Marxisme Online > Arkiv > Plekhanov > Indhold
Kapitel I – II – III – IV – V – VI – VII – VIII – Noter
I anden halvdel af 70erne skrev afdøde Kablitz en artikel med titlen "Forstand og følelse som faktorer efor fremskridtet", i hvilken han, under henvisning til Spencer, søgte at bevise, at følelsen spiller hovedrollen for menneskehedens fremskridt, medens forstanden spiller en sekundær, ja en aldeles underordnet rolle. Mod Kablitz optrådte en "højt agtet sociolog", som harcelerede over en teori, der tildelte forstanden en så ydmyg plads. Den "højt agtede sociolog" havde selvfølgelig ret, når han tog forstanden i forsvar. Havn ville imidlertid have haft langt mere ret, hvis han, uden at komme ind på kernen i det af Kablitz rejste spørgsmål, havde vist, i hvor høj grad selve hans problemstilling var umulig og utilladelig. Teorien om "faktorerne" er i virkeligheden i sig selv meget skrøbelig, idet den vilkårligt udskiller forskellige sider af samfundslivet og hypostaserer dem, idet den forvandler dem til kræfter af særlig art, som fra forskellige sider og med ulige held leder samfundsmennesket ind på fremskridtets vej. Men denne teori er endnu skrøbeligere i den form, den har fået hos Kablitz, idet han ikke nøjedes med at forvandle den ene eller den anden side af samfundsmenneskets virksomhed, men forskellige områder af den individuelle bevidsthed til specielle sociologiske hypostaser. Det er i sandhed abstraktionens højdepunkt; længere kan man ikke komme, for der begynder den oplagte urimeligheds groteske rige. Det var det, den "højt agtede sociolog" burde have gjort Kablitz og hans læsere opmærksom på. Hvis den "højt agtede sociolog" havde påvist, hvilken abstraktionens labyrint Kablitz var endt i i sin søgen efter den dominerende "faktor" i historien, var han måske uforvarende kommet til også at yde et bidrag til kritikken af selve faktorteorien. Det ville dengang havde været meget nyttigt for os alle sammen. Han var imidlertid ikke opgaven voksen. Han tog selv denne teori som udgangspunkt og adskilte sig kun fra Kablitz ved en hang til eklekticisme, så at alle "faktorer" forekom ham lige vigtige. Hans intellekts eklektiske egenskaber fremtrådte senere særlig klart i hans angreb på den dialektiske materialisme, i hvilken han så en lære, der ofrede alle andre "faktorer" for den økonomiske "faktor" og reducerede personlighedens rolle i historien til nul. Det faldt slet ikke den "højt agtede sociolog" ind, at den dialektiske materialisme står fremmed over for "faktor"-teorien, og at kun den, der er helt ude af stand til logisk tænkning, kan se en begrundelse for den såkaldte kvietisme i den. Det bør for resten bemærkes, at der ikke er noget originalt i denne bommert fra den "højt agtede sociologs" side. Der er mange, mange andre, der har lavet denne bommert, de laver den fortsat og vil sandsynligvis blive ved med det ...
Man begyndte allerede at beskylde materialisterne for tilbøjelighed til kvietisme på et tidspunkt, da de slet ikke havde udformet den dialektiske opfattelse af naturen og historien. Vi vil ikke gå langt tilbage i historien, men blot minde om striden mellem de kendte engelske videnskabsmænd Priestley og Price. I en analyse af Priestleys opfattelse søgte Price at bevise, at materialismen er uforenelig med begrebet frihed og gør det af med al selvstændig handlen fra personlighedens side. Som svar henviste Priestley til erfaringer fra hverdagslivet. "Jeg taler ikke om mig selv, skønt man selvfølgelig ikke kan kalde mig det trægeste og mest livløse af alle dyr (the most torpid and lifeless of all animals), men hvor vil han (dr. Price) finde mere ildhu, en stærkere og utrætteligere viljestyrke, mere kraft og udholdenhed i forfølgelsen af de vigtigste mål end blandt dem, der hylder nødvendighedslæren?" Priestley sigtede til en af tidens demokratiske religiøse sekter, de såkaldte Christian Necessarians. [1] Vi véd ikke, om denne sekt virkelig var så aktiv, som dens tilhænger Priestley mente. Men det er heller ikke vigtigt. Der er ikke nogen tvivl om, at den materialistiske opfattelse af den menneskelige vilje udmærket lader sig forene med den mest energiske aktivitet i praksis. Lanson bemærker, at "alle doktriner, der stillede de største krav til den menneskelige vilje, i princippet har hævdet viljens afmagt; de benægtede friheden og indordnede verden under fatalismen". Lanson har ikke ret, når han tror, at enhver benægtelse af den såkaldte viljens frihed fører til fatalisme; men det har ikke hindret ham i at konstatere en overordentlig interessant historisk kendsgerning: historien viser faktisk, at selve fatalismen ikke altid hindrer energisk aktivitet i praksis, den har tværtimod i visse perioder været det psykologisk nødvendige grundlag for en sådan aktivitet. Som bevis vil vi henvise til puritanerne, der med hensyn til energi overgik alle andre partier i det 17. århundredes England, og til Muhameds efterfølgere, der i løbet af kort tid underlagde sig et vældigt område fra Indien til Spanien. Det er en stor fejl at tro, at overbevisningen om en givet begivenhedsrækkes uundgåelighed er nok til at få enhver psykologisk mulighed for at fremme eller modvirke denne til at forsvinde hos os. [2]
Her afhænger alt af, om min egen aktivitet udgør et nødvendigt led i en kæde af nødvendige begivenheder. Hvis dette er tilfældet, vakler jeg så meget mindre, og handler jeg så meget mere energisk. Heri er der intet forbavsende: Når vi siger, at den pågældende person anser sin aktivitet for et nødvendigt led i en kæde af nødvendige begivenheder, så betyder dette blandt andet, at den manglende viljens frihed for ham er ensbetydende med, at han er fuldstændig ude af stand til at være uvirksom, og at denne manglende viljens frihed i hans bevidsthed genspejler sig som umulighed af at handle anderledes, end han gør. Det er netop denne psykologiske tilstand, der kan udtrykkes med Luthers berømte ord: "Hier stehe ich, ich kann nicht anders", og takket være hvilken mennesker lægger den mest ukuelige energi for dagen og udfører de mest forbavsende bedrifter. Hamlet kendte ikke denne sindstilstand, og derfor var han kun i stand til at jamre og gruble. Og derfor ville Hamlet aldrig have accepteret en filosofi, ifølge hvilken friheden kun er nødvendighed, der er blevet én bevidst. Fichte sagde med rette: " Som manden er, således er hans filosofi".
Der findes hos os folk, der har taget Stammlers bemærkning om, at en af de socialpolitiske teorier i Vesteuropa er præget af en uløselig indre modsigelse, alvorlig. Vi tænker på det kendte eksempel med måneformørkelsen. I virkeligheden er dette et fuldstændig meningsløst eksempel. Til de betingelser, der skal til for at bevirke en måneformørkelse, hører ikke og kan absolut ikke høre den menneskelige aktivitet, og alene af den grund kunne et parti til fremme af måneformørkelser kun opstå i en galeanstalt. Men selv om den menneskelige aktivitet hørte med til disse betingelser, ville ingen af dem, der meget gerne ville se måneformørkelsen, men som samtidig var overbevist om, at den ganske givet ville finde sted også uden deres medvirkning, tilslutte sig måneformørkelsespartiet. I dette tilfælde ville deres "kvietisme" kun bestå i, at de afholdt sig fra overflødig, det vil sig unyttig aktivitet, og ville ikke have noget til fælles med virkelig kvietisme. Hvis eksemplet med måneformørkelsen ikke skal være meningsløst i det af os betragtede tilfælde med det nævnte parti, må man forandre det fuldstændigt. Man må forestille sig, at månen er udstyret med bevidsthed, og at dens stilling i verdensrummet, som bevirker dens formørkelse, forekommer den at være frugten af dens viljes selvbestemmelse og ikke blot giver den den største nydelse, men er en ubetinget forudsætning for dens sjælefred, så at den altid lidenskabeligt søger at indtage denne stilling. [3] Når man har forestillet sig alt dette, må man spørge sig selv: Hvad ville månen føle, hvis den omsider opdagede, at det i virkeligheden ikke er dens vilje eller dens "idealer", der bestemmer dens bevægelse i verdensrummet, men tværtimod dens bevægelse, der bestemmer dens vilje og dens "idealer"? Ifølge Stammler ville en sådan opdagelse ubetinget gøre den ude af stand til at bevæge sig, med mindre den klarede sig ud af kniben ved hjælp af en logisk selvmodsigelse. Der findes imidlertid absolut ingen grund for en sådan antagelse. Denne opdagelse kunne være en af de formelle årsager til månens dårlige humør, til dens utilfredshed med sig selv, til modsætningen mellem dens "idealer" og den mekaniske virkelighed. Men da vi går ud fra, at "månens psykiske tilstand" i det hele taget til syvende og sidst er betinget af dens bevægelse, må man også søge årsagerne til dens sjælelige konflikt i dens bevægelse. Ved en omhyggelig undersøgelse ville det måske vise sig, at når månen befinder sig længst borte fra jorden, sørger den over, at dens vilje er ufri; men når den befinder sig nærmest ved Jorden, er den samme omstændighed en ny formel kilde til lyksalighed og sjælsstyrke. Måske ville det vise sig at være omvendt: måske ville den finde et middel til at forsone frihed med nødvendighed, når den var længst fra Jorden og ikke nærmest ved den. Hvordan dette nu end forholder sig, så er der ikke tvivl om, at en sådan forsoning er fuldt ud mulig, at bevidstheden om nødvendigheden udmærket kan gå hånd i hånd med den mest energiske aktivitet i praksis. Sådan har det i hvert fald hidtil været i historien. Mennesker, der har benægtet viljens frihed, har ofte overgået alle deres samtidige i viljestyrke og stillet de største krav til denne. Der er mange eksempler herpå. De kendes af alle. Glemme dem, sådan som Stammler øjensynligt gør det, kan man kun, når man bevidst nægter at se den historiske virkelighed, som den er. En sådan indstilling fremtræder for eksempel meget stærkt hos vore subjektivister og visse tyske filistre. Men filistre og subjektivister er ikke mennesker, men bare spøgelser, som Belinskij ville have sagt.
Lad os imidlertid se nærmere på det tilfælde, hvor et menneskes egne handlinger – i fortiden, nutiden eller fremtiden – forekommer det helt igennem at være dikteret af nødvendigheden. Vi ved allerede, at mennesket i så tilfælde – hvad enten som Muhamed anser sig for Guds udsending, eller som Napoleon anser sig for udvalgt af en uafvendelig skæbne, eller som visse statsmænd i det 19. århundrede anser sig for udtryk for den historiske udviklings uimodståelige kraft – lægger en næsten elementær viljestyrke for dagen og fejer alle de hindringer, som små og store Hamlet'er rejser på deres vej, til side som korthuse. [4] Men dette eksempel interesserer os nu fra et andet synspunkt, nemlig følgende: Når bevidstheden om min viljes ufrihed kun fremstår for mig i skikkelse af en fuldstændig subjektiv og objektiv umulighed af at handle anderledes., end jeg gør, og når mine handlinger samtidig for mig er de mest ønskelige af alle mulige handlinger, så identificeres i min bevidsthed nødvendighed med frihed og frihed med nødvendighed, og så er jeg kun ufri i den forstand, at jeg ikke kan rokke ved denne identitet af frihed og nødvendighed, ikke kan sætte dem i modsætning til hinanden og ikke kan fæle mig hemmet af nødvendigheden. Men en sådan mangel på frihed er tillige frihedens mest fuldstændige manifestation.
