Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
"Hvad skal vi med teori? Vi ved, at der er krise. Vi ved, at arbejdsgiverne udbytter os, og stikker af med hele profitten. Vi ved, at vi har brug for socialisme. Resten er tumleplads for intellektuelle og studenter."
Ind i mellem hører man den slags ord fra kampvillige socialister og faglige aktivister.
Den slags synspunkter bliver understøttet af anti-socialister, der prøver at give indtryk af, at marxisme er kedelig og indviklet. Socialistiske ideer, siger de, er "abstrakte". De kan lyde godt nok i teorien, men sund fornuft siger os noget ganske andet.
Problemet med argumenterne er, at folk ,der bruger dem, for det meste har deres egne teorier, selv om de nægter at indse det. Diskuter samfundsspørgsmål med dem, og de vil prøve at svare med en eller anden sandhed. Nogle eksempler ...
"Mennesker tænker først og fremmest på sig selv."
"Alle kan nå til tops, hvis de arbejder hårdt nok."
"Hvis det ikke var for de rige, var der ikke nogen til at give os arbejde."
"Hvis arbejderne havde bedre uddannelse, ville samfundet være bedre."
"Samfundet er som det er, fordi moralen er for dårlig."
Lyt til diskussionen på gaden, i bussen, på arbejde, i skolegården. Du vil høre mange af den slags udtalelser. Alle indholder et syn på, hvorfor samfundet er som det er, og hvordan folk kan forbedre deres tilværelse. Sådanne synspunkter er samfunds-"teorier".
Når nogen siger, at de ikke har nogen teori, betyder det bare, at de ikke har klargjort deres synspunkter.
Men for folk, som vil forandre samfundet, er den slags farligt, for aviser, tv og radio fylder os dagligt med forsøg på forklaringer på problemerne i samfundet – og håber, at vi godtager dem uden videre.
Men man kan ikke føre en slagkraftig kamp for at ændre samfundet, medmindre man er i stand til at vurdere, hvad der er galt med disse forklaringer. Det viste sig allerede for 150 år siden. Den industrielle revolution i England i 1830-40erne sendte hundredtusinder af mænd, kvinder og børn ind i fabrikkerne på sulteløn og under ubeskrivelige levevilkår.
De begyndte at kæmpe mod disse forhold ved at organisere sig i masseorganisationer – i de første fagforeninger, og i den første bevægelse for arbejdernes politiske rettigheder – Chartist-bevægelsen. Samtidigt dukkede de første små socialistiske grupper op.
Men hvordan skulle arbejderbevægelsen nå sine mål?
Nogle mente, at det var muligt at overtale dem, som styrede samfundet, til at forandre forholdene med fredelige midler. Den "moralske" styrke, som en bevægelse havde, ville sikre, at flere goder blev givet til arbejderne. Hundredtusinder organiserede sig, demonstrerede og arbejdede på at opbygge en bevægelse, der baserede sig på sådanne principper – kun for til slut for at lide nederlag og blive skuffede.
Andre indså, at det var nødvendigt at bruge "fysisk styrke", men troede at ganske små sammensværgede grupper, der var isolerede fra resten af samfundet, kunne ordne det hele. Også denne holdning sendte tusinder af arbejdere ud i kampe, som endte med nederlag og demoralisering.
Atter andre troede, at arbejderne kunne nå deres mål gennem økonomiske kampe på arbejdspladserne, uden at kæmpe mod politiet og hæren. Også disse synspunkter førte til store kampe. Under verdens første generalstrejke i Nordengland i 1842 holdt titusinder af arbejdere ud i fire uger, inden de blev drevet tilbage til arbejdet af sult og nød.
Det var i slutningen af den første periode med nederlag for arbejdskampene, i 1848, at den tyske socialist, Karl Marx, skrev sine ideer ned i hæftet Det kommunistiske Manifest.
Ideerne blev ikke grebet ud af luften. De prøvede at lægge et grundlag for arbejdet med de spørgsmål, som arbejderbevægelsen rejste på det tidspunkt.
De ideer, som Marx udviklede, er stadig brugbare. Det er tåbeligt at sige, at de er forældede, bare fordi Marx skrev dem ned for 140 år siden. Faktisk er alle de teorier, som Marx drøftede, også udbredte i dag. På samme måde som Chartisterne i England diskuterede "moralsk styrke" eller "fysisk styrke", snakker socialister i dag om den "parlamentariske" eller den "revolutionære" vej til socialismen. Og på venstrefløjen i nogle lande er diskussionen for eller imod terrorisme i dag lige så levende i dag, som i 1848.
