Marxisme Online > Arkiv > Dansk arbejderbevægelse > Indhold
Indhold
Forord
Hvad er socialisering?
Er Danmark modent for socialisering?
Intereuropæiske betingelser
I det indre økonomiske liv finder en afvikling sted
Arbejdssituationen januar 1920
Hvem skal gennemføre socialiseringen?
Den demokratiske stat
Arbejdernes frigørelse er arbejdernes eget værk
De faglige organisationer
Rådssystemet
Socialiseringens praktiske gennemførelse
Noter
Dette skrift er fremkommet under følelsen af, at den danske arbejder står mærkværdig fremmed og uforstående over for den revolutionære periode, han selv står midt i.
Kun usikkert og famlende røres der ved de nye tanker: Socialisering og rådssystem. Savnet af et virkelig grundlæggende skrift, kan denne pjece ikke afhjælpe, men den kunne måske, indtil bedre materiale fremkommer, danne et støttende grundlag for de diskussioner, den nærmeste tid vil bringe inden for organisationer og andre interesserede kredse.
Viser dette sig at blive tilfældet, har den gjort den nytte, man kan forlange af en hastværkspjece.
Ordet "socialisering" lyder for tiden som en trylleformular fra de fremtrædende revolutionære arbejderes læber. Alene "socialisering" kan hele de frygtelige vunder, krigen har tilføjet samfundslegemet, alene "socialisering" kan hindre det menneskelige samfund fra at synke sammen under forarmelsen. "Socialisering" vil på ny skabe rigdom, velvære for alle og for altid afkaste krigens forbandelser.
Der er en sådan overbevisning i dette råb efter socialisering, at det har givet genlyd langt ind selv i vort lille samfund, og særlig i borgerskabets rækker er man i øjeblikket sammen med Socialdemokratiet travlt beskæftiget med at identificere "socialisering" med mere uskadelige begreber som "nationalisering" og "statskapitalisme" osv.
Men der kan ingen tvivl være om, at for den skare revolutionære, der bærer kravet frem og gør det påtrængende aktuelt også for borgerklassen, betyder socialisering: produktionsmidlerne til den producerende, jorden til den dyrkende, den private ejendomsret erstattet af samfundseje; det vil altså med andre ord sige: socialismens gennemførelse.
Skal man tænke sig socialisering gennemført så vidt, at grundlaget for det socialistiske samfund: fælles ejendomsforhold, er lagt, da må man nødvendigvis se intereuropæisk på tingene, da Danmark aldrig alene ville kunne skride til et socialistisk gennembrud, så afhængigt som det er i sit hele økonomiske liv af andre lande.
Kun en stat eller et forbund af stater, der inden for eget område ejede råstoffer og kraftkilder af så alsidig art, at der ikke i den økonomiske proces kunne opstå uovervindelige vanskeligheder på grund af mangel, kan skride til et fuldkomment brud med kapitalismen uden at frygte for næste sekund at styrte sammen under den udenlandske kapitals tryk.
Men en sådan stærk koalition ligger virkelig inden for mulighedernes område i den store, nu så sejrrigt fremtrængende arbejderrepublik i øst og i det voldsomme kapitalistiske sammenbrud i centralstaterne.
De russiske randstaters skæbne er beseglet. Om de slutter fred eller ikke slutter fred med Sovjetrusland, deres skæbne vil sikkert blive enten direkte opgang i sovjetrepublikken eller sovjetstater i forbund med den. Det stærke bolsjevistiske indslag, der findes i alle randstater, venter kun på det belejlige øjeblik, hvor ikke en overmægtig militærmagt kuer det, til på ny at gå frem til oprettelse af sovjetterne overalt.
Og i centralstaterne er stillingen håbløs for kapitalismen.
Ententen har med sin "ordnende" hånd grebet ind overalt, og resultatet er, at Centraleuropa er ved at dø hungersdøden. Forgæves søger Frederich Adler [2] med Socialdemokratiet ved hjælp af en art statssocialisme at bøde på forholdene i Østrig. Jammeren fra Wiens døende befolkning lyder over verden.
I Ungarn og Tyskland holder overklassen (ved Socialdemokratiets hjælp) under blodig terror den fremtrængende revolutionære arbejderklasse i ave; men til gengæld lammes samfundet af strejker.
Centraleuropa er forlængst bankerot; det kan blot ikke af hensyn til kreditorerne få lov at udstede erklæringen. Endnu håber man i ententens lande på, at tyskerne skal kunne tyde det umulige, og skriger stadig som jøden Schylock: Jeg vil have min pagt, min pagt, og intet uden min pagt. (Kødet skåret nærmest Tysklands hjerte).
Måske kunne England endnu, medens arbejderklassen står decimeret, delt, afvæbnet og uklar over veje og midler, redde Tysklands kapitalisme ved at give den eksistensmuligheder: bevægelsesfrihed og forråd.
Men England tør ikke. Vel hader engelsk kapital den revolutionære proletarbevægelse med et meget stort had, men til døden hader den den konkurrerende tyske kapitalisme, som den i øjeblikket har under sin jernhæl, og den frygter endnu denne mere end proletarbevægelsen, frygter for gengældelsen og hævnen - og konkurrencen.
Derfor har England underbundet den tyske kapitalismes livsåre ved at fratage Tyskland handelsflåden og store centre for råmateriale og samtidig pålagt det tributter, der bringer forarmelsen til krisepunktet. Dermed har England uværgelig udleveret Tyskland til bankerotten og dermed til socialismen. [3]
Lidt før eller senere, der bliver ingen vej uden om. Det bliver arbejderklassen, der kommer til at overtage fallitboet, der er ingen anden magt, der vil være i stand dertil.
Men da er øjeblikket kommet for forbundet mellem sovjetstaterne i Central- og Østeuropa, og dette samfund vil være så stærkt og rigt i sig selv, at det har råd til at vente årtier, om det blev nødvendigt, på udviklingen i de andre vestlige lande.
I et sådant forbund hørte Danmark naturligt hjemme, og det ligger altså inden for mulighedens grænse.
Er Danmarks socialisering afhængig af udviklingen i de intereuropæiske forhold, så er den selvfølgelig kun mulig, hvis den indre økonomiske udvikling er af en sådan art, at den gør socialisering til nødvendighed.
Under hele krigsperioden kan man imidlertid konstatere en relativ tilbagegang i hele vort økonomiske liv; der kan således egentlig ikke blive tale om nogen udvikling, men derimod om en afvikling.
Ikke helt retfærdig er den dom over Danmark, at det hørte med til krigens hyæner, der berigede sig på de kæmpendes bekostning.
