Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Der har altid været to forskellige syn på kvindens frigørelse – feminisme og revolutionær socialisme. Feminismen har haft den dominerende indflydelse på de kvindebevægelser, der startede i de kapitalistiske lande i 60'erne og 70'erne. Det grundlæggende synspunkt er, at mænd altid undertrykker kvinder, at der er noget biologisk og psykologisk, som får dem til at behandle kvinder som mindreværdige.
Det fører til, at man kun mener, at det er muligt at frigøre kvinder, hvis de adskilles fra mænd. Enten gennem total adskillelse og et helt selvstændigt liv, eller ved delvis adskillelse i kvindekomiteer og 'kun-for-kvinder' arrangementer.
Mange af dem, der går ind for delvis adskillelse, kalder sig selv for socialistiske feminister. Men i de sidste år har radikale feministiske ideer om total adskillelse haft teten inden for kvindebevægelsen.
Ofte har ideerne gjort bevægelsen til en lidt mere radikal del af det offentliges socialforsorg. Krisecentrene har ofte mere understøttet end angrebet denne.
Det har ført endnu flere feminister i en anden retning: parlamentarisme, i Danmark især i SF's kvindegrupper. De tror, at bare man kan få de rigtige kvinder på de rigtige poster, som folketingsmedlemmer, i den lokale administration og i toppen af virksomhederne, så vil man nå et væsentligt skridt videre i ligestillingen for alle kvinder.
Den revolutionære socialistiske tradition starter et helt andet sted. Allerede i 1848 argumenterede Marx og Engels for, at kvindeundertrykkelsen ikke kom fra ideer i mænds hoveder, men fra udviklingen af privat ejendom og dermed udviklingen af klassesamfundet.
For dem var kampen for kvindefrigørelse uadskillelig fra kampen for at stoppe alle klassesamfund – kampen for socialisme. Marx og Engels pegede også på, at udviklingen af kapitalisme, baseret på fabrikker, betød store ændringer i folks levevis, især kvindernes. De kom tilbage i produktionslivet, som de langsomt var blevet skubbet ud af, mens klassesamfundene udviklede sig.
Det gav kvinderne en potentiel magt, som de aldrig havde haft før. Hvis arbejderkvinderne organiserede sig kollektivt, havde de større uafhængighed og mulighed for at kæmpe for deres rettigheder. Det stod i stærk kontrast til deres hidtidige liv, hvor deres rolle i familien havde gjort dem totalt afhængige af familiens overhoved - manden eller faderen.
Marx og Engels konkluderede, at den materielle basis for familien, og derfor for kvindeundertrykkelsen, ikke længere eksisterede. Når kvinderne ikke fik noget ud af det, skyldtes det, at al ejendom stadig lå i nogle få hænder.
Det er den måde, som kapitalismen er organiseret på, der undertrykker kvinderne i dag. Især fordi kapitalismen bruger en bestemt familieform til at sørge for, at arbejderne opdrager deres børn til at blive næste generations arbejdere.
Det er en kæmpefordel, at mens de betaler mænd - og nogle kvinder – for at arbejde, så vier kvinderne deres liv til, ulønnet, at sørge for, at manden kan gå på arbejde og børnene vokser op til at gøre det samme.
Derimod vil et socialistisk samfund overtage mange af de familiefunktioner, der hviler så tungt på kvinderne i dag.
Det betyder ikke, at Marx, Engels og deres støtter prædikede "familiens opløsning". Tilhængerne af familien (fx. kirken) har altid kunnet mobilisere mange af de undertrykte kvinder – de har altid set "familiens opløsning" som mændenes ret til at lade kvinden tilbage med ansvaret for ungerne.
Revolutionære socialister har i stedet søgt at vise, hvordan kvinder i et bedre, socialistisk samfund ikke ville blive tvunget ind i nutidens trøstesløse og forkrampede familieliv.
Den analyse har feminister aldrig godtaget. De har altid betragtet kvinder som lidende, i stedet for at se på de steder, hvor de har styrken til at ændre verden, nemlig der, hvor de er organiseret kollektivt: på arbejde.
Kampagner i 80'erne har fokuseret på ting som prostitution, voldtægt eller truslen mod kvinder og familien fra atomvåben. Altsammen situationer, hvor kvinder er svage.
Feminister går ud fra, at kvindeundertrykkelsen overskygger klassedelingen. Derfor fører deres konklusioner til, at de lader klassesamfundet være intakt, mens de forsøger at forbedre forholdene for en mindre del af kvinderne. Kvindebevægelsen har haft en tendens til at være domineret af kvinder fra den "nye" middelklasse – forfattere, journalister, pædagoger, lærere mv. Der er langt mellem HK'ere og fabriksarbejdere.
Det er kun i en revolutionær tid, at kvindeundertrykkelsen for alvor kommer på dagsordenen, ikke bare for en minoritet, men også for arbejderklassens kvinder.
Den russiske revolution i 1917 gav kvinderne langt større frihed, end man tidligere havde set. Der blev indført fri adgang til skilsmisse, abort og prævention. Børnepleje og husarbejde blev samfundets ansvar, og der blev startet fælleskøkkener, vaskerier og vuggestuer. Det gav kvinderne langt større valgmuligheder og kontrol over deres eget liv.
Selvfølgelig kunne man ikke adskille skæbnen for disse fremskridt fra hele revolutionens skæbne. Sult, borgerkrig, udryddelsen af store dele af arbejderklassen og den internationale revolutions nederlag betød også et nederlag for revolutionen i Rusland. Alle fremskridtene blev afskaffet igen.
Men sovjetrepublikkens første år viste, hvad en socialistisk revolution kan opnå, selv under de mest umulige vilkår. Mulighederne for kvindefrigørelse er langt bedre i dag. I Danmark er to ud af fem arbejdere kvinder - og det er det samme i mange andre lande.
Kvindefrigørelse opnås kun ved at bruge arbejderklassens kollektive magt. Derfor skal vi modgå de feministiske ideer om separate kvindeorganisationer. Kun hvis mænd og kvinder handler sammen, kan de smadre klassesamfundet og dermed kvindeundertrykkelsen.
Sidst opdateret 5.6.00