Simmel siger, at frihed altid må betyde at være fri for noget, og at frihed ikke har nogen mening, hvor man ikke opfatter den som modsætning til bundethed. Det er selvfølgelig sandt. Men på grundlag af denne lille elementære sandhed kan man ikke omstøde den sætning, der udgær en af den filosofiske tænknings mest geniale opdagelser, nemlig at friheden er den erkendte nødvendighed. Simmels definition er alt for snæver: den omfatter kun frihed for ydre tvang. Så længe der kun er tale om en sådan tvang, ville det være fuldstændig latterligt at identificere frihed med nødvendighed: en lommetyv har ikke frihed til at stjæle ens lommetørklæde, hvis man hindrer ham i at gære det, og så længe han ikke på den ene eller den anden måde har overvundet ens modstand. Men foruden dette elementære og overfladiske frihedsbegreb findes der et andet, som er uendelig meget mere dybtgående. Dette begreb eksisterer overhovedet ikke for folk, der er ude af stand til at tænke filosofisk, og folk, der er i stand til det, fatter først dette begreb, når de har frigjort sig for dualismen og forstået, at der ikke eksisterer den afgrund mellem subjektet på den ene side og objektet på den anden, som dualisterne forudsætter.
Den russiske subjektivist stiller sine utopiske idealer op mod vor kapitalistiske virkelighed og går ikke længere. Subjektivisterne er blevet hængende i dualismens sump. De såkaldte russiske "disciples" idealer ligner den kapitalistiske virkelighed langt mindre end subjektivisternes idealer gør. Men "disciplene" har alligevel fundet en bro, der forbinder idealerne med virkeligheden. "Disciplene" har hævet sig op til monismen. Efter deres opfattelse vil kapitalismen i kraft af sin egen udvikling føre til sin egen negation og til virkeliggørelsen af deres idealer, det vil sige de russiske og ikke blot de russiske "disciples" idealer. Det er den historiske nødvendighed. "Disciplen" tjener som et redskab for denne nødvendighed og må uundgåeligt gøre det både i kraft af sin stilling i samfundet og i kraft af den åndelige og moralske karakter, som denne stilling har skabt. Det er også en side af nødvendigheden. Men eftersom hans stilling i samfundet har fremkaldt netop denne karakter hos ham, tjener han ikke blot som redskab for nødvendigheden og kan ikke andet end tjene som sådant, men han ønsker også lidenskabeligt at tjene som redskab og kan ikke andet end ønske det. Det er en side af friheden, en frihed, der er vokset op af nødvendigheden, eller rettere sagt, det er en frihed, der er identisk med nødvendigheden, det er en nødvendighed, der har forvandlet sig til frihed. [5] Denne frihed betyder også, at man er fri for en vis tvang; den står også i modsætningsforhold til en vis bundethed: dybtgående definitioner omstøder ikke de overfladiske, men optager dem i sig, idet de supplerer dem. Men hvilken tvang, hvilken bundethed kan der være tale om i dette tilfælde? Det er klart: det er den moralske tvang, der bremser energien hos dem, som ikke har frigjort sig for dualismen; den bundethed, som de mennesker lider under, der ikke formår at slå bro over den afgrund, som skiller idealerne fra virkeligheden. Så længe et menneske ikke har erobret denne frihed ved modigt at anspænde den filosofiske tænkning, tilhører det endnu ikke fuldt ud sig selv og betaler mod sine egne moralske skrupler en skændig tribut til den ydre nødvendighed, som det står i modsætning til. Men til gengæld fødes dette menneske til et nyt, rigt og hidtil ukendt liv, så snart det afkaster det åg, som denne pinefulde og skændige tvang er, og dets frie handlinger bliver det bevidste og frie udtryk for nødvendigheden. [6] Da bliver personligheden en stor samfundsmæssig kraft, og da er der intet, der kan hindre den i
At storme frem mod løgnens list
Som himlens torden ...
Vi gentager: Bevidstheden om en given foreteelse absolutte uundgåelighed kan kun forstærke energien hos et menneske, der sympatiserer med denne foreteelse, og som anser sig selv for at være en af de kræfter, der fremkaldte den. Hvis et sådant menneske lagde armene over kors i bevidstheden om foreteelsens uundgåelighed, ville det dermed vise, at det ikke duede til at regne. Lad os antage, at foreteelse A nødvendigvis må indtræde, hvis der foreligger en given sum af betingelser. De har bevist for mig, at en del af denne sum allerede foreligger, og at resten vil komme til det på et givet tidspunkt (T). Når jeg – et menneske, der sympatiserer med foreteelse A – er overbevist herom, udbryder jeg: "Det er godt!" og lægger mig til at sove lige til den glædens dag, da den forudsagte begivenhed skal indtræffe. Hvad bliver resultatet? Følgende. Ifølge antagelsen indgik også min virksomhed, som vi kan betegne ved a, i den sum, der er nødvendig for at bevirke foreteelse A. Men eftersom jeg har ligget i dvale, bliver på tidspunktet T summen af de betingelser, der skulle fremkalde den givne foreteelse, ikke S, men S – a, hvilket forandrer sagen. Måske indtages min plads af et andet menneske, der også har været nær ved uvirksomhed, men som blev frelst ved synet af min apati, som han fandt oprørende. I så fald erstattes kraften a af kraften b, og hvis a er lig b (a = b), forbliver summen af de betingelser, der fremkalder A, lig S, og foreteelsen A vil alligevel indtræffe på det forventede tidspunkt T.
Men hvis ikke man kan sætte min indsats lig nul, hvis jeg er en behændig og dygtig arbejder, og hvis ingen har erstattet mig, så får vi ikke hele summen S, og foreteelsen vil indtræde senere, end vi antog, eller ikke i den udstrækning, vi ventede, eller den vil slet ikke finde sted. Det er soleklart, og hvis jeg ikke forstår dette, hvis jeg mener, at S forbliver S, også efter at jeg har svigtet, så kan det kun være, fordi jeg ikke kan regne. Men er jeg den eneste, som ikke kan regne? De, der forudsagde mig, at summen S afgjort ville foreligge på tidspunktet T, havde ikke forudset, at jeg ville lægge mig til at sove straks efter min samtale med Dem; De var overbevist om, at jeg til det sidste ville forblive en god arbejder; De troede, at kraften var mere pålidelig, end den faktisk var. De har altså også regnet dårligt. Men lad os antage, at De ikke gjorde nogen fejl, men tog alting i betragtning. Så ser Deres regnestykke således ud: De siger, at summen S vil foreligge på tidspunktet T. I denne sum af betingelser vil min svigten indgå som en negativ størrelse; heri indgår også som en positiv størrelse, den opmuntrende virkning, det har på karakterfaste mennesker, at de er overbevist om, at deres bestræbelser og idealer er det subjektive udtryk for den objektive nødvendighed. I så fald vil summen S virkelig foreligge på det af Dem fastsatte tidspunkt, og foreteelsen A vil finde sted. Det forekommer mig at være klart. Men hvis det er klart, hvorfor bragte tanken om foreteelsen A's uundgåelighed mig så ud af ligevægt? Hvorfor forekom det mig, at den fordømte mig til uvirksomhed? Hvorfor glemte jeg de simpleste regneregler, når jeg diskuterede det? Sandsynligvis fordi jeg som følge af min opdragelse allerede havde en meget stærk hang til uvirksomhed, og min samtale med Dem var den dråbe, der fik denne rosværdige hangs bæger til agt flyde over. Det er det hele. Kun i denne betydning – som anledning til at konstatere min moralske slaphed og uduelighed – figurerede bevidstheden om nødvendigheden her. Derimod er det ganske umuligt at betragte den som årsag til denne slaphed: årsagen var ikke bevidstheden om nødvendigheden, men min opdragelse. Altså ... altså er regnekunsten en yderst prisværdig og gavnlig videnskab, hvis regler ikke en gang må glemmes af d'herrer filosoffer, ja, som oven i købet er særlig vigtige for d'herrer filosoffer.
Men hvordan vil bevidstheden om en given foreteelses uundgåelighed virke på en stærk mand, som ikke sympatiserer med foreteelsen og modvirker dens indtræden? Her forholder det sig noget anderledes. Det er meget muligt, at denne bevidsthed vil svække hans modstand noget. Men hvornår bliver modstanderne af en given foreteelse overbevist om dens uundgåelighed? Når de omstændigheder, der begunstiger den, bliver meget talrige og meget stærke. Modstandernes bevidsthed om, at foreteelsen uundgåeligt vil indtræffe og deres svindende energi er kun et tegn på, hvor stærke de forhold er, som begunstiger den. Disse tegn indgår så igen som en del af de gunstige omstændigheder.
Modstanden vil dog ikke blive svækket hos alle modstandere af foreteelsen; hos nogle vil den blot øges som følge af bevidstheden om dens uundgåelighed og forvandles til fortvivlelsens energi. Historien i almindelighed og Ruslands historie i særdeleshed kan opvise mange lærerige eksempler på den slags energi. Vi håber, at læseren kan komme i tanker om dem uden vor hjælp.