Marx var ikke den første, som forsøgte at vise, hvad der var galt med samfundet. Nye opfindelser førte på hans tid til, at fabrikkerne spyttede varer ud i mængder, som tidligere generationer ikke havde drømt om. For første gang i historien så det ud til, at mennesket var i stand til at beskytte sig mod naturens luner.
Alligevel betød det ikke nogen forbedring af levevilkårene for de fleste mennesker. Tværtimod. De mænd, kvinder og børn, der arbejdede i de nye fabrikker, levede under meget værre forhold end deres bedsteforældre, som havde slidt på deres jordstykker ude på landet. Lønnen dækkede nogenlunde eksistensminimum, men periodevis arbejdsløshed tvang dem også under dette niveau. De blev proppet ind i slumkvarterer under elendige sanitiære forhold – og det førte til store epidemier.
Fremgangen i samfundet førte til mere elendighed i stedet for til lykke og velvære.
På Marx's tid var den meste almindelige forklaring på, hvad der var galt med samfundet, stadig religiøs. Det blev hævdet, at samfundets sørgelige tilstand skyldtes, at mennesket ikke gjorde det, som Gud ønskede. Hvis bare vi alle bekendte vores synder, ville alt blive godt.
Et lignende synspunkt høres ofte i dag, selv om det ikke går for at være religiøst. Det går ud på, at "for at forandre samfundet, må man først forandre sig selv". Hvis bare folk gør sig fri af egoisme eller "materialisme", vil samfundet automatisk blive bedre.
Et andet synspunkt af samme slags hævdede, at ikke alle skulle forandre sig, kun nogle få nøglepersoner – de som styrede samfundet. Ideen var at få de rige og mægtige til at komme til fornuft.
En af de første engelske socialister, Robert Owen, forsøgte at overtale industriherrerne til at være venligere mod deres arbejdere.
Marx kaldte disse holdninger for "idealisme". Ikke fordi han var modstander af ideer, men fordi sådanne synspunkter ser ideerne løsrevet fra de forhold, mennesker lever under.
Menneskets tanker er nært knyttet til den måde, som de lever på. Tag for eksempel egoisme. Dagens kapitalistiske samfund udvikler egoisme – selv hos folk, som hele tiden prøver at tænke på andre først. En arbejder, som vil gøre sit bedste for sine børn eller give sine forældre noget oven i deres usle pension, opdager, at den eneste måde, han kan gøre det på, er hele tiden at kæmpe mod andre mennesker – for at få et bedre job, mere overtid, for at komme først i køen på arbejdsanvisningen. I et sådant samfund kan man ikke blive fri for "egoisme" eller "stræberi" bare ved at forandre menneskers indstilling.
Og det er endnu mere spøjst at snakke om at forandre holdningerne hos folk i toppen. Hvis det for eksempel lykkedes at få en kapitalist til at blive socialist, og han holdt op med at udbytte sine arbejdere og udbetalt hele profitten til dem, – hvad vil der så ske? Han ville slet og ret blive udkonkurreret af andre virksomheder og gå konkurs i løbet af kort tid.
Heller ikke ideerne hos dem, der styrer samfundet, spiller nogen rolle. Det, der betyder noget, er den samfundsstruktur, som de har ideerne inden for.
Lad os se på det fra en anden vinkel. Hvis ideer er det som forandrer samfundet – hvor kommer ideerne fra? Vi har i dag en bestemt samfundstype. De ideer, som spredes gennem pressen, tv, skoler o.s.v., forsvarer dette samfund. Hvordan kan det så være muligt for nogen at komme frem til helt andre ideer? Jo, fordi deres daglige erfaringer kommer i modsætning til samfundets fremherskende ideer.
Man kan for eksempel ikke forklare, hvorfor færre mennesker er religiøse i dag end for 100 år siden blot ved at pege på et godt anti-religiøst oplysningsarbejde. Man må også forklare, hvorfor folk lytter mere efter ateistiske ideer i dag end for 100 år siden.
På samme måde med "store mænds" betydning. Hvorfor valgte andre mennesker at følge dem? Det er for eksempel ikke nok at sige, at Napoleon eller Lenin forandrede historien uden at forklare, hvorfor millioner af mennesker var villige til at gøre, som de sagde. De kunne trods alt ikke hypnotisere folkemasserne. Et eller andet fik folk til at mene, at de stod for noget fornuftigt.
Man kan kun forstå, hvordan ideer forandrer historien, hvis man forstår, hvor disse tanker kommer fra, og hvorfor folk godtager dem. Det betyder, at se længere end selve ideerne – på de materielle forhold i det samfund, som de findes i. Det var derfor, Marx slog fast: "Det er ikke menneskets bevidsthed, der bestemmer dets tilværelse, men omvendt dets samfundsmæssige tilværelse, der bestemmer dets bevidsthed."
Sidst opdateret 5.6.00