Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Ideer kan ikke af sig selv forandre historien. Det var en af Marx' første konklusioner. For at forstå samfundet, måtte man se mennesket som en del af den materielle verden.
Det samme mente en række tænkere før Marx. Menneskelig adfærd er bestemt af materielle kræfter akkurat på samme måde som et hvilket som helst andet fænomen. Studiet af menneskeheden er en del af det videnskabelige studium af verden. Filosoffer med sådanne synspunkter blev kaldt materialister.
Marx så materialismen som et stort skridt fremad i for hold til de forskellige religiøse og idealistiske opfattelser af historien. Den indebar, at man argumenterede videnskabeligt om forandringer i de sociale forhold, og man var ikke længere afhængig af at bede til Gud eller en "åndelig omvendelse" af folk.
At sætte materialisme i stedet for idealisme var at erstatte mystik med videnskab. Men ikke alle materialistiske forklaringer af menneskelig adfærd er rigtige. Ligesom der har været forkerte videnskabelige forklaringer inden for biologi, kemi eller fysik, så har der været forfejlede forsøg på at udvikle videnskabelige samfundsteorier. Her er nogle eksempler:
Et meget udbredt ikke-marxistisk materialistisk synspunkt er, at mennesket er et dyr, som opfører sig "naturligt" på bestemte måder. På samme måde, som det er naturligt at dræbe for en ulv og at være fredsommelig for en so, således er det menneskets natur at være aggressiv, dominerende, ærgerrig og grådig (og for kvinden at være ydmyg, underdanig og passiv).
Den meget læste bog, "Den nøgne abe", er en moderne udgave er dette synspunkt. De konklusioner, som bliver draget af den slags synspunkter, er næsten altid reaktionære. Hvis mennesket er aggressivt fra naturen, er der ikke nogen fidus i at forandre samfundet. Det ville blot blive det samme om igen. Revolutioner vil altid slå fejl.
Men menneskenaturen er forskellig fra samfund til samfund. Konkurrencen, som er noget selvfølgeligt i vores samfund, fandtes næsten ikke i tidligere samfundstyper. Da videnskabsmænd første gang skulle foretage intelligenstest på sioux-indianere, opdagede de, at indianerne ikke fattede, hvorfor de ikke måtte hjælpe hinanden med svarene. Deres samfund byggede på samarbejde, ikke konkurrence.
Det samme er tilfældet med aggressivitet. Da eskimoerne mødte europæere første gang, kunne de ikke få noget fornuftigt ud af ordet krig. For dem var det den rene galskab, at en gruppe mennesker skulle forsøge at udslette en anden gruppe mennesker.
I vort samfund bliver det betragtet som "naturligt" at forældre er glade for og tager sig af deres børn. Men i den græske by Sparta i antikken blev børn sat ud i bjergene for at se, om de kunne overleve kulden. Der var det naturligt.
Teorierne om den uforanderlige menneskenatur giver ingen forklaring på store historiske hændelser. Egyptens pyramider, det strålende antikke Hellas, Romerriget og Inkariget, den moderne storby, alle bliver sat lige med de uvidende bønder i middelalderens jordhytter. Det eneste, som betyder noget for denne teori, er, at mennesket er et dyr, en "nøgen abe", ikke de fantastiske civilisationer, som denne abe har skabt. Det har ingen betydning, at nogen overkommer at skaffe mad nok til "aberne", mens andre lader millioner sulte ihjel.
Mange støtter en anden materialistisk teori, som lægger vægt på, at det er muligt at forandre mennesket. De påstår, at menneskets opførsel kan forandres på samme måde, som et dyr kan blive oplært til at opføre sig på en anden måde i en cirkus end i en jungle. Bare de rigtige mennesker kommer til at styre samfundet, så kan menneskets natur laves om.
Dette synspunkt er klart nok et langt skridt fremad i forhold til den "nøgne abe". Man det fejler i sin forklaring på, hvordan samfundet som helhed kan forandres. Hvis alle er fuldstændig tilpasset dagens samfund, hvordan kan nogen så sommertider hæve sig over samfundet og se, hvordan alle tilpasningsmønstre kan laves om.
Eller er det måske Gud, som har givet en gruppe det kald at være uimodtagelig over for de kræfter, som dominerer alle andre? Hvis vi alle er løver i cirkus, hvem kan da være løvetæmmer?
