Marxisme Online > Arkiv > Dansk arbejderbevægelse > Indhold
Retfærdighed og politik (19.12.19)
Bolschevisme og syndikalisme (5-6.11.20)
Indtryk fra et fængsel (11-18.1.21)
1919 blev et tilbageslagets år for den revolutionære bevægelse herhjemme. SAP blev splittet. Højrefløjen gik ind i det nydannede Venstresocialistiske parti (fra 1920 DKP) og venstrefløjen under Marie Nielsen gik ind i Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Men håbet om en snarlig revolution var endnu ikke slukket. Marie Nielsen udkastede i pjecen "Er Danmark modent for socialisering?" en råds- eller sovjetstrategi for revolutionen i Danmark. Umiddelbart efter, hun havde færdiggjort pjecen, måtte hun afsone sin fængselsdom.
Solidaritetsartikler angående den over mig fældede dom og bladets krav om benådning for mig, [2] giver mig anledning til at fremkomme med nogle bemærkninger, som jeg håber, bladet giver plads til.
Den faldne dom lader til at vække en del opsigt og måske med fuld føje. Det kan måske nok falde lidt for brystet af dem, der i de to faldne domme ved kriminalret og højesteret leder efter retfærdighedens kendetegn. [3]
På samme grundlag siger kriminalretten 18 måneders forbedringshus og højesteret 6 måneders strafarbejde.
Nogle søger at finde gådens løsning i, at assessor Ipsen har været særlig barbarisk og uretfærdig, og andre ("Nationaltid.") i højesterets dybere forståelse af, at Marie Nielsens revolutionære propaganda har været af en mindre farlig karakter end Chr. Christensens. "Ekstra Bladet" opgiver helt ævret; – thi det er ens pligt at tro, at begge instanser er retfærdige(!)
Og dog er forklaringen så lige til.
Den hele sag har intet som helst med ret og retfærdighed at gøre, den har fra først til sidst været en politisk sag.
Det forskellige udfald af de to retsinstansers kendelse ligger simpelthen i, at i efteråret 1918 var Soc. Arbejderparti i rask opkomst, pågående i sin agitation og med et dagblad, der en tid havde et ret betydeligt oplag. Det gjaldt for borgerskabet om, at tage dette parti i opløbet, og man anvendte da den ældgamle metode, at fængsle lederne for derigennem at dræbe bevægelsen. Den samme fremgangsmåde anvendtes over for F.S. [4] Derfor de meningsløse lange varetægtsarrester (6½ måned), som vi kun fik ende på ved at træde i hungerstrejke, og derfor de forbedringshusdomme, som nu af pressen betegnes som uværdige og barbariske.
Nu derimod er sagen anderledes.
Hensigten med hensyn til vort parti er nået. Blad og parti er dræbt. Hvorfor skulle man da ikke lade vore menneskelige følelser komme til orde – og særlig over for en kvindes domfældelse? Man har ligefrem råd dertil.
Karakteristisk er pressens holdning. En god veninde af mig meddelte mig ved min fængsling 1918, at hendes svoger, en journalist, beklagende til hende havde sagt: "hun har ingen god (!) presse".
En revolutionær – med "en god borgerlig presse"!
Men nu har jeg jo en god presse!
Lige fra "Ekstra Bladet" til "National tidende". Og dog var jeg i 1918 lige så godt et menneske og en lige så upåklagelig lærerinde, som jeg er det i 1919; og i min forsvarstale for højesteret vil man forgæves lede efter et tegn på ændring i mine anskuelser. Forklaringen er let at finde. – "Fjenden" er afvæbnet, uskadeliggjort. Hvorfor skulle man da ikke være højmodig?
Jeg begynder næsten at tro på, at også de andre "forbrydere", der nu soner i forbedringshuset, kunne have ventet sig en lignende "retfærdighed", om de havde appelleret nu i slutningen af 1919.
De særlige hensyn, som Solidaritet mener, der er taget til "kvinden", tror jeg ikke på. (Uden for så vidt, at man nu har råd til at tage hensyn).
Den tyske overklassepøbel sønderrev uden at gøre småligt forskel den lille svage, gode kvinde, men hensynsløse agitator, Rosa Luxemburg, sammen med manden Liebknecht.
Skulle jeg nogensinde få en lignende farlig betydning for det borgerlige samfund, som hun, da vil man uden at fortrække en mine, fordi det er en kvinde, kaste mig for de vilde dyr.
Men som sagt – der er ingen fare at øjne, og derfor er man "god" ved mig.
Freilif Olsen [5] er endda lige ved at være forarget over politiske forbryderes ligestilling i fængselskår med almindelige forbrydere.
Hvis hans bekymringer særlig gælder mig, da kan jeg forsikre ham om, at den, der har gennemlevet den pludselige arrestation med efterfølgende visitation, indregistrering og afstempling som forbryder og som 6½ måned har været fuldkommen åndeligt isoleret, for den vil der ingen overraskelser være at finde, hverken på Vridsløse eller på Christianshavn.
Den, som har måttet stille til undersøgelse som et dyr, bekigget i øje og øre, næse, mund og hår af to mandfolk, der samtidig fremkom med delikate bemærkninger som: Var det ikke Dem, der skrev at assessor Ipsen skulle straffes med at sælge "Klassekampen"? ... De bliver nok dukket ... vent De blot, – har måttet udlevere sine hænder til fingeraftryk og sit ansigt til fotografi for forbryderalbumet, kan ikke beskæmmes af fangedragten eller af at måtte spise med træske.
Jeg henstiller indtrængende til Solidaritet ikke oftere at bringe mit navn i forbindelse med ordet "benådning".
Ret og kgl. nåde er to begreber, der intet har at gøre med dommen over en politisk forbryder.
I rettens sted træder magten, og det er der ingen grund til at gøre så mange ophævelser over, det er gammelkendt; og en politisk forbryder, der straffes, fordi han har handlet efter sin overbevisning, kan selvfølgelig ikke søge eller modtage nogen "nåde", fordi han ikke kan vige et hårsbred fra det, der efter hans overbevisning er det rette. Han kan altså ikke afgive den nødvendige erklæring om bod og bedring.
1. Solidaritet 19.12.19.
2. I anledning af at Marie Nielsens dom ved højesteret blev nedsat fra 1½ års forbedringshus til ½ års fængsel, fremsatte Solidaritet det krav, at hun skulle benådes helt og holdent.
3. Den 22.11.18 blev Marie Nielsen arresteret for sine artikler i Klassekampen. Hun sad i varetægtsarrest frem til dommen faldt ved kriminalretten den 24.5.19. Dommen lød på 1½ års forbedringshus ud over de 6½ måneds varetægtsarrest. Hun appellerede dommen og var på fri fod, indtil dommen faldt den 15.12.19. Denne gang lød den på ½ års fængsel. Den 12.2.20 begyndte hun afsoningen, men kom ud i forbindelse med amnestien efter påskekrisen 1920.
