Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Det store flertal blandt socialister og fagforeningsfolk hævder, at samfundet kan forandres med lovlige midler. De siger, at det, der skal til, er, at socialisterne får stemmer nok ved valgene til at kunne kontrollere de "traditionelle" politiske organer – Folketinget og kommunalrådene.
Socialisterne vil så kunne forandre samfundet ved at få det eksisterende statsapparat – statsadministrationen, domstolene, politiet, hæren – til at håndhæve love, som indskrænker kapitalistklassens magt. På denne måde kan socialismen indføres gradvist og helt lovligt, ved at nutidens samfund reformeres, hævder de.
Det synspunkt kaldes almindeligvis "reformisme", men også ordene "revisionisme" (fordi det betyder at revidere Marx' teorier fuldstændigt) og socialdemokratisme bruges. Synspunktet råder i Socialdemokratiet, men præger også SF og Enhedslisten.
Reformismen virker ved første blik ret så fornuftig. Det stemmer overens med det, vi lærer i skolen, læser i avisen og ser i fjerneren – "at folketinget styrer landet", og at "folketinget er valgt i henhold til folkets demokratiske ønsker".
Trods dette er alle forsøg på at indføre socialisme via parlamentet slået fejl. I Danmark har der været en del socialdemokratiske regeringer efter krigen, uden at vi kan påstå, at vi er kommet socialismen nærmere af den grund.
I udlandet findes de samme erfaringer. Det tydeligste eksempel er Chile, hvor socialisten Allende blev valgt til præsident i 1970. Folk troede, at det var "den nye vej" til socialismen. Tre år senere kom kuppet. Det blev ledet af generaler, som var blevet bedt om at blive siddende under hans regering. Allende blev dræbt, og den chilenske arbejderbevægelse knust.
Der er tre sammenhængende årsager til, at reformismen altid vil slå fejl:
For det første, så fortsætter den reelle økonomiske magt med at ligge i hænderne på den gamle herskende klasse, mens det socialistiske flertal "gradvis" vedtager socialistiske lovforslag i parlamentet. Kapitalistklassen kan bruge den økonomiske magt til at stoppe hele industribrancher, skabe arbejdsløshed, og presse priserne op ved spekulation og hamstring. Ved at eksportere kapital til udlandet kan de sørge for, at der bliver underskud på handelsbalancen og så fremstille det, som om det var socialistregeringens skyld.
Allendes regering i Chile fik en endnu værre skæbne. To gange blev hele brancher i industrien lukket, fordi "cheferne" strejkede. Spekulation pressede priserne op til uanede højder, og borgerskabets hamstring førte til knaphed på nødvendige varer.
Den anden grund, til at kapitalismen ikke kan reformeres til et socialistisk samfund, er, at statsapparatet ikke er neutralt. Det er fra top til bund opbygget for at bevare kapitalismen.
Staten kontrollerer næsten alle muligheder for fysisk magt, det vi kalder voldsapparatet. Hvis staten som organisation var neutral og altid gjorde det, som en hvilken som helst regering sagde, så kunne statsapparatet bruges til at sætte en stopper for økonomiske sabotage fra kapitalen. Men hvis man ser på den måde, staten fungerer på, og på, hvem det i virkeligheden er, der giver ordrerne, så forstår man, at staten ikke er neutral.
Statsapparatet er ikke kun regeringen. Det er en vældig organisation med mange forskellige forgreninger. Vi har politi, hær, domstole, statsadministration, statsforetagender osv. Mange af dem, som arbejder inden for disse, kommer fra arbejderklassen - de lever og bliver betalt som arbejdere.
Men det er ikke dem, der tager afgørelserne. Infanterisoldaterne bestemmer ikke, om en krig startes eller ej. Politibetjentene bestemmer ikke, om en strejke skal slås ned. Kassereren på socialkontoret bestemmer ikke, hvor meget der skal udbetales. Hele statsapparatet er baseret på princippet om, at folk på et bestemt trin på rangstigen skal adlyde dem på et højere trin.
