har været strålende eksempler på, hvordan revolutionære aviser skal være for at kunne slå igennem under et revolutionært opsving. Det er ikke nok at formulere revolutionære ideer og at sige, hvad der må gøres; det er også nødvendigt at give mæle til massernes levende erfaringer. Hvis avisen gør dét, kan den blive massernes avis og ikke bare en avis beregnet på masserne – en avis, der forbereder handling og ikke bare prædiker handling.
Denne pointe har Sinovjev formuleret godt i et brev, han skrev i Bulletin of the Executive Committee of the Communist International til redaktørerne af kommunistiske aviser i 1921. Han beklagede sig over, at
vore aviser er for tørre, for abstrakte, for lig aviser af den gamle type. De indeholder for meget stof, der er interessant for professionelle politikere og for lidt stof af den slags, der ville blive læst ivrigt af daglejere, kokkepiger, soldater. Vore aviser indeholder for mange lærde udenlandske ord, for mange lange tørre artikler. Vi er for ivrige efter at efterligne de ‘respektable’ aviser. Alt dette må ændres ...
Et kommunistisk dagblad må under ingen omstændigheder begrænse sig til såkaldt seriøs politik. Tværtimod burde 75% af avisen målrettes imod arbejdernes hverdagsliv ...
Vore aviser må konkurrere med såvel borgerlige aviser som andre aviser. Vi er nødt til at sikre os, at vore aviser indeholder kvalitetsstof, ordentlig sat op og læseværdigt. Vi må hele tiden overveje, hvorfor store dele af arbejderklassen føler sig tiltrukket af borgerlige aviser ... Vi må lære af aviser som Daily Herald, som søger at dække alle aspekter af en arbejderfamilies liv ... Ydermere er vi nødt til at trykke noget stof, som de borgerlige og socialdemokratiske aviser ikke kan give arbejderne. Dette stof er netop brevene fra fabriksarbejdere, minearbejdere, soldater ...
Vi må fremelske en ny kommunistisk journalist. Han eller hun må interessere sig mindre for studehandlerne i parlamenterne og mere for fabrikkerne, butikkerne, arbejdernes hjem, dagligstuer, skoler osv. Den kommunistiske journalist skal bidrage til avisen med nyheder fra arbejdermøder, beskrivelser af arbejdernes behov, meget konkrete oplysninger om prisstigningerne, osv.
Arbejderne værdsætter i høj grad skarp sarkasme, en giftig hån rettet mod fjenden. Én eneste karikaturtegning, der rammer sømmet på hovedet, er bedre end snesevis af højtravende såkaldt marxistiske artikler ... Vi bør ofte, i stedet for den vanemæssige daglige lederartikel, bringe et mere eller mindre bemærkelsesværdigt brev fra en arbejder eller fra en gruppe fabriksarbejdere eller et billede af arbejdere, der bliver arresteret, eller en biografi af en arbejder, der er blevet dømt af borgerskabets domstole, og som har udvist stejlhed og mod under retssagen. Mindre abstrakt og mere konkret. Det er, hvad vore aviser har brug for.
Dette er en glimrende fremstilling af, hvad en revolutionær avis bør være i en periode med opsving i de revolutionære aktiviteter. Det er ikke bare en sammenfatning af, hvad Pravda gjorde, men også af, hvad der var bedst i Folkevennen (L’Ami du Peuple), Northern Star og Daily Herald. Som sådan afspejlede det følelserne i årene 1917-21, hvor det ene land efter det andet blev rystet af revolutionære rejsninger, hvor de store socialdemokratiske partier i Europa blev revet midt over, og hvor halvdelen af disse partiers aktivister holdt på den revolutionære kommunisme.
Alligevel ville det være en fejl at tage Sinovjevs ord som udtryk for, hvad den revolutionære socialistiske avis kan og skal være til enhver tid og under alle forhold. Ingen af de aviser, vi har beskrevet indtil videre, kunne overleve i deres oprindelige form, efter at perioden med vækst og styrkelse af kampen blev afløst af en periode med nederlag og demoralisering.
L’Ami du Peuple overlevede ikke mordet på Marat i 1793, og de aviser, der overtog dets publikum, som Heberts Le Père Duchesne, kunne ikke overleve nedgangen i den revolutionære bølge efter thermidor [15] i 1794. Northern Star haltede videre i 4 år efter chartismens sidste store optræden i 1848, men med betydeligt formindsket læserskare og indflydelse; den kollapsede endeligt i 1852. Og som vi har set, gik Daily Herald over til at udkomme som ugeblad under første verdenskrig og overlevede kun fagforeningernes store nederlag i 1921 ved at dreje skarpt til højre og ved at ophøre med at være en arbejderavis i nogen virkelig betydning af ordet.
Også Pravda var tvunget til at lukke, da nedgangen i kampen i forbindelse med udbruddet af første verdenskrig tillod tsarismen at føre en meget mere repressiv politik end den, der var blevet ført i årene 1911-13. Under februar-revolutionen i 1917 var avisen i stand til at genåbne – men udelukkende fordi bolsjevikpartiet ved at udgive aviser af en helt anden stil end Pravda havde været i stand til at holde sammen på sin undergrundsorganisation i alle de mellemliggende år.
Forbindelsen mellem arbejdernes hverdagserfaring og den revolutionære socialismes ideer er helt anderledes i en periode med nedgang i klassekampen end i en periode med voksende kampe. I nedgangsperioder opdager arbejderne ikke længere deres muligheder for kollektiv handling. De ser ikke i praksis, hvor falske den herskende klasses ideer er. Det er kun et mindretal – nogen gange et meget lille mindretal – i arbejderklassen, som fortsat fastholder det revolutionære syn. Og dette gør de ikke på basis af direkte erfaringer, men ud fra almene ideer, der er blevet udviklet ud fra erfaringerne fra kampe i fortiden eller fra kampe andre steder på kloden.