4. FS: Fagoppositionens Sammenslutning. Den syndikalistiske opposition i fagbevægelsen, udgiver af Solidaritet. Et af de elementer, der indgik i dannelsen af DKP.
5. Freilif Olsen var Ekstra Bladets chefredaktør.
Et svar til Jens Storgaard
Det er ikke let at svare på Jens Storgaards artikel: Alternativet fra Moskva, idet den indeholder en bunke af uklare og almindelige påstande imellem hinanden. Enkelte af dem er ganske falske, f.eks. den: "Det er, hvad verdens arbejdere har valget imellem, når de skal tage stilling for eller mod Moskvaalternativet."
Sprogligt er citatet ukorrekt og som følgeslutning falsk, thi de præmisser, den hviler på, er misforståelse på misforståelse fra Storgaards side, om hvad det egentlig er, at arbejderne har fået at vælge imellem.
Det er som sagt ikke let at imødegå en så løst opbygget artikel, men jeg vil gøre forsøget ved at belyse de to bevægelser, bolschevisme og syndikalisme, i forhold til hinanden, først ud fra den levende virkelighed, give selve de historiske kendsgerninger (som Storgaard ynder at nævne) og derefter behandle de to bevægelsers ideologi.
Storgaard stiller sig på det standpunkt: Vi står midt i en voldsom samfundsrystelse, der skal resultere i en social forskydning.
Hvis vi i stedet for det sidste ord skriver "revolution", så er udgangspunktet for vurderingen af alle forhold det samme for syndikalisten Storgaard og for os, der nævner os kommunister.
Og Storgaard kan vel ikke tænke sig muligheden af, at denne mægtige nuværende krise kan få en anden udgang end en revolutionær ændring af produktionsforholdene?
Vi er altså enige i udgangspunktet: Vi står midt i en social verdensrevolution.
Vi er også enige i at ønske, at resultatet af denne verdensrevolution må blive, at arbejderne gør sig til herre over produktionsmidlerne og skaber et frit føderativt kommunistisk samfund.
Lad os nu i denne belysning betragte de to gruppers praktiske forhold i den sociale revolutions periode.
Denne indtrådte faktisk med verdenskrigen. Under denne og også i de senere revolutionsår har syndikalisterne organisationsmæssigt intet gjort for at fremme revolutionen, ja, de har endog i Frankrig, hvor den syndikalistiske bevægelse er stærkest, styrket reaktionen ved at træde i koalition med borgerskabet under krigen.
I den senere revolutionsperiode mærker man intet til syndikalisternes førerskab på noget område. Passivitet og negativitet er karakteristisk for de syndikalistiske organisationer. At syndikalisterne som enkeltindivider offermodigt har givet deres liv som indsats i de revolutionære kampe, ændrer intet i organisationernes forhold.
Man må lære af forholdene, ellers fejes man væk af udviklingen. Syndikalisterne burde længst have spurgt sig selv: Hvor ligger fejlen? Hvad er det, der gør, at vi, der i fredens dage blev regnet blandt de yderst revolutionære, nu under de mægtige kampe er sat ud af spillet. Vi har ingen føling med masserne, de går deres egne veje uden os.
Og så bolschevikernes holdning i samme tidsperiode.
De bliver straks førende under kampen mod krigen igennem Zimmerwaldbevægelsens yderste venstre fløj. De har senere ført det russiske folks masser gennem en sejrrig revolution, og de har, kan man også gerne sige, gennemlevet tre revolutioners nederlag, idet ideologien er fælles for Ruslands og Tysklands, Ungarns og Finlands kommunister. Rigtigst er det derfor nu at tale om kommunisme og ikke om bolschevisme.
Overalt i alle lande er kommunisterne og har de været de førende i de revolutionære bevægelser. Endnu har de i Vesteuropa ikke nået at skare de store masser bag sig, men tidspunktet er ikke fjernt, da de gør det.
Kommunisterne står midt i tidens storme; imod det røde spøgelse, som de har fremmanet, er alle kapitalistiske kræfter koncentreret. Imod det kæmper al verdens førende kapitalister med kanoner, giftgas, med guld og med løgne. Alt sammen bevis for, at kommunisterne i hvert fald ikke har stillet sig uden for tidens bevægelser, således som syndikalisterne har gjort det.
Grunden til denne passivitet, som historien har henvist syndikalisterne til i tidens store revolutionære bevægelser, må søges i deres ideologi, i deres syn på forholdene under kampene mod endemålet – (dette er vi jo enige om).
Der ligger på vejen mod et kommunistisk samfund to mægtige hindringer, den private ejendomsret og den politiske stat som værn for den.
Syndikalisterne synes kun at se på disse forhold med ét øje. De kan nemlig kun opdage den første hindring.
Imod den private ejendomsret og den private udbytning sætter syndikalisten strejken.
Strejken er ingenlunde altid revolutionær; den er det altid, når den sættes ind for afskaffelsen af udbytningen, og den kan undertiden få revolutionær karakter, hvor den kun sættes ind for højere løn.
Der er ingen tvivl om, at arbejderne med generalstrejken kan ryste det hele kapitalistiske samfund i sin grundvold. Men hvad så, når det er sket?
Vi har i de italienske arbejderes sidste strejkekampe et glimrende anskuelsesmateriale i dette spørgsmål. Arbejderne strejkede, og de gjorde noget mere; de gik ind i fabrikkerne og satte sig fast der. Dette sidste skridt var i virkeligheden en tilintetgørelse af privatejendomsretten til disse fabrikker.
Og hvad skete så?
Regeringen tøvede med at gå angrebsvis til værks, fordi den vidste, arbejderne havde våben, og den frygtede den sociale revolution.
For arbejderne var der kun ét alternativ. Enten måtte de igen forlade fabrikkerne, opgive det vundne, eller forsvare dem med de våben, de havde, søge kampen udvidet til kampen om selve den politiske magt.
Den, der ikke kan drage denne lære af begivenhederne i Italien, vil overhovedet ikke lære af forholdene. Syndikalisterne har meget svært ved at lære af forholdene. De har stødt sig hundrede gange på den politiske statsmagt, der har fængslet deres folk, forbudt udgivelsen af deres blade, har opløst deres organisationer, og alligevel holder de øjnene hårdnakket lukket for kendsgerningerne og påstår, at fænomenet ikke kommer dem ved.
Kommunisterne derimod ser med to åbne øjne og lader sig belære af realiteter.