Tilhængerne af denne samfundsteori ender altid med at sige, at samfundet ikke kan forandres, som dem med den "nøgne abe". Eller også tror de på, at forandringer bliver gennemført af nogen uden for samfundet af Gud, en stor mand, eller kraften i enkeltideer. Så denne materialisme er kun at koge suppe på et gammelt ben – idealismen.
Som Marx fastslog, så vil de nødvendigvis ende med at dele samfundet op i to, hvoraf den ene del er højt hævet over den anden. Denne "materialisme" er som oftest reaktionær. I dag er en af dens mest kendte tilhængere den højredrejede amerikanske psykolog, Skinner. Han ønsker at forme folk, så de opfører sig på bestemte måder. Men da han selv er et produkt af det amerikanske, kapitalistiske samfund, bliver hans "formning" bare at få folk til at tilpasse sig kapitalismen.
Andre materialister hævder, at "befolkningseksplosionen" er årsagen til verdens elendighed. Men de kan ikke forklare, hvorfor der brændes korn i USA, samtidig med at folk i Indien dør af sult, og Indien faktisk selv eksporterer korn. De kan heller ikke forklare, hvorfor USA, som for 150 år siden ikke kunne brødføde 10 millioner, i dag er i stand til at producere mad nok til 200 millioner.
De glemmer, at hver ekstra mund at mætte også er en person, som kan arbejde og skabe rigdom. Marx kaldte alle disse fejlagtige forklaringsmåder for "mekanisk" eller "brutal" materialisme. De glemmer, at mennesket ved siden af at være en del af den materielle verden også handler, at det er et levende væsen som forandrer verden gennem handling.
"Man kan vælge bevidstheden, religionen eller hvad man vil for at karakterisere skellet mellem mennesker og dyr. Selv begyndte mennesket at skille sig ud fra dyrene så snart det begyndte at producere dets livsfornødenheder, og det skridt er betinget af dets kropslige organisation. Idet mennesker producerer deres livsfornødenheder, producerer de indirekte deres materiale liv."
Med disse ord udtrykte Marx for første gang det specielle ved hans forklaring på, hvordan samfundet udvikler sig. Mennesket er et dyr, som nedstammer fra abelignende væsner. Som hos andre dyr er dets første bekymring at skaffe sig mad og beskyttelse over for vejr og vind.
Andre dyr gør det på en måde, der afhænger af deres nedarvede biologiske anlæg. En ulv lever af at jage og dræbe sit bytte på en måde, som er bestemt af dens nedarvede biologiske instinkter. Pelsen holder den varm i kolde nætter. Dens ulveunger bliver opdraget til nedarvede adfærds mønstre.
Men menneskelivet er ikke fastlagt på den måde. De mennesker, som strejfede om på jorden for 100.000 eller 30.000 år siden, levede meget forskelligt fra os. De boede i huler og grotter. De havde ikke noget at opbevare mad og drikke i, og de baserede madforsyningen på at kaste sten på vilde dyr og plukke bær. De kunne ikke læse eller skrive eller tælle længere end til ti fingre. De havde ikke kendskab til, hvad der foregik bag den fjerneste bakke, og hvad deres forfædre havde foretaget sig.
Alligevel var deres udseende for 100.000 år siden lig det moderne menneskes, og ligesådan for 30.000 år siden. Hvis nogen vaskede og barberede en hulboer, klædte ham på og spadserede hen ad hovedgaden med ham, ville ingen hæve så meget som et øjenbryn.
Men selv om selve menneskekroppen har været den samme gennem alle disse tusinder af år, er den kulturelle forskel mellem huleboere og det moderne menneske umådelig stor.
Med kultur mener vi det, som mænd og kvinder lærer og overleverer til andre (hvordan man laver klæder af skind og uld, hvordan man tænder ild, hvordan man laver krukker af ler, hvordan man bygger en bolig osv.), i modsætning til det, som ved dyr instinktivt.
Allerede de første menneskers levevis var meget forskel lig fra dyrenes. De kunne bruge den specielle fysiske ud rustning, som kendetegner mennesket – stor hjerne, hænder til at håndtere redskaber med – til at forme omgivelserne, så de passede til deres behov. Det betød, at mennesket kunne tilpasse sig forskellige livsbetingelser uden overhovedet at forandre sit fysiske ydre. Det godtog ikke længere bare forholdene, mennesket kunne gøre noget ved dem, og det begyndte at forandre sine omgivelser til sin egen fordel.