Den begunstigede stilling som ikke-deltager i krigen gav ganske vist spekulationen hundrede af chancer, og de udnyttedes hensynsløst. En pengestrøm væltede ind i landet.
Året 1916 var kulminationspunktet, det gyldne år, det vanvittige år.
Det var det år, hvor nye bedrifter skød op som paddehatte, hvor der mod 3 nye aktieselskaber i 1915 (med 1.600.000 kr.) stilledes 60 med en aktiekapital på 109.260.000 kr. og hvor mange aktieselskaber bogførte et udbytte fra 60-100 pct. til aktionærerne, medens de i virkeligheden gav langt mere.
Mod en udvanding af aktiekapital i 1915 i 29 selskaber med en udvidelse af 22.347.800 kr. kom i 1916 89 selskaber med 103.211.000 kr.
Samtidig drev den vildeste spekulation sit spil på børsen, hvor kurserne dreves til en hidtil ukendt højde, og hvor der ved de dristigste kup, der altid syntes at lykkes, skabtes millionærer fra dag til dag.
Det blev gode dage for stor- og luksusmagasiner og storrestauranterne; thi den nyskabte rigmandsklasse ville nyde sin rigdom.
Det kan ikke nægtes, at denne rigdom væsentligt skabtes på de krigsførendes bekostning; men dog er der nogen uretfærdighed i dermed at anvise Danmark plads mellem krigens hyæner (udtrykket er brugt af en vred tysker i anledning af Nordslesvigs genforening med Danmark); thi ikke Danmark, men en lille klike af hensynsløse handels- og industrifolk, assisteret af spekulanter, nød godt af denne rigdom.
Danmark blev ikke rigere i det strålende, gyldne år, det blev tværtimod fattigere.
Fra krigens udbrud 1914 og til januar 1920 har Danmark bevæget sig først langsomt, men nu, mens disse linier skrives, med rasende fart imod forarmelsen og ruinen.
Den uhyre arbejdsløshed, om vinteren fra 60-70.000 og om sommeren ikke under 20.000, fortæller i sit eget sprog om den formindskede produktion i dette 5-år fra 1914-19.
Selv gyldenåret bragte heri ingen væsentlig lindring, og produktionsforøgelsen i dette faldt i særlig grad på industrier, som man sædvanlig ikke henregner til de bærende, på øl- og brændevinsindustrien og så – som kontrast – på pianofabrikationen.
1917 sank produktionen gennemgående, og de vanvittige dividender svandt noget ind.
Året 1917 var det værste at komme igennem for den jævne befolkning.
Skarp udførsel af egne varer (levnedsmidler) og minimal indførsel af andre landes varer rationerede den ned på sultegrænsen.
For at mildne på den uhyre og iøjnefaldende forskel mellem det forarmede folk og den lille overdådigt rige forretningsklasse greb staten ind, tog lidt fra hin for at give til denne.
Den arbejdende befolkning sank ned til at være en fattigunderstøttet klasse.
Selv fagorganisationerne affandt sig med dyrtidstillæg i stedet for løn.
Rationeringen føltes som en klasseforanstaltning, fordi der stadig holdtes døre på klem for den, der kunne betale, hvad det kostede.
Trods formidlingen fra statens side var nøden i det underste lag af arbejderbefolkningen voksende fra måned til måned.
For staten selv er resultatet af dens politik i årene 1914-19, at den har øget sin gæld fra 360.879.521 kr. til 780.506.753 kr. Renterne og omkostningerne ved samme er steget fra 12.401.343 kr. i 1914 til 25.419.427 kr. i 1919.
Denne afvikling i statens økonomiske forhold falder dog ikke den lille rigmandsklike til byrde, idet de mægtige og dyre millionlån, som staten i disse år har optaget, netop er ydet af denne.
Foruden den gode sikre indtægt skaffer den sig derved tillige hals- og håndsret over regeringen.
Hertil føjer sig kommunernes gældsposter, og det langt værre: nedgangen i kvægbesætningen og udtømmelsen af varelagre.
Denne forholdsvis langsomme fremadskriden mod forarmelsen, som vi under krigen kunne holde inden døre, er med fredens ikrafttræden, hvorved Danmark droges ud af sin kunstige isolation og ind i international forbindelse igen, trådt ind i en rapid krisetilstand.
Den faldende kurs på kronen angiver hastigheden af denne.
Meget var der talt og skrevet om den forbedrelse til at tage mod freden, der skulle skyde Danmark frem i solen under det fredelige handelssamkvem.
Men i det kapitalistiske samfund bevæger det økonomiske liv sig ikke efter samfundsmæssige love, det er ganske undergivet det private initiativ og den private egoistiske drifts anarkiske tendenser.
Da landet tilmed var udhungret med hensyn til alt, råvarer, kraftkilder, foderstoffer og en mængde nødvendige livsmidler, var resultatet af den på ny åbnede handel, at balancen mellem indførsel og udførsel fuldstændig forrykkedes, idet indførslen så langt har overfløjet udførslen, at alle udenlandske reserver er opbrugte og endnu 1½ milliard kr., der skyldes til udlandet. [*]
Dette er årsagerne til den danske krones voldsomme fald (januar 1920, 1 kr. = 50 øre).
Ydermere hindres den fri udfoldelse og spekulation i landbrugsartikler, fordi Tyskland af hensyn til sin egen økonomiske ruin (M. c. 7 øre), måtte sige stop til de dyre levnedsmidler.
Så fulgte der på gyldenåret 1916 det dybe nedgangsår 1919-20, og vi er sikkert så langt fra nået bunden endnu, som vi rimeligvis kun er ved begyndelsen.
Hidtil er det dog nærmest kun svindelforetagender, der er styrtede og har haft deres efterspil ved domstolene. Nu begynder de mere agtværdige mangeårige vekselérfirmaer og selskaber at følge efter.
Selv bankerne føler sig ikke mere sikre. Pengene holdes tilbage fra foretagender, og i bankkredse tales der om en forhøjelse af indlånsrenten. Men befolkningen er blevet ængstelig dels ved krakkene og dels ved den uhyre seddelmængde, der cirkulerer, 365.334.893 kr. i 1918 mod 147.483.000 i 1914.
Regeringen har søgt at standse kronens fald ved at gribe regulerende ind i børsspillet med en kursnoteringslov (hvorfor først nu under elendigheden og ikke i 1916?) og ved nedsættelsen af et valutaråd, der skulle overvåge, at kapitaler ikke udføres til udlandet i spekulationsøjemed, men at der virkelig fås varer for dem.