Her afbrydes vi af hr. Karejev, der selvfølgelig ikke deler vor opfattelse af frihed og nødvendighed og heller ikke billiger vor forkærlighed for stærke menneskers "yderligheder", men alligevel med tilfredshed ser, at tanken om, at personligheden kan være en stor samfundsmæssig kraft, bliver fremført i vort tidsskrift. Den højtærede professor udbryder glad: "Det har jeg altid sagt". Og det er sandt. Hr. Karejev og alle subjektivister har altid tildelt personligheden en overordentlig betydningsfuld plads i historien. Og der var en tid, da dette fik den fremskridtsvenlige ungdom til at nære stor sympati for dem, thi denne ungdom følte en ædel trang til at arbejde for det fælles vel og var derfor naturligvis tilbøjelig til at sætte det personlige initiativ højt. Men i virkeligheden har subjektivisterne hverken kunnet løse eller blot formulere spørgsmålet om personlighedens rolle i historien rigtigt. De stillede "kritisk tænkende personligheders aktivitet" op mod den indflydelse, som lovene for samfundets historiske udvikling øver, og skabte derved en slags ny variant af faktorteorien: de kritisk tænkende personligheder var den ene faktor i denne udvikling, mens dens egne love udgjorde den anden faktor. Resultatet blev en fuldstændig absurditet, som man kun kunne slå sig til tåls med, så længe de aktive "personligheders" opmærksomhed var optaget af praktiske hverdagsproblemer, og de derfor ikke havde tid til at beskæftige sig med filosofiske problemer. Men den stilstand, der indtrådte i firserne, gav dem, der var i stand til at tænke, ufrivillig tid til filosofiske betragtninger, og nu begyndte subjektivisternes lære at gå op i sømmene og falde fra hinanden lige som Akakij Akakijevitjs berømmelige kappe. Her hjalp ikke nok så mange lapper, og en efter en begyndte tænkende mennesker at forkaste subjektivismen som en tydelig nok uholdbar lære. Men som det plejer at gå i den slags tilfælde, reaktionen mod subjektivismen drev nogle af dens modstandere over i den modsatte yderlighed. Medens nogle subjektivister, udfra ønsket om at tildele "personligheden" en så stor rolle i historien som muligt, nægtede at anerkende menneskehedens historiske udvikling som en lovbunden proces, har nogle af deres nyeste modstandere, udfra ønsket om at fremhæve denne udviklings lovbundethed så meget som muligt, åbenbart været rede til at glemme, at historien skabes af mennesker, og at personlighedernes aktivitet derfor nødvendigvis må være af betydning for den. De betragtede personligheden som en quantité négligeable. Teoretisk er denne yderlighed lige så utilladelig som den, de mest fanatiske subjektivister er havnet i. At ofre tesen for antitesen er lige så umotiveret som at glemme antitesen for tesens skyld. Det rigtige synspunkt vil først blive fundet, når vi formår at forene de sandhedsmomenter, der rummes i dem, i en syntese. [7]
Vi har længe interesseret os for denne opgave og har længe ønsket at invitere læseren til at gå i gang med den sammen med os. Visse betænkeligheder holdt os imidlertid tilbage: Vi troede, at vore læsere allerede havde løst den for deres eget vedkommende, og at vor invitation ville komme for sent. Disse betænkeligheder har vi ikke mere. De tyske historikere har befriet os for dem. Vi siger dette for fuldt alvor. Sagen er den, at de tyske historikere i den sidste tid har været inde i en temmelig heftig debat om de store mænd i historien. Nogle var tilbøjelige til i disse mænds politiske virksomhed at se den vigtigste og næsten den eneste drivfjeder for den historiske udvikling, medens andre påstod, at dette var et ensidigt standpunkt, og at den historiske videnskab ikke alene skulle beskæftige sig med de store mænds virksomhed, og med den politiske historie, men med det historiske liv som helhed (das Ganze des geschichtlichen Lebens). En af repræsentanterne for denne sidste retning er Karl Lamprecht, der har skrevet "Det tyske folks historie", som P. Nikolajev har oversat til russisk. Modstanderne beskyldte Lamprecht for "kollektivisme" og materialisme og stillede ham endda – horribile dictu – på linje med "de socialdemokratiske ateister", som han udtrykte det i sit slutindlæg. Da vi havde sat os ind i Lamprechts synspunkter, konstaterede vi, at de beskyldninger, der var blevet rejst mod den stakkels videnskabsmand, var fuldstændig grundløse. Samtidig overbeviste vi os om, at vor tids tyske historikere ikke er i stand til at løse spørgsmålet om personlighedens rolle i historien. Vi anså os da for berettigede til at antage, at spørgsmålet fortsat er uløst også for en del russiske læsere, og at der også nu kan siges en del om det, som ikke er helt uden teoretisk og praktisk interesse.
Lamprecht har samlet en bunke (eine artige Sammlung, som han udtrykker sig) vidnesbyrd af fremtrædende statsmænd om forholdet mellem deres egen virksomhed og det historiske miliø, hvori de udøvede den. I sin polemik har han imidlertid hidtil nøjedes med at henvise til nogle taler og udtalelser af Bismarck. Han anfører følgende ord, som jernkansleren udtalte i den nordtyske rigsdag den 16. april 1869: "Vi kan hverken ignorere fortidens historie eller, mine herrer, skabe fremtiden; og det er en misforståelse, som jeg også gerne ville advare imod her, at vi ikke bilder os ind, at vi kan fremskynde tidens gang ved at stille vore ure frem. Min indflydelse på de begivenheder, der har båret mig oppe, overvurderes ganske vist i væsentlig grad, men der er dog sikkert ingen, der vil forlange af mig, at jeg skal skabe historie. Det ville jeg end ikke kunne gøre i fællesskab med Dem, mine herrer, selv om vi i dette fællesskab er så stærke, at vi kan trodse en verden i våben, men historien kan vi ikke skabe, vi kan kun afvente, at den fuldbyrdes. Vi kan ikke fremskynde frugternes modning ved at holde en lampe under dem, og hvis vi slår efter umodne frugter, kan vi kun hindre dem i deres vækst og ødelægge dem." På grundlag af Jolys vidnesbyrd anfører Lamprecht ligeledes synspunkter, som Bismarck flere gange fremsatte under den fransk-tyske krig. Alt i alt går de igen ud på, at "vi kan ikke skabe de store historiske begivenheder, men må tilpasse os tingenes naturlige gang og nøjes med at sikre os det, der allerede er modnet." Lamprecht ser heri en dyb og fuldkommen sandhed. Efter hans mening kan den moderne historiker ikke tænke anderledes, hvis blot han formår at se ind i begivenhedernes dyb og ikke begrænser sit synsfelt til en alt for kort tidsperiode. Kunne Bismarck have ført Tyskland tilbage til naturalhusholdningen? Det ville have været umuligt for ham selv på den tid, da han stod på højden af sin magt. De almindelige historiske forhold er stærkere end selv de stærkeste personligheder. For en stor mand er hans tids almindelige karakter "den empirisk givne nødvendighed".
Sådan ræsonnerer Lamprecht, der betegner sin opfattelse som universel. De anførte udtalelser af Bismarck er meget interessante som psykologisk dokument. Man behøver ikke at sympatisere med den tidligere tyske kanslers handlinger, men man kan ikke sige, at de var ubetydelige, eller at Bismarck var præget af "kvietisme". Det var jo om ham, Lassalle sagde: "Reaktionens tjenere er ikke frasemagere, og Gud give, at fremskridtet havde flere af den slags tjenere." Og netop denne mand, som undertiden lagde en virkelig jernhård energi for dagen, anså sig selv for fuldstændig afmægtig over for tingenes naturlige gang og betragtede åbenbart sig selv som et simpelt redskab for den historiske udvikling. Det viser endnu engang, at man kan betragte foreteelserne som fremkaldt af nødvendigheden og dog være en meget energisk personlighed. Det er imidlertid kun i den henseende, at Bismarcks meninger er interessante; de kan ikke anses for et svar på spørgsmålet om personlighedens rolle i historien. Ifølge Bismarck sker begivenhederne af sig selv, og vi kan blot sikre os det, som de forbereder. Men hver handling for at "sikre os" noget er også en historisk begivenhed. Hvorved adskiller den slags begivenheder sig fra dem, der sker af sig selv? I virkeligheden er næsten hver historisk begivenhed både en handling, hvorved man "sikrer sig" de allerede modne frugter af den forudgående udvikling, og et led i den kæde af begivenheder, som forbereder fremtidens frugter. Hvordan kan man så stille dehandlinger, hvorved man "sikrer sig" noget, op mod tingenes naturlige gang? Bismarck ville åbenbart sige, at de i historien virksomme personligheder eller grupper af personligheder aldrig har været og aldrig vil blive almægtige. Det kan der selvfølgelige ikke være mindste tvivl om. Men vi ville alligevel gerne vide, hvad deres, selvfølgelig langt fra almægtige, magt er afhængig af; under hvilke omstændigheder den vokser, og under hvilke omstændigheder den aftager. Disse spørgsmål besvares hverken af Bismarck eller af den lærde forsvarer af den "universelle" historieopfattelse, der citerer hans ord.
Man træffer ganske vist også mere overbevisende citater hos Lamprecht. [8] Han anfører for eksempel følgende ord af Monod, en af de mest fremstående repræsentanter for den moderne historiske skole i Frankrig: " Historikerne er alt for vant til udelukkende at være opmærksomme på de strålende, iøjnefaldende og overfladiske udslag af menneskelig virksomhed, på de store begivenheder og de store mænd, i stedet for at skildre de store og langsomme bevægelser i de økonomiske forhold og de sociale institutioner, der udgør den virkelig interessante og uforgængelige del af den menneskelige udvikling – den del, som i et vist omfang kan henføres til love og til en vis grad kan underkastes en eksakt analyse. Vigtige begivenheder og personligheder er netop vigtige som tegn og symboler på forskellige momenter i den nævnte udvikling. De fleste af de begivenheder, der kaldes historiske, forholder sig derimod til den sande historie på samme måde som bølgerne forholder sig til tidevandets dybe og bestandige bevægelse – bølgerne opstår på havets overflade, skinner et øjeblik i lyset og knuses så mod strandbredden uden at efterlade sig et spor." Lamprecht erklærer, at han er rede til at underskrive hvert eneste af disse ord af Monod. Som bekendt kan tyske videnskabsmænd ikke lide at være enige med franske og omvendt. Derfor fremhævede den belgiske historiker Pirenne med særlig glæde i "Revue historique", at Monods historieopfattelse faldt sammen med Lamprechts. "Denne overensstemmelse er særdeles betydningfuld," bemærkede han. "Den viser tydelig nok, at fremtiden tilhører den nye opfattelse af historien."
Vi deler ikke Pirennes behagelige forhåbninger. Fremtiden kan ikke tilhøre en uklar og ubestemt opfattelse, og det er netop det, Monods og navnlig Lamprechts opfattelse er. Man må selvfølgelig byde en retning velkommen, der erklærer, at det er den historiske videnskabs vigtigste opgave at studere de sociale institutioner og de økonomiske forhold. Denne videnskab vil gøre store fremskridt, når en sådan retning definitivt får fodfæste i den. Men for det første tager Pirenne fejl, når han anser denne retning for at være ny. Den opstod i den historiske videnskab så langt tilbage som i tyverne i det 19. århundrede: Guizot, Mignet, Augustin Thierry og senere Tocqueville og andre var glimrende og konsekvente repræsentanter for den. Monods og Lamprechts opfattelse er kun en svag kopi af en gammel, men fremragende original. For det andet: Hvor dybtgående Guizots, Mignets og de andre franske historikeres opfattelse end var for deres tid, så var meget i den fortsat uklart. Den indeholder ikke et præcist og fuldstændigt svar på spørgsmålet om personlighedens rolle i historien. Men historievidenskaben må besvare dette spørgsmål, hvis dens repræsentanter skal frigøre sig for et ensidigt syn på deres emne. Fremtiden tilhører den skole, der blandt andet giver det bedste svar på dette spørgsmål.
