Indledning
Partikrisen 1923
Den nye kurs
Årsagerne til den økonomiske krise 1923
Den 13. partikongres
Trotskij på den 13. partikongres
Faren for bureaukratisering af partiet
Spørgsmålet om generationerne
Fraktioner og grupperinger
Spørgsmålet om den økonomiske plan
Om vildfarelser
Noter
Moskva-processen i slutningen af 1936 mod en række af Lenins gamle nære venner og medarbejdere med påfølgende domme og henrettelse er den direkte årsag til udsendelsen af dette allerede i året 1924 samlede materiale om den i Sovjetunionen fra 1923 standende strid om Trotskij.
Når jeg gør dette, og desuden påtænker at fortsætte med en række småpjecer, der skal belyse striden igennem 13 år mellem Trotskij og hans meningsfæller på den ene side og Stalin (delvis Zinoviev) og meningsfæller på den anden side, så er to grunde afgørende for mig.
Striden er ikke et indre russisk anliggende, men er af international karakter, idet kernen i striden, noget tilsløret måske af mange forskellige forhold, er det voldsomste sammenstød mellem den stalinistiske og nationalistiske teori: socialismen er gennemførlig i et land, og trotskisternes fastholden ved den marxistiske teori: socialismens fulde gennemførelse afhænger af den sociale verdensrevolution, i det mindste den sociale revolutions sejr i de vigtigste lande. Af Trotskij er denne teori formet i slagordet: den permanente revolution.
At man også i Sovjetunionen anser striden for at være af international natur ses deraf, at alle kommunistiske partier igennem Komintern er inddraget i striden gennem fordringen om fra tid til anden at fordømme Trotskij og hans meninger.
Og dette er min anden grund for at udsende den bebudede pjecerække, det manglende materiale angående striden til belysning af begge meningsretninger, og den manglende ideologiske forberedelse af medlemsmasserne ved indgående diskussion, før man forlangte, at de skulle dømme.
Her i Danmark har der ikke foreligget skygge af materiale, som var tilgængeligt for medlemsmassen, og der er aldrig ført en diskussion om denne vældige strid, der har spaltet partier i andre lande og delvis har spaltet Komintern, idet grundlaget for en ny og 4. Internationale er lagt, og i Sovjetrusland har ført til så omfattende politiske oppositionsdannelser, at regeringen har ment det nødvendigt at skride til fysisk udryddelse af førerne.
Hvorfor jeg ikke tidligere er skredet til udsendelse af oplysende materiale?
Er man kommunist af overbevisning, så binder den kommunistiske disciplin ens handlefrihed.
Man må ved indre overvejelser nå til den anskuelse, at man må tale for kommunismens skyld, før man taler, når man står i et Kominternparti.
Danmarks Kommunistiske Parti har nu desuden stillet mig frit, idet Sekretariatet har ekskluderet mig af partiet på grund af en tale, som jeg holdt på et medlemsmøde, hvor partiet i København skulle godkende domme og henrettelser fra Moskva-processen . (1).
Og jeg var ikke enig med indlederen.
Indadtil i partiet har jeg gjort enkelte forsøg på at skaffe medlemmerne informationsmateriale til belysning også af Trotskij og hans standpunkter.
1924 kom en norsk repræsentant for Komintern her til Danmark, for, som han selv på et medlemsmøde erklærede, at slette Trotskijs navn af historien og for evigt skille det fra forbindelsen med Lenins navn.
Jeg havde allerede den gang igennem de internationale informationskilder (Intern. Pressekorrespondent og Kom. Intern.) samlet det materiale, der udgives i denne pjece. Diskussionen i Sovjet førtes endnu på denne tid relativt frit, og der var i tidsskrifterne også indlæg fra oppositionens side, men for de fleste danske arbejdere var stoffet utilgængeligt, da der ingen dansk udgave fandtes.
På medlemsmødet talte jeg imod Kominterns repræsentant og forlangte informationsmateriale for vore medlemmer.
Det blev da lovet, at der skulle udkomme en bog mod Trotskij på norsk, og i denne skulle jeg som tillæg få offentliggjort det af mig indsamlede materiale.
Bogen udkom ikke.
Jeg oversatte fra tysk John Reeds bog "Ti dage, der rystede verden".
Om denne bog har Lenin i forordet skrevet: "Jeg vil ønske, at denne bog må blive oversat til alle sprog, og at millioner og atter millioner af arbejdere må få den i hænde, for den gengiver ikke alene de historiske kendsgerninger rigtigt, men den giver også revolutionens ånd."
Bogen udgives imidlertid efter Lenins død ikke mere og er under de opståede meningskampe i Sovjetunionen forbudt som undervisningsmateriale, fordi Lenins og Trotskijs navne er meget snævert forbundne gennem hele bogen, mens nogle andre af de gamle bolsjevikker står i dårligere belysning på grund af deres svigten i de første revolutionsdage.
I 1932 kom man til mig fra Danmarks Kommunistiske Parti og anmodede om manuskriptet til denne bog. Det blev lovet, at den skulle udgives til Sovjetunionens 15-års dag.
Bogen udkom ikke. Og trods talrige anmodninger fra min side er det i de 4 år ikke lykkedes mig at få manuskriptet tilbage.
Trotskij kom i 1932 til København på indbydelse af den socialdemokratiske studentergruppe for at tale om den socialistiske opbygning i Sovjet – en enestående lejlighed for danske kommunister til selv at høre – selv at høre – selv at vurdere – til at få bevis for rigtigheden af Arbejderbladets påstand: at han svinede Sovjet til.
Men DKP's medlemmer blev af partiledelsen mobiliseret til gadedemonstration den aften, nogle advaredes mod at gå til mødet blandt andre jeg.
Jeg gik derhen og hørte det klareste kommunistiske foredrag om de vældige resultater, som Sovjet havde nået under den første 5-årsplan, som jeg nogen sinde har hørt. Intet angreb på Stalin og ingen inddragen af den standende strid i foredraget.
Men udenfor larmede de danske kommunister og skreg: Ned med Trotskij!
De vidste ikke, hvad de gjorde!
Det medlemsmøde, der indkaldtes efter Moskva-processen, gav mig på ny et overvældende indtryk af den dybe uvidenhed, der findes iblandt Kommunistisk Partis medlemmer angående de problemer, der er baggrunden for Moskva-processen.
De godkendte dødsdomme og fordømte. I virkeligheden vidste de ikke, hvad de gjorde.
Inden for det danske parti, hvor muligvis ikke en eneste af de ledende i partiet havde virkelig kendskab til meningskampene i RKP (russiske kommunistiske parti), dannede der sig efterhånden en fast praksis ved angrebene på Trotskij, idet man begyndende med meningskampene i det russiske socialdemokrati fra før 1903 og fortsat frem gennem tiderne søgte at vise, at Trotskij altid havde stået Lenin imod og Lenin mod ham. Idet man således forvanskede historien, frakendte man Trotskij enhver revolutionær egenskab, og efterhånden som partiet kom til at bestå af nye, yngre medlemmer, der end ikke havde kendskab til den russiske revolutions historie, frakendte man ham endog enhver fortjeneste af revolutionen, forsvaret af den og af opbygningen og organiseringen af den røde arme.
For at kaste lys over nogle af disse historiske forvanskninger vil jeg anføre nogle iagttagelser, som jeg havde lejlighed til at gøre som deltager i 3. Internationales 2. kongres, der afholdtes i i Moskva i 1920.
For enhver iagttager sprang det meget tydeligt i øjnene hvilken umådelig betydning de russiske arbejdere tillagde Trotskij. Overalt på alle gader, pladser og møder sås hans billede side om side med Lenins. Også de andre billeder sås, men under ingen omstændighed i samme overvældende grad som Lenin-Trotskij – Trotskij-Lenin.
Man har undertiden sagt, at Lenin var revolutionens hoved, mens Trotskij var hånden, der omsatte teorien i praksis, det er ikke helt retfærdigt mod Trotskij, der selv er en overordentlig skarpsindig teoretiker, og som fra samme dag, som Lenin igen stod på russisk jord (1917) var ganske og fuldstændig enig med ham i hans syn på forholdene og den politik, der måtte føres.
Men han var desuden en eminent begavet organisator, der også var i stand til at bringe orden og ordnet bevægelse, selv hvor det så mest fortvivlet kaotisk ud. Ofte kunne han svare Lenin, når denne sagde: Vi burde have gjort dette, med et: Det er allerede gjort.
John Reeds bog: "Ti Dage" er fuld af konkrete eksempler på den voldsomme revolutionære kraft, der udstrømmede fra denne mand.
Jeg fik flere gange beviser for den næsten fatalistiske tro, man nærede til, at når blot Trotskij havde fået en sag at ordne, så blev den også ordnet.
På vej fra Murmansk til Petrograd talte jeg lidt med en rød officer, der gjorde rejsen med. Han fortalte mig, at der endnu tre år efter revolutionen herskede de frygteligste forhold i Transportvæsenet, det var i øjeblikket blevet til den største fare for revolutionen, men tilføjede han: Nu har Trotskij fået Transportvæsenet under sig, så skal det nok komme i orden. Jeg svarede: Ja, men han har jo den røde arme, der er et lige så stort spørgsmål og lige så vigtigt, desuden er han jo nu ved den polske front?
Men han svarede fortrøstningsfuldt: Han kan overkomme så meget. Han bringer det i orden.
I Moskva var der noget vrøvl mellem de kongresdelegerede og hotellet, vi boede på. Der blev delegeretforsamling – klager. Jeg sagde til en mig fra Danmark bekendt russer, der boede sammen med os: Af hvilken grund kan vi dog ikke få denne sag ordnet? Han svarede: Det bliver den også. Trotskij har fået den overdraget.
At Lenin nærede fuld tillid til Trotskij fremgår af flere forhold.
