Verdenssyn 1938-40
USSR, stalinismen, krigen og hvad der kom ud af det
Afbøjet permanent revolution
Trotskismen efter Trotskij
Noter
Tragediens kerne, skrev Trotskij engang, er kontrasten mellem store mål og utilstrækkelige midler. Hvad man end kan mene om dette som en generalisering, så sammenfatter det helt sikkert Trotskijs egen situation i de sidste år af hans liv. Den mand, der faktisk havde organiseret Oktoberopstanden, der havde ledet Den røde Hærs operationer, der havde forhandlet med – som ven eller fjende – arbejdernes massepartier (revolutionære og reformistiske) gennem Komintern, var nu reduceret til at kæmpe for at holde sammen på nogle spredte svage grupper, som alle i realiteten var ude af stand til at påvirke begivenhedernes gang bare det mindste.
Han var tvunget til at blande sig igen og igen i hundredvis af småskænderier i en snes smågrupper. Nogle af diskussionerne indeholdt selvfølgelig alvorlige, politisk principielle spørgsmål; men selv disse havde, som Trotskij selv klart så, i høj grad deres baggrund i gruppernes isolation fra den faktiske bevægelse i arbejderklassen, samt i indflydelsen fra deres småborgerlige miljø, som de var blevet drevet ind i, og som mange af dem tilpassede sig.
Ikke desto mindre kæmpede han videre til det sidste. Det var uundgåeligt, at hans påtvungne isolation fra effektiv deltagelse i den arbejderbevægelse, som han engang havde spillet så stor en rolle i, til en vis grad påvirkede hans forståelse af klassekampens stadigt skiftende udvikling. Ikke engang hans enorme erfaring og fortrinlige taktiske reflekser kunne helt erstatte mangelen på det modspil fra militante, der var optaget af den daglige kamp, som kun er muligt i et virkeligt kommunistisk parti. Efterhånden som isolationsperioden blev længere, blev dette mere åbenlyst. Sammenlign hans Overgangsprogram fra 1938 med dets forbillede Aktionsprogrammet for Frankrig (1934). Med hensyn til at være frisk, relevant, specifik og konkret i forhold til den faktiske kamp er den sidstnævnte klart overlegen.
Dette var bestemt ikke et spørgsmål om mangel på intellektuel kraft. Nogle af Trotskijs sidste uafsluttede værker, navnlig Trade Unions in the Epoch of Imperialist Decay (Fagforeningerne i det imperialistiske forfalds epoke) er banebrydende bidrag til marxistisk tænkning. Det er et spørgsmål om mangelen på tæt kontakt med et betydeligt antal militante, der var optaget af den faktiske daglige klassekamp.
Alligevel, da Trotskij blev myrdet i august 1940 af Stalins agent Jacson-Mercader, efterlod han sig en bevægelse. Uanset denne bevægelses svagheder og fejl, og de var mangfoldige, var det en kolossal præstation. Stalinismens fremvækst og derefter fascismens sejr i det meste af Europa havde næsten udslettet den autentiske kommunistiske tradition i arbejderbevægelsen. Fascismen ødelagde direkte. Den smadrede arbejdernes organisationer overalt, hvor den kom til magten. Stalinismen gjorde det med samme midler inden for USSR. Uden for USSR korrumperede den, hvorefter den effektivt kvalte den revolutionære tradition som en massebevægelse.
Det er svært i dag at erkende den fulde styrke af den strøm af injurier og bagvaskelser, som Trotskij og hans tilhængere blev udsat for i 30’erne. Hele USSR’s og Komintern-partiernes propagandaapparat var helliget til at fordømme “trotskister” (både ægte og falske) som agenter for Hitler, den japanske kejser og al slags reaktion. Nedslagtningen af de gamle bolsjevikker i USSR (nogle efter imponerende skueprocesser, de fleste myrdet uden forudgående rettergang) blev præsenteret som en sejr for “socialismens og fredens” kræfter, som de stalinistiske slagord lød dengang.
“Enhver svag, korrupt eller fremadstræbende forræder mod socialismen inden for Sovjetunionen er blevet hyret til at udføre kapitalismens og fascismens beskidte arbejde,”
erklærede Centralkomiteens rapport til det britiske kommunistpartis 15. kongres i 1938.
“I spidsen for al ødelæggelse, sabotage og snigmord er den fascistiske agent Trotskij. Men forsvaret for det sovjetiske folk er stærkt. Under ledelse af vores bolsjevikiske kammerat Jezjov er spionerne og sabotørerne blevet afsløret for verden og ført for retten.” [1]
Jezjov, der kom til magten ved et justitsmord på sin forgænger Jagoda, var den politichef, der ledede nedslagtningen af kommunister og mange, mange andre i USSR i 1937-38 på højdepunktet af den stalinistiske terror.
Den officielle linie, som Stalin selv udtalte den, var, at “Trotskismen er det kontrarevolutionære borgerskabs spydspids i dets kamp mod kommunismen.” [2] Denne massive løgnekampagne, hjulpet af talrige “liberale” og socialdemokratiske følgesvende, der blev tiltrukket af kommunistpartierne efter 1935, blev opretholdt i mere end 20 år. Den tjente til at vaccinere militante fra kommunistpartierne mod marxistisk kritik af stalinismen. Mindst lige så vigtigt for små revolutionære organisationer på den tid var den generelle demoralisering, der skabtes ved Folkefrontens sammenbrud og udsigten til en kommende 2. verdenskrig.