Guizots, Mignets og de andre historikeres opfattelse inden for denne retning opstod som en reaktion mod det 18. århundredes historieopfattelse og udgør dennes antitese. I det 18. århundrede henførte de folk, der beskæftigede sig med historiens filosofi, alt til personlighedernes bevidste aktivitet. Der fandtes ganske vist også den gang undtagelser fra den almindelige regel: Vico, Montesquieu og Herder havde således en langt mere omfattende historisk-filosofisk horisont. Vi taler imidlertid ikke om undtagelserne, og det overvældende flertal af det 18. århundredes tænkere havde nøjagtig den opfattelse af historien, som vi har anført. I denne henseende er det i vor tid meget interessant igen at læse for eksempel Mablys historiske værker. Ifølge Mably var det Minos, som skabte hele kretensernes socialpolitiske liv og moral, medens Lykurg gjorde Sparta den samme tjeneste. Når spartanerne "foragtede" materiel rigdom, så skyldtes det helt og holdent Lykurg, der "så at sige trængte ned til dybet af sine medborgeres hjerter og dér kvalte spirerne til begærlighed efter rigdom" (descendit pour ainsi dire jusque dans le fond du coeur des citoyens etc.). [9] Og når spartanerne siden veg bort fra den vej, den vise Lykurg havde anvist dem, så var skylden Lysanders, idet denne forsikrede dem, at "nye tider og nye forhold krævede nye regler og en ny politik af dem". [10] Undersøgelser, der er skrevet ud fra en sådan opfattelse, har meget lidt til fælles med videnskab, og de blev, ligesom prædikener, alene skrevet på grund af de moralske "belæringer", der kunne udledes af dem. Det var mod denne opfattelse, de franske historikere på restaurationstiden vendte sig. Efter de altomvæltende begivenheder i slutningen af det 18. århundrede var det simpelt hen umuligt at forestille sig historien som et værk af mere eller mindre fremtrædende og mere eller mindre ædle og oplyste personligheder, som efter forgodtbefindende indpodede den uoplyste, men lydige masse den ene eller den anden slags følelser og begreber. Dertil kom, at denne historiefilosofi oprørte den plebejiske stolthed hos bourgeoisiets teoretikere. Her meldte sig de samme følelser, som da det borgerlige skuespil opstod i det 18. århundrede. I kampen mod den gamle historieopfattelse anvendte Thierry blandt andet de samme argumenter, som Beaumarchais og andre havde fremført mod den gamle æstetik. [11] Endelig havde de storme, der kort tid forinden var gået hen over Frankrig, meget tydeligt vist, at de historiske begivenheders gang på ingen måde alene bestemmes af menneskenes bevidste handlinger. Denne omstændighed måtte være nok til at fremkalde den tanke, at disse begivenheder skete under indflydelse af en skjult nødvendighed, der, ligesom naturens elementærkræfter, virker blindt, men i overensstemmelse med visse ubrydelige love. Det er en i højeste grad bemærkelsesværdig kendsgerning – skønt ingen, så vidt vi véd, hidtil har peget på den -, at den nye opfattelse, hvorefter historien er en lovbunden proces, med størst konsekvens blev fremført af restaurationstidens franske historikere i deres værker om den franske revolution. Det gælder således Mignets og Thiers' værker. Chateaubriand kaldte den nye historiske skole fatalistisk. Han formulerede de opgaver, den stillede forskerne, således: "Dette system kræver, at historikeren uden indignation skal fortælle om de forfærdeligste ugerninger, at han uden kærlighed skal tale om de højeste dyder, og at han med et iskoldt blik kun skal betragte samfundslivet som en manifestation af uafviselige love, i kraft af hvilke hver foreteelse sker nøjagtigt, som den uundgåeligt må ske". [12] Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Den nye skole krævede på ingen måde, at historikeren skal være lidenskabsløs. Augustin Thierry udtalte endda lige ud, at de politiske lidenskaber kan tjene som et kraftigt middel til at opdage sandheden, fordi de skærper forskerens intelligens. [13] Og det er tilstrækkeligt blot at have gjort sig en smule bekendt med Guizots, Thierrys eller Mignets historiske værker for at se, at de sympatiserer meget stærkt med bourgeoisiet både i dets kamp mod det verdslige og gejstlige aristokrati og i dets bestræbelser for at undertrykke det fremspirende proletariats krav. Men det er ubestrideligt, at den nye historiske skole opstod i tyverne i det 19. århundrede, det vil sige på en tid, da aristokratiet allerede var besejret af bourgeoisiet, selv om det stadig søgte at få genindført nogle af sine gamle privilegier. Den stolte bevidsthed om deres klasses sejr kom frem i alle de betragtninger, som historikerne af den nye skole fremsatte. Og eftersom bourgeoisiet aldrig har udmærket sig ved nogen ridderlig finfølelse, så fornemmer man undertiden en ubarmhjertig indstilling til de overvundne i de betragtninger, som bourgeoisiets lærde repræsentanter fremførte. "Le plus fort absorbe le plus faible," siger Guizot i en af sine polemiske brochurer, "cela est de droit" (den stærke opsluger den svage, og det har han ret til). Ikke mindre ubarmhjertig er hans indstilling til arbejderklassen. Det var denne ubarmhjertighed, der til tider tager form af rolig lidenskabsløshed, som førte Chateaubriand på vildspor. Desuden var man dengang endnu ikke helt klar over, hvad man skulle forstå ved den historiske udviklings lovbundethed. Endelig kunne den nye skole tage sig fatalistisk ud, fordi den i sin bestræbelse for kraftigt at betone lovbundetheden kun i ringe grad beskæftigede sig med de store historiske personligheder. [14] Det var svært for folk, der var opdraget i det 18. århundredes anskuelser, at forsone sig med dette. Indvendingerne haglede fra alle sider ned over de nye historikere, og den strid, der da opstod, er, som vi har set, ikke afsluttet den dag i dag.
I januar 1826 skrev Sainte-Beuve i "Globe" i en anmeldelse af 5. og 6. bind af Thiers' "Den franske revolutions historie": "Hvert øjeblik kan mennesket ved en pludselig viljesytring føre en ny, uventet og foranderlig kraft ind i begivenhedernes gang, en kraft, som kan give begivenhedernes gang en anden retning, men som selv ikke lader sig måle på grund af sin foranderlighed." Man må ikke tro, at Sainte-Beuve mente, at menneskets "pludselige viljesytringer" opstod uden nogen årsag. Nej, det ville have været alt for naivt. Han hævdede blot, at de åndelige og moralske egenskaber hos et menneske, der spiller en mere eller mindre vigtig rolle i samfundslivet, hans talenter, kundskaber, beslutsomhed eller mangel på beslutsomhed, tapperhed eller fejghed osv., ikke kan undlade at øve en mærkbar indflydelse på begivenhederne, men at disse egenskaber ikke udelukkende lader sig forklare ved hjælp af de almene love, der bestemmer folkets udvikling, idet de altid og i betydelig grad formes under indflydelse af det, man kan kalde privatlivets tilfældigheder. Lad os anføre nogle eksempler for at klargøre denne tanke, der i øvrigt synes at være klar nok.
I den østrigske arvefølgekrig tilkæmpede de franske tropper sig nogle glimrende sejre, og Frankrig kunne sikkert have fået Østrig til at afstå et temmelig stort område i det nuværende Belgien; men Ludvig den Femtende krævede ikke denne afståelse, fordi han, som han sagde, ikke førte krig som kræmmer, men som konge, og i freden i Aachen fik franskmændene ingenting. Hvis nu Ludvig den Femtende havde været en anden natur, var Frankrigs territorium måske blevet forøget, og det ville igen have ført til, at dets økonomiske og politiske udvikling havde formet sig noget anderledes.
Syvårskrigen førte Frankrig som bekendt i forbund med Østrig. Det siges, at dette forbund blev sluttet under Madame Pompadours kraftige medvirken, idet hun var yderst smigret over, at den stolte Maria Theresia i et brev til hende havde kaldt hende sin kusine eller sin kære veninde (bien bonne amie). Man kan derfor sige, at hvis Ludvig den Femtende havde haft en strengere moral, eller hvis han i mindre grad havde ståen under sine elskerinders indflydelse, ville Madame Pompadour ikke have vundet en sådan indflydelse på begivenhedernes gang, og de ville have taget en anden vending.
Endvidere. Syvårskrigen forløb uheldigt for Frankrig: dets generaler led flere forsmædelige nederlag. De opførte sig i det hele taget mere end mærkeligt: Richelieu var optaget af plyndringer, og Soubise og Broglie generede til stadighed hinanden. Da Broglie for eksempel angreb fjenden ved Philinghausen, hørte Soubise kanontordenen, men kom ikke sin kollega til hjælp, som det var aftalt, og som han utvivlsomt burde have gjort. Broglie blev derfor tvunget til at trække sig tilbage. [15] Den komplet uduelige Soubise blev protegeret af Madame Pompadour. Og man kan igen sige, at hvis Ludvig den Femtende havde været mindre nydelsessyg, eller hvis hans elskerinde ikke havde blandet sig i politik, ville begivenhederne ikke have formet sig så ugunstigt for Frankrig.
De franske historikere siger, at Frankrig slet ikke skulle have ført krig på det europæiske fastland, men koncentreret alle sine anstrengelser om søkrigen for at beskytte sine kolonier mod Englands anslag. Når Frankrig alligevel handlede anderledes, var det igen den uundgåelige Madame Pompadour, der var skyld i det, idet hun gerne ville stå sig godt med "sin kære veninde", Maria Theresia. Syvårskrigen førte til, at Frankrig mistede sine bedste kolonier, hvilket uden tvivl havde stor indflydelse på udviklingen af landets økonomiske forhold. Den kvindelige forfængelighed optræder her i rollen som indflydelsesrig "faktor" i den økonomiske udvikling.
Behøves der flere eksempler? Lad os anføre endnu ét, måske det mest slående. Under den nævnte Syvårskrig havde de østrigske tropper forenet sig med de russiske i Schlesien og omringet Frederik ved Striegau. Hans stilling var fortvivlet, men forbundsfællerne tøvede med at angribe, og da general Buturlin havde stået over for fjenden i tyve dage, trak han sig helt ud af Schlesien og lod kun en del af sine tropper blive stående dér som forstærkning for den østrigske general Laudon. Laudon indtog Schweidnitz, i hvis nærhed Frederik stod, men denne sejr var kun af ringe betydning. Men hvis nu Buturlin havde været en mere energisk natur? Hvis forbundsfællerne havde angrebet Frederik og ikke givet ham lejlighed til at forskanse sig i sin lejr? Måske havde de så tilføjet ham et fuldstændigt nederlag, så at han var blevet nødt til at acceptere alle sejrherrernes vilkår. Og dette skete knap et par måneder før der indtraf en ny tilfældighed, nemlig kejserinde Elisabets død, som straks og kraftigt ændrede situationen til gunst for Frederik. Spørgsmålet er, hvad der ville være sket, hvis Buturlin havde været mere energisk, eller hvis en mand som Suvorov havde haft hans post?
I sin gennemgang af de "fatalistiske" historikeres anskuelser fremsatte Sainte-Beuve en anden betragtning, som det er værd at lægge mærke til. I den ovenfor citerede artikel om Mignets "Den franske revolutions historie" hævdede han, at den franske revolutions forløb og udfald ikke blot var betinget af de almindelige årsager, der fremkaldte den, og ikke blot af de lidenskaber, som den på sin side udløste, men også af en mængde små bitte foreteelser, som havde undgået forskerens opmærksomhed og ikke engang hørte med til de i egentlig forstand samfundsmæssige foreteelser. "Samtidig med at disse (af de samfundsmæssige foreteelser fremkaldte) lidenskaber virkede," skrev han, "var de fysiske og fysiologiske naturkræfter heller ikke uvirksomme: stenen adlød fortsat tyngdekraften; blodet holdt ikke op med at cirkulere i årerne. Var begivenhedernes gang ikke blevet en anden, hvis for eksempel Mirabeau ikke var død af feber, hvis en teglsten tilfældigvis var faldet ned og havde slået Robespierre ihjel, eller hvis han var død ved et slagtilfælde, og hvis Bonaparte var blevet dræbt af en kugle? Vil De virkelig vove at påstå, at udfaldet havde været det samme? Hvis der var indtruffet et tilstrækkeligt stort antal tilfældigheder af samme art, som de af mig antagne, kunne begivenhederne have formet sig på en måde, der er stik modsat den, De anser for at være uundgåelig. Og jeg har ret til at forudsætte sådanne tilfældigheder, fordi de hverken udelukkes af revolutionens almindelige årsager eller af de lidenskaber, som disse almindelige årsager fremkaldte." Han anfører endvidere den kendte bemærkning, at historien ville have fået et helt andet forløb, hvis Kleopatras næse havde været en anelse kortere, og han indrømmer til slut, at der kan siges meget til forsvar for Mignets opfattelse, hvorpå han endnu en gang påpeger, hvori denne forfatters fejl består. Han siger, at ifølge Mignet er det alene de almindelige årsager, man kan tilskrive resultater, som også en mængde andre, små, dunkle og flygtige årsager har bidraget til; det er, som om Mignets strenge logik ikke vil indrømme eksistensen af noget, hvori han ikke kan se orden og lovbundethed.
