Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
I hele kapitalismens historie har borgerskabet skelet til en ekstra kilde til rigdom – at tilrane sig de værdier, der bliver produceret i andre lande.
Kapitalismens spæde start i slutningen af middelalderen blev fulgt af vældige koloniriger riger under Spaniens, Portugals, Hollands, Frankrigs og Englands herredømme.
Rigdom blev pumpet ned i lommerne på de herskende klasser i Vesteuropa, mens hele samfund og kulturer i det, der i dag kaldes "den 3. verden", blev smadret og udryddet.
"Opdagelsen" af Amerika blev fulgt af en strøm af guld til Europa. Men medaljens bagside var, at hele samfund blev ødelagt, mens andre blev gjort til slaver.
På Haiti, der hvor Columbus først plantede sin fod, blev de indfødte Harawak-indianere (måske 500.000 i alt) udryddet i løbet af to generationer. I Mexico blev den indianske befolkning reduceret fra 20 mill. i 1520 til 2 mill. i 1607.
Indianerne blev erstattet af slaver fra Afrika, der blev sejlet over Atlanten under ubeskrivelige forhold. 15 millioner overlevede turen, mens omkring 9 millioner døde undervejs.
Omkring halvdelen af slaverne blev transporteret i engelske skibe – og det var en af grundene til, at den britiske kapitalisme var den første til at udvikle industri. Rigdommene fra slavehandlen blev brugt til at finansiere de første fabrikker. Et gammelt udtryk siger: "Bristols mure er cementeret med negerblod", men det gælder faktisk for alle de engelske havne.
Marx sagde det sådan: "Det tilslørede slaveri for lønarbejderen i Europa krævede den rene og skære form for slaveri i den nye verden."
Slavehandlen blev udbygget med simpelt ran, som da England satte sig på Indien. Bengalen var så udviklet, at de første briter blev slået med forbløffelse over den storslåede civilisation.
Rigdommen blev bare ikke i Bengalen ret længe. Som lord Macauley skrev i biografien om erobreren Clive: "Den store befolkning var et nemt bytte. Enorme formuer blev hurtigt samlet i Calcutta, mens 30 mill. menneskeliv blev bragt på randen af undergang. De var vant til at leve under tyranni, men havde aldrig oplevet et tyranni som dette!"
Fra det tidspunkt blev Bengalen kendt, ikke for sin rigdom, men for en knugende fattigdom, som stadig med jævne mellemrum sender millioner i sultedøden. I 1760'erne, hvor de samlede investeringer i England var på 6-7 mill. pund, fik England et årligt "tilskud" fra Indien på 2 mill. pund.
Situationen var den samme i forhold til Englands ældste koloni, Irland. Under den store hungersnød i slutningen af 1840'erne, hvor Irlands befolkning blev halveret af sult og udvandring, blev der sendt mere end rigeligt korn til at føde den sultende befolkning til England som leje af jorden til engelske godsejere.
I dag deler man tit verden op i de "udviklede" og "underudviklede" lande. Man giver indtryk af, at de "underudviklede" lande har bevæget sig i samme retning som de "udviklede" i århundreder, bare langsommere.
Men i virkeligheden var en af årsagerne til udviklingen af de vestlige lande, at resten af verden blev udplyndret og skubbet baglæns. Mange lande er fattigere i dag end for 300 år siden.
Imperiet gjorde England i stand til at udvikle sig til det første industriland. Det var i stand til at forhindre andre kapitalistiske stater i at få fingre i råmaterialer, markeder og de profitable investeringer i deres tredjedel af verden.
De nye industrimagter, Tyskland, USA og Japan, ville efterhånden have del i kagen, og opbyggede rivaliserende imperier eller "indflydelses-sfærer".
Under de økonomiske kriser forsøgte alle de store magter at løse deres problemer ved at blande sig i rivalernes "områder". Imperialisme førte til krig.
Det betød store ændringer i den måde, kapitalismen var organiseret på. Staten, der førte krigene, fik meget større betydning. Den samarbejdede endnu tættere med store firmaer for at omstille industrien til international konkurrence og krig. Kapitalismen blev til statsmonopolkapitalisme.
Udviklingen af imperialismen betød, at kapitalisterne ikke bare udbyttede arbejderklassen i deres eget land, men også havde fysisk kontrol over andre lande og udnyttede deres befolkninger.
Det betød, at de mest undertrykte klasser i kolonilandene var udbyttet af fremmede imperialister såvel som af deres egen herskende klasse. De var kort sagt dobbelt-udbyttede.
Men dele af de herskende klasser i kolonilandene led også. De så mange af deres egne muligheder for at udnytte befolkningen stjålet for næsen af dem af imperialisterne. På samme måde med middelklassen - de havde gerne set en hurtig udvikling af lokal industri, som kunne forsyne dem med gode karrieremuligheder.
