Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Blokaden på Cable Street
Hvordan National Front blev stoppet
Storbritannien lignede en undtagelse i Europa i slutningen af 30'erne. Fascismen havde gjort rent bord i Italien, Tyskland, Spanien og Portugal. Østeuropa blev i det store og hele regeret af højreorienterede diktatorer. I Frankrig havde en magtfuld fascistisk bevægelse angrebet parlamentet og fremtvunget et regeringsskifte i 1934. Regeringen skulle senere i 1940 komme til at samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det havde ikke noget at gøre med, at fascismen var specielt u-britisk. Snarere blev den afværget på grund af to særlige forhold.
For det første ramte den krise, der rystede verdensøkonomien i 1930'erne, ikke Storbritannien så hårdt, som den ramte dens europæiske rivaler. Stødet ramte mindre hårdt på grund af reserverne fra imperiet. Arbejdsløsheden var alvorlig, den nåede 3 millioner og industriproduktionen faldt med 16%. Alligevel var det ikke så katastrofalt som den depression, der ramte Tyskland.
Dette forhindrede ikke fascismen i at opnå en truende tilstedeværelse i Storbritannien. Det forhindrede heller ikke dele af den herskede klasse i at flirte med den. Winston Churchill udtrykte sin beundring for Hitler og Mussolini. Hertugen af Windsor, den tidligere kong Edward den VIII, besøgte Hitler og var åbenlyst pro-nazistisk.
En britisk fascistbevægelse blev ledet af Sir Oswald Mosley, en aristokrat som havde været parlamentsmedlem for både de konservative og Labour. Han startede den British Union of Fascists (BUF) i 1933 og hans tilhængere marcherede i sorte skjorter.
Medlemmerne var overvejende fra middelklassen. Mosley satsede på forretningsindehavere, bønder og småhandlende. En lokal Labour-partiafdeling i Surrey rapporterede, at 75% af de lokale fascister var unge selvstændige mænd og kvinder.
Mosley var overbevist om, at han kunne tiltrække bred støtte fra de konservatives højrefløj, fra fabriksejere og finansfolk. Den bedst kendte af disse var Lord Rothermere, som var ejer af Daily Mail. I januar 1934 underskrev Rothermere en leder med overskriften: "Hurra for sortskjorterne".
Det, der forhindrede at denne opbakning voksede og betød, at Storbritannien blev en undtagelse, var modstandskampens natur.
Som i andre lande var svaret fra lederne af den britiske arbejderbevægelse at begrave hovedet i sandet. Labour og TUC (det britiske LO; o.a.) udgav en udtalelse med titlen Demokrati og diktatur, som på samme tid undsagde både "kapitalismens og nationalismens jernhårde diktatur" og "arbejderklassens diktatur". Derpå satte de sig ned og gjorde ingenting.
Æren for Mosleys nederlag må tilfalde dem, som ignorerede denne passivitet og bekæmpede fascisterne i gaderne.
Det lille kommunistparti, med bare 6000 medlemmer, kom til at udfylde det tomrum, som blev til overs, efter at den officielle arbejderbevægelse havde nægtet at konfrontere Mosley. Kommunistpartiet blev officielt ledet efter de samme fejlagtige retningslinier, som havde ført til katastrofe i først Tyskland og siden Spanien. Imidlertd betød en kombination af omstændigheder, at de i praksis, på trods af dem selv, fulgte en langt bedre strategi. Pres nedefra, både inden og uden for partiet, forlangte aktiv handling. Hvis de havde ignoreret presset, ville aktionerne have fundet sted uden dem, aktiviteter som de ikke havde råd til at stå udenfor. Paradoksalt nok kom der ikke en katastrofe ud af det, fordi kommunisterne var for svage til at undertrykke kravene.
Den 7. juni 1934 iscenesatte Mosley et massemøde på Olympia i London. Kommunistpartiet mobiliserede for at afbryde det. Uniformerede sortskjorter gav protesterende indenfor voldsomme tæv. Politiet nægtede at intervenere, selv om de arresterede mange af de 5000, der demonstrerede udenfor. Vanen tro offentliggjorde Laubouravisen The Daily Herald to dage efter Olympia et brev fra et Labour-parlamentsmedlem fra Hammersmith, som gav udtryk for at:
Kommunisterne har, ved som sædvanligt at ødelægge sortskjorternes møde, hjulpet fascisterne og skaffet dem folkelig sympati. Vi i Labour frygter ikke virkningerne af Mosleys taler. Lad dem endelig blive hørt. Ytringsfrihed er stadig dyrebar i dag, selvom kommunisterne tydeligvis er modstandere heraf.