Trotskij udtrykte det meget levende i en diskussion i foråret 1939:
“Vi går ikke fremad politisk. Ja, det er en kendsgerning, som er et udtryk for en generel svækkelse af arbejderbevægelsen i de sidste 15 år. Det er den mere generelle årsag. Når den revolutionære bevægelse i almindelighed er i tilbagegang, når et nederlag følger efter et andet, når fascismen breder sig over hele verden, når den officielle “marxisme” er den stærkeste organisation til at bedrage arbejderne, og så videre, så er det uundgåeligt, at de revolutionære elementer må arbejde imod historiens generelle strøm, selv om vore ideer, vores forklaringer er så nøjagtige og kloge, som man kan forlange. Men masserne udvikles ikke af forudsigelser, men ved generelle erfaringer i deres liv. Det er den mest generelle forklaring – hele situationen er imod os.” [3]
Den lille 4. Internationale-bevægelse, der overlevede disse iskolde betingelser under Trotskijs inspiration og ledelse, blev politisk skrammet af oplevelsen i højere grad end det umiddelbart så ud til. Den skulle senere gennemgå yderligere omskiftelser. Ikke desto mindre var den den eneste ægte kommunistiske strømning af nogen betydning, der overlevede istiden.
Centralt for Trotskijs syn på verden i sine sidste år var hans overbevisning om, at det kapitalistiske system var nær sit sidste åndedrag.
“De økonomiske betingelser for den proletariske revolution er generelt set allerede blevet så modne, som det er muligt under kapitalismen. Menneskehedens produktivkræfter stagnerer. Allerede nu er nye opfindelser og forbedringer ude af stand til at øge den materielle velstand,”
skrev han i sit 1938-program.
“Under den sociale krise i hele det kapitalistiske system påfører konjunkturelle kriser masserne stadigt større afsavn og lidelser. Stigende arbejdsløshed uddyber på sin side statens finansielle krise og underminerer de ustabile pengesystemer. Demokratiske regimer såvel som fascistiske vakler fra den ene krise til den næste.” [4]
Således som det står, ville det passe som beskrivelse på det meste af verdensøkonomiens tilstand på den tid. Som det allerede er sagt, var Trotskij dybt imponeret af kontrasten mellem denne stagnation og USSR’s hurtige industrielle vækst (der var også andre vigtige undtagelser, som Trotskij ikke tog i betragtning: Industriproduktionen fordobledes i Japan fra 1927-36 og fortsatte med at vokse, og i Hitlers Tyskland forsvandt arbejdsløsheden praktisk talt i jagten på genoprustning).
Men det var mere end blot beskrivelse, der optog Trotskij. Han troede, at situationen for kapitalismen var uoprettelig. “Kapitalismens opløsning har nået sine yderste grænser, ligesom opløsningen i den gamle herskende klasse. Systemets fortsatte eksistens er umulig,” skrev han i 1939. [5]
Når det var således, kunne de reformistiske arbejderpartier ikke opnå mere for deres tilhængere, “når ethvert alvorligt krav fra proletariatet, og endog ethvert alvorligt krav fra småborgerskabet, uundgåeligt rækker ud over grænserne for de kapitalistiske ejendomsforhold og den borgerlige stat,” [6] som der stod i 1938-programmet.
Det betød ikke, at reformismens massepartier automatisk ville forsvinde – historisk inerti og mangelen på et klart alternativ ville opretholde dem et stykke tid endnu. Men de havde ikke længere noget relativt sikkert grundlag. De var blevet destabiliseret. Krigschokket og efterkrigs-krisen ville sønderrive dem.
Disse partier, mente Trotskij, indbefattede kommunistpartierne.
“Kominterns definitive overgang til den borgerlige ordens side, dens kyniske kontrarevolutionære rolle over hele verden, navnlig i Spanien, Frankrig, USA og andre “demokratiske lande”, skabte usædvanlige yderligere problemer for verdensproletariatet. Under oktoberrevolutionens fane dømmer forsoningspolitikken, som den praktiseres af “Folkefronten”, arbejderklassen til afmagt.” [7]
Han havde siden 1935 ment, at “Intet adskiller nu kommunisterne fra socialdemokraterne, bortset fra deres traditionelle udtryksmåde, som ikke er svær at gennemskue.” [8]
Virkeligheden skulle vise sig at være mere kompleks, en kendsgerning, der i sidste instans fremskyndede en grundlæggende krise i den 4. Internationalistiske bevægelse. Trotskij pegede på en virkelig tendens, men tidsrammen for dens udvikling var meget større, end han troede. Efter Hitler-Stalin-pagten (august 1939) forblev Komintern-partierne loyale over for Moskva, og i “den kolde krig” fra slutningen af 1948 og frem kapitulerede de heller ikke til “deres eget” borgerskab. deres politik var ikke revolutionær, men de var heller ikke bare reformister i almindelig forstand. De bevarede i næsten 30 år en “venstre”-orientering over for den borgerlige stat (der blev befæstet af, at de systematisk blev smidt ud af regeringerne i Frankrig, Italien og andre steder efter 1947), som gjorde dannelsen af et revolutionært alternativ yderst vanskelig, selv hvis andre faktorer havde været mere fordelagtige.
Og i et større tilfælde, Kina, og nogle mindre (heriblandt Albanien, Jugoslavien og Nord-Vietnam) ødelagde stalinistiske partier faktisk svage borgerlige stater og erstattede dem med regimer efter russisk mønster. Navnlig den kinesiske revolution 1948-49 satte spørgsmålstegn ved den klassiske trotskistiske analyse af de stalinistiske partier, i det mindste hvad angik de tilbagestående lande. For hvis den blev betragtet som en proletarisk revolution, så var grundlaget for 4. Internationales eksistens – stalinismens i bund og grund kontrarevolutionære natur – ødelagt. Hvis det på den anden side var, i en eller anden forstand, en borgerlig revolution – et “nyt demokrati”, som Mao Tse-tung hævdede på den tid – så var teorien om den permanente revolution undergravet. Den side af sagen vil blive taget op senere. Hvad der er relevant her er, at det at revolutionen fandt sted, uanset hvordan man så på dens natur, genopfriskede stalinismens revolutionære image i lang tid.
Men den vigtigste fejl, som Trotskij gjorde på den tid, var at antage, at kapitalismen ikke havde nogen økonomisk udvej, selv hvis den proletariske revolution blev afværget. At dette var hans tro er indiskutabelt.
