Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
En af de mest tåbelige påstande, man kan høre, er, at verden ikke kan være anderledes, end den er. Men tingene har været anderledes. Ikke på den anden side af kloden, men netop i dette land for ikke så længe siden.
For 250 år siden ville folk have anset dig for at være gal, hvis du have fortalt om dagens Danmark, om fabrikkerne, om storbyerne, flyene, til og med jernbanen ville have været uden for deres fatteevne.
Det skyldes, at de levede i et samfund, der var domineret af landbrug. De fleste havde aldrig rejst mere end nogle få kilometer uden for deres landsby. Deres livsmønster var bestemt af årstiderne, som det havde været i tusinder af år.
Men allerede for syv eller otte hundrede år siden begyndte en udvikling, som til sidst skulle udfordre hele denne form for samfund. Håndværkere og handelsfolk etablerede sig i byerne. De arbejdede ikke gratis for en eller anden feudalherre, sådan som resten af befolkningen gjorde.
I stedet byttede de deres varer med mad hos godsejerne og de livegne. I stigende grad blev værdifulde metaller brugt som mål for et sådant bytte. Det varede heller ikke længe, før folk så muligheden for at skaffe sig lidt ekstra af dette metal gennem byttet, en fortjeneste.
I begyndelsen kunne byerne kun overleve ved at spille feudalherrerne ud mod hinanden. Men efterhånden som håndværket udviklede sig, steg produktionen og byernes indflydelse blev større. Borgerskabet voksede altså frem inden for middelalderens feudale samfund. Men borgerne skaffede sig deres rigdomme på en helt anden måde end feudalherrerne.
Feudalherren levede af de jordbrugsprodukter, han kunne tvinge de livegne til at dyrke på hans jord. Han brugte sin personlige magt til få folk til at arbejde uden at betale dem fem flade øre. De velstående klasser i byerne levede af at sælge produkter, som netop ikke kom fra jordbruget. De betalte lønninger til arbejderne for at lave dem.
Arbejderne var ofte tidligere livegne, som var stukket af. De var "frie" i den forstand, at de kunne komme og gå som de ville – når de blot havde gjort det arbejde færdig, som de var betalt for. Den "eneste" tvang, som fik dem til at arbejde, var, at de ville komme til at sulte, hvis ikke de fik arbejde for en eller anden. Den rige kunne blive rigere blot ved , at den "frie" arbejder frem for at sulte ville godtage mindre betaling for sit arbejde, end det han producerede var værd.
Det kommer vi tilbage til det senere.
Hovedpointen er, at borgerskabet i byerne og feudalherrerne skaffede sig rigdom på forskellige måder. Det førte til, at de også ønskede samfundet organiseret på forskellig måde.
Feudalherrens ideal var et samfund, hvor han havde absolut magt inden for sit område, en magt uindskrænket af love og regler, uden at udenforstående kunne blande sig, og hvor de livegne ikke have mulighed for at stikke af. Kort sagt, han ønskede, at alt skulle være som i generationer før ham. Alle skulle godtage den plads i livet, han var født ind i.
Det nye rige borgerskab så nødvendigvis på disse ting på en anden måde. De ville begrænse kongens og feudalherrernes mulighed for at blande sig i deres virksomhed og stjæle deres rigdom. Det drømte om, at det kunne opnås gennem et lovsæt vedtaget og håndhævet af deres egne valgte repræsentanter. Endvidere ønskede de at ophæve livegenskabet for at frigøre arbejdskraft til den stadigt voksende industri i byerne, som dermed kunne øge deres fortjeneste.
Med andre ord: De ville revolutionere samfundet. Sammenstødene med den gamle samfundsorden var ikke kun økonomiske, men også politiske og ideologiske. I et samfund med analfabetisme betyder ideologisk hovedsagelig religiøs. Kirken var det vigtigste ophav til synspunkter om samfundet.
Fordi kirken i Middelalderen blev styret af biskopper og abbeder, der selv var godsejere, støttede de feudalsamfundet fra prædikestolen, og mange af byborgerskabets handlinger blev bandlyst som "syndige".
