Skrevet af Karl Radek, september 1918, som forord til N. Bukharin: Kommunisternes Program.
På dansk i N. Bukharin: Kommunisternes Program, Europæisk Forlag, uden udgivelsesår (men formentlig 1918-19), s.5-44. Oversat af “Rosta”.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 18. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Hvad er Kommunisme? Dette Spørgsmål besvarede den ungdommelige Friedrich Engels i et Udkast til det kommunistiske Manifest i Året 1847 således: »Kommunismen er Læren om Betingelserne for Arbejderklassens Sejr.« I Overensstemmelse med denne Erklæring, som allerede indeholder hele Ånden i den videnskabelige Socialisme, gik Marx’ og Engels Værk i første Linie ud på i det kapitalistiske Samfunds Udvikling at finde Betingelserne for Arbejderklassens Sejr for at gøre disse til Udgangspunkt for den kommunistiske Virksomhed. Hermed var Udviklingen fra Utopi til Videnskab fuldbyrdet. Marx’ og Engels’ Forløbere, de utopistiske Socialister, har udrettet et stort Arbejde ved Karakteristikken af det borgerlige Samfund. Den grumme Fourier, som lugtede og demaskerede det bestående Samfund fuldstændigt, den som Faust geniale Saint-Simon, som med Lynets Hastighed med et Par Ord kunne belyse hele Epoker i den menneskelige Historie; Owen, som ‘med dyb og kærlig’ Forståelse trængte ind i den menneskelige Natur og med Ord og Pen beviste dens Afhængighed af den økonomiske Udvikling. Alle disse leverede Byggesten til den videnskabelige Socialismes store Bygning. Uden dem var Marx’ Værk utænkeligt. Men til Trods for den dybtgående Kritik af det kapitalistiske Samfund, forstod Marx’ Forløbere ikke selv i dette Samfund at finde de vægtige Kræfter, som kunne overvinde det. Derfor måtte de spille det historiske Forsyn, udarbejde Planer til Menneskehedens Redning ud af Kapitalismens Kløer, Planer, hvis eneste svage Side var, at Bygmesteren, som efter deres Mening kunne hæve Menneskehedens Tempel mod Himlen, manglede. Marx og Engels viste, hvorledes Produktionskræfternes Udvikling under Kapitalismens Herredømme stadig måtte munde ud i større og større Anarki og Slaveri for Masserne, men hvorledes den samtidig ved Industriens Koncentration, ved Dannelsen af en stærk Arbejderklasse og ved at fylde dennes Sind og Hjerte med Tankerne om en ny Ordning, ved den jernhårde Vilje til at tilkæmpe sig den, – selv skaber Grundlaget for Socialismen. Marx og Engels viste det internationale Proletariat, at dets Sejr, Socialismens Sejr, var en historisk Nødvendighed. Samtidig viste de også, at denne Sejr ikke mekanisk, på et bestemt Trin af den samfundsmæssige Udvikling, dumper ned i Skødet på de underkuede, men at de i deres Ansigts Sved, med deres Hjernes uafbrudte Kamp, Dag for Dag på alle Samfundslivet Områder kæmpende Proletarer, må forberede sig på at tilkæmpe sig denne Sejr i en direkte, revolutionær Kamp, Klasse mod Klasse. Først denne revolutionære Slutkamp, Proletariatets Jernhårde Diktatur vil føre Arbejderklassen ind i det forjættede Land.
Marx’ og Engels’ Lære om Betingelserne for Proletariatets Sejr, Læren om Kommunismen, står endnu uberørt af Tidens Tand, – fast som en Granitblok. De 70 År, som skiller os fra de Dage, hvor de geniale Ynglinge ved Skæret af den sig nærmende Revolution så Menneskehedens Fremtid tydeligt belyst og viste os den i det uforglemmelige kommunistiske Manifest, har modnet mange Forandringer i den kapitalistiske Struktur. At forstå disse var den ikke altid godt løste Opgave for Marx’ Efterkommere. Men Udviklingens Grundlinier er ikke blevet forandret, og først nu, under den første socialistiske Revolution, som Verden har oplevet, forstår vi fuldkomment Kommunismens Lære.
I den første socialistiske Revolution, i dens jernhårde Nødvendighed, oplever vi Bekræftelsen af vor Læremesters profetiske Åndskraft. Kommunismen er Læren om Revolutionen, og derfor kan den kun op fattes i hele sin Dybde og Bredde i selve Revolutionens Periode. Derfor siger det sig selv, at i den lange Periode af rolig Udvikling, som gik forud for Revolutionen, kun få skarpsindige Ånder var istand til at fatte Læren om Kommunismen så alsidigt og uforfalsket, som den blev født i den begyndende Kapitalismes revolutionære Tidsalder, i Sindene hos denne “Sturm- und Drang” periodes Børn, i Karl Marx’ og Friedrich Engels’ Sind. I den rolige Udviklings Epoke blev denne Lære blandet med de mest forskellige, ikke-kommunistiske Elementer, og således opstod under Navn af socialdemokratiske Opfattelser forskellige Erstatningsprodukter for Kommunisme, som den internationale Arbejderklasse nu må skyde til Side, hvis den skal være sin Opgave voksen. Den fortyndede og forfalskede Kommunisme, i hvilken den levende Ånd er blevet slukket, er det, som gør det svært for Europas Arbejdere at forstå og overveje den russiske Revolution; Derfor er det en af de første Opgaver for vor Tids proletariske Frigørelseskamp at befri Kommunismen for alle Slagger. Det sker lettest derved, at vi historisk lærer Udviklingen af Kommunismens forskel Forfalskninger at kende, når vi lærer den jordbund at kende, på hvilken de er opstået.
Den Marxistiske Lære, som i sine Omrids blev grundlagt i 1850´erne i forrige Århundrede, blev først i 1880´erne udbredt blandt Folkets brede Lag. Da den tyske Arbejderbevægelse i 60´erne og 70´erne blev stiftet under Ledelse af Ferdinand Lassalle, kendte Arbejderne ikke et eneste af Marx’ Skrifter. [1] De blev gjort fortrolig med Kommunismens Tanker gennem Lassalles små, opflammende Brochurer, hvori Kommunismen om ikke blev forfalsket, så dog fik Sit særlige Præg. Ferdinand Lassalle søgte at bringe Bevægelse blandt Arbejderne på et Tidspunkt, da de kontrarevolutionære Magter i hele Europa var meget stærke og havde Mulighed for at løse de Tidsspørgsmål, som den Gang stod på Dagsordenen.