Med hensyn til de store opgaver, han havde at løse, krævede han ofte meget vidtstrakte fuldmagter, hvad Lenin altid hjalp ham at gennemføre i Folkekommissærernes Råd eller i andre ledende institutioner. Specielt støttede han ham altid kraftigt med hensyn til den røde arme.
Også et andet forhold viser Lenins ubegrænsede tillid. Trotskij var vel nok den flittigste af alle revolutionens skribenter. (De væsentligste er Lenin, Trotskij, Bukharin, Zinoviev og Radek).
Og alle hans skrifter og bøger udkom på statsforlaget, hvorfra de straks videresendtes ud over verden som kommunistiske lærebøger.
Nogle af hans bøger f.eks. "Vor Revolution" og "Resultater og Perspektiv" blev brugt som lærebog for ungdommen i Sovjet.
Folkemassernes begejstring for ham så jeg et eksempel på, da den røde hær og den bevæbnede folkemilits til ære for den internationale kongres paraderede på Den Røde Plads i Moskva.
Mange timer stod Trotskij på tribunen, mens masserne defilerede forbi. Han talte og hilste. Hans røst klang vidt ud over den mægtige plads med de titusinder af demonstranter, der til gengæld hilste ham med endeløse ovationer.
På sidste kongres fik man et dybt indtryk af den overlegenhed og dygtighed, der prægede de russiske delegerede i modsætning til vesteuropæerne. Her var hele den stab af gamle bolsjevikker, der har gjort revolutionen med og nu søgte at lede det mægtige rige i socialistisk retning.
Men disse folk var ingenlunde af den støbning, der blindt følger en fører, og selv om også Lenin på grund af sin åndelige overlegenhed til lykke for revolutionen fik dem til at trække på een hammel, så gik det ikke af uden til tider meget voldsomme diskussioner som det eneste middel til at klare sig tingene, men når beslutningen var taget, og mindretallet bøjede sig, blev dette ikke betragtet som mindre kommunistisk, fordi det var blevet i mindretal, og ingen blev af den grund ekskluderet af partiet eller bortvist fra partiarbejdet. Da Lenin blev syg og ikke mere kunne deltage i arbejdet, begyndte de første opløsningstegn at vise sig i den ledende bolsjevikgruppe. Måske har tanken om, hvem der skulle være Lenins efterfølger spillet ind. Trotskij var i folkemasserne den mest populære mand næst Lenin, men de gamle bolsjevikker ønskede ham ikke på Lenins plads.
1923, endnu mens Lenin var i live, men ude af stand til at gøre sin indflydelse gældende, brød kampen mellem grupperne ud.
Det var en krise i det kommunistiske parti, der gav anledningen, og fra første færd syntes det, som om den "gamle blok" i enighed skulle kunne likvidere krisen, men da det kom dertil, at de fattede beslutninger skulle gennemføres, brast sammenholdet, og to grupper stod fjendtligt over for hinanden.
Partikrisen af 1923 havde sit materielle grundlag i en økonomisk krise, under hvilken industrien ikke kunne finde afsætning for de producerede varer på grund af alt for høje priser. Arbejdernes kår forværredes. Der udbrød alvorlige strejkebevægelser og bondeuroligheder, og det kommunistiske parti havde hverken føling med eller indflydelse på disse strejker og uroligheder.
Hidtil var sligt ikke forekommet.
Inden for partirammerne viste sig urotegn. Fraktioner ("Arbejdersandhed", og "Arbejdergruppe") opstod, der stærkt kritiserende søgte at ændre partiforholdene, hidtil havde et stærkt bureaukrati holdt al kritik nede.
Disse forhold dannede udgangspunkt for "De 46's" brev til centralkomiteen for R. K. P. Heri gjorde man opmærksom på, at den nuværende kurs rummede farer både for folk og parti.
Socialøkonomer, deriblandt Smirnov, Pjatakov, Ossinskij og Preobraschensky, kritiserede den økonomiske politik og forlangte, at beslutningen fra 12. partikongres om udarbejdelse af en samlet økonomisk plan nu skete fyldest.
Brevskriverne, hvorimellem Trotskij var, forlangte desuden visse demokratiske sikkerhedsforanstaltninger indført i partiet. De væsentligste krav var: lettere adgang for arbejdere til at blive medlem af partiet. Grundig fornyelse af det gamle partiapparat, nyvalg til underinstanserne, diskussionsfrihed inden for partiet og valg gennemført til alle partiinstanser.
En heftig diskussion udspandt sig.
Men den gamle bolsjevikiske garde med Zinoviev, Stalin og Rykov i spidsen var alt for kloge til ikke at se, at "something var rotten", og centralkomiteen vedtog 5/12 1923 enstemmigt et forslag til demokratisering af partiforholdene. Det hedder i forordet hertil:
Arbejderdemokrati betyder alle medlemmers ret og pligt til frit at diskutere parti livets vigtigste spørgsmål. Desuden rummer det medlemmernes ret til at vælge alle førende funktionærer og udvalg.
Men – fortsættes der – arbejderdemokrati forudsætter ikke ret til fraktionsdannelser, der for et herskende parti vil være yderst farlige, da de vil true også regeringen og statsapparatet med spaltning. ... For at undgå partigrupperinger er det nødvendigt, at de førende partiorganer med forståelse hører på partimedlemmernes stemme og ikke betragter enhver kritik som fraktionsånd, hvorved velsindede disciplinerede kammerater tvinges til at træde i baggrunden eller danne fraktioner.
... Den 10. og 12 partikongres har truffet bestemmelser til indskrænkning af arbejderdemokratiet (forbud mod fraktionsdannelser, begrænset optagelse, en vis tids medlemskab før medlemmet kan vælges til visse partifunktioner, sekretær, gruppeleder, valgs bekræftelse af den nærmest højere instans).
Endskønt det endnu under den nye økonomiske politiks epoke er nødvendigt at beholde visse indskrænkninger, så er det tillige nødvendigt på grundlag af de sidste erfaringer at underkaste disse bestemmelser en revision, f.eks. kan det under ingen omstændigheder tillades, at bestemmelsen om bekræftelse af sekretær forvandles til en ret til at udnævne sekretærer.
I kampen mod den falske anvendelse af partiets retningslinier og til virkelig gennemførelse af et arbejderdemokrati, hvorved medlemsmassen sikres indflydelse på hele partipolitikken, må man i første linie gennemføre følgende forholdsregler:
I) Der bør nøje våges over, at valg af alle funktionærer med de ovenfor nævnte indskrænkninger gennemføres. Det kan ikke tillades, at personer udnævnes mod organisationens vilje.
II) Alle vigtige partipolitiske spørgsmål skal – for så vidt der ikke består undtagelsesforhold – forelægges particellerne, og det samlede parti til drøftelse. Nettet af diskussionsklubber må udvides. Det bør ikke forekomme, at man på urigtig vis påberåber sig "partidisciplin", når det gælder medlemmernes ret og pligt til at tage beslutning i det forekommende spørgsmål.
III) Det er nødvendigt at drage nye funktionærer fra arbejdernes kreds med i arbejdet.
IV) Med særlig opmærksomhed må man agte på, at hin kærne af partikammerater, der nærmest kommer i berøring med de bredere masser, tilegner sig den rigtige partilinie.
V) Det må i praksis gennemføres, at partiorganerne obligatorisk aflægger regnskab for medlemmernes brede masse i den organisation, de er valgt.
VI) Opdragelsen af medlemmerne, særlig af de unge, må fremmes uden enhver instansmæssig anmasselse.
VII) Bedre informationsforhold. Der må i central-, provins-, guvernements og distriktskomiteer foranstaltes fælleskonferencer i alle arbejdsgrene. Pressen må bedre udnyttes.
VIII) Til næste partikongres indbringes forslag om indkaldelse af halvårlige guvernements- og provinskongresser.
IX) Endelig opfordres alle particeller, distrikts-, rayon- og guvernementskonferencer til systematisk at forny partiapparatet nedefra og stille sådanne folk på de ansvarlige poster, som virkelig er i stand til at sikre det partimæssige demokrati.
Oppositionen fik således alle krav med hensyn til partidemokrati opfyldt, delvis også sine krav om statens økonomi og politik i hvert fald på papiret.
Diskussionen var rimeligvis nu ebbet ud, hvis ikke nogle underinstanser havde givet sig til at protestere mod CK's alt for store eftergivenhed og saboterede beslutningerne, hvad der igen gav Trotskij anledning til at skrive sit åbne brev til et møde af partiarbejdere i Moskva. Da dette brev ofte benyttes også herhjemme selv af folk, der ikke har læst det, mod Trotskij, vil jeg bringe det helt i oversættelse fra Inprekorr (Internationale Pressekorrespondenz).
Moskva, 8. december 1923.
Jeg havde bestemt regnet med at kunne have deltaget i partidiskussionen, men denne gang kom min sygdom mere end utidig og blev af længere varighed, end lægerne fra først af mente, så der bliver mig ingen anden vej åben, end at udtale mine tanker i dette brev.
Det politiske byros resolution i spørgsmålet om partiets opbygning er af overordentlig betydning. Den tyder på, at partiet er nået til et alvorligt vendepunkt på sin historiske vej. Ved vendepunkter er det nødvendigt at udvise forsigtighed, således som det rigtigt er blevet fremhævet i mange forsamlinger, men ved siden af forsigtighed er fasthed og beslutsomhed lige så nødvendig. En afventende holdning, ubeslutsomhed ved vendepunkter er den værste art af uforsigtighed.
Nogle konservativt prægede kammerater, der er tilbøjelige til at overvurdere partiapparatet og undervurdere partiets selvvirksomhed, ytrer sig kritisk over det politiske byros resolution. De siger: Centralledelsen påtager sig herved forpligtelser, der ikke kan opfyldes, vækker falske illusioner, der kun vil føre til negative resultater.
Det er klart, at den, der tager sagen på denne måde, er gennemsyret af mistro til partiet. Den nye kurs, som centralledelsens resolution forkynder, består netop deri, at tyngdepunktet, der tidligere falsk lå i partiapparatet, nu forskydes til gunst for partiets egen aktivitet, dets kritiske selvvirksomhed og selvforvaltning, således som det bør være i proletariatets organiserede fortrop.
