Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Tyskland: Nederlag gennem splittelse
Spanien: Nederlag pga. handlingslammelse
Nazismen bliver ofte karakteriseret som en del af den tyske nationalkarakter. Dette er i sig selv en racistisk myte. Samtidig gør det os blinde for det faktum, at Hitler aldrig blev valgt med støtte fra den tyske arbejderklasse. Den var selv blandt hans første og største ofre.
Hitler blev udnævnt til kansler i Tyskland i 1933 af præsident Hindenburg. Ved valgene bare uger inden var de stemmer, der samlet gik til socialdemokrater og kommunister flere end nazisternes.
Selv efter at Hitler kom til magten i januar 1933 og igangsatte en bølge af terror over hele Tyskland, kunne socialdemokraterne stadig samle syv mill. stemmer og kommunisterne fire og en halv mill.. Fagforeningerne forblev relativt immune overfor nazisterne. I marts 1933 fik nazi-kandidaterne kun omkring 3% af stemmerne ved valget til fabrikskomiteerne.
Dette var ikke overraskende. Volden, nazisternes organisation og deres teknikker, den støtte de fik fra den tyske herskende klasse, fra hæren og politiet fortæller noget om den tyske arbejderklasses styrke og den magt, som behøvedes for at ødelægge dens organisationer. Imidlertid var nazisterne i stand til at blive stærke på baggrund af både den økonomiske krise og venstrepartiernes manglende evne til at lede en effektiv kamp.
I 1928 havde SPD ni millioner stemmer, 900.000 medlemmer og 4 millioner tilknyttede fagforeningsaktivister. Kommunisterne kunne prale af 3 millioner stemmer. På dette tidspunkt havde nazisterne blot 2,5% af stemmerne.
Et år senere blev Tyskland trukket ned i et økonomisk sammenbrud. I 1933 var 3 millioner på arbejdsløshedsunderstøttelse. Store dele af middelklassen måtte indstille sig på et liv på gaderne. Socialdemokraterne, som havde været i koalitionsregeringer med forskellige liberale partier, forekom at være ansvarlige for meget af dette. Middelklassens traditionelle partier tilbød ingen udvej.
Politiske ideer, som havde set ud til kun at kunne tiltrække højreorienterede særlinge, blev nu udbredt i stor målestok. Man skabte den myte, at krisen var skabt af jødiske bankejere. Man lagde skylden på det tyske imperiums deling efter den 1. verdenskrig. Hitler satsede på begge spørgsmål for at skaffe sig masseopbakning. Nazisterne tiltrak også grupper af uorganiserede arbejdere og arbejdsløse, som desperat søgte enhver løsning, der var til at få øje på.
Utilfredsheden med det regerende socialdemokrati viste sig ved valget i september 1930. Kommunisterne forbedrede deres stemmeandel med en tredjedel til 4.600.000. Men de blev overgået af nazisternes pludselige, skræmmende sejr. Fra intet voksede deres stemmeandel med 800% til 6.400.000.
Roden til denne succes var venstrepartiernes fejltagelser. Den første fejl var socialdemokratiets (SPD) afvisning af at gå imod nazisterne.
Det socialdemokratiske parti var – ligesom Labour – fuldstændig besluttet på at arbejde gennem parlamentet og de eksisterende statsinstitutioner. De tog afstand fra det synspunkt, at forandring kommer fra neden gennem kamp på arbejdspladsen og på gaden. Således havde socialdemokraterne, da de var i regering, blodigt undertrykt den revolution, som havde afsluttet 1. Verdenskrig og rystet den tyske kejser. De havde allieret sig med mange af dem, som skulle komme til at spille en central rolle i nedskydninger af arbejdere og mord på ledere af det fremvoksende kommunistparti.
Nu afholdt SPD-ledernes bekymring for republikken dem fra at kæmpe mod nazisterne. De havde deres egen militære afdeling, Reichsbanner, og havde kontrol med regeringen i Preussen, Tysklands største stat. De gjorde dog intet for at forholde sig til befolkningsflertallets økonomiske vanskeligheder, og hvad mere var, da det kom til stykket, smeltede denne tilsyneladende imponerende styrke lige så stille bort.