I Tyskland var junkervæsnet sammen med StorBourgeoisiet i Færd med at behandle det på den Tid meget vigtige Spørgsmål om Skabelsen af en kapitalistisk Enhedsstat. De Kræfter, som i 1848 havde forsøgt ad revolutionær Vej at grundlægge en tysk Enhedsrepublik, var for svage, og det, som de ikke var i Stand til at udføre – at grundlægge den kapitalistiske Stat, som Organ for det tyske Bourgeoisi – det tog Bourgeoisiet og junkervæsenet i deres Hænder. De udførte deres Arbejde, idet de oprettede en bureaukratisk-kapitalistisk Forbundsstat, i hvilken en Klike af Storkapitalister sammen med junkerne og Generalerne med Hohenzollerne i Spidsen ledede det tyske Riges Skæbne. På et sådant Tidspunkt forsøgte Lassalle blandt Arbejderne at danne en Kraft, som, selvom den ikke var i Stand til selvstændig at bestemme over det tyske Folks Skæbne, så dog kunne være i Stand til at opnå Indrømmelser af de herskende Klasser. Med denne snævre Opgave for øje blev den kommunistiske Propaganda, som af Lassalle var blevet udbredt mellem Arbejderne, tilspidset. For at kunne drive sin Propaganda, til Trods for Trykket fra den bismarckske Reaktionsperiode, søgte han at give Kommunismen et så uskyldigt Ansigt som muligt. Den unge Løve, hvis Kløer endnu ikke var i Stand til at gøre det af med Fjenden, skulle nu som et lille Lam føres ud på Græsgangen. Lassalle forsøgte at fremstille Kommunismen som en Bevægelse, der kan gennemføres ad fredelige Vej. Ved den lige Valgret skulle Arbejderne vinde Indflydelse på Staten for ved dennes Hjælp at kunne organisere Produktionsforeningerne som lidt efter lidt skulle forvandle det kapitalistiske Samfund til et socialistisk. Denne Propaganda udviklede i Arbejderkredsene en Tilbedelse af Statstanken uden Hensyn til om Staten befinder sig i Hænderne på Kapitalismen eller i Hænderne på den sejrende Arbejderklasse Denne Opfattelse blev ganske vist, så vidt det drejede sig om Forholdet til den bismarckske Regering, stillet på en hård Prøve ved de ivrige Forfølgelser af den tyske Arbejderbevægelse i Tiden fra 1878-1890, hvor det rasende Tryk ovenfra, Jagten imod Arbejderbevægelsen i Arbejderstandens Avantgarde fremkaldte det skarpeste Had mod den kapitalistiske Stat, og det gennem dette Had nærede Håb om, at Staten snart ville styrte sammen under den sociale Revolutions Slag. Den samme Stemning nærede Arbejderstanden endnu under den Krise, som herskede i Europas økonomiske Liv i 80´erne. Men det var kun en Afbrydelse i Processen af den reformistiske Forfalskning af Kommunismen, som var foregået lige siden Konstitueringen af de kapitalistiske, europæiske Stater i 70’erne. Så snart Arbejderbevægelsen var kommet lidt til Kræfter efter Slagene, så snart den var blevet noget stærkere og de vildeste Former for den kapitalistiske Forfølgelse var forsvundet, greb Forfalskningsprocessen af Kommunismen meget stærkt om sig i alle Lande. Hertil hjalp også den hurtige, økonomiske Udvikling, Kapitalens Lykkeperiode, som i de sidste Årtier af det forrige Århundrede overalt greb om sig. i første Linie på det elektriske Område og i Metalindustrien. Siden 80´erne faldt Kornpriserne, takket være Udviklingen af det amerikanske Landbrug, og nu begyndte Lønningerne under Indflydelse af den flotte Forretningsgang at stige. De forreste Rækker af Arbejderstanden, Arbejder-Aristokratiet, så Himmelen fuld af Violiner. Regeringerne var nødt til at indstille deres Forfølgelser, de begyndte at tale om sociale Reformer. Arbejderne tilkæmpede sig overalt Repræsentation i Parlamentet; Arbejder-Aristokratiet tjente en god Løn, og så fæstnede den Opfattelse sig hos dem: Revolutionen er et overvundet. Stadium i den borgerlige Udvikling. Arbejderklassen vil tvinge Bourgeoisiet til stadig at gå ind på nye Indrømmelser, som tilsidst vil forvandle den kapitalistiske Statsøkonomi til en sådan, som svarer til Arbejderklassens Interesser. Denne Bestemmelse fandt først og fremmest Udtryk i den opportunistiske, parlamentariske Praksis, i de parlamentariske Arbejderføreres Politik; de håbede, ved en hemmelig Forståelse med Bourgeoisiet, ved en indskrænkning i deres Fordringer, ved at opgive deres revolutionære Propaganda, stadig at kunne hæve Arbejderstandens Stilling mere og mere. Så fandt denne Tendens sit teoretiske Udtryk i Reformismens (Revisionismen) Lære, som blev skabt i Tyskland af Eduard Bernstein, i Frankrig af Sarante og Jaurés og i Italien af Trewes og Turati. Hvis man vil bringe Reformismens Lære i en Formel, så består den i et Forsøg på at føre Bevis for, at den kapitalistiske Udvikling ikke skærper Modsætningerne mellem Proletariatet og Bourgeoisiet men tværtimod mildner dem, at ikke Revolutionen men Proletariatets Samarbejde med de indsigtsfulde Lag af Bourgeoisiet betyder Proletariatets Befrielse. Reformismen benægtede Muligheden af den socialistiske Revolution, som den erstattede med den sociale, reformerende Evolution. Den var en kontrarevolutionær Lære, som overfor Arbejderstanden søgte at fremstille Tankerne om Revolution som en Barnesygdom hos Arbejderbevægelsen, for at spænde denne for Bourgeoisiets Vogn. Denne Tendens hos Reformismen fandt sit grelleste Udtryk i en Række Artikler af den Bernsteinske Discipel, Eduard David, Artiklen om Proletariatets Diktatur, som han i Året 1903 offentliggjorte i “Socialistisk Månedshæfte”, Hovedorganet for den internationale Reformisme. Ikke Revolution, men parlamentarisk Aktion, Fabriks- og Fagforeningsbevægelsen var den Vej, som Reformismen prædikede for Arbejderklassen.
Men den samme Udvikling, som i Følge Reformisternes Overbevisning havde overvundet Kommunismens revolutionære Lære, viste snart Arbejderne de reformistiske illusioners hele Latterlighed. Junkerne satte sig til Modværge mod de unge agrariske Landes voksende Konkurrence, og satte ved agrarisk Told Levnedsmiddelpriserne op. Kapitalismens Udvikling førte til Dannelsen af Truster og Karteller, store kapitalistiske Organisationer, som ikke blot fortrængte og besejrede håndværket, men også Middelstanden. For at beskytte Kartellerne fordrede de også høje Toldsatser for industrien. De forenede sig med Junkerne for i Fællesskab at udplyndre Folkene; samtidig betød Industriens fremadskridende Kartellisering en enorm Magtudvidelse for Kapitalisterne overfor Arbejdernes Fagforeninger. De samme Fagforeninger, som overfor den lille Tekstilbaron med sine Par Hundrede Arbejdere, uden videre kunne sætte sin Vilje igennem, var afmægtig overfor Jern- og Kulkongerne, som kommanderede over ti Tusind Arbejdere. Hvis Arbejderen i en Tekstilfabrik var utilfreds med sin Løn, kunne han finde Arbejde i en anden Fabrik. Kartellernes Kul- og Jernbaroner anerkendte ikke Fagforeningerne, de stod fast sammen imod enhver Fordring fra deres Arbejdere, og forstod ved Hjælp af Systemet de sorte Lister at værge sig imod deres Arbejdere. Skærpelsen i Forholdet mellem Proletariatet og Bourgeoisiet, såvel i Fabrikkerne som på Forbrugsmarkedet, blev endnu mere skærpet ved den imperialistiske Politik, som truede med at forvandle den kartelliserede Industri på Verdensmarkedet; Varernes og Kapitalernes Kamp – til en Krig. Den voksende Skattebyrde, som var blevet forårsaget ved Militarismens og Morinismen Vækst, den voksende krigsfare, som stadig skærpedes mere og mere, og Fagforeningskonflikterne, forledte de besiddende Klasser til igen at indlede en skarpere Kurs imod Arbejderklassen.
Fordi Udbytningen voksede, måtte også Undertrykkelsesforholdsreglerne skærpes.
Den voksende politiske Reaktion virkede på sin Side på Arbejdermasserne som et Stormtegn og viste dem i alle Lande, at ikke den revolutionære Kommunisme, men omvendt deri “reale” Reformisme var en Utopi. Ganske vist ikke en Utopi, som betvinger Sjælene og opmuntrer Energien, som gør Vejen kortere for Menneskeheden og opmuntrer den til at bære dens byrder til Fremme af dens Skridt, men en Utopi, som tværtimod vil lamme dens Flugt og forvandle den til et krybende Dyr.
Siden den store Strejke i Ruhrdistriktet, siden Berliner Elektricitetsarbejdernes store Kampe, siden de franske Arbejderes stormende Bevægelse for at tilkæmpe sig 8-Timersarbejdsdagen, var Arbejderklassens Tro på en fredelig Udvikling af Socialismen forsvundet. Arbejderne så, hvorledes Kapitalismens Kræfter, såvel i det økonomiske Liv som i Politiken, knyttedes sammen imod Proletariatet, de så, hvorledes de borgerlige Partier stadig sluttede sig mere og mere sammen i een reaktionær Masse, de så, hvorledes hele det borgerlige Samfund bevægede sig henimod Krigens Afgrund, de så, at denne Udvikling. stadig mere og mere måtte svække Parlamentets Magt, fordi dette i alle Lande tabte sin Magt til Gunst for Geheimekabinetterne, i hvilke Bureaukratiet sammen med Kapitalismens Hajer afgjorde Folkets mest vitale Anliggender. Den opblussende russiske Revolution i 1905 viste Europas Masser, hvilken Kraft, der findes i Arbejderfolket, når det tager sig sammen og når det er dets Vilje at vove Livet for dets egen Sag. Fra 1905 stod Problemet: Kampen om Magten, det vil sige, den socialistiske Revolutions Problemer, som teoretisk var blevet stillet på Dagsordenen ved Diskussionen med Reformismen (Kautskys Brochure om den sociale Revolution udkom i Året 1903) fast i Folkemassernes Bevidsthed.