Dette er åbenlyst i de grene af statsapparatet, der udøver fysisk magt – hæren, flyvevåbnet, marinen og politiet. Det første soldaterne lærer, når de møder på rekrutskolen, længe før de lærer at skyde, er, at enhver ordre skal adlydes, uanset deres personlige mening om dem. Det er grunden til den idiotiske eksercits, de lærer. Hvis folk adlyder dumme ordrer og vakler rundt på paradepladsen uden at tænke, regner man med, at de også vil skyde på kommando uden at tænke over det. Den mest afskyelige forbrydelse i enhver hær er at nægte at adlyde ordrer – mytteri.
Hvem giver så ordrer?
Hvis man tager et kig på rangordenen i den danske hær (det er ligesådan i andre lande), så går den fra general nedefter til oberst, major, kaptajn, løjtnant, sergent. Ikke nogetsteds kommer et folketingsmedlem eller et byrådsmedlem ind i denne kommandorække. Det er mytteri at adlyde et folketingsmedlem frem for en officer. Hæren er en dødsmaskine. Generalerne bestemmer og har al magt.
Naturligvis er generalerne i teorien ansvarlige over for den valgte regering. Men soldaterne er oplært til at adlyde generalerne, ikke politikerne. Hvis generalerne vælger at give ordrer, som afviger fra ønskerne hos en valgt regering, vil regeringen være magtesløs. Alt, hvad de kan gøre, er at prøve at overtale generalerne til at skifte mening. Hvis regeringen i det hele taget ved, hvad der foregår - militære forhold er altid hemmelige, så det er let for generalerne at skjule ting for regeringen.
Men det betyder ikke, at generalerne altid, ikke engang sædvanligvis, overser, hvad regeringen siger. I Danmark har de for det meste fundet det formålstjenligt at følge regeringen. Men opstår der en kritisk situation, kan generalerne sætte dødsmaskinen i gang uden at lytte til politikerne. Og regeringen kan hverken gøre fra eller til. Det var det, generalerne gjorde, da de overraskede Allende.
Så spørgsmålet om, hvem der har magt over militærapparatet, er egentlig et spørgsmål om "hvem er generalerne". De fleste højere officerer i hæren bliver rekrutteret fra borgerskabet. De er slægtninge til store forretningsmænd, kommer i de samme miljøer, deler de samme meninger. Det samme gælder cheferne i statsbureaukratiet, retsvæsenet og politiet.
Hvilke klasseinteresser har disse mennesker? Vil de tage den økonomiske magt fra deres venner og slægtninge, bare fordi en socialistisk regering beder dem om det? Er det ikke mere sandsynligt, at de vil følge eksemplet fra Chiles generaler, dommere og statsembedsmænd, der saboterede regeringens bestemmelser i tre år og så, da tiden var moden, væltede den?
I virkeligheden bakker den danske grundlov op bag dem, der kontrollerer statsapparatet. De kan med grundlovens hjælp sabotere en valgt venstrefløjsregerings vilje.
Kapitalistklassen har fuld ret til at starte en massiv økonomisk sabotage. Hvis regeringen så prøver at få bugt med sabotagen ved at vedtage nye love, vil den snart opdage, at den er bundet på hænder og fødder.
Dommerne vil "tolke" en sådan lov således, at effekten af den bliver mindre. Embedsmændene, generalerne og politicheferne vil demonstrere deres uvilje mod at gøre, som regeringen har sagt. De vil blive støttet af store dele af pressen, som vil udskrige, at regeringen optræder "ulovligt" og "grundlovsstridigt". Generalerne vil så bruge den slags udtaleser som begrundelser for at forberede at styrte den "ulovlige" regering.
Regeringen ville være magtesløs og ude af stand til at gøre noget ved dette økonomiske kaos. Hvis den da ikke optrådte virkeligt grundlovsstridigt og opfordrede de lavere tjenestemænd i statsadministrationen, politiet og soldaterne til at vende sig mod deres overordnede.
