Småborgerskab og middelklasse har været brugt i flæng om personer i det kapitalistiske samfund, som hverken er arbejdere eller kapitalister.
På Marx' tid bestod middelklassen af småhandlende, små selvstændige håndværkere og bønder. Det afgørende var deres ejendomsret til jord, redskaber og arbejde. Men selv om de ejede deres værksted eller gård, så var deres kapital, antal ansatte og hele perspektiv alene knyttet til at denne lille forretning skulle og kunne overleve.
Der er altså hverken tale om kapitalakkumulation eller store mængder af ansatte. Selv om en bonde eller handelsmand udbytter nogle ansatte, så må han og familien arbejde hårdt og i mange timer, uden det fører til mere.
Til den gamle middelklasse hørte også embedsmændene. Deres ydelser var uundværlige, fordi de havde boglige færdigheder, som andre hverken havde lært eller kunne skaffe sig. Præster, lærere, jurister, læger osv. fungerede som et privilegeret lag i kraft af deres betydeligt større indkomst og deres position som myndighed i lokalsamfundene. Til sammen udgjorde de en væsentlig kraft i samfundet, fordi de var mange med ejendomsret og kapitalismens industrialisering endnu ikke var gennemført.
I dag er billedet meget anderledes.
Kapitalismen har fejet den store gruppe af bønder væk gennem en hastig og voldsom industrialisering af landbruget. Også en lang række andre selvstændige har måttet bukke under. Ismejeriet, bageren, slagteren og købmanden er væk fra gadehjørnerne og erstattet af store nationale og multinationale koncerner.
Den traditionelle embedsmand med høj indkomst, livstidsansættelse, større pension og status er blevet proletariseret af den store vækst i behovet for offentlige ydelser
De selvstændige udgør i dag 7,6 pct. af de beskæftigede mod 28,7 pct. i 1948. Generelt set er de hverken særlig velhavende eller har særlig mange ansatte:
Danmarks statistik: Statistisk 10-årsoversigt 1998
Det tegner et billede af et stadig mere trængt småborgerskab, hvor vejen til rigdom og et godt liv ikke går via de selvstændige.
Det skal også nævnes, at i visse brancher, som f.eks. byggeriet, er mange faglærte arbejdere registreret som selvstændige. De har sjældent ansat mere end sig selv og en makker, men de kan nemmere byde på et stykke arbejde sammen med andre håndværkere.
Myten om Danmark som et land fyldt med iværksætterånd og masser af plads til at igangsætte sin egen virksomhed er punkteret af kapitalismens uimodståelige frembrusen.
At det gamle småborgerskab forsvinder, betyder dog ikke at middelklassen udslettes.
Når det kapitalistiske samfund i udstrakt grad anvender arbejdsdeling og organisering i stadig større og vidtforgrenede virksomheder, så er der brug for et transmissionsled mellem de egentlige kapitalejere og de arbejdere, de udbytter.
I dag er der fx brug for en masse kontrollanter til at presse arbejderne til øget produktivitet.
Det ser vi både inden for det private og det offentlige, hvor antallet af kontrollanter stiger. Mange af disse indtager den traditionelle værkførerrolle, er er klemte mellem arbejderne og områdechefen. De føler sig bedre end arbejderne, men er lønslaver uden kontrol eller selvbestemmelse over eget arbejde, og normalt med en ringe løn. De er kun middelklasse i deres egen og politikernes fantasi.
Den nye middelklasse består af højtlønnede akademikere, som kapitalejerne har brug for til at styre og udvikle produktionen. Det er ledende ingeniører, jurister og humanister i både privat og statsligt regi. De ejer ikke produktionsmidlerne, men knyttes tæt på kapitalen med høje lønninger og privilegier, som almindelige lønarbejdere aldrig