“Hvis man alligevel antager,”
skrev han mod slutningen af 1939,
“at den nuværende krig ikke fremkalder revolution, men tilbagegang for proletariatet, så er der et andet alternativ tilbage: monopolkapitalismens yderligere forfald, dens fortsatte sammensmeltning med staten, og udskiftning af demokratiet, hvor det stadig eksisterer, med et totalitært regime. Proletariatets manglende evne til at tage ledelsen af samfundet i sine hænder kan faktisk under disse omstændigheder føre til fremvæksten af en ny udbyttende klasse fra det bonapartistiske, fascistiske bureaukrati. Det ville efter alt at dømme være et regime i tilbagegang, der indvarsler formørkelse for civilisationen.” [9]
Trotskij ville måske, hvis han blev presset, have indrømmet, at et vist midlertidigt økonomisk opsving var muligt på et cyklisk grundlag. han havde været hurtig til at bemærke det begrænsede opsving for europæisk kapitalisme i 1920-21 (og at drage de politiske konsekvenser af det), og havde peget på et vist opsving i de tidlige 30’ere fra dybderne i 1929-31. Men han udelukkede fuldstændig muligheden af en længere økonomisk bevægelse opad, som den der havde affødt reformismen som en massekraft i årtierne før 1. verdenskrig.
Hans synspunkt var almindeligt på venstrefløjen dengang. Og alligevel var der allerede tegn tilstede på, at våbenproduktion i stor skala kunne resultere i en generel økonomisk vækst – en vækst, der overhovedet ikke var begrænset til økonomiens våbensektor. Selvfølgelig var tegnene knyttet til de direkte forberedelser til den 2. verdenskrig. Men hvad nu hvis krigsforberedelse kunne gøres permanent eller semi-permanent?
Faktisk gennemgik kapitalismen efter 2. verdenskrig en massiv genrejsning. Det var langt fra økonomisk indskrænkning og tilbagegang, der var dominerende, tværtimod var der en endnu større økonomisk ekspansion end under den “klassiske” imperialistiske fase før 1914. Som Michael Kidron påpegede i 1968: “Systemet som helhed er aldrig vokset så hurtigt så længe som siden krigen – dobbelt så hurtigt mellem 1950 og 1964 som mellem 1913 og 1950, og næsten halvt så hurtigt igen som i løbet af generationen før dengang.” [10]
Reformismen blev indgydt helt nyt liv i de udviklede kapitalistiske lande på grundlag af stigende levestandard for størstedelen af arbejderklassen. At den massive økonomiske genrejsning i 50’ernes og 60’ernes lange opsving hovedsageligt skete som følge af stærkt stigende statsudgifter (navnlig våbenudgifter) er blevet betvivlet, dog ikke særligt overbevisende, af både reformistiske og marxistiske analytikere. Men hvad der ikke kan diskuteres, er den kendsgerning, at Trotskijs prognose var fuldstændig forkert. For de politiske konsekvenser af opsvinget modbeviste den forudsigelse, at de umiddelbare alternativer var enten proletarisk revolution eller bonapartistisk eller fascistisk diktatur, der førte over i “formørkelse for civilisation”. Tværtimod, borgerligt demokrati og reformistisk dominans over arbejderbevægelsen blev igen normen i de fleste udviklede lande.
En absolut nødvendig betingelse for denne udvikling var de borgerlige regimers overlevelse i de store omvæltninger i 1944-45, da de fascistiske stater blev tilintetgjort af kombinationen af allieret militær magt og en flodbølge af folkelig opstand. I de fleste europæiske lande kom de socialdemokratiske og kommunistiske partier hurtigt til i denne kritiske fase at spille en kontrarevolutionær rolle (i Øst- såvel som i Vesteuropa) og den afgørende kontrarevolutionære rolle i Frankrig og Italien.
Men Trotskij havde taget for givet både genoplivelsen af de etablerede arbejderpartier i opstandens første faser (alene hans skrifter om den russiske revolution er tilstrækkelige til at fastslå det uden tvivl) og deres kontrarevolutionære politik. det var fordi hans perspektiv handlede om økonomisk katastrofe, masseforarmelse og fremvæksten af totalitære statslige regimer som det eneste alternativ til proletarisk revolution på kort sigt, at han troede, at denne genoplivelse af reformismen ville være meget kortvarig – en slags Kerenskij-interval.
Det var derfor, han skrev med en sådan tillidsfuldhed i slutningen af 1938: “I løbet af de næste ti år vil 4. Internationales program blive en vejledning for millioner, og disse revolutionære millioner vil vide, hvordan man stormer himmel og jord.” [11]
Den stemning af Messias-agtig forventning, som sådanne erklæringer forårsagede, gjorde ædruelige og realistiske vurderinger af de faktiske skift i arbejderklassens bevidsthed, omskiftelser i styrkeforholdet mellem klasserne og taktiske skift for at opnå størst mulig fordel af dem (kernen i Lenins politiske praksis) yderst vanskelige for Trotskijs tilhængere.
“Det er nødvendigt,”
skrev han,
“at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens politiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelige slutning: proletariatets erobring af magten.” [12]
Om det er muligt eller ej at finde paroler eller “krav”, der opfylder disse strenge forskrifter afhænger meget klart af omstændighederne. Hvis på et givet tidspunkt “dagens bevidsthed hos brede lag” er decideret ikke-revolutionær, så kan den ikke ændres af paroler. Skift i de faktiske forhold er nødvendige. Problemet på ethvert trin er at finde og fremføre de paroler, der ikke blot slår ind hos i det mindste nogle dele af arbejderklassen (selvfølgelig helst hele klassen), men som også er i stand til at føre til, at arbejderklassen går i aktion. Tit vil de ikke være “overgangs-” (overskridende) i Trotskijs meget snævre forstand.
Selvfølgelig kan Trotskij ikke holdes ansvarlig for tendensen blandt de fleste af hans tilhængere til at gøre en fetich ud af forestillingen om overgangskrav og selv de specifikke krav fra 1938-programmet – mest tydeligt den “glidende lønskala”. Vægten han gav dette spørgsmål var imidlertid overdrevet og ansporet af troen på, at “krav” har nogen værdi uafhængig af revolutionær organisation i arbejderklassen.