Derfor samlede borgerskabet i Tyskland, Holland, England og Frankrig sig om deres egen religion: Protestantismen, en religiøs ideologi, som fremhævede nøjsomhed, renhed, hårdt arbejde (særligt for arbejderne) og menighedernes uafhængighed af biskopper og abbeder.
Borgerskabet skabte en Gud i deres eget billede, og denne Gud var forskellig fra middelalderens Gud.
I skolen bliver vi fortalt, at religionskrigene og borgerkrigene i denne periode kun drejede sig religiøse uenigheder, som om de fleste folk var tåbelige nok til at kæmpe og dø for spørgsmålet om, hvilken plads Jesu legeme og blod skulle have i den hellige nadver. Men meget mere stod på spil – konflikten mellem to vidt forskellige samfundsformer baseret på to forskellige måde at producere på.
I England gik borgerskabet af med sejren. Selv om det kan vække rædsel i pæne borgerlige stuer i dag, indviede deres forfædre deres magt ved at halshugge Kongen, og retfærdiggjorde det med deklamationer fra biblens profeter.
Alle andre steder vandt feudalismen første runde. I Frankrig og Tyskland blev de protestantiske revolutionære borgere slået ned efter hårde borgerkrige. Borgerskabet måtte vente endnu to hundrede år eller mere, inden de vandt frem. Denne anden runde begyndte uden religiøs beklædning i Paris 1789 – Den franske Revolution.
De store europæiske revolutioner skulle også blive den ydre anledning til en ny udvikling i Danmark. Den gamle organisering af landbruget betød, at det var svært at udnytte den nye teknik, der efterhånden dukkede op under indflydelse af den voksende samhandel med England, kapitalismens vugge.
Samtidig stod stavnsbåndet, som fastholdt arbejdskraften på landet, i vejen for det stadig større behov for arbejdskraft i byerne. Denne udvikling sammen med bøndernes åbne og ofte meget voldsomme utilfredshed med deres elendige vilkår var kilde til de store landboreformer i 1788 og 89 – især stavnsbåndets ophævelse.
Nu begyndte udviklingen at gå hurtigt. Produktionen blev udviklet, manufakturen blev mere moderne og handlen bredte sig. I landbruget foretog man de store omlægninger. Men modsætningerne i landbruget var ikke løst. De fleste bønder måtte købe deres små jordlodder af godsejerne og måtte ofte betale dem med hoveriarbejde. Bønderne rettede i stigende grad deres vrede mod adelen og dennes leder, den enevældige konge.
Kravet om forandring voksede også i byerne. Det voksende borgerskab kunne ikke længere være tjent med at være uden indflydelse på landets ledelse.
I 1848 blev revolutionens faner rejst overalt i Europa. I Danmark blev husmandshoveriet og tugteretten afskaffet. Men det var ikke nok til at standse urolighederne. I Slesvig-Holsten krævede borgerskabet løsrivelse. Nu gik borgerskabet i København til Kongen og forlangte enevælden erstattet af et parlament.
En del af godsejerne kunne se fordelen ved reformer. Landbruget var i stigende grad afhængigt af det kapitalistiske England, og pengeøkonomien bredte sig på landet. Især da de blev presset af truende husmænd omkring deres godser, gik de med på kompromis.
"Juni-grundloven" oprettede typiske borgerlige institutioner – to-kammers rigsdag, almindelig værnepligt, lighed for loven. Ved en toldreform og ophævelse af håndværkerlaugenes privilegier blev den frie konkurrence og markedsøkonomien sluppet løs.
Nu var de afgørende forudsætninger for kapitalismens opblomstring tilvejebragt i Danmark. Klassemodsætningerne var ikke opløst. De blev blot ændret.
Disse nye modsætninger udviklede sig først i takt med industrialiseringen. Den startede kun langsomt, men tog fart efter 1870.
Sidst opdateret 5.6.00