Da den reaktionære Hindenburg blev nomineret som præsidentkandidat stillede de socialdemokratiske ledere sig bag ham, fordi de mente, at han var et mindre onde end Hitler. Som situationen tilspidsede sig i 1932, tvang centralregeringen, i strid med grundloven, SPD fra magten i Preussen. Alligevel blev hverken det SPD-kontrollerede politi eller Reichsbanner mobiliseret, da arbejderne forberedte sig på at modsætte sig regeringens skridt ved en generalstrejke, og kommunister og andre bekæmpede nazisterne i gaderne. Den store styrke fik lov til bare at gå i opløsning.
I starten af 1933 accepterede SPD-lederne endda Hitlers udnævnelse og afslutningen på alt demokrati, fordi udnævnelsen var lovmedholdelig.
Kommunistpartiets strategi gjorde det på den anden side umuligt at skabe enhed mellem de millioner af arbejdere, som støttede begge de store venstrepartier.
For det første undervurderede kommunisterne totalt den truende katastrofe. De udråbte valgene i 1930 som en triumf for dem selv. Kommunistpartiets dagblad annoncerede dagen efter at: "I går aftes var Hr. Hitlers store dag, men nazisternes såkaldte valgsejr er begyndelsen til enden."
Imidlertid havde nazisterne i 1931 100.000 stormtropper på gaderne. Nøglesektioner af den herskende klasse som f.eks. kulbaronen Kirdorf og stålmagnaten Thyssen finansierede dem allerede. Dele af hæren flirtede med Hitler.
Kommunisternes anden fejltagelse var at stemple socialdemokraterne, og ikke nazisterne, som hovedfjenden. De kaldte endda socialdemokraterne for socialfascister.
Det var en katastrofal politik. Den rejste en massiv mur mellem de mest militante tyske arbejdere, som samlede sig om kommunistpartiet og det større antal arbejdere som identificerede sig med SDP. Mange af dem var utilfredse med deres lederskab. De socialdemokratiske ledere argumenterede for, at man skulle forlade sig på, at loven og politiet ville stoppe nazisterne. Dette viste sig dog ikke at holde stik i Preussen, hvor stormtropper huserede i gaderne, og regeringen blev fjernet med et dekret. Men kommunisterne kunne ikke nå det brede lag af mennesker, som ønskede at kæmpe, fordi de brugte så meget energi på at tage afstand fra socialdemokraterne i stedet for nazisterne.
Trotskij argumenterede for, at selv om socialdemokraternes generalieblad var blakket, så var de selv på nazisternes dødsliste. For det andet ønskede deres tilhængere et lederskab i kampen mod Hitler. Det betød, at det var muligt at tvinge socialdemokraterne til at gå i aktion.
Det, der fulgte af dette, var en strategi, som kunne forene alle de som ønskede at gå til modstand mod nazisterne – enhedsfronten. Med Trotskijs ord: enhedsfrontens politik har til opgave at skille dem, som vil kæmpe, fra dem som ikke vil. Han advarede:
I øjeblikket ligger nationalsocialisternes styrke ikke så meget i deres egen hær, som i det skisma deres dødsfjender står i. Men det er præcis den fascistiske trussels realitet, dens vækst og det, at den er så tæt på, bevidstheden om nødvendigheden af at undgå den for enhver pris, som uundgåeligt må presse arbejderne til enhed i selvforsvarets navn.
Det betød ikke, at man skulle begrave uoverensstemmelserne mellem dem, som ønskede at reformere systemet, og dem, som ønskede at styrte det. Det betød enhed om bestemte aktioner, mens man samtidig argumenterede for sine synspunkter. Trotskij opsummerede:
Marchér hver for sig, men slå til i fællesskab! Bliv blot enige om, hvem I skal slå til imod, hvordan og hvornår.
Fjernt fra en sådan politik fortsatte kommunistpartiet med at rette skytset mod "socialfascisterne". Det nåede groteske højder i 1931, da kommunisterne bakkede op bag nazisternes kampagne for en folkeafstemning i Preussen med det formål at få fjernet den socialdemokratiske regering.
I 1932 var 8 millioner tyskere arbejdsløse. En tredjedel af bybefolkningen var på understøttelse. Reallønnen var faldet med en tredjedel. Nazisterne havde nu 400.000 stormtropper.
Stormtropperne fik frie hænder til at sprede deres terror. Kommunistpartiet mobiliserede imod dem; men kunne kun regne med sine egne medlemmer og sympatisører.