Den 2. verdenskrig begyndte med det tyske angreb på Polen, som hurtigt blev efterfulgt af Polens deling mellem Hitler og Stalin. I næsten to år (fra sommeren 1939 til sommeren 1941) var Hitler og Stalin allierede, og i den periode var Stalins regime i stand til at indlemme de baltiske stater (Estland, Letland og Lithauen), Bessarabien, Bukovina samt det vestlige Ukraine og det vestlige Hviderusland.
Fra 1935 og indtil da havde Stalins udenrigspolitik været rettet mod at opnå en militær alliance med Frankrig og Storbritannien mod Hitler. Kominterns folkefrontspolitik var dens sidestykke. Med Hitler-Stalin-pagten svingede kommunistpartierne om til en anti-krigsholdning, hvis faktiske indhold var alt andet end revolutionært, lige indtil Hitlers angreb på USSR (hvorefter de blev super-patriotiske i de allierede lande).
Hitler-Stalin-pagten og delingen af Polen skabte en pludselig modvilje mod USSR i venstre-kredse uden for de kommunistiske partier (samt et ikke ubetydeligt antal udmeldelser fra dem), der også havde sin virkning på de trotskistiske grupper. I den største af dem, det amerikanske Socialist Workers Party, rejste der sig en opposition mod Trotskijs parole “betingelsesløs forsvar for USSR mod imperialismen”, der stammede fra hans definition af USSR som en “degenereret arbejderstat”, og snart også mod selve definitionen.
I løbet af diskussionen gav Trotskij sin analyse af stalinismen i USSR dens endelige udvikling og undersøgte – for at forkaste dem – andre mulige holdninger.
“Lad os begynde med at stille spørgsmålet om Sovjetunionens natur ikke på et abstrakt sociologisk plan, men på de konkrete politiske opgavers plan,”
skrev han i september 1937.
“Lad os for et øjeblik antage, at bureaukratiet er en ny “klasse”, og at det nuværende regime i USSR er et særligt system for klasseudbytning. Hvilke nye konklusioner kan vi drage af disse definitioner? 4. Internationale har forlængst erkendt nødvendigheden af at styrte bureaukratiet gennem en revolutionær opstand blandt de arbejdende masser. Intet andet bliver foreslået eller kan foreslås af dem, der hævder, at bureaukratiet er en udbyttende “klasse”. Målet, der skal nås ved omstyrtelsen af bureaukratiet, er genetablering af sovjetternes herredømme, hvor det nuværende bureaukrati bliver fordrevet fra dem. Intet andet bliver foreslået eller kan foreslås af venstre-kritikerne. Det er de gendannede sovjetters opgave at samarbejde med verdensrevolutionen og at opbygge et socialistisk samfund. Omstyrtelsen af bureaukratiet forudsætter derfor bevarelsen af statsejendom og af planøkonomi ..., efter som spørgsmålet om at styrte det snyltende oligarki (fåmandsvælde, o.a.) stadig forbliver knyttet til spørgsmålet om at bevare den nationaliserde (stats-) ejendom, kalder vi den kommende revolution for politisk. Visse af vore kritikere (Ciliga, Bruno og andre) vil, uanset hvad, kalde den kommende revolution social. Lad os indrømme dem definitionen. Hvad ændrer det i det væsentlige? Til revolutionens opgaver føjer det, som vi har opregnet, intet som helst.” [13]
Det er ved første øjekast et meget stærkt argument. Men hvad så om forsvar for USSR?
“Forsvaret for USSR falder for os sammen med forberedelsen af verdensrevolutionen. Kun de metoder er tilladelige, der ikke strider mod revolutionens interesser. Forsvaret for USSR forholder sig til den socialistiske verdensrevolution som en taktisk opgave til en strategisk. En taktik er underordnet et strategisk mål og kan under ingen omstændigheder være i modsætning til den sidstnævnte.” [14]
Hvis derfor kravene til taktiske operationer faktisk strider mod det strategiske mål (som Trotskijs venstre-kritikere mente, det måtte), så måtte taktikken – forsvar for USSR – opgives. På den baggrund så det ud som om, at Trotskijs kritikere (altså dem, der opfattede sig som revolutionære) let måtte kunne blive enige om at bruge hver deres sprog. Hvorfor splitte over noget, der kun var ord?
I virkeligheden mente Trotskij, at meget mere var på spil. Hvis bureaukratiet virkelig udgjorde en klasse, og USSR var en ny form for udbyttende samfund, argumenterede Trotskij, så kunne man ikke regne med, at det stalinistiske Rusland var et højst enestående produkt af enestående omstændigheder, man kunne heller ikke regne med, at det snart var dømt til at forsvinde, som han var overbevist om, at det var.
Men ikke nok med det. Trotskij gjorde opmærksom på et synspunkt, der så at sige var “oppe i tiden” i slutningen af 30’erne; at “bureaukratisering” og “statsliggørelse” var tiltagende over alt og indvarslede en kommende samfundsform – den “totalitære statsliggørelse”, som han selv forventede ville udvikle sig, med mindre krigen blev efterfulgt af den proletariske revolution. Orwells “1984” (der udkom i 1944) udtrykte stemningen. Således blev spørgsmålet sammenblandet med “det verdenshistoriske perspektiv for de næste årtier om ikke århundreder: Er vi inde i den sociale revolutions og det socialistiske samfunds epoke, eller tværtimod det totalitære bureaukratis forfaldende samfunds epoke?” [15]
Modsætningerne blev stillet forkert op. Forudsigelserne i “The Bureaucratisation of the World” (Verdens bureaukratisering; titlen på en bog af Bruno Rizzi, som Trotskij citerede) var impressionistiske, ikke resultatet af en analyse. Man kan heller ikke slutte, at hvis USSR faktisk var et udbyttende samfund i marxistisk forstand (og det var, hvad de tilsyneladende skolastiske argumenter om, hvorvidt bureaukratiet var en “klasse” eller en “kaste” – Trotskijs udtryk – virkelig handlede om), at det så var en fundamentalt ny type udbyttende samfund.