I begyndelsen brugte de stokke og sten til at jage vilde dyr. De fik fat i ild fra naturlige brande, og det gav dem lys og varme. De klædte sig med plantedele og dyreskind. I løbet af mange titusinder af år lærte de sig efterhånden at lave ild selv, at forme sten med andre sten, at dyrke mad af frø, de selv havde sået, at opbevare høsten i ler krukker, og at tæmme enkelte dyr.
Langt senere – for bare 5.000 år siden af menneskets halve million år lange historie – lærte mennesket sig hemmeligheden med at smelte malm til metal, som kunne formes til solidt værktøj og effektive våben.
Hvert af disse fremskridt havde stor betydning, ikke kun fordi de gjorde det nemmere for mennesket at føde og klæde sig, men fordi det medførte en anden organisering af menneskets liv. Fra starten var mennesket et socialt væsen. Kun ved fælles indsats var de i stand til at dræbe vild dyr, finde mad, holde ilden ved lige. De var nødt til at samarbejde.
Dette nære samarbejde førte til, at de kommunikerede med hinanden ved at lave lyde og udvikle et sprog. Til at begynde med var samfundene meget enkle. Der var ikke tilstrækkeligt med vildtvoksende mad til at føde større grupper end måske 25 personer. Alle kræfter blev sat ind på de nødvendige opgaver med at skaffe mad. Derfor lavede alle det samme arbejde og levede alle det samme liv.
Uden mulighed for at lagre store mængder mad kunne der ikke blive nogen privat ejendom eller klasseskel. Der var heller ikke nogen grund til at lave krig.
Det var mønstret i mange samfund helt op til vor tid. For eksempel hos nogle indianere i Nord og Sydamerika, enkelte stammer i Afrika, hos nogle folkeslag på Stille havsøerne og hos urbefolkningen i Australien.
Ikke fordi disse folk var mindre dygtige end os, eller havde en mere primitiv mentalitet. Urfolkene kunne for eksempel holde tusinder af planter ude fra hinanden, og de kendte vanerne hos de dyr, de jagede, ud og ind.
De var "dygtigere" end os til at overleve i ørkenen i Australien. Men de havde ikke lært at dyrke jorden, noget som vores forfædre lærte for 5.000 år siden, efter at have eksisteret på jorden hundrede gange længere.
Udviklingen af nye teknikker til at producere rigdom - livsfornødenheder har altid givet nye måder at samarbejde på mellem mennesker, til nye sociale forhold.
Da mennesket for eksempel lærte at dyrke jorden og lagre mad, indtrådte en fuldstændig revolution i deres livsmåde. Mennesket måtte nu samarbejde for at rydde jorden og høste avlen, såvel som for at jage. De kunne bo flere sammen end før. De kunne opbevare mad og begyndte at bytte madvarer med andre bopladser.
De første byer voksede frem. For første gang var det muligt for enkelte at føre en tilværelse, som ikke bestod i at skaffe mad. Nogen specialiserede sig i at lave gryder, nogen i at bryde flintesten og senere i at smede værktøj og våben, andre i at udføre administrative opgaver for hele bopladsen. Og mere skræmmende; madlagrene blev årsag til krige.
Mennesket begyndte at finde frem til nye måder at møde verden om sig på, at tilpasse verden til sine behov. Men derved havde mennesket, uden at det egentligt var meningen, forandret det samfund, det levede i, og dermed også sin egen levemåde. Marx opsummerede denne proces således: Udviklingen af produktivkræfterne forandrer produktionsforholdene og dermed samfundet.
For 200 år siden levede de fleste folk i Danmark i landsbyer og dyrkede jorden efter principper, som ikke havde ændret sig i århundreder. Deres horisont var indsnævret til landsbysamfundet, og de var tæt knyttet til præsten der. De fleste behøvede hverken at kunne læse eller skrive, og de lærte det heller aldrig.
