Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Sidste gang fascismen fik fodfæste i et moderne industrisamfund førte det til Hitlers holocaust.
Seks millioner jøder blev slagtet af nazisterne. To og en halv million polakker blev udslettet, 520.000 sigøjnere, 473.000 russiske fanger blev myrdet, 100.000 "undermennesker" blev slået ihjel, fordi de var psykisk syge eller fysisk handicappede, titusinder af socialister, kommunister, homoseksuelle og andre "usunde elementer" blev dræbt.
Nazisterne startede deres march mod dette slagteri med at tale om repatriering af jøder. I dag er det Le Pen og John Tyndalls (en kendt britisk fascist o.a.) mål at begive sig ud på det samme blodige spor ved at kræve udvisning af ikke-hvide fra Frankrig og Storbritannien. Vi kender slutresultatet fra historien. Lederen af Hitlers terror-politi, SS, pralede:
Jeg har tømt de største jødiske ghettoer i området...Ved slutningen af dette år vil det jødiske spørgsmål være løst i alle de besatte områder. Kun enkelte jøder, som det er lykkedes at slippe igennem nettet, vil være tilbage. Derefter vil vi begynde at løse problemet med ikke-jødiske partnere i blandede ægteskaber og problemet med halvjøder systematisk og fornuftigt, og vi vil finde en løsning og sætte den i værk... Vi har alle spurgt os selv om kvinderne og børnene? Jeg har besluttet, at også dette spørgsmål har krav på et klart svar. Jeg finder ikke, at jeg ville kunne forsvare at skille mig af med mændene – at have slået dem ihjel med andre ord – bare for at tillade deres børn at vokse op og hævne sig på vore sønner og deres sønner. Vi er nødt til at beslutte os, hvor hårdt det end må være, til at denne race må fjernes fra jordens overflade.
Prøv at oversætte disse forfærdelige ord til dagens Storbritannien eller Danmark. Det ville betyde døden for alle sorte mennesker, alle jøder. Det ville betyde, at man udryddede enhver som var gift med en sort eller en jøde, alle som havde et forhold til en sort eller en jøde eller ethvert barn, som var resultatet af disse forhold.
Hele samfundslivet blev reduceret til kaserneliv. "Der er intet privatliv," erklærede den nazist, som havde ansvaret for arbejdskraften. "Folkene," sagde han, "og de enkelte mennesker inden for hvert folk er som børn. Politikeren må kontrollere alting." Nazisterne bestemte, hvem der kunne blive født, og hvem der ikke kunne, hvem der kunne gifte sig og hvem ikke, og hvem der kunne få børn og hvem der ikke kunne. Titusindvis af "usunde" personer blev steriliserede eller kastrerede. Nazisternes slogan for kvinder var enkelt – "Kinder, Kirche, Küche".
Enhver selvstændig eller frivillig organisation, som ikke passede til en sådan skematisk centralstyring blev gjort ulovlig – fra KFUM til drengespejderne. Enhver tanke, som var det mindste anderledes, blev undertrykt – ikke bare socialistiske ideer, men også religiøse eller videnskabelige.
Dog er fascismen ikke kun et angreb på minoriteter, den er et frontalangreb på samfundets store flertal – arbejderklassen. I Italien tog Mussolinis fascister magten i 1922 for at gøre en ende på flere års oprør fra arbejderklassens side. Også i Tyskland var det fascismens mål at gøre en ende på arbejderklassens modstand.
To år efter Hitlers sejr var lønningerne beskåret med op til 40%. Arbejderledere på alle niveauer blev arresteret, tortureret og myrdet og deres ejendom konfiskeret.
Dette er terror i stor skala; men fascismen er mere end det. Den adskiller sig fra andre former for diktatur ved sine mål og metoder.
Fascismen kan vokse, når arbejdsgiverne føler sig tvunget til fuldstændigt at ødelægge, at atomisere arbejderklassens organisationer. De er ikke i stand til at gøre dette med andre politistaters almindelige metoder. I Storbritannien f.eks. ville 200.000 soldater og 120.000 politifolk ikke være nok til at bryde og splitte enhver modstand fra 23 millioner arbejdere. Fascismen bygger derfor på en massebevægelse inden for samfundet, som kan smadre arbejderklassen. Sådanne bevægelser er, som vi skal se, først og fremmest blevet rekrutteret fra middelklassen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij udtrykker det:
... fascismens historiske funktion er at smadre arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og undertrykke politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne er ude af stand til at regere og dominere ved hjælp af det demokratiske maskineri.