Er der noget grundlag for Sainte-Beuves indvendinger? Jeg tror, de indeholder en vis portion sandhed. Men hvor meget? For at fastslå det, vil vi først se på den tanke, at et menneske ved "pludselige viljesytringer" kan tilføre begivenhedernes forløb en ny kraft, som er i stand til i betydelig grad at forandre udviklingen. Vi har anført nogle eksempler, der efter vor mening belyser denne tanke meget godt. Lad os fordybe os lidt i disse eksempler.
Alle ved, at militærvæsenet i Frankrig forfaldt mere og mere under Ludvig den Femtendes regering. Henri Martin bemærker, at der under Syvårskrigen altid fulgte en slæng af prostituerede, handlende og tjenere i hælene på den franske hær, og at hæren havde tre gange så mange køreheste som rideheste, så at den mere mindede om Dareios' og Xerxes' hærmasser end om Turennes og Gustav Adolfs armeer. [16] Archenholz fortæller i sin bog om denne krig, at franske officerer, som skulle på vagt, ofte forlod den post, de havde fået betroet og gik til dans et eller andet sted i nærheden, og i det hele taget kun udførte de overordnedes ordrer, når de fandt det nødvendigt og bekvemt. Denne jammerlige tilstand i hæren skyldtes adelens forfald, idet adelsmændene fortsat indtog alle højere poster i hæren, og den almindelige opløsning af "det gamle regime", som hurtigt gik sin undergang i møde. Disse almindelige årsager ville i sig selv have været fuldt ud tilstrækkelige til at give Syvårskrigen en for Frankrig ugunstig vending. Men der er ingen tvivl om, at den uduelighed, der blev lagt for dagen af generaler som Soubise, yderligere øgede den af de almindelige årsager betingede chance for et nederlag for den franske har. Eftersom Soubise bevarede sin stilling takket være Madame Pompadour, må det indrømmes, at den forfængelige markise var en af de "faktorer", der i betydelig grad øgede den for Frankrig ugunstige indflydelse, som de almindelige årsager under Syvårskrigen øvede på situationen.
Markisen af Pompadours styrke lå ikke i hendes egen, men i kongens magt, idet kongen underkastede sig hendes vilje. Kan man sige, at Ludvig den Femtendes natur netop var, som den måtte være som følge af de franske samfundsforholds hele udvikling? Nej. Selv om udviklingen havde været den samme, kunne hans plads have været indtaget af en konge med en anden indstilling til kvinderne. Sainte-Beuve ville have sagt, at dertil behøvedes kun virkningen af de dunkle og flygtige fysiologiske årsager. Og han ville have haft ret. Men hvis dette er tilfældet, så bliver resultatet, at disse dunkle fysiologiske årsager gennem deres indflydelse på Syvårskrigens forløb og udfald også øvede indflydelse på Frankrigs fortsatte udvikling, der ville have formet sig anderledes, hvis Syvårskrigen ikke havde berøvet Frankrig en stor del af dets kolonier. Spørgsmålet er, om denne konklusion strider mod sætningen om samfundsudviklingens lovbundethed?
Nej, ikke på nogen måde. Selvom de personlige egenskaber i de nævnte tilfælde utivlsomt har øvet deres indflydelse, så er det lige så utvivlsomt, at dette kun kunne ske under de givne samfundsforhold. Efter slaget ved Rossbach var franskmændene yderst forbitrede på Soubises beskytterinde. Hun modtog hver dag en mængde anonyme breve fulde af trusler og fornærmelser. Det påvirkede i høj grad Madame Pompadour, og hun begyndte at lide af søvnløshed. [17] Men hun blev alligevel ved med at støtte Soubise. I 1762 bemærkede hun i et af sine breve til ham, at han ikke havde opfyldt de forhåbninger, man havde næret til ham, men tilføjede: "De skal ikke være bekymret. Jeg skal nok tage mig af Deres interesser og søge at bringe en forsoning i stand mellem Dem og kongen". [18] Hun gav altså ikke efter over for den offentlige mening. Hvorfor gjorde hun ikke det? Sandsynligvis fordi det daværende franske samfund ikke havde mulighed for at tvinge hende til at give efter. Men hvorfor kunne det daværende franske samfund ikke gøre det? Det hindredes i at gøre det af sin organisation, der igen var afhængig af forholdet mellem de daværende samfundskræfter i Frankrig. Det er følgelig i forholdet mellem disse kræfter, man i sidste instans skal søge forklaringen på den omstændighed, at Ludvig den Femtendes natur og hans mætressers luner kunne få en så sørgelig indflydelse på Frankrigs skæbne. Hvis det ikke havde været kongen, men en kongelig kok eller staldkarl, der havde vist svaghed overfor kvindekønnet, ville denne svaghed jo ikke have fået nogen historisk betydning. Det er klart, at det afgørende ikke er svagheden, men den samfundsstilling, som den svage person indtager. Læseren vil forstå, at dette ræsonnement kan anvendes på alle de andre overfor anførte eksempler. I ræsonnementet behøver man blot at forandre det, der skal forandres, for eksempel sætte Rusland i stedet for Frankrig, Buturlin i stedet for Soubise osv. Vi vil derfor ikke gentage dem.
Resultatet er altså, at personligheder kan øve indflydelse på samfundets skæbne i kraft af deres karakteregenskaber. Undertiden kan denne indflydelse være meget betydelig, men både selve muligheden for en sådan indflydelse og dens omfang bestemmes af samfundets organisation, af styrkeforholdet mellem dets kræfter. En personligheds karakteregenskaber er kun en "faktor" i samfundsudviklingen på det sted, i den tid og i det omfang, som samfundsforholdene tillader den at være det.
Man kan sige til os, at graden af den personlige indflydelse også er afhængig af personlighedens talenter. Det indrømmer vi. Men personligheden kan kun udøve sine talenter, når den indtager den stilling i samfundet, der kræves hertil. Hvorfor var Frankrigs skæbne i hænderne på en mand, der var uden enhver evne og lyst til at tjene samfundet? Fordi landets samfundsorganisation var sådan. Det er denne organisation, der på hvert givet tidspunkt bestemmer de roller, og følgelig den samfundsmæssige betydning, der tilfalder begavede eller ubegavede personligheder.
Men hvis personlighedens roller bestemmes af samfundets organisation, hvordan kan så deres samfundsmæssige indflydelse, der er betinget af den rolle, de spiller, stå i modsætning til sætningen om samfundsudviklingens lovbundethed? Det gør den heller ikke; den er tværtimod en af de klareste illustrationer til denne sætning.
Her må man imidlertid notere sig følgende. Personlighedernes af samfundsorganisationen betingede mulighed for at øve indflydelse på samfundet lukker døren op for de såkaldte tilfældigheders indflydelse på folkenes historiske skæbne. Ludvig den Femtendes sanselighed var en nødvendig følge af hans organismes tilstand, men i forhold til udviklingens almindelige forløb i Frankrig, var denne tilstand noget tilfældigt. Men, som vi allerede har sagt, den blev ikke uden indflydelse på Frankrigs videre skæbne og var en af de årsager, der betingede denne skæbne. Mirabeaus død forårsagedes selvfølgelig af aldeles lovbundne patologiske processer. Men disse processers uundgåelighed var ikke en følge af udviklingens almindelige forløb i Frankrig, men skyldtes visse individuelle ejendommeligheder i den berømte talers organisme og de fysiske forhold, under hvilke han blev smittet. I forhold til udviklingens almindelige forløb i Frankrig var disse ejendommeligheder og forhold tilfældige. Men Mirabeaus død påvirkede revolutionens videre forløb og var en af de årsager, der betingede dette forløb.
Endnu mere slående er de tilfældige årsagers virkning i det ovenfor nævnte eksempel med Frederik den Anden, der kun klarede sig ud af en yderst vanskelig situation takket være Buturlins ubeslutsomhed. Selv i forhold til Ruslands almindelige udvikling var udnævnelsen af Buturlin tilfældig i den betydning, vi har givet dette ord, og den havde selvfølgelig ingen som helst relation til Preussens almindelige udvikling. Og dog er den antagelse, at Buturlins ubeslutsomhed frelste Frederik ud af en fortvivlet situation, ikke urimelig. Hvis Suvorov havde været i Buturlins sted, havde Preussens historie måske fået et andet forløb. Vi kommer altså til det resultat, at staternes skæbne undertiden afhænger af tilfældigheder, som man kan kalde tilfældigheder af anden grad. "In allem Endlichen ist ein Element des Zufälligen," sagde Hegel (i alt endeligt findes et element af tilfældighed). I videnskaben har vi kun at gøre med det "endelige"; man kan derfor sige, at der i alle de processer, videnskaben studerer, findes et element af tilfældighed. Udelukker dette ikke muligheden af en videnskabelig erkendelse af fænomenerne? Nej. Tilfældigheden er noget relativt. Den fremtræder kun i de nødvendige processers skæringspunkt. Europæernes opdukken i Amerika var for Mexicos og Perus indbyggere en tilfældighed i den forstand, at den ikke forårsagedes af disse landes samfundsudvikling. Men den lyst til søfart, der greb vesteuropæeren i slutningen af middelalderen, var ikke en tilfældighed, så lidt som den omstændighed at de europæiske styrker med lethed overvandt de indfødtes modstand. Følgerne af europæernes erobring af Mexico og Peru var heller ikke tilfældige; disse følger bestemtes til syvende og sidst af to kræfter: på den ene side de erobrede landes økonomiske tilstand, og på den anden erobrernes økonomiske tilstand. Og disse kræfter kan lige som resultanten af dem, fuldt ud være genstand for en strengt videnskabelig undersøgelse.
Syvårskrigens tilfældigheder øvede stor indflydelse på Preussens historie. Men deres indflydelse ville have været en helt anden, hvis Preussen havde været på et andet udviklingsstadium. Tilfældighedernes følger bestemtes også her af resultanten af to kræfter: på den ene side Preussens socialpolitiske tilstand, og på den anden side den socialpolitiske tilstand i de europæiske stater, der påvirkede Preussen. Tilfældigheden forhindrer altså heller ikke her et videnskabeligt studium af fænomenerne.
Vi véd nu, at personlighederne ofte øver stor indflydelse på samfundets skæbne, men at denne indflydelse bestemmes af samfundets indre struktur og dets forhold til andre samfund. Men dermed er spørgsmålet om personlighedens rolle i historien ikke udtømt. Vi må også nærme os det fra en anden side.
Sainte-Beuve mente, at hvis der havde været tilstrækkeligt mange af de af ham omtalte små og dunkle årsager, kunne den franske revolution have ført til et resultat modsat det, vi kender. Det er helt forkert. Uanset hvor besynderligt de små psykologiske og fysiologiske årsager var blevet kombineret, ville de under ingen omstændigheder have kunnet fjerne de store samfundsmæssige behov, der fremkaldte den franske revolution; og så længe disse behov ikke var blevet tilfredsstillet, ville den revolutionære bevægelse i Frankrig have vedvaret. Hvis revolutionen skulle have ført til et resultat, der var modsat det, den faktisk førte til, skulle disse behov have været erstattet af modsatte behov, og det ville selvsagt ingen kombination af småårsager have kunnet bevirke.