Disse forholdsregler standsede kronens fald et par dage, men kun for at dens fald på den fjerde dag skulle blive så meget dybere. Det er klart – vi bevæger os ikke mere langsomt, men hurtigt imod en almindelig bankerot. Og ingen ny rationering eller andre kunstige forholdsregler vil kunne afværge den.
Der findes kun et eneste heksemiddel imod denne sot, og det er: Mere produktion, mere arbejde!
At dette er rigtigt erkendes af alle, og der lyder et stadig gentaget råb fra alle sider, fra rigsdagstribune og talerstol, fra presse og forhandlingsbord: Mere produktion, mere arbejde!
Men dermed erkender man, bevidst eller ubevidst, at samfundet er modent til socialisering.
Er det arbejderen alene, der kan redde samfundet, hvor rimeligt da, at det også bliver ham, der bestemmer formen for det.
Under krigsperiodens ekstraordinære forhold har de gamle fagforeningers forhandlingstaktik vist sig ganske ude af stand til at værne arbejdernes interesser.
Arbejderne har derfor på de arbejdspladser, hvor de følte sig stærke nok til at gøre det, taget sagen i egen hånd og har gennem lokal-strejker gennemtvunget forhøjelser af løn og tillæg.
I enkelte fag er derfor lønniveauet betydeligt hævet, og til enkelte tider og på enkelte pladser har der været tjent anselige daglønninger, hvad der har givet anledning til hysteriske skrig fra overklassens side om overflod og frådseri inden for arbejderstanden.
1. februar 1920 udløber 114 arbejdsoverenskomster og arbejdskøberforeningen havde på forhånd meddelt: ingen lønforhøjelse, og forudseende en kamp om denne stilling stillet en sum af 25 millioner kr. til disposition som sagsomkostninger.
Imidlertid er arbejdernes kår af en sådan art, at de ikke kan lade sig presse nedad.
Ingen lønforhøjelse med de vanvittigt stigende priser på alle livsfornødenheder er nedgang.
Den smule lønstatistik, der findes i Statistisk årbog 1918, og som ikke omfatter alle fag, angiver gennemsnitslønnen i september 1918 og er udarbejdet efter materiale, stillet til rådighed af Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening.
Og selv en så begrænset (tendentiøs) statistik [**] gør fuldstændig ende på alle krønikerne om de mægtige arbejdsfortjenester.
Kun ni fag kommer i denne måned op på en dagløn af 10 kr. og derover. Højst står brolæggerne med 13,77 kr. De udskregne murere har haft 12,90 kr., medens bagere noteres med en ugeløn af 46,89 kr.
Blandt ikke faglærte arbejdere er der kun én branche, brolæggerarbejdsmænd, der når op over 10 kr. i dagløn (10,17 kr.); lavest står rebslagerne, uld- og klædevæverne og papirarbejderne henholdsvis med 5,76 kr., 5,93 kr. og 6,09 kr. pr. dag.
De kvindelige fabriksarbejderes løn bevæger sig fra 5,77 kr. (nådlersker) til 3,68 kr. (tændstikarbejderskerne) pr. dag.
Året 1919 har jo sikkert forrykket tallene noget i arbejdernes favør, men store spring har lønningerne ikke taget opad. [***]
Derimod bevæger priserne på livsfornødenheder sig ligefrem springagtig i vejret.
Danmark er nu det dyreste land i verden at leve i, og arbejderklassen i sin helhed har langt fra kunnet hævde sin levestandard fra før krigen.
Den store kroniske arbejdsløshed sænker i høj grad gennemsnitsleveniveauet. Under disse forhold står den danske arbejderklasse i februar 1920 over for arbejdskøbernes: tilbage!
Vil arbejderklassen ikke helt lade sig knægte og forslave for fremtiden, da tvinges den til at svare: frem!
Den egentlige lønkamp har udspillet sin rolle, fordi arbejdskøberne har det i deres magt, ved hver lønstigning at svare med en prisstigning, der gør det vundne illusorisk.
Det er skruen uden ende.
Da toner igen begrebet: socialisering frem.
Hvorfor ikke skyde dette samfundsskadelige element, den private udbytning, ud af arbejdsprocessen?
Hvorfor ikke selv fastsætte det færdige produkts pris?
Og hvorfor ikke nu gå frem for kravet om ligestillingen i samfundet? Arbejderne kæmper dog ikke alene for højere løn, mere og bedre mad, men – og heri ligger det ideale motiv – for erhvervelsen af frimandsrettigheder.
Tiden er moden for et socialistisk fremstød.
Kapitalismen har ved verdenskrigen fremmanet kræfter, som den ikke mere kan holde i ave.
Over for den rebellierende arbejderklasse vil dens magt falde sammen som et korthus.
Om end de politiske og økonomiske forhold i Danmark for tiden ligger således, at man kan sige: Tiden er inde for en socialisering, så er spørgsmålet derfor ikke færdigt fra undersøgelsens standpunkt.
Endnu mangler undersøgelsen af en meget vigtig faktor, det udførende organ, i socialiseringsprocessen. Hvem eller hvad skal gennemføre socialiseringen?
Det kan straks fastslås, at det må være en centralmagt med oversigt over det hele økonomiske liv.
En socialisering af den enkelte bedrift er ikke mulig.
Forsøget herpå er gjort helt fra Lassalles dage og før den tid gennem produktionsforeninger. Men enten er de, fastholdende deres socialistiske principper, bukket under i konkurrencen, eller også har de opgivet principperne og er blevet rene kapitalistiske foretagender. Vi kan her som i nærliggende eksempel fremdrage vore egne kooperative foretagender. Adskiller de sig i noget fra de kapitalistiske? Nej – ikke engang deri, at dividenden fordeles på mange hænder, det gør den også i mange andre selskaber.
Om en enkeltbedrift derfor går over i denne bedrifts arbejderes hænder, betyder det blot, at en storkapitalist har måttet vige pladsen for mange småkapitalister.
Ikke engang en enkelt industri ville kunne skride til socialisering inden for et i øvrigt kapitalistisk samfund, undtagen den var af en så overvættes samfundsmæssig betydning, at den kunne påtvinge omverdenen sin vilje og få banker og samfærdselsinstitutioner til at tjene sig.
Den tyske kommunist Poul Frølich mener det således muligt at socialisere kulindustrien i Tyskland, selv om det øvrige Tyskland forblev kapitalistisk.
Men disse særtilfælde kan man se bort fra, og indtil nu er de også kun tankeeksperimenter.