Kommunisterne siger: Ikke ved økonomisk og ikke ved politisk kamp alene hver for sig, kan vi erobre magten i samfundet og skabe grundlaget for et socialistisk samfund, men ved "både – og". Både økonomisk og politisk kamp er nødvendig.
Det er ganske falsk, når Storgaard skriver: "Bolschevismen forudsætter revolutionens første fase som politisk borgerkrig, en militært organiseret revolte." Bolschevikerne er ikke pattebørn i revolutionens historie. De har gennemlevet, hvad vi i hvert fald burde have læst os viden til om, at alle de politiske revolutioner begynder på arbejdspladserne. Også de russiske revolutioner indlededes med mægtige strejker.
Den politiske stat er kapitalisternes mægtigste våben i kampen mod en revolutionær fremtrængende arbejderklasse.
Kommunisterne siger da: Dette magtmiddel eksisterer, det er farligt for os, vi må altså ødelægge det.
For at kunne ødelægge staten som magtmiddel i kapitalisternes hånd, ødelægge det hele indviklede militær- og embedsmaskineri må man først erobre staten, være herre over den.
Jeg mener at selve udviklingen giver kommunisterne ret. Rusland giver os et historisk positivt eksempel, medens Tyskland giver et negativt.
I Rusland sejrede arbejderne og tilintetgjorde kapitalismen, fordi man der resolut satte sig i besiddelse af det kapitalistiske statsapparat, tilintetgjorde det og skabte et nyt proletarisk som kampmiddel i borgerkrigens periode.
I Tyskland var den økonomiske magt i en kort stund i arbejdernes hænder, men de forsømte at sætte sig i besiddelse af den politiske. Følgen var, at det gamle system blev ved magten, og kapitalisterne efterhånden helt fortrængte arbejderne fra de vundne økonomiske magtpositioner.
Der burde egentlig ikke mere bestå nogen strid om dette spørgsmål mellem syndikalister og kommunister; thi historien har alt fældet sin dom, idet den har anvist syndikalisterne den passive og kommunisterne den aktive rolle i revolutionen. Og kan vi blive enige derom, at både økonomisk og politisk kamp er nødvendig, da falder andre stridsspørgsmål bort eller svinder i hvert fald ind til småtteri.
Alle, der erkender, at vi står midt i en verdensrevolution, at politisk og økonomisk kamp er nødvendig, hvis vi skal sejre, vil uden videre erkende nødvendigheden af et kommunistisk (eller syndikalistisk) parti som førende generalstab; vil i borgerkrigens periode uden videre erkende, at det gælder for os om, at være så fast organiseseret som muligt.
Tyskland med sine mange uorganiserede og lokale strejker og revolutioner giver et talende bevis for, hvor ulykkebringende det er i farlige situationer at savne centralledelse og disciplin. Med tusinder arbejderes blod har Tyskland betalt denne lære. Parolen må udgå fra et samlende midtpunkt, og herfra må slaget ledes.
En centraliseret, revolutionær organisation kan kun udbygges på massernes tillid. I modsat fald vil der udvikle sig det ledervælde og kliketyranni, som Storgaard fabler om at have opdaget hos bolschevikerne. Arbejderne må selv vælge sine tillidsmænd, give korte valgperioder, og øjeblikkelig trække dem tilbage, hvis de mister tilliden til dem. Men er de valgt, da må medlemmerne i valgperioden uvægerligt lyde parolen fra denne ledelse. Det er da vel også naturligt?
En centraliseret organisationsform vil i en fredelig periode have alle de dårlige sider, som Storgaard har opdaget hos dem, men i en revolutionær periode vil de fleste af disse falde bort, idet selve forholdene er det bedste værn mod korruption, og i en åben borgerkrigs periode er den centraliserede organisation simpelthen uundværlig og nødvendig.
Heller ikke det føderalistiske princip byder jo nogen absolut garanti imod korruption. Herpå giver de franske syndikalistiske fagforeninger det allerbedste bevis.
De russiske bolscheviker er overmåde praktiske folk. De store førere har ganske vist den bedste fortidsteori på rede hånd, de er store teoretikere, men peger virkeligheden i en anden retning end deres teori, da slipper de uden tøven og fortrydelse teorien og følger livets lære. Storgaard synes at gå modsat. Man læser ud af den hele artikel: Lad livet forme sig, som det vil, lad storme rulle, lad revolutionen omforme det bestående, vi, syndikalister, har vore teorier, dem bliver vi siddende på.
Moskvateserne og betingelserne er simpelthen et udslag af den livets logik, der har talt igennem fire års krig og tre års revolutioner til kommunisterne verden over.
Man har opsumeret de fælles erfaringer og draget sine slutninger deraf.
Her i Vesteuropa har vi længe nok lidt under forvirringen, rådløsheden og usikkerheden inden for de revolutionære bevægelser. Vi har lidt tungt under savnet af en frygtløs og mål- og middelbevidst førelse, og arbejderne er blevet modløse under savnet deraf.
Nu er den savnede parole udgået, ikke fra et magtlystent russisk diktatur, men fra mennesker, der har gennemlevet revolutionen både i sejrens og nederlagets faser.
Parolen vil kendes som befrielse ud fra den tidligere uudholdelige tilstand. Alt, hvad der er i flod, alt hvad der er gennemtænkt af trang til revolutionær handling vil samle sig om denne parole.
Den virker ikke splittende på arbejderklassen, den skaber kun en ren skillelinje mellem borgerlig og revolutionær-proletarisk ideologi.
Endnu en tid vil en stor del af arbejderklassen være under indflydelse af borgerlige forestillinger og tænkemåde, og sålænge er de umodne for et revolutionært parti.
En rigtig opgave er det for det revolutionære parti, at befri den socialdemokratiske og andre dele af arbejderklassen for denne borgerlige ideologis lænker.
Når arbejderklassen er i kamp på liv og død, da må den selvfølgelig betragte enhver som sin bitre fjende, der søger at svække den i kampen.
Søger man åbent at miskreditere den hele kamp i arbejdernes øjne, er det selvfølgelig klar kontrarevolutionær virksomhed, ja selv passivitet kan i sådan yderste nød og fare betragtes som kontrarevolutionær.
Det er ikke Moskva, der nu opstiller det alternativ for Vesteuropas arbejdere. Om de vil være med til at befordre og fremme udviklingen imod en social revolution, eller de vil være med at hæmme den gennem aktiv eller passiv modstand.
Den højeste magt, selve tiden, har stillet arbejderne foran dette valg.
Vælg da nu også I, arbejdere i Danmark, og husk ved valget på, at revolutionens hårde logiske lov lyder:
Hvo, som ikke er med os, er imod os!