Hvad nu hvis det var en form for kapitalisme? Hvis det var, faldt alle argumenterne om “det verdenshistoriske perspektiv” til jorden.
Trotskij var selvfølgelig bekendt med begrebet statskapitalisme. I Revolutionen forrådt skrev han:
“Teoretisk kan man ganske vist godt forestille sig en situation, hvor borgerskabet som helhed indretter sig som et aktieselskab, der ved statens hjælp administrerer hele nationaløkonomien. De økonomiske love for et sådant styre ville ikke frembyde noget mysterium. Den enkelte kapitalist modtager som bekendt som profit, ikke den del af merværdien, som direkte er skabt af arbejderne i hans egen virksomhed, men kun en andel af den samlede merværdi, der er skabt over hele landet i forhold til beløbet af hans egen kapital. Under en udelt “statskapitalisme”, ville denne lov om lige profitrate ikke blive realiseret ad bugtede vej, nemlig gennem konkurrence mellem forskellige kapitaler, men straks og direkte gennem et statsbogholderi. Sådan et styre har imidlertid aldrig eksisteret, og vil aldrig komme til at eksistere, på grund af dybe modsætninger mellem ejerne, så meget mere som staten ville blive alt for fristende et objekt for social revolution i sin egenskab af det øverste gemmested for kapitalistisk ejendom.” [16]
Selv om et system med “udelt” (d.v.s. total) statskapitalisme var teoretisk muligt, ville det aldrig komme til at eksistere, mente Trotskij. Men hvad nu hvis et borgerskab var blevet ødelagt ved en revolution, og arbejderklassen – på grund af dens talmæssige og kulturelle svaghed – ikke er i stand til at tage magten, eller hvis den, efter at have taget den, ikke er i stand til at beholde magten. Hvad så? Et bureaukrati, der opstår som et privilegeret lag (som Trotskij så malende beskrev det i tilfældet Stalins bureaukrati i USSR) bliver herre over staten og økonomien. Hvad ville i virkeligheden det økonomiske rolle være? Ville det ikke være en erstatning for kapitalistklassen? Man kan ikke sige, at det ikke er en kapitalistklasse, fordi den kontrollerer hele landets økonomi. Trotskij havde indrømmet, at et statsliggjort borgerskab i princippet kunne indtage den position. Det eneste seriøse argument, der kunne fremføres for Trotskijs analyse, var det, som han selv fremførte. “Bureaukratiet ejer hverken aktier eller obligationer.” Det er nødvendigt at sige to ting i den forbindelse: For det første et mindre punkt, at det simpelthen ikke er rigtigt – alle der har råd til det i USSR kan købe forskellige slags statsobligationer, der giver renter, og som kan nedarves af arvingerne mod at betale en mindre arveafgift (meget mindre end de tilsvarende afgifter i Vesten, ligesom de højeste indkomstskatter er meget mindre i USSR end i de fleste vestlige kapitalistiske lande). For det andet, hovedpunktet fra et marxistisk synspunkt er, at den enkelte kapitalists forbrug er, som Marx selv sagde det, et “røveri begået mod akkumulationen”; d.v.s. det tærer på ressourcer, der ellers kunne være gået til akkumulation, og er bestemt ikke af største betydning. Af største betydning er, hvem der kontrollerer akkumulationsprocessen.
Da han vendte tilbage til spørgsmålet i 1939, skrev Trotskij:
“Vi har forkastet og forkaster stadig dette udtryk (statskapitalisme), som, selv om det korrekt karakteriserer visse egenskaber ved den sovjetiske stat, ikke desto mindre ignorerer dens grundlæggende forskel fra kapitalistiske stater, nemlig fraværet af et borgerskab som en klasse af ejendomsbesiddere, eksistensen af statsejendom af de vigtigste produktionsmidler og endelig planøkonomien, der blev muliggjort af oktober revolutionen.” [17]
Trotskij tog i sin analyse af det stalinistiske samfund konsekvent udgangspunkt i ejendomsformen, ikke i de faktiske samfundsmæssige produktionsforhold – selv om han ofte brugte dette udtryk, og faktisk behandlede de to som identiske. Men det er de ikke.
Da Marx kritiserede Proudhon, forklarede han:
“At definere den borgerlige ejendom vil altså ikke sige andet end at fremstille alle den borgerlige produktions samfundsmæssige forhold. At ville give en definition af ejendommen, som et uafhængigt forhold, en særlig kategori, en abstrakt evig idé, kan ikke være andet end en af metafysikkens eller juraens illusioner.” [18]
Det samme med USSR. Ejendomsformen (statsejendom i dette tilfælde) kan ikke betragtes uafhængigt af de samfundsmæssige produktionsforhold. Det dominerende produktionsforhold i USSR (især efter industrialiseringen) var lønarbejde/kapital-forholdet, som er karakteristisk for kapitalismen – og det er det stadig. Arbejderen i USSR sælger en vare, arbejdskraft, på samme måde som arbejderen gør det i USA. Han eller hun bliver hverken betalt med rationer som en slave, eller med en andel i produktet som en livegen bonde, men med penge, som bruges på varer, ting der er produceret for at blive solgt.
Lønarbejde medfører kapital. Der er ikke noget borgerskab i USSR. Men der er bestemt kapital – som Marx definerede kapital. Det er næppe nødvendigt at sige det; men kapital består for en marxist ikke af maskiner, råvarer, kreditter osv. kapital er “en selvstændig samfundsmæssig magt, dvs. som en magt i hænderne på en del af samfundet opretholder og formerer den sig gennem udveksling med den umiddelbare, levende arbejdskraft. Eksistensen af en klasse, der ikke ejer andet end sin arbejdsevne, er en nødvendig forudsætning for kapitalen. Det er først det ophobede, fortidige legemliggjorte arbejdes herredømme over det umiddelbare levende arbejde, der gør det ophobede arbejde til kapital.” [19] En sådan tingenes tilstand eksisterer bestemt i USSR.