I dag er de groteske billeder af de døde og døende i Auschwitz ætset ind i de fleste menneskers sind. Det er derfor ikke underligt, at fascismen ofte opfattes som en slags vanvid der river hele nationer med sig. Men den er mere ned det, den har sin egen perverse logik. Den bliver bygget op og båret frem af kapitalismens egne svagheder.
Fascismen er aldrig kommet snigende ind på samfundet. Den har kun haft succes ved stormangreb i perioder med dyb social krise.
Fascistiske bevægelser kan komme til magten når to betingelser er opfyldt. Den første er, at magthaverne – ejerne af store industriforetagender, dommerstanden, hærcheferne – har givet op. De er så desperate, at de vil opgive deres almindelige styreforms relative ro og kaste deres lod i vægtskålen til fordel for de ideologisk forrykte bøller, med den risiko det indebærer. Den anden forudsætning er, at fascisterne selv allerede har bevist, at de er i stand til at være til nytte for magthaverne. Til det formål har de brug for at skabe en organisation med styrke til at terrorisere en svækket eller splittet arbejderklasse.
Der er ingen tvivl om, at magthaverne vil træffe et sådant valg, hvis det bliver nødvendigt. Når alt kommer til alt, var det præcis hvad der skete i 1930'erne. Hitler tog magten, efter at de største virksomheds- og bankejere kynisk havde besluttet at stille sig bag ham. I Spanien udråbte den katolske kirke, da Franco gjorde oprør mod en demokratisk valgt regering, hans sag til et korstog.
Det etablerede samfund valgte fascismen fordi kapitalismen, som var kommet rystet ud af den første verdenskrig, var under belejring af revolution og økonomisk krise. Imperierne var revet i stykker. I Rusland tog arbejderne magten. I Tyskland var de tæt på at følge efter i 1919 og 1923. I Ungarn måtte franske tropper styrte en arbejderrepublik. Verden oplevede igen en dyb økonomisk krise i de tidlige 1930'ere. Endnu en gang red revolutionens spøgelse virksomheds- og bankejere som en mare. De vidste, at de ikke kunne forlade sig på deres hære. Selvom de var immune overfor den klassekamp, de var midt i, var der ganske enkelt ikke soldater nok til at kontrollere hver fabrik og hver gade.
Hitlers bøller havde imidlertid i 1933 samlet tilstrækkelig styrke til at kunne gøre krav på at være i stand til at løse opgaven: at tilintetgøre truslen fra arbejderklassen. Han kunne prale af 400.000 stormtropper, som var klar til at gå i aktion mod enhver opposition. Hvordan havde han gjort det?
Wall Street-krakket i 1929 indvarslede den dybeste krise i historien. Europas middelklasse måtte pludselig se deres verden bryde sammen omkring dem.
De var ikke de eneste ofre. Arbejderklassen blev ligeledes ramt af depressionen. Men arbejderklassen havde fagforeninger og en tradition for kamp mod arbejdsgiverne. De blev ramt af krisen, men de havde i det mindste muligheden for at svare igen i form af kollektiv kamp og organisation.
Middelklassen var i en anden situation. Den havde ingen tradition for kollektiv solidaritet. De havde ingen mulighed for at iværksætte nogen virkelig kamp mod magthaverne. Hvis arbejderklassen havde været i offensiven og vist muligheden for at bygge noget fundamentalt anderledes op, så ville hovedparten af middelklassen måske have sluttet op i rækkerne. Det var imidlertid ikke situationen i Tyskland. Arbejderklassens kamp var defensiv. Det lykkedes ikke arbejderpartierne at inspirere til kamp. Socialdemokraterne var i en udsat position som regeringsparti, og kommunisterne havde det stalinistiske Rusland som model.