En avis, der skal opfylde sin rolle effektivt i nedgangstider, må nødvendigvis være helt anderledes end de aviser, der blev fremstillet, mens det gik godt. Den må nødvendigvis lægge meget mere vægt på teoretiske argumenter og på, hvad der kan gøres for at stoppe rækken af nederlag. Der findes ingen anden måde, hvorpå avisen kan drage mindretallet af revolutionære arbejdere til sig på og hjælpe dem til at modstå den almene højredrejning.
Historisk set har aviserne, som blev fremstillet i nedgangstider, været ganske anderledes i stil end de aviser, der blev fremstillet i opgangstider. Neue Rheinische Zeitung, som blev udgivet i eksil i 1850, var et tykt tidsskrift med lange artikler. F. eks. bragte tidsskriftet hele bogen Klassekampene i Frankrig som føljeton. Red Republican, som Julian Harney udgav i 1850 i et forsøg på at holde sammen på den radikale gren af chartismen, indeholdt nok stof om fagforeningsmøder og strejker, men bestod ellers hovedsageligt af lange holdningsdannende artikler – som f. eks. den første engelske udgave af Det kommunistiske manifest. De illegale aviser, som bolsjevikkerne smuglede ind i Rusland i årene 1907-11 og 1914-17, indeholdt artikler på mange tusinde ord i modsætning til de artikler på 500-600 ord, som Pravda indeholdt.
Den revolutionære avis er et lige så uundværligt redskab for organisering i opgangstider som i nedgangstider. Avisen er midlet, med hvilket de revolutionære socialisters magre og spredte kræfter bliver i stand til at kommunikere med hinanden, forsvare sig imod presset fra den ideologisk fjendtlige omverden og til at tiltrække sig enkelte nye mennesker.
Men avisen er som redskab skruet anderledes sammen i den revolutionære bølgedal, da opgavens art er ret anderledes. Avisen står i en situation, hvor de revolutionære socialistiske ideer konstant bliver angrebet på alle fronter, og hvor avisen er nødt til at bruge spalteplads på at forsvare disse ideer. En af avisens vigtigste opgaver er at give sine støtter ideologiske våben, og dette kan den ikke gøre, medmindre den er i stand til at give dem et klart og velafrundet billede af verden. Selv det mest grundlæggende begreb, arbejdermagten, kan ikke illustreres ved at pege på begivenheder i håndgribelig nærhed, men kræver omfattende historiske artikler og vægtige analyser af, hvad der sker med kapitalismen på globalt plan. Under opgangen i kampen svarer den revolutionære socialismes ideer tæt til udviklinger, der finder sted spontant i arbejderklassen. Men i nedgangen i kampen er situationen meget som beskrevet i Hvad må der gøres, at den socialistiske bevidsthed kommer til klassen udefra – i form af argumenter fra et parti, som bærer på erindringen om, hvad der skete under de foregående opsving i kampen.
Avisen er stadig nødt til at indeholde arbejdspladsnyheder og andet stof om de kampe, der foregår. Dette stof skal hjælpe avisen til at forstå og blive forstået af det mindretal, som fortsætter kampen. Men det kan ikke bare være simple beskrivelser, siden sådanne beskrivelser rimeligvis ville være af nederlag og forræderi. Hvad der er brug for, er ganske lange diskussioner af, hvad der gik galt, og hvad der kunne have været gjort for at rette på tingene. Som vi har set med Daily Herald kan man i en opsvingsperiode i kampen slippe af sted med at lave aviser, som udtrykker sig vattet og uklart om, hvad der må gøres, og som alligevel er vellykkede som revolutionære aviser. Men i nedgangsperioden vil sådanne uklarheder ikke bare åbne vejen for nederlag, det vil også sikre, at avisen bliver en fiasko. For hvad mindretallet af kæmpere ønsker at finde ud af mere end noget andet er, hvordan de kan undgå flere nederlag.
Hvad der sker med aviser, der ikke leverer disse forklaringer, kan man finde ud af ved at se på Pravda (eller Wiener-Pravda, som man nogen gange kalder den), en avis Trotskij redigerede fra eksil i årene 1908-12, og som ikke var identisk med bolsjevikkernes avis med samme navn.
Trotskij var langt den mest talentfulde politiske skribent blandt de russiske revolutionære socialister. Men som Deutscher bemærkede i sin klassiske biografi:
Alt i alt var Pravda ikke en af Trotskijs største journalistiske bedrifter. Han havde til hensigt at henvende sig til ‘almindelige arbejdere’ snarere end til politisk bevidste partimennesker og til at “betjene, ikke lede” sine læsere. Pravdas ligefremme sprog og den kendsgerning, at den prædikede partiets enhed, sikrede det en vis grad af popularitet, men ingen varig betydning. De, der taler en bestemt fraktions eller gruppes sag, plejer at gå ind i mere eller mindre omstændelige argumenter og rette dem imod de øverste og mellemste lag i bevægelsen, snarere end at tale til det almindelige medlem.
Det er disse lag, der er i stand til at “vinde partiets kadrer for deres mere avancerede argumenter”, og det er dem, der “fører argumenterne i en mere tilgængelig form videre ned [til] de menige medlemmer”.
Dette betyder ikke, at avisen altid skal rettes imod en udvalgt skare af indviede. Avisen bør ikke kun se de teoretiske problemer, som bevægelsens intellektuelle plages af. Ej heller bør den blot repetere almene sandheder i et sprog, som kun forstås af allerede overbeviste marxister. Den er nødt til at forholde sig til hvert eneste menneske, som ønsker at bekæmpe systemet. Men avisen må argumentere ordentligt og grundigt med dem, ikke bare gentage hvad de allerede ved.