Der begyndte en møjsommelig Søgen efter en Udvej ud af den blinde Gade, som den kapitalistiske Udvikling var løbet fast i. Det første Spørgsmål, som stod fast for Arbejdermasserne, var: “Hvor går Rejsen hen?” Dette Spørgsmål blev så fikst og færdigt, som man kunne ønske sig, besvaret af Udviklingen. Forsøget på ved Medarbejdere af Bourgeoisiet at forbedre Arbejdernes Kår, mislykkedes fuldstændigt i Frankrig. Milerands indtrædelse i den borgerlige Regering indbragte intet for Arbejderstanden og førte til en Kompromittering af Socialdemokratiet i Arbejdermassernes øjne. Resultaterne af Valgene i 1907 i Tyskland viste Arbejderne, at de borgerlige Partier ville slutte sig sammen i en jernfast Mur imod Arbejderstanden, så snart det drejede sig om imperialismen, d.v.s. om Udbredelsen af den kapitalistiske Magt over svagere Folkeslag, om de kapitalistiske Staters bevæbnede Konkurrencekamp. Kendsgerningerne fra den økonomiske Krise i 1907 talte et så klart Sprog, at en så betydelig Reformist som Max Schippel ikke kunne afslutte sin Undersøgelse at den økonomiske Krises Forløb på anden Måde end ved at fastslå Skærpelser at Klassemodsætningerne i hele Verden. Karl Kautsky opgjorde i sit Arbejde: “Vejen til Magt” i Året 1908 hele Udviklingens Balance, idet han beviste, at den kapitalistiske Verden bevægede sig i Retning af en uhyre socialistisk Verdenskrise, at vi står på Dørtrinet til den socialistiske Revolution. Denne Overbevisning, som stadig satte sig mere og mere fast i Arbejderklassens Bevidsthed, førte det andet Spørgsmål med sig: Med hvilke Midler vil Proletariatet sætte sig til Modværge i den ny Situation? Med hvilke Midler vil det gå over til Angreb mod Kapitalismens Fæstninger? Allerede i 1905 har det tyske og østrigske Proletariat åndeligt kæmpet sig frem til Tankerne om en Massestrejke.
Til Trods for Åndslivets Stagnation hos Partiførerne, som med deres rolige, spidsborgerlige Liv i meget ringe Grad genspejlede Arbejderklassens Stemning, havde Proletariatet dog i Massestrejken erkendt et Middel til at afværge Angreb på Arbejderklassens Grundrettigheder (det tyske Socialdemokrati i Jena 1905) eller endog hilst som Proletariatets Angrebsmiddel mod særlig hårdnakkede Modstandere (det østrigske Socialdemokrati). Massestrejken blev af de franske Syndikalister som Generalstrejke hævet til det almægtige Befrielsesmiddel.
Arbejderklassen, som hidtil kun gennem deres Repræsentanter kæmpede politisk i Parlamenterne, begyndte nu at overlægge deres Rolle i Produktionsprocessen med Freiliggraths Ord: Alle Hjul står stille, når din stærke Arm vil det.
I Årevis diskuterede Førerne for Arbejderklassens venstre Fløj Betingelserne for Anvendelse af en Massestrejke. Skal den besluttes af Førerne for Arbejderorganisationerne, når den parlamentariske Aktion må melde Pas, når Modstanderen ved sin hensynsløse Politik bringer Masserne til Fortvivlelse, skal den altså være en Pistol, som man holder parat til Fuldstændiggørelse af den parlamentariske kamp, eller er det den Kampform, som spontant vokser op af de skærpede Klassekampe, og som ikke skal forberedes i Førernes Konferencekammer, men hver Time i Værkstederne og i Fabrikskasernerne: ikke blot ved stigende Agitation, men ved Proletariatets skærpede Aktion.
Det var de Spørgsmål. som mest energisk beskæftigede den internationale Arbejderbevægelses venstre Fløj i Årene før Verdenskrigen. Og allerede da viste det sig, at selv i dette simple Spørgsmål spaltedes Socialismens Lejr, den Lejr, som kæmpede under Marx’ Banner, idet en Del under Anførsel af Karl Kautsky, ganske vist kun med Munden, bekendte sig til den sig nærmende socialistiske Revolution, men ængstelig gik af Vejen for Skærpelsen af Klassekampen, skønt Proletariatets hele indre og ydre Stilling fordrede den.
I denne Kamp om Vejen til Magten dukkede nu og da Spørgsmålet op: Hvori skal den sejrende Arbejderklassens Magt ytre sig?
Men det blev aldrig rigtig klart stillet på Dagsordenen, og det af ganske simple Grunde. På Historiens Dagsorden står nemlig først Spørgsmålet om Arbejderbataillonernes Sætten sig i Bevægelse, Spørgsmålet om det almene Marschmål, men ikke de Etaper, som skulle gennemskrides undervejs. For at bevise Massestrejkens Nødvendighed, henviser de radikale Socialister til Parlamentarismens Tilbagegang. De viste, hvorledes Parlamentarismen mere og mere bliver en Borg for de kapitalistiske Byttejægere, de kritiserede på det skarpeste Talmirepubliken og Talmidemokratiet i de republikanske Lande, og ofte dukkede det Spørgsmål op: Hvorledes forvandler man det kapitalistiske Demokrati og de parlamentariske Organer til Magtorganer for det sejrende Proletariat? Da Anton Pannekock, den vesteuropæiske Socialismes klareste Hovede, besvarede Spørgsmålet dermed, at man også måtte splitte den kapitalistiske Stat i dens demokratiske Former og ved den proletariske Revolutions Ild skabe et nyt Magtorgan for det arbejdende folk, så beskyldte Karl Kautsky, den II. Internationales mest ansete marxistiske Teoretiker, ham for at være Anarkist. Hvor rigtigt Pannekocks Svar end var, så var det dog kun et halvt Svar. Det hertil, at Kapitalismens Tvangsorganer måtte slås Jorden, men det viste ikke, hvilke Tvangsorganer Proletariatet måtte danne, for at kunne gennemføre og fastholde Sejren.
Medens Flertallet, også af de revolutionære Socialister, i Demokratiet så den Form, under hvilken Socialismen ville sejre, så henviste Syndikalismen, den revolutionære Teori i de Lande, hvor Demokratiets Bankerot havde frembragt en dyb Skuffelse hos Folkemasserne, til Fagforeningerne, som det Organ, der skal erobre Magten og udstyres som Magtorgan. Dette spørgsmål, der, som sagt, kun sporadisk blev stillet enkelte Teoretikere, hvis Tanker strakte sig langt over Tidens Rammer, kunne ikke blive besvaret af disse
De historiske Løsner bliver aldrig opfundet af den revolutionære Arbejderklasses Teoretikere; de kan kun findes ved Massernes revolutionære Kamp og teoretikerne har kun den Opgave at forstå betydningen af Proletariatets praktiske Skridt, at gøre almengyldige og gøre dem til Proletariatets almene Kampobjekt, til dets Kamp-Løsen.
Før Arbejderklassen kunne blive stillet foran Spørgsmålet om sine Magtorganer, måtte den først hos sig selv i Ordets egentlige Forstand spore alle Følgerne af sin Magtløshed. Den måtte gennemgå Verdenskrigens helvede, blive sønderflænget af Granater, der måtte forbløde på Kapitalismens Interesser, den måtte optårne Bjerge af Lig for at give Menneskeheden den Lære: Kapitalismen fører til det blodigste Anarki, til Tilintetgørelse af de ringe Tilløb til Kultur, som er skabt, til den dybeste Elendighed for Masserne, til deres fuldkomne Slaveri, – for at denne Lære fra en teoretisk Tesis skal forvandles til en skrigende og flammende Bevidsthed, i det mindste hos Arbejderklassens Avantgarde.