De første værksteder, manufakturen og handlen havde været under udvikling i flere hundrede år. Men i begyndelsen af 1800-tallet var nye tider på vej. De forskellige dele af samfundet udviklede sig hurtigt. Nye teknikker blev indført, for eksempel dampmaskinen. Byerne voksede. I 1802 boede der 100.000 mennesker i København, i 1870 var der 198.000 og i 1889 360.000.
Livet blev forandret totalt. Tilværelsen i de store byer var helt anderledes end i landsbyerne. Folk blev nødt til at lære sig ting, som deres forfædre aldrig havde kunnet, som at læse og skrive.
Jernbanen og dampskibet åbnede muligheder for at rejse. De gamle forestillinger, som præsterne havde lært dem, passede ikke længere. Revolutionen af produktionen var og så en revolution af folks måde at leve på og deres forestillingsverden.
Lignende ændringer berører stadig et stort antal mennesker. Se f.eks. på den måde, som folk fra landsbyer i Tyrkiet, Pakistan og Bangladesh er blevet trukket op til fabrikkerne i Danmark, England og Tyskland på. Mange af dem føler, at deres gamle vaner og religiøse traditioner ikke rigtigt passer længere.
Eller se på, hvordan flertallet af kvinder i de sidste 50 år er begyndt at arbejde uden for hjemmet, og på hvordan det har fået dem til at forkaste gamle ideer om, at de mere eller mindre var mandens private ejendom.
Forandringer i den måde, som mennesker producerer deres livsfornødenheder på, forandrer også den måde, som samfundet er organiseret på og menneskenes holdninger i dette samfund. Det er hemmeligheden bag samfundsforandring, hemmeligheden bag selve historien, som idealisterne og de mekaniske materialister ikke kunne fatte.
Idealisterne så forandringerne, men mente, at de kom fra oven. De mekaniske materialister så, at mennesker blev formet af verden omkring dem, men kunne ikke forstå, hvordan forandringerne kunne ske. Det, Marx fandt frem til, var, at mennesker bliver formet af verden omkring dem, men at de svarer igen ved at gøre noget ved verden. Mennesket former verden for at gøre den til et bedre sted at bo. Men gennem det forandrer mennesket også sine egne livsbetingelser og dermed sig selv.
Marx' udgangspunkt var, at nøglen til at forstå forandringer i samfundet ligger i at forstå, hvordan mennesket producerer sin mad, klæder og bolig. Men det betyder ikke, at marxister mener, at tekniske forbedringer automatisk fører til et bedre samfund, eller at opfindelser automatisk fører til forandringer af samfundet.
Marx forkastede dette synspunkt (ind i mellem kaldet for teknologisk determinisme). I historiens løb har folk gang på gang forkastet ideer, som kunne betyde fremskridt i produktionen af mad, klæder og boliger, fordi disse nye ideer stødte sammen med de holdninger eller samfundsformer, som allerede eksisterede.
I Romerriget var der for eksempel mange ideer om, hvordan jordbrugsmetoderne kunne forbedres, men de blev ikke sat i værk, fordi de krævede mere interesse for arbejdet i markerne, end man finder hos slaver, der arbejder under tvang. Da briterne herskede i Irland i 1800-tallet, prøvede de at standse udviklingen af industri i kolonien, fordi den stødte sammen med forretningsinteresser i London.
Hvis nogen ville løse madproblemet i Indien ved at slagte de hellige køer, eller ville tilbyde danskere saftige bøffer af rottekød, ville man begge steder møde ringe forståelse på grund af nedarvede fordomme.
Udvikling i produktion udfordrer gamle fordomme og samfundsstrukturer, men omstyrter dem ikke automatisk. Mange modsætter sig forandringer, og de, som ønsker at bruge de nye produktionsmetoder, må kæmpe for forandringen. Hvis de, som er imod forandringen, vinder, bliver de nye produktionsmetoder ikke brugt, og produktionen står stille eller går måske tilbage.
Marxismen forklarer det således: Når produktivkræfterne udvikles kommer de til sidst i modsætning til de eksisterende sociale forhold og de ideer, som er baseret på de gamle produktivkræfter. Enten vinder de, som slutter sig til de nye produktivkræfter, eller også går de, som støtter det gamle system, af med sejren. I det første tilfælde går samfundet fremad. I det andet tilfælde bliver samfundet ligesom stående eller går tilmed tilbage.
Sidst opdateret 5.6.00