Avisen skal ikke bare kommentere begivenheder, men tværtimod være den kæmpende organisations organ. Som teserne fra Kominterns tredje kongres udtrykte det:
Vor avis må stile efter at samle partimedlemmernes værdifulde erfaringer og sprede disse erfaringer i form af retningslinjer, sådan at de kommunistiske arbejdsmetoder hele tiden kan blive genovervejet og forbedret ... Vore aviser vil etablere deres autoritet ved den kompromisløse stilling, de tager på alle proletariske sociale spørgsmål ... Vore journalister må ikke lade sig aflede af småborgerlige forfatteres eller journalistiske virtuosers kritik eller søge adgang til disse litterære kredse.
Både under opgang som under nedgang i den revolutionære aktivitet må aviserne skære igennem begivenhedernes overfladiske udseende og afsløre deres klassekarakter. Som Trotskij insisterede, da han kritiserede de franske kommunisters avis L’Humanité i 1921, måtte de ikke gøre den fejl at se politik som et spørgsmål om de spil, der bliver spillet i parlamenterne eller internationale begivenheder i de diplomatiske detaljers begreber.
Analyserne, de frembringer, må have forbindelse til de problemer, som de militante arbejdere står overfor, og dét sprog de er skrevet i, må være tilgængeligt for disse militante arbejdere.
Der er blevet udgivet ganske vellykkede revolutionære aviser af enkeltpersoner uden opbakning fra nogen organisation. I perioder med opgang i den revolutionære aktivitet har de været i stand til at få store dele af masserne med sig og har været med til at forme strømninger, der fungerede som kimen til partiet.
Dette var, som vi har set, tilfældet med L’Ami du Peuple, Northern Star og Daily Herald. Og Trotskij, som ikke havde held med sig i årene 1908-12, var det gået meget bedre i revolutionsåret 1905. Han fortæller i sin selvbiografi, hvordan han kunne fremstille aviser, der tilsyneladende gik bedre end bolsjevikkernes aviser:
Sammen med Parvus overtog jeg en lillebitte avis og omskabte den til et massernes kamporgan. I løbet af nogle få dage lykkedes det at nå fra 30.000 eksemplarer til 100.000 eksemplarer. En måned senere var vi oppe på den halve million ...
Vi begyndte at udgive en større politisk avis, Natjalo (Begyndelsen), sammen med mensjevikkerne. Avisens oplag steg med hop og spring. I Lenins fravær var bolsjevikkernes avis Novaja Sjisn (Det nye Liv) en ret tam affære. Natjalo, derimod, var overordentlig vellykket ... Kamenev, en af Novaja Sjisns redaktører, fortalte mig bagefter, hvordan han havde set på salget af revolutionære aviser på stationen ... Der var udelukkende efterspørgsel efter revolutionære aviser. “Natjalo, Natjalo”, kom råbet fra den ventende flok, “Novaja Sjisn”, og igen “Natjalo, Natjalo, Natjalo”. “Da sagde jeg til mig selv,” tilstod Kamenev, “at de faktisk skrev bedre i Natjalo, end vi gjorde.”
I sådanne situationer sælger en avis praktisk talt sig selv. Avisen kan bruges til at opbygge et parti, men den har ikke selv brug for et parti for at kunne opnå resultater på kort sigt.
Alting er helt anderledes i perioder med nederlag og demoralisering. Under disse omstændigheder kan den revolutionære avis ikke overleve uden den stædige og systematiske indsats, som kun et parti kan levere. Trotskij erfarede dette, da han forsøgte at udgive Wiener-Pravda næsten helt alene:
Af pengemangel fik han kun numre ud uregelmæssigt – der kom kun fem numre i avisens første leveår. Men det var et mindre problem at få avisen skrevet og trykt, end det var at få den illegalt ind i Rusland. Redaktøren appellerede ofte til læserne og beklagede sig over, at ‘adskillige pud’ [16] af avisen sad fast ved den russiske grænse, og at de ikke kunne komme videre på grund af en mangel på 50 rubler; at manuskripter til et nyt nummer hobede sig op på hans skrivebord, og at han ikke kunne sende dem til trykkeriet; at Pravda måtte opgive at svare læsere i Rusland, da den ikke kunne betale portoen ... (Deutscher: The Prophet Armed).
Pengeproblemerne blev midlertidigt løst, da bolsjevik-flertallet i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti i 1910 gik med til at give et økonomisk bidrag til avisen. Pengeproblemerne kom igen, da aftalen brød sammen, hvorefter Trotskijs avis måtte lukke – netop som dens bolsjevikiske navnebror begyndte at vinde udbredelse i Skt. Petersborg.
Det var ikke nemmere for bolsjevikkerne at fremstille en avis og smugle den ind i Rusland, end det havde været for Trotskij. Men eksistensen af en disciplineret organisation betød, at de havde et netværk af tilhængere, som var villige til at foretage det nødvendige hårde og farlige arbejde, selv i lyset af den hårdeste undertrykkelse. De var derfor i stand til at smugle et nummer af en illegal avis ind i Rusland bare uger efter, at krigsudbruddet i august 1914 havde gjort tsar-styret i stand til at isolere de revolutionære, lukke de legale aviser og arrestere enhver, der havde deltaget i deres produktion. Den 1. november blev 1500 eksemplarer af Sotsial-Demokrat trykt, hvor man fordømte krigen, og fjorten dage senere kunne Lenin prale af, at disse var ved at krydse den russiske grænse.
