Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
I slave- og feudalsamfundet måtte herskerklassen lovfæste deres råderet over arbejdermasserne. Ellers ville de, der arbejdede for dem, være stukket af og ladet den privilegerede klasse sidde tilbage uden nogen at udnytte.
Kapitalisten behøver sædvanligvis ikke lovfæstet kontrol over arbejderens person. Han behøver ikke eje ham, når bare der bliver sørget for, at enhver, der nægter at arbejde for kapitalistklassen, kommer til at sulte. I stedet for at eje arbejderen kan kapitalisten blive rig ved at eje grundlaget for arbejderens tilværelse - maskinerne og fabrikkerne.
Menneskene må arbejde for at skabe sig sine materielle livsfornødenheder. Men arbejdet er næsten nytteløst uden redskaber til at dyrke jorden eller bearbejde forskellige naturforekomster. Redskaberne kan variere fra simple jordbrugsredskaber til de komplicerede maskiner, man finder i moderne, automatiserede fabrikker. Uden redskaber er selv den dygtigste arbejder ikke i stand til at producere det, han behøver for at overleve.
Det er udviklingen af redskaberne – almindeligvis kaldet "produktionsmidler" – der adskiller moderne mennesker fra vores stenalderforfædre. Kapitalismen er baseret på, at et lille mindretal ejer disse produktionsmidler. Folkemasserne kan kun skaffe sig et levebrød, hvis kapitalisterne lader dem arbejde med disse produktionsmidler. Det giver kapitalisterne enorm magt til at udbytte andre menneskers arbejde – selv om alle er lige for loven.
Når kapitalisterne først har opnået monopol på produktionsmidlerne, kan de godt give folkemasserne tilsyneladende frihed og de samme politiske rettigheder, som de selv har. For uanset, hvor "frie" arbejderne er, er de nødt til at arbejde for det daglige brød.
Borgerlige økonomer har en enkel forklaring på, hvad det er, der sker. De siger, at lønnen er betaling for det arbejde, arbejderen udfører. Kapitalisten må betale en rimelig pris for det, ellers finder arbejderen arbejde hos andre. Kapitalisten betaler en "rimelig dagsløn". Arbejderen udfører til gengæld et "rimeligt dagsværk".
Men hvordan forklares så fortjenesten? Den, mener de, er kapitalistens "belønning" for, at han lader produktionsmidlerne (hans kapital) blive brugt. En meget lidt overbevisende forklaring, hvis man tænker sig om.
Tag for eksempel en virksomhed, der offentliggør, at de har en fortjeneste på 10%. Det betyder, at hvis prisen på hele maskineriet, fabrikslokalerne mv. er 100 millioner kr., så har de 10 millioner tilbage i profit efter at have betalt lønninger, råvarer og det, det koster at erstatte det udstyr, der bliver slidt ned i løbet af året.
Man behøver ikke at være særlig smart for at regne ud, at i løbet af 10 år vil virksomheden have en profit på 100 millioner kroner – altså værdien af hele den oprindelige investering.
Hvis profitten er belønning for et "offer", burde profitten stoppe efter de første 10 år. Så har kapitalisten jo fået alt det tilbage, som han satte ind til at begynde med. Men faktum er, at han er dobbelt så rig som før. Han ejer nu både den oprindelige investering og den optjente profit.
I mellemtiden har arbejderen ofret det meste af sin energi på at slide på fabrikken, næsten otte timer hver dag, 47 uger om året. Er han dobbelt så rig efter 10 års arbejde? Det kan du bande på, at han ikke er. Selv om han sparer som en gal, vil han ikke være i stand til at købe stort andet end et farve-tv og en billig bil. Han vil aldrig få råd til at købe den fabrik, han arbejder i.
Den "rimelige løn for et rimeligt dagsværk" har altså fordoblet kapitalistens kapital, mens arbejderen stadigvæk ikke har noget, og ikke har andre muligheder end at fortsætte med at arbejde for omtrent den samme løn. De "lige rettigheder" for kapitalisten og arbejderen har forøget uligheden.