1. Solidaritet 5.11 og 6.11.20. Artiklerne er et svar til Jens Storgård, der repræsenterede en mere anarkosyndikalistisk fløj i FS. Det udviklede sig til en længere diskussion for og imod bolsjevikkerne. Udgangspunktet var de på Kominterns kongres i 1920 vedtagne optagelsesbetingelser (de 21 teser), hvori den organisatoriske struktur for kommunistpartierne fastlagdes. Diskussionen afsluttedes med et langt indlæg fra Solidaritets redaktør Chr. Christensen "Moskva og syndikalismen", hvor han tager stilling for Komintern.
Den 22. november 1918 mødte jeg til forhør i 9. kriminalkammer i anledning af nogle "oprørske" artikler i "Klassekampen". Flere forhør var gået forud, og den 13. november havde det såkaldte "Grønttorvsslag" fundet sted mellem Københavns gadeungdom og politi i tilslutning til et møde, der afholdtes af "S.A.", "F.S." og "U.S." [2] for frigivelsen af de fængslede syndikalister.
Pludselig under forhøret siger assessor Ipsen: Ja, nu går det ikke længere med, at De går fri, i dag opfordrer De endog til at danne arbejderråd!
Jeg svarede hertil, at det vel var lovligt at opfordre til dannelsen af nye organisationsformer; i det norske kongerige var disse organisationer overalt oprettet, og i Tyskland skyndte regeringen sig at oprette sådanne, hvor de ikke fandtes.
"Det er det samme," svarede hr. Ipsen, "vi vil nu ikke have det her, og De må nu blive her med det samme."
Jeg kan ikke nægte at jeg gennemrystedes nervøst ved denne pludselige fængsling, jeg havde vel tænkt, at jeg kunne rammes af fængsling, da jeg havde talt ved flere møder efter tumulterne, også i Århus, hvor politiet greb ind efter mødet, og hvor der derfor blev uroligheder, men da jeg gik til forhøret skænkede jeg dog ingen tanke til en sådan mulighed.
Jeg erklærede straks, at jeg ville appellere denne fængslingskendelse og udbad mig grundene for den.
Ja, jeg vedblev at skrive ophidsende artikler, og jeg havde været taler på Grønttorvet den 13. november.
Dette benægtede jeg, og sekretæren rettede da datoen den 13. til den 10., hvilken dag jeg havde talt på Grønttorvet, men hvor mødet var forløbet roligt.
Trods denne fejltagelse fastholdt assessoren arrestordren, og de tilstedeværende betjente belavede sig på at føre mig bort, medens assessoren, formodentlig med let hjerte over at have opfyldt en hellig pligt, tog sin frakke for at gå hjem.
Men jeg kunne dog ikke lade min snart 80-årige mor ganske i uvished om min skæbne, hvorfor jeg bad om og fik tilladelse til at ringe til "Klassekampen" for at meddele dem min arrestation og bede dem så skånsomt som muligt at bringe meddelelsen til min mor.
Derefter førtes jeg af opdageren Elmark gennem de skumle gange, trapper og broer til fængslet på Nytorv. De vældige jernkæder og slåer for porten vidnede højt om, at her indenfor herskede fru "Justitia" i egen høje person.
Jeg afleveredes til kvindefængslet i en kvindelig fangevogters hænder og måtte gennemgå den første visitation, måtte aflevere alt, hvad jeg bar på min person. Af kriminelle sager fandt man i min taske et kort fra Frederiksberg værgeråd med kongens krone uden på og Lenins billede indeni. (Mon det er ofret ved en Autodafe?) og en anbefalingsskrivelse fra en norsk partifælle, der samme dag havde besøgt mig. Anbefalingsskrivelsen til mig bevirkede, at han et par dage efter blev udvist af Danmarks landsområde. Måske dog også grunden var den, at han var formand for de norske arbejderråd. Ellers fandtes intet mistænkeligt.
Jeg førtes nu til celle nr. 6, hvor der foretages en ny visitation af forbryderen så grundig, at jeg til sidst fremtrådte så nøgen som Adam og Eva, før de havde spist af kundskabens træ. Denne samme grundige visitation gentoges hver gang jeg havde været til forhør eller i anden anledning uden for fængslets port.
Derpå beordrede opsynet mig til at tage kjole over mit nøgne legeme og mine skørter på og gå med i bad.
Alt dette var ikke behageligt; hver handling, hver befaling var som vold udført på min person. Hvor var nu mine rettigheder og min personlige frihed? Et skriftens ord randt mig uvilkårligt i hu: Når du bliver ældre, da skulle andre binde om dig og byde dig gå, hvor du ikke lyster!
Der var virkelig trøst deri, thi jeg kom derved til at tænke på de mange fra purunge til meget gamle, der havde gået den samme vej, ja en langt mere bitter: dødens, og jeg besluttede at tage sagen så roligt som muligt.
Jeg foretog rask badningen, for at blive fri for, at opsynet skulle røre ved mig, og da jeg fik ordre til at vaske håret i badevandet gjorde jeg også dette (endskønt det er en umulig sag!).
Da jeg var færdig og trak kjolen på mig igen, spurgte jeg min kvindelige vogter om hendes navn, da det dog er ret utåleligt at have med et menneske at gøre uden at kende dets navn. Hun kendte jo mit. Med den elskeligste, sure tværhed svarede hun: "Det behøver De ikke at vide". Jeg kunne høre på tonefaldet at det egentlig skulle have lydt: "Det kommer ikke Dem ved", men ved en kraftanstrengelse ændredes det i sidste øjeblik og blev en kende høfligere i formen.
"Det gør mig ondt", sagde jeg, "at De skal være uden navn, det besværliggør i høj grad tiltalen".
Imidlertid anmodede jeg om at blive anvist et W.C. Min vogterske overantvordede i mine forvorpne hænder et lille bitte stykke avispapir. "Nej," sagde jeg, "med en sådan stump papir holder man ikke sit legeme rent, vær så god at lade mig få 2-3 stykker."
Lige så elskværdig som i badeværelset svarede hun imidlertid: "De vil nok komme til at vænne Dem til mere end det", og dermed lukkede hun mig ind i rummet, drejede nøglen forsvarligt om igen og stillede sig ved den med klare ruder forsynede dør for at holde vagt over mig.
Det begyndte at koge et par steder inden i mig, men endnu gjorde jeg dog gode miner til slet spil.
Jeg førtes tilbage til cellen, hvor jeg fik en græsselig stump hornkam med befaling om at rede håret ud, og nu skulle aflusningen foretages.
Med noget der skulle kaldes en kæmmekam, men på grund af mangel på tænder umuligt kunne gøre anden gavn end beskæmme den, der skulle være offer for den, tog fangevogtersken et par tag i håret, lagde den så og erklærede, at jeg behøvede vist ikke større eftersyn.