Den bolsjevikiske metalarbejder Sjljapnikov fortalte hvordan han bar sig ad med at smugle dem ind:
På grund af visiteringen ved grænsen nægtede folk, som rejste tilbage til Rusland, at have noget som helst kompromitterende med sig. Vi var derfor nødt til at tænke på at skjule aviserne. Der var mange metoder: i kufferter, bogomslag, tøj, paraplyer, spadserestokke, fodtøj og så videre. Jeg foretrak fodtøj. Jeg fik anbefalet en skomager, som på min opfordring lavede nogle hulrum i hælene og sålerne og fyldte dem med de tynde eksemplarer af Sotsial-Demokrat. I det første par sko fragtedes et lille antal eksemplarer af avisen, som ad omveje kom til Petersborg ... (On the eve of 1917).
Han fortalte også, hvordan han et år senere uden held forsøgte at krydse en bro fra Sverige ind i det russisk-regerede Finland med ‘adskillige pud’ aviser. Det endte med, at han måtte kravle ned fra broen og ud på flodens is, som var ved at tø, og passere floden under tsar-troppernes fødder for at få avisen frem til, hvor den ville gøre mest gavn. Og anstrengelserne var ikke spildte. I Skt. Petersborg:
[var] efterspørgslen efter illegal socialistisk litteratur så stor, at den fattige illegale teknologi ikke kunne følge med. Det private initiativ måtte træde til. Enhver form for manuskripter, hektograferede eller afskrevne kopier af illegale proklamationer, artikler fra illegale aviser trykt udenlands osv., cirkulerede blandt arbejderne. Sotsial-Demokrat og Kommunist var regnet for sådanne kostbarheder, at 50 kopek eller en rubel blev betalt for en gennemlæsning.
Avisen blev set som nødvendig under opbygningen af illegale partigrupper på arbejdspladserne. Som en vejledning for partiorganisatorer udtrykte det: “Enhver partiorganisator må opbygge et lager af litteratur og hurtigt fordele det til grupperne. Efter fordelingen må han indsamle rapporter om den fordelte litteraturs effekt på den pågældende arbejdsplads.” Partiets presse måtte opretholdes selv under de vanskeligste omstændigheder, den var den levende forbindelse mellem dem i eksil, der foretog teoretiske analyser af klassekampen i alle dens aspekter, nationalt og internationalt, undergrundsaktivisterne, som hele tiden risikerede arrestation i deres arbejde med at opbygge den illegale organisation, og de militante arbejdere, som agiterede på fabrikkerne over lønninger, fødevareforsyningen og så videre.
Partiorganisationen overlevede fra sit højdepunkt i 1912-14 frem til at lede revolutionen i 1917, fordi den var i stand til at fremstille undergrundsaviser, uanset i hvor små oplag, i de mellemliggende år, som på den ene side indeholdt Lenins lange analyse af imperialismen, krigen og forræderiet mod socialdemokratierne og på den anden side rapporter fra Rusland om arbejdernes reaktion på krigen. Partiet fortsatte med at forbinde principper, erfaringer og hvad der må gøres.
Ingen avis fremstillet af en enkeltperson uden et parti i ryggen kunne have gjort dette. Og intet parti, der undlod at fremstille en avis til de bedste blandt de militante arbejdere, kunne have gjort dette. Partiet og dets avis holdt klassens mest bevidste elementer sammen under nedgangen i kampaktiviteten og forberedte dem dermed på at spille en ledende rolle, når kampniveauet igen steg.
Socialist Workers Party har udgivet Socialist Worker siden 1968. Vi startede avisen i en periode med stigende aktivitet og har fortsat gennem perioder med tilbagetog og demoralisation.
Socialist Worker udkom først som ugeavis i september 1968, netop som studenterbevægelsen og modstanderne af Vietnamkrigen for alvor viste deres styrke. Tidligere havde International Socialists [17] fremstillet månedsaviser med lavt oplag – omkring 2300 eksemplarer i februar 1967 lige inden studenterbevægelsen begyndte at rejse sig.
Da vi genstartede Socialist Worker som ugeavis 7. september 1968 havde såvel den politiske atmosfære som International Socialists været igennem en betydelig forandring.
En bølge af universitetsbesættelser og omfattende demonstrationer imod Vietnamkrigen havde draget titusinder af nye mennesker ind i politisk aktivitet, netop da generalstrejken i Frankrig viste muligheden af arbejderklassens aktion, da Wilson-arbejderpartiregeringen viste reformismens fallit, og da den russiske invasion af Tjekkoslovakiet miskrediterede den russiske stalinisme. Et lille antal revolutionære socialister kunne pludselig have en indflydelse helt ude af proportioner i forhold til deres antal.
International Socialists fik mere ud af denne situation end nogen anden politisk gruppe i Storbritannien. Dels fordi nogle af vore medlemmer spillede en ledende rolle i studenterkampen som ved London School of Economics i 1967. Dels fordi vi kastede os helhjertede ind i bevægelsen til støtte for den antiimperialistiske kamp i Vietnam. Dels fordi vi ikke som resten af venstrefløjen havde nedtonet kritikken af stalinismen. Men især var det, fordi vi insisterede på, at minoriteten af radikaliserede studenter måtte forholde sig til den eneste kraft, der virkelig kunne ændre samfundet, arbejderklassen.
På dette grundlag voksede vi fra omkring 300 medlemmer i begyndelsen af 1968 til omkring 1000 i august samme år og udgav Socialist Worker som ugeavis som en metode til at forbinde de nye aktivisters begejstring med arbejdernes kamp imod arbejderparti-regeringen.
Den nye avis var ikke nogen særlig imponerende virksomhed. Den blev fremstillet fra en redaktion, som fyldte ét rum, af en enkelt journalist, som arbejdede sammen med én typograf, og udgjorde fire sider med nyheder og baggrundsstof. Nyhederne var ofte sat i en ikke særlig læsevenlig skrifttype, pakket tæt sammen og med billeder af ofte ringe kvalitet. Alligevel var den – på sine egne betingelser – en ganske vellykket avis – mere vellykket end andre forsøg på at slå ind i 68-stemningen, som f.eks. Tariq Ali’s Black Dwarf, der havde flere ressourcer bag sig, og som var i større harmoni med 68-generationens revolutionære superoptimisme.