De revolutionære Socialdemokraters teoretiske Propaganda, Erfaringerne, de Slag, som Kapitalen lige fra Udgangen af det forrige Århundrede daglig tilføjer Proletariatet, – alt det var ikke tilstrækkeligt til at lade Proletariatets voksende Uro vokse ud over de første undselige Massefremstød imod Kapitalen. Den opportunistiske Politik hos Førerne for Arbejderbevægelsen dyssede Arbejderaristokratiets forreste Rækker i Ro, en Ro, som beviste, at Eliten af Arbejderne levede under forholdsvis gunstige Forhold. Men Arbejderklassens nederste Lag var for uvidende, for ubehjælpsomme, til at de kunne være istand til uden Parti – og Fagforeningsbureaukratiet eller imod det dets Vilje – at styrte sig ud i den revolutionære Kamp. Så kom det længe ventede Dyr, Verdenskrigens Rovdyr, og begyndte med sine Klør at prædike den Lære for Proletariatet, som det ikke forstod, da den prædikedes for det af den revolutionære Socialisme.
Det russiske Folk er det første, som har forstået denne Lære og har draget Slutningerne heraf, idet det fuldbyrdede den socialistiske Revolution. Den russiske Revolution er Proletariatets første Svar på Verdenskrigen, Forkæmperen og Forløberen for den internationale Revolution; den giver Svar på de Spørgsmål Revolutionens som revolutionens Sphinx i Årtier har stillet socialismen, på de Spørgsmål, som Arbejderklassen nu må besvare, dersom den ikke vil sønderrives af Verdenskrigen.
Samtidig med, at det russiske Proletariat med sin revolution gør det første Skridt på Socialismens udviklingsvej fra Videnskab til Handling, betyder det samtidig et mægtigt Skridt hen imod Udviklingen af videnskaben om Kommunismen. Kommunismen er læren om Betingelserne for Arbejderklassens Sejr. Disse Betingelser ses klarest under selve Sejrens proces; derfor er en Forståelse af den russiske Revolution en Forudbetingelse for Kommunismens Udvikling fra Videnskab til Virkeliggørelse, d.v.s. til proletarisk verdensrevolution.
Den Socialistiske Revolutions første Spørgsmål, som arbejderklassen bliver stillet overfor, er det: Hvornår kan den socialistiske Revolution komme? Da Marxismen havde vist Arbejderne, at Socialismens Sejr er afhængig af Produktionskræfternes Udvikling, så fæstnedes der i Marxisternes Rækker den skadelige Anskuelse, at den socialistiske Revolution først da er mulig, når Kapitalismen har grebet en Nations hele økonomi, når den så at sige har spaltet Nationen i en lille Gruppe Kapitalister og det undertrykte, proletariske Flertal. Ja, de mest konsekvente i Kommunismens Forfalskning, Revisionisterne, erklærede, at Socialismen ikke kunne sejre i Europa, førend Kapitalismen havde underkuet hele Verden; dermed begrundede de, som bekendt, Nødvendigheden af, at Arbejderklassen skulle støtte den kapitalistiske Kolonialpolitik. Hele Bevisførelsen hos de pseudo-socialistiske Partier i Rusland, som under Revolutionen har kæmpet på Bourgeoisiets Side og efter Arbejderrevolutionen kæmper i de kontrarevolutionæres Rækker, nemlig Menschevikernes, – består deri, at Socialismen i Rusland er umulig, fordi Proletariatet ikke udgør Flertallet i den russiske Nation. Dette Argument finder udmærket Genklang hos dem i Europa, som har gjort Marxismen til et mekanisk Regnestykke. Men for at bevise Meningsløsheden i at stille et sådant Spørgsmål, ér det tilstrækkeligt at henvise til, at i Tyskland, den økonomisk højst udviklede Stat i Europa, har Mænd af så stor videnskabelig Betydning som Heinrich Cunow forsvaret den Mening, at heller ikke Tyskland er moden til Socialismen. Det er klart, at det ved dette Spørgsmål ikke drejer sig om de Par Procent mere eller mindre i Proletarernes Antal i Forhold til den ikke-proletariske Befolkning, men om et fuldkomment tåget Begreb om Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme. Forudsætningen for en Opfattelse som den, Cunow har af Spørgsmålet om Kapitalismens Modenhedsgrad, danner den Anskuelse, at Kapitalismen egentlig selv skal fuldbyrde Socialismens Arbejde, og at Socialismen vil komme til et fuldt færdigt og vel dækket Bord. Når Cunow erklærer, at Tyskland endnu ikke er moden til Socialismen, understøtter han denne Opfattelse med en Henvisning til, at den kapitalistiske Stat først må overtage Industrien i sine Hænder, førend Proletariatet kan få den i sine, idet det tilriver sig Statsstyret. Men hvorfor skulle Proletariatet ikke være i Stand til direkte at tage den ved Karteller og Truster koncentrerede Industri ud af Hænderne på de kapitalistiske Truster og Karteller? Naturligvis, hvis først Proletariatet sejrer, når Kapitalismen allerede har udviklet sig til et sådant Stadium, hvor, efter Bernhard Shaws Ord, et til en hjemløs Abe udartet kapitalistisk Overmenneske, der ved at trykke på en Knap kan bringe Millioner af Arbejdere, som er forvandlet til Slaver, i Bevægelse, så ville det være et meget let Arbejde for Proletariatet at jage denne hjemløse, kapitalistiske Overmenneske-Abe bort fra Central-Apparatets Klaviatur og slå Hjerneskallen ind på ham. Men denne Lettelse af sit Arbejde ville Proletariatet betale med alle de Lidelser, som Tilskuerrollen ville påbyrde det, når det må se til, hvorledes Kapitalismen mekanisk går hen over Millioners Liv. Til Ære for Menneskeheden må det siges, at den mekaniske Opfattelse al Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme er i Modsigelse til alle Kendsgerningerne indenfor den hidtidige, historiske Opfattelse, ligesom med enhver fornuftig Opfattelse af Mulighederne for en kapitalistisk Udvikling. Heller ikke de tidligere Samfundsformer gik til Grunde, når Grundlaget for en ny Samfundsordning var fuldt færdig, men når de blev til en trykkende hemsko for den nye Samfundsordnings Elementer. Overgangen fra Kapitalismen til Socialismen begynder i det øjeblik, hvor det kapitalistiske Samfund har bragt sådanne Lidelser over Folket, at det bryder med Livets rolige Gang og rejser sig imod Kapitalens Herredømme, når Menneskene ikke længere kan udholde de Forhold, som den kapitalistiske økonomi har skabt.
Hvis den kapitalistiske Udvikling er skredet så langt frem i et Land, at de vigtigste Grene indenfor Industrien, Kreditten og Samfærdselen, befinder sig i Hænderne på de kapitalistiske, koncentrerede Grupper, så vil det som Statsmagt organiserede, sejrende Proletariat, som har rejst sig, ikke blot kunne, men det må også forsøge at tage Industrien, Samfærdselen og Kreditten i sin hånd. Alt efter den Grad, i hvilken Kapitalismen er trængt ind i et Lands økonomi, vil Proletariatet omforme denne økonomi i mindre eller større Omfang direkte efter dets interesser, eller det vil foreløbig indskrænke sig til Socialiseringen af de allerede koncentrerede Grene indenfor økonomien, medens det vil være istand til først lidt efter lidt at lede de andre Grene, som f.eks. Landbruget, takket være dets Afhængighed af de socialistiske industricentre og takket være dets Afhængighed af Staten, over til Socialismen. Således ligger Forholdene i Rusland, I Rusland udgør Proletariatet ganske vist et Mindretal af Befolkningen, men den russiske Jernindustri, Kulbjergværkerne, Naftaproduktionen, Jernbanerne og Telegrafvæsenet er koncentreret på få hænder, de ledes af et lille Antal Banker, og de dikterer Lovene for økonomien i hele det agrariske Land. Den uudholdelige Stilling, som Kapitalismen har skabt i Verdenskrigen, bragte Folkemasserne til Kamp imod den zaristisk-kapitalistiske Stat. Ved Hjælp af Bønderne, som Imperialismen i 3 År har ladet forbløde, lykkedes det Arbejderne at erobre Magten i Staten. Hvad skulle de gøre med denne Magt? Tilhængerne af den mekaniske Opfattelse: at Socialismen først er mulig, når 9 Tiendedele af Befolkningen er Proletarer, søgte at gøre det klart for Arbejderne, at det er umuligt at gennemføre Socialismen. Tilbage til Kapitalismen, det var Menschevikernes Løsen. Men Arbejderne kunne ikke igen vende tilbage til Kapitalismen, uden at de styrtede sig selv og hele Landet i den største Elendighed. Hvis Kapitalisterne ville komme til Magten igen, ville de pålægge Arbejderne Omkostningerne for Krigen, så ville de tvinge Arbejderne til at arbejde 12 Timer daglig for at skaffe Omkostningerne til Veje til nye rustninger for den næste Krig. De ville ikke skaffe økonomiens Forvirring ud af Verden, men kun vælte Følgerne af denne Forvirring over på Arbejderne. Den kommunistiske økonomi er Benyttelsen af alle produktive Kræfter efter en Plan i Folkemassernes interesse.