Hovedsynspunktet bliver det: Der må på et vist tidspunkt skrides til en almindelig omfattende socialisering, og initiativet må udgå fra en centralorganisation, der har økonomisk overblik og magt nok til straks at ekspropriere bankerne (produktionens og distributionens bankende hjerte) og stille dem i socialiseringens tjeneste.
Da ledes tanken hen på:
Har vi ikke netop i denne ved almindelig stemmeret tilvejebragte centralorganisation det organ, der sidder inde med de to forudnævnte egenskaber.
Det må indrømmes, at staten som et slags kontrolapparat over det økonomiske liv har det nødvendige overblik over dette, men samtidig må det fastslås, at den hverken har magt, evne eller vilje til at socialisere samfundet.
Den demokratiske stat, der har fundet sit højeste demokratiske udtryk i parlamentarismen, har i verdenskrigsperioden blottet sin egen magtløshed i en uhyggelig grad.
Bag ved staten er der hvert øjeblik tonet en anden langt stærkere magt (kapitalen) frem og har påtvunget staten sin vilje.
Herhjemme kender vi tilfældet så godt, når staten som en ydmyg supplikant banker på bankernes port og beder om lån, men kun får dem, når staten pænt lover at forrente dem igennem indirekte beskatning eller på anden måde, så at kapitalen ikke for hårdt berøres.
Ved krigens udbrud sattes i alle lande den demokratiske stats højeste udtryk, parlamentet, i skammekrogen, medens bankchefer, krigsleverandører, generaler og konger og kejsere af Guds nåde bestemte krigen. Først bagefter fik parlamentet, da det lovede pænt at forholde sig roligt, lov til at bevilge omkostningerne.
Wilson som folkevalgt repræsentant for den mest demokratiske af alle demokratiske stater proklamerede menneskelighedens sejr i 14 punkter og hele USA's uhyre demokratiske magt stod vagt om dem. Men nogle millionfinansmænd fandt, at de "14" ikke rigtig svarede til deres profitinteresser, og trods folkevalg og folkestemme har de plukket dem alle sønder og sammen.
At der fra tid til anden indtræder velvillige politikere i de demokratiske regeringer, og at det er deres højeste ønske at gøre alt vel for folket, er utvivlsomt, men lige så utvivltsomt er det, at de uværgerlig vil løbe Panden imod den demokratiske stats afhængighed og magtløshed, ligesom Wilson har gjort det. Måske er de fleste lidt mere forsigtige (eller fejge) og løber ikke panden så hårdt imod.
Også evnen til at udføre en socialisering mangler staten.
Man har jo gjort forsøget. Der findes ret mange statskapitaliserede og kommunaliserede bedrifter, men forsøgene er ikke faldet godt ud.
Statsbedrifterne kan ikke konkurrere i et kapitalistisk samfund, de giver underskud, og samtidig skaber de en mægtig skare dårligt lønnede, af faste kontrakter og pensionsforhold slavebundne arbejdere.
Men lad den anerkendte socialøkonom Karl Kautsky, der nu særligt tages til indtægt af højresocialisterne, udtale sig om dette spørgsmål.
Staten, siger han i sin brochure: Die Socialisierung und die Arbeiterräte, er ingen økonomiorganisation, derimod en herskerorganisation. Dens bureaukrati er skabt til det mål: at herske. Bureaukraternes opgave består ikke deri at søge det hensigtsmæssige, men kun i, tro og villigt at bringe deres foresattes vilje til udførsel.
Da initiativet kun udgår fra oven og ikke fra neden, er en åndeløs fastklæben ved det gamle, ved de overleverede former, en forbenet konservatisme, blevet kendetegnet for statsbureaukratiet.
Men dermed kommer det fuldstændig i konflikt med den moderne produktionsmådes behov, der er teknisk revolutionær og beror på en stadig omændring af overleverede former og metoder.
Hvor derfor statsbedrift og privatbedrift konkurrerer med hinanden, ligger den første som regel under.
Den almindelige indførsel af statsdrift og forvandlingen af bedriftens arbejdere til statsfunktionærer ville altså bringe den fare med sig, at arbejdets produktivitet mindskedes i stedet for at hæves. Og dog er det nødvendigt, at alle tekniske fremskridt og erfaringer på det mest intensive udnyttes, om det skal blive muligt at nå frem til almindelig velstand.
Dette er et meget vægtigt argument mod ligefrem at overføre produktionen til staten.
Dertil kommer endnu et: arbejderen forlanger ikke blot velstand, men også selvbestemmelsesret. Han kæmper ikke mod kapitalen alene på grund af hungerlønnen og den umenneskelige arbejdstid, men også fordi han som et blot og bart værktøj har at indføje sig i produktionsprocessen.
Og det bliver ikke bedre, fordi statens herskerinstitution, statsbureaukratiet, træder i stedet for den enkelte kapitalist. I stedet for én herre har han nu fået mange, og han har ikke engang den frihed at kunne skifte herre. -
Men den demokratiske stat mangler ikke alene magt og evne til at foretage en socialisering, den mangler også vilje.
Den vil ikke og kan ikke ville en socialisering, der betyder socialismens gennemførelse.
Staten er ifølge vor gamle læremester Karl Marx knyttet til det klassedelte samfund og har altid været og vil vedblive at være, så længe den består, én klasses undertrykkelsesredskab imod en anden.
Den kapitalistiske stat er undertrykkelsesredskab i den kapitalejende borgerklasses hånd imod arbejderklassen; og dette præg ændres ingenlunde, selv om denne stat påtager sig nok så demokratiske former.
Tværtimod – jo mere staten maskerer sig under folkelig maske, des mere nøgent træder modsætningerne mellem klasserne frem, og des bitrere former antager klassekampen.
Amerika giver det allerbedste eksempel herpå. Under udfoldelse af alle demokratiets falbelader og fiksfakserier skjuler der sig det mest rå og hensynsløse borgerlige diktatur. Det ses af de umenneskelige domme over fagforenings- og partiagitatorer, de brutale udvisninger, der er ekspederet i 10.000-vis over folk, der har vovet at agitere mod borgerskabets hellige rettigheder, og alt under påberåbelse af demokratiets goder.
Dog, vi har mere nærliggende eksempler. Danmark blev efter sigende med grundloven af 1915 rykket ind i rækken af de overdemokratiske lande, og en socialdemokrat tog som bevis herpå plads i regeringen. Men ingen sinde kan Danmark under nogen højre- eller venstreregering opvise en lignende respektløshed for de såkaldte folkerettigheder i grundloven, end netop under denne radikal-socialistiske; og ingen sinde har man gået frem mod arbejdere, der var borgerskabet besværlige, med en sådan brutal politiforfølgelse som under denne regering. I flere år har der i fængslerne hensiddet politiske fanger, der tilmed er behandlet og dømt ganske som gemene forbrydere. Også den hensynsløse forfølgelse og udlevering af flygtende politiske fanger fra andre lande viser, hvor lidt man respekterer sine egne skønt opsatte love om folke- og asylret.
