Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Hvis du stiller dig op på gaden og spørger folk, der går forbi, om de ønsker en revolution, vil der ikke være megen tvivl om svaret. De, som ikke tror, at du er splittergal, vil antagelig blive skræmt til døde af dit spørgsmål.
Denne ligegyldighed eller til og med modstand mod revolutionær socialisme er ikke særlig overraskende. Vi er alle opdraget i et kapitalistisk samfund, hvor det bliver taget for givet, at alle er egoister, hvor folk hver dag gennem aviser får at vide, at kun et lille privilegeret mindretal er i stand til at tage afgørelser i erhvervslivet og det offentlige, hvor arbejderne fra den første dag i skolen bliver opdraget til at adlyde ordrer fra de overordnede.
Som Marx sagde: "De herskende ideer er den herskende klasses ideer", og massevis af arbejdere godtager dem.
Men på trods af det har revolutionære bevægelser op gennem kapitalismens historie rystet land efter land: Frankrig i 1871, Rusland i 1917, Tyskland og Ungarn i 1919, Italien i 1920, Spanien og Frankrig i 1936, Ungarn i 1956, Frankrig i 1968, Chile i 1972-73, Portugal i 1975, Iran i 1979, Polen i 1980-81.
Forklaringen på disse oprør ligger i kapitalismens natur. Kapitalismen er et system med indbyggede tilbøjeligheder til kriser. I det lange løb kan kapitalismen ikke give arbejde til alle, den kan ikke sørge for velstand til alle, den kan ikke sikre vores levestandard af i dag mod de kriser, den selv skaber i morgen.
Men under højkonjunktur kommer arbejderne til at forvente det. I 60'erne regnede danske arbejdere med permanent fuld beskæftigelse, en "velfærdsstat" og gradvis forhøjelse af levestandarden. Men i løbet af de sidste 15 år er arbejdsløsheden vokset betydeligt. Velfærdsstatens goder forsvinder mere og mere gennem hårde nedskæringer på de offentlige budgetter, samtidig med at reallønnen også falder.
Fordi vi er hjernevaskede til at godtage mange kapitalistiske ideer, så godtager vi også mange af disse angreb. Men uundgåeligt når man et punkt, hvor arbejderne ikke vil være med længere, deres vrede blusser op, og de går til aktion mod arbejdsgivere og regering. Måske starter de en strejke, eller de arrangerer en demonstration.
Når det sker, begynder arbejderne, enten de kan lide det eller ej, at modarbejde alle de kapitalistiske ideer, de tidligere har accepteret. De begynder at handle i solidaritet med hinanden som klasse, i opposition til kapitalistklassen.
De revolutionære ideer, som de tidligere forkastede, begynder nu at stemme overens med det, de foretager sig. Nogle af arbejderne begynder at tage disse ideer alvorligt, forudsat at de er tilgængelige.
Graden af bevidstgørelsen afhænger af kampens styrke, ikke af de ideer, arbejderne havde i hovedet inden kampen startede. Kapitalismen tvinger dem ud i kamp, selv om de til at begynde med var for kapitalisme. Kampen gør, at de stiller spørgsmålstegn ved kapitalismen og dens ideer.
Kapitalismens magt hviler på to fødder - kontrol over produktionsmidlerne og kontrol over staten. En virkelig revolutionær bevægelse starter i arbejdermasserne, når kampen for deres umiddelbare økonomiske interesser fører til, at de støder mod begge disse fødder.
Tag for eksempel nogle arbejdere, der har været ansat i samme virksomhed i årevis. Hele deres livsmønster afhænger af arbejdet på denne virksomhed. Så en dag bekendtgør arbejdsgiveren, at fabrikken skal nedlægges. Selv højreorienterede blandt arbejderne er forfærdede og ønsker at gøre noget. I desperation finder de ud af, at den eneste måde, de kan fortsætter med at leve det liv, kapitalismen har lært dem, er ved at besætte fabrikken – at udfordre arbejdsgivernes kontrol over produktionsmidlerne.
Måske finder de også snart sig selv i opposition til staten, fordi arbejdsgiveren bruger politiet for at genvinde kontrollen over "sin" ejendom. Hvis arbejderne skal have nogen som helst mulighed for at beholde deres job, må de også kæmpe mod politiet, statsapparatet, såvel som mod arbejdsgiveren.
Således lægger kapitalismen selv grunden til revolutionære ideer og tanker i arbejderklassen. Det forklarer, hvorfor kapitalismens historie er fuld af periodiske opblomstringer af revolutionære følelser hos millioner af arbejdere. Selv om arbejderne for det meste godtager de ideer, som systemet fodrer dem med.
Til sidst: En anden grund, til at arbejderne ikke støtter revolutionære ideer, er fornemmelsen af, at det ikke er nogen fidus for dem at gøre noget, fordi andre arbejdere ikke vil støtte dem. Når de så opdager, at andre arbejdere virkelig gør noget, kommer de ud af deres apati.
Det samme gælder for folk, som føler, at arbejderne ikke er i stand til at styre samfundet. De lærer det modsatte, når de opdager, at de under store kampe mod det eksisterende system rent faktisk selv overtager det meste af styringen.
Det er årsagen til, at når revolutionære bevægelser først er startet, kan de vokse som en snebold med forbavsende fart.
Sidst opdateret 5.6.00