Det grundlæggende udgangspunkt i marxismen er, at udviklingen under kapitalismen selv sender arbejderne ud i kamp mod systemet.
Når sådanne oprør opstår – det kan være en massedemonstration, et væbnet oprør eller en storstrejke – sker der en utrolig forandring i arbejderklassens bevidsthed. Al energi, der før blev brugt på hundrede forskellige felter fra at tippe til at se tv, bliver pludselig brugt til at løse problemerne med at forandre samfundet.
Når millioner af mennesker arbejder med den slags problemer, finder de frem til forbavsende geniale løsninger, noget som ofte gør garvede revolutionære socialister lige så forvirrede som borgerskabet.
På den måde voksede en ny form for arbejderorganisering frem under den første russiske revolution i 1905 – sovjetterne, altså arbejderrådene.
Bolsjevikpartiet, som Lenin var med i, organiserede de mest kampvillige blandt de revolutionære. Men til at begynde med var partiet meget skeptisk over for sovjetterne. De troede ikke, at det var muligt for tidligere altovervejende upolitiske arbejdere at skabe et så ægte revolutionært redskab.
Den slags erfaringer gøres ofte i forbindelse med strejker. Socialister bliver taget på sengen, når arbejdere, som i lang tid har overset de revolutionæres propaganda, selv begynder at organisere militante aktioner.
Spontaniteten er grundlæggende. Men det er forkert at trække disse erfaringer så langt, som anarkisterne gør det. De siger, at spontaniteten betyder, at det revolutionære parti ikke er nødvendigt.
I en revolutionær situation vil millioner af arbejdere forandre deres opfattelse af samfundet enormt hurtigt. Men ikke alle ændrer deres meninger samtidigt. I enhver strejke, enhver demonstration, ethvert væbnet oprør foregår der hele tiden diskussioner. Nogle få ser den kamp, de er med i, som et forspil til arbejdernes overtagelse af samfundet. Andre vil være halvvejs imod aktionen i det hele taget, fordi det griber forstyrrende ind i samfundsordenen. De fleste vil stå midt imellem. De støtter måske først det ene, så det andet.
Borgerskabets propagandaapparat vil kaste sig ind på den modsatte side og fordømme arbejdernes aktion. Det vil også sætte sine trofaste strejkebrydere ind, enten det er politi, militær eller højreekstremistiske organisationer.
På arbejdernes side må der være en organisation af socialister, som trækker på erfaringerne fra tidligere klassekampe, og som kan kaste argumenter for socialisme ind i kampens hede. Der må være en organisation, som samler den voksende forståelse hos arbejdere i kamp for at forandre samfundet.
Og dette revolutionære socialistiske parti må være der, før kampen starter, fordi organisering ikke opstår spontant. Partiet er opbygget på en vekselvirkning mellem socialistiske ideer og erfaringer fra klassekampen – for det er ikke nok at forstå samfundet. Kun ved at bruge disse ideer i den daglige klassekamp, i strejker, demonstrationer og aktioner, bliver arbejderne klar over deres styrke til at forandre samfundet og får selvtillid til at gøre det.
På et vist tidspunkt kan et socialistisk partis intervention være altafgørende, kan tippe balancen mod forandring, mod en revolutionær overførsel af magten til arbejderne, mod et socialistisk samfund.
Det revolutionære parti må være demokratisk. For at opfylde sine opgaver må partiet hele tiden være i kontakt med klassekampen, og det betyder, at partiets medlemmer og tilhængere må være ude på arbejdspladserne, hvor kampen finder sted.
Partiet må være demokratisk, for at ledelsen hele tiden kan afspejle de fælles erfaringer fra kampen. Dette demokrati er ikke kun et afstemnings-demokrati, men indebærer en kontinuerlig diskussion i partiet – hele tiden en vekselvirkning mellem de socialistiske ideer, partiet er grundlagt på, og erfaringerne i klassekampen.
Men det revolutionære parti må også være centralistisk, for det skal være et aktivt parti - ikke en snakkeklub. Det må være i stand til at gribe kollektivt ind i klassekampen og handle hurtigt. Derfor må det have en daglig ledelse, som kan tage afgørelse på vegne af partiet.
Hvis for eksempel myndighederne arresterer strejkevagter uden for en virksomhed, der er i strejke, må partiet kunne reagere med det samme, uden at behøve at indkalde til konferencer, som først skal afgøre spørgsmålet demokratisk. Derfor bliver beslutningerne taget centralt og sættes i værk af alle. Demokratiet kommer først ind i billedet bagefter, når partiet afgør, om beslutningen var rigtig eller ej. Måske bliver partiledelsen skiftet ud, fordi den ikke var på højde med situationen.
Det revolutionære parti må have en fin balance mellem demokrati og centralisme. Nøgleordet er, at partiet ikke er til for sin egen skyld, men er et middel til en revolutionær forandring til et socialistisk samfund. Den vej går alene gennem klassekamp.
Så partiet må hele tiden tilpasse sig klassekampen. Når kampniveauet er lavt, og kun få arbejdere tror på muligheden for en revolutionær forandring, så er partiet lille. Og det må det være tilfreds med. Det er ikke nogen god ide at udvande politikken bare for at få flere medlemmer.
Men når kampniveauet højnes, forandrer et stort antal arbejdere deres opfattelse enormt hurtigt og bliver klar over deres egen styrke til at forandre ting gennem kamp, og så må partiet være i stand til at åbne dørene, ellers bliver det kørt ud på sidelinjen.
Partiet kan ikke erstatte arbejderklassen. Det må være en del af klassekampen, som hele tiden prøver at samle de mest klassebevidste arbejdere i en ledelse af kampen. Partiet kan heller ikke diktere klassen. Det kan ikke udbasunere sig selv som lederskab, men må vinde den position ved at vise, at de socialistiske ideer passer i praksis – og praksis er alt fra en lille strejke til revolutionen.
Nogle ser det revolutionære socialistiske parti som forløberen for socialisme. Det er fuldstændig forkert. Socialismen kan først komme, når arbejderklassen selv har overtaget styringen af produktionsmidlerne og bruger den til at omforme samfundet.
Man kan ikke opbygge en socialistisk ø i et kapitalistisk helvede. Når enkelte små socialistiske grupper har forsøgt at afskære sig fra samfundet og leve livet i overensstemmelse med socialistiske ideer, har de i det lange løb lidt tragiske nederlag. For det første er det økonomiske og politiske pres til stede hele tiden, og ved at afskære sig fra kapitalismen vil grupperne også afskære sig fra den eneste kraft, som kan opbygge socialismen: arbejderklassen.
Selvfølgelig kæmper socialister hver eneste dag mod kapitalismens nedværdigende udslag – mod racisme, mod sexisme, mod udnyttelse, mod brutalitet. Men det kan vi kun gøre ved at tage udgangspunkt i arbejderklassens styrke.
Sidst opdateret 16.1.2013