For Marx var borgerskabets betydning som “personificering af kapitalen”. I USSR opfylder bureaukratiet denne funktion. Dette sidste punkt benægtede Trotskij direkte. For ham var bureaukratiet kun en “gendarm” i fordelingsprocessen, der bestemte, hvem der skulle have hvad og hvornår. Men dette er uadskilleligt fra ledelsen af kapital-akkumulations-processen. Konklusionen, at bureaukratiet ikke leder akkumulationsprocessen, dvs. ikke handler som “personificering” af kapitalen, kan ikke stå for et øjebliks undersøgelse. Hvis ikke bureaukratiet, hvem så? Bestemt ikke arbejderklassen.
Det sidste punkt viser nøjagtigt den afgørende forskel mellem et ægte overgangssamfund (arbejderstat, proletariatets diktatur), hvor lønarbejdet uundgåeligt vil vare ved i nogen tid, og en eller anden form for kapitalisme. Arbejderklassens kollektive kontrol over økonomien modificerer (og fjerner til slut) lønarbejde/kapital-forholdet. Fjern denne kontrol i et industrisamfund, og kapitalens magt er genoprettet. Begrebet arbejderstat er meningsløst uden en vis grad af arbejderkontrol over samfundet.
Selvfølgelig, hvis samfundet i USSR beskrives som en form for statskapitalisme, må det indrømmes, at det er et højst mærkværdigt kapitalistisk samfund – selv om det naturligvis uden sammenligning er tættere på kapitalistiske normer end på en arbejderstat, forvrænget eller ej.
En diskussion af mærkværdighederne og drivkræfterne i USSR er ikke relevant her. Langt den bedste analyse findes i Tony Cliff’s “State Capitalism in Russia”. [20] Det der er relevant er Trotskijs undladelse af at undersøge de faktiske produktionsforhold i USSR og dens konsekvenser. Hans sidste synspunkt var:
“Et totalitært regime, hvad enten det er stalinistisk eller fascistisk, kan på grund af sit væsen kun være et midlertidigt overgangsregime. Nøgent diktatur har i historien i almindelighed været resultatet af og symptomet på en særlig alvorlig samfundsmæssig krise, og overhovedet ikke på et stabilt regime. Alvorlig krise kan ikke være en permanent tilstand i et samfund. En totalitær stat er i stand til at undertrykke samfundsmæssige modsætninger gennem en vis periode, men er ude af stand til at fortsætte det uafbrudt. De uhyre udrensninger i USSR er de mest overbevisende vidnesbyrd om den kendsgerning, at det sovjetiske samfund organisk tenderer imod at udstøde bureaukratiet ... Symptomatisk for denne forestående dødskamp er, at Stalin ved udrensningernes omfang og uhyre svigagtighed kun bekræfter bureaukratiets manglende mulighed for at omdanne sig til en stabil herskende klasse. Ville vi ikke stille os selv i en latterlig position, hvis vi hæftede benævnelsen en ny herskende klasse på dette bonapartistiske fåmandsvælde bare nogle få år eller endda få måneder før dets skændige undergang?” [21]
Denne undergang kunne forventes, som man vil huske, enten fordi bureaukratiet “idet det i stigende grad blev et redskab for verdensborgerskabet ... ville ødelægge de nye ejendomsformer” eller på grund af en proletarisk revolution (eller selvfølgelig fremmed erobring). Og det kunne forventes i den nærmeste fremtid – om “nogle få år eller endda få måneder”.
Sådan var den vurdering, som Trotskij testamenterede til sine tilhængere, og som hans perspektiv for vestlig kapitalisme, skulle det komme til at desorientere dem. Men eksistensen af en fløj af bureaukratiet, der ønskede at genoprette kapitalismen, viste sig at være en myte, i det mindste inden for enhver relevant tidsramme. (Trotskijs tro på det var i skærende modsætning til hans eget syn på muligheden af en totalitær statsliggørelse af de vestlige kapitalistiske samfund.)
USSR kom ud af krigen stærkere end før (i forhold til andre magter) med bureaukratiet siddende fast i sadlen på basis af nationaliseret industri. Ikke nok med det, den gennemtvang regimer efter samme retningslinier som den russiske model i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Østtyskland og Nordkorea. Som det er bemærket kom “indfødte” stalinistiske regimer til magten i Albanien, Jugoslavien og lidt senere i Kina og Nord-Vietnam uden nogen særlig direkte indblanding fra den russiske hær. Stalinismen var tydeligvis ikke i sin “dødskamp”, men var med fraværet af en proletarisk revolution et andet middel til kapitalakkumulation end den “klassiske” statsmonopolkapitalisme.
Industriarbejderklassen spillede ikke nogen som helst rolle i det Kinesiske Kommunistiske Partis (KKP) erobring af magten i 1948-49. Heller ikke inden for KKP spillede arbejderne nogen rolle.
For at tage det sidste først. Hvor arbejderne i slutningen af 1925 udgjorde over 66% af KKP (bønder 5%, resten var forskellige småborgerlige far byerne, først og fremmest intellektuelle), var andelen af arbejdere i september 1930 ifølge KKP’s egne tal nede på 1,6%. [22]
Derefter var tallet faktisk nul indtil efter, at Mao Tse-tungs tropper havde erobret Kina.
Efter “Kanton-kommunens” nederlag i slutningen af 1927 trak resterne af KKP sig tilbage langt ud på landet og tyede til guerilla-krigsførelse. Bonde-“Kiangsi-sovjetrepublikken” blev etableret med skiftende territorier i det centrale Kina, og da de til sidst blev løbet over ende af Chiang Kai-sheks tropper i 1934, gik Den røde hær i gang med “den lange march” til Shensi i det fjerne nord-vest. Denne heroiske operation, udført på trods af alle odds, førte parti-hæren (det blev stadigt sværere at adskille dem) ud i et område fuldstændig fjernt fra bylivet, moderne industri og den kinesiske arbejderklasse. Chu-Teh, der da var den øverste militær-kommandant, indrømmede selv, “Regionerne under kommunisternes kontrol er de økonomisk set mest tilbagestående i hele landet ...” [23] Og dette land var Kina, dengang et af de mest tilbagestående lande i verden.
