Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Der blev danset i Paris' gader i juni 1981. Champagnen flød på arbejdspladserne. Glæden skyldtes valget af socialisten Francois Mitterrand til præsident. Han så ud til at repræsentere et fyrtårn for håbet efter 23 år med højreorienteret styre.
Ti år senere var Mitterrand stadig på posten, men håbet var forsvundet. Den officielle arbejdsløshed var steget fra 1,5 til 2,7 millioner. Mange flere var i udsigtsløse jobtræningskurser eller ikke understøttelsesberettigede.
I 1981 kunne lederen af den franske Front National (FN) end ikke skaffe de 500 underskrifter fra borgmestre og byrådsmedlemmer, han behøvede for at stille op til præsidentposten. Ti år senere havde han 20% opbakning i meningsmålingerne og havde for længe siden overhalet det engang så magtfulde Kommunistparti.
Le Pens nazistiske fortid taler for sig selv. Den går tilbage til hans samarbejde med nazisterne og den pro-nazistiske franske regering under krigen. Ved præsidentvalget i 1965 arbejdede han for den fascistiske kandidat. I 1968 blev han dømt for udbredelse af pladeindspilninger med Hitlers taler og nazistiske marcher. Han fik så sent som i juni 1986 en dom for antisemitisme ved en fransk civilret. I dag indeholder NF's 50-punkts-program for indvandring krav om, at der officielt skal diskrimineres over for indvandrere, når det drejer sig om jobs, og at der skal skabes et særligt socialt system for dem med færre ressourcer end det almindelige.
NF har udnyttet Mitterands fejltagelser. De tunge industrier, som f.eks. kul og stål, er blevet skåret kraftigt ned. Lønnen for mange arbejdere, specielt offentligt ansatte, er blevet holdt nede eller endda beskåret. Den offentlige service, særlig transport, uddannelse og sundhed – er hele tiden blevet forringet. Samtidig er profitterne vokset.
På denne baggrund begynde Le Pen at samle et publikum for det synspunkt, at valget mellem Mitterrand og de almindelige højreparti er, ikke var noget valg og at Frankrig var under belejring fra "anti-nationale kræfter" i form af internationale banker og de multinationale selskaber. Mitterrand ændrede i 1986, for at redde sit eget skind, Frankrigs proportionalvalgsystem til fordel for de små partier. Mitterrand vidste, at det nye system ville give nazisterne pladser, men regnede kynisk med, at det ville splitte resten af højrefløjen. Resultatet blev, at NF fik omkring 2,7 millioner stemmer og 35 parlamentsmedlemmer, og at resten af højrepartierne fik pladser nok til at vælte regeringen. I de næste 2 år holdt NF sig i baggrunden, kun for senere, endnu mere skamløst, at relancere deres fascistiske politik. Le Pen beskrev nu jødeforfølgelserne som "en historisk detalje".
Nazisterne red på en bølge af racisme, som blev næret af alle de etablerede partier, inklusive socialisterne. Da der udbrød optøjer i et antal kvarterer i storbyerne, som var befolket af nordafrikanere, i sommeren 1991, talte den socialistiske premierminister, Edith Cresson om, at chartre fly, så man kunne deportere de "illegale immigranter" og asylsøgere. Den gaullistiske leder Chirac påstod, at franskmændene var godt trætte af immigranternes lugt og af deres larm.
Le Pen slog straks ned på disse bemærkninger og udnyttede sine modstanderes racisme til at påstå, at han hele tiden havde haft ret. Der var noget sandt i hans bemærkning om, at "folk foretrækker altid den ægte vare fremfor kopien". Mitterrand og socialisterne gav mere eller mindre Le Pen ret, men lovede at sætte tingene iværk på en mere "human" måde.
Kommunistpartiet indtog meget ofte den samme holdning. Indtil for 10 år siden havde partiet været det betydeligste arbejderparti med større medlemstal end socialisterne. Det kontrollerede den største faglige landssammenslutning CGT, og udgav et dagblad. Imidlertid gik det ind i Mitterrands første regering og tog et medansvar for nedskæringspolitikken, og da racismen kom op til overfladen i det kommunistiske "røde bælte" uden for Paris, var kommunisterne et villigt redskab for den.
I begyndelsen af 1981 anførte den kommunistiske borgmester fra Vitry en "kommandogruppe" i et forsøg på at smadre et hotel for at forhindre, at 300 immigranter flyttede ind. Partiets dagblad l'Humanité, kastede sin vægt ind bag borgmesterens aktion. De gentog stolt hans ord til immigranterne før angrebet: "I har ingen ret til at tage unge franske arbejderes boliger".
l'Humanité udgav et gratis særnummer med overskriften: "Nej til indvandrerghettoer". Under overskriften: "En franskmand ser på de problemer, indvandringen rejser" var der et billede af en arbejdsløshedskø. Inden i fastslog avisen: "Indvandringen må stoppes, så arbejdsløsheden ikke forværres."