Den nye kurs betyder på ingen måde, at der stilles partiapparatet den opgave i kortere eller længere tid at dekretere, eller fremskaffe et demokratisk regime, nej, det kan partiet selv besørge. Opgaven lader sig kort formulere således: Partiet må underlægge sig sit eget apparat uden derfor et eneste øjeblik at ophøre med at være et centraliseret parti.
I diskussionen og i artiklen fra den sidste tid, henvises der hyppig til, at "det rene", "det omfattende", "det ideale" demokrati er uigennemførligt, og at et demokrati aldrig kan være et mål i sig selv. Dette kan ikke anfægtes af nogen. Men med den samme ret og begrundelse kunne man også sige, at den rene, den absolutte centralisme ikke er gennemførlig og ikke er forenelig med et massepartis natur, og at centralisme og partiapparat aldrig kan være et mål i sig selv.
Demokrati og centralisme er to sider af en partibygning. Opgaven består i, at begge disse sider i rigtig form er i ligevægt med hinanden. Den rigtige form er den, der passer efter omstændighederne. I den foregående periode var ligevægt ikke til stede. Tyngdepunktet lå urigtigt – i partiapparatet. Partiets selvvirksomhed var reduceret til et minimum, hvad der fremelskede metoder og sædvaner hos ledelsen, der var i modsætning til ånden i proletariatets revolutionære parti. Den stærke udvikling af det centraliserede partiapparat på bekostning af partiets selvvirksomhed vakte i partiet en følelse af uudholdelighed. Dette har på den yderste fløj antaget overordentlig sygelige former, indtil dannelsen af illegale grupperinger under føring af uomtvistelige antikommunistiske elementer. –
Samtidig voksede kritikken i partiet over for de maskinmæssige metoder til løsning af spørgsmål. Forståelsen af – eller i det mindste følelsen af, at partiet truede med at havne i en blindgyde ved den stærke bureaukratisme, var blevet almindelig. Advarende stemmer lod sig høre. Den første officielle og i højeste grad vigtige udtryksform for den vending, der fuldbyrdede sig i partiet, er resolutionen over den nye kurs. Den vil fra papiret blive omsat til virksomhed i samme grad, som partiet, dvs. dets 400.000 medlemmer viser sig beredt og i stand dertil.
En række af artikler repræsenterer hårdnakket den tanke, at det bedste middel til levendegørelse af partiet, er højnelsen af medlemmernes kulturelle niveau, heraf vil arbejderdemokratiet af sig selv vokse. At vi må højne det åndelige og kulturelle niveau i vort parti, er med de opgaver, vi står overfor, uden for al diskussion, men netop af den grund er en sådan forskriftsmæssig behandling af spørgsmålet fuldkommen pædagogisk utilstrækkelig, hvis vi ville blive derved, så betyder det kun en skærpelse af krisen. Partiet kan kun hæve sit kulturelle niveau som parti, idet det fuldt og helt opfylder sine hovedopgaver i kollektiv selvvirksom føring af arbejderklassen og dennes stat. Ikke pædagogisk, men politisk må man løse spørgsmålet. Det må ikke stilles således, at anvendelsen af partidemokrati bliver afhængigt af partimedlemmernes grad af "skoling". Partiet er parti. Man kan anlægge så streng en målestok, som man vil på hver enkelt, der vil indtræde i partiet, men er han indenfor, er han alene ved denne handling aktiv deltager i alt partiarbejde.
Netop ved at dræbe selvvirksomheden hindrede bureaukratismen højnelsen af partiniveauet. Dette er en hovedsynd. Da partiapparatet består af erfarne og veltjente partikammerater, vil apparatets bureaukratisme stærkt gøre sig gældende over for den ideelle udvikling af den unge generation. Netop denne omstændighed forklarer, at ungdommen – partiets sikreste barometer – heftigst reagerede over for partibureaukratismen.
Det ville imidlertid være falsk at tro, at en overdrivelse af de maskinmæssige metoder skulle kunne gå sporløst hen over den gamle generation, selv om denne i sig legemliggør partiets politiske erfaring og tradition. Nej, faren er stor også i denne zone. Det er ikke nødvendigt at tale om, hvilken uhyre betydning – ikke alene i national, men i international målestok – den ældre generation i det russiske parti har, dette er almindeligt kendt og almindeligt anerkendt. Men det ville være en grov fejl at vurdere denne betydning som værende sig selv nok. Kun en varig, gensidig påvirkning af den yngre og den ældre generation inden for et partidemokratis rammer formår at bevare den gamle garde som revolutionær faktor. Uden det forbener let de gamle og bliver uden selv at mærke det, det mest fuldkomne udtryk for apparatets bureaukratisme.
En udartning af den "gamle garde" opviser historien i flere tilfælde. Hvis vi tager det yngste og krasseste historiske eksempel: lederne i 2. Internationale, så ved vi dog, at Vilh. Liebknecht, Bebel, Singer, Viktor Adler, Kautsky, Bernstein, Lafargue, Guesde o.a. var umiddelbare disciple af Karl Marx og Engels, vi ved også, at alle disse ledere – nogle helt, andre delvis – under forholdene ved det parlamentariske reformarbejde og ved den stærke udvikling af parti- og fagforeningsapparatet udartede i opportunisme. Vi så ganske særligt ved indgangen til den imperialistiske krig (1 . Verdenskrig – red.) hvorledes det mægtige socialdemokratiske apparat, dækket af den gamle gardes autoritet, blev den sikreste bremse mod en revolutionær udvikling. Og vi må sige os selv – netop vi "de gamle" – at vor generation, der naturligvis må spille den førende rolle i partiet, alene – i sig selv – ikke har nogen tilstrækkelig garanti mod en skridtvis, umærkelig svækkelse af sin proletariske og revolutionære ånd, hvis de apparatmæssige, bureaukratiske metoder i partiet befæster og udvikler sig og forvandler den unge generation i et passivt opdragelsesmateriale, hvorved naturnødvendigt en skillelinie drages mellem partiapparat og partimasse, mellem gamle og unge. Mod denne fare gives der intet andet middel end en alvorlig, dyb og radikal vending til fordel for partidemokratiet, og en stadig stærkere tilgang for partiet fra proletariatet i værkstederne og fabrikkerne.
Jeg vil ikke opholde mig over den juridiske udlægning af partidemokrati eller over dets begrænsning ved statutter. Det er om end vigtige – så dog spørgsmål af anden rang. Vi vil på grundlag af forhåndenværende praksis behandle sagen og søge ændret, hvad ændres kan. Frem for alt må den ånd, der hersker i organisationerne ændres. Det er nødvendigt, at partiet – i sine cellers og foreningers skikkelse – tilbagevinder det kollektive initiativ og retten til fri kammeratlig kritik uden ængstelse og uden frygt, og retten til organisatorisk selvbestemmelse. Partiapparatet må ubetinget opfriskes og fornyes, derved at det tvinges til at begribe, at det store kollektiv (partiet) er den udfarende mekanisme.
I partipressen er der i den sidste tid anført en mængde tilfælde, der karakteriserer den vidt fremskredne udartning af partisæder og -forhold. Som svar på en kritisk stemme lyder det: må jeg se Deres medlemsbog? Før beslutningen af det politiske bureau blev offentliggjort, har de stærkt bureaukratiserede repræsentanter for partiapparatet betragtet enhver ytring angående ændringer af partiets indre politik som det rene kætteri, som fraktionsdannelse og undergravning af disciplinen. Øjeblikkelig er de lige så parat til formelt at tage den nye kurs "til efterretning", det vil sige bureaukratisk at sabotere den. Fornyelsen af partiapparatet – det vil sige inden for de af statutterne afgrænsede rammer – må tilstræbe en afløsning af de bureaukratiserede elementer ved friske elementer, der snævert er knyttet til partiets liv, og frem for alt må sådanne elementer fjernes, der ved den første kritiske stemme, ved enhver protest, affordrer medlemskort som grundlag for repressalier. Den nye kurs må begynde dermed, at ingen, inden for partiapparatet, det være sig høj eller lav, tør driste sig til at terrorisere partiet.
Det er ikke nok, at ungdommen eftersiger vore formler. Det er nødvendigt, at de unge kæmpende tilegner sig disse formler, der må blive kød af deres kød og blod af deres blod. De må danne sig deres egen mening og væsen og være i stand til at indtræde for denne mening med samme mod, som en fast overbevisning og karakterens uafhængighed giver. Den passive lydighed, den mekaniske skuen mod den foresatte, upersonligheden, tjenstivrigheden og karrierismen må forsvinde af partiet. Bolsjevik er ikke kun et disciplinmenneske – nej, det er et menneske, der søger dybt og i hvert enkelt tilfælde danner sig sin egen mening, og som modig og uafhængig forsvarer den – ikke alene over for fjenden – men også inden for sin egen organisation. I dag er han måske i sin organisation i mindretal. Han bøjer sig, fordi det drejer sig om hans parti, men det er klart, at dette ikke altid betyder, at han har uret. Han har måske før end andre forstået de nye opgaver og en kursændrings nødvendighed. Da forebringer han sagen 2. og 3. , måske 10. gang, og herved viser han partiet en tjeneste, idet han hjælper det til fuldt væbnet at træde de nye opgaver i møde eller hjælper det til at foretage den nødvendige kursændring uden organisatoriske rystelser eller fraktionskonvulsioner.
Ja, vort parti kan ikke opfylde sin historiske mission, hvis det forfaldt i fraktionsgrupperinger. Det må ikke ske og vil ikke ske. Det vil partiet som et selvvirksomt kollektiv vide at forhindre. Men partiet bliver kun fri for fraktionsfaren, hvis det udbygger, befæster og forstærker arbejderdemokratiets kurs. Netop apparatets bureaukratisme er den vigtigste kilde til fraktionsvæsenet, den undertrykker kritikken, og utilfredsheden æder sig ind. Den er tilbøjelig til at hæfte fraktionsstemplet på enhver advarende, kritisk stemme, den være sig individuel eller kollektiv. Den mekaniske bureaukratisme vil uundgåeligt drage fraktionsvæsenet efter sig, det er en truende politisk fare.