Netop fordi Landet på Grund af Krigen er bragt i en uhørt Forvirring, er Kommunismen den eneste Vej, ad hvilken Arbejderne kan have håb om, at komme ud af det forvirrede kapitalistiske Samfunds Nød og Elendighed. På Forhånd at give Afkald på at organisere denne økonomi i dens egen Interesse, ville sige det samme som af Angst at styrte sig ud i den kapitalistiske Elendighed, ville betyde at det unge Proletariat ikke ville være i Stand til at lede de af Kapitalismen koncentrerede Hovedkræfter indenfor Folke-økonomien. Dette ville ikke blot være historisk Selvmord, men også praktisk umuligt. Hvad ville det betyde at skulle tilbage til Kapitalismen? Det betyder først og fremmest at give Statsmagten tilbage til Kapitalisterne, thi den proletariske Statsmagt kan ikke være den kapitalistiske Profits Vogter. Det gælder om at slå dette fast for at blotte Løsenet: tilbage til kapitalismen som fuldkommen Utopi. Det var dog ingen Tilfældighed, at det russiske Proletariat i Oktober 1917 tog Magten i sin Hånd. Proletariatet erobrede Magten, fordi det kapitalistiske Herredømme fuldkomment havde mistet Tilliden, såvel i de proletariske som i de borgerlige Massers Øjne. De første Repræsentanter for den russiske Kapital, Folk som Gutschkov, Miljukov, Tereschtschenko og deres socialistiske Figenblade: Folk som Zeretelli, Kerenski og Tschernov, var så forhadte af Masserne, som kendte dem af de Frugter, de havde båret, at de blev jaget bort af Folkemasserne, Hvis Arbejderne ikke havde grebet Magten, ville Kapitalens Repræsentanter ikke have været et Gran bedre i Stand til at mestre Sagerne. Rusland ville uden Ror være sejlet ud i Anarkiets Hav, ud i et Kaos, af hvilket ganske vist ingen Socialismens Stjerne ville have udkrystaliseret sig, men heller ikke noget kapitalistisk Regimente. Rusland ville simpelt hen være blevet et Bytte for den udenlandske Kapital, som ganske vist ikke er mere “moden”, ikke mere kaldet til at “ordne” det forvirrede Land i dets Folkemassers Interesse, end det unge, men energiske, russiske Proletariat.
I samme Tilstand som Rusland befinder Østrig og Italien sig, og den russiske Revolutions Erfaring siger, at den Socialistiske Revolution absolut ikke vil begynde der, hvor Kapitalismen er helst udviklet. Selv kapitalens stærkeste Organisation er ude af Stand til at holde de uhyre Lidelser, som det kapitalistiske anarki frembringer, borte fra Masserne, og dog er det langt bedre i Stand til at holde disse Masser nede, end de unge kapitalistiske Landes Statsmagt. Den socialistiske Revolution begynder først i de kapitalistiske lande, hvor den kapitalistiske Organisation er svagere. De kapitalistiske Lande med de mest forvirrede Underkuelsesorganer er Socialismens Gennembrudspunkter, der begynder den socialistiske Revolution. Indenfor nationale Rammer kan den dårligt gennemføres, da den efter Sejren over sit eget Bourgeoisi trues af bourgeoisiet i de Lande, som endnu er kapitalistiske. Sejrrigt kan den socialistiske Revolution kun gennemføres på hele Kontinentets Flade; men den socialistiske revolution kan ikke vente, til der opstår et råb fra Proletariatet i hele Verden. De nationale, socialistiske Revolutioner er selv et Produkt af den internationale, kapitalistiske Opløsning, og danner et fremskyndelseselement. Hermed er Svaret givet på det første Spørgsmål, som trænger sig frem til det internationale Proletariat. Hvornår kan den socialistiske Revolution begynde? Den kan og vil begynde i hvert Land, hvor den ved Kapitalen skabte Stilling bliver uudholdelig for Arbejderklassen.
Folkets Lidelser håner Cemow & Co.s Statistik, og Revolutionens Kratre venter ikke til Pseudo-Marxismens skolatiske Statistikere giver Tegnet dertil. Den, som ved Hjælp af statistiske Tabeller over Folkemasserne beviser den socialistiske Revolutions Umulighed, han viser, at han intet har forstået af Marxismen. Friedrich Engels kunne tage Fejl, når han i 80´erne troede, at kapitalismens Afslutning var forestående. Men denne Fejltagelses Mulighed viser allerede, at han intet havde at gøre med den statistiske Opfattelse af hans egen og Karl Marx’s Lære. Denne Forbedring af Marxismen var en af Kapitalismens fredelige Udvikling forklarlig Synd imod Ånden i Marxismen. Efter den russiske Arbejderrevolutions Erfaring er den ikke blot et Produkt af de kontrarevolutionære Sindelag, men den er også, som den russiske Erfaring viser, en kontrarevolutionær Utopi. Alle Bevægelserne mod den forfalskede marxistiske Ånd har ikke reddet Zeretellis og Dan's politiske Hals. De blev af det til socialistisk Revolution endnu umodne Proletariat kastet på Historiens Mødding, hvorfra de ganske vist kan spytte på, men ikke holde igen på den russiske Arbejderklasses Revolution. Den kan forbigående blive kastet til Jorden af den europæiske Kapital, dersom ikke det europæiske Proletariat i en overskuelig Fremtid griber til de samme Våben som Ruslands Proletarer.
Men at det er en Proletariatets Revolution, og at den heroisk søger at overvinde de anarkistisk-kapitalistiske Former for økonomien ved en socialistisk Organisation, at det altså er en socialistisk Revolution, som kun kan slås ned ved Hjælp af Imperialismens Attilla’er, det kan lige så lidt Menschevikerne, som deres europæiske Efterabere tage fra den, hvor lidt den selv kan give Afkald på sin socialistiske Karakter; thi den socialistiske Karakter står over den som dens Skæbnes Stjerne, den er med jernhånd Nødvendighed født af Krigens imperialistiske Karakter.
Ruslands socialistiske Arbejderrevolution viser det europæiske Proletariat den vej, som fører til Magten. Verdenskapitalens Presse skriger op om, at denne Vej er blodig, den hyler over Revolutionens rå og voldsomme Karakter. Den har fuld Ret dertil. Den blev skabt af Kapitalen som Organ imod Arbejderklassen, og det er dens Opgave at besudle og spy Galde imod den første Arbejderrevolution for at forskrække Arbejderne i de andre Lande med sit Medusahovede. Men hvorledes kommer Folk som Poul Axelrod, Martow og – risum teneatis! [2] – Kautsky til at bruge Revolutionens Vold som en Anklagegrund imod Revolutionen? De har dog overfor Reformisterne forsvaret Ideen om Proletariatets Diktatur. Hvad betyder denne Diktatur? Diktaturen er den Regerings form, under hvilken den ene Klasse hensynsløst dikterer den anden sin Vilje.