Kommunistpartiet har gjort meget lidt siden for at møde nazisterne i gaderne. Det er lykkedes Le Pen at få stor fremgang i det "røde bælte" og blandt Marseilles' havnearbejdere – en gruppe, som traditionelt har støttet Kommunistpartiet.
Endnu værre er det, at Kommunistpartiet i sommeren 1991 udgav en pjece, som indledtes: "Vi siger, at indvandringen i dag er blevet et virkeligt problem". De kædede stigende kriminalitet, arbejdsløshed, forringet service inden for social og sundhedssektoren sammen med antallet af immigranter.
Fascismen bliver ikke svækket ved, at man accepterer dens argumenter.
Imidlertid har Le Pens fremgang fremprovokeret et svar.
Der kan ikke herske tvivl om, at der eksisterer en basis for en bevægelse mod Le Pen. 1. maj 1989 indkaldte Le Pen til en march gennem Paris. Der mødte 40.000. En rivaliserende venstrefløjsdemonstration tiltrak 100.000 – selv om den, og det var en fejltagelse, ikke konfronterede nazisterne.
Hundredtusinde demonstrerede efter et modbydeligt angreb på en jødisk kirkegård i 1990. 43% sagde i en meningsmåling ved slutningen af 1991, at de "var stærke modstandere af" alt, hvad Front National stod for.
Da studenterne i slutningen af 1968 besatte deres fakulteter og gik på gaden, stod sorte og hvide og arabere side om side. En arabisk student, der blev dræbt af politiet, blev et symbol for unge over hele landet. Oprøret i storbyerne i 1991 viste, at arabisk og sort ungdom ikke har tænkt sig at lade sig skubbe omkring med eller at acceptere en andenklasses status. Der er endda blevet skabt en betydningsfuld anti-facistisk bevægelse imod fronten, nemlig SOS Racisme. Problemet er, at ingen af de anti-racistiske organisationer tilbyder en effektiv ledelse, når det drejer sig om at stoppe Le Pen.
SOS Racisme nægter at konfrontere nazisterne direkte. De organiserer anti-racistiske karnevaler og taler om behovet for at forbedre folks leveforhold for at fjerne racismens rødder. Det er alt sammen fint; men fører ikke til en mobilisering af folk mod fascisterne. SOS Racisme er også bundet af tilknytningen til Mitterrand, som er ansvarlig for at have skabt den bitterhed, som Le Pen har udnyttet.
Tragisk nok har de største venstrefløjsgrupper heller ikke magtet at rejse modstand mod nazisternes vækst. Lutte Ouvriere fik 600.000 stemmer ved præsidentvalget i 1988. Alligevel nægter de åbent at stemple Le Pen og Front National som fascistisk. De nøjes med at tale om truslen fra Le Pen. I stedet argumenterer de for, at racismen vil blive slået ned, når arbejderne kæmper i fabrikkerne. Det er at gå uden om problemerne. Man gør ikke noget for at forsvare sorte og arabere, som bliver angrebet, for at stoppe FN's marcher eller for den sags skyld bare for at fjerne deres beskidte graffiti.
Trotskij argumenterede mod et lignende synspunkt i Tyskland i 1930'erne:
Er det sandt, at for at fjerne arbejdsløsheden og elendigheden, er det først nødvendigt at ødelægge kapitalismen? Ja, det er rigtigt. Men kun den værste stivnakke kan konkludere ud fra dette, at vi ikke i dag med alle kræfter skal bekæmpe de foranstaltninger, som hjælper kapitalismen til at forstærke arbejdernes elendighed.
Det yderste venstre er stort nok til at mobilisere og lægge pres på Socialist- og Kommunistpartiet for at få dem til at slutte op i kampen. De kunne følge modellen fra ANL i Storbritannien.
Le Pen forsøger som nazister andre steder at opbygge en hård kerne af nazistiske bøller gennem sine racistiske udfald og sine opfordringer til racistisk vold. Imidlertid ønsker han også at omgive og gemme sine stormtropper bag en voksende mængde blødere stemmemæssig opbakning.
Front National trives med manglen på konfrontation. Moddemonstrationer og protester ville fjerne dens pæne facade hos vælgerne og stemple Le Pen som nazist og isolere hans fascistiske bøller.
Det opdagede en journalist, da hun infiltrerede FN i Marseilles. Hun beskrev den frygt, det skabte blandt frontens tilhængere, der deltog i et møde, da rygtet spredtes, at SOS Racisme var ved at organisere en moddemonstration. Men hun beskrev også deres lettelse og sejrsfølelse, da rygterne viste sig at være falske.
Millioner af mennesker i hele Europa er blevet opskræmt af Europas top-nazists succes i Fankrig. De er også blevet forfærdede over fascismens genkomst i Frankrig.