Det er altsammen naturligt; thi staten er en kapitalistisk stat, hvilket ansigt den nu end mener det tjenligt at tage på. Den tjener borgerskabet og kan derfor ikke tjene arbejderne.
Arbejderne må derfor gøre sig klart, at når denne stat eller Socialdemokratiet, der har forrådt sine egne for at tjene den borgerlige stat, kommer med socialiseringsforslag, da vil disse kun være blår i øjnene på det godtroende folk, bestemt til at lede det vild fra den lige vej frem til målet: kapitalistklassens tilintetgørelse.
Regeringen er under trykket af den revolutionære situation fremkommet med det forslag, at arbejdskøberne skal give arbejderne andel i ledelse og udbytte af bedrifterne.
Det lyder virkelig meget smukt og helt revolutionært.
Det første punkt er også et meget revolutionært krav fra arbejdernes side. Arbejderne forlanger at rykke op fra at være umælede til at være mælende redskab.
Men man er tilbøjelig til at tro, at Ove Rode over for arbejdskøberne vil løbe panden lige så hårdt imod som Wilson gjorde det med de 14 punkter.
Der skal sikkert en meget hård hånd til at tvinge arbejdskøberne til at give arbejderne virkelig medbestemmelsesret i bedriften, og den har Ove Rode ikke. Den hårde hånds politik er man i en kapitalistisk stat kun i stand til at vende nedad.
Går arbejdskøberne alligevel med til en medbestemmelsesret, så bliver det kun bluf. Og her har Socialdemokratiet med sit "socialiseringsforslag" vist vejen.
Det hedder i kommentarerne til dette:
"I praksis vil det rimeligvis forme sig således, at hovedledelsen overdrager enkelte mænd at sidde i en række kontroludvalg, således at fagforeningerne til deres rådighed får mænd, der bliver specialister på dette område. Uden sådanne mænd fra det praktiske liv, men dog med fuldt indblik i erhvervenes økonomi, vil enhver tanke om erhvervslivets socialisering være en umulighed." Det vil ganske enkelt sige at De samvirkende Fagforbund sørger for "specialisterne" til at varetage medbestemmelsesretten.
Nu kan det ikke nægtes, at D.s.F. råder over brugbare kræfter, idet der blandt lederne er mange grundspekulanter, direktører og andre kapitalister, og de er selvfølgelig selvskrevne som specielle kontrollører, de kender jo geschæften.
Men arbejdernes medbestemmelsesret, den bliver vist af samme art som hans medbestemmelsesret inden for D.s.F., det vil sige – 0.
Socialdemokratiets socialiseringsforslag, der hviler på grundsætningen: arbejdernes frigørelse er kapitalisternes værk (det er skridtet tilbage til den utopiske socialisme), er debatteret så livlig i dagspressen, at det vist er unødvendigt her at redegøre nøjere derfor. For den arbejder, der har en vågen kritisk sans, vil den kapitalistiske sammensætning af erhvervsrådet og attentatet på arbejdernes ret til gennem strejke at værne deres interesser, være iøjnefaldende. De såkaldte kontroludvalgs (bedriftsråds) illusoriske karakter er alt påpeget.
Formålet med dette forslag, hvad også kommentarerne i Social-Demokraten viser, er tydelig dette, at skaffe arbejdsro, så landet kan føres ind i en mere produktiv periode, end den vi er i i øjeblikket.
Men da vort samfund stadig – trods Staunings regeringsvirksomhed - er kapitalistisk, betyder dette ro for kapitalisten til større udbytning.
I en sådan arbejdsro er ingen arbejder interesseret.
Forøvrigt har den radikale fløj af regeringen allerede overfløjet Socialdemokratiet med sit forslag.
Er det første punkt i regeringens forslag, medbestemmelsesret på arbejdspladsen, godt, ja så godt, at arbejderne i dette forårs store lønkampe burde gribe det og sætte det i spidsen af deres krav, og selv om det skulle koste store ofre kæmpe det igennem til sejr, så er det andet punkt socialistisk og samfundsmæssigt set ganske forkasteligt.
Regeringen appellerer gennem dette til arbejdernes egoistiske drifter. Ved at give dem andel i udbyttet gør man dem interesseret i udbyttets størrelse og det hele kapitalistiske system og kan måske forvandle dem fra at være fjender af dette system til at være afstivere af det. Samfundsmæssigt set er det farligt at gøre kapitalist og arbejder i de enkelte bedrifter til medinteressenter, da det vil være nærliggende, at kapitalist og arbejder, hvis arbejderne ikke er gennemsyret af socialistisk forståelse, hvad man ikke tør gå ud fra som givet, rotter sig sammen for at flå samfundet til bedste for et stort udbytte til dem selv.
Socialistisk forstående arbejdere bør derfor søge at hindre, at man med en sådan udbytteudbetaling tilslører det virkelige forhold mellem kapital og arbejde. Det nuværende lønsystem blotter det i dets nøgenhed. Det er køb og salg af arbejdskraft. Den der køber, er herre, den der sælger, er slave.
Udbytte er blot løn på en anden måde, men det
er farligt, fordi det tilslører modsætningerne og
skaber en ny klasse småudbyttere.
Af det foregående vil være fremgået, at den demokratiske stat ifølge sin klassekarakter hverken kan eller vil gennemføre en socialisering, der medfører arbejdernes frigørelse.
Der findes inden for vore samfundsrammer kun én faktor, der både vil, og kan evne denne opgave, og det er arbejderne selv.
Med denne lov for øje er vi alle opvokset, og arbejderne har igennem to slægtled under den organiseret sig, kæmpet, stridt, indtil denne stund, hvor arbejderne står over for den praktiske opgave at omsætte de skønne teorier i handling.
Og nu viser det sig, at loven i hvert fald for de lovkyndige, for førerne, der prædiker lov og lære for os andre, for dem er loven ikke blevet kød og blod.
Nu viger de forskrækket tilbage for konsekvensen af loven, og over for de fremtrængende arbejdere lyder det nu: I er ikke modne, I er ikke dygtige nok! Hvor kan I tro at I kan sætte jer ind i det mystiske økonomiske system. Nej, I må vente, til I er blevet dygtigere; og imens beder vi kapitalisterne hjælpe os at socialisere!