Et spejl fandtes ikke i cellen, og jeg bad derfor, trods alt oplevet, med venlig stemme min vogterske, om hun ville skille mit hår i venstre side.
Med en umådelig foragtende optræden erklærede hun: "Jeg er ikke Deres kammerpige."
Nu var jeg ond, og jeg havde vist givet hende svar på tiltale, hvis hun ikke straks var gået ud og smækket døren i.
Et øjeblik kom hun tilbage. "De skal over!"
"'Over', hvad vil det sige? De ser jo, at jeg ikke er klædt på. De må i alle tilfælde vente."
"Nej, der kan ikke ventes på Dem, og De skal ikke så langt, så De kan godt gå."
Hvad skulle jeg gøre, jeg var fange, ukendt med deres formaliteter, havde ikke lyst til at køre frem med trods straks. –
Jeg hægtede så kjolen om mig, mine støvler var usnørede og mit pjaskvåde hår hængte ned ad nakken.
Jeg mente, jeg skulle fremstilles for et eller andet kvindeligt overvæsen; hvad skildrer så min harme, da jeg førtes ud af kvindefængslet over i mandsfængslet til fængslets kontor, hvor jeg først passerede et ydre kontor, hvor 4-5 kontorfolk var til stede, og endelig fremstilledes for en ældre mand i et indre kontor, hvor også flere mandlige funktionærer opholdt sig.
Jeg stod dirrende af harme foran skranken, hvor manden med venlig stemme spurgte om mit fulde navn osv.
Jeg vedgik navn, men erklærede derefter med dirrende stemme, at jeg protesterede mod denne behandling, man lod mig overgå ved at føre mig til kontoret lige fra badet.
Manden forstod, hvad kvinden ikke havde forstået, og erklærede, at dette var en urigtig fremgangsmåde, hvorefter jeg igen bragtes over til cellen. Døren smækkedes og låsedes forsvarligt udvendig fra, og endelig var jeg da en tid alene.
Jeg befandt mig nu i en meget oprevet tilstand, vanskelig at beskrive. En blanding af sorg over den mistede frihed, raseri over den rå behandling, en afslappende følelse af afmægtighed over for dette system med dets love, paragraffer, fængsler, fangevogtere, tvangsceller og tvangstrøjer, og himlen vide, hvor mange andre tvangssammensætninger.
Jeg stirrede på denne dør uden håndtag, der brutalt vidnede: Ind kan du gå, men ud kommer du ikke; på den udskårne firkant i midten af døren, der uden ord fortalte om onde, spejdende øjne, der altid vågede for at gribe fangen i en overtrædelse af instrukserne.
Men det kunne dog aldrig gå an, at en kvinde, fængslet efter § 85, skafotparagraffen, for oprørsforsøg mod det skikkelige borgerskab, en bolschevik, gav efter for en sådan svaghed, og jeg rystede pelsen og søgte at "mande" mig op.
Jeg gav mig til at undersøge cellen, der var seks skridt (alm.) lang, fire bred og havde et vindue, der i omfang var langt mindre end de, som bonden i erkendelse af lysets velgørende indflydelse på organiske væsner, nu sætter i sine kostalde. Seks små blændede ruder var der i det; det var velforsynet med tykke jernstænger, en stærk skrånende væg var karm for det. Meget lys lod dette vindue ikke slippe ind; cellen var da også de mørke vinterdage så mørk, at man ikke kunne se at læse derinde. Det halve vindue var skabt til at lukke ned, men en hængelås vidnede om, at denne bestemmelse senere var korrigeret.
En massiv og plump jernseng med en halmmadras var låset op imod den ene cellevæg som den næsten optog i sin hele længde. To bøjede jernskinner udgjorde det lave fodstøtte for sengen og hvor de, de hundrede gange, havde slået mod og hvilet på cellens stengulv, havde der dannet sig dybe furer, hvad der straks drog min tanke hen på de hundreder af fanger der havde sukket i "fangenskabets bånd" ligesom jeg nu, og mine tanker gik så langt som til Eleonora Kristine og Griffenfeldt, men jeg kom dog i rette tid i hu, at den gang var det Blåtårn og Munkholm og andre "venlige" opholdssteder, "retfærdigheden" havde anvendt over for generende personer. Senere fik jeg dog at vide, at fængslet kun stammer fra slutningen af firserne, men stenmassen i gulvet var af for blødt materiale.
Et lavt hvidskuret træbord med tilhørende træbænk, nærmest af form som et skolebord, var naglet til væggen over for sengen, dog havde det den skavank at være meget lille og lidt for lavt, og afstanden fra bord til bænk var for stor til, at det virkelig kunne bruges som arbejdsbord. Af alt mindede det mest om en bedepult (dog hertil var bænken vist for høj).
Dertil en emaljevask med tilhørende vandhane i det ene hjørne. Et lille åbent vægskab med to små hylder, hvor man skulle opbevare hele sin føde, både den åndelige og legemlige. Brød, smør og ost i fredelig forening med det ny testamente, kristelige bønner af dr. Pauli og salmebog til kirke- og husandagt; et 3/4 literbæger af emalje. Ske, kniv og gaffel af træ, en skål til det nødvendige salt på tilværelsen, det var husgerådet.
Når man så har nævnt det uundværlige møbel for en fange, der ikke må ringe uden tvingende nødvendighed, der havde sin plads i et lille hul ind i væggen under ventilationssystemet, så er cellens udstyr opregnet.
Nej, ét er dog forglemt. Dér, hvor hjemmene til udsmykning hænger billeder på væggene, hængte trykte reglementer til den fangne. Et over vasken truede med alvorlig straf hver den, der vovede at hælde andet i vasken end vand, og som beskadigede fængslets bøger, et andet, der kundgjorde fangens ret til at appellere sin arrestkendelse, og endelig et mægtigt reglement, der i 19 paragraffer indprentede fangen hans pligter og rettigheder! !
Jeg tog dette reglement ned og gav mig nøje til at studere det.
"Reglement for Arrestvæsenet i Danmark af 7. Mai 1846" var overskriften.
1846! – Je, hvorfor ikke? De paragraffer, hvorefter retfærdigheden udmåles her i Danmark, er 300 år gamle med senere tilføjelser af 1846, og det i en tid, hvor udviklingen går i stormskridt og forælder menneskelige bestemmelser fra år til år; hvorfor skulle man så ikke have et reglement for fanger, der er over "støvets år".
Jeg gennemlæste reglementet omhyggeligt, da det jo for mig nu skulle være levelære. Et par gange under gennemlæsningen udbrød jeg uvilkårligt: "Ja, men det er jo også fra 1846."