Hvis nogen skulle tro, at det her bare er vild fantasi, skal det tilføjes, at der har været mindst to tilfælde i nyere engelsk historie, hvor generalerne har saboteret regeringsbeslutninger, som de ikke kunne lide.
I 1912 vedtog Underhuset en lov, der overlod det til et "hjemmestyre" at lede et forenet Irland. Tory-lederen Bonar Law undsagde øjeblikkeligt den liberale regering som en illegal junta, som havde "solgt grundloven".
Overhuset forsinkede naturligvis loven så længe som muligt (to år), mens den tidligere Tory-minister Edward Carson organiserede en paramilitær styrke i det nordlige Irland for at bekæmpe loven. Da man gav ordre til, at de generaler, som kommanderede over den engelske hær i Irland, skulle rykke mod nord og bekæmpe Carsons styrke, nægtede de og truede med at træde tilbage. Aktionen betød, at Irland ikke fik et fælles parlament i 1914 og er delt den dag i dag.
I 1974 var der en gentagelse i mini-udgave. De ekstremt højreorienterede loyalister i Nordirland organiserede en total blokade af al industri for at forhindre, at folk gik på arbejde, i protest mod en fælles katolsk-protestantisk regering. Engelske ministre beordrede den britiske hær og det nordirske politi til at fjerne barrikaderne og stoppe blokaden. De højere officerer i hæren og cheferne i politiet mente, at det var utilrådeligt, og hverken politi eller militær greb ind. Den fælles katolsk-protestantiske regering var tvunget til at træde tilbage.
Det kunne ske i 1914 og 1974 under midtersøgende regeringer. Forestil jer, hvad der vil ske, hvis en radikal, socialistisk regering bliver valgt.
Den tredje grund, til at reformismen er en blindgyde, er, at et parlamentarisk "demokrati" har visse indbyggede mekanismer, som hindrer alle revolutionære bevægelser i at finde sig udtryk inden for det.
Nogle reformister hævder, at for at få magt over dem, som kontrollerer statsapparatet, må venstrefløjen først have flertal i parlamentet. Det holder ikke, fordi parlamentet aldrig vil kunne afspejle massernes revolutionære bevidstheds-niveau. Den største del af mennesker vil kun forstå, at de selv er i stand til at styre samfundet, hvis de i praksis gennem kamp begynder at ændre systemet. Det er først, når arbejderne besætter fabrikkerne og deltager i en generalstrejke, at ideen om en revolutionær socialisme synes realistisk.
Men dette høje kampniveau kan ikke opretholdes på ubestemt tid, med mindre den gamle herskerklasse bliver frataget magten. Hvis den fastholdes, vil den afvente, at besættelserne og strejken aftager, og så vil den bruge sin kontrol over hæren og politiet til at knuse kampen.
Men samtidigt med at strejkerne og besættelserne begynder at vakle, begynder også arbejdernes følelse af sammenhold og selvtillid at svinde ind. Bitterhed og demoralisering slår igennem. Selv de bedste begynder at tænke, at det med at forandre samfundet kun var en fantastisk drøm.
Det parlamentariske system indeholder indbyggede mekanismer, som støtter de herskendes magt. Lad os forestille os, at en regering bliver tvunget i knæ af en strejkebevægelse. Den kunne så sige: "Vent tre uger, så vil et valg løse problemerne på demokratiske vis". Regeringen håber på, at strejken bliver afblæst i mellemtiden. Arbejdernes selvtillid og sammenhold bliver svækket. Arbejdsgiverne vil få mulighed for at sortliste kampvillige arbejdere. Den kapitalistiske presse og tv vil fungere som sædvanlig og fyre regeringspropaganda af. Politiet kan arrestere "ballademagerne".
Så kommer tiden for valget. Men resultatet vil ikke genspejle højdepunktet i arbejdernes kamp, men det lavere niveau efter strejken.
De Gaulles regering i Frankrig brugte valg på denne måde under den store generalstrejke i maj 1968. De reformistiske arbejderpartier og fagforeninger beordrede arbejderne til at afblæse strejkerne. Og de Gaulle vandt valget.