Ikke desto mindre var Olympia et vendepunkt i BUF's fremgang. Tilhængere, som Lord Rothermere, bakkede nu ud. Samtidig havde erfaringerne fra Olympia en radikaliserende effekt på dem, som ønskede at stoppe Mosley. Det åbnede øjnene for fascisternes virkelige natur og for, at de kunne være sikre på politiets opbakning.
Mosley var fast besluttet på at vende situationen. Han fulgte op på Olympia ved at indkalde til et massemøde i Hyde Park i London i september 1934. Den koordinerende komite for antifascistiske aktiviteter, en alliance af kommunister og andre venstreorienterede, indkaldte til en moddemonstration. Endnu en gang opfordrede Labourlederne til at boycotte enhver protest af denne art mod sortskjorterne. Det gjaldt bl.a. generalsekretæren for TUC, fællesorganisationen i London og The Daily Herald.
Kommunistpartiet og Independent Labour Party (ILP; Det uafhængige Arbejdeparti) kastede alle kræfter ind i at opbygge til en massedemonstration mod bureaukraternes ønske. Op imod 100.000 antifascister omringede få tusinde sortskjorter, som søgte beskyttelse bag ved 7000 politifolk.
BUF fik latterlige stemmetal ved parlamentsvalget i 1935. Deres håb om støtte fra storborgerskabet, blev gjort til skamme. Mosley skiftede nu kurs og koncentrerede sine forhåbninger om at skabe sig en styrkeposition for fascisterne i ét område – Londons East End.
East End var koncentreret fattigdom. Boligforholdene var oprørende. Produktionen var domineret af små værksteder. Organisationsprocenten var lav. Løsarbejde var det almindelige. Arbejdsløsheden var høj.
East End var også det sted, hvor de jødiske immigranter, som var flygtet fra progromer i Østeuropa og nazismen i Tyskland, flokkedes. Mosley vendte sig mod dem som syndebukke for East Ends fattigdom. Alle Hitlers løgne og hysteriske udfald blev gentaget. Befolkningen i East End fik at vide at: "Den store jøde gør jer arbejdsløse i millionvis, den lille jøde snyder jer, når I stamper jeres sidste skjorte." Sortskjorterne holdt hundreder af friluftsmøder og massemøder i området. Sortskjorterne marcherede gennem de jødiske kvarterer, mens de sang: "The Yids, the Yids, We've Got To Get Rid of the Yids!" Jøder og deres ejendom blev angrebet fysisk. Grupper af arbejdsløse, som var desperate på grund af deres leveforhold, blev tiltrukket af denne blanding af racisme og vold.
Myndighederne tolererede sortskjorternes vold og racehad, mens de arresterede antifascister.
Arbejderbevægelsens ledere gjorde intet imod truslen fra sortskjorterne. Det var igen overladt til kommunistpartiet og Det uafhængige Arbejderparti at møde udfordringen. Det jødiske samfunds officielle ledere forsømte også at mobilisere; men grupper af jødiske ex-soldater og ungdom sluttede op om konfrontationerne med sortskjor terne.
Begivenhederne nåede deres klimaks, da Mosley indkaldte til en march gennem East End's hjerte den 4. Oktober 1936. Indenrigsministeriet nægtede at forbyde den. De jødiske ex-soldater og Det uafhængige Arbejderparti indkaldte til en moddemonstration. I begyndelsen ønskede kommunistpartiet ikke at mobilisere. Det rettede sine bestræbelser ind på at opbygge en enhedsfront med alle slags liberale, konservative og repræsentanter for kirken. At blande sig i gadekampe med fascisterne var blevet noget, som bragte dem i forlegenhed overfor sådanne respektable allierede.
Når alt kom til alt, kunne kommunisterne ikke fastholde linien. Der ville, med eller uden partiets deltagelse, finde massive protester sted mod sortskjorternes march. Tre dage før demonstrationen kastede Kommunistpartiet sine kræfter ind i opbygningen af moddemonstrationen. Labourlederne, Det jødiske ældsteråd, Øst-Londons borgmestre og flere rabbinere og præster pressede på for en boykot.
Hundrede tusinder af arbejdere lod hånt om deres råd. De samlede sig nær ved sortskjorternes samlingssted under parolen "De kommer ikke igennem" – et ekko af republikanernes kampråb "no pasaran" fra Madrids kamp mod Francos belejring.
Styrken blev fordelt, så fascisterne og deres politibeskyttelse blev kanaliseret ned af Cable Street – den gade, som var lettest at forsvare, fordi den var smal og havde mange små sidegader. Højttalervogne, motercykelkurerer og førstehjælpsposter blev organiseret.