Den første gang var, da jeg gennemlæste § 5, hvor straffen for brud på disciplinen udmaledes. Som "ringere" straf berøvelse af beskæftigelse og lys om aftenen, indtil fra 3 til 15 slag rotting; desuden tvangstrøje, der kunne anvendes både som straf og som middel mod ustyrlige arrestanter, indtil eventuel straf var eksekveret.
Jeg havde nær tabt pusten. – Dette var et reglement for fanger – og for kvindelige fanger – i det herrens år 1918 under regimentet af to humanister Zahle og Stauning. Frem for mit indre syn gled den hårde kamp, som Stauning i spidsen for Socialdemokratiet havde ført imod Albertis pryglelov og prygleriet i skolen, men så huskede jeg heldigvis: Det er jo også fra 1846, da var tiden hårdere, mere barbarisk, og så har man bare ladet alt være ved det gamle. Det er den gamle historie; det er så svært at rydde op og bryde nye baner, det er så let at lade alt gå i den gamle skure. Når man derfor når magtens tinde, lukker man skyndsomt sine idealer – nej, det er noget snak; før man når magtens tinde, er idealet alt sendt på teatret – men sine fordringer og fremskridt og forandring ind i sit hemmeligste gemme, og så overlader man den gamle embedsmand med den gamle ånd styrelsen, den forstår det dog bedst. Og så bliver alt ved det gode gamle.
Et mere ironisk "ja, det var jo også i 1846" undslap mig, da jeg læste bestemmelsen om, at politimesteren kunne dispensere fra den generende visitation, rensning og aflusning, "hvis det fremgår af dennes (arresteredes) livsstilling og personlighed, at et sligt tilsyn er overflødigt".
Herregud, ja det var i 1846, hvor man gjorde skel mellem forbryderne; i 1918, tre år efter at det store frihedsbrev af kongens og partiernes nåde er skænket til det danske folk, gør man ingen sådanne smålige forskelle, eller måske man netop her er inde på en forbedring i demokratisk retning: Alle forskelle udslettes?! Jeg tænkte med nogen misundelse tilbage på tider og stater, hvor den politiske "forbryder", "hvem man ikke kan tihægge æreløs tankegang", isoleredes og behandledes med respekt, selv om han havde gjort sig skyldig i drab. Og jeg havde dog ikke engang forsøgt at dræbe kongen, Zahle eller Stauning, havde end ikke tænkt derpå, havde kun i nogle artikler opfordret danske arbejdere til at ryste sløvsindet af sig og opmærksomt følge de russiske brødres kamp for socialismens sejr og drage de rette konsekvenser deraf.
Disse artikler skulle kunne have stået i "Soc.-Dem.", men da dette blad havde solgt sig til fjenden, så kom de til at stå i "Klassekampen", for hvilken jeg var redaktør.
Og denne forbrydelse rangerer i dansk retsvæsen med vold, mord, hor, alfonseri, tyveri, bedrageri osv. De kommende tider viste mig endnu klarere hvor lidt forskel, der blev gjort mellem os og de gemeneste forbrydere.
I øvrigt meddelte reglementet, hvad man ikke måtte tillade sig, men til skrevne regler kom endnu talrige uskrevne, som først meddeltes pø om pø, når overtrædelse fandt sted og i virkeligheden gjorde reglementet langt strengere, end det fremtrådte skriftlig.
For almindelig dømte arrestanter fandtes ingen rettigheder (klage til den ledende), men for varetægtsarrestanter blev der gjort en del undtagelser. Han kunne få sengetøj og andre ting bragt ind i cellen fra hjemmet, få ekstraforplejning mod betaling, få lov til at vælge sit arbejde selv, når det kunne forenes med ordenen i fængslet osv.
Vel, det var jo lempelser for det menneske, om hvem man jo ikke kunne vide, hvorvidt det var forbryder eller ej, og for 1846 kunne det vel også gå an, men i 1918, hvor regeringen tillod sig den luksus at indespærre arbejdere i mange måneder, ja henimod år, hvorved de mister deres stillinger, arbejde og indtægt med friheden, da finder jeg, det er en skamløshed uden lige, tillige at lade den fattige fange underholde sig selv og selv skaffe sig de lempelser, der er nødvendige, for at fængslet ikke tillige skal blive tortur.
Jeg for min del lovede mig selv, at ville staten holde mig indespærret, skulle den også selv få lov at forsørge mig.
I paragraffen angående cellens og arrestens renlighed lagde jeg særlig mærke til en passus: "samt stedse i Deres klædedragt fremvise orden og anstændighed".
Denne sammenholdt jeg med hele badehistorien og fandt, at fangevogterne ikke just grundig havde gennemlæst dette reglement.
Imidlertid raslede atter den mægtige jernnøgle i cellens dør og aftensmaden blev serveret: rugbrød og varm mælk.
"Kom med Deres bæger." bød fangevogtersken, og jeg stillede da ved døren med emaljebægeret og modtog en halv liter varm mælk og to stykker rugbrød, hvorpå døren påny smækkedes.
Jeg, der ikke den dag havde fået andet, end et par stykker smørrebrød til frokost foruden morgenkaffe, fandt dette "mælkebrød" ganske fortræffeligt. Det mindede mig mest om min bondepigetid, hvor vor nadver i reglen bestod af "mælkebrød", hvilken kost jeg aldrig havde foragtet.
Næppe var jeg færdig med dette måltid, før nøglerne påny raslede i døren og ind trådte en ældre mand med en protokol, ledsaget af fangevogtersken.
Han stirrede på mig, der endnu sad ved cellens bord, med så strengt et blik, som hans gamle blege øjne tillod det, hilste ikke, men befalede med streng røst: "Stå der bag ved bordet." Jeg adlød, men vreden kogte påny op i mig.
"Hvad er Deres fulde navn osv. -"
Jeg sagde det, men tilføjede: "Og det er måske vagtmesteren i fængslet?" (Jeg havde flere gange hørt tale om "vagtmesteren" som en højere funktionær.)
Han bejaede det.
Da jeg tog reglementet ned, stak det hen til ham og sagde: "Må jeg så bede Dem sørge for, at funktionærerne her ikke hindrer fangerne i at overholde reglementet. Her bydes i § 8 at fangerne stedse skal være ordentlig og anstændig i klædedragt, men mig har man tvunget til at fremtræde for de mandlige funktionærer uden ordentlig påklædning og med pjaskvådt hår ned ad nakken."
Han blev ganske spag over dette anfald, vendte sig til fangevogtersken og sagde: "Ja, den slags ting må naturligvis ikke finde sted." Hun, der også var blevet noget spagere, sagde tvær noget om, at jeg ikke havde været uanstændig påklædt, og jeg kunne jo i en fart have rullet håret op.