I klar forståelse af den hele situation vil partiet foretage den nødvendige vending med al den fasthed og beslutsomhed, som betydningen af de for os stående opgaver byder. Partiet vil derigennem hæve sin revolutionære enhed op til et højere niveau, der vil garantere for, at det også vil løfte og gennemføre de opgaver af umådelig betydning i økonomisk og international henseende, der hviler på det.
Jeg har på ingen måde udtømt spørgsmålet. Jeg har bevidst undladt at undersøge forskellige af dets væsentlige sider, men jeg frygtede for at lægge mere beslag på jeres tid. Jeg håber, at det snart skal lykkes mig at blive færdig med min malaria – der åbenbart befinder sig i opposition til den nye kurs – og da vil jeg forsøge i fri mundtlig diskussion med jer nøjere at udforme det, hvorover jeg ikke har udtalt mig i brevet."
Brevet blev diskuteret på Rayonforsamlinger og offentliggjort i "Pravda", og diskussionen blev igen almindelig og antog meget skarpe former under hvilke Trotskij særlig anklagedes for disciplinbrud ved sin direkte henvendelse til medlemmerne. Efterhånden formede sig følgende faste anklagepunkter mod ham: han havde forsøgt at sætte den unge generation op mod de "gamle", havde forsøgt at miskreditere "den gamle garde" ved sammenligningen med de socialdemokratiske førere, han krævede et partidemokrati, der gav plads for fraktionsdannelser, hvad der ville splitte partiet og regeringen, og endelig kom der en småborgerlig tendens til orde i hans vurdering af den akademiske ungdom som partibarometer (det ses ikke i noget af det i Inprekorr. offentliggjorte materiale, at Trotskij nogen sinde har udtalt sig således om den akademiske ungdom, men hans fordringer fandt særlig støtte hos denne ungdom. Det bør dog i den forbindelse erindres, at den akademiske ungdom i første linie består af arbejderbørn!)
Sammen med den skærpede diskussion om partidemokratiet oprulledes tillige igen meningsforskellighederne angående årsagerne til den økonomiske krise, hvortil de "46", deriblandt Trotskij havde udtalt sig i et brev og i et forslag til Centralkomiteen.
Denne havde vel imødekommet oppositionen i sin erklæring om, at 10. og 12. kongresbeslutninger over en omfattende økonomisk plan skulle gennemføres, men oppositionen var ikke tilfredsstillet, og fire socialøkonomer, Ossinski, Preobraschenski, Pjatakov og Smirnov (den sidste skudt d. 25. august 1936) indsendte et protestforslag, der her i det væsentlige gengives.
Til forklaring af den økonomiske krise er det nødvendigt ikke alene at oprulle spørgsmålet om den uvurderlige betydning, som forbindelsen mellem landbrugsøkonomien og den socialiserede industri har, man må også gøre sig klart, hvorfor denne forbindelse ikke er kommet i stand før, og hvorfor en forbindelse mellem den private hjemmeindustri og den private handelskapital i langt højere grad har fundet sted. De vigtigste grunde herfor er mangelen af en plan, der sammenfatter alle grene af statens økonomi, mangelen på sammenhæng og system i de ledende organers virksomhed, og i sammenhæng hermed mislydene og en fremherskende virksomhed af elementære kræfter i den samlede økonomis periferi.
Idet resolutionen (Partiets Centralledelses resolution til den indre og ydre økonomiske politik, imod hvilken "De Fire" opstillede deres her oversatte krav) dadler en "række af økonomiske organer" på grund af deres urigtige anvendelse af direktiverne fra 12. kongres, undlader den at agte på, at dadelen regner med en ledelse af disse organers virksomhed, som ikke er der. Dadelen bør derfor i første række rettes mod de højere instanser. –
Når man lader spørgsmålet, om der kan opstå kriser el ler depressioner under den nye økonomiske politik ude af betragtning, må man forstå, at den nuværende krise (1923) intet har til fælles med sådanne uundgåelige rystelser, som vi kender fra de kapitalistiske samfund.
De vigtigste grunde for den nuværende krise er følgende:
Det kaotiske ved opbygningen af vor industri.
En usammenhængende og falsk kreditpolitik. På grund af kreditpolitikken blev statsbankens midler i foråret og sommeren 1923 i sin helhed anvendt til operationer på usundt grundlag i industri og handel uden henlæggelser af reserver til efterårsperiodens kornrealiseringer.
Resolutionen (Partiledelsens) må omarbejdes, så den giver de virkelige grunde til krisen og peger på de begåede konkrete fejl. En fortielse af fejlene vil kun hindre en rettelse af dem.
I Partiledelsens resolution bliver spørgsmålet om forvaltningen af industrien, der er af kæmpemæssig betydning for vore nærmest liggende økonomiske opgaver, overhovedet ikke berørt. Det er nødvendigt at bringe spørgsmålet om en snæver forening af de nuværende faktiske autonome truster og det øverste økonomiske råd i forgrunden og udarbejde et konkret forslag til et sammenhængende system i statsøkonomien på grundlag af en omfattende økonomiplan. Det vil styrke vore statsvirksomheder i kampen mod privatkapitalen og gøre det muligt at oprette det rigtige forhold mellem statsvirksomhederne og landbruget.
Partiledelsens resolution giver på et af punkterne en fuldkommen urigtig anvisning, der består i, at ved kalkuleringen af priser skal der kun beregnes en "uundværlig minimalprofit". Et sådant princip står i modsætning til 12. kongres' beslutninger, og danner en overgang til den sædvanlige borgerlige "statsøkonomi" og borttager muligheden for at opbygge statsetaten på indkomsterne af industrien. Den rigtige anvisning kan kun formuleres følgende:
Opnåelse af den størst mulige profit ved en given gennemsnitspris og med en ubetinget stræben mod nedsættelse af priserne ved udvidelse og fuldkommengørelse af produktionen.
Partiledelsens resolution vurderer ikke de af privatkapitalen opnåede resultater rigtigt, særlig ikke handelskapitalens, der på dette tidspunkt har bemægtiget sig 14% af storhandelen, 50% af mellemhandelen og 80% af småhandelen, og som har ophobet store summer i varer og i stabil valuta. Det er nødvendigt at skænke virksomheden på handelens område en langt større opmærksomhed, end det tidligere er sket. I sammenligning hermed er det nødvendigt (se artiklen af Lenin over kooperationsvæsen) at stille de kooperative organisationer i spidsen for kampen mod den private handelskapital og hertil udarbejde en plan for en bedre kreditering af kooperationerne både med varer og penge.
En meget udbredt, men fuldstændig urigtig grundsætning, indeholder resolutionen i sin fordring om en aktiv handelsbalance. I grunden betyder denne fordring: jo mere man eksporterer, desto mindre skal man importere, og importen må kun bestå af produktionsmidler. Det overskud, man derved får, opsamles i et guldfond.
Herved er følgende at tage i betragtning:
a) Sovjetrusland kan ikke tillade sig den luksus at overgå fra papir- til metalpenge. Det må anvende sine midler til produktive formål.
b) Indførslen af de nødvendige industrielle råstoffer (bomuld) må udvides så meget som muligt.
c) En delvis indførsel af manglende almindelige forbrugsartikler kunne blive statens vigtigste og yderst resultatrige middel mod varespekulationen.
d) Indførsel af landbrugsnødvendighedsartikler er et vigtigt middel til at øge udførslen. Derfor bør man ikke tilstræbe den størst mulige overvægt af eksport over for importen, men tilstræbe en fast ligevægt.
På den anden side kan Sovjetruslands handelsbalance, for så vidt landet er i stand til at få lån i udlandet og anlægge en vid plan for indførsel af produktionsmidler og delvis også uden at hindre produktionsmidlernes udvikling – forbrugsartikler, meget godt være passiv, thi beregningsbalancen vil være aktiv.
I stedet for at forkynde den abstrakte løsning: aktiv handelsbalance, må man skride til en rationel udarbejdelse af en indførselsplan.
Mangelen af en strengt gennemtænkt kreditpolitik. Statsbankens faktiske autonomi (lad os tage et eksempel: indstillingen af kreditten til industrien i dette efterår uden om rigsplankommission og øverste økonomiråd) og forsøget på at erstatte en omfattende økonomiplan med en finanscentrals forholdsregler, og det slette resultat af disse "planmæssige" metoder, fordrer afgørende skridt i retning af at indføje kreditgivningen i den almindelige økonomiplan og en afgjort ændring i forholdet mellem statsbank og rigsplankommissionen.
Det centrale spørgsmål i proletarisk økonomisk politik på industriens område er den systematiske bedring af arbejderklassens forhold. De i denne retning vundne resultater er den bedste garanti for en god udvikling af industrien. Forholdsregler til højnelse af arbejdernes kår, som også til styrkelse af vore fagforeninger og til befrielse fra den lammende indflydelse af "partivindstillet", må udarbejdes grundigt og på et bredt grundlag.
Også forholdsregler mod arbejdsløsheden må sættes på dagsordenen. Det må slås fast, at skabelsen af planmæssighed i vor økonomiske opbygning og systematisering af vor statslige økonomi, idet den letter staten akkumulationen af produktionsmidler, i høj grad vil forringe arbeidsløsheden og højne proletariatets levestandard.