Dette er højresocialisternes stilling i alle lande, og hvor forestillinger over for det revolutionære arbejderskab ikke hjælper, bruger man maskingeværer.
Men denne holdning er grundfalsk og klasseforræderi.
I det kapitalistiske arbejdssystem vil arbejderen, så udspecialiseret som han er, ofte kun et mekanisk vedhæng til en maskine, aldrig få mere overblik, indsigt og forståelse af det hele system, end han har nu.
Og mennesket lærer bedst ved at få tingene i hånden.
Arbejderen vil, når han bliver stillet over for de nye opgaver, til at begynde med begå fejl, men han vil af disse lære og hurtig nå frem til at mestre tingene.
Kapitalismen er nu ved egen skyld bragt i en knibe, der af arbejderne kan udnyttes til dens endelige fald, og de bør gøre det, stolende på, at evnerne vokser med opgaverne.
I spredt fægtning lader det sig imidlertid ikke gøre at erobre samfundet. Der må organisation til. Og nu står vi over for spørgsmålet: Har da arbejderne den eller de institutioner, igennem hvilke en socialisering kan foretages?
Det er i denne pjece allerede nævnt, at der under en socialiseringsproces må findes en centralorganisation, der har det nødvendige overblik til varetagelse af det hele samfunds, ja også den enkelte bedrifts og industris interesser. Men den må tillige i modsætning til den demokratiske stat have en stadig levende forbindelse med arbejderne på den enkelte arbejdsplads, i den enkelte industri eller økonomiområde; thi kun derigennem vil den kunne bevare sin revolutionære karakter, og kun derigennem vil den få den nødvendige magt til at tvinge kapitalistklassen under sin vilje.
Uvilkårlig kommer man til at tænke på de:
med deres centralorganisation. Er ikke netop her det nødvendige organ?
Der kan ingen tvivl være om, at arbejderne har tænkt sig de faglige organisationer ikke alene som kampmidler i dagens kampe, men også som de organer, med hvilke det banebrydende arbejde for socialismens virkeliggørelse skulle gøres.
Men verdenskrigen og verdensrevolutionerne har dræbt alle illusioner om de gamle fagorganisationer som revolutionære kamporganisationer.
En evne, der ikke bruges, forsvinder, siges der. Og D.s.F. hos os har mistet evnen til at kæmpe. De har i lange årrækker ladet sig deres taktik påtvinge af arbejdskøberne, har holdt sig til defensiven; i stedet for kamp er der trådt underhandlinger mellem kapitalens og arbejdets ledende mænd. Over for kapitalens faste og solide organisation har man i reglen givet køb, og for at bøde lidt på systemets værste skavanker, har man inden for fagorganisationerne udviklet et mægtigt understøttelsessystem, der i høj grad hæmmer organisationens slagkraft. Med den nuværende statskontrol over kasserne, hvorved strejkeretten gøres illusorisk, er løbet fuldendt.
Men selv om fagforeningslederne havde holdt sig fri fra fællesmiddagene med arbejdskøberne, hvor de har spist sig borgerlig tænkemåde til, og selv om fagforeningerne havde holdt sig fri for forsørgelsesvæsenet, så ville fagforeningerne dog være en forældet organisationsform, der ikke mere slår til i nutidens jættekampe med de udbredte strejker og lock-out'er.
D.s.F. giver selv det allerbedste bevis herpå ved over for den truende konflikt her i foråret straks at melde pas. Der er ikke penge nok i kassen til at finansiere kampen med, og dermed anser man nederlaget for givet. Dermed har D.s.F. udstedt sin egen falliterklæring.
De umådeligt udvidede kampe kan selvfølgelig ikke finansieres. De må vindes gennem lammelse af samfundets livsfunktioner.
Den lille strejke, der på forhånd er dømt til at tabes, må vige pladsen for de store almindelige strejker, hvor det gælder store vigtige spørgsmål, medens guerillakrigen (den enige optræden på den enkelte arbejdsplads) muligt stadig vil kunne benyttes med fordel i mindre sager, hvis man frigør sin arbejdsløshedsunderstøttelse fra statskontrol.
Men til førelsen af en sådan fremtidig kamp og til gennemførelse af samfundets socialisering, i hvilken kampen skal munde ud, dertil mangler de danske arbejdere den nødvendige organisation.
I andre lande, hvor man har gennemlevet den voldsomme revolution,
har man skabt en ny revolutionær organisationsform i:
igennem hvilket man håber at kæmpe revolutionen frem til sejr, og på hvilket man håber at rejse det ny samfund.
I denne organisation er bedriftsrådet (arbejderne på den enkelte arbejdsplads) kimcellen. Fra den forgrener den sig til industrier og mindre økonomiske områder, indtil den endelig i centralorganisationen, det store økonomiråd, eller hvad man nu vil kalde det, når til at omfatte hele den nationale økonomi, den hele organisation skabt af arbejdere og ved arbejdere. Denne organisationsform synes virkelig at være uden skavanker, der lammer de gamle organisationer, og sidde inde med de egenskaber, der kræves til revolutionær kamp og socialistisk opbygningsarbejde.
Den har forudsætning for at kunne samle alle arbejdere, partiløs som den må være, og ikke alene håndens arbejdere, men også de, der beskæftiger sig med administration og ledelse, funktionærerne.
Et bedriftsråd, der repræsenterer alle arbejdende elementer på en arbejdsplads, vil sidde inde med en uimodståelig kraft angående forholdene på denne arbejdsplads; og en centralisation af disse bedriftsråd vil være stærk nok til at ordne det økonomiske liv efter sin vilje. Og ved den levende vekselstrøm, der vil være mellem arbejderne på arbejdspladserne og de forskellige led i organisationen, vil moderation og bureaukratisme hindres i at bemægtige sig den.
Den nærmest liggende opgave for danske arbejdere i socialiseringsprocessen er da at skabe den organisationsform, der kan gennemføre den, og samtidig bør de over alt, hvor det er muligt, gå aggressivt frem for højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsvilkår.
Enhver klage fra stats og arbejdskøberes side, om at industrien ikke kan bære højere løn, kan ignoreres, sålænge arbejderne ikke selv har fuldt indblik i administrationen. Den stadig voksende rigdom på enkeltmands hånd viser, at ved profitten er der endnu ikke rørt.
I øvrigt vil taktikken under kampen hen mod socialisering afhænge af revolutionens fremskriden i andre lande.
Får vi en længere rolig udviklingsperiode, da gælder det om gennem rådene at tilkæmpe sig kontrol- og medbestemmelsesret på arbejdspladser og i industrierne og udnytte denne effektivt til dygtiggørelse af arbejderne i bedrifterne for en senere overtagelse af disse.