I de sidste 70 år har alle mulige forskellige klasser rejst sig mod imperialismen. Bevægelser, som har forsøgt at forene hele befolkningen mod det imperialistiske styre, er opstået. Deres krav har ofte været:
- Væk med alle fremmede tropper
- Genforening af hele det nationale territorium under en national
regering
- Genindførelse af det oprindelige sprog
- Den rigdom, der produceres i landet, skal gå til den lokale
industri for at "udvikle og modernisere" landet.
Det var kravene i de revolutionære opsving i Kina (i 1912, 1923-27 og i 1945-48), i Iran (i 1905-12, 1917-21, 1941-53 og 1978-79) i Tyrkiet (efter 1. Verdenskrig), i Vestindien (fra 1920), i Indien (1920-48), i det meste af Afrika (efter 1945), i Vietnam (indtil amerikanerne blev slået i 1975), og det er stadig kravene i Sydafrika i dag.
Disse bevægelser er ofte blevet ledet af dele af den lokale over- og middelklasse, men gav de herskende klasser i de imperialistiske lande en ekstra modstander, udover deres egen arbejderklasse. De nationale befrielsesbevægelser angreb de imperialistiske, kapitalistiske stater, samtidig med at deres egen arbejderklasse gjorde det.
Det havde stor betydning for arbejderbevægelsen i de vestlige lande. Det betød, at de havde en allieret i befrielsesbevægelserne i "den 3. verden" i deres kamp mod kapitalisterne.
En arbejder hos Shell i dagens Danmark har for eksempel en allieret i befrielsesbevægelsen i Sydafrika, som kæmper for at overtage Shell's ejendom der. Hvis Shell kan forhindre bevægelsen i at nå dens mål, vil Shell stå meget stærkere, når de skal modstå krav fra arbejdere i Danmark og andre steder.
Det gælder, selv om befrielsesbevægelsen i et 3. verdensland ikke har et socialistisk lederskab, ja endda selv om dens ledere stort set kun ønsker at erstatte et fremmed styre med et styre af lokale kapitalistiske eller statskapitalistiske klasser.
Den imperialistiske stat, der forsøger at smadre befrielsesbevægelsen, er den samme stat, som er den vestlige arbejders største fjende. Det er grunden til, at Marx insisterede på, at "en nation, der undertrykker andre, kan ikke selv være fri", og til, at Lenin argumenterede for en alliance mellem arbejderne i den "udviklede" verden og undertrykte folk i "den 3. verden", også selv om de ikke havde et socialistisk lederskab.
Det betyder ikke, at socialister er enige i den måde, som en national befrielseskamp i et undertrykt land bliver ført og ledet på (ligesom vi ikke automatisk støtter den måde, som en fagforeningsleder styrer en strejke på). Men vi må gøre det klart, at vi i første omgang støtter kampen.
Ellers kan vi nemt ende med at støtte vores egen herskende klasse i deres undertrykkelse af andre folk. Derfor skal vi støtte en befrielseskamp uden forbehold, før vi kan kritisere den måde, som den bliver ført på.
Revolutionære socialister i et land, der er undertrykt af imperialismen, kan dog ikke lade det blive ved det. De skal dag ud og dag ind argumentere med andre mennesker om, hvordan kampen for national befrielse skal klares.
Det vigtigste i den forbindelse er Trotskijs "teori om den permanente revolution". Trotskij opdagede, at bevægelser mod undertrykkelsen ofte var startet af folk fra middel- eller overklassen.
Socialister støtter den slags bevægelser, fordi de søger at fjerne en af de byrder, der hviler på de mest undertrykte klasser og grupper i samfundet. Men vi skal huske, at folk fra middel- eller overklassen ikke kan føre kampen igennem.
De vil være bange for en fuldblodet massekamp, hvis den ikke nøjes ned at angribe den udenlandske undertrykkelse, men også deres egne muligheder for at udbytte de undertrykte. På et vist tidspunkt vil de flygte fra den kamp, som de selv startede, og, hvis det er nødvendigt, slutte sig sammen med de fremmede undertrykkere for at smadre den.
På det tidspunkt vil den nationale befrielsesbevægelse blive slået ned, hvis ikke socialister og arbejderklassen overtager ledelsen.
Trotskij havde en pointe mere. Det er sandt, at arbejderklassen er en minoritet (ofte en lille minoritet) i de fleste 3. verdenslande. Men ikke desto mindre er den ofte ret stor i absolut målestok (fx. i Indien og Kina). Den producerer en stor del af den nationale rigdom, set i forhold til dens størrelse, den er koncentreret i byerne, og byerne er nøglen, når man skal styre et land.
Så i en periode med revolutionær opstand kan arbejderklassen tage ledelsen over alle andre undertrykte grupper og tage kontrol over hele landet. Revolutionen bliver permanent ved, at den starter med et krav om national befrielse og ender med et krav om socialisme.
Det kan kun ske, hvis socialister i det undertrykte land fra starten har organiseret arbejderne i uafhængige klasseorganisationer. Hele tiden har støttet den generelle bevægelse for national befrielse, men konsekvent har advaret om, at bevægelsens ledere fra middel- og overklassen ikke var til at stole på.
Sidst opdateret 5.6.00