Den franske revolutions årsager lå i samfundsforholdenes tilstand, medens de af Sainte-Beuve forudsatte småårsager kun kunne have deres rod i enkeltpersoners individuelle egenskaber. Den endelige årsag til samfundsforholdene ligger i produktivkræfternes tilstand, og denne er kun afhængig af enkeltpersonernes individuelle egenskaber, for så vidt som disse personer kan have større eller mindre evne til at afstedkomme tekniske forbedringer, opdagelser og opfindelser. Det var imidlertid ikke disse egenskaber, Sainte-Beuve tænkte på. Men ingen andre egenskaber giver enkeltpersonerne direkte indflydelse på produktivkræfternes tilstand, og altså heller ikke på de heraf betingede samfundsforhold, d. v. s. de økonomiske forhold. Hvilke egenskaber en bestemt personlighed end har, så kan personligheden ikke fjerne de givne økonomiske forhold, hvis de svarer til produktivkræfternes givne tilstand. Men personlighedens individuelle egenskaber gør personligheden mere eller mindre egnet til at tilfredsstille de samfundsmæssige behov, der opstår på grundlag af de givne økonomiske forhold, eller til at modvirke denne tilfredsstillelse. Det mest tvingende samfundsmæssige behov i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede var at få erstattet de forældede politiske institutioner med andre, der bedre svarede til den nye økonomiske struktur. De mest fremtrædende og nyttigste statsmænd på den tid var de, der bedre end andre var i stand til at virke for tilfredsstillelsen af dette tvingende behov. Lad os gå ud fra, at Mirabeau, Robespierre og Bonaparte var folk af denne art. Hvad ville der være sket, hvis ikke en for tidlig død havde fjernet Mirabeau fra den politiske stene? De konstitutionelle monarkisters parti ville have bevaret sin store magt længere; dets modstand mod republikanerne ville derfor have været mere energisk. Men det er også alt. Ingen Mirabeau kunne dengang have forhindret republikanernes triumf. Mirabeaus stærke position hvilede helt og holdent på den sympati og den tillid, folket nærede til ham, men folket ville have en republik, fordi hoffet irriterede det med sit stædige forsvar for det gamle regime. Så snart folket var blevet overbevist om, at Mirabeau ikke sympatiserede med dets republikanske tendenser, ville det have hørt op med at sympatisere med ham, og så ville den store folketaler have mistet næsten al indflydelse og sandsynligvis være faldet som offer for netop den bevægelse, som han forgæves ville have bestræbt sig for at standse. Omtrent det samme kan man sige om Robespierre. Lad os antage, at han var en absolut uerstattelig kraft i sit parti. Han var i hvert fald ikke den eneste kraft i partiet. Hvis han tilfældigvis var blevet dræbt ved, at en mursten faldt ned på hovedet af ham i januar 1793, ville hans plads selvfølgelig være blevet indtaget af en anden, og selv om denne anden i alle henseender havde været ringere end han, ville begivenhederne alligevel have taget samme retning, som hvis Robespierre havde levet. Girondinerne ville for eksempel også i dette tilfælde næppe have kunnet undgå et nederlag, men det er muligt, at Robespierres parti ville have mistet magten noget tidligere, så at vi nu ikke ville have talt om thermidor-, men om floréal-, prairial- eller messidor-reaktionen. Nogle vil måske sige, at Robespierre med sin ubønhørlige terror fremskyndede og ikke sinkede sit partis fald. Vi vil her ikke undersøge denne antagelse nøjere, men gå ud fra, at den er fuldt bevist. I så fald må man gå ud fra, at Robespierre-partiets fald ikke var sket i thermidor, men i fructidor, vendémiaire eller brumaire. Kort sagt: det kunne være faldet før eller senere, men det ville afgjort være faldet, fordi det befolkningslag, som dette parti støttede sig til, slet ikke var rede til et langvarigt herredømme. Under ingen omstændigheder ville der være indtruffet resultater "modsat" dem, der skyldtes Robespierres energiske indsats.
De ville heller ikke være indtruffet, hvis for eksempel en kugle havde ramt Bonaparte i slaget ved Arcole. Det, han udrettede under det italienske felttog eller andre felttog, ville varre blevet udrettet af andre generaler. De ville sandsynligvis ikke have vist et så stort talent som han, og de ville ikke have vundet så store sejre. Men den franske republik ville alligevel have stået som sejrherre i sine daværende krige, fordi dens soldater var uforligneligt meget bedre end alle andre europæiske soldater. Hvad angår den 18. brumaire og dens indflydelse på Frankrigs indre liv, så ville begivenhedernes almindelige forløb sandsynligvis i det væsentlige være blevet de samme som under Napoleon. I stedet for at få sit banesår den 9. thermidor ville republikken langsomt være døet hen. Direktoriet var ikke i stand til at genoprette den orden, som bourgeoisiet nu, da det var fri for de højere stænders herredømme, længtes mere efter end noget andet. Til ordenens genoprettelse behøvedes der "et godt sværd", som Sieyès udtrykte sig. Først troede man, at general Joubert ville komme til at spille det velgørende sværds rolle, men da han blev dræbt ved Novi, begyndte man at tale om Moreau, Macdonald og Bernadotte. [19] Bonaparte begyndte man først at tale om senere; og hvis han var blevet dræbt ligesom Joubert, ville man slet ikke være kommet i tanker om ham, men have lanceret et andet "sværd". Det er klart, at en mand, der af begivenhederne ophøjes til diktatorrang, selv utrætteligt må stræbe efter magten og energisk og ubarmhjertigt knuse alle, der spærrer vejen for ham. Bonaparte havde en jernhård energi, og han veg ikke tilbage for noget for at nå sit mål. Men foruden ham var der dengang adskillige andre energiske, talentfulde og ærgerrige egoister. Den plads, Bonaparte kom til at indtage, ville sandsynligvis ikke have fået lov til at stå tom. Lad os antage, at den anden general, der opnåede denne plads, havde været mere fredsvenlig end Napoleon, og ikke havde fået hele Europa til at rejse sig mod sig, og at han derfor var død i Tuilerierne og ikke på Sankt Helena. Så ville bourbonerne slet ikke være kommet tilbage til Frankrig, og for dem ville et sådant resultat selvfølgelig have været "modsat" det, der faktisk indtraf. Men med hensyn til Frankrigs hele indre liv ville det kun i ringe grad have adskilt sig fra det faktiske resultat. Når "det gode sværd" havde genoprettet ordenen og sikret bourgeoisiets herredømme, ville det snart have kedet det med sine kasernevaner og sin despotisme. Der ville være opstået en liberal bevægelse af samme art som under restaurationen, kampen ville lidt efter lidt være blevet hedere, og da "gode sværd" ikke udmærker sig ved eftergivenhed, ville dydsmønstret Louis Philippe måske have besteget sine kære slægtninges trone i 1820 eller 1825 i stedet for i 1830. Alle sådanne forandringer i begivenhedernes forløb ville til en vis grad også have kunnet påvirke det fremtidige politiske liv og derigennem også det økonomiske liv i Europa. Men den endelige udgang af den revolutionære bevægelse ville alligevel ikke på nogen måde have været "modsat" den faktiske udgang. Indflydelsesrige personer kan i kraft af deres særlige forstand og karakter forandre begivenhedernes individuelle præg og nogle af deres særlige konsekvenser, men de kan ikke forandre deres almindelige retning, thi den bestemmes af andre kræfter.
Desuden bør man også lægge mærke til følgende. Når man anstiller betragtninger over de store personligheders rolle i historien, bliver man næsten altid offer for en slags optisk bedrag, som det vil være nyttigt for læseren at blive gjort opmærksom på.
Da Napoleon optrådte i rollen som "det gode sværd", der frelste samfundsordenen, udelukkede han derved alle andre generaler fra at spille denne rolle, skønt nogle af dem måske kunne have spillet den lige så godt eller næsten lige så godt som han. Da samfundets behov for en energisk militær hersker var tilfredsstillet, spærrede samfundsorganisationen alle andre militære talenter vejen til posten som militær hersker. Samfundsorganisationens kraft blev en hindring for andre talenter af samme slags. Derved opstår det optiske bedrag, som vi talte om. Napoleons personlige kraft fremtræder for os i stærkt overdrevet form, fordi vi til den overfører hele den samfundskraft, der bragte den i forgrunden og støttede den. Den forekommer os at være noget aldeles enestående, fordi de andre lignende kræfter ikke forvandledes fra en mulighed til en virkelighed. Og når man siger til os: Hvad ville der være sket, hvis ikke Napoleon havde levet? Så forvirres vor tanke, og det forekommer os, at uden ham kunne den samfundsudvikling, som hans kraft og indflydelse hvilede på, slet ikke have fundet sted.
I den menneskelige tænknings udviklingshistorie sker det langt sjældnere, at den ene personligheds succes hindrer den andens succes. Men heller ikke der er vi fri for det nævnte optiske bedrag. Når en given samfundssituation stiller sine åndelige repræsentanter over for visse opgaver, så tiltrækker disse opgaver fremtrædende hjerners opmærksomhed, indtil det lykkes dem at få opgaverne løst. Når dette er lykkedes dem, rettes deres opmærksomhed mod et andet emne. Ved at løse den givne opgave leder talentet A talentet B's opmærksomhed bort fra denne allerede løste opgave og hen til en anden opgave. Og når vi bliver spurgt, hvad der ville være sket, hvis A var død uden at have fået løst opgaven X, så forestiller vi os, at samfundsudviklingens tråd ville være blevet revet over. Vi glemmer, at hvis A var død, ville B eller C eller D have taget fat på opgaven, og at samfundsudviklingens tråd følgelig ikke ville være bristet, selv om A var død før tiden.
Hvis et menneske, der har et bestemt talent, i kraft af dette kan få stor indflydelse på begivenhedernes forløb, må to betingelser være opfyldt. For det første må hans talent bevirke, at han mere end andre svarer til den givne epokes samfundsbehov: Hvis Napoleon i stedet for sit militære geni havde haft Beethovens musikalske begavelse, var han selvfølgelig ikke blevet kejser. For det andet må det bestående samfundssystem ikke spærre vejen for en personlighed, der har det talent, som der er brug for netop på dette tidspunkt. Napoleon ville være død som en lidet kendt general eller oberst Buonaparte, hvis det gamle regime i Frankrig havde eksisteret i 75 år til. [20] I 1789 var Davout, Desaix, Marmont og Macdonald sekondløjtnanter; Bernadotte var oversergent; Hoche, Marceau, Lefebvre, Pichegru, Ney, Masséna, Murat og Soult var underofficerer; Augereau var fægtelærer; Lannes var farver; Gouvion Satint-Cyr var skuespiller; Jourdan bissekræmmer, Bessières frisør, Brune sætter, Joubert og Junot studenter ved det juridiske fakultet; Kléber arkitekt; Mortier havde slet ikke gjort militærtjeneste før revolutionen. [21]
Hvis det gamle regime var blevet ved med at eksistere lige til vore dage, ville det ikke være faldet nogen af os ind, at der i slutningen af forrige århundrede i Frankrig fandtes nogle skuespillere, sættere, frisører, farvere, jurister, bissekræmmere og fægtelærere, som var potentielle militære talenter. [22]
Stendhal bemærker, at en mand der var født samtidig med Tizian, det vil sige i 1477, kunne have levet 40 år sammen med Rafael og Leonardo da Vinci, af hvilke den første døde i 1520 og den anden i 1519, at han kunne have tilbragt mange år sammen med Corregio, der døde i 1534, og med Michelangelo, der levede til 1563, at denne mand ikke ville have været mere end 34 år gammel, da Giorgione døde, og at han kunne have kendt Tintoretto, Bassano, Veronese, Gulio Romano og Andrea del Sarto; han ville kort sagt have været samtidig med alle de store malere med undtagelse af dem, der tilhørte Bologna-skolen, som opstod et helt århundrede senere. [23] På samme måde kan man sige, at en mand, der er født i samme år som Wouwerman, personlig kunne have kendt næsten alle de store hollandske malere, [24] og at en mand, der var jævnaldrende med Shakespeare, ville have levet samtidig med en hel række fremragende skuespilforfattere. [25]
Man har for længe siden konstateret, at talenter optræder overalt, hvor der eksisterer samfundsforhold, der er gunstige for deres udvikling. Det betyder, at ethvert talent, som virkelig kommer frem, d. v. s. hvert talent, som er blevet en social kraft, er et produkt af samfundsforholdene. Men eftersom dette er tilfældet, forstår man, hvorfor talentfulde personer, som sagt, kun kan ændre begivenhedernes individuelle præg, men ikke deres almindelige retning. Talenterne er kun produktet af denne retning; uden den ville de aldrig have overskredet den tærskel, der adskiller muligheden fra virkeligheden.