Fra første færd bør der lægges den største vægt på agitationen mellem funktionærerne, bedriftemes såvel som statens og kommunens.
Også den arbejdende intelligens, teknikere og kemikere o.a., der er uundværlige i moderne samfundsliv, må der gøres forsøg på at vinde for det nye samfundssystem. Mange af dem er udgået fra arbejderklassen, de må vel kunne finde hjem igen.
De kan ikke undværes ved opbyggelsen af et socialistisk samfund, hvor de størst mulige rigdomme skal skabes i den kortest mulige arbejdstid.
Rusland har lidt stærkt under den arbejdende intelligens' sabotage, og har enten måttet tvinge den eller i dyre domme købe den til at gøre tjeneste, indtil arbejderne selv har fået tid til at frembringe de nødvendige specialister.
Under den hele udvikling må der fra arbejdernes side gås kæmpende frem med front både mod stat og arbejdskøber.
Arbejdernes økonomiske frigørelse kan aldrig ske ved overenskomst eller kompromis. Det gælder her liv eller død – kapitalisme eller socialisme – arbejdet: som herre eller slave.
Sådanne vilkår forhandles der ikke om, den sejrende part påtrykker den tabende sine vilkår.
Arbejderne bør derfor for enhver pris søge at hindre ethvert kompromis med kapitalismen på rådssystemets område, for ikke allerede i opløbet at bryde dets revolutionære spids.
Rådssystemet skal som revolutionært kampmiddel være arbejdernes eget værk.
Udviklingen i revolutionslandene, Rusland og Tyskland, synes at være, at selv om revolutionsperioden og socialiseringsprocessen kræver en ny bevægelig og kampdygtig organisationsform, så er det ikke derfor givet, at de gamle faglige organisationer dømmes til opløsning.
Endnu under den revolutionære fremrykning kan fagorganisationerne have deres særlige opgaver at løse, f.eks. må det store understøttelsesspørgsmål stadig overlades til dem, det er de nu engang specialister i, og det vil hæmme og moderere rådenes bevægelsesfrihed, hvis de skulle befatte sig dermed. Måske kunne også løn- og andre dagens spørgsmål vedblivende blive i fagorganisationernes hænder, medens rådene kæmpede for de socialistiske fordringer.
Og under den socialistiske opbyggelsesproces er der ingen tvivl om, at man i denne, for at komme fra kapitalistisk anarki til socialistisk orden, vil behøve organisation, organisation og atter organisation, og at her vil der på produktionsområdet blive brug for de faglige organisationer, så vel som man på fordelingens område vil få megen brug for og nytte af organisationen på forbrugets område (forbrugsforeningerne).
I Rusland er fagforeningerne da også efter revolutionens sejr blevet af større og større betydning, og store dele af produktionen er efterhånden gået ind under deres ledelse.
I Tyskland kæmper ganske vist kommunisterne for opløsning af de gamle fagforeninger; men de udtrådte har straks dannet en organisation, Arbejderunionen, der har en lignende faglig karakter, dog at den organiseres industrivis.
En betingelse for at fagforeninger (og også brugsforeninger) kan anvendes i revolutionære formåls tjeneste er selvfølgelig, at disse er socialistiske.
De nuværende organisationer, der helt igennem er præget af det borgerlige lederbureaukrati, der behersker dem, duer hverken til kamp eller til opbygningsarbejde.
Når de tyske kommunister agiterer for udtrædelse af fagorganisationerne, så er det, fordi de anser det for en umulighed at erobre og omskabe dem.
De uafhængige socialdemokrater anser det derimod for muligt at erobre og revolutionere dem og agiterer derfor for tilgang til dem.
Den nuværende økonomiske situation herhjemme arbejder en revolutionær udvikling i hænde, og det bliver måske muligt at revolutionere fagorganisationerne så meget, at de kan arbejde hånd i hånd med rådene; og der bør fra de revolutionære arbejderes side gøres kraftige forsøg herpå.
Da nu udviklingen hos os er nået dertil, at "De samvirkende Fagforbund" er sprængt, og en ny centralorganisation "De frie Fagforeningers Sammenslutning" [4] er dannet, må bestræbelserne naturligt gå i retning af at føre så mange fag som muligt over i den ny sammenslutning, og derved spares man også for at spilde kræfter på at fjerne det massive bureaukrati, der sidder i spidsen for D.s.F. Af hensyn til kampen mod arbejdskøberne er det vigtigt at holde fagene sammen og føre dem over som helheder.
I et enkelt fag, landarbejderorganisationen, vil agitationen blive af særlig vigtighed.
For at det revolutionære proletariat ikke skal blive boykottet under en revolutionær aktion af den reaktionære bonde- og godsejerstand og komme til at lide under mangel på de vigtigste næringsmidler, må der nødvendigvis stå et landproletariat parat til at gribe ind solidarisk med byarbejderne.
Iblandt de 150.000 husmænd, der har for lidt jord, og det langt større helt jordløse landproletariat, vil der sikkert kunne findes en udmærket forståelse for et socialiseringsprogram, hvor jorden er fælleseje, men hvor frugten af den tilfalder dem, der dyrker den.
En landarbejderorganisation om et sådant program vil stille landproletariatet side om side med byproletariatet, der fordrer produktionsmidlemes overgang til samfundseje.
Lige for, i den nærmeste fremtid, ligger der da mægtige organisatoriske opgaver for den revolutionære danske arbejder, opbyggelse af en ny organisationsform, rådssystemet og revolutionering og omdannelse af de gamle fagorganisationer.
Fra det tidspunkt, da den russiske revolution gjorde problemet socialisering til dagens brændende spørgsmål, har teoretikere og bekymrede gammeldemokrater rejst en masse spørgsmål og tvivl i arbejdernes sind.
Er arbejderne dygtige nok til at opfylde de mægtige krav, der vil blive stillet til dem?
Hvorledes skal den store opgave praktisk gribes an?
Hvordan sammensætter vi rådene, så både forbrug, arbejde og videnskab bliver tilfredsstillende repræsenteret?
Vil socialisering alene ved arbejderne ikke true samfundsinteresserne?
Hvorledes erstatter vi det private initiativ i produktionsprocessen; og skal den afsatte kapital have erstatning for sin eksproprierede ejendom osv.?
At give en positiv fyldestgørende anvisning på, hvorledes socialisering i detail skal foregå, lader sig ikke gøre. Man kan selvfølgelig opstille en teori, og det er gjort fra flere sider, men om dens udførelse i praksis er sandsynlig, derom ved man intet.