De tyske nazi-organisationer har endnu ikke nået noget, der ligner Le Pens opbakning. De har opnået meget lidt af hans respektabilitet. Den væsentligste gruppe på den yderste højrefløj er Det republikanske Parti, som har en fast kerne af nazister. I 1989 fik de ved valget til Europa-parlamentet 2 millioner stemmer. I dag siger de selv, at de har 25.000 medlemmer – uden tvivl en overdrivelse.
Alligevel håber nazisterne her, at de som i Frankrig kan tiltrække sig større opbakning på grund af den økonomiske elendighed og manglen på et effektivt alternativ.
Deres største succes havde de efter Berlin-murens fald. De tyske nazister gik efter Østtyskland og specielt efter ungdommen. Årtier med stalinistisk styre havde efterladt et ideologisk tomrum og en massiv utilfredshed. I den første glædesrus over at muren faldt blomstrede de smukkeste ideer – lighed, demokrati og solidaritet. Men snart brød den østtyske økonomi sammen. Arbejdsløsheden eksploderede. Priserne steg. Drømmene blev knust af markedets realiteter.
Nazisterne udnyttede det faktum, at racismen bevidst var blevet vækket af Helmuth Kohls kristeligt demokratiske regering. Der var strejkebølger både i Øst- og Vesttyskland i sommeren 1991. Økonomiministeren blev bombarderet med æg af de strejkende.
De kristelige demokrater ledte efter en syndebuk for at aflede vreden og begyndte at gøre flygtningene ansvarlige for Tysklands problemer. Skræmmehistorier bredte sig om "horder af indvandrere", som væltede ind over Tyskland fra Østeuropa og det gamle Sovjetunionen. Det socialdemokratiske parti skyndte sig at stramme sin flygtningepolitik.
De kristelige demokrater påstod, at Bremen var et paradis for flygtninge. Valget truede i horisonten. Den lokale formand for SPD svarede med at forbyde polakker og rumænere adgang til byen! Nazisterne høstede frugterne af denne racisme og fik her 8% af stemmerne.
Det stærke tyske grønne parti blev også fanget. Dele af det havde taget initiativ til en anti-fascistisk demonstration; men de grønne parlamentsmedlemmer indgik samtidig en handel med regeringen, som gjorde det vanskeligere at få asyl og som skabte særlige flygtningelejre.
I Øst kom flygtningehysteriet som en gave fra himlen for nazisterne. Den østtyske ungdom ønskede forandring. De hadede det gamle system, men de følte sig forrådt i forhold til de løfter, som var givet om det nye forenede Tyskland. Nazisterne begyndte at få fodfæste. Antallet af brandstiftelser og fysiske angreb på indvandrere og flygtninge voksede. Det hele nåede et højdepunkt, da en nazi-bande ved højlys dag kastede en brandbombe mod et flygtningecenter i Hoyerswerda.
Det ville imidlertid være forkert at tro, at det hele går som nazisterne ønsker. Der er stærke anti-nazistiske følelser i begge dele af landet, og vreden har tændt modstanden. Der var kæmpestore demonstrationer mod løbesedler uddelt af Republikanerne i forbindelse med valget til Europaparlamentet i 1989.
I selve Hoyerswerda demonstrerede 4.000 antifascister efter pogromen, heriblandt flere hundrede lokale. Over 100.000 demonstrerede i hele Tyskland mod angrebet og for at markere årsdagen for Hitlers Krystalnat – en landsdækkende anti-jødiske pogrom. Endnu har der ikke været noget samlet forsøg fra anti-fascisterne og venstrefløjens side på at tage til de østtyske byer, hvor volden finder sted, og gå på gaden.
Mange på venstrefløjen troede, at det gamle Østtyskland var socialistisk. Da Berlinmuren faldt, blev de forvirrede. For dem så det ud, som om arbejderne dér fejrede "socialismens" fald. Det har betydet, at mange ganske enkelt har afskrevet de østtyske arbejdere som højreorienterede.
Imidlertid har anti-fascister, når de er gået på gaden i Østtyskland, fået en god respons.
Både i Frankrig og Tyskland har fascisterne draget fordel af, at de etablerede partier har overgivet sig til racismen og af den økonomiske krise. I Frankrig har de fået frit løb p.g.a. mangel på vedholdende modstand.
Det har dog vist sig, at hvor magtfulde bevægelser, omfattende både sorte og hvide, har slået igen – som i Frankrig i slutningen af 1986 og begyndelsen af 1987, eller som da strejkerne i 1991 gik over Tyskland – bliver fascisterne fejet til side.
Når fascisterne er blevet konfronteret har anti-fascisterne vist, at de kan mobilisere i langt større antal.
Fascisterne er langt fra magten. Betingelserne for at slå dem, er meget gunstige – forudsat at de, som ønsker at bekæmpe dem, noterer sig det, man kan lære af kampene mod fascismen i 1930'erne og 1970'erne.
Sidst opdateret 30.3.2008