I den sociale Evolutions Tid, hvor en Klasse først forbereder sig til Magten, forbyder den Magtmidlet, fordi den er for svag til at bruge denne Magt. Den samler kun sine Kræfter, og derfor behøver den herskende Klasse heller ikke at fare frem med åben Magt imod den. Den herskende Klasse holder kun Magtmidlerne parat, men den giver den opadstræbende Klasse et vist frit Spillerum, sålænge den ikke anser denne Klasse for farlig. Fra det øjeblik, da een herskende Klasse pålægger de undertrykte så tunge Byrder, at den kan antage, at den undertrykte Klasse rejser sig, lader den voldsmaskineriet arbejde imod den. Også disse Byrder lægger Krigen på Arbejdermasserne; derfor medførte denne Ophævelsen af hele den sparsomme Frihed, som Arbejderklassen dog nød I Fredstiden, d.v.s. den bragte Imperialismens Diktatur, som har kostet Arbejderklassen Millioner af Lig. For at bryde imperialismens Diktatur må Arbejdermassen anvende Magt: Den iværksætter Revolution. Men ingen hidtil herskende Klasse er bleven besejret med ét Slag. Når den en Gang er blevet slået, søger den igen at rejse sig, og den kan gøre det, fordi Revolutionens Sejr absolut ikke er i Stand til i ét nu at ændre Samfundets økonomiske Liv, at rykke den afsatte Klasses Rødder fuldstændig op. Den socialistiske Revolution er en lang Proces, som begynder med Afsættelsen af den kapitalistiske Klasse, men først ender med den fuldstændige Forvandling af den kapitalistiske økonomi til et Arbejdssamfund. Denne Proces vil i ethvert Land lægge Beslag på mindst een Generation, og den Tid, den spænder over, er netop Proletar-Diktaturens Tid, den Periode, hvor Proletariatet med den ene hånd atter og atter må slå den kapitalistiske Klasse ned, medens den kun har den anden fri til socialistisk Opbygningsarbejde.
Alt, hvad der principielt bliver sagt imod den russiske Arbejderklasses Voldsherredømme, betyder ikke andet end Fornægtelse ikke blot af Marxismens Lære, men selv af Fortidens simpleste Kendsgerninger.
Hvis en Remer [3] ikke skammer sig ved med en videnskabelig Mine at bevise, at den politiske Revolution, d.v.s. den brutale Magtanvendelse er i Modstrid med den socialistiske Revolutions Karakter, fordi den socialistiske Revolution kræver Organisation af en ny Form for økonomi og ikke Vold, så betyder det kun, at denne tidligere Lassalleanske for Staten sværmende Marxist ikke er nogen i Lassalles Ånd opvokset Tilbeder af Statstanken, som den han er blevet karakteriseret for at være, men en gemen kapitalistisk Sofist.
Netop fordi den socialistiske Revolution må omforandre hele det kapitalistiske økonomiske Liv, som gav en Klasse uhørte Privilegier, må den vække denne Klasses stærkeste Modstand, som kun kan brydes med Jern.
Og desto stærkere Kapitalismen er udviklet i et Land, desto mere hensynsløs, desto vildere vil dens Forsvarskamp være, desto blodigere den proletariske Revolution og desto mere hensynsløs de Forholdsregler, som den sejrrige Arbejderklasse må benytte overfor den besejrede Kapitalist klasse.
Men Moluskerne svarede os fra “Pseudo-Marxisternes Lejr” – disse Modstandere af den russiske Revolution: Det drejer sig slet ikke om den principielle Afvisning af den proletariske Diktatur, men om Afvisningen af en Diktatur i et Land, hvor Proletariet er et Mindretal, hvor Diktaturen udarter til et Herredømme af Mindretallet over Flertallet, som det skal være Tilfældet i Rusland. Dette Argument er en fejg Udflugt.
Intetsteds, i intet Land vil Revolutionen begynde som en Handling af Befolkningens Flertal.
Kapitalismen betyder aldrig blot den fysiske Beherskelse af Produktionsmidlerne, overalt betyder den samtidig det åndelige Herredømme over Folkemasserne, også de kapitalistisk mest udviklede Lande. Under trykket af Elendigheden og Nøden, under Massernes Rystelse ved et sådant Produkt af Kapitalismen som Krigen, rejser sig ikke alle undertrykte og udbyttede på én Gang. Det er altid de mest aktive, som rejser sig, et Mindretal, som iværksætter Revolutionen, og dens Sejr er afhængig af, om denne Revolution stemmer overens med den historiske Udviklingslinie, d.v.s. med de Folkemassers Interesser, som kan afløse den tidligere herskende klasse.
En Revolutions agitatoriske og skabende Kraft er nødvendig for at ruske alle Folkemasser op, for at befri dem fra Kapitalens åndelige Slaveri, for at føre dem ind i den Lejr, som forsvarer deres Interesser. Man kunne sige, at enhver Revolution bliver begyndt af Mindretallet, Flertallet går først over på dettes Side under selve Udviklingsprocessen og bringer således Mindretallet dets endelige Sejr.
Hvis det var anderledes, så ville Diktaturen i et Land med et proletarisk Mindretal som Rusland ikke blot være skadelig, som Kautsky’erne påstår, men den ville være unødvendig i et Land med et proletarisk Flertal, hvor Kautsky’erne nådigst tillader Diktaturen. Den kapitalistiske Klasse fremviser i disse Lande et så ringe Mindretal, at den ikke ville være i Stand til at hæve Våben mod Proletariatet. Enten er man altså virkelig kommen ud over den Marxistiske Opfattelse af den proletariske Diktaturs uomgængelige Nødvendighed som Vejen til Socialismen, eller også er denne Diktatur ligeså berettiget i Rusland som i ethvert andet Land.
Den russiske Revolution har såvel vist os de konkrete Former for Bourgeoisiets Modstand som Proletariatets Diktatur, ligesom den i det hele taget viser os Arbejderrevolutionens typiske Træk. Friedrich Engels har i “Anti-Dühring” vist hvorledes Kapitalismen udvikler Militarismen, hvorledes den militariserer hele Folket, stiller det under Kommandersergentens Sabel, men samtidig skaber de Elementer, som opløser Militarismen ved den Klassemodsætning i Arméen, som på et vist Punkt af Udviklingen lader Arméen sprænges, idet den spalter Arméen i dens proletariske og i dens borgerlige Del, i en rød og en hvid Armé. Det har Marx’ og Engels’ Elever glemt, når de stadig citerede Engels Bemærkning fra “Klassekampene i Frankrig”, hvor Engels henviser til de moderne Gaders Bredde o.s.v., som vil besværliggøre Opstanden. Den russiske Revolution viste, hvorledes Opstanden i Fredsslaget ligesom i Skyttegravsslaget kan sejre, slet ikke at tale om på de Gader, hvor den revolutionære Idé griber Soldaterhjerterne, og lader dem marschere i Massekolonner imod Arméens kapitalistiske Elementer. Den russiske Revolution har yderligere vist, hvorledes Forsøgene på at organisere nye Arméer af de kapitalistiske og vaklende Elementer, udgør en af Hovedmetoderne for den borgerlige Kontrarevolution. I de mere kapitalistiske udviklede Lande, med en mæt og stærkt kapitalistisk Bondebefolkning, vil denne Tendens hos det kontrarevolutionære Bourgeoisi munde lige ud i Kamp mellem de Regimenter, som stammer fra proletariske og de fra bonde-kapitalistiske Egné. Borgerkrigen mellem Revolutionen og Kontrarevolutionen bliver en Krig i dette Ords egentlige Betydning.
Den proletariske Verdensrevolutions Udvikling vil vise en Forvandling af de imperialistiske Fronter til revolutionære og kontrarevolutionære Fronter. Det tyske Overfald på Ukraine, det fransk-engelsk-japanske Overfald på Rusland viser denne Udvikling. Revolutionens og Kontrarevolutionens Udvikling vil opkaste Spørgsmålet om den socialistiske Revolutions Strategie. Den russiske Revolution viser, i hvilken Retning disse Spørgsmål vil udvikle sig. Når den russiske Revolution lider under, at den ikke har noget Officerskorps, at den lige så vel må uddanne Proletarerne til Arméledere som til Fabriksledere, så er det intet russisk Spørgsmål. De te fabula narratur [4] siger den russiske Revolutions Erfaringer til det europæiske Proletariat; men samtidig viser disse Erfaringer, at den proletariske Revolution i det lange Løb også militaristisk set er uovervindelig. Den sejrer derved, at Bourgeoisiet som et ringe Mindretal heller ikke kan sammensætte sin kontrarevolutionære hær af rene borgerlige Elementer, at det er nødt til at organisere vildledte, proletariske Elementer i de kontrarevolutionære Arméer – Elementer, som vil falde fra hverandre i Kampen mod Revolutionens Arméer og før eller senere gå over på Revolutionens Side.
