Personlighedens rolle i historien

G. V. Plekhanov (1898)

 

Indledning

"Personlighedens rolle i historien" fremkom i 1898 i det russiske tidsskrift "Nautjnoje obozrenije" ("Videnskabelig revy"). Som forfatter var angivet A. Kirsanov.

Bag dette pseudonym skjulte sig den marxistiske skribent Georgij Valentinovitj Plehanov (1856-1918). 1 1880 havde han som revolutionær modstander af tsarismen forladt Rusland, og i 1883 oprettede han i Geneve den første russiske marxistiske organisation: "Arbejdets Befrielse". I de følgende tyve år virkede han (fortsat som politisk emigrant) som en inspirerende og ofte original marxistisk teoretiker, navnlig på filosofiens og litteraturteoriens område. I sine skrifter bekæmpede han med held de småborgerlige narodniker ("folkevenner"), hvis individualistiske og utopiske samfundssyn indtil da havde behersket den revolutionære bevægelse i Rusland. I den internationale marxisme vandt han omkring århundredskiftet et stort navn ved sin kamp mod revisionismen indenfor filosofien. Hans hovedværk, "Udviklingen af den monistiske historieopfattelse", udkom 1895. Efter 1903 gled Plehanov mere og mere over til mensjevismen.

I "Personlighedens rolle i historien" behandler Plehanov – mesterligt fra såvel formens som indholdets side – et spørgsmål af central betydning for samfundshistorien. For datidens russiske revolutionære var spørgsmålet tillige et aktuelt politisk problem, idet narodnikerne, modsat marxisterne, betragtede de "store mænd" som historiens egentlige drivkræfter, mens folket opfattedes som en passiv masse. Plehanovs argumentation virkede dengang som nu overordentlig overbevisende. Skriftet vender sig mod den anti-marxistiske personlighedsdyrkelse, men er tillige en redegørelse for den rolle, der tilkommer de store mænd i historien.

 

Læsningen af Plehanovs skrift vanskeliggøres for de indledende kapitlers vedkommende af, at man føres lige ind i en debat, hvis baggrund nutidslæseren næsten ikke kender; dertil kommer de omskrivninger af navne på personer og retninger, som Plehanov måtte gribe til af hensyn til den marxistiske censur. (Den "højt agtede sociolog" i kapitel I er således narodnikføreren Mihajlovskij; med "en af de socialpolitiske teorier i Vesteuropa" (kapitel II) sigtes til marxismen; de senere i samme kapitel omtalte russiske "disciple" er de russiske marxister).

I indledningskapitlerne I-III beviser Plehanov, vendt mod narodnikerne, at den marxistiske opfattelse af historien som en lovbunden proces på ingen måde udelukker politisk aktivitet og dermed overbevisningen om, at personligheden kan være en stor samfundsmæssig kraft. I kapitel 1 viser han, at selv religiøs fatalisme meget vel lader sig forene med energisk aktivitet i praksis. 1 kapitel II afvises først "måneformørkelsesargumentet" (hvorefter det skulle være lige så meningsløst for en marxist at virke for socialismen som at tænke sig et politisk parti til fremme af måneformørkelser), og der gøres derpå rede for forholdet mellem frihed og nødvendighed ("friheden er den erkendte nødvendighed"). Kapitel III indledes med en logisk bevisførelse for, at bevidstheden om en lovbundet udvikling må føre til forstærket energi hos de mennesker, der sympatiserer med denne udvikling, men efter denne fremhævelse af personlighedens betydningsfulde plads i historien vender Plehanov sig mod narodnikerne, der stillede de store mænd op mod den indflydelse, lovene for samfundets historiske udvikling øver.

Plehanov går derefter over til at give en samlet fremstilling af marxismens opfattelse af personlighedens rolle i historien. Denne fremstilling, der illustreres af mange eksempler, optager kapitlerne IV, V, VI og VII, medens kapitel VIII sammenfatter hovedsynspunkterne. Plehanov når her blandt andet til følgende konklusion:

"En stor mand er ikke stor, fordi hans personlige egenskaber giver store historiske begivenheder et individuelt præg, men fordi ban har egenskaber, der gør ham mest egnet til at tjene sin tids store samfundsbehov."

Forlaget

 

 


Sidst opdateret 30.3.2008