Den fascistiske marchs offentliggjorte rute blev blokeret af en stor menneskemængde nær ved samlingsstedet. Som det var blevet almindeligt, prøvede politiet at holde ruten fri ved gang på gang at angribe mængden med stave. Phil Piratin, en kommunistleder fra Stephney, fortæller følgende om, hvordan kampen udviklede sig:
Det var tydeligt at fascisterne og politiet nu ville rette deres opmærksomhed mod Cable Street. Vi var parate. I det øjeblik det blev klart, blev signalet givet til at rejse barrikaderne.
En lastbil blev væltet:
forstærket med dele fra gamle møbler, madrasser og alt hvad du ellers kan finde i pulterkamre, blev det til en barrikade, som politiet ikke havde let ved at komme igennem. Når de angreb blev de mødt med ølflasker, sten og brosten. Nogle af konerne begyndte at kaste mælkeflasker ned fra hustagene. Nogle af politifolkene overgav sig.
Efter dette afblæste politiet simpelthen fascistmarchen. Mosley var blevet stoppet. Piratin skrev:
I Stephney havde de fysiske rammer ikke forandret sig. De dårlige huse, de usle gader og de elendige værksteder var de samme, men folk havde forandret sig. De forekom højere og deres skuldre bredere og så de historier de fortalte! De var "helte" allesammen – mange af dem var det faktisk ... Terroren havde mistet sin betydning. Folk vidste, at fascismen kunne overvindes, hvis de organiserede sig med det formål.
Labourlederne tog afstand fra de antifascistiske aktivister og roste politiet. De satte alle deres kræfter ind på at få vedtaget The Public Order Act i parlamentet. Denne lov forbød fascisterne at marchere i deres sorte skjorter og uniformer. Politiet fik vide rammer, når det drejede sig om at forbyde demonstrationer. Imidlertid var loven i virkeligheden mere rettet mod venstrefløjen end mod Mosleys tilhængere. Kort efter at den var vedtaget, blev 3 antifascister idømt 4 måneders straffearbejde på baggrund af den. Fascisternes marcher fik efter det samme mønster grønt lys til at fortsætte, mens der blev presset et forbud mod faner igennem i forbindelse med fagforeningernes 1. maj-demonstrationer.
Denne type lovgivning stoppede ikke fascisterne. I Tyskland var både brunskjorternes uniformer og stormtropperne forbudt i en periode. Det stoppede dem ikke. Massemobilisering som i Cable Street stoppede Mosley.
Efter Cable Street kunne antifascisterne endelig gå i offensiven. BUF var hele tiden, for flertallets vedkommende, en middelklasseorganisatuion; men i East End's elendighed tiltrak de nogen opbakning i arbejderklassen p.g.a. deres racistiske argumenter. Selv efter Cable Street fik BUF's kandidater i 1937 23,17% af stemmerne ved afstemningen i Bethnal Green og 16,3% i Limehouse. Bydele der var domineret af arbejderklassen.
Det var nødvendigt med en anden kurs for at underminere denne støtte. Mens det var nødvendigt fysisk at konfrontere sortskjorternes hårde kerne, var det nødvendigt med en anden taktik for at få deres tilhængere i almindelighed til at bryde med dem. Det blev gjort ved, at man gik i spidsen for en alternativ reel kamp mod arbejdsløshed og bolignød. Piratin beskriver et vendepunkt i juni 1937:
Paragon Mansions burde have været kondemneret af de lokale myndigheder for 40 år siden, men stod der stadig. Folk boede der med deres familier og husejerne krævede så ublu huslejer som overhovedet muligt for denne slum. Vi havde agiteret og solgt The Daily Worker. Der var blevet dannet en komite af lejere, som vandt sympati og opbakning fra nogen af de interesserede lokale beboere. En dag fik vi at vide, at to af familierne skulle sættes ud næste dag. I den ene familie var der fem børn, i den anden seks. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor disse mennesker ikke selv havde gjort noget ved sagen, og hvorfor de ikke havde fortalt lejerkomiteen om den. Jeg fandt ud af, at begge familier var medlemmer af BUF og naturligvis ikke ønskede at have med os at gøre. Den ene familie ville overhovedet ikke høre på os den aften. Den anden var parat til at lytte.
De to hjem blev forsvaret mod pantefogeden, og det blev opdaget, at familierne havde spurgt BUF om hjælp; men at de havde nægtet at gøre noget.