Den engelske premierminister Heath prøvede samme trick i forbindelse med en vellykket minearbejderstrejke i 1974. Men arbejderne lod sig ikke narre. De fortsatte strejken og Heath tabte valget.
Marx fremhævede i sit pjece "Borgerkrigen i Frankrig" og Lenin i sin bog "Staten og Revolutionen" et helt andet syn på, hvordan socialismen kan sejre.
Dette synspunkt blev ikke fanget ud af den blå luft. Begge udviklede deres opfattelser ved at se arbejderklassen i aktion – Marx så Pariserkommunen i 1871 og Lenin de russiske "sovjetter" i 1905 og 1917.
Marx og Lenin slog fast, at arbejderklassen først kan begynde at opbygge socialismen, når to ting er opfyldt. For det første må den gamle stat og dens bureaukratiske kommandokæder være knust. For det andet må arbejderklassen skabe en helt ny stat på helt andre principper. Lenin understregede forskellen mellem denne stat og den gamle ved at kalde den nye stat for "en stat der ikke er nogen stat".
Marx og Lenin mente, at en ny stat var nødvendig for at lægge restriktioner på resterne af den gamle herskerklasse. De kaldte den nye stat for "proletariatets diktatur" – arbejderklassens herredømme. Med det mente de, at arbejderklassen må diktere, hvordan samfundet skal styres. Arbejderklassen må også forsvare revolutionen mod angreb fra den herskende klasse i andre dele af verden. For at kunne klare det må den have egne væbnede styrker, en slags politi og domstole, til og med fængsler.
Men for at hæren, politi og retssystemet skal kunne kontrolleres af arbejderne og aldrig blive brugt mod deres interesser, må disse grundlægges på helt andre principper end kapitaliststatens.
Staten skal være det middel, som arbejderklassen bruger til at diktere resten af samfundet, ikke et diktatur rettet mod flertallet af arbejderklassen. Hovedforskellene er:
Den kapitalistiske stat tjener et lille mindretal i samfundet. Arbejderstaten skal tjene det store flertals interesser. I kapitaliststaten bliver magt udøvet af en lille gruppe lejemordere (politi og militærofficerer plus soldater), som er afskåret fra resten af samfundet og oplært til at adlyde overklasse-officererne.
I arbejderstaten vil magt kun være nødvendig for at beskytte flertallets interesser fra resterne af den tidligere privilegerede klasse. I arbejderstaten vil militærtjeneste og politiarbejde blive udført af almindelig arbejdere. De tager deres tørn efter tur, efter et rotationssystem. Man sikrer derved, at politi og militær ikke udvikler sig uafhængigt af arbejderne, sådan som de militære officerer gør det i dag. De skal tværtimod være en del af arbejderklassen, ved at de lever på samme måde som den, holder fri sammen med deres arbejdskammerater og har de samme interesser. Modsat i dag, hvor de værnepligtige soldater er isolerede fra deres daglige miljø og ofte er flyttet langt væk.
I dag bliver de væbnede styrker styret af en lille gruppe officerer. I arbejderstaten vil de blive styret af direkte valgte repræsentanter for arbejderne.
I kapitaliststaten bliver lovene vedtaget af parlamentsrepræsentanter, som så overlader det til heltidsbureaukrater, politichefer og dommere at sætte dem i værk. Det betyder, at repræsentanterne kan skjule sig bag en million undskyldninger, når de ikke opfylder deres valgløfter.
Arbejdernes repræsentanter i en arbejderstat må selv sørge for, at lovene bliver ført ud i livet. De, og ikke en elite af topbureaukrater, må selv forklare arbejderne i statsadministrationen, hæren osv, hvordan tingene skal gøres. Og valgte repræsentanter i domstolene vil fortolke lovene.
De folkevalgte i kapitaliststaten er isolerede fra dem, der har valgt dem, gennem høje lønninger. I arbejderstaten vil alle valgte repræsentanter få et gennemsnit af arbejdernes løn. Ligeså for dem, der i det daglige skal sætte bestemmelserne ud i livet (altså de, der svarer til nutidens statstjenestemænd).