Det første nummer blev trykt i 8.000 eksemplarer og disse blev ivrigt solgt af medlemmerne af IS. Det var aldrig nemt at sælge aviser. Hver fredag var der nogen, der stod op kl. 6 om morgenen for at sælge avisen ved fabriksportene. Hvis de slap af med 4-5 aviser, var de heldige. Om lørdagen blev der brugt timer på befærdede strøg med at sælge nogle få flere eksemplarer. Og søndagen blev brugt på at slæbe sig op og ned af trapper i de store boligblokke. Men trods alt ramte avisen en nerve hos et mindretal på arbejdspladserne og i fagforeningerne.
Det var i disse år, at arbejderpartiregeringens politik med lønkontrol, produktivitetsaftaler og nedskæringer i arbejdsstyrken gennem statsstøttede virksomhedssammenlægninger begyndte at møde modstand – først fra de grupper af arbejdere, der havde en tradition for at være militante, som arbejderne på bilfabrikkerne, de bedst organiserede blandt bygningsarbejderne og havnearbejderne – og derpå fra grupper af arbejdere, der ikke hidtil havde været militante, som skraldemændene i London, lærerne og arbejderne på Skt. Helens glasværker. Genfødslen af kampen fik en yderligere politisk komponent, da regeringens forsøg i 1969 på at presse anti-fagforeningslove igennem slog fejl, takket være modstand fra fagbevægelsen og takket være den første politiske strejke i et halvt århundrede.
Avisen skrev om alle disse kampe og vandt derigennem et publikum blandt fagligt aktive. Selv om IS i overvældende grad var en organisation bestående af studenter, så var avisen i høj grad en arbejderavis. Avisen blev læst ivrigt af mange militante arbejdere, som stadig ikke ville have følt sig hjemme på vore møder. Da parlamentsvalget i juni 1970 bragte en konservativ regering til magten, trykte vi 14.000 eksemplarer af avisen pr. nummer, og vi var i stand til at udvide den til først 6 og dernæst 8 sider, selv om medlemstallet af IS var faldet en smule ned til omkring 900.
Grunden til at det gik så godt, var blandt andet avisens evne til at fremskaffe beretninger fra arbejdskampene og til at tale om begivenheder i et sprog, som undgik de opstyltede abstraktioner, som stalinister og akademiske marxister elsker. Målet var at bruge et ordvalg, der ikke var for forskelligt fra det, Daily Mirror [18] brugte, for på den måde at bringe et helt andet udvalg af erfaringer og ideer. Skribenter som Paul Foot, Duncan Hallas og – med hans ugentlige rapporter fra fronten i Derry – Eamonn McCann var glimrende i stand til dette.
Men dette var ikke den vigtigste grund til, at det lykkedes for os. Uheldigvis besad størstedelen af vore medlemmer ingen magiske journalistiske evner. Hvad, de derimod gjorde, var, at de sikrede, at avisen indeholdt rapporter fra bogstavelig talt alle de kampe, der fandt sted i perioden – fra den kamp kvinderne på Ford førte for ligeløn til den Aberdeen-fiskerne førte, fra den Leeds-beklædningsarbejderne førte til den, som asiaterne i Brick Lane førte imod racistiske angreb.
Erfaringselementet, som er så væsentligt for enhver avis under revolutionære opsving, gik som en rød tråd gennem avisen, selv om det i almindelighed var klassens minoritet af aktivister, snarere end de brede arbejdermasser, der leverede erfaringerne. Disse sidste havde reageret med apati og afpolitisering på Arbejderpartiets forræderi snarere end at rykke til venstre. Hver gang, der var en kamp, sendte vore medlemmer rapporter ind og kunne en uge senere vende tilbage med en avis, der fortalte konfliktens historie på en måde, ingen andre gjorde.
Avisens almene ideer var også vigtige for dens effekt. Folk, som læste den, kom for første gang ud for en marxisme, som brød fuldstændigt med ethvert element af bureaukratisme og stalinisme; en marxisme, der prøvede at forstå dét, der gik galt i Sovjetunionen; en marxisme, som ikke lå på maven for Arbejderpartiets reformisme; og en marxisme, der argumenterede for, at arbejderklassens frigørelse faktisk måtte være klassens eget værk. De nye aktivister mødte ofte ideer, som de halvvejs var nået frem til selv, men som de aldrig havde været i stand til at forene med den karikatur af marxismen, som både øst og vest fremlagde.
Endelig udtrykte avisen sig skarpt om, hvad der måtte gøres. Den adskilte sig positivt fra resten af 1968-strømningerne ved at insistere på at fokusere på arbejderklassen. Og inden for arbejderbevægelsen adskilte den sig positivt ved dens detaljerede analyser af, hvad den herskende klasse forsøgte at gøre imod arbejdspladsorganisationen med produktivitetsaftaler baseret på produktivitetsfremmende lønningssystemer på den ene side og planer for anti-fagforeningslovgivning på den anden side.
Selv om Socialist Worker kom fra start i 1968-70, så var dens bedste periode årene med forøgede faglige kampe, efter at Edward Heaths konservative regering vendte tilbage. Disse år så det højeste niveau af faglige konflikter siden 1920’erne med storstilede faglige stridigheder i postvæsenet, mineindustrien, blandt maskinarbejderne, i byggeindustrien og i havnene; storkonflikter på bestemte bilfabrikker; en række politiske strejker mod den nye industrilov og for første gang bredte den faglige aktivisme sig også til grupper som sundhedsarbejderne og tjenestemændene.