Et ved man. Den russiske arbejderklasse satte med et spring, uden forudskoling, uden ordentlig organisation, ud på 70.000 favne vand, dvs. midt ind i socialiseringsprocessen og – det går!
Vi har tiden for organisation for os, og vi har de andres fejl og gode eksempel at lære af.
Lykkes det for det danske proletariat at skabe sig slagkraftige organisationer, der omspænder hele det økonomiske og politiske liv, da kan det med fortrøstning se hen til det almindelige kapitalistiske sammenbrud, som vil komme, og som bør fremskyndes af arbejderne selv.
Med hensyn til selve sammenbruddet har den "parisiske kommune" lært os negativt, og den russiske revolution positivt, at det første skridt fra arbejderklassens side må være at lægge hånd på bankerne, derved behersker den produktionscentret, og på post, telefon, telegraf og jernbanevæsen, derved behersker den distributionsnerverne.
De øvrige nødvendige skridt vil melde sig af sig selv, og med et godt organisationsnet vil opgaverne ikke være umulige at løfte.
At samfundsinteresserne fuldt ud varetages, er såre vigtigt for socialistisk tænkende mennesker, thi vel kan det at sætte arbejdet i højsædet være et smukt mål i sig selv, men det er os dog ikke nok, igennem dette vil vi opnå et samfund, hvor alles interesser i lige grad værnes.
Men i de rene arbejderråd ligger der ingen samfundsfare; thi vel er ikke alle forbrugere arbejdere, men til gengæld er alle arbejdere forbrugere, og det vil være i deres egen højeste interesse, at samfundet, alle forbrugere, lever under de bedste og rigeste vilkår.
Videnskaben (den arbejdende intelligens) vil i et arbejdersamfund aldrig behøve at frygte for at blive detroniseret, således som den er det i det kapitalistiske samfund, hvor den i øjeblikket optræder som kapitalens slet betalte tjener.
Arbejderne ved, at skal de nå frem og op efter det kapitalistiske sammenbrud, da må arbejdets produktivitet hæves; medens samtidig arbejdstiden af hensyn til arbejderens personlige frihed må forkortes.
Det socialistiske samfund har forskellige midler i hænde, hvorved arbejdets produktivitet kan hæves, uden at man behøver at slide på arbejdskraften, f.eks. stærk koncentreret driftsmåde; men det er unægtelig af stor vigtighed, at der ingen standsning bliver i den tekniske udvikling fremad til stedse bedre metoder og produktionsmidler, og i denne udvikling er videnskaben uundværlig.
Videnskaben vil i et arbejdersamfund komme til at indtage hæderspladsen ved siden af arbejdet.
Atter og atter fremføres den indvending mod et socialistisk samfund, at det private initiativ, der har været drivfjederen i den tekniske udvikling, vil dræbes, når det ikke længere har udsigt til særprofit.
At der vil dræbes noget privat initiativ ved afskaffelsen af udbytningen, er vel rigtig nok; men samtidig vil der i de frigjorte arbejdermasser fostres et sundt initiativ, der sikkert langt vil overflyve det private; og i stedet for det modsætningsforhold mellem kapital og arbejde, der før drev kraftigt på udviklingen af arbejdets produktivitet, træder nu et mere ideelt modsætningsforhold mellem arbejderen som producent, der stræber efter at forkorte den samfundsnødvendige arbejdstid, og mellem arbejderen som konsument, der stræber efter det højst mulige kvantum livsgoder. Heri vil de kommende tiders tekniske udvikling finde sin spore.
Om man skal give den eksproprierede kapitalist erstatning vil vel blive et spørgsmål om taktik og evne.
Således og på mange andre måder har man tumlet med socialiseringsproblemet, og man viser arbejderen bjerge og afgrunde af hindringer.
Hvorfor gør man egentlig det?
Har arbejderne ikke hidtil gået langsomt nok frem – alt for langsomt – kun følgende kapitalens bevægelser rent defensivt.
Nu da de går frem til angreb under kapitalens store afmagtsperiode. - Hvorfor da hæmme?
Fordi de moderate, med borgerskabets sammenspiste førere har tabt troen på arbejdermassens revolutionære kraft, derfor er denne kraft ikke forsvundet.
Den lever end. Og vel vil arbejderklassen blive stillet over for vældige opgaver, der vil kræve vældige kræfter for at blive løst tilfredsstillende; men i den "store grå masse", arbejderskarernes millioner, der nu stræber opad mod lyset, i den ligger også bundet vældige, uanede, skabende kræfter, der frigøres til virksomhed i det øjeblik, titanens lænker falder, og han er fri mand.
Det skal lykkes og vil lykkes, så sandt som kun ét er i stand til at føre samfundene ud af deres nuværende ruin og anarki og føre dem fremad og opad til en højere og ædlere form, og dette ene er – arbejdet.
1. Pjece udgivet anonymt på Dansk kommunistisk lærerklubs Forlag 1920. Lærerklubben var en klub under Fagoppositionens Sammenslutning, hvor bl.a. Marie Nielsen, Kjærulf Nielsen og Kr. Halberg var medlemmer. De følgende noter mærket KH er indsat af Halberg. Der er lavet et par rettelser i teksten efter et eksemplar i Marie Nielsen arkivet.
2. Frederich Adler (1879-1966), østrigsk socialdemokrat.
3. Her sigtes til Versailles-traktaten.
*. Handelsbalancen for 1919 udviser et underskud på 1600 mill. kr. Desforuden har landet bestillinger i udlandet, der for manufakturvarer alene beløber sig til 300 mill. kr. I alt skylder vi faktisk udlandet ca. 2 milliarder kr. K. H.
**. Statistikken angiver den gennemsnitlige timeløn. Daglønnen er da udregnet på grundlag af 8-timersdagen med nærmeste hele tal.
***. Den i disse dage udsendte arbejdskøberstatistik viser, under hensyn til arbejdstidens forkortelse, pengenes værdiforringelse osv., at lønstigningen lige har holdt trit med prisstigningen – dvs. gennemsnitlig, thi i flere fag ligger lønniveauet endnu langt under prisniveauet. K.H.
****. En brochure om rådssystemet udkommer i løbet af kort tid på vort forlag. [Her tænkes på Kr. Halberg: Rådssystemet. Organisation og historie]
4. Der tænkes på en sammenslutning med
udgangspunkt i det af syndikalisterne oprettede Københavns
Metalarbejderforbund. Blev kun af forbigående betydning.
Sidst opdateret 4.6.00