Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Vi lever i et klassesamfund. Nogle har enorme mængder privat rigdom, mens det store flertal praktisk talt ikke har noget. De fleste tror, at det altid har været sådan. Det er ikke rigtigt. I det meste af menneskets halve million år lange historie har der ikke været klasser i samfundet, ingen privat ejendom og ikke noget politi og militærvæsen. Det var situationen indtil for 5 eller 10.000 år siden.
Så længe et menneskes arbejde ikke gav mere mad end det, som var nødvendigt for at denne person kunne arbejde videre, kunne der ikke opstå nogen klassedeling. Hvor var fidusen ved at holde slaver, hvis alt, hvad de producerede, gik til at holde dem i live.
Efterhånden som produktionen udviklede sig blev, klasseskellene ikke kun en mulighed, men en nødvendighed. Der kunne produceres mad nok til, at der blev et overskud tilbage, når de, som havde lavet denne mad, havde fået deres. Og man fandt måder at opbevare maden og at transportere den fra et sted til et andet på.
De mennesker, der producerede al maden kunne med lethed have spist dette "overskud" selv. Deres liv var fattigt og elendigt, så fristelsen var stor. Men gjorde de det, var de blevet overladt til naturens luner og kunne næste år blive ramt af hungersnød eller angrebet af en sulten nabostamme.
I denne første tid var det en stor fordel for alle, at specielle personer havde til opgave at passe på disse "overskuds"-lagre. De behøvede beskyttelse mod mulige ødelæggelser. De behøvede lagrene for at føde håndværkere og andre, som ikke selv producerede mad. Dele af lagrene blev byttet med nyttegenstande hos andre folkeslag. Varerne blev byttet i de første byer, hvor der boede håndværkere, handelsmænd og administratorer. Skriftsproget begyndte at udvikle sig fra afmærkninger, der blev lavet på tavler for at holde orden på al ejendommen.
Sådan var de første famlende skridt på vej mod det, vi kalder civilisation. Det var bare et stort men ved det hele. Det hele blev baseret på, at et lille mindretal havde kontrollen over den voksende rigdom. Og dette mindretal brugte overskuddet til såvel deres eget bedste som til samfundets bedste.
Jo mere produktionen udviklede sig, des mere rigdom fik dette mindretal mellem sine hænder – og des mere blev de skilt fra resten af samfundet. Regler, som til at begynde med havde været til fordel for hele samfundet, blev nu til lov, som slog fast, at al rigdom og jorden, som den blev produceret på, tilhørte mindretallets "private ejendom". Der var opstået en herskende klasse, og lovene forsvarede den.
Man kan spørge, om det havde været muligt for samfundet at udvikle sig anderledes. Kunne de, som sled ude på agrene, have herredømmet over resultatet af deres arbejde?
Svaret må blive nej. Ikke fordi "sådan er menneskets natur", men fordi samfundet stadig var enormt fattigt. Flertallet af jordens befolkning var for optaget af at pine mad ud af jorden, til at de havde tid til at udvikle skriftsystemer, skabe kunst, bygge handelsskibe, til at sætte kursen efter stjernerne, grundlægge matematikken, til at finde ud af, hvornår floder ville gå over deres bredder, eller hvordan man kunne konstruere vandingsanlæg. Disse ting kunne kun ske, hvis en del livsfornødenheder blev taget fra folkemasserne og brugt til at føde et privilegeret mindretal, som slap for at slide fra morgen til aften.
Men det betyder dog ikke, at klasseskel er nødvendige i dag. I løbet af de sidste århundreder er produktionen blevet øget til hidtil ukendte højder. Naturlig knaphed er væk. Nu skabes kunstig knaphed, ved at marker ligger brak og madlagre ødelægges. Det sker for at holde priserne på et fordelagtigt niveau for de store fødevarekoncerner.
Klassesamfundet er i dag en klods om benet på menneskeheden. Den bliver holdt tilbage – ikke ført fremad.
Det var ikke kun overgangen fra rene jordbrugssamfund til bysamfund, som gav stødet til nye klasseskel. Det samme er sket, hver gang der er udviklet nye måder at producere på.