Ligesom det ikke blot var Voldsmagten, som Bourgeoisiets Herredømme hvilede på, men også dets Karakter som Leder af Produktionen, således er det heller ikke blot den bevæbnede Magt, med hvilken den proletariske Revolution søger at besejre den; Bourgeoisiets og den borgerlige intelligens Sabotage, som i Tiden fra November-Opstanden til Marts befandt sig på Højdepunktet i Rusland, er ikke blot et russisk Produkt. Den giver det europæiske Proletariat et Fingerpeg. Og hvis Marxismens Gildinger nutildags henviser til, at det russiske Proletariat ikke hidtil var i Stand til socialistisk at organisere Produktionen, så håner de sig selv uden at mærke det. Overalt vil Bourgeoisiet og den borgerlige Intelligens lægge Proletariatet de største Hindringer i Vejen i dets Organisationsarbejde, og intetsteds vil Proletariatet, selv ikke det bedst udviklede, være i Stand til med kort Frist at finde de Kræfter i dets Rækker, som er nødvendig for at gennemføre det socialistiske Organisationsarbejde. I det for sin Organisation så priste Land, Tyskland, er Antallet af Arbejdere, som i øjeblikket ville være i Stand til at lede hele Produktionsgrene, overordentlig ringe; selv Antallet på Arbejdere, som ville være i Stand til som Teknikere at tage Produktionen på en Fabrik i deres Hånd, er meget ringe. Det ved enhver, som har arbejdet med den tyske Arbejderbevægelse.
Først gennem Tusinder af Fejl vil Arbejderklassen i ethvert Land være i Stand til at uddanne sig til Ledelsen af Produktionen, og den vil først og fremmest intetsteds kunne give Afkald på de borgerlige Specialisters Tjeneste. Den vil ligesom den russiske Arbejderklasse være nødt til at bruge en jerndiktaturs Forholdsregler for at stille de borgerlige Elementer i Arbejdernes Tjeneste.
Intet Proletariat bliver sparet for den Kamp, som tvinger den russiske Arbejderklasse til Diktaturens skarpeste Forholdsregler: Kampen for Brødet. Intetsteds vil Bønderne uden videre stille sig på Revolutionens Side – i de kapitalistiske Lande endnu mindre end de har gjort det i Rusland, hvor Revolutionen gav dem Grund og Jord. Ligesom Revolutionen militærisk set munder ud i en Kamp mellem Arbejder- og Bonderegimenter, således bliver den også socialt udkæmpet som Kamp for Brødet mellem Bønder og Arbejdere, indtil den besejrede Bondestand lærer at forstå, at det socialistiske Samfund kan byde den et mere menneskeværdigt Liv end det kapitalistiske.
Og hermed er netop sagt, hvor meget oldingeagtig Meningsløshed der er nødvendig for at kunne anklage den russiske Revolution for, at den skader det stakkels Demokrati. Demokratiet er konkret taget den Kapitals Herredømme, som er så stærk, så forankret i Folkemassernes Opfattelser, at den kan tillade sig den Luksus, at give dem Friheden til at tale med om Statsanliggenderne. Et videregående Demokrati finder den ikke i den moderne Historie, thi der, hvor Folkemasserne blot gør Mine til, ud fra deres Talefrihed at deducere bestemmelsesretten over Staten imod dens kapitalistiske Herskeres Vilje, der går Demokratiet i Vasken. Det moderne Demokrati er en kulisse for Kapitalherredømmet.
Da det svage Proletariat havde en Interesse i at tale frit, at vælge frit for at samle sine Kræfter, har vi anerkendt Demokratiet som Vejen til Socialismen; det betød, at vi havde den fri Deltagelse i Statsanliggenderne nødvendig for at gøre Massen bevægelig til Kampen for Socialismen. Men abstrakt taget betyder Demokratiet Folkets Flertals-Herredømme. Den Tanke, at Proletariatet først da begynder en Revolution, når det har Beviser for, at det har Folkets Flertal bagved sig, er allerede derfor fuldkommen meningsløs, fordi det kapitalistiske Demokrati aldrig vil vedblive at være uberørt af Kapitalisterne, sålænge indtil Proletariatet kan overbevise sig om, at det har Befolkningens Flertal stående bag ved sig. Intet Sted nyder unge, skændig udbyttede Arbejdere og Arbejdersker fuld Ret. Gjorde de det, så ville Bourgeoisiet før jage Parlamentet til Djævelen end Arbejderne opnående at gennemføre deres Vilje ad fredelig Vej. Men det er overhovedet meningsløst at antage, at man ad fredelig Vej, ved ren Agitation, uden Revolution, kan overvinde Folkemassernes Mistro imod deres egne Kræfter. Kun i en Revolution kan Arbejderklassens Avantgarde rive Folkemassernes Flertal med sig. Men en Revolution betyder, at én Klasse dikterer en anden sin Vilje. Den Betingelse, som Kautsky & Co. stiller til en Revolution, består deri, at den vel har Ret til at diktere bourgeoisiet sin Vilje, men den er samtidig forpligtet til at give Bourgeoisiet Mulighed for, ved Pressefrihed, gennem den konstituerende Forsamling at fremkomme med dets Klager. Denne åndrige Fordring af en fagmæssig Kværulant, hvem det ikke kommer an på, om han får Ret, men kun om han kan forebringe sin Anklage, kunne abstrakt taget blive opfyldt uden at skade Revolutionen. Men Revolutionen består netop deri, at den er en Borgerkrig, og Klasser, som bekæmper hverandre med Kanoner og Maskingeværer giver Afkald på den homeriske Tale- Duel. Revolutionen diskuterer ikke med sine Fjender, den tilintetgør dem; de kontrarevolutionære gør det samme, og begge vil vide at bære, den Bebrejdelse, at de ikke har taget hensyn til den tyske rigsdags Forretningsorden.
Den russiske Revolution viser det internationale Proletariat det barske Ansigt, som det vil vise, stolt og oprejst, sodet af Krudtrøgen. Den som bliver bange for dette Ansigt, den som vender sig bort fra det som et Medusahovede, han vil i det hele taget vende sig bort fra den proletariske Revolution, han vil vende sig bort fra Socialismen. Men den russiske Revolution viser ikke blot det europæiske Proletariat de Kampe, som det må kæmpe sig igennem, hvis det ikke vil fordærves i Skyttegravene Mudder, men også Formerne, Tegnet hvorunder det vil sejre. Hvorledes vil Formen for Proletariatets diktatoriske herredømme se ud i Europa? Det er Rådene, d.v.s. Arbejderklassens Repræsentation i Fabrikken, i Byen, på Landet og i Staten. Det er den Form, hvorunder Europas Arbejdere vil konstituere deres Herredømme. Tanken om Rådene er så simpel, som intet Menneske ville have kunnet udtænkt den, som kun historie genialt skaber sine Krystaller. I Fabrikkerne sled og slæbte kapitalens Slaver. Fabrikken er ved Tusinde Tråde forbundet med de andre Fabrikker, med hele dens Distrikts økonomiske Liv. Den er afhængig af Stedets Samfærdselsforhold, af de Fabrikker, som forarbejder deres Halvfabrikata eller afgiver dem til den, men den er også afhængig af alle Fabrikker i samme Produktionsbranche og i sidste Linie af hele Landets økonomi. Fabrikkens Repræsentation er derfor Statsmekanismens politiske og økonomiske Celle. Proletariatets stedlige Repræsentanter er derfor den stedlige Statsmagt, og samtidig er de Stedets økonomiske Ledelse. Men ligesom Arbejdernes Repræsentationer fra hele Landet får deres Politik foreskrevet af de stedlige Arbejdere, men samtidig gør dem almene og til Love for de lokale Statsorganer og følgelig har deres Rødder i de lokale Arbejderråd, men samtidig holder disse Arbejderråd de almene, proletariske Interesser for øje, – på samme Måde bliver det, almene økonomiske Råd, som er sammensat af Arbejderklassens Repræsentanter, til et Organ. som fører de lokale, økonomiske Råd ud over deres lokale Interesser og underordner dem Landets almene, økonomiske interesser. Under den russiske Revolution har det i Praksis vist sig, hvad der indenfor Syndikalismen er stærkt og skabende, og hvad der er småborgerligt og lavsmæssigt.