Atter blev jeg alene, og jeg, der var alt for urolig i sindet til at sidde stille, begyndte den fredløse vandren i cellen, frem og tilbage, frem og tilbage, som jeg senere skulle fortsætte i mange, mange timer, og som, når jeg selv var rolig, skulle lyde i mine ører fra de andre celler omkring mig.
Skråt over gulvet fra hjørne til hjørne gik der en blankslidt sti. Her havde hundreder andre kvinder gået de tusinde fredløse mile før mig med lignende uro i sindet og måske vel endogså med mere kvalfulde tanker; thi jeg havde dog ingen nagende anger og fortrydelse at kæmpe med, men tværtimod den opløftende følelse af at være indespærret helt af magtens herrer, kun fordi jeg havde opfyldt min pligt mod den klasse, jeg tilhørte.
Et skridt til de seks vandt man ved at gå af den slidte sti, og den blev nu også min vej under den golde vandringsfærd, frem-tilbage, frem-tilbage osv. i det uendelige.
Alle småsager var mig frataget, ur havde jeg ikke, men Rådhusets klokkeværk meddelte trofast tiden for os fanger med sin melodiske klimten hvert femtende minut.
I lang tid følte jeg en vis forargelse, vrede og sorg hver gang uret lod sin røst høre. Jeg fandt, at det lød, som om den bestandig med sin sørgelige røst kaldte til bod og anger, og jeg havde intet at angre, og med vrede og sorg i sindet hørte jeg det forkynde time efter time svundet i uvirksomhed, mens hele den øvrige verden var i feberagtig bevægelse, om frem eller tilbage, det vil først tiden vise.
Efter som månederne gik, svandt imidlertid forargelsen hos mig, jeg fik efterhånden den sørgmodige røst kær og hørte den nu kun som en samklang med hele den øvrige store smerte, som verden led under i øjeblikket. Derimod fremkaldte den fremdeles den i underbevidstheden bestandig hvilende sorg over at være begravet, medens livet bydende fordrede alle kræfter tagne i brug for den af arbejderklassen så længselsfuldt attråede frihed.
Imidlertid – det var første aften – det slog halv otte, og nogle minutter efter skingrede en klokke igennem fængslet. Det var signalet til at gå til sengs for fangerne.
Vogtersken kom ind, sengen blev låst ned.
I sengen var en halmmadras og skråpude stoppet med halm. Lagner, hvide og tørre, samt tæpper, fik jeg udleveret. Sengen redtes, og et øjeblik efter lød påny fangevogterskens røst i døren: "Hæng Deres tøj ud."
I løbet af 10 minutter var sengen redt, man var afklædt, og alt tøjet med støvler, håndklæde osv. udhængt på celledørens udvendige side, hvorefter døren smækkedes for sidste gang den dag.
Jeg følte det som en lettelse endelig at være alene, ikke hvert øjeblik at høre den modbydelige raslen af jernnøglerne i døren, og ikke hvert øjeblik at se et af de mig uvenligt sindede og mig usympatiske mennesker træde uindbudte ind til mig.
Ro blev der imidlertid ikke. Aldrig så snart var gasflammen slukket (udvendig fra), før der begyndte en ejendommelig banken fra cellerne rundt om. Det var så langt fra et virvar at lyde, det var spørgsmål og svar for den indviede; ordnede rækker af små hårde slag, undertiden med en ganske ejendommelig rytme, heriblandt enkelte hule slag. I de mange måneder jeg siden lyttede til "forbrydersproget" uden dog at kunne tyde. det, hørte jeg atter og atter en bestemt række slag i en bestemt rytme eller melodi blive gentaget. Det var vistnok en slags præsentation, et tegn, der forlangtes, for at man ikke skulle falde i forrædernes hænder.
Nogle vekslede den aften kun korte bemærkninger; men to talte vedholdende med hinanden, indtil nattevagten under stor larm kom for at inspicere. (Dette gentoges hver aften.) Tomme celler blev efterset under raslen og smækken med dørene; nu hørte jeg slæbende skridt ude på gangen og samtidig hørte jeg klappen ved spejderhullet i døren blive skudt til side, og jeg følte et stirrende øje hvile på mig; klappen stødtes igen for og de slæbende skridt fjernede sig.
Uhyggeligt! – Men natten skulle blive endnu uhyggeligere.
Der var forholdsvis ro nogle timer; men jeg kunne naturligvis ikke sove. Madrassen var hård og ujævn, tæpperne var meget tyndslidte og lappede, jeg frøs jammerligt under dem, men selv om jeg havde ligget i en edderdunsrede, så havde de arbejdende tanker dog ikke tilladt mig nogen søvn.
Hvad kan du stille op mod denne voldelige berøvelse af din frihed? Hvad kan der gøres for at vinde den tilbage? Det var det store spørgsmål, der trængte på for at besvares.
Jeg undersøgte i tanken værdien af den appel til højesteret, som jeg i telefonen havde anmodet partiet om at fremme; men blev enig med mig selv om, at der var ikke meget håb ad den vej. Højesteret havde jo en lignende appel fra Thøgersens side kendt for ret: Skønt ganske uskyldig havde man dog ret til at fængsle ham, da han var socialistisk agitator; og hvis kriminalretsassessorerne mente jeg var farlig for det borgerlige samfund, så kunne man næppe vente en anden mening hos højesteretsassessorerne, dog besluttede jeg at fastholde min appel for den agitations skyld, der muligvis kunne ligge deri.
Dernæst gik mine tanker til partiet. Men jeg var hurtigt på det rene med, at det intet magtede for os. Grønttorvsdagene havde sørgeligt belært mig om, hvor lidt sammenarbejdet, hvor ubevidst og uhandledygtig vor hele flok var. Med Thøgersens og min fængsling ville dette forhold forværres; så kunne partiet blot holde bladet gående og få, de planlagte afdelinger oprettet, da var det alt, hvad man kunne vente og håbe der fra.
Jeg var altså ganske henvist til mig selv, og da jeg foran mig så en uendelig varetægtsarrest, fordi jeg var på det rene med, at denne gang blev der ingen løsladt, når sagen gik til doms, så besluttede jeg mig efter megen frem- og tilbagetænkning at forsøge sultestrejken. Havde andre kunnet gennemføre den, kunne jeg vel også. Straks fra i morgen skulle den begynde.
Nu, da jeg var nået til et resultat, kunne jeg måske nok have sovet, det var da henimod midnat men pludselig lød en kvindes fortvivlende gråd igennem fængslet: Åh mor, mor! Kom dog og hjælp mig – åh, hjælp mig!
Jeg fór op i sengen og sad med dirrende lemmer og lyttede til denne natlige scene, som desværre alt for ofte skulle gentage sig.