Nyheden (om sejren) spredte sig meget hurtigt, barrikaderne blev taget ned og "ammunitionen" gemt af vejen. Det var ikke nødvendigt at give nogen lektien ind med skeer. BUF-medlemskortene blev frivilligt og med afsky revet i stykker.
Kommunisterne organiserede en massiv kampagne for flere boliger i East End, og det undergravede Mosleys opbakning.
Der er meget at hente i erfaringerne fra kampene i East End. Da krisen var værst, kastede fascisterne sig over arbejdende menneskers utilfredshed og bitterhed for at skaffe sig opbakning.
De to sider af en vellykket antifascistisk mobilisering – masseaktioner for at smadre nazisternes marcher og masseaktiviteter for at isolere den fra støtte i arbejderklassen – er det vi må gentage i dag.
Jeg tror, at vores store marcher med trommer og flag og faner har en hypnotisk virkning på folk og en voldsom effekt, når det gælder styrkelsen af vores tilhængeres troskab, så deres entusiasme kan opretholdes.
Disse ord er John Tyndalls, fører for den britiske National Front i 1970'erne. I dag er John Tyndall leder af det nazistiske British National Party. Hans ord er et ekko af hans helt, Hitlers.
I midten af 70'erne marcherede National Front. Forudsætningerne var til stede for vækst. Den første økonomiske krise siden krigen skar ned på folks levestandard. Arbejderpartiregeringen skar dybt i lønningerne, i sundhedsvæsnet og på boligområdet. Det eneste, der voksede, var arbejdsløshedskøerne.
I den situation spillede dele af det konservative parti, samlet omkring den tidligere minister Enoch Powell, det racistiske kort. I foråret 76 udviste den afrikanske stat Malawi sin asiatiske befolkningsgruppe. Briterne havde bragt disse uheldige mennesker til landet, da det var en koloni. De havde britiske pas. De forventede naturligvis at finde husly og beskyttelse i Storbritannien. I stedet fandt de fremmedhad. På netop dette tidspunkt accepterede Labour Den internationale Valutafonds krav om voldsomme nedskæringer. Hospitaler lukkede, offentligt boligbyggeri blev indstillet og bevillingerne til uddannelse blev skåret ned.
Det Labour-venlige Daily Mirror udkom med overskriften "Ny flodbølge af asiater til Storbritannien". Den konservative Telegraph erklærede: "Invasion af asiater tvinger bydel til at råbe om hjælp." Selv The Guardian skrev: "Asiater irriterer deres naboer", da hvide naboer angreb en asiatisk familie!
Arbejderpartiregeringens svar var karakteristisk. Parties chef-indpisker, Bob Mellish, sagde i underhuset i maj 1976:
Nationen har gjort alt, hvad den kan gøre. Den har været hæderlig, indlagt sig stor ære; men jeg siger: "Enough is enough!" Vores folk alene kan ikke længere bære byrden. Hvis vi ikke ser det i øjnene nu, vil vi blive nødt til det senere (bifald fra Labour og konservative)... Lad os begynde at tale om, om vi ikke ... kan betale deres returbilletter og deres genetablering i Indien.
Enoch Powell holdt et stort antal opflammende taler om de malawiske asiater og gjorde brug af Mellish's udtryk "Enough is enough!", mens han krævede "repatriering" af sorte "immigranter".
National Front høstede frugterne af pressehysteriet, Powells demagogi og Labour's usle overgivelse til racismen. Som året gik, kunne de registrere stor stemmefremgang. I Blackburn voksede deres stemmeandel, sammen med en anden lille nazistisk gruppes, til 38% ved lokalvalgene. Nazisterne fik valgt to byrådsmedlemmer. I Leicester fik fronten 44.000 stemmer på 48 kandidater og i et lokalt suppleringsvalg i Deptford (Lewisham) i Syd-London fik nazisterne 44% af stemmerne.
I 1977 blev det værre. Under valget til the Greater London Council (Londons byråd; o.a.) i maj stillede National Front op til 85 ud af 92 pladser og fik 119.063 stemmer og henviste de liberale til fjerdepladsen i 33 tilfælde.
På baggrund af det besluttede nazisterne at følge Mosleys eksempel og afholde marcher for at styrke deres opbakning og image ef-ter retningslinier foreslået af Tyndall. I hvert enkelt tilfælde blev de konfronteret af antifascister og beskyttet af politiet.
To begivenheder kom til at stoppe deres fremgang.
Den første var, da National Front blev banket ud af gaderne i Lewisham. Den anden var oprettelsen af Anti Nazi League.
