Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
"Akkumulation af rigdom på den ene side og akkumulation af fattigdom på den anden". Sådan opsummerede Marx udviklingen under kapitalismen. Kapitalismen frygter konkurrence fra hinanden og kører derfor arbejderne så hårdt, de kan, og betaler så lidt som muligt.
Resultatet er et misforhold mellem på den ene side den enorme vækst af produktionsmidler, og på den anden side den begrænsede vækst i lønninger og antal ansatte arbejdere. Marx fremhævede, at det var den grundlæggende årsag til økonomiske kriser.
Den enkleste måde at forstå det på er ved at spørge: Hvem køber den stadigt voksende mængde varer? Arbejdernes lave lønninger betyder, at de ikke har råd til at købe de varer, de selv har produceret. Og kapitalisterne kan ikke hæve lønningerne, fordi det ville ødelægge profitterne, drivkraften i systemet.
Men hvis virksomhederne ikke kan sælge de varer, de producerer, må de nedlægge fabrikkerne og fyre arbejderne. Den totale mængde løn vil så synke endnu mere, sådan at endnu flere virksomheder ikke får solgt deres varer. En "overproduktionskrise" sætter ind. Varerne bliver liggende i stabler overalt, varer som folk ikke har råd til at købe.
Dette har været et periodisk træk ved kapitalismen de sidste 160 år.
Men alle forsvarere af det bestående vil med det samme pointere, at det burde være en enkel sag at komme ud af den krise. Kapitalisterne skal bare investere deres profit i nye fabrikker og maskiner. Det vil skabe arbejdspladser til arbejderne, som dermed vil blive i stand til at købe de varer, som ikke er blevet solgt. Dette betyder, at så længe der er nye investeringer, kan man også sælge alle de varer, der bliver produceret, og systemet kan sørge for fuld beskæftigelse.
Marx var ikke dum og indså, at det var forkert. Som vi har set, vurderede han, at det pres, som konkurrencen lagde på kapitalisten for at investere, var kernepunktet i systemet. Men, spurgte han, betyder det, at kapitalisterne altid vil investere hele deres profit?
Kapitalisten vil kun investere, hvis han tror, han er garanteret en "rimelig" profit.
Hvis han ikke tror, det er muligt at få en sådan profit, vil han ikke risikere sine penge på at investere. Han vil sætte dem i banken og lade dem blive der.
Om kapitalisten investerer eller ej, afhænger af, hvordan han vurderer den økonomiske situation. Når den ser lovende ud, vil kapitalisterne kappes om at investere. De vil falde over hinanden i jagten på byggegrunde, de vil købe maskiner op, tømme jorden for råstoffer og betale lidt ekstra for kvalificeret arbejdskraft.
Dette kaldes almindeligvis for et "boom" eller højkonjunktur.
Men den vanvittige konkurrence om byggegrunde, råvarer og kvalificeret arbejdskraft presser priserne på disse ting i vejret. Og pludselig har man nået et punkt, hvor en del virksomheder opdager, at omkostningerne er steget så meget, at profitten er forsvundet.
Investerings"boomet" bliver pludselig til et investerings"krak". Ingen vil have nye maskiner - værkstedsindustrien rammes af krise. Ingen vil have alt det jern og stål, som bliver produceret – stålindustrien går pludselig ikke længere for fuld kraft og bliver "uprofitabel".
Indskrænkninger og lukninger breder sig fra industrigren til industrigren. Arbejdspladser forsvinder og med dem arbejdernes mulighed for at købe varer fra andre industrigrene.
Historien om kapitalismen er en historie om den slags opgangsperioder, som ender i krise, hvor det vanvittige sker, at arbejdsløse går sultne uden for uvirksomme fabrikker, samtidig med at lagre af "overskuds"varer ligger og rådner.
Kapitalismen skaber disse kriser periodisk, fordi der ikke findes planlægning. Der findes ingen metoder til at stoppe strømmen af kapital til investeringer i første omgang og væk fra investeringer i næste omgang.
Folk tror helst, at staten kan klare det. Ved at gribe ind i økonomien, øge statslige investeringer, når de private investeringer er lave, og reducere dem, når de private investeringer er høje, kan staten regulere produktionen på et jævnt niveau. Men i dag er også de statslige investeringer en del af galskaben.
Tag for eksempel det store statsejede stålselskab British Steel. Midt i 70'erne fik arbejderne at vide, at deres job skulle væk, fordi virksomheden have anskaffet kæmpestore moderne automatiske smelteovne, som kunne producere stål billigere. Fem år senere får de at vide, at endnu flere arbejdere skal ud, fordi England ikke var det eneste land, der bandt an med disse enorme investeringer. Frankrig, Vesttyskland, USA, Brasilien, Østeuropa, Sydkorea, alle gjorde de det samme. Så nu er der overskud af stål i hele verden - en overproduktionskrise. Statslige investeringer skæres ned.
Det er den pris, mennesker betaler for et økonomisk system, hvor produktion af enorme rigdomme bliver kontrolleret af et mindretal, som kun er interesseret i profit. Det har ingen betydning, om dette mindretal ejer industrien direkte eller indirekte gennem sin kontrol med staten (som med British Steel).
Uanset hvilke kapitalister, der vinder frem i konkurrencen om størst mulig profit, må arbejderne bære byrden.
Den vanvittige ved dette system er, at "overproduktionskriser" slet ikke er overproduktionskriser. "Overskuddet" af stål kunne for eksempel hjælpe med til at løse verdens hungersnød. Mange steder i verden er bønderne nødt til at pløje jorden med træplove. Stålplove ville kunne øge madproduktionen betragteligt. Men bønderne har ingen penge, så det kapitalistiske system er ikke interesseret; det er ikke muligt at få profit ud af det.
