Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Mennesker, som ønsker at bekæmpe fascismen effektivt bliver altid stillet over for de samme argumenter. De mest almindelige lyder som følger: "Jeg er ikke enig, i hvad fascisterne siger, men jeg vil forsvare deres ret til at sige det." Vi lever trods alt i et såkaldt "demokratisk" samfund. Der er blevet kæmpet længe og hårdt for ytringsfriheden.
Socialister er demokrater. Vi vil have mere demokrati, end vi har for øjeblikket. Vi tror på, at det store flertal skal kontrollere samfundet – ikke den rige herskende klasse eller statens bureaukrati. Socialister ønsker ytringsfrihed. Vi var i forreste linie i kampen for at vinde den. Vi trives ved diskussion og debat.
Men forsvarer man friheden ved at tillade ytringsfrihed i enhver situation? Skulle man give ytringsfrihed til et parti af mænd, som ønskede at agitere for deres ret til at voldtage kvinder på gader og stræder? Nej, og derfor skal vi heller ikke tillade at de, som opfordrer til at skræmme og myrde sorte mennesker, ytrer sig.
Dette er ikke tankespind. I 1976 holdt Enoch Powell en række opflammende taler, hvori han krævede udvisning af de sorte. En bølge af racistiske overfald og mord fulgte hurtigt efter. I 1978 rapporterede Glasgow Herald, efter at NF havde åbnet en butik i Edinburgh:
En bølge af hærværk rettet mod asiatisk ejendom fulgte i kølvandet. Butikker og restauranter ejet af sihker, pakistanere eller indere blev oversmurt med slogans og to forretninger i Edinburgh blev udsat for bombeattentater.
De nazistiske organisationer satser på at organisere mod sorte og andre etniske minoriteter og at drive dem ud af landet. I sidste ende er deres mål at gentage holocaust. Deres argumenter er ikke rationelt funderede, men baserer sig på racehad. Hitlers stormtropper fik ikke folk til at slutte op bag Nazistpartiet p.g.a. argumenter. De byggede deres opbakning på racistisk bølleuvæsen.
Vi tager afstand fra den opfattelse, at det at nægte fascisterne en talerstol begrænser ytringsfriheden. Det forholder sig omvendt – hvis man giver fascisterne mulighed for at organisere sig, bringer man sorte mennesker i livsfare, sammen med selve eksistensen af en arbejderbevægelse og alle de rettigheder, vi indtil nu har tilkæmpet os.
Historien har vist, at nazisterne kun kan stoppes ved konfrontation. Det forstod Hitler udmærket. Kort efter at han tog magten, indrømmede han at:
Kun en ting kunne have stoppet vores bevægelse – hvis vores modstandere havde forstået dens principper og fra den første færd med den yderste brutalitet havde smadret kernen i vores nye bevægelse.
Til bekæmpelse af denne trussel kan vi ikke forlade os på forbud fra regeringen. Sådanne forbud standsede ikke Hitler. I stedet besluttede staten, hvor og hvornår den skulle stramme eller løsne grebet om fascisterne i overensstemmelse med dens egne behov. Fascismen er, som vi har set, i sidste ende et redskab for staten. Vi kan derfor ikke forvente, at staten vil stoppe den.
Det, der tæller, er aktivitet – aktivitet fra det største antal menne-sker, som kan mobiliseres. Som vi har set, var metoden effektiv i Storbritannien i Cable Street i 1936 og i Lewishams gader i 1977. Sådanne demonstrationer kan kun opbygges ved hjælp af åbne opfordringer til at smadre den nazistiske trussel, rettet til alle almindelige mennesker og ikke bare ved moralske appeller mod racismen.
Ved at vise at fascismen kan stoppes, når socialister tager et selvstændigt initiativ, kunne vi vinde tilslutning til den strategi fra meget bredere lag i befolkningen.
Leon Trotskij argumenterede også for en sådan mobilisering med det formål at stoppe Hitler i 1930'erne. Hans strategi centrerede sig om behovet for at opbygge enhed mod nazisterne – enhed i handling.
Det tragiske var, at han ikke var stærk nok til at få indflydelse på de magtfulde kommunistiske og socialdemokratiske partier, som sammen kunne have knust nazisterne lige op til det tidspunkt, hvor Hitler tog magten. Trotskij tog det samme udgangspunkt, hvad angår borgerkrigen i Spanien. Der argumenterede venstrefløjen for enhed uden handling, for at nedtone kampen. Igen var resultatet katastrofe.