Der var et tomrum i det desperate miljø. Demagoger som Hitler og Mussolini satte sig i bevægelse for at fylde tomrummet ud og opsamle et stort antal desperate mennesker fra middelklassen. De kunne tilbyde simple svar i en verden, der var gået amok. Internationale jødiske finansfolk og jødiske kommunister, sagde de, havde sammensvoret sig for at ødelægge samfundet, arbejderne var grådige og fagforeningerne var styret af "marxister". Fascisterne hægtede sig på den nationalistiske frustration for at give deres tilhængere en følelse af formål.
De fascistiske ledere hævdede, at de forsvarede "den lille mand" – den lille forretningsmand, lægen, sagføreren, soldaten som havde det svært, ordentlige folk som blev trukket ned i sølet. Det virkede, som om de fra dens dybe fortvivlelse bragte middelklassen – småborgerskabet – på fode og gav den et banner at samles om.
Mens nazisterne skabte deres kampgrupper af den slags "menneskeligt affald" – for at bruge Trotskys udtryk – begyndte kapitalistklassen at se den nye fascistiske massebevægelse som dens redningsmand. De kunne sætte den nye styrke ind i kampen for at ødelægge arbejderklassens organisationer og genoprette deres profit.
Som Trotskij beskriver det:
... bestod fascisternes politiske kunststykke i at slutte småborgerskabet sammen i en enhed gennem en grundfæstet fjendtlighed overfor proletariatet. Hvad skal der gøres for at forbedre tingenes tilstand? Først og fremmest må vi sparke nedad. Magtesløse overfor storkapitalen håber småborgerskabet i fremtiden at genvinde sin sociale værdighed ved at overmande arbejderne.
Men når fascismen først har magten, tjener den kun storkapitalens interesser:
Den tyske fascisme kom som den italienske til magten på ryggen af småborgerskabet, som den gjorde til en murbrækker mod arbejderklassen og de demokratiske institutioner. Men fascismen ved magten er langt fra småborgerskabets regering. Tværtimod er det monopolkapitalismens mest skånselsløse diktatur. Mussolini har ret: Klasserne mellem borgerskabet og arbejderklassen er ude af stand til at skabe en selvstændig politik. I perioder med alvorlige kriser er de kaldede til at reducere en af de to hovedklassers politik til det absurde. Det lykkedes fascismen at placere dem i kapitalens tjeneste.
Men for at komme til den situation, at en fascistisk bevægelse er til nytte for magthaverne, må den allerede have bevist, at den er en terrororganisation. Det er derfor, at gaden og magten i gaderne er så afgørende for fascisterne. De kan ikke benytte sig af den form for kollektiv magt, som arbejderne har inde på fabrikkerne. Strejken er ikke en del af deres våbenarsenal. De er henvist til at skabe en tilsyneladende uovervindelig terrorhær, som kan kontrollere hele bydele.
Hitler havde fat i dette fra starten.: "Massedemonstrationer", skrev han, "må brænde den overbevisning ind i den lille mands sjæl, at er han blot en lille orm, så er han dog en del af en stor drage." Nazisternes propagandachef Goebbels sagde: "Den som kontrollerer gaderne, vinder også masserne, og den, som kontrollerer masserne, vinder derigennem staten."
Storkapitalen brød sig ikke om at lægge sin skæbne i hænderne på en tidligere malersvend som Hitler; men han lovede at ødelægge kommunisterne, fagforeningerne og det socialdemokratiske parti. Dyb desperation drev storkapitalen til denne løsning.
Fascismen er derfor en massebevægelse, som primært baserer sig på middelklassen, som søger at smadre alle former for opposition og som i sidste ende arbejder i storkapitalens interesse. Den er en sygdom som svækker og demoraliserer arbejderklassen, imens den udvikler sig, og som til slut viser sig at være dødelig.
Heraf følger flere pointer. For det første at fascismen, hvis den har succes, repræsenterer en uovertruffen katastrofe for det store flertal af befolkningen. Selv under konservativt styre og endda under langt mere diktatoriske regimer, som vi har kendt til i Storbritannien, kan folk stadig slås, de kan stadig organisere i det mindste en slags forsvar. Under fascismen er al modstand udslettet i årevis, hvis ikke for årtier.