For tusinde år siden var feudalherrerne den herskende klasse. De kontrollerede jordejendommene og havde livegne bønder under sig. Men da handelen udviklede sig i stor stil, voksede der en ny klasse af stenrige handelsmænd frem. Deres magt blev igen udfordret af industriherrerne, da den industrielle udvikling skød frem.
På hvert trin i udviklingen har det været en undertrykt klasse, der har skabt værdierne, og en herskende klasse, som har forvaltet dem. Men når samfundet udvikler sig, forandrer både undertrykkerne og de undertrykte sig.
I Romerriget var slaverne den herskende klasses personlige ejendom. Slaveherren ejede det, slaven lavede, fordi han ejede slaven. Akkurat på samme måde, som han ejede koens mælk, fordi han ejede koen.
I middelalderens samfund blev den overvejende del af Danmarks jord ejet af 5-6.000 familier, godsejerne. De ejede også bondegårdene, som bønderne måtte leje af herremændene. Dette lejeforhold var fastlagt i et fæstebrev. Udover at betale en fast leje, skulle bonden betale en afgift i naturalier – korn, svin eller andet.
Desuden skulle han yde gratis arbejdstjeneste for herremanden, hoveriet. Han skulle arbejde et vist antal dage på herremandens jord, og hvis han nægtede at arbejde for godsejerne, havde de ret til at straffe ham, i gabestokken, ved fængsling, piskning eller det, der var værre.
I det moderne kapitalistiske samfund ejer chefen ikke arbejderen med hud og hår, og han kan ikke tvinge ham til at arbejde gratis for sig. Men han ejer fabrikken eller kontoret, hvor arbejderen er nødt til at arbejde for at overleve. Derfor er det meget enkelt for ham at betale arbejderen mindre i løn end værdierne af de varer, han producerer.
Undertrykkerklassen har altid haft kontrol over det, som er tilbage, når arbejderens mest nødvendige behov er dækket. Slaveejeren ønsker at holde sin ejendom i god stand, så han føder sine slaver, på samme måde som du smører din cykel. Men det, som bliver tilovers, bruger han efter eget hoved. Den livegne bonde må leve af det arbejde, han udfører på sit eget jordstykke. Alt arbejde på feudalherrens ejendom tilfalder feudalherren.
Dagens arbejder får udbetalt en løn. Resten af de værdier, han skaber, går til kapitalistklassen, som profit, renter eller leje.
Arbejderne har sjældent accepteret deres skæbne uden at kæmpe imod. Der var slaveoprør i det gamle Egypten og i Rom. Bønderne gjorde oprør i kejserens Kina. Der var borgerkrig mellem fattige og rige i renæssancens Europa.
Derfor skrev Marx i Det kommunistiske Manifest at: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie". Udviklingen af samfundet var baseret på den ene klasses udbytning af den anden og derfor på kampen mellem klasserne.
De mægtige egyptiske faraoer, romerske kejsere eller midelalderkonger var fuldstændig hjælpeløse, uanset deres luksus og pragtfulde paladser, med mindre de sikrede sig det, som selv den fattigste bonde eller slave producerede. Det kunne de gøre, hvis der oven i klassedelingen var noget mere. Det var nødvendigt, at de og deres støttepiller kontrollerede voldsapparatet.
I de tidligste samfund fandtes der ikke noget politi, militær eller regeringsapparat, som var adskilt fra flertallet af befolkningen. For bare 50 år siden var det muligt at finde steder i Afrika, hvor det stadig var tilfældet. Mange af de opgaver, staten har i vort samfund, blev udført af hele befolkningen eller af repræsentative råd.
Den slags forsamlinger ville dømme en person, hvis han havde forbrudt sig mod en vigtig social bestemmelse. Straffen ville blive givet af hele samfundet, for eksempel ved forvisning. Det var ikke nødvendigt med et særskilt politi, fordi alle var enige om den nødvendige afstraffelse. Hvis der kom krig, ville alle unge mænd deltage. Lederne ville blive valgt til lejligheden, og der ville ikke være nogen speciel opbygning af hæren.
Men i et samfund, hvor mindretallet kontrollerer størstedelen af værdierne, kan der ikke holdes "lov og orden" og føres krig på den måde. Ethvert repræsentativt råd, møde eller magt vil blive splittet op efter klasseskel.