Alene i Preussen var der 461 optøjer i juni og juli 1932. 82 mennesker omkom og 400 blev alvorligt sårede. Der er ingen tvivl om den enkelte kommunists heroisme – 30 partimedlemmer blev dræbt. Hitlers propagandachef Goebbels blev jævnligt jaget ud af arbejderkvartererne af kommunisterne. De kunne imidlertid ikke tilbyde flertallet af arbejderne noget lederskab og blev slået i gadekampene, hvor politiet systematisk støttede nazisterne.
Trotskij pegede på en anden vej, idet han sammenlignede nazisternes sociale basis med venstrefløjens:
Fascismens hovedstyrke består stadig af småborgerskabet og den nye middelklasse ... Målt med valgstatistikkens alen vejer tusind fascistiske stemmer det samme som tusind kommunistiske ... Men målt med den revolutionære kamps alen, repræsenterer tusind arbejdere på en stor fabrik en kraft hundrede gange større ... størstedelen af fascisterne er menneskeligt affald.
De tyske arbejderes kollektive styrke blev aldrig prøvet mod de nazistiske bander. Alligevel viste tyske arbejdere gang på gang, at de kun ventede på et klart lederskab i konfrontationen med Hitler. Ved slutningen af januar 1933 gav Hitlers kup anledning til:
... noget der i virkeligheden var de mest imponerende demonstrationer af den tyske arbejders modstandsvilje. Om eftermiddagen og aftenen den 30. januar fandt spontane og voldsomme massedemonstrationer sted i tyske byer. Delegationer fra fabrikkerne ... fra alle dele af landet kom samme dag til Berlin for at afvente marchordre.
Der kom ingen. Socialdemokraterne accepterede, at Hitler var kommet "legalt til magten". De kommunistiske lederes realitetssans var ikke meget bedre. De mente, at Hitler kun ville holde i kort tid, hvorefter de selv ville komme til magten. "Efter Hitler kommer vi," sagde man, samtidig med at tusinder af kommunister blev sendt af sted til koncentrationslejrene.
Hitlers sejr blev skabt af venstrefløjens fejltagelser. Den stærkeste arbejderbevægelse i Europa blev aldrig mobiliseret til kamp. Prisen kunne ikke have været højere.
Som Tyskland var et signal til fortvivlelse, var den spanske borgerkrig, som brød ud tre år senere, et tegn på håb. Her var der en chance for at stoppe fascismen, før den opslugte verden i krig og massemord.
Enhed blev feltråbet over hele verden. Imidlertid blev det tyske venstres fejlslagne linie, nemlig ikke at kunne forenes i kamp, nu vendt 180 grader. Enhed skulle opnås med hvem som helst, selv politikere fra middel eller overklassen, også selv om prisen var, at man med sikkerhed fraskrev sig muligheden for effektive aktioner. Det førte det spanske kommunistparti ind i en position, som grundlæggende svarede til de tyske socialdemokraters: gør intet der kan true status quo, tag ikke ledelsen af militante kampe, det kan betyde tab af respektabilitet.
En folkefrontsregering blev valgt i februar 1936. Den bestod af 2 liberale partier, de to vigtigste catalanske nationalistiske parter, Det baskiske Nationalistparti, Socialistpartiet, Kommunisterne og den vigtigste faglige landsorganisation.
De var alle enige om at modsætte sig fascismen – men også om at forsvare den spanske republik og den eksisterende sociale orden. Socialismen var taget af dagsordenen.
Imidlertid var Spanien i 1936 opdelt efter klare klasselinier. Indtil 1931 havde det været regeret af et monarki som foretrak militært diktatur. Diktaturet forsvandt i en bølge af folkelig entusiasme. Strejker, folkelige opstande og mislykkede kupforsøg prægede de følgende år. Over- og middelklassen vendte sig til hæren og til det fascistiske Tyskland og Italien efter frelse. I juli 1936 stod det klart, at enten venstre eller højre blev nødt til at handle.
General Franco tog initiativet for højrefløjen. Efter at have taget magten i den spanske koloni Marokko, krydsede hans tropper havet og gik ind i Spanien. Militære garnisioner gjorde, støttet af lokale fascister, oprør overalt i landet.
I Madrid nægtede regeringen at anerkende, at der var et oprør i gang – selv efter at den tredjestørste arbejderby i Spanien, Sevilla, var blevet slagtet. De respektable republikanske politikere, der ledede Folkefronten, håbede at komme overens med generalerne.