Den formel, som Socialist Worker byggede på, gav nu fantastiske resultater. Vi måtte forøge oplaget fra 13.000 i 1970 til 28.000 i 1972 og i marts 73 havde vi nået et stabilt leje på omkring 27.000. Senere på året måtte vi igen hæve oplaget, sådan at vi under minestrejken i 1974 kom op på 40.000 og endda måtte op på 53.000 for et enkelt nummer før det skelsættende valg i 1974 om “Hvem Regerer”.
Der var en dialektisk vekselvirkning mellem det voksende avissalg og medlemstallet i den organisation, der fremstillede den. Avisens læserskare voksede med mennesker, som ikke ville melde sig ind i IS - enten fordi de ikke var overbevist om vores politik, eller fordi de ikke følte sig hjemme i, hvad der i høj grad lignede en studenterorganisation. Men på et tidspunkt i denne udvikling fandt lederskabet i IS ud af, at mange af disse ikke-medlemmer kunne rekrutteres, hvis bare man gjorde en indsats for at forandre organisationen, sådan at de nye medlemmer kunne se, at der var plads til dem. Derpå steg medlemstallet drastisk. Og til slut i kredsløbet blev problemet så at opbygge en ny periferi ved at øge læserskaren igen.
Men denne metode kunne kun virke, så længe de objektive betingelser var de rette. Medlemstallet steg i 1971 og igen takket være intensive rekrutteringskampagner i 1973-4. Men forsøget på at give den en ekstra tand med en efterårs-vinter-kampagne i 1972 lykkedes ikke, på trods af stor kampaktivitet dét år. Det var næsten som om, at når arbejderklassen vandt, at så ville aktivisterne købe en revolutionær avis, men de så intet formål i at tilslutte sig en revolutionær organisation.
Forøgelsen i avissalget betød en forøgelse af de ressourcer, der var til avisens rådighed. Den voksede til 12 sider i 1971 og 16 sider i 1972. Staben voksede, indtil den omfattede adskillige fuldtidsjournalister, heriblandt så dygtige folk som Paul Foot og Laurie Flynn. Avisens formgivning kunne måle sig med det bedste fra Fleet Street, og et nyt værktøj kunne tages i brug: vi kunne bruge fotografier til at understrege politiske pointer. De forøgede ressourcer gjorde det muligt for avisen at bringe velunderbyggede afsløringer – af den blodige søndag i Derry, af en mineulykke i Yorkshire, af et strejkebryderfirma i Østlondon og af det lille selskab (der faktisk var en del af den store Vesty-koncern), som stod bag fængslingen af havnearbejderne fra Pentonville. Disse historier skar igennem mange af regeringens og mediernes argumenter og aftvang en ny respekt for avisen, selv blandt mennesker, som ikke var enige med dens politik. Det virkede på mange af vore støtter, at Socialist Worker faktisk var ved at blive til det revolutionære Daily Mirror.
Trods avisens populære fremstilling fortsatte den med at bringe den gamle blanding af rapporter fra faglige stridigheder, seriøse analyser af nationale og internationale politiske begivenheder, diskussion af regeringens og arbejdsgivernes strategi, kritik af de forskellige typer af reformer og velskrevne fremstillinger af grundlæggende marxistiske begreber. Den fortsatte med at kombinere ‘viljens optimisme’ med ‘intellektets pessimisme’ – vi advarede f. eks. uge efter uge imod de farlige indrømmelser, som lederne af besættelsen af Upper Clyde skibsværftet foretog, og i en artikel af Tony Cliff insisterede vi på, at alting ikke var rosenrødt efter sejren i Pentonville, og vi advarede om, at havnearbejderne ville komme til at betale dyrt for kompromiset.
Det var denne kombination, mere end særlige journalistiske evner eller teknisk virtuositet, som forvandlede den lidt uelegante 4 siders avis fra 1968 til det imponerende 16 siders blad fra 1974.
I 1974 førte minestrejken til den konservative regerings fald. Dette faldt sammen med den største økonomiske krise siden 1930’erne. Ministre mumlede til hinanden om den gamle verdens undergang. Arbejderklassens aktivisme var stigende og lod til at kunne bryde igennem enhver forhindring. Og der var større lydhørhed overfor revolutionære ideer, end der havde været i mange årtier.
Men dette blev ikke ved. De samme faglige ledere, som havde støttet kampene imod den konservative regering, pålagde deres medlemmer at gå med til lønkontrol og stigende arbejdsløshed fra en arbejderpartiregering. Og med ledende medlemmer af arbejderpartiets venstrefløj (Tony Benn f. eks.) i regeringen gik mange faglige aktivister i begyndelsen med på den. Da de endelig gennemskuede det, havde afskedigelserne og fabrikslukningerne allerede kvalt arbejdernes tro på egne kræfter.
Socialist Worker var faktisk den eneste avis, der advarede om, at den nye regering ville vende sig imod sine støtter. Socialist Worker støttede enhver modstand – som da de faglærte i bilindustrien og i Heathrow lufthavn strejkede i 1977, kampen for anerkendelse af fagforeningen på Grunwicks i Nordlondon og brandfolkenes strejke i 77-78. Socialist Worker var næsten alene om at rejse til kamp mod nazisternes (National Front) stigende styrke i 77-78, tog initiativet til demonstrationerne, der stoppede nazisternes march i Lewisham, Sydlondon, i 1977, og lagde grunden til Anti-Nazi League, som knækkede ryggen på National Front i 78-79. Avisen støttede kampagnen for retten til arbejde, da den forsøgte at bruge den faglige styrke på arbejdspladserne til at slås for de arbejdsløse.
