Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Dette århundrede har været et krigenes århundrede. 10 millioner mennesker blev dræbt i 1. Verdenskrig, 55 millioner i den 2., to millioner i krigene i Indokina, noget tilsvarende i Golfkrigen og de to atombevæbnede supermagter, USA og Sovjet, har våben nok til at udrydde menneskeheden flere gange.
Det er svært at forklare dette vanvid for dem, der tager det eksisterende samfundssystem for givet. De er tvunget til at konkludere, at der er noget nedarvet, instinktivt i mennesket, som får dem til at nyde massemord. Men mennesket har ikke altid kendt til krig.
Arkæologen Gordon Childe skrev om Europa i Middelalderen: "De tidligste beboere ved Donau synes at have været et fredeligt folk; krigsvåben var – i modsætning til jægervåben – fraværende i deres grave. Deres landsbyer manglede militært forsvar. Men i de sidste faser af stenalderen blev våben set overalt."
Krige opstår ikke på grund af en medfødt menneskelig aggressivitet. De er et produkt af, at samfundet blev opdelt i klasser. Da der opstod en klasse af besiddere for 5-10.000 år siden, var den nødt til at finde en måde at forsvare rigdommen på. Der opstod bevæbnede hære og stater, der blev et nyttigt redskab, når man skulle skaffe sig yderligere rigdom ved at plyndre andre samfund.
Opdelingen af samfundet i klasser betød, at krig blev en permanent del af menneskets tilværelse. Slaveejerne i det gamle Grækenland og Rom kunne ikke overleve uden de vedvarende krige, som forsynede dem med slaver. Feudalherrerne i Middelalderen var nødt til at være stærkt bevæbnede for at undertrykke de livegne og for at beskytte deres guld mod andre feudalherrer.
Da den første kapitalistiske herskende klasse dukkede op for 3-400 år siden, var de nødt til at føre krig. De kæmpede bitre krige i det 16., 17., 18. og 19. århundrede for at etablere deres magt over de sidste rester af godsejervældet.
De mest succesrige kapitalistiske lande, som England, brugte krig til at udvide deres rigdom. De lagde resten af verden åben for deres plyndring ved at underlægge sig Indien og Irland og ved de store slavetransporter fra Afrika til Amerika.
De kapitalistiske samfund opbyggede sig selv igennem krig. På den baggrund er det ikke underligt, at dem, der levede i dem, begyndte at tro på, at krige var både uundgåelige og retfærdige.
Men kapitalismen kan ikke kun baseres på krig. Det meste af rigdommen kommer fra udbytningen af arbejderne på fabrikker og i miner. Og den udbytning kan blive rystet af enhver uro inden for landets grænser.
Hver enkelt national kapitalistklasse ønsker fred hjemme, mens den fører krig andetsteds. Så kapitalismen fortæller folk, at de skal tro på militær styrke, samtidig med, at den fordømmer "vold". Den kapitalistiske ideologi forsøger at kombinere de to modsætninger - militarisme og pacifistiske fraser.
I dette århundrede er krigsforberedelser blevet vigtigere for systemet end nogensinde før. I det 19. århundrede var den kapitalistiske produktion baseret på mange små virksomheders indbyrdes konkurrence, mens staten var relativt lille, og regulerede virksomhedernes forhold til hinanden og deres arbejdere.
I dette århundrede har de store firmaer opslugt de fleste små og dermed stoppet meget af konkurrencen i det enkelte land. Konkurrencen bliver mere og mere international, mellem de forskellige landes kæmpestore virksomheder. Der er ingen international stat til at regulere den kamp. I stedet støtter hvert enkelt land deres egne kapitalister i at få overtaget over deres fremmede rivaler. Denne kamp på liv og død mellem forskellige kapitalister kan blive til en kamp på liv og død mellem forskellige lande, hver med deres enorme våbenaresenal.
Den kamp har ført til to imperialistiske verdenskrige, krige, hvor alliancer af kapitalistiske lande har kæmpet om, hvem der skulle dominere hvor på kloden. Kampen fortsætter i den kolde krig med de stærkeste kapitalistiske magter stillet over for hinanden i NATO og Warszawapagten.
Oven i denne globale konflikt har mere varme krige hærget forskellige steder på kloden. Normalt har det været kampe mellem forskellige kapitalistiske stater, om hvem der skulle kontrollere en bestemt region, som for eksempel krigen mellem Iran og Iraq, der brød ud i 1980.
Både landene i Øst og Vest bærer ved til bålet ved at sælge de mest sofistikerede våben til den 3. verden. Deres evne til at sprede død og ødelæggelse blev demonstreret i Falklandskrigen i 1982.
Mange af de folk, der accepterer resten af det kapitalistiske system, bryder sig ikke om denne del af virkeligheden. De vil nok have kapitalisme, men ikke krig, og forsøger at finde alternativer inden for systemets rammer. For eksempel tror mange, af de Forenede Nationer kan forhindre krig.
Men FN er først og fremmest en arena, hvor lande, der er på vej i krig, kan mødes. Der kan de så måle deres styrke, som boksere i ringen før en omgang. Hvis det er tydeligt for enhver, at det ene land eller den ene alliance er stærkere end den anden, vil enhver kunne se det nytteløse i en krig, der er afgjort på forhånd. Men hvis der er tvivl, kender de kun een måde at afgøre striden på – og det er krig.
Det gælder også for de to store militære alliancer, NATO og Warszawapagten. For selv om vesten fører i rustningskapløbet, er afstanden til østblokken ikke større, end at Sovjet ikke ser sig selv som håbløst bagefter. Så selv om en 3. verdenskrig vil udrydde det meste af menneskeheden, planlægger både Moskva og Washington at føre og vinde en atomkrig.
De som tror, at man kan få fred under kapitalismen, håber på aftaler mellem supermagterne. Men deres gensidige mistro vil underminere alle aftaler. Begge frygter de, at deres rival pludselig vil vise dem baghjul i våbenkapløbet, så de udvikler begge konstant nye midler til masseudryddelse. SALT-aftalerne, som skulle begrænse atomvåbenarsenalerne i både øst og vest har ikke forhindret, at kapløbet er accelereret.
Du kan frygte krig uden at være imod det kapitalistiske system. Men du kan ikke forhindre den. Krig er et uundgåeligt produkt af samfundets deling i klasser. Truslen om krig vil aldrig blive stoppet ved at tigge herskerne om fred. Våbnene skal vristes ud af deres hænder af en bevægelse, der kæmper for at omstyrte klassesamfundet en gang for alle.
Det forstod de fredsbevægelser, som opstod i Europa og Nordamerika i slutningen af 70'erne ikke. De kæmpede for at stoppe opstillingen af de 572 Cruise og Pershing II missiler, for ensidig nedrustning, for fastfrysning af lagrene af atomvåben. Men de troede, at fredskampen kunne vindes isoleret fra kampen mellem arbejde og kapital.
Så de mobiliserede ikke den eneste kraft, der kan forhindre den næste krig, arbejderklassen. Kun en socialistisk revolution kan sætte en stopper for krigens rædsler.
Sidst opdateret 5.6.00