I Danmark er folketingsmedlemmer valgt for fire år ad gangen og bestemmer selv, om de vil gå af inden. Repræsentanter i råd og statsfunktioner i arbejderstaten kan trækkes tilbage øjeblikkeligt, hvis de ikke udfører arbejdernes ønsker. Arbejderne har direkte kontrol over dem, fordi de til enhver tid kan tilbagekalde dem og vælge nye repræsentanter.
Dagens folketingsmedlemmer vælges af alle, der bor inden for et bestemt geografisk område, både borgerskab og arbejderklasse, udlejere såvel som lejere, aktiespekulanter såvel som arbejdere, alle vælger fra de samme lister.
I arbejderstaten vil valg foregå gennem rådene efter åben diskussion af de aktuelle sager. Kernen i arbejderstaten vil være disse råd på fabrikker og på kontorer. Andre grupper, som pensionister og studenter, vil få deres egne repræsentanter.
På denne måde vil hver del af arbejderklassen have sin egen repræsentant og vil kunne afgøre, om han/hun dækker deres interesser.
Efter disse retningslinier kan staten ikke blive en selvstændig magt rettet mod flertallet af arbejderklassen - sådan som den er det i dagens såkaldte socialistiske lande: Sovjet, Kina osv.
Samtidig vil rådssystemet være et middel for arbejderne til at koordinere driften af industrien efter en demokratisk fastsat, national plan. Det vil forhindre, at arbejderne begynder at konkurrere med hinanden.
Det er let at indse, at den moderne datateknologi vil give arbejderne chancen for at få informationer om forskellige økonomiske alternativer i driften af samfundet. Dermed også for at styre repræsentanterne til at vælge den løsning, flertallet synes er den bedste. For eksempel om man skal bruge pengene på motorveje eller på et godt og billigt offentligt transportmiddel, om man skal producere atombomber eller medicinsk udstyr osv.
Fordi statsmagten ikke er adskilt fra arbejderne, vil det i langt mindre grad end under kapitalismen være nødvendigt med tvang. Tvangen er rettet mod resterne af det gamle samfund. Efterhånden som revolutionen udvikler sig og vinder frem, vil den gamle herskerklasse resignere og give op.
Behovet for tvang bliver mindre og mindre, og en dag slipper arbejderne for at tage fri fra arbejde for at gøre politi- og militærtjeneste.
Det var det, Marx og Lenin mente, da de snakkede om, at staten vil dø bort. I stedet for tvang mod mennesker vil staten blive et samarbejde mellem arbejderråd, som bestemmer over produktion og fordeling af produkterne.
Arbejderråd i en eller anden form er dukket op igen og igen, når kampen mellem klasserne har nået et højt niveau. "Sovjet" var det russiske ord for arbejderråd i 1905 og 1917.
I 1918 i Tyskland var arbejderrådene en kort overgang den eneste magt i landet. I Spanien i 1936 var de forskellige arbejderpartier og fagforeninger samlet i "militærkomiteer", som organiserede lokalsamfundene og på mange måder lignede arbejderråd.
I Ungarn i 1956 valgte arbejderne råd, som drev fabrikkerne og lokalsamfundene, mens de kæmpede mod sovjetiske tropper. I Chile i 1972-73 begyndte arbejderne at danne "cordones", arbejderkomiteer, som forenede de største fabrikker.
Under den store strejke i Polen i 1980 sendte alle de strejkende virksomheder repræsentanter til den fælles strejkekomite i Gdansk. Udsendingene drog efter kort tid tilbage for at diskutere med kammeraterne, og blev ofte skiftet ud.
Arbejderråd starter som et organ, arbejderne kan bruge i kampen mod kapitalismen. Det kan starte helt i det små, for eksempel med at oparbejde en strejkefond. Men da disse organer er baseret på direkte valg blandt arbejderne og med fuld tilbagekaldelsesret, kan de, når kampen går højest, koordinere hele arbejderklassens styrke. De kan lægge grundlaget for arbejdermagt.
Sidst opdateret 5.6.00