En af Karl Marx' store opdagelser var forklaringen på denne tilsyneladende mærkværdighed. Der findes ingen mekanisme, som tvinger kapitalisten til at betale arbejderne for hele værdien af det arbejde, de udfører. En arbejder inden for jern og metal skaber måske produkter for 2.000 kroner om dagen. Men det betyder ikke, at han eller hun får udbetalt dette beløb. I 99 ud af 100 tilfælde får de udbetalt betydeligt mindre.
Arbejdernes eneste alternativ til at arbejde er at sulte (eller leve af utilstrækkelig bistand). Derfor forlanger de ikke fuld pris for det, de producerer, men snarere lige nok til, at de hver dag kan lægge deres indsats (arbejdskraft) i arbejdet for kapitalisten.
Fra kapitalistens synspunkt har man givet en rimelig løn, når arbejderen kan opretholde sin arbejdsevne og kan føde en ny generation arbejdere – børnene. Men det, som skal til for at holde arbejderen arbejdsdygtig, er betydeligt mindre end værdien af det, han skaber i sit arbejde værdien af hans arbejdskraft er meget mindre end værdien af det, som hans arbejde skaber.
Differencen havner i kapitalistens lomme. Marx kaldte det "merværdi".
Folk, som forsvarer nutidens system, er enige om en ting; at penge har en magisk evne. De kan vokse ligesom planter.
Når en kapitalist sætter penge i banken, forventer han, at de forøges. Når han investerer i aktier, forventer han en frisk portion penge hvert år i form af aktieudbytte.
Karl Marx lagde mærke til dette fænomen, som han kaldte kapitalismens vækst, og gav sig til at lede efter en forklaring.
Vi har tidligere vist, at hans forklaring ikke begyndte med penge. Han greb i stedet fat i arbejdet og produktionsmidlerne. I dagens samfund kan folk med penge købe sig til kontrol over produktionsmidlerne. På den måde kan de tvinge alle andre til at sælge den arbejdskraft, som er nødvendig for at holde produktionsmidlerne i gang.
Hemmeligheden bag "kapitalens vækst" eller den fantastiske evne, penge har til at øges (for dem, som har mange af dem), ligger i køb og salg af arbejdskraft. Hvad er det, der bestemmer lønnens størrelse? Arbejdsgiveren vil prøve at betale så lidt som muligt, men der er minimumsgrænser. Nogle af dem er fysiske – der er ingen fidus i at give arbejderen så dårlig løn, at han ikke kan lægge nogen indsats i arbejdet. Han må også have et sted at hvile ud om natten, så han ikke sover ved maskinen.
Det kan måske betale sig at betale arbejderen lidt ekstra, så de får råd til lidt "luksus" - et par øl om aftenen, et fjernsyn, en årlig ferierejse. Alt det gør, at arbejderen bliver mere oplagt og i stand til at arbejde mere. Det tjener til at "reproducere" hans arbejdskraft, genskabe den. Det er et faktum, at hvis lønnen er for lav, så falder produktiviteten.
Men kapitalisten må også tage hensyn til noget andet. Han håber, at virksomheden vil være i drift længe efter, at de nuværende arbejdere er pensionerede. Firmaet vil have behov for deres børns arbejdskraft. Lønnen må derfor også dække udgifterne til at føde dem. De må også sørge for, at staten banker en del kundskaber (som at læse og skrive) ind i hovederne på dem i skolen.
På den anden side er det vigtigt, at arbejderen ikke har følelsen af at arbejde for en luset løn. Så giver han pokker i, om han bliver fyret og vil arbejde mindst muligt.
Alt det, der er med til at bestemme lønnen, har en ting til fælles. Det skal sikre, at arbejderen har den arbejdskraft, som kapitalisten betaler for. Lønnen skal bruges til det, der er nødvendigt for at holde arbejderen og hans familie i live og i stand til at arbejde.
I dagens kapitalistiske samfund er der et punkt mere, som må nævnes. Enorme summer bliver brugt på ting som politistyrker og våben. Staten bruger dem i kapitalens tjeneste. I virkeligheden tilhører dette voldsapparat kapitalistklassen, selv om det er staten, der driver det. De penge, der afsættes til det, tilhører kapitalisterne, ikke arbejderne. De er en del af merværdien.
Merværdi = fortjeneste + leje + renter + udgifter til politi, militær osv.
Sidst opdateret 5.6.00