Der er selvfølgelig mere end én slags talenter. "Når et nyt skridt i civilisationens udvikling fremkalder en ny kunstart," siger Taine med rette, "optræder der i snesevis af talenter, som kun halvvejs giver udtryk for samfundsideen, grupperet omkring et eller to genier, der til fuldkommenhed giver udtryk for den. " [26] Hvis mekaniske eller fysiologiske årsager, der er uden forbindelse med den almindelige socialpolitiske og åndelige udvikling i Italien, havde bevirket, at Rafael, Michelangelo og Leonardo da Vinci var døde som børn, ville den italienske kunst have været mindre fuldkommen, men dens almindelige udviklingsretning under renæssancen ville være forblevet den samme. Rafael, Leonordo da Vinci og Michelangelo skabte ikke denne retning, de var kun dens bedste repræsentanter. Ganske vist plejer der omkring et genialt menneske at opstå en hel skole, og eleverne plejer at efterligne mesterens metoder i de mindste detaljer; derfor ville det tomrum, som Rafaels, Michelangelos og Leonardo da Vincis tidlige død havde efterladt i den italienske renæssancekunst, havde fået stor indflydelse på mange sekundære træk i dens senere historie. Men dybest set ville heller ikke denne historie have forandret sig, hvis ikke der som følge af almene årsager var indtrådt en væsentlig forandring i Italiens almindelige åndelige udvikling.
Men som bekendt går kvantitative forskelle til slut over i kvalitative. Det gælder overalt, og det gælder følgelig også i historien. Det kan ske, at en strømning i kunsten slet ikke kommer rigtigt til udtryk, hvis en ugunstig kombination af omstændigheder fjerner en hel række talenter, der kunne have udtrykt denne strømning. Men sådanne menneskers alt for tidlige død kan kun hindre denne strømning i at få et kunstnerisk udtryk, hvis den ikke er dyb nok til at frembringe nye talenter. Men eftersom dybden af enhver given retning i litteraturen og kunsten bestemmes af den betydning, den har for den klasse eller det lag, hvis smag den er udtryk for, og af denne klasses eller dette lags rolle i samfundet, så er det også her sådan, at alt i sidste instans afhænger af samfundsudviklingens gang og af forholdet mellem samfundskræfterne.
De ledende personers personlige egenskaber bestemmer altså de historiske begivenheders individuelle præg, og tilfældighedselementet – i den af os omtalte betydning – spiller altid en vis rolle for disse begivenheders forløb, hvis retning i sidste instans bestemmes af de såkaldte almene årsager, det vil i virkeligheden sige af produktivkræfternes udvikling og af menneskenes indbyrdes forhold i den socialøkonomiske produktionsproces. Tilfældige foreteelser og berømte mænds egenskaber er langt mere iøjnefaldende end dybtliggende almene årsager. Det 18. århundrede grublede ikke meget over disse almene årsager og forklarede historien ved hjælp af de historiske personligheders bevidste handlinger og "lidenskaber". Filosofferne i dette århundrede hævdede, at historien kunne have fulgt ganske andre veje under indflydelse af de mest ubetydelige årsager, for eksempel fordi et "atom" gav sig til at fare omkring i hovedet på en eller anden hersker (en tanke, der flere gange bliver fremsat i "Système de la nature").
Forsvarerne for den nye retning i historievidenskaben begyndte at føre bevis for, at historien ikke kunne have fulgt andre veje end dem, den faktisk fulgte, uanset alle mulige "atomer". I deres bestræbelser for så meget som muligt at fremhæve de almene årsager, så de bort fra den betydning, som de historiske personers egenskaber havde. De hævdede, at de historiske begivenheder ikke i mindste måde ville have forandret sig, fordi man havde erstattet den ene person med en mere eller mindre dygtig anden person. [27] Men hvis vi accepterer denne forudsætning, må vi nødvendigvis indrømme, at det personlige element i historien absolut ikke har nogen betydning, og at alt i historien kan henføres til virkningen af almene årsager, almene love for den historiske udvikling. Det var et yderliggående standpunkt, der ikke gav plads for den portion sandhed, der lå i det modsatte synspunkt. Men netop derfor bevarede det modsatte synspunkt en vis eksistensberettigelse. Sammenstødet mellem disse to opfattelser tog form af en antinomi, hvis første led var de almene love, og hvis andet led var personlighedernes aktivitet. Gik man ud fra det andet led i antinomien, var historien en simpel sammenkædning af tilfældigheder; gik man ud fra det første led, så det ud, som om selv de historiske begivenheders individuelle træk var betinget af de almene årsager. Men hvis begivenhedernes individuelle træk betinges af de almene årsager og ikke er afhængige af de historiske personers egenskaber, må man drage den slutning, at disse træk bestemmes af de almene årsager og ikke kan ændres, uanset hvor meget disse personer forandrer sig. Teorien antager således en fatalistisk karakter.
Dette undgik ikke dens modstanderes opmærksomhed. Sainte-Beuve sammenlignede Mignets historieopfattelse med Bossuets. Bossuet mente, at den kraft, der bevirker de historiske begivenheder, kom ovenfra, at begivenhederne var udtryk for Guds vilje. Mignet søgte denne kraft i de menneskelige lidenskaber, der fremtrådte i de historiske begivenheder med en naturkrafts ubønhørlighed og urokkelighed. Men begge betragtede de historien som en kæde af begivenheder, der under ingen omstændigheder kunne have været anderledes; de er begge to fatalister; i den henseende stod filosoffen ikke langt fra præsten (le philosophe se rapproche du prêtre).
Denne bebrejdelse var begrundet, så længe læren om samfundsfænomenernes lovbundethed satte den indflydelse, som fremtrædende historiske personers egenskaber har på begivenhederne, lig nul. Og denne bebrejdelse måtte gøre et så meget kraftigere indtryk, som historikerne af den nye skole, ligesom det 18. århundredes historikere og filosoffer, betragtede den menneskelige natur som den højeste instans, fra hvilken alle almene årsager til den historiske udvikling udgik, og som disse årsager var underkastede. Eftersom den franske revolution havde vist, at de historiske begivenheder ikke betinges af menneskenes bevidste handlinger alene, satte Mignet, Guizot og andre forskere af denne retning lidenskabernes indflydelse i første række, idet disse ofte unddrager sig al bevidst kontrol. Men hvis lidenskaberne er den sidste og mest almene årsag .til de historiske begivenheder, hvorfor havde Sainte-Beuve så ikke ret, da han hævdede, at den franske revolution kunne have fået et forløb modsat det, vi kender, hvis der bare havde optrådt personer, der var i stand til at indgyde det franske folk lidenskaber modsat dem, der bragte det i oprør? Mignet ville have svaret: Fordi andre lidenskaber den gang ikke kunne bringe franskmændene i oprør på grund af selve den menneskelige naturs egenskaber. Dette ville til en vis grad være sandt. Men denne sandhed ville have et stærkt fatalistisk anstrøg, thi den ville være ensbetydende med den påstand, at menneskehedens historie i alle sine enkeltheder er forudbestemt af menneskenaturens almene egenskaber. Fatalismen ville her være fremtrådt som resultat af det individuelles forsvinden i det almene. Den er for øvrigt altid resultatet af en sådan forsvinden. Man siger: "Hvis alle samfundsfænomener er nødvendige, så kan vore handlinger ikke have nogen betydning." Det er en urigtig formulering af en rigtig tanke. Man skal sige: Hvis alt sker ved hjælp af det almene, så har det individuelle, deriblandt mine egne anstrengelser, ingen betydning. Denne konklusion er rigtig, den bliver bare anvendt på en forkert måde. Den er meningsløs, når den anvendes på den moderne materialistiske historieopfattelse, i hvilken der også er plads for det individuelle. Men det var berettiget at anvende den på de anskuelser, der næredes af restaurationstidens franske historikere.
Nu kan man ikke længere anse den menneskelige natur for den endelige og mest almene årsag til den historiske udvikling: hvis den er konstant, kan den ikke forklare historiens yderst omskiftelige forløb, og hvis den forandrer sig, er det åbenbart sådan, at dens forandringer igen er betinget af den historiske udvikling. Nu må man betragte produktivkræfternes udvikling som den endelige og mest almene årsag til menneskehedens historiske udvikling, idet produktivkræfterne betinger de på hinanden følgende forandringer i menneskenes samfundsforhold. Jævnsides med den almene årsag virker de særlige årsager, det vil sige den historiske situation, i hvilken produktivkræfternes udvikling finder sted hos det pågældende folk, og som selv i sidste instans er skabt af de samme kræfters udvikling hos andre folk, d. v. s. af den samme almene årsag.
Endelig kompletteres de særlige årsagers indflydelse af de individuelle årsagers virkninger, d. v. s. af politikernes personlige egenskaber og af andre "tilfældigheder", takket være hvilke begivenhederne omsider antager deres individuelle præg. De individuelle årsager kan ikke fremkalde grundlæggende forandringer i de almene og særlige årsagers virkninger, som desuden betinger retningen af og grænserne for de individuelle årsagers indflydelse. Det er imidlertid utvivlsomt, at historien ville have fået et andet præg, hvis de indviduelle årsager, som har indvirket på den, var blevet erstattet af andre årsager af samme art.
Monod og Lamprecht tager fortsat den menneskelige natur som udgangspunkt. Lamprecht har flere gange kategorisk erklæret, at efter hans mening er den sociale psyke hovedårsagen til de historiske foreteelser. Det er en stor fejltagelse, og takket være denne fejltagelse kan det i og for sig meget rosværdige ønske om at tage "hele samfundslivets totalitet" i betragtning kun føre til en indholdsløs, om end opblæst eklekticisme eller – hos de mest konsekvente – til Kablitz' betragtninger over fornuftens og følelsens relative betydning.