Få måneder før marchen i Lewisham, havde politiet igangsat operation 39 PNH: PNH stod for "Police Nigger Hunt". Sorte unge blev anholdt ved razziaer, der fandt sted tidligt om morgenen, på baggrund af opdigtede røverianklager. National Front benyttede lejligheden til at iværksætte en voldsom kampagne mod sorte og forsøgte at ødelægge forsvarskampagnen for de arresterede sorte unge.
Som i 1930 bad de lokale myndigheder regeringen om at forbyde marchen. Lewishams lokalborgmester, 1500 lokale kristne og TUC ønskede et forbud. Labours indenrigsminister nægtede med henvisning til ytringsfriheden – der var med andre ord frihed til at antænde fremmedhadet.
På selve dagen var der indkaldt til to moddemonstrationer. Den første, anført af den lokale borgmester og den lokale biskop, var indkaldt af ALCARAF (Stor-Londons komite mod racisme og fascisme). Den sluttede flere kilometer fra, hvor nazisterne skulle samles. Deltagerne fik udleveret en løbeseddel, som opfordrede til ikke at nærme sig nazisternes samlingssted og til at benytte sig af "fredelige og lovlige metoder".
Samtidig havde Socialist Workers Party (SWP) organiseret et møde samme sted, som nazisterne skulle samles. ALCARAF's løbeseddel bekendtgjorde følgende: "Vi vender os stærkt imod den provokerende demonstration, som er planlagt af SWP." Imidlertid tilsluttede både sort og hvid lokal ungdom, socialister og veteraner fra kampene mod Mosley sig SWP, for at sikre sig, at nazisterne blev fordrevet fra gaderne. En fjerdedel af Londons politistyrke, som for første gang var bevæbnet med skjolde, kunne ikke beskytte fascisterne. To gange lykkedes det antifascisterne at bryde gennem politikæden og splitte nazisternes demonstration i to dele. Nazisterne flygtede fra valpladsen.
Det var et sviende nederlag for National Front.
Ligesom i Cable Street rakkede pressen og Labour de protesterende antifascister ned. Daily Mirror skrev, at SWP var lige så slemme som National Front. En Labourfunktionær fra West Midlands kaldte SWP for røde fascister. Vicepremierministeren Michael Foot, gennem lang tid på Labours venstrefløj, sagde:
Man stopper ikke nazisterne ved at kaste med flasker eller slås med politiet. Den mindst effektive metode at bekæmpe fascisterne er at opføre sig ligesom dem.
Men den sæbeboble, som National Front havde pustet op, var bristet i Lewisham. Succesen gjorde det muligt for SWP, sammen med forskellige Labour-parlamentsmedlemmer og fremtrædende personligheder, at oprette Anti Nazi League (ANL). ANL sikrede, at National Front aldrig kom til kræfter.
Det lykkedes for ANL i millioners øjne at udstille NF som de nazister, de var. To vellykkede karnevaler i London tiltrak hundredtusindvis af mennesker. Søsterorganisationen Rock Against Racism (RAR) afholdt massevis af koncerter rundt om i landet.
ANL mobiliserede sorte og hvide, jøder og ikke-jøder, unge og gamle. Hver gang nazisterne stak hovedet frem, blev de mødt af endnu flere antifascister. Hver eneste nazistisk løbeseddel blev besvaret med endnu flere ANL-løbesedler. ANL organiserede sig lokalt for at fjerne nazistisk grafitti.
Kampen fortsatte efter det samme mønster. Store manifestationer, større end nazisternes, konfronterede dem, og de måtte beskyttes af politiet. Højdepunktet blev nået under valgkampagnen i 1979, da 3000 politifolk kom i slagsmål med antifascister, som protesterede mod et National Front-møde i Southhall, i Vest-London. Her tog politiet hævn for Lewisham og dræbte SWP-medlemmet Blair Peach.
Ikke desto mindre røg NF ind i en nedadgående spiral efter 1979, og den britiske fascistbevægelse oplevede 10 års ørkenvandring. ANL blev en model for, hvordan man kan organisere mod nazisterne.
En skuffet NF-leder, Martin Webster, fortalte bittert om sin frustration over ANL's succes ved en injuriesag anlagt mod ham af ANL i 1982. Før 1977, sagde han, var NF ikke til at stoppe, og påstod, at han havde været på vej til at blive premierminister.. Så var ANL pludselig allevegne og gav dem klø. Alene størrelsen af ANL's demonstrationer på gaden betød, at det viste sig at være umuligt at få frontens medlemmer derud. Deres rekruttering gik i bund, og deres stemmer forsvandt. Nazisterne havde tabt – de var slået fysisk og moralsk.
Sidst opdateret 30.3.2008