Der fortsatte KKP-styrkerne i mere end ti år deres kamp for overlevelse mod Chiangs hære (selv om de officielt var i alliance med Chiang efter 1935) og de japanske invasionsstyrker. Et statsapparat blev opbygget i dette rene bondeland efter almindelige hierarkiske og autoritære retningslinier, bestående af deklasserede intellektuelle fra byerne i toppen og bønderne i bunden. Den japanske hær kontrollerede alle områder med betydende industriel udvikling fra 1937 til 1945, Manchuriet (hvor der var industriel vækst) og byerne ved kysten, hvor industrien (og arbejderklassen) var i tilbagegang.
Med den japanske overgivelse i 1945 generobrede Kuo-min-tang-(KMT)-styrker med hjælp fra USA det meste af Kina, men det fuldstændigt korrupte KMT-regime var da i en fremskreden tilstand af opløsning. Efter at forsøg på en national KMT-KKP koalitionsregering var faldet til jorden, erobrede KKP sin demoraliserede og sønderslåede modstander med rent militære midler. Massive militære forsyninger og støtte fra USA til KMT påvirkede ikke resultatet. KMT-enheder op til divisions-, ja endda korps-niveau, deserterede under ét – tit sammen med deres generaler.
Maos strategi var at opmuntre disse troskabs-overførsler og at neddæmpe enhver selvstændig aktion blandt bønder og arbejdere – men særlig de sidste. Kommunistpartiet var fuldstændig adskilt fra arbejderklassen. Før Pekings fald udsendte Lin Piao, der var KKP-hærchef i området, og senere Maos arving indtil han faldt i unåde og blev dræbt i 1971, en proklamation, der opfordrede alle arbejdere til ikke at gøre oprør, men at “bevare roen og fortsætte deres nuværende beskæftigelse. Kuo-min-tang-embedsmænd og politipersonale på by-, amts- eller andet regeringsniveau ... pålægges at blive på deres poster.” [24] I januar 1949 overgav den KMT-general, der første kommandoen over Peking-garnisonen, sig. “Roen” blev opretholdt. Een militærguvernør tog over fra en anden.
Det var det samme, da KKP-styrkerne nærmede sig Yangtze-floden og storbyerne i det centrale Kina som Shanghai og Hankow, der havde været midtpunkter for kampene under revolutionen i 1925-26. En særlig proklamation udsendt med Mao Tse-tungs (regeringschef) og Chu Tehs (øverste hærchef) underskrifter erklærede, at:
“arbejdere og ansatte i alle fag skal fortsætte med at arbejde, og at forretninger skal finde sted som sædvanligt ... embedsmænd fra Kuo-min-tang ... på forskellige niveauer ... (og) politipersonale skal blive på deres poster og adlyde Folkets Befrielseshærs og folkeregeringens ordrer.” [25]
En mærkelig revolution med “business as usual”! Og sådan fortsatte det til det sidste og proklamationen af “Folkerepublikken” i oktober 1949. Af disse grunde nægtede mange af Trotskijs tilhængere, herunder lederne af det amerikanske “Socialist Workers Party, i nogle år efter 1949, at der var sket nogen virkelig forandring.
Det viste sig at være forkert. En virkelig omvæltning havde fundet sted. Men af hvilken slags? Centralt for teorien om den permanente revolution var troen på, at borgerskabet i tilbagestående lande var ude af stand til at lede en borgerlig revolution. Det blev bekræftet endnu en gang. Lige så central var troen på, at kun arbejderklassen kunne lede bondemasserne og byernes småborgerskab i den demokratiske revolution, der så ville vokse sammen med den socialistiske revolution, Det viste sig at være forkert. Den kinesiske arbejderklasse forblev passiv, pga. mangelen på en revolutionær massearbejderbevægelse andre steder i verden. Heller ikke bønderne modbeviste Marx’s syn på deres manglende evne til at spille en uafhængig politisk rolle. 1949 var ikke en bondebevægelse.
Alligevel fandt der en revolution sted. Kina blev forenet. De imperialistiske magter blev udelukket fra kinesisk jord. Bondespørgsmålet blev om ikke “løst”, så dog afklaret så langt, som det var muligt inden socialismen, med likvideringen af godsejervældet. Alle de væsentlige kendetegn ved en borgerlig (eller demokratisk) revolution, som Trotskij selv forstod den, var blevet opnået bortset fra politisk frihed, under hvilken arbejderklassen kunne udvikle sig.
De var blevet opnået under ledelse af deklasserede intellektuelle, som under omstændigheder af almindelig samfundsmæssigt sammenbrud havde opbygget en bondehær, og med militære midler besejret et regime, der var råddent og på grænsen af opløsning. Over 2000 år tidligere var Han-dynastiet selv blevet dannet under lignende omstændigheder, under ledelse af en dynastisk grundlægger, der som Mao kom fra en rig bondefamilie. Men i midten af det 20. århundrede afhang regimets overlevelse af industrialisering. Den kinesiske stalinisme havde sin rod i denne nødvendighed. Det var en udvikling, som Trotskij ikke havde taget højde for. I sig selv er det hverken overraskende eller vigtigt. Men set i sammenhæng med andre uventede resultater fik det en betydelig virkning på fremtiden for Trotskijs bevægelse.
Det er kun det kinesiske tilfælde, der er gennemgået her – på baggrund af dets overordentlige vigtighed; men tidligere udviste Jugoslavien og Albanien og senere Nord-Vietnam og Cuba visse lignende kendetegn. Begrebet “afbøjet permanent revolution” blev introduceret af Tony Cliff til at beskrive fænomenet [26], der var så forskelligt fra teorien om den permanente revolution, som Trotskij forstod den.