Men lad os vende tilbage til vort emne. En stor mand er ikke stor, fordi hans personlige egenskaber giver store historiske begivenheder et individuelt præg, men fordi han har egenskaber, der gør ham mest egnet til at tjene sin tids store samfundsbehov, der er opstået under indflydelse af de almene og særlige årsager. Carlyle kalder i sit kendte værk om helte de store mænd for "beginners". Det er en meget heldig betegnelse. Den store mand er netop en "påbegynder", fordi han ser længere end de andre og har en stærkere vilje end de andre. Han løser videnskabelige opgaver, som samfundets forudgående åndelige udvikling har stillet på dagsordenen; han peger på de nye samfundsbehov, som samfundsforholdenes forudgående udvikling har skabt; han tager initiativet til at tilfredsstille disse behov. Han er en helt. Han er ikke en helt, fordi han kan standse eller forandre tingenes naturlige forløb, men fordi hans virksomhed er det bevidste og frie udtryk for dette nødvendige og ubevidste forløb. Dette er hele hans betydning, og deri ligger hele hans styrke. Men dette er en kolossal betydning og en frygtelig styrke.
Bismarck sagde, at vi ikke kan skabe historie, men kun kan afvente, at den fuldbyrdes. Men hvem er det, der skaber historien? Historien skabes af samfundsmennesket, som er den eneste "faktor". Samfundsmennesket skaber selv sine forhold, d. v. s. samfundsforholdene. Men hvis samfundsmennesket på et givet tidspunkt netop skaber disse og ikke andre forhold, så sker det selvfølgelig ikke uden årsag; det, der bestemmer det, er produktivkræfternes tilstand. Ingen stor mand kan påtvinge samfundet forhold, der ikke længere svarer til disse kræfters tilstand eller endnu ikke svarer til dem. I den forstand kan han faktisk ikke skabe historie, og i så fald ville han forgæves stille på sit ur: han ville ikke kunne fremskynde tidens gang og ikke kunne dreje den tilbage. Her har Lamprecht fuldstændig ret: Selv da Bismarck stod på højden af sin magt, kunne han ikke have ført Tyskland tilbage til naturalhusholdningen.
Samfundsforholdene har deres egen logik: så længe menneskene befinder sig i et givet indbyrdes forhold, vil de føle, tænke og handle netop sådan og ikke anderledes. En politiker ville forgæves kæmpe mod denne logik: tingenes naturlige forløb. (d. v. s. samfundsforholdenes logik) ville tilintetgøre alle hans anstrengelser. Men hvis jeg ved, i hvilken retning samfundsforholdene forandrer sig på grund af de givne forandringer i den socialøkonomiske produktionsproces, så ved jeg også, i hvilken retning den sociale psyke forandrer sig, og følgelig har jeg mulighed for at påvirke den. At påvirke den sociale psyke betyder at påvirke de historiske begivenheder. Jeg kan altså i en vis forstand alligevel skabe historie, og jeg behøver ikke at vente på, at den "fuldbyrdes".
Monod mener, at de for ,historien virkelig vigtige begivenheder og personligheder kun er vigtige som tegn og symboler forinstitutionernes og de økonomiske betingelsers udvikling. Det er en rigtig, omend meget upræcist udtrykt tanke, men netop fordi denne tanke er rigtig, findes der ingen anledning til at sætte de store mænds virksomhed op som modsætning til de nævnte betingelsers og institutioners "langsomme udvikling". Den mere eller mindre langsomme forandring af de "økonomiske betingelser" ged det med mellemrum til en nødvendighed for samfundet mere eller mindre hurtigt at omforme sine institutioner. En sådan omformning sker aldrig " af sig selv"; den kræver altid menneskers indblanding, og disse får således store samfundsopgaver. De, der mere end andre bidrager til deres læsning, kaldes store mænd. Men at løse en opgave betyder, at man ikke blot er et "symbol" og et "tegn" på, at den er løst.
Det forekommer os, at når Monod har sat det ene op imod det andet, er det hovedsageligt, fordi han er blevet forelsket i det rare lille ord "langsomme". Det er et ord, som mange af vor tids evolutionister elsker. Psykologisk set er denne forkærlighed forståelig: den opstår uundgåeligt i mådeholdets og pertentlighedens velmenende miliø . . . Men logisk set kan den ikke stå for kritik, som Hegel har vist.
Og det er ikke kun "påbegynderne", ikke kun de "store" mænd, der har et stort virkefelt. Det står åbent for alle, der har øjne at se med, ører at høre med, og et hjerte at elske deres næste med. Begrebet stor er et relativt begreb. I etisk betydning er hver den stor, som – for at bruge evangeliets ord – "lader sit liv for sine venner".
1. En franskmand fra det 18. århundrede ville have undret sig meget over denne forening af materialisme og religiøs dogmatik. I England syntes ingen, det var mærkeligt. Priestley var selv meget religiøs: andre lande, andre skikke.
2. Ifølge Calvins lære er som bekendt alle menneskelige handlinger forudbestemt af Gud. "Forudbestemmelse kalder vi Guds evige beslutning, hvorved han har bestemt, hvad der skal ske med ethvert menneske ("Institutio", lib. III, cap. 5). I henhold til samme lære udvælger Gud nogle af sine tjenere til at befri uretfærdigt undertrykte folkeslag. En sådan var Moses, det israelitiske folks befrier. Efter alt at dømme anså også Cromwell sig for et sådant Guds redskab; han kaldte altid, og sandsynligvis fuldstændig oprigtigt, sine handlinger for frugten af Guds vilje. For ham var alle disse handlinger på forhånd præget af nødvendighed. Dette hindrede ham ikke i at stræbe fra sejr til sejr, men gav tværtimod hans stræben en ukuelig kraft.
3. "Det er det samme, som hvis magnetnålen kunne lide at dreje sig mod nord, fordi den tror, at den drejer sig uafhængigt af nogen anden årsag, uden at erkende det magnetiske stofs umærkelige bevægelser." Leibniz: "Théodicée", Lausanne, 1760, side 598.
4. Vi skal anføre endnu et eksempel, der tydeligt viser, hvor stærkt mennesker af denne kategori føler. Hertuginde Renée af Ferrara (Ludvig den Tolvtes datter) siger i et brev til sin lærer Calvin: "Nej, jeg har ikke glemt, hvad De skrev til mig: at David nærede et dødeligt had til Guds fjender; og jeg selv vil aldrig handle anderledes, thi hvis jeg vidste, at kongen, min fader, og dronningen, min moder, og min hensovede herr gemal (feu monsieur mon mari) og alle mine børn var forstødt af Gud, ville jeg nære et dødeligt had til dem og ønske, at de kom i helvede," osv. Hvilken frygtelig og altødelæggende energi formåede ikke de mennesker at vise, som nærede sådanne følelser! Og disse mennesker benægtede viljens frihed.
5. "Nødvendigheden bliver ikke til frihed ved at den forsvinder, men kun ved at dens hidtil indre identitet manifesteres." Hegel: "Wissenschaft der Logik", II, side 281. Nürnberg. 1816.
6. Som gamle Hegel udmærket siger et andet sted: "Die Freiheit ist dies, nichts zu wollen als sich" (Werke, bind 12, side 98; "Frihed betyder ikke at ville andet end sig selv" – Red.).
7. I vor stræben efter en syntese er hr. Karejev kommet os i forkøbet. Desværre er han kun nået til erkendelse af den sandhed, at mennesket består af sjæl og legeme.
8. Uden at komme ind på Lamprechts andre historiefilosofiske artikler sigter vi både nu og i det følgende til hans artikel "Der Ausgang des geschichtswissenschaftlichen Kampfes" (i "Die Zukunft", 1897, nr. 41).
9. Se "Oeuvres complètes de l'abbé de Mably", London, 1783, 4. bind, side 3, 14-22, 24 og 192.
10. Se "Oeuvres complètes de l'abbé de Mably", London, 1783, 4. bind, side 10.
11. Jævnfør det første af brevene om "Frankrigs historie" med "Essai sur le genre dramatique sérieux" i første bind af Beaumarchais' "Oeuvres complètes"
12. "Oeuvres complètes de Chateaubriand" (Paris, 1860, 7. bind, side 58). Vi anbefaler læseren også at interessere sig for den følgende side. Man skulle tro, den var skrevet af hr. Nikolaj Mihajlovskij.
13. Se "Considération sur l'histoire de France", tillæg til "Récits des temps Mérovingiens" (Paris, 1840, side 72).
14. I en anmeldelse af 3. oplag af Mignets "Den franske revolutions historie" har Sainte Beuve karakteriseret derune historikers indstilling til enkeltpersonerne på følgende måde: "Overfor de vældige og dybtgående folkelige rørelser, som han skulle skildre, ved synet af den magtesløshed og den tomhed, som de mest ophøjede begavelser og de mest helgenagtige dyder reduceres til, når masserne rejser sig, følte han sig grebet af medlidenhed med de enkelte personer, så i dem, taget hver for sig, kun svaghed og tilkendte dem kun evne til virksom handling i forening med mængden."
15. Andre hævder for øvrigt, at det ikke var Soubise, men Broglie, der havde skylden, idet han ikke ventede på sin kollega, fordi han ikke ville dele æren af sejren med ham. For os har dette ikke nogen som helst betydning, fordi det ikke forandrer noget ved sagen.
16. "Histoire de France", 4. udgave, bind 15, side 520 f.
17. Se "Mémoires de madame du Hausset", Paris, 1824, side 181.
18. Se "Lettres de la marquise de Pompadour", London, 1772, 1. bind.
19. "La vie en France sous le premier Empire" af vicomte de Broc. Paris, 1895, side 35 f.
20. Det er muligt, at Napoleon i så fald var rejst til Rusland, hvor han havde i sinde at tage hen nogle år før revolutionen. Her ville han sandsynligvis havde udmærket sig i kampen mod tyrkerne eller de kakukasiske bjergfolk, men ingen ville her have forestillet sig, at denne fattige, men dygtige officer under gunstige omstændigheder kunne være blevet verdens behersker.
21. Se "Histoire de France" af V. Duruy, Paris, 1893, bind 2, side 524 f.
22. Under Ludvig den Femtende var der kun en repræsentant for tredjestand, nemlig Chevert, der tjente sig op til generalløjtnant. Under Ludvig den Sekstende blev det endnu vanskeligere for folk af denne stand at gøre militær karriere. Se Rambeaud: "Histoire de la civilisation française", 6. udgave, bind 2, side 226.
23. "Histoire de la peinture en Italien, Paris, 1892, side 24 f.
24. Terborch, Brouwer og Rembrandt er født i 1608, Adriaen van Ostade og Ferdinand Bol i 1610, van der Helst og Gerard Dou i 1613, Wouwerman i 1620, Weenix, Everdingen og Paynacker i 1621, Berghem i 1624, Paul Potter i 1625, Jan Steen i 1626, Ruisdael og Metsu i 1630, van der Heyden i 1637, Hobbema i 1638 og Adriaen van de Velde i 1639.
25. "Shakespeare, Beaumont, Fletcher, Jonson, Webster, Massinger, Ford, Middleton og Haywood, der fremtrådte samtidig, eller lige efter hinanden, udgør den nye generation, som, takket være dens gunstige placering, opnåede en strålende blomstring på den jordbund, som var blevet beredt af den forudgående generations anstrengelser (Taine: "Histoire de la littérature anglaise, Paris, 1863, bind 1, side 468).
26. Taine: "Histoire de la littérature anglaise", Paris, 1863, bind 1, side 5.
27. D. v. s. det hævdede de, da de ræsonnerede over de historiske begivenheders lovbundethed. Men når nogle af dem simpelt hen gav en skildring af disse begivenheder, tillagde de undertiden det personlige element en endog overdreven betydning. Men det, der nu interesserer os, er ikke deres skildringer, men deres ræsonnementer.
Sidst opdateret 30.3.2008