Fra begyndelsen tog den spanske arbejderklasse ledelsen af kampen mod opstanden og slog den ned i fem af de syv største byer. I Barcelona gik man længere endnu. Anarkister og venstreorienterede militser tog kontrol med byen. Fabrikker blev overtaget af arbejderne. Bevæbnede arbejdere patruljerede i gaderne.
Kolonner af arbejdere bevægede sig fra byen ind i det nærliggende Aragon og vandt folkelig opbakning, da de gav bønderne jord – den eneste vellykkede offensiv fra republikkens side i krigen.
Modstanden betød, at Francos korstog ikke bare blev endnu et militærkup – hvor blodige de end kan være. Han var nødt til at overtage og bruge det spanske fascistparti, Falangen, og han var nødt til at bruge sprog og teknikker hentet fra den tyske og italienske fascisme.
Fascismen i Spanien rettede sig mod andet og mere end smadring af arbejderklassen. Den angreb også enhver, som ikke sluttede op om dens snæversynede religiøse vision. Det indebar også, at fascisterne vendte sig mod dele af den herskende klasse som f.eks. industrialister i Catalonien og Baskerlandet. Det indbefattede jøder og frimurere. Det betød døden for enhver tanke om seksuel frihed eller frihed for Spaniens mange nationale mindretal.
Ansigt til ansigt med dette, klyngede den centrale republikanske regering i Madrid sig til folkefrontsstrategien og dermed til opretholdelsen af alliancen mellem venstrefløjen og de liberale politikere. På den måde håbede de at forhindre, at middelklassen eller endda dele af den herskende klasse stillede sig på fascismens side.
For at nå det mål var Madrid regeringen tvunget til at nedkøle en revolution under udvikling for at berolige overklassen og ikke gøre noget, som kunne irritere de to største europæiske demokratier, Frankrig og Storbritannien.
Det betød, at man kastede chance efter chance overbord. Francos oprør startede i Marokko, som havde kæmpet længe og hårdt for sin uafhængighed. Alligevel ville Madrid-regeringen ikke erklære landet uafhængigt, på grund af den betydning, det eventuelt kunne få for de franske eller britiske kolonier.
Da Storbritannien og Frankrig foreslog, at de europæiske lande ikke skulle hjælpe nogen af siderne i den spanske konflikt, accepterede Madrid det. Ingen af disse lande leverede våben, og de blokerede forsyninger til republikken, mens Tyskland og Italien, som også havde undertegnet ikke-interventions-pagten, hældte våben og soldater ind.
I de fascistisk besatte områder ville Madrid-regeringen ikke tilbyde bønderne jord – et skridt som kunne have undermineret Francos opbakning. Sådanne skridt, blev det sagt, ville skræmme middelklassen væk.
Endelig blev de bedste våben og hærenheder trukket bort fra kampen mod fascisterne og vendt mod arbejdermagten i Barcelona.
I maj 1937 gik sikkerhedsstyrkerne i aktion for at overtage kontrollen med telefonnettet. De blev afvist, og der fulgte en uge med kampe i gaderne. Anarkisterne og andre venstreorienterede, som var imod kommunistpartiet, kunne have overtaget kontrollen med byen – men de nægtede at gøre det. Deres ledere var også af den opfattelse, at Madrid-regeringen skulle opretholdes, koste hvad det ville. Barrikaderne blev revet ned, regeringsstyrkerne gik ind i byen og indførte et terrorregime.
Borgerkrigen fortsatte indtil begyndelsen af 1939. Men republikken kæmpede en konventionel krig, som den ikke kunne vinde. Arbejdermagtens inspiration var gået tabt, ofret på folkefrontsstrategiens alter. Da klassekampen blev taget ud af ligningen tippede de italienske og tyske våben balancen til fordel for Franco.
Det var en simpel lærestreg. Arbejderklassens styrke havde kastet fascismen tilbage i begyndelsen og var gået i offensiven imod den. Men styrken var underordnet hensynet til opretholdelsen af enheden med de liberale politikere. Prisen for det blev, at Franco regerede Spanien indtil 1975.
To store unødvendige nederlag til fascismen blev det til i 1930'erne. I Tyskland førte splittelse til handlingslammelse. I Spanien sprang handlingslammelse ud af ønsket om respektabilitet.
Sidst opdateret 30.3.2008