For det andet kan ytringsfrihed og andre aspekter af demokratiet, som det er lykkedes os at opnå, ikke på nogen mulig måde forsvares ved at give nazisterne ret til at tale frit. Den anklage som de, som effektivt forsøger at gå til modstand mod nazisterne, ofte får kastet i hovedet – at det ville være bedre at vinde over dem i en fornuftig diskussion – er fuldstændig forkert. For det første får nazisterne magt gennem terror, ikke gennem deres argumenters kraft, og hvis de får magt, vil det gøre en ende på al ytringsfrihed og alle andre former for demokrati. Det er derfor socialister, som er helhjertede tilhængere af ytringsfrihed og åben debat siger, at nazisterne netop må bringes til tavshed, hvis man vil stå vagt om disse frihedsrettigheder.
Det tredje afgørende forhold, som hænger sammen med den fascistiske bevægelses natur, er, at direkte konfrontation med dem i gaderne er absolut nødvendig. Som vi har set, anså Hitlers nazister kontrollen med gaderne som afgørende. Militaristiske marcher, trommer o.s.v. tjener to formål for fascister. Den ene er, at uden modstand kan de terrorisere dem, som ikke er enige med dem, til tavshed. Den anden er, at det at være en del af en magtfuldt udseende bevægelse i gaderne er den eneste måde, hvorpå de arbejdsløse, middelklassen og andre udstødte i samfundet kan blive overbevist om, at de er en del af noget betydningsfuldt.
De kan ikke føle sig som en del af "den store drage", hvis de hele tiden bliver drevet væk fra gaderne.
Et andet nøgleelement i enhver kamp følger af dette. Den eneste måde til effektivt at gå til modstand mod nazisterne er at opbygge en samlet kamp imod dem, der inddrager så mange mennesker som muligt.
Dette betyder, at man skal holde sig fri af to faldgrupper. Den ene er at sige, at vi må undgå enhver handling, som vil genere disse mennesker. F.eks. bløde konservative parlamentarikere eller "liberale" arbejdsgivere, som måske siger, at de beklager fascismen; men som altid vil bakke ud, når det drejer sig om at konfrontere nazisterne. Hvorom alting er, så viser tidligere erfaringer, at sådanne mennesker i den sidste ende foretrækker nazisterne frem for arbejderklassens sejr. Venstrefløjen faldt ofte i den fælde i 1930'erne, nemlig at opbygge brede demokratiske alliancer eller folkefronter. Det var især tilfældet i Spanien. Den modsatte grøft består imidlertid i at sige, at da flertallet af arbejderklassen følger folk som Neil Kinnck og Norman Willis, er de ubrugelige, da deres ledere vil være meget modstræbende, når det gælder om at sætte en virkelig kamp mod fascisterne i værk. Det var, som vi skal se, den katastrofale politik, som det tyske kommunistparti fulgte.
Det, der i stedet er brug for, er en anti-nazistisk bevægelse, som leder brede lag i virkelig kamp mod fascisterne. Da fascisterne lever af splittelse og passivitet, er det nødvendigt at modsætte sig dem gennem enhed og aktivitet. Det er det enhedsfronten betyder.
En sådan enhed bliver muliggjort af selve den fascistiske trussels natur. Da de nazistiske stormtropper blev sluppet løs i 1930'erne, var deres ofre ikke kun det yderste venstre. Alle arbejderklassens organisationer skulle ødelægges, selv dem som loyalt bakkede op om status quo. Neil Kinnock og Norman Willis' tyske modstykker blev kastet i koncentrationslejr. Arbejderklassen blev splittet, desorganiseret og terroriseret.
Det er rigtigt, at mange Labour-ledere og fagforeningsbosser vanemæssigt undertrykker de fleste kampe, selv om det til tider er i deres egen interesse at kæmpe. Men trusler af denne størrelse, mod minoriteter, mod alle arbejdere og størstedelen af samfundet fra en bevægelse som sidste gang førte til gaskamrene, betyder, at det er muligt at samle disse mennesker til modstand – hvis tingene bliver gjort på den rigtige måde. Vi har en rigdom af historiske erfaringer, gode som dårlige, at trække på.
Sidst opdateret 30.3.2008