De politiske dilemmaer, som Trotskijs tilhængere stod over for i årene efter hans død, er relevante her af 2 grunde: For det første, fordi Trotskij selv troede på 4. Internationales enorme vigtighed, for det andet på grund af det yderligere lys, de kastede på styrkerne og svaghederne ved hans ideer.
Trotskijs kompromisløse revolutionære internationalisme havde hærdet hans tilhængere til at modstå en tilpasning til den allierede lejrs “demokratiske” imperialisme under 2. verdenskrig, på trods af det enorme pres (herunder presset fra det overvældende flertal i arbejderklassen og de fleste af dens bedste og mest militante elementer). De havde virkelig “svømmet mod strømmen” og var kommet op uden at have bøjet sig, på trods af forfølgelser, fængslinger (i USA og Storbritannien for ikke at nævne de nazi-besatte lande) og henrettelser, der udryddede et betydeligt antal trotskistiske aktivister i Europa.
De havde bevaret traditionen på trods af alle odds, rekrutteret nye medlemmer og i det mindste i nogle tilfælde fået en højere andel af arbejdere i deres rækker (det var bestemt tilfældet for amerikanerne og briterne). De var inspireret af og styrket af udsigten til en proletarisk revolution i den nærmeste fremtid. Således udsendte den største britiske gruppe i 1944 en pjece, dens 1942-perspektivdokument under titlen “Forberedelser til magtovertagelsen”! Der var ikke mere end 2-300 af dem på det tidspunkt ... Denne storslåede ligegyldighed over for umiddelbare og tilsyneladende uoverkommelige vanskeligheder kombineret med en urokkelig tro på fremtiden var direkte inspireret af Trotskijs ideer. Den var typisk for Trotskijs tilhængere overalt.
Uheldigvis havde den en anden side: en bogstavelig tro på den detaljerede nøjagtighed af Trotskijs 1938-40-verdenssyn og forudsigelser. To adskilte elementer, revolutionær internationalisme med tro på socialismens endelige sejr, og specifikke vurderinger af udsigterne for kapitalismen og stalinismen, var blevet sammensmeltet. Som følge heraf blev opmærksomhed over for en hurtigt ændrende situations realiteter i øjnene på de mere “ortodokse” af Trotskijs tilhængere beslægtet med “revisionisme”. I en række år efter 1945 var bevægelsen for størstedelens vedkommende blevet hængende i “1938-rillen”.
Da den endelig brød ud, opstod der en række forskellige strømninger, hvoraf nogle bevarede en hel del af elementerne i den autentiske kommunistiske tradition, mens andre beholdt ret få. Deres største svaghed var deres manglende evne til for de flestes vedkommende fuldstændigt at modstå tyngdetiltrækningen fra stalinismen, og lidt senere i 50’erne og 60’erne fra 3. verdens-nationalismen. Dette ledte dem så igen væk fra vedvarende og ensidigt at koncentrere sig om at genskabe en revolutionær strømning i industriarbejderklassen. Således blev deres overvejende småborgerlige karakter forstærket, og en ond cirkel blev fortsat.
Når alt dette er sagt, forbliver det sandt, at arven efter Trotskijs livslange kamp, af hvilke de sidste år blev fortsat under utroligt vanskelige betingelser, er uendelig værdifuld. For alle marxister, for hvem marxismen er en syntese af teori og praksis, og ikke blot mere eller mindre veltillært fortolkning, er den et uomgængeligt bidrag til denne syntese i dag.
1. Se The Moscow Trials: An Anthology, London, New Park 1967, p.1
2. Se Deutscher, Isaac: The Prophet Outcast, New York, Vintage 1964, p.1
3. Trotsky: Fighting against the stream, – i: Writings of Leon Trotsky 1938-39, New York, Pathfinder Press 1974, p.251-52
4. Trotskij: Overgangsprogrammet, Kbh., Socialistisk Arbejderforlag 1981, s.1
5. Trotsky: The USSR in war, – -i: In Defence of Marxism, London, New Park 1971, p.9
6. Overgangsprogrammet, op.cit., s.3
7. Ibid., s.2
8. Trotsky: The Comintern’s liquidation congress, -i: Writings of Leon Trotsky 1935-36, New York, Pathfinder Press 1070, p.11
9. Trotsky: The USSR in war, op.cit., p.10
10. Kidron, Michael: Western Capitalism since the War, Harmondsworth, Penguin 1967, p.11
11. Trotsky: The Founding of the Fourth International, -i: Writings of Leon Trotsky 1938-39, op.cit., p.87
12. Overgangsprogrammet, op.cit., s.3
13. Trotsky: The USSR in war, op.cit., pp.4-5
14. Ibid., p.21
15. Ibid., p.18
16. Trotskij: Revolutionen forrådt, Kbh., Borgens Forlag 1960, s.212-13
17. Trotsky: Ten Years, Writings of Leon Trotsky 1938-39, op.cit., p.341
18. Marx: Filosofiens elendighed, (her fra:) Kbh., J. Paludans Forlag 1973, s.106. Også i: Marx: Skrifter i udvalg, Kbh., Rhodos 1974, s.228
19. Marx: Lønarbejde og Kapital, Kbh., Forlaget Tiden 1964 (3. oplag), s.29. Eller: Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, Kbh., Forlaget Tiden 1973, bind 1, s.86
20. Cliff, Tony: State Capitalism in Russia, London, Bookmarks 1988
21. Trotsky: The USSR in war, op.cit., pp.16-17
22. Isaacs, Harold R.: The Tragedy of the Chinese Revolution, London, Secker & Warburg 1938, p.394. Andre tal med samme tendens kan findes i samme, 2nd Revised Edition, Stanford, California, Stanford University Press 1961 (1988), p.273
23. Cliff, Tony: Den Permanente Revolution, Kbh., udg. af VS-fraktionen Faglig Fællesliste 1981, s.10
24. Ibid., s.11
25. Ibid., s.12
26. Ibid.
Sidst opdateret 28.4.2015