Det var en ganske ung stemme, måske havde sædelighedspolitiet taget hende på gaden, og som et opbragt stykke vildt var hun slæbt i fængsel.
Gråden vedblev lige vildt og fortvivlet, afbrudt af kalden på moren, der vel endog ikke anede barnets skæbne.
Endelig var visitationen overstået (badning blev vist ikke foretaget), døre smækkede og låse raslede, og hun var indespærret i en celle. Men længe, længe endnu kunne jeg høre hendes gråd, til sidst lød den så uartikuleret som et såret dyrs hylen.
Da gråden helt tabte sig, hørte jeg en vedholdende banken et eller andet sted i fængslet, og jeg forestillede mig den nøgne fange stående foran den massive plankeværksdør og slå løs på den med sine hænder. – Hvor menneskene er onde mod hinanden!
Nu var der ikke tale om søvn for mig, med blodet bankende i alle pulse sad jeg og lyttede til alle disse skrækkens lyde. Pludselig stødtes klappen i døren igen fra, og en skarp kvindestemme råbte ind: "Hvorfor sover De ikke?"
Skarpt svarede jeg tilbage: "Nå, skal man også sove på kommando her? Men sørg De først for ro derude, så måske vi også kan sove herinde."
Spejderen forsvandt, og jeg så og hørte ikke mere til hende den nat.
Efter at tårnuret havde slået fire, faldt jeg i en urolig slummer, men vækkedes igen kl. 5 af to slag på portklokken, det var den første af dagholdet, der kom. Denne klokke, der lød, som slog man med en klingende genstand mod en sprukken jerngryde, fyldte mig også stedse med ubehag. – Uharmonisk lød den og meldte hver morgen påny: "Du befinder dig endnu i fængsel."
Trekvart time forløb, imidlertid snakkede nattevagten ret livligt op derude, afløsningen var jo nær, og det sidste kvarter før seks forkyndte de to slag på portklokken rask efter hinanden, at nu kom dagholdet. Med tårnurets indledningsstrofe til seks, skingrede signalet til fangerne om, at dagen var begyndt for dem, igennem fængslet, og nøglerne larmede atter i låsene.
En anden yngre kvinde åbnede min dør og tændte gasflammen. Jeg rejste mig op i sengen, men var lidt i forlegenhed med, hvorledes jeg skulle få fat i mit tøj på celledøren. Mit fodtøj var sat ud, gulvet var af sten, og vel var der et par trætøfler i cellen til brug for fangen, men jeg væmmedes ved at sætte mine fødder i dem, thi vel var de blanke udvendig, men indvendig var de snavsede og sorte af mange svedige fødder. Jeg forsøgte fra sengen at tage tøjet ind.
"Stå straks helt ud af sengen og tag Deres tøj", befalede den ny "tjenende" ånd.
Men jeg havde i nattens løb yderligere bestemt mig for offensiven, og jeg sagde – idet jeg stod ud på gulvet på bare fødder: "Er De så god at tale i en høflig tone til mig, befalinger ønsker jeg ikke at modtage fra Dem." Den tiltalte, der åbenbart ikke var suveræn, gav sig til at råbe til en anden kvindelig vogter, der gik ude på gangen: "Frk. A., hører De hvad 6 siger?"
"Ja, og hvis hun ikke har hørt det, skal jeg gerne gentage det," tilføjede jeg, og henvendt til frk. A. sagde jeg: "Det klæder denne yngre pige ilde at føre et så uhøfligt sprog."
Frk. A. svarede meget spagfærdigt (hun var for øvrigt den eneste af det daværende personale, jeg nogensinde hørte tale venligt og trøstende til fangerne): "Vi er altid høflige over for fangerne."
"Det har jeg hidtil ikke mærket," svarede jeg, og dermed var det sammenstød til ende.
Hele morgenarbejdet bestod i tæppers og lagners sammenlægning, sengens aflåsning, udslagning fra natten – intet videre.
Nu bragtes morgentheen og naturalier for dagens kost. "Tak, jeg skal ikke have noget," erklærede jeg i overensstemmelse med nattens beslutning.
"De skal have det," svaredes der.
Nuvel, jeg tog imod. Der udleveredes en ganske lille emaljekop med smør, en skive ost og brød efter behag. Smør og ost skulle strække for hele dagen, brød udleveres morgen, middag og aften.
Jeg smagte på theen, det var lyngthe uden sukker, og satte bægeret bort.
Det var endnu langtfra dag; jeg havde hovedpine, frøs og var utilpas. Jeg tog min kåbe, som jeg dog havde fået lov at beholde, på og satte mig grublende ved bordet.
Nr. 6! det var altså alt; hvad der var blevet tilbage af en i går tilsyneladende dog noget vigtig personlighed et nummer, kun et nummer! Jeg skulle i kort tid lære, hvor bogstaveligt, at dette måtte opfattes. Hvert spor af personlig vilje og værd udslettedes. Man var en ting, eller da man var levende, et dyr, der holdtes indespærret i båse og til visse tider fodres og rørtes i gården, som låntes ud, som bragtes, førtes og fremstilledes. "6 færdig, værs'go! – 6 tilbage". det var afleverings- og tilbageleveringsordene. I reglen førtes man i blinde, det tilkom ikke fangen at vide hvor man førtes. Fra hånd til hånd, fra fangevogter til fangevogter afleveredes man, "værs'go". – Nummeret havde altid at se lige ud, ingen hilste det, og det skulle heller ikke selv hilse (jeg afvænnedes nu aldrig med hilsener til de jeg mødte). Mødtes to fanger skulle den ene skyndsomst stilles med ansigtet ind i en krog eller op mod væggen, fangerne måtte aldrig se hinandens ansigt. Denne regel fandt jeg at være den modbydeligste af alle. Altid havde jeg set folk frit i øjnene og aldrig skjult mit ansigt. Jeg vænnede mig aldrig dertil, fuld af skamfuldhed så jeg på de sammenkrøbne skikkelser, jeg selv passerede, og jeg kogte altid indvendig af raseri, når man tvang mig selv til at stå som et barn i "skammekrogen". (Fornuftige forældre har vist for øvrigt forlængst afskaffet denne forældede straffemetode).
[3]
1. Solidaritet 11.1, 12.1, 13.1, 14.1, 15.1 og 18.1.21.
2. S.A.: Socialistisk Arbejderparti.
F.S.: Fagoppositionens Sammenslutning.
U.S.: Uafhængige Socialdemokrati, en lille betydningsløs gruppe.
3. Denne 6. artikel efterfølges af et "Fortsættes", men der kom aldrig flere artikler i serien.
Sidst opdateret 2.6.00