Arbejderne på en Fabrik ville let, som herrer i Fabrikken, styrke Specialinteresser, som kunne gøre dem til Småborgere. Industrigrenens økonomiske Råd repræsenterer hver Fabrik hele den, økonomiske Grens Interesser og Udviklingsmuligheder.
Men selv denne kunne betone Proletariatets Interesser hos en bestemt økonomisk Gren frem for Arbejderklassens almene Interesser. Det almene økonomiske Råd, som udkaster g gennemfører hele den økonomiske Plan, udligner Arbejdernes Interesser og gør den almene Interesse til Lov. Hermed bliver Syndikalismens lavsmæssige Tendenser ophævet, og samtidig bliver det Problem løst, som denne på Grund af Mistro overfor det bankerotte Demokrati fornægtede og vendte sig bort fra. Arbejderrådenes Kongres, Arbejderrådenes Eksekutivkomite, det er den proletariske Statsmagt. Ikke den kapitalistiske Undertrykkelses Middel, men omvendt Proletariatets Kamporgan. Rådsregeringen er ingen demokratisk Regeringsform, men det er Formen for Arbejderregeringen, den viser klart sin Klassekarakter, indhylder den ikke i demokratiske Fraser, men den er samtidig den Regeringsform; hvorunder den revolutionære Arbejderklasses Vilje, klar, utvetydig og hensynsløs kan udtrykkes. Hermed er det Problem løst, som ikke kunne løses af det borgerlige Demokrati: Bureaukratiets Problem.
Syndikalismen har med Afsky vendt sig bort fra Bureaukratiets Problem. Den ville ophæve Bureaukratiet og dets Organer, men den kunne ikke ophæve det, den fornægtede det kun i Ord. I det kapitalistiske Samfund er Proletariatet dømt til kun at snappe smulerne fra den kapitalistiske Videnskabs Bord. I det kapitalistiske Samfund måtte der selv i Arbejderbevægelsen findes Bureaukrater, som alene havde Tid til at lære Arbejderbevægelsens Teknik at kende. Efter at Kapitalismen er styrtet ved den socialistiske Revolutions Proces, som roder dybt op i Arbejdermasserne og lader alle Evnerne spire frem, er der for første Gang i Historien givet Arbejderklassen en Mulighed for virkelig selv at kunne forvalte sine Anliggender.
Regeringsformen med Råd af Arbejderdelegerede, som stadig vender tilbage til Moderjordbunden, til Fabrikken, det vil blive den Form, hvorunder Verdensproletariatet besejrer Kapitalismen og bliver i Stand til at gennemføre Socialismen, og det er mere end betegnende, at alle de “Marxister”, som forsøger at dadle den russiske Revolution, endnu ikke har forsøgt at angribe Tankerne om en Rådsregering. For at gøre det, måtte de intet mindre end forsvare de imperialistiske Mørkekamre; i hvilke Bureaukratiet sammen med Finanskapitalens Repræsentanter, udfører Statens Forretninger. Parlamentet er en Diskussionsklub, en Vrøvlebod. Parlamentet leder ingen Fabrikker, Parlamentet bygger ingen Jernbaner.
Statsmaskinen, som fra en Politimaskine stadig mere og mere bliver til et økonomisk Kontor, kunne enten sagligt ledes af et bureaukratisk, kapitalistisk Konsortium, hvorved Parlamentet kun var en Kulisse, som var skudt foran, eller der måtte skabes sådanne Organer af Arbejderne, at de sammen med uddannede Fagfolk kunne sætte det økonomiske Apparat i Gang og lede dette.
Fordi dette Alternativ stod enhver klart, som havde det ringeste Begreb om de såkaldte demokratiske Staters Mekanisme måtte Modstanderne af en Rådsregering indskrænke sig til at forsvare Nationens Ret, d.v.s. at vrøvle med Bourgeosiet, men de kunne ikke vove at forsvare Kærnen i det faktiske Herredømme af forenede Bureaukrater og Kliker af Finanshajer, d.v.s. de måtte fuldkommen lade det kardinale Spørgsmål om Formen for Arbejderrevolutionen – ude af Spillet. Og dette er det bedste Bevis for, at de lærde Herrer aldeles ikke var istand til ikke blot virkelig at bekæmpe den russiske Revolution, men oven i Købet ikke at forstå den.
Det europæiske Proletariat vil uden Tvivl i Løbet af den nærmeste Tid marschere frem så hurtigt, at det ikke vil have Tid til at lære den russiske Revolutions Praksis at kende i lærde Bøger, det vil forstå den praktisk, førend det er istand til at lære. Deri at kende ud fra dens Dokumenter. Vi, som har haft den uendelige Lykke, efter 4 Års Gru, Verdenskrigens Rædsler, at leve, d.v.s. at kæmpe midt i et nyt opstående Samfund, vi bilder os ikke ind at være Læremestre for det europæiske Proletariat. Forsåvidt Historien endnu lader det få et Spand af Tidsrum til at lære den russiske Revolution og dens skematiske Fremstilling at kende, førend det praktisk anvender og indhenter den, da er det vor Opgave at give det et Billede af det russiske Proletariats Vilje og Handling.
Kendsgerningerne taler da til Proletariatets længselsfulde Hjerter, til dets Hjerne, om, at Kendsgerninger er Kendsgerninger uden nogensomhelst Anbefaling. Den russiske Revolution behøver ikke at forsvare sig for det europæiske Proletariats Domstol. Hvis Socialismen virkelig; hvad vi er overbevist om, har opfyldt to Generationers bedste Proletarer med Længsel og Higen, så vil de genkende den i den russiske Revolution, fordi den er det første Skridt til Udvikling af Socialismen fra Teori til Handling. Og de kan allerede i den russiske Revolution anerkende Opfyldelsen af deres Drømme. Fra San Francisko til Wladiwostock, hvad enten man tager Vejen over Atlanterhavet eller over det store og stille Hav, fra alle Verdens Kanter modtager vi daglig Beviser på, at Trods den borgerlige Presses Løgne, at Trods Socialismens Forrædderes Fejghed, vender Arbejderklassen i alle Lande, når de blot begynder at røre på sig, når de blot føler Kampviljen, sine øjne imod det Rusland, som har drukket så meget Blod, imod det Rusland, hvor Arbejderklassen kæmper med en Verden af Fjender, som det dog, det håber vi, vil besejre.
Gid denne, min Ven Bucharins, lille Bog, som i Løbet af 3 Måneder spredtes i een Million Eksemplarer ud over Ruslands vidtstrakte Sletter for at gøre Proletarerne deres Handlemåde forklarlig, gid den må klare for al Verdens Proletarer, hvis Blod endnu i Strømme udgydes af Kapitalisterne, Billedet af det, som det er værd at kæmpe for, som det er en Lykke at dø for, for enhver, hvem Socialismen var andet end – rene Fraser.
Moskva, i September 1918.
I den Uge, hvor Lenin, Verdensrevolutionens Hjerte og Hjerne, kæmpede med Døden – og sejrede.
1. Bebel fortæller i sine Livserindringer, at “det kommunistiske Manifest” var den Generation, som trådte ind i den socialistiske Bevægelse i 70’erne, ganske ubekendt. Af andre Kilder ved vi, at Engels’ Bog: Herrn Dührings Umwälzung in der Wissenschaft (Hr. D.’s Omvæltning i Videnskaben) var det Værk, hvori Marxismen blev tilgængelig som samlet Verdensanskuelse. Engels’ bog kom først i 1878.)
2. hvor latterligt!
3. kendt sterigsk Social-Demokrat
4. det er dig, det gælder
Sidst opdateret 19.6.2008