Disse anstrengelser fastholdt læserskaren på et niveau kun lidt under størrelsen i de frembrusende dage i 1974. Men det lykkedes ikke at foretage de store skridt frem, som vi havde været i stand til i tidligere år. Årsagen var enkel nok. Arbejderpartiet og de faglige ledere havde gjort det muligt for kapitalistklassen at overtage initiativet. Arbejderne var ikke bare i defensiven, men mange var ved at være demoraliserede og følte ikke, at det nogensinde igen ville kunne betale sig at gøre modstand.
Det blev værre under den første Thatcher-regering [19] i 1979-83. Grupper af arbejdere gjorde desperate, nogen gange heroiske, forsøg på at forsvare deres levevilkår og deres arbejdspladser. Stålarbejdere kæmpede en fire måneder lang kamp mod forsøgene på at skære deres lønninger ned. Hundredtusinder marcherede i protest imod arbejdsløsheden. Jernbanearbejdere og arbejdere i sundhedssektoren deltog i faglige kampe.
Samtidig bragte en anden protestbevægelse nye mennesker ind i politik. Tidligt i 80’erne tilsluttede hundredtusinder af mennesker sig kampagnen imod anbringelsen af krydsermissiler i Storbritannien.
Socialist Worker støttede alle disse kampe. Den var med på stålarbejdernes, jernbanearbejdernes og sundhedsarbejdernes blokader. Den var med ved de arbejdsløses demonstrationer og ved protesterne på Greenham Common imod krydsermissilerne. Den var også med i den meget mindre protest imod Falklandskrigen – en protest, som kun en håndfuld af arbejderpartiets parlamentsmedlemmer støttede, og som selv avisen Militant nægtede at bakke op om.
Men avisens indflydelse og salg viste intet tegn på nogen større stigning i de år. Hvert enkelt nederlag overbeviste nogle få personer om at identificere sig med socialistisk politik, men gjorde at endnu flere etablerede socialister blev desperate, fordi de frygtede at tidevandet aldrig ville skifte og derfor opgav at være aktive. Dette var en særlig hård tid for socialistiske industriarbejdere: nedlæggelsen af en tredjedel af fabriksarbejdspladserne betød, at mange af disse ikke bare stod ansigt til ansigt med nederlag og demoralisation, men også med fyringstrusler og arbejdsløshed.
Der var også en anden ting, der gjorde livet surt for Socialist Workers støtter i de år. Da de var ude af stand til at overvinde de konservative og kapitalistklassen i direkte kamp, besluttede et stort antal socialister, at man kunne skyde genvej til socialismen ved at overtage Arbejderpartiet – først nationalt gennem kampagnen for Tony Benn som partiets næstformand og dernæst lokalt ved at overtage kontrollen med lokalafdelingerne.
Akkurat som Socialist Worker havde været bogstavelig talt alene om at advare imod, hvad Arbejderpartiregeringen ville betyde i 1974, så var den nu igen bogstavelig talt alene om at advare om, at det ikke var muligt at omdanne Arbejderpartiet til et redskab for overgang til socialisme ved at overtage det indefra. Der var meget få, der lyttede til os, da folk som David Blunkett, Michael Meacher, Paul Boateng, Joan Ruddock, en række lokale ledende byrådsmedlemmer og frem for alt Neil Kinnock steg opad til magtpositioner i Arbejderpartiet på ryggen af venstrefløjen.
Den store minearbejderstrejke i 1984-5 viste, hvor relevant Socialist Worker fortsat var. Avisen førte kampagne for støtte til strejken fra dens første uge. Den insisterede på, at kun brugen af blokader for at lukke stålindustrien og energiforsyningen kunne føre til sejr på et tidspunkt, hvor mange på venstrefløjen sagde, at minearbejderne skulle lade disse industrier være. Og den førte kampagner for mad til minearbejderne i de bitre vinterdage, hvor små grupper af minearbejdere begyndte at vende tilbage til arbejdet efter ni måneders strejke.
Socialist Workers argumenter blev overtaget af mange demonstrationer til støtte for minearbejderne. Da Neil Kinnock slagtede strejken, blev mange, som førhen havde holdt sig til arbejderpartiets venstrefløj, tiltrukket af de ting, Socialist Worker sagde. Men vor indflydelse var ikke stor nok til at få minearbejdernes lokale ledere til at ændre deres taktik. Trods appeller fra minearbejderforbundets formand Arthur Scargill nægtede de at opfordre til storstilede blokader, ligesom de nægtede at anmode om bredere støtte fra øvrige dele af fagbevægelsen. Og strejkens nederlag uddybede demoraliseringen blandt militante arbejdere overalt – en demoralisering der blev større, da Rupert Murdochs News International påførte trykkeriarbejdere i Wapping i Østlondon et lignende nederlag.
Disse år var hårde for dem i arbejderklassen, der ønskede at kæmpe, og de var hårde for Socialist Workers støtter. Alligevel overlevede avisen, mens mange af dens konkurrenter på venstrefløjen visnede og døde. Dens overlevelse afhang af dens evne til at besvare de spørgsmål, der konstant optog dens læsere. Hvorfor led vi nederlag? Hvad kunne vi have gjort i stedet? Hvordan kan man blive ved med at insistere på arbejderklassens revolutionære rolle, når 99% af de arbejdere man møder, accepterer borgerskabets argumenter om krisen? Og for hvert eneste nederlag var spørgsmålet: Hvad kunne der have været gjort, der ville have sikret os sejren under disse barske betingelser?
Et stillads kan nogen gange være det eneste, der holder sammen på en bygning. Andre gange tjener stilladset som skelet for et omfattende nybyggeri.
