Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Marx slog fast i Det kommunistiske Manifest at: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie."
Det afgørende spørgsmål for den herskende klasse har været, hvordan den kunne tvinge den undertrykte klasse til at producere rigdomme til sig. Dette medførte i alle tidligere samfund enorme klassekampe, som ofte mundede ud i borgerkrige. Der var slaveoprør i Rom, bondeoprør i Middelalderen, og store borgerkrige og revolutioner i 1600- og 1700-tallet.
I alle disse kampe kæmpede de mest undertrykte hårdest. Men, skyndte Marx sig at tilføje, alle deres anstrengelser førte kun til, at den ene herskerklasse erstattede den anden. I Kina førte de sejrrige bondeoprør for eksempel kun til, at den ene kejser blev skiftet ud med den anden. På samme måde var det pjalteproletariatet, de allerfattigste i Paris, der tog det største slæb i Den franske Revolution. Men efter opstanden lå magten i hænderne på bankierer og industrikapitalister.
Der var to hovedårsager til, at de lavere klasser ikke klarede at kontrollere den revolution, de var med i.
For det første var samfundet som helhed ludfattigt. Det var kun, fordi det store flertal af folket blev holdt ned i bundløs fattigdom, at en lille minoritet havde tid og mulighed for at udvikle kunst og videnskab. Klasseskel var med andre ord en nødvendighed, hvis samfundet skulle udvikle sig.
For det andet gjorde vilkårene for de undertrykte klasser dem ikke i stand til at styre samfundet. De var som oftest analfabeter. De kendte kun lidt til verden uden for deres egen grund. Og frem for alt splittede deres daglige liv dem op. Hver enkelt bonde var optaget af at dyrke sit jordstykke. Hver enkelt håndværker i byen havde sin egen lille forretning og konkurrerede til en vis grad med andre håndværkere, samarbejdede ikke med dem.
Bondeoprør startede med at folket rejste sig og ville dele feudalherrernes jord ud. Men så snart de havde styrtet ham, begyndte de at skændes indbyrdes om, hvordan de skulle dele jorden op. Marx sagde, at bønder var som en sæk kartofler. De kunne tvinges til at holde sammen af en ydre magt, men var ikke i stand til at holde varigt sammen for at hævde deres interesser.
Arbejderne, som skaber værdierne under kapitalismen, adskiller sig fra alle tidligere lavere klasser.
For det første er klasseskel ikke længere nødvendige for menneskehedens fremgang. Der produceres så mange varer, at det kapitalistiske samfund selv gang på gang ødelægger store mængder gennem krige og økonomiske kriser. Der kunne ske en lige fordeling af denne produktion, og samfundet ville alligevel blomstre af videnskab, kunst osv.
For det andet, så forbereder tilværelsen under kapitalismen på mange måder arbejderne til selv at overtage kontrollen med samfundet. Kapitalismen behøver for eksempel uddannede og faglærte arbejdere. Kapitalismen tvinger også folk sammen i store fabrikker, hvor de står i nær kontakt med hinanden, og hvor de bliver en samlet kraft, der kan forandre samfundet.
Under kapitalismen samarbejder arbejderne i produktionen på fabrikkerne. Denne samarbejdsevne kan let rettes mod samfundet, som når arbejderne organiserer sig i fagforeninger. Fordi de er samlet i stort antal, er det meget enklere for arbejderne at have demokratisk styring, end det var for tidligere undertrykte klasser.
Kapitalismen sender hele tiden nye grupper, som har følt sig lidt bedre end almindelige arbejdere (f.eks. teknikere og kontorfolk) ind i arbejderklassen. Flere grupper bliver nødt til at organisere sig og handle, som andre arbejdere gør.
Til sidst må nævnes den enorme udvikling af kommunikationen. Veje, jernbaner, flytrafik, post, telefon, radio og fjernsyn gør det muligt for arbejderne at stå i forbindelse med hinanden, også uden for deres eget lokalmiljø. Arbejderklassen kan organisere sig som klasse, både nationalt og internationalt. Tidligere undertrykte kunne ikke engang drømme om en sådan mulighed.
Alt dette viser, at arbejderklassen kan være mere end en flok stormende oprørere mod samfundet. Gennem deres egen kontrol med deres repræsentanter kan de forandre samfundet i den retning, de ønsker, ikke kun bytte det ene herskerslæng ud med et andet. Som Marx sagde det:
"Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme mindretals interesser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse."
Sidst opdateret 5.6.00