De herskende klasser kunne kun overleve ved at lægge afstraffelse, lovgivning og militær ind under deres kontrol. Klassesamfundet skabte dommere, politifolk, sikkerhedsagenter, generaler og bureaukrater. Som tak for hjælpen fik de del i den herskende klasses rigdom.
Alle, som tjente denne "stat", var oplært til at adlyde alle ordrer fra deres "overordnede" uden at tøve. De var afskåret fra enhver social omgang med de udbyttede folkemasser. I hænderne på den herskende klasse udviklede staten sig til en drabsmaskine. Endda en meget effektiv maskine.
Lederne af denne voldsmagt blev selvfølgelig fra tid til anden uenige med herskerne. De prøvede derfor ind i mellem at styrte dem og indsætte sig selv i stedet. Den herskende klasse havde bevæbnet et uhyre, de ofte ikke selv kunne styre. Men da pengene til at holde denne drabsmaskine i live kom fra udbytningen af arbejdermasserne, måtte ethvert sådant oprør føre til, at samfundet fortsatte efter de gamle optrukne linjer.
Folk, som op i gennem tiderne har ønsket at forandre samfundet til det bedre, har erfaret, at de ikke kun har en herskende klasse at slås mod, men også et bevæbnet apparat, en stat, som tjener undertrykkerne.
Herskerklasser, og med dem præster, generaler, politi og retsapparat voksede frem, først og fremmest fordi samfundet ikke kunne udvikle sig uden dem. Men så snart de havde etableret sig, får de interesse i at hæmme samfundets videre udvikling. Deres magt afhænger af, at de kan tiltvinge sig værdierne fra dem, som producerer dem. Derfor bliver de forsigtige over for nye produktionsmåder, selv om de er mere effektive end de gamle, for ikke at miste kontrollen. De frygter alt, som kan føre til, at de udbyttede masser udvikler handlekraft og uafhængighed. De frygter også nye privilegerede grupper, som kan blive så rige, at de kan skaffe sig deres egne våben og militærstyrker. Efter et vist punkt begynder de at hindre udviklingen i stedet for at hjælpe den frem.
Et eksempel på det er det kinesiske kejserrige, hvor den herskende klasse baserede sin magt på sine landejendomme og kontrollen over vandingsanlæggene. Det lagde grund til en civilisation, som holdt i 2.000 år. Men mod slutningen var produktion ikke kommet meget længere end i begyndelsen – trods opblomstringen af kinesisk kunst, opfindelsen af trykkekunsten og krudtet, altsammen på et tidspunkt, hvor Europa var i den mørkeste middelalder.
Det skyldes, at da nye produktionsmåder begyndte at blive udviklet, var det handelsmænd og håndværkere i byerne, der stod i spidsen for dem. Herskerklassen frygtede øget magt hos en gruppe, de ikke havde fuld kontrol over. Så i perioder tog myndighederne i kejserriget hårde metoder i brug for at knuse den voksende økonomiske virksomhed i byerne, for at holde produktionen nede og for at knuse den nye klasses magt.
Fremvæksten af nye produktivkræfter – nye måde at producere rigdom på – stødte sammen med den gamle herskerklasses interesser og en kamp udspandt sig. Udfaldet var afgørende for hele samfundets fremtid.
Nogle gange blev resultatet som i Kina; nye produktionsmåder blev forhindret i at udvikle sig, og samfundet stagnerede i lang tid.
Andre gange, som i Romerriget, magtede nye produktionsformer ikke at udvikle sig. Der kunne ikke længere produceres tilstrækkeligt til, at samfundet kunne opretholdes som før, og det gik i smadder indefra. Byer blev ødelagt, og folk vendte tilbage til jordbrugssamfundet.
Nogle gange klarede en ny klasse, som var baseret på nye produktionsformer, at organisere sig, svække og til sidst vælte den gamle herskerklasse sammen med dens retssystem, militær, ideologi og religion. Samfundet kunne udvikles.
Om samfundet gik frem eller tilbage afhang i hvert enkelt tilfælde af, hvem der vandt krigen mellem klasserne. Som i enhver krig var resultatet ikke givet på forhånd. Sejren afhang af organisering, samhørighed og ledelse i de rivaliserende klasser.
Sidst opdateret 5.6.00