Det er ikke kun sådan, at kriserne kommer igen og igen med jævne mellemrum. Marx spåede også, at kriserne vil blive værre og værre, efterhånden som tiden går.
Selv om investeringerne foregik på et jævnt niveau uden ryk, kunne det ikke stoppe tendensen til krise, fordi konkurrencen mellem kapitalisterne (og mellem kapitalistiske lande) tvinger dem til at investere i arbejdsbesparende maskiner.
Kun ved at rationalisere, "øge produktiviteten" og skære ned på arbejdsstyrken, kan en kapitalist skaffe sig en større del af kagen end en anden. Men resultatet er ødelæggende for systemet som helhed, fordi antallet af arbejdere ikke øges nær så hurtigt som investeringerne.
Det er imidlertid arbejdernes arbejde, der er kilde til profitten, det brændstof som holder systemet i gang. Hvis du investerer mere og mere uden at øge den faktor, som skaber profitten tilsvarende, så styrer du lige mod sammenbrud. Det svarer til at tro, at man kan køre en Mercedes med samme benzinmængde som en Folkevogn.
Derfor hævdede Marx for 100 år siden, at kapitalismens evne til at lave enorme investeringer i nyt produktionsudstyr medførte en tendens til, at profitraten faldt. Profitraten er profit set i forhold til de samlede udgifter til lønninger og maskiner.
Hans pointe kan let anvendes på dagens kapitalisme. I stedet for den gamle forestilling om "dårlige tider", som bliver til "gode tider", ser vi en nedgangsperiode uden ende. Enhver bevægelse opad, ethvert fald i arbejdsløsheden, er begrænset og dør snart ud.
Forsvarerne af systemet siger, at dette sker, fordi investeringerne ikke er høje nok. Uden nye investeringer bliver der ingen nye arbejdspladser, uden nye arbejdspladser bliver der ikke penge til at købe de nye varer med. Så langt kan vi være enige med dem – men vi er ikke enige i deres forklaring om, hvorfor det sker.
De skyder skylden på lønningerne. Lønningerne er for høje, de skærer profitten ind til benet, siger de. Kapitalisterne er bange for at investere, fordi de ikke får tilstrækkelig "belønning" for det.
Men krisen har varet i flere år, selv om arbejderens levestandard er blevet sat ned og profitterne er blevet større. Men stadig er der ikke investeringer nok til at gøre en ende på krisen, og det gælder ikke kun i Danmark, men også andre lande, hvor reallønnen er faldet, så som England, Frankrig, USA, Vesttyskland.
Det er bedre at lytte til, hvad Marx sagde for 100 år siden, end at lytte til dem, som undskylder kapitalismen i dag.
Marx forudså, at når kapitalismen blev ældre, ville dens kriser blive stadig dybere, fordi profittens kilde, arbejdet, ikke vokser nær så hurtigt som de investeringer, der er nødvendige for at holde arbejdet i gang. Da Marx skrev dette, var værdien af de bygninger og maskiner, som var nødvendige for at beskæftige hver arbejder, meget lave. Siden da er værdien skudt i vejret og kan i dag være omkring 300.000 til 500.000 kroner. Konkurrencen imellem kapitalisterne har tvunget dem til at bruge stadig større og dyrere maskiner. Vi er nået til et punkt, hvor det i fleste industrigrene bliver taget for givet, at nyt maskineri betyder færre arbejdere.
Det internationale organisation for økonomisk udvikling, OECD, regner med, at beskæftigelsen i de største vestlige lande vil falde i løbet af de næste år, selv om investeringerne ved et mirakel skulle stige.
Og det gør de nok ikke. Kapitalisterne holder nemlig af deres profit, og hvis investeringerne firdobles, mens profitten kun fordobles, bliver de rystede. Det er det, som må ske, hvis industrien vokser hurtigere end arbejdet, profittens kilde.
Som Marx sagde: profitraten vil have en tendens til at falde. Han forudså, at man til sidst vil nå et punkt, hvor enhver ny investering vil være et vovestykke. Udgifterne til nye bygninger og maskineri vil være kolossale, mens profitten vil være lavere end nogensinde. Når det punkt nås, vil hver kapitalist (eller kapitalistisk stat) fantasere om nye, store investeringsplaner – men være bange for at sætte dem i gang af frygt for at gå på røven.
Verdensøkonomien ligner i dag dette billede meget. Bilproducenten British Leyland planlægger nyt produktionsoplæg for mini'en, men er bange for at tabe penge. British Steel drømmer om de store stålværker, de planlagde for ti år siden, men de må lægge dem på is, fordi de ikke engang kan sælge det, de laver i dag.
Kapitalismens succes med at udvikle stadig større og mere produktivt maskineri har bragt systemet til et punkt, hvor det synes at være i permanent krise.
Et punkt blev nået i de antikke slavesamfund og i middelalderens feudalsamfund, hvor enten en revolution ville forandre samfundet, eller det ville gå ind i en permanent krise, som ville drive det baglæns.
I Romerriget førte manglende revolution netop til ødelæggelse af den romerske civilisation og til store sociale tilbageskridt. For enkelte feudale samfund, England og senere Frankrig, knuste revolutionen det gamle system og gjorde nye sociale fremskridt mulige under kapitalismen.
I dag står kapitalismen selv over for valget mellem permanent krise, som kan styrte menneskeheden ud i barbari gennem fattigdom og krig, eller en socialistisk revolution.
Sidst opdateret 5.6.00