Socialist Worker udfyldte begge disse roller i de 20 første år af sit liv. Sidst i 60’erne og i begyndelsen af 70’erne var avisen nøglen til udbredelsen af revolutionære ideer fra en lille gruppe hovedsageligt bestående af studerende til adskillige tusinde arbejderklasse-aktivister. Sidst i 70’erne og i 80’erne gjorde avisen det muligt at fastholde den socialistiske ide på trods af en række bitre, demoraliserende nederlag.
Under Thatchers tredje runde som statsminister skete der en langsom genopvågnen af arbejderklassens aktivitet fra minestrejkens nederlag. Vreden blev opsamlet fra den ene sag til den anden – over sundhedsvæsenet, de offentligt ansattes løn, over ambulancetjenesten, over den forhadte Poll Tax – og kulminerede på gaderne i de største optøjer, London havde været vidne til de sidste 100 år. Samtidig var en stigende del af arbejderpartiets venstrefløj fjendtligt indstillet over for Kinnocks lederskab af arbejderpartiet, da det erklærede, at det ville springe op og falde ned på thatcherismen og samtidig overtage store dele af de konservatives politik. Bitterheden nåede for mange toppunktet i vinteren 1990-91, da Kinnock gav sin ubetingede støtte til George Bushs og John Majors Golfkrig.
Socialist Worker kunne under disse omstændigheder få et voksende publikum i tale og kunne igen spille noget af den rolle, avisen havde spillet i begyndelsen af 70’erne. Den var ikke bare i stand til at holde sammen på den eksisterende gruppe af socialistiske aktivister, men var også i stand til at få nye mennesker på arbejdspladserne og i boligkvartererne gjort interesserede i sine ideer.
Det er ikke muligt at forudsige i detaljer, hvad der vil ske i klassekampen i de kommende år. Der vil uundgåeligt komme én eller anden modstand imod den kapitalistiske krise. Men ingen ved i hvilken skala, det vil ske, eller om det vil ske under en arbejderparti- eller konservativ regering.
Hvad vi ved er, at den vigtigste af de faktorer, der kommer til at afgøre kampens udfald i det enkelte tilfælde, vil være mængden af socialister, der kan fremlægge klare ideer om, hvordan man skal kæmpe. Vi kan ikke vente, indtil kampen er i gang, med at opbygge denne gruppe af socialister. Vi må starte dette arbejde her og nu. Det vigtigste redskab, vi har til denne opgave, er den revolutionære avis. De mennesker, der i fortiden brugte avisen som politisk redskab, kan lære os noget. Vi skal lære af deres erfaringer for, at vi selv kan fremstille effektive politiske aviser.
1. Karl Marx (1818-1883), medstifter af Kommunisternes Forbund (1847-49) og Første Internationale (1864-1876); Lenin (1870-1924), en af grundlæggerne af det russiske bolsjevikparti, senere kommunistpartiet; Antonio Gramsci (1891-1937), italiensk revolutionær socialist; James Connolly (1868-1916), irsk socialist; Leon Trotskij (1879-1940), en af lederne i den russiske revolution; Rosa Luxemburg (1870-1919), medstifter af Spartakus-gruppen (1917), der senere blev til det tyske kommunistparti.
2. Jean Paul Marat (1744-1793), en af lederne i den franske 1789-revolution.
3. Jacques René Hébert (1754-1794), udgav tidsskriftet Le Père Duchesne og var en af talsmændene for sansculotterne – de ekstreme republikanere under den franske revolution.
4. Ernest Jones, leder af den tidlige britiske arbejderbevægelse, chartisterne. Se afsnit 3, Northern Star.
5. TUC, Trade Union Council, svarer til det danske LO, Landsorganisationen.
6. Drabet skete, mens Marat sad i sit bad og foretog korrekturlæsning på sin avis. Denne situation har lagt motiv til et meget berømt maleri.
7. Den gryende arbejderklasseorganisation blev senere kaldt chartisterne efter “The People’s Charter”, som var en række krav om at udvide stemmeretten til at omfatte arbejderklassen. Kravene blev offentliggjort 8. maj 1838. Chartisterne fremsatte disse krav gennem underskriftsindsamlinger i 1839, 1842 og 1849 og blev hver gang afvist. Underskriftsindsamlingen i 1839 fik 1,5 millioner underskrifter, den i 1842 fik 3,3 millioner underskrifter.
8. Flere hundrede demonstranter blev dræbt ved Peterloo-massakren 16. august 1819, da en menneskemængde blev angrebet af en militærstyrke på 10.000 mand under en demonstration for arbejdernes stemmeret.
9. Feargus O’Connor (1794-1855) var grundlægger og redaktør af Northern Star. Af nogle regnet for en ledende figur på chartisternes venstrefløj.
10. William Lovett (1800-1877) var med i Chartistbevægelsen. Han gik ind for samarbejde med borgerskabet og for brug af moralsk styrke, dvs. samarbejde i stedet for kamp.
11. William Morris (1834-1896), engelsk digter og maler.
12. Georg Lansbury (1859-1940), medlem af Arbejderpartiet i England (Labour); i flere omgange parlamentsmedlem, minister og til sidst partiformand.
13. August Bebel (1840-1913), en af det tyske socialdemokratis grundlæggere.
14. Georgij Plekhanov (1856-1918), grundlagde i 1883 den russiske revolutionære gruppe “Arbejdernes Frigørelse”, der var forløberen for de russiske bolsjevikker.
15. Thermidor er varmemåneden i den franske revolutions kalender (19. juli-17. august). Bruges også som betegnelse for det tidspunkt, hvor en revolution begynder at blive rullet tilbage.
16. Russisk vægtmål, hvor 1 pud = 16,33 kg.
17. Forløberen for Socialist Workers Party.
18. En avis i stil med Ekstrabladet.
19. Margaret Thatcher, konservativ premierminister i Storbritannien 1979-1990.
Sidst opdateret 15.12.2014