Der er én betingelse. Vi er for konfrontation, men kun gennem mobilisering af mange mennesker. I 1930'erne døde dusinvis af kommunister i kampen mod nazisterne længe før Hitler tog magten. Men deres parti-ledere forhindrede dem i at kæmpe effektivt, da de ikke kunne tiltrække brede lag af arbejdere. Den strategi, som indebærer isoleret konfrontation, endte tragisk i Tyskland i 30'erne. I dag ville den være en farce. I stedet for at forsøge at mobilisere mange mennesker bliver den slags grupper mere og mere konspiratoriske, mere og mere isolerede og ender med næsten udelukkende at bestå af unge hvide mænd.
Trotskij var meget klar på spørgsmålet. Han skrev, efter at Kommunistpartiet havde iværksat en sådan taktik i Frankrig i de tidlige 1930'ere:
Opgaven er at involvere arbejdere i stigende antal i kampen mod fascismen... eventyrpolitik kan kun isolere en lille militant minoritet.
Han gentog budskabet, da han skrev:
Vi er for aktivt selvforsvar ... Aktivt selvforsvar kan have succes, når det bliver bakket op og mødt med forståelse og sympati fra den store masse af arbejdere, først og fremmest de socialdemokratiske arbejdere...
Det er nødvendigt at nævne to afsluttende pointer. Behovet for at konfrontere de nazistiske bøller er afgørende. Men omkring sig kan de samle lag af tilhængere, som ikke er virkelige nazister. Massepropaganda, som identificerer disse grupper som helhjertede nazister og gør klart, hvad de står for, kan knække mange af de bløde tilhængere. Derudover kan kampagner om den type daglige økonomiske problemer, som almindelige mennesker står overfor, hjæpe til med at underminere racismen og lægge grunden til, at sorte og hvide går sammen i kampen mod arbejdsgiverne.
Det er en fordel, at sorte mennesker i Storbritannien i 1990'erne har mere selvtillid og er bedre organiserede, end de var for 20 år siden. Sorte og hvide bor de samme steder, arbejder sammen og ses mere i fritiden, end de gjorde for 10 år siden. Storbritannien har ikke den type raceopdelte boligkvarterer, som findes i USA. Sorte er oftere i fagforening end hvide er det.
Men racisme eksisterer stadig, fordi det system vi lever under er racistisk fra isse til fod. Vi kan ikke tillade os at hvile på laurbærene.
Der er meget bitterhed i Storbritannien. De konservative er lagt for had. Labour tilbyder ingen svar. At en stor del af venstrefløjen er brudt sammen, har efterladt et tomrum. Kommunistpartiet er dødt. Labour har mistet medlemmer og dem, de har, kommer i stigende grad fra middelklassen. Det betyder, at der i mange boligområder, på arbejdspladser, skoler og fakulteter, ikke er nogen organiseret venstrefløj til stede.
Tomrum er unaturlige. Noget vil uafvendeligt fylde dem ud. Den type oprør vi så eksplodere imod poll-taxen – de voldsomste optøjer i London i et århundrede – eller optøjerne i Cardiff, Oxford og Newcastle kan gå i to retninger.
Hvis socialister tager ledelsen, kan vi vende vreden mod regeringen, mod politibrutalitet og dette rådne system. Vi kan vise arbejdende mennesker, hvide som sorte, at de er i samme båd – at vi kan og må kæmpe sammen.
Men hvis nazisterne eller racisterne får frie hænder, vil de vende vreden mod de sorte familier i boligblokkene, mod flygtninge og asiatiske forretningsindehavere.
Socialistiske organisationer er afgørende, hvis det skal sikres, at det ikke sker. Det er den opgave SWP har påtaget sig. Det er derfor, at vi var i spidsen ved genoprettelsen af den bredt funderede Anti Nazi League. Denne organisation kan gentage sin tidligere succes og stoppe nazisterne.
Men de daglige kampe – mod poll-taxen, huslejerne, fattigdom blandt studenter, mod arbejdsløshed, angreb på lønningerne eller til forsvar for uddannelse og sundhed – er altafgørende.
Som socialister står vi side om side med alle, som ønsker at bekæmpe nazisterne. Dog ved vi, at nazismen udspringer af kapitalismen. Den yngler i et råddent systems kloak.
Vi kan vende denne beskidte strøm, som de fleste mennesker troede var forsvundet for altid i 1945 – i England, Europa og alle andre steder. Men hvis vi en gang for alle skal af med denne rådne verden af fascisme og racisme, må vi af med det rådne system – et kapitalistisk system, som skaber krig, hungersnød og krise.
Sidst opdateret 30.3.2008