Vi hilser med glæde, at partiledelsens resolution betegner det som nødvendigt, at beslutningerne fra den 12. kongres over rigsplankommissionen og en planmæssig ledelse af vort økonomiske liv, bliver realiseret. På det naturlige spørgsmål, hvorfor dette ikke er sket, giver resolutionen kun et indirekte svar, der vækker de alvorligste bekymringer for fremtiden. Resolutionen forbinder muligheden af en planmæssig ledelse af økonomien med indførelsen af en stabil valuta, og forklarer hermed, at udskydelsen af realisationen af beslutningen på 12. kongres er sket, fordi en pengereform først måtte gennemføres. En sådan opstilling af spørgsmålet er farlig, thi uden en almindelig og uafbrudt harmoni mellem finanserne og de andre områder i stats- og folkeøkonomien er sikringen af en virkelig stabil pengeomsætning utænkelig. Det er urigtigt at antage, at forudsætningerne for en planmæssigt ledet økonomi, kan forberedes stykvis.
Netop en sådan indstilling fører fra tid til anden til skarpe sammenstød mellem de grundliggende faktorer i økonomien, og det er en af de vigtigste grunde til den nuværende krise.
På grund af den uhyre vigtighed af det stærkt komplicerede spørgsmål, som resolutionen (Partiledelsens) har bragt til diskussion i partiet, må det kræves, at pressen bringer en fuldgyldig omtale af alle punkter samt de vigtigste økonomiske spørgsmål. Der bør udgives særlige debatindlæg, osv. Diskussionen over den økonomiske opbygning blev indledt på en sådan måde, at den ikke rigtig kunne udfolde sig og ikke rigtig kunne udnyttes af partiets periferi og af particellerne. Ønsker vi en virkelig diskussion i partiet, så må denne mangel afhjælpes."
Hele diskussionen mod oppositionen førtes under de gamle partiformer. Nogen fornyelse af partiapparatet var endnu ikke gennemført, så det blev en forholdsvis let sag på møderne at gennemføre resolutioner mod oppositionen og for den "gamle garde", for "enhed i stat og parti" og imod de "småborgerlige tendenser", der var kommet til udtryk i kritikken af partiet og af statsøkonomien.
Ved de senere valg til den 13. kongres i Ruslands Kommunistiske Parti (RKP) blev oppositionen ikke valgt. De få, der var til stede, var indbudt som gæster og havde ikke stemmeret.
Før kongressen kunne afholdes døde Lenin, og under det vældige indtryk af det fælles tab, døde diskussionen bort.
Verdensreaktionen, der ved Lenins død og ved de opståede meningskampe i RKP havde vejret morgenluft, blev skuffet.
Bevidstheden om det store tab, revolutionen og kommunismen havde lidt ved Lenins død, tvang de tilbageblevne nærmere sammen. Partiet blev åbnet for tilgang af arbejdere, og 200.000 meldte sig i rækkerne. Trotskij skrev offentligt, at reaktionen glædede sig for tidligt, intet skulle blive i stand til at rokke ved partiets og dermed ved regeringens fasthed.
Men på partikongressen i maj 1924 åbnedes diskussionen igen af partiledelsens flertal, først af Zinoviev, Rykov, Stalin og Kamenev, vistnok mod manges vilje. Der stilledes her en resolution, der fordømte oppositionens stilling både med hensyn til deres kritik af statens økonomi og politik og med hensyn til partipolitikken, og som stemplede oppositionen som småborgerlig opportunistisk.
Jeg vil her atter give Trotskij ordet, idet jeg fra lnprekorr. oversætter hans tale på partikongressen. Når jeg ordret gengiver Trotskijs tale og brev og ikke gør det samme over for partiledelsen, så er grunden den, at der foreligger en så uhyre mængde stof i partiledelsens favør, og dette bringes i udstrakt grad af den officielle kommunistiske presse, medens jeg derimod endnu intet sted har set denne bringe stof fra oppositionens side, så en virkelig bedømmelse hor kunnet finde sted.
Trotskij (modtaget af en mægtig ovation):
"Jeg vil her kun berøre et begrænset antal af de spørgsmål, som er indeholdt i centralledelsens beretning. Jeg vil koncentrere jeres opmærksomhed om de spørgsmål, som kongressen venter belyst af mig, hvorved jeg – og jeg tror, at kongressen forstår mine motiver dertil – vil undlade alt, hvad der kan tilspidse sagen eller drage personlige momenter med i den, og alt hvad der kan besværliggøre likvideringen af de vanskeligheder, partiet står i. Når jeg således ikke berører en række skarpe momenter, til hvilke mit navn i den sidste tid er blevet knyttet, så sker det – ikke fordi jeg ikke vil stå partikongressen til regnskab i hvilket som helst spørgsmål – men fordi jeg ønsker at skille sagens principielle væsen ud fra individuelle momenter.
Her bliver sagt, at det er en usædvanlig begivenhed i vort partitiv, at der mellem to kongresser udbryder en lidenskabelig debat, der, som det erklæres, enten har haft som mål at ændre centralledelsens sammensætning eller dens politik.
Jeg tror imidlertid kammerater, at vi, hvis vi kaster et blik tilbage på beretningsåret og vil fremhæve det, der overordentligt skarpt karakteriserede partidiskussionen, må sige, at det usædvanlige bestod deri, at centralledelsen selv i et vist givet tidspunkt mellem begge partidage erkendte, at en ændring af partiets indre politik var nødvendig og offentligt forkyndte dette.
Tillad mig kammerater, at erindre jer om den enstemmig antagne resolution af 5. december. Den ligger her for mig. I denne resolution optælles der en række objektive vanskeligheder, modsigelser og negative tilsyneladelser i arbejderklassen og vort partis udvikling.
Det første store afsnit erklærer tillige, at til de negative tendenser hører også "den konstaterede bureaukratisering af partiapparatet og den derved opstående fare for en isolering af partiet fra masserne."
Denne realitet kan vi ikke lade upåagtet. Centralkomiteen har imellem to kongresser holdt det for nødvendigt i en særlig resolution at erklære, at der består en fare for bureaukratisering af partiapparatet og derved en fare for en isolering fra masserne. I samme resolution siges der, at massernes tillid til partiet er vokset. Heri ligger ingen modsigelse. De proletariske massers tillid til partiet er vokset gennem en række år. Massen tænker langsommere end partiet, netop derfor bliver partiet klassens fortrop. Massen opsummerer og finder kun langsomt facit for en lang periode af partiets virksomhed. Og vi har i fællesskab fastslået i resolutionen, at partiets politik i alle de vigtige spørgsmål i de sidste år, hvor masserne likviderede sit forhold til de social-revolutionære og til mensjevikkerne, i voksende grad har bragt det massernes tillid. Dengang tænkte ganske vist ingen af os på, at vi med så hastige spring kunne udvide partiets proletariske væsen, idet vi ved den 13. kongres ser en forøgelse af partiet med 200.000 – eller muligvis flere arbejdermedlemmer. Men realiteten i sig selv, at masserne er kommet partiet nærmere, derover var vi alle klar, og dette siger resolutionen udtrykkeligt. Samtidig fastslår man imidlertid, at en bureaukratisering af partiapparatet er kommet til syne, og heri består en fare for isolering fra masserne.
Hvad betyder denne passus i resolutionen? Den betyder, at hvis de negative tendenser, som centralkomiteen her konstaterer og karakteriserer, udvikler sig videre, da vil dette besværliggøre forholdet til de arbejdende masser og svække deres tillid til partiet.
Hvilke omstændigheder og hvilke grunde bevægede nu centralkomiteen og den centrale kontrolkomission til under visse bestemte indre meningsforskelligheder at fatte en beslutning af så overordentlig vigtighed?
Jeg vil her anføre et temmelig omfangsrigt citat, der ikke kan underkastes mistanke, af en tale, som kammerat Bukharin holdt i en forsamling i Rayon Krasnaja Presnja. Jeg tager kun det stenografiske udsnit af talen, der angår bureaukratiseringen, således som Bukharin dengang udlagde det. Jeg kunne anføre mange andre steder, men af grunde, der er bekendt, tager jeg netop dette.
Bukharin siger i sin tale:
"Kammerater! Jeg tror, at vi må give et nogenlunde konkret billede af det, der foruroliger vore partimasser. Vi vil ikke tale om a priori-forudsætninger eller differentiering, osv., men klart stille spørgsmålet: hvad er det, der trykker vore partimasser og vækker deres utilfredshed? Thi med denne masse må alle, lige fra centralkomiteen og til den mindste celle-ledelse, regne. Mangler, der har ført til den bekendte halvkritiske tilstand i partiet og som yderligere skærpedes af den økonomiske krise, gives der en mængde af i partiet, men hvad er i grunden kærnen i sagen?
Lad os tage livet i en particelle og først og fremmest i dens arbejdsapparat – thi også en particelle har et apparat (ledende instans). Cellens sekretærer (ledere) bliver hos os – jeg holder mig her til Moskva-organisationen – udnævnt af Rayonkomiteen, hvorved Rayonkomiteen ikke bestræber sig for at indsætte sine kandidater igennem cellen. Den foreslår simpelthen en bestemt person, og afstemningen finder sædvanligvis sted efter et bestemt mønster. Man kommer og spørger: hvem stemmer for? – Og da enhver mere eller mindre frygter for at have modsatte meninger, så bliver den foreslåede person cellens sekretær.
Hvis vi ville foranstalte en undersøgelse af hvor mange afstemninger, der foregår efter skemaet: hvem er for? og – hvem er imod?, så ville vi uden møje kunne fastslå, at valgene i partiorganisationerne i de fleste tilfælde er "valg" i anførselstegn, da afstemningen ikke finder sted efter en foregående diskussion, men efter formlen "hvem er imod", og da det ikke er rigtigt at tale imod den "foresatte", så er sagen dermed afgjort.
Således foregår valgene af vore cellesekretærer.
Lad os derefter se på vore partiforsamlinger. Jeg har selv deltaget i en række af Moskvaforsamlinger og ved, hvorledes den såkaldte diskussion går for sig.
Lad os tage valget til præsidium (bestyrelse). En kammerat fra Rayonkomiteen fremlægger en liste og spørger: hvem er imod? Imod er ingen, og dermed betragtes sagen som afgjort. Bestyrelsen er valgt, og kammeraten meddeler, at bestyrelsen er enstemmigt valgt.
Derefter skrider man til den fastsatte dagsorden. Den samme forestilling.
I de sidste 2 år kan jeg kun erindre et par enkelte yderst sjældne tilfælde, hvor der af forsamlingen er føjet nye punkter på dagsordenen. Derefter forelægges den i forvejen udarbejdede resolution og den vedtages skabelonsmæssigt. Formanden stiller spørgsmålet: hvem er imod? og imod er ingen. Resolutionen er enstemmigt vedtaget.
Dette er typen på livet i vore partiorganisationer.
Man må kunne forstå, at de mest aktive medlemmer må være utilfredse med sådanne forhold og giver denne utilfredshed udtryk.
En række af vore underorganisotioner klamrer sig til formlen: "uden diskussion", "hvem er imod", og et helt system af sådanne metoder dræber partiets indre liv. Det er uden videre forståeligt, at disse forhold fremkalder en kæmpebølge af utilfredshed.
Jeg har her anført nogle eksempler på livet i vore underorganisationer, men det samme passer i lidt ændret form også på vort partihieraki."
På denne måde karakteriserer et fremragende medlem af centralkomiteen hine forhold i partiets indre live, der har foranlediget centralkomiteen til at vedtage en resolution, der taler om en tilsyneladende bureaukratisering af partiapparatet og en derved opstået fare for at løse partiet fra masserne, og en større fare kan naturligvis ikke tænkes.
De praktiske slutninger, som centralkomiteen drog af den diagnose, som den selv stillede, finder vi i samme resolution af 5. december.
"Partiets interesser fordrer, både for at det med resultat kan optage kampen mod NEP-indflydelsen og for at højne dets kampdygtighed – på alle arbejdsområder, en alvorlig ændring af partikursen i retning af et alvorligt systematisk arbejde for at realisere arbejderdemokratiets principper.
Hermed anerkendte centralkomiteen selv mellem to partidage nødvendigheden af en alvorlig ændring af partikursen på grund af den skarpe fremtræden af hine omtalte mangler og negative sider i partilivet.
Jeg tænker, kammerater, at denne realitet kan vi ikke lade ude af betragtning, men netop heri ligger denne beretningsperiodes karakteristiske træk.
Centraikomiteen har altså for det første fastslået, at en alvorlig ændring af partikursen er nødvendig, for det andet, at en styrkelse af partiets proletariske kærne er ligeså nødvendig. Begge dele er enstemmigt!
"Det arbejde, der skal gøres for at tilføre partiet proletarisk styrkelse", læser vi i partiresolutionen, "må i de førstkommende måneder blive partiorganisationernes vigtigste opgave.
Når centralkomiteen imellem to kongresser har måttet fastslå, at en alvorlig ændring af partikursen var nødvendig, betyder det så forandring af bolsjevismens organisatoriske eller andre principper. Jeg mener nej. Det betyder kun, at centralkomiteen har konstateret, at i anvendelsen af disse principper har der fundet en forfalskning sted, der under de givne betingelser kunne føre til en bureaukratisering af partiapparatet og derigennem til partiets isolering fra masserne. Netop for at sikre gennemførelsen af bolsjevismens organisatoriske og andre principper under den nuværende periodes betingelser, har centralkomiteen mellem to kongresser erkendt nødvendigheden af en alvorlig ændring af partikursen.
Hvorfor blev nu denne sag kompliceret gennem spørgsmålet om generationerne inden for arbejderklasse og parti?
Jeg vil ikke opholde mig over mange udtalelser, som mange partikammerater efter min mening rigtig har gjort over forholdet mellem generationerne. Jeg vil formulere det endnu skarpere.
Det væsentlige i spørgsmålet angående det indre partiregime bunder i de for os givne konkrete forhold netop i spørgsmålet om de gensidige forbindelser mellem generationerne i parti og arbejderklasse. Talen er naturligvis om arbejderklassens unge generation som helhed. Det drejer sig om at give eller rettere sikre denne unge arbejdergeneration – om den nu arbejder i fabrik eller værksted eller den efter beslutning af parti eller fagforening studerer ved vore universiteter – muligheden for at kunne beskride bolsjevismens vej. Den unge generation kan ikke – og må da lykkeligvis heller ikke – gennemleve den ældre generations historie. Den gamle generation fandt frem til den nuværende vej ad ganske andre baner, under ganske andre forhold, forholdene i et borgerligt-kapitalistisk land under det jernhårde tsaristiske tryk. Den ældre generation sikrede den unge generation muligheden for at skride fremad under nye, kvalitativ ganske andre betingelser. Opgaven består nu i at give – sikre – den unge generation muligheden for på nye baner, ad nye veje, som svarer til arbejderstatens natur og forhold, at nå ind på bolsjevismens brede bane, at nå til kommunisme, leninisme.
Fra hvilket standpunkt betragter vi demokrati anvendt på vort partis indre regime? Fra ønsket om at sikre partiet mod sådanne foreteelser, som muligheden af en bureaukratisering af partiapparatet og en dermed følgende isolering fra masserne.
Hvis jeg skulle give en definition af partidemokratiet i dets anvendelse under de nuværende partiforhold i den nuværende tidsperiode, da ville jeg sige: partidemokrati er et regime, der på den ene side sikrer den gamle, på erfaringer så rige bolsjevikiske generation den åndelige, politiske og organisatoriske føring, thi uden denne føring – og det måtte være børn i politisk forstand, der ikke indser dette – kan partiet ikke føre statsskibet og den internationale arbejderbevægelse igennem alle de store besværligheder, der ligger på dets vej. På den anden side skal demokratiet sikre den unge generation at nå ind på leninismens brede vej, ikke gennem skolemæssige metoder – derved opnås intet – men ved de unges aktive, selvstændige og virksomme deltagelse i partiets og landets politiske liv. Sammenfatningen af begge disse opgaver skal være målet for demokratiet. Forstyrrelsen af denne nødvendige forbindelse og ligevægt truer partiapparatet med bureaukratisering og med partiets isolering fra de arbejdende masser.
Efter min mening er dette det væsentligste i sagen. Og hvis vi nu spørger os selv, om vi har denne ligevægt, så henviser jeg til de af centralkomiteen mellem to kongresser fattede beslutninger og til kammerat Bukharins tale, en tale han ikke holdt i centralkomiteen, men i en offentlig Rayonforsamling, og i hvilken han i konkrete og let forståelige vendinger har karakteriseret den forstyrrelse af ligevægten i vort indre partiarbejde, der vil være lige farlig for de unge uskolede elementer i partiet, dvs. for den brede kreds af partiungdommen, som for de ældre partikredse.
Jeg anser det nødvendigt med hensyn til dette spørgsmål at erindre om den indstilling, som resolutionen af 5. december giver. I den erklæres der, at partidemokratiet på ingen måde forudsætter frihed til fraktionelle grupperinger, der er overordentlig farlige for et regerende parti, da det stadig truer også regeringen og det hele statsapparat med deling og spaltning. Jeg tænker, at dette standpunkt er ubestridt og ubestrideligt, og vi viser samdrægtig hen til den 10. partidags beslutninger, i hvilken klarlæggelsen af fraktioner såvel af grupperinger og af den fare, sådanne dannelser indeholder for staten, er foretaget af Lenin selv.
Påstanden om, at jeg har givet min tilslutning til dannelse af grupperinger er falsk. Jeg begik imidlertid en stor fejl ved at blive syg netop i det kritiske øjeblik af partidiskussionen, og jeg havde derved ikke lejlighed til i rette øjeblik at træde frem og afkræfte denne og mange andre påstande. Aldrig og intetsteds var jeg af den anskuelse. Intetsteds har jeg erklæret, at jeg ved siden af forbudet mod fraktioner holdt det for tilladeligt at danne grupperinger. Tværtimod, allevegne, hvor jeg havde lejlighed til at tale, fastslog jeg at mellem fraktioner og grupperinger kan der ikke gøres forskel. Hvis man her ville kræve dokumentariske beviser herfor, så kan jeg give dem. Jeg er imidlertid af den anskuelse, at det er politisk tilstrækkeligt, når jeg her erklærer, at jeg aldrig har anerkendt frihed til partigrupperinger og heller ikke nu gør det, thi grupperinger er under de givne historiske betingelser kun et andet navn for fraktioner. Men samtidig må jeg erindre jer om en anden del af resolutionen.
Heri siges: "Kun et stadigt virksomt, åndeligt liv kan opretholde partiet i den skikkelse, som revolutionen har givet det, med en bestandig kritisk bedømmelse af dets fortid, stadig revision af begåede fejl og en kollektiv rådslagning over alle vigtige spørgsmål. Kun disse arbejdsmetoder kan danne en virkelig sikring imod, at episodiske – dvs. forbigående, tilfældige – meningsforskelligheder forvandler sig i partigrupperinger med alle ovenfor skildrede følger. Og videre:
"For at forebygge dette er det nødvendigt, at de førende partiorganisationer lytter til de brede partimassers stemme og ikke holder enhver kritik for et udslag af fraktionsånd og derved trænger samvittighedsfulde partimedlemmer i baggrunden eller ud i fraktionsvæsen." Dette er en bestanddel af samme resolution, og jeg tænker, at vi hverken har grund eller ret til at stryge denne del af vor hukommelse eller af partiets historie.
Hvis vi så spørger os selv, hvorfor centralkomiteen har anset det for nødvendigt at erklære, at et – naturligvis for alle uden undtagelse gældende forbud mod fraktioner og grupperinger ikke alene løser spørgsmålet, men at det forudsætter en partikurs, der forhindrer en bureaukratisering af partiapparatet og en isolering fra masserne, når vi så spørger os hvorfor centralkomiteen fandt det nødvendigt at indføje en sådan erklæring af største vigtighed og vægt, så finder vi svaret i alt det, jeg tidligere har sagt. Med andre ord, netop partiapparatets bureaukratisering, for så vidt en sådan kommer til syne, danner et grundlag for – som det hedder i resolutionen – omdannelsen af episodiske meningsforskelle til grupperinger og tvinger igen grupperingerne ud på fraktionsvejen.
Således opfatter jeg de grundlæggende spørgsmål inden for partiet, som de igennem partiets udvikling i de sidste år er givne, og som de er udtrykt i centralkomiteens resolution af 5. december. Og spørger jeg nu mig selv:
"På et bestemt tidspunkt, 5. dec. anså centralkomiteen det for absolut nødvendigt at erklære til partiet: giv agt! Tegn på en bureaukratisering er til stede, og disse tegn rummer i sig selv faren, for at partiet isolerer sig fra masserne, vi vil derfor – ganske vist ikke tillade fraktioner – men træffe sådanne forholdsregler, der fjerner de negative tendenser, der tvinger til fraktions- og grupperingsdannelser – jeg tilføler, hvis man i samme moment fører sig det billede for øje, som Bukharin gav af livet i partiorganisationerne, da er det klart, at en uundgåelig bølge af utilfredshed måtte fremkomme, og når man nu tillader sig at brændemærke denne kritik og utilfredshed med et sådant udtryk som "småborgerlig tendens", da opstår der hos mig stor tvivl og den stærkeste frygt.
Diskussionen drejede sig som bekendt på den ene side om de indre partiforhold, på den anden side om en planmæssig føring af økonomien. Hvorledes centralkomiteen reagerede over for første spørgsmål, har jeg redegjort for. Tillad mig nu også at anføre de vigtigste træk i de slutninger, som centralkomiteen drog med hensyn til det økonomiske spørgsmål. Efter en karakterisering af de økonomiske forhold erklærer resolutionen af 5. dec.:
Af dette må partiet, fra hoved til hæl, drage den lære, at en videre fremgang i det økonomiske liv, kun for så vidt vil tjene en socialistisk opbygning, som vi forstår at bringe statsøkonomiens elementer i samklang med hinanden og med varemarkedet. Og videre:
"Heraf følger den overordentlige betydning af statsplankommissionen, den socialistiske stats økonomiske stab, og af alle enkelte økonomi-planorganisationer. Disse må i realiteten sikres gennem den stilling , som den 12. kongres havde tildelt dem".
Altså d. 5. dec. fandt centralkomiteen det ikke nødvendigt at optage en kamp mod fanatiske, utopiske og andre overdrevne forestillinger om en omfattende økonomiplan. Mange anser mig for en af dem, der har overdrevet muligheden for en sådan plan. Jeg mener, at en sådan kritik er ubegrundet, men skal ikke opholde kongressen hermed. Det er ikke så vigtigt, om en eller anden i denne forbindelse har overdrevet betydningen af en plan, men vigtigt er det, at centralkomiteen i sin resolution advarer mod at undervurdere den, i tilfælde af en undervurdering ville udviklingen ikke gå i retning af socialistisk opbygning.
Her lå altså faren og ikke i overdrivelsen fra en eller anden kant.
Medens jeg opholdt mig fjernt fra Moskva i Suhma, læste jeg i et af vore blade følgende udtalelse fra Kamenev fra det første møde i det nye råd for arbejde og forsvar. Det var 8. feb. 1924:
"Vi kan komme til at begå en mængde fejl, hvis vi ikke sætter os en planmæssig folkeøkonomi som mål. Det skal være dette råds opgave. Arbejdet består nu i realiteten i en mægling i de forskellige stridigheder mellem forvaltningsgrene, som er indanket for rådet for arbejde og forsvar. Det forekommer mig, at dette må ændres, således at en videre samling af de forskellige forvaltningsgrene ikke beror på konflikter mellem enkelte embedsmyndigheder, men må have sit udspring i en forud gennemtænkt – om end kun i grove træk udarbejdet økonomiplan."
Også her finder vi henvisning til nødvendigheden af en ændring i vor politik i et af de væsentlige spørgsmål, i spørgsmålet om samling i hele vort arbejde, og det var ikke før diskussionen, men efter den. Det drejer sig ikke om en abstrakt, universel plan, og heller ikke om en særlig, omend i fjernere perspektiv, gigantisk elektrificeringsplan, – men det drejer sig om en – som det hedder i resolutionen fra 12. kongres – hverdagslig manøvreringsplan til sammenslutning af alle elementer i vor økonomi, for at de så meget rigtigere og mere smertefrit – enkeltvis og tilsammen – kan tilpasse sig vort marked, først og fremmest vort bondemarked.
Den 8. feb. konstaterede man altså i vor allervigtigste økonomiske institution, at en ændring af politikken var nødvendig. Og jeg spørger, om man med rette kan påstå, at de stemmer, der allerede før 8. feb. gjorde opmærksom på dette forhold, repræsenterede en "småborgerlig tendens"? Jeg mener det ikke, kammerater.
Men hvormed kan da denne beskyldning eller karakteristik både i denne forbindelse og med hensyn til partidemokrati begrundes?
Man kan måske sige, at under diskussionen var der mange, der overdrev betydningen af partidemokratiet, ja undertiden tillagde det absolut betydning. Dette kan vi vel indrømme. I forbindelse med økonomiplanen kan det også siges, at overdrivelser fandt sted i vurderingen af "planens" rolle. Det kan også indrømmes, men overdrivelser på dette område kan dog aldrig betegnes som "småborgerlige tendenser", da småborgerskabet med al sin splittethed og sin anarkiske tænkemåde absolut ikke har nogen tilbøjelighed i retning af en planmæssig sammenfatning af samfundshusholdningen.
Men disse modsigelser i karakteristikken vil jeg ikke opholde mig over. Vi antager, at denne beskyldning støtter sig på overdrivelser i spørgsmålet om partidemokrati, som i spørgsmålet om planmæssig føring af økonomien. Men der er grund til at tænke over, om ikke overdrivelserne med hensyn til partidemokrati var en reaktion over for overdrivelser af partibureaukratiet. Overvejelser, centralkomiteen selv har konstateret og advaret imod, fordi de udsatte partiet for den fare at blive isoleret fra masserne.
Overdrivelser på partidemokratiets område kan utvivlsomt i en bestemt historisk situation blive en kanal for indtrængende småborgerlig indflydelse. Det er utvivlsomt, at enhver overdrivelse, enhver fejl på et hvilket som helst område, kan blive en kanal for andre klassers indflydelse. Vi lever jo som parti ikke i et lufttomt rum, men under trykket af andre – såvel nationale som internationale kræfter. Det er for os, jeg gentager det, en hverdagssandhed, at enhver overdrivelse, potentielt, perspektivisk repræsenterer en kanal for fremmed klasseindflydelse.
Men – jeg spørger så – mon den bureaukratisering af partiapparatet, som centralkomiteen selv har konstateret, er en følge af en teknisk eller en social tendens?
Jeg påstår, at bureaukratiseringen er en følge af dybtliggende sociale grunde, at hovedkilden findes i statsapparatet, i hvilket de brede klassers modenhed og umodenhed parres. Da partiet leder staten, så bliver denne den nærmeste umiddelbare kilde til bureaukratisk indflydelse. Men er dette rigtigt, så bliver bureaukratiseringen ikke et kancelli-teknisk spørgsmål, men et socialt, nøjagtigt som overdrivelser på det formale demokratis område. Det er i virkeligheden foreteelser af samme art. Og hvis vi nu siger, at en overdreven fordring, en overdreven vurdering, en formal opfattelse i spørgsmålet om demokrati kan være en mulig kilde til småborgerlig indflydelse – teoretisk er dette rigtigt – så ville det være ligeså rigtigt, hvis vi erklærer, at tendensen til bureaukratisering i partiapparatet ikke er nogen ringere kanal for småborgerlig indflydelse og dertil er en større og mere umiddelbar fare. Imod denne fare er det, at partiet energisk har reageret, og denne reaktion tør man dog på ingen måde betragte som en "småborgerlig tendens".
Kammerater! Det samme kan i endnu højere grad siges om plan-spørgsmålet. Om den ene eller den anden har gjort sig skyldig i overdrivelser, derom kan vi rolig strides i bøger, og sandsynligvis må vi endnu vie mange bøger – skrevet i rolig forskertone – til analysering af vor økonomiske udvikling. Men at centralkomiteen imellem 12. og 13. kongres har måttet konstatere, at partiet i skikkelse af sit førende apparat ikke energisk nok har fremmet opgaven: en planmæssig føring af vor hele økonomi, det anser jeg for almindelig anerkendt. Jeg kunne ønske i dette øjeblik at lade sådanne spørgsmål som den aktive handelsbalance og vareinterventionen, der ligeledes stemples som "småborgerlig tendens", ude af diskussionen.
Vi kan diskutere den under spørgsmålet handel. Såfremt her foreligger meningsforskelligheder, så er de af praktisk, empirisk karakter. Allerede nu foreligger resultatet af en alvorlig prøve. Naturligvis er der ingen, der har sagt, at vi ikke behøver en aktiv balance, sådanne røster har jeg aldrig hørt, men at vi under vor nødstilstand anser den aktive balance for en påtvungen luksus, der bør indskrænkes til det nødvendigste minimum. Vi har imidlertid konstateret, at vi ikke har begrænset den påtvungne luksus til et minimum, men derimod har ophobet overmåde megen udenlandsk valuta, og vi har nu begyndt at gøre denne fejl god igen. Det var det første.
For det andet har vi med hensyn til vareinterventionen overtydet os om, at hvis vor opgave består i en prisregulering ved manøvrering med varemassen, da kan vi ikke blokere os selv, men er tvungne til at anvende fremmede varer, i hvilket tilfælde vi naturligvis har den opgave at bringe indførslen i samklang med de pågældende industrigrenes interesser. Vi vil yderligere behandle sagen under spørgsmålet økonomi, men jeg ser i hvert fald ikke heri noget grundlag for beskyldningen: "småborgerlig tendens".
Kammerater! Her blev til alle, der havde fejlet, rettet den opfordring at bekende sine fejl.
Intet er mere enkelt, moralsk og politisk let, end at tilstå over for sit eget parti, at man i dette eller hint spørgsmål har fejlet, men det er også pligt og skyldighed at erindre om – da der ikke er blevet talt derom – at centralkomiteen som helhed i et bestemt moment har peget på visse fejl, der først skal rettes. Resolutionen af 5. dec. var en sådan bekendelse om fejl, der burde rettes.
På denne 13. partikongres står vi i en ny situation, og denne er skabt ved det leninske opbud (200.000 arbejdere, der indtrådte i partiet ved Lenins død), der ændrer partiets sammensætning i proletarisk retning. Men bliver derfor spørgsmålet om partidemokrati ændret eller overflødigt? Nej, på ingen måde.
Det er utvivlsomt rigtigt, når det her siges, at det leninske opbud, har bragt vort parti nærmere til typen "det udvalgte parti". Derover har jeg talt i Tiflis, Baku og i forsamlinger i Moskva.
Lad os betragte spørgsmålet fra et statsligt demokratisk standpunkt. Det statslige demokrati udgør dog i de parlamentariske lande frem for alt spørgsmålet om, hvilket parti der skal forvalte landet.
Betragter vi spørgsmålet ud fra dette standpunkt og sammenligner det, der er sket hos os, det leninske opbud, med de valg, der i de sidste måneder har fundet sted i en række parlamentariske lande, så kan vi med fuld ret sige, og jeg har sagt det mange gange, at den demokratiske metode, der hos os fandt udtryk i, at arbejderklassen, efter at den på en vis etape af sin vej havde vurderet vort partis arbejde gennem en række år, så at sige løftede 2- à 300.000 arbejdere på sine skuldre og overgav dem til partiet, at denne demokratiske metode står uendelig højere end demokratiet i de lande, hvor befolkningen under den borgerlige klasses og den borgerlige presses diktatur en gang hvert 4. eller 5. år får lov til at lægge en stemmeseddel i valgurnen. Dette er ubestrideligt.
Men dette fortrin – det proletariske diktaturs fortrin – fjerner ikkespørgsmålet om partiets indre kurs, om dets fortrin og mangler, fra dagsordenen.
Jeg tror at dette spørgsmål netop ved den store nye tilvækst er blevet så meget vigtigere og mere påtrængende kræver sin løsning, fordi vi stilles over for spørgsmål om den gensidige forbindelse mellem den gamle, teoretisk skolede, stålsatte generation og det nu tilkomne talrige ung-proletariat. Og vi må netop nu med ganske særlig kraft og eftertryk betone, at hvis de forhold, hvortil resolutionen af 5. dec. henviser, skulle udvikle sig videre, da er der en truende fare for begge grundfaktorer i partiet, såvel for den ældre generation som for ung-proletariatet. Kun set i dette perspektiv har centralkomiteens advarsler af 5. dec. en mening.
Kammerater! Ingen af os kan eller vil få ret lige overfor partiet. Til syvende og sidst har partiet altid ret, fordi partiet er det eneste historiske instrument, der er givet proletariatet til løsning af dets opgave. Jeg har allerede sagt, at intet er lettere end at erklære, at hele denne kritik, alle disse erklæringer, advarsler, protester har været en eneste stor vildfarelse. Men jeg, kammerater, kan ikke afgive denne erklæring, for jeg tænker ikke således. Jeg ved, at man ikke kan få ret over for sit parti. Ret har man kun sammen med partiet og på partiets vej, thi andre veje til realisering af den rigtige anskuelse har historien ikke givet.
Englænderne har et historisk ordsprog: ret eller uret, men det er mit land. Med endnu større historisk ret kan vi sige: ganske ligegyldigt, om partiet i enkelte, konkrete delspørgsmål i visse momenter har uret, det er mit parti! Og hvis jeg her efter manges mening forgæves har erindret om dette og hint, og hvis jeg her efter manges mening ubegrundet har skildret denne eller hin fare, så er jeg selv af den opfattelse, at jeg har opfyldt min pligt overfor mit parti, idet jeg har advaret det mod, hvad jeg betragtede som en fare.
Os venter endnu store vanskeligheder, og jeg tror, at som gode sammensvejsede bolsjevikker vil vi marchere sammen, til vi har overvundet dem. Det er egentlig latterligt her at afgive personlige erklæringer, men jeg håber at skulle det komme således, vil jeg blive den sidste soldat på den sidste bolsjevikiske barrikade.
Jeg tror imidlertid fast, at historien vil spare os for en sådan prøvelse, og at vi kæmpende vil overvinde vore fjender. Alligevel vil der gives vanskeligheder, store vanskeligheder nok. Og jeg ser i øjeblikket min pligt, som et medlem, der ved, at partiet til syvende og sidst har ret, men at partimeningen også udarbejdes under hensyn til de stemmer, der i et vist givet moment afviger fra partiets førende kredse, og jeg erklærer, at resolutionen af 5. dec. ikke i øjeblikket, hvor vi har optaget 200. 000 nye medlemmer, har mistet noget af sin betydning. Tværtimod har den fået udvidet betydning, og hvis vi under påvirkning af det overdrevne angreb på den "småborgerlige tendens" ville skyde den i baggrunden, da ville vi begå en fejl, som ville fremkalde nye vanskeligheder, nye komplikationer i partiet. Alle er vi interesseret i, at vanskelighederne reduceres til et mindstemål.
Og fandtes nu virkelig denne eller hin vildfarelse – jeg personlig, som alle andre, er altid parat til at stå til regnskab for disse vildfarelser – så har dog ingen ret til at betragte disse vildfarelser som middelbart eller umiddelbart tagende sigte på at undergrave partiets enhed, styrke eller disciplin (bifald).
Ikke alene det enkelte medlem, men også partiet selv kan begå fejl. Sådanne fejl er, efter min mening, enkelte beslutninger af den 13. konference, som jeg for enkelte deles vedkommende holder for urigtige og uretfærdige. Der findes imidlertid ingen partibeslutninger, de være sig nu urigtige og uretfærdige, der kan rokke ved vor grænseløse hengivenhed for partiet eller vor vilje til under alle omstændigheder at bøje os for partidisciplinen.
Og hvis partiet har fattet en beslutning, som en eller anden af os anser for en uretfærdig beslutning, da siger han: ret eller uret, men det er mit parti, og jeg bærer følgerne af dets beslutning med indtil enden! (bifald)."
Diskussionen på kongressen førtes efter de linier, som partiledelsen tidligere havde fastlagt (partiets enhed, ledelsens autoritet), og kongressen fordrede af oppositionen, at den skulle bekende sine fejl.
Som set af Trotskijs tale nægtede oppositionen dette, og kongressen vedtog derefter enstemmigt en resolution, der foruden en række fordringer og bestemmelser, som enhver kommunist måtte stemme for, tillige indeholdt fordummelsen af oppositionen som "småborgerlig opportunistisk" og bestemmelse om en fornyelse af Krigskommisariatet og de kommunistiske celler i den røde arme.
Den sidste bestemmelse måtte Trotskij føle som en unødig krænkelse fra partiledelsens flertals side, da hans kritik i alle hovedpunkter var rigtig, bekræftet af resolutionen af 5. dec. 1923.
Det blev mærkbart selv i international målestok, at partiledeisens flertal nu søgte at svække og isolere Trotskij både indadtil og udadtil.
På Kommunistisk Internationales 5. Verdenskongres i juli 1924 valgtes vel Trotskij ind i kongressens præsidium, men Kamenev, Zinoviev o. fl. førte en mægtig kamp mod ham og oppositionen på kongressen.
Trotskij tav hertil.
Kongressen vedtog de af Zinoviev o.a. stillede resolutioner, men alligevel valgte kongressen Trotskij ind i Kominterns fremtidige ledelse, dog blev han kun en af de mange suppleanter, og da præsidiet og suppleanter senere i et fællesmøde besatte de forskellige udvalg, så udelukkede det valgte præsidium Trotskij fra ethvert udvalgsarbejde.
Trotskijs bøger udkom endnu på statsforlaget, men hver bog gav anledning til ny kamp og skarpere forholdsregler over for forfatteren. Jeg skal i en senere pjece omtale et par af disse bøger "Om Lenin" og "Oktober 1917", imod hvilke Zinoviev og Kamenev, der var førende i kampen mod Trotskij indtil året 1926, førte en voldsom kampagne.
Internationalt forstummede oppositionen. Informationsbladene bragte efterhånden kun angrebene på oppositionen, specielt på Trotskij, medens der ikke mere blev givet oppositionen plads til forsvar, højst kom der nu og da løsrevne brudstykker af, hvad de havde sagt og skrevet.
1926 udsendte Komintern til information for de kommunistiske partier et betydeligt materiale, men det hele var brudstykkevis. Alligevel er det af betydelig interesse, og jeg vender tilbage til det i næste pjece.
1. Jeg ønsker i denne forbindelse at meddele offentligheden, at eksklusionen skete på ulovlig og uorganisatorisk vis kun ved de få ledere i sekretariatet. Måneder efter havde underorganisationerne endnu ikke modtaget det "belastende" materiale imod mig, ligesom offentliggørelsen i Arbejderbladet den 8.9.1936 indeholdt 2 notoriske usandheder og en usømmelighed. Jeg har nemlig ikke arbejdet her i landet for en organiseret, trotskistisk opposition, men har tiet med mine anskuelser, og jeg har aldrig afgivet nogen erklæring, hverken i Danmark eller i Moskva, skønt jeg har været under stærkt tryk begge steder, mod Trotskij eller hans meninger.
Usømmeligheden ligger i overskriften, i hvilken man insinuerer, at jeg ikke mere er kommunist. Men den danske partiledelse kan intet gøre fra eller til for at ændre mine anskuelser, – de bliver, hvad de var, marxistisk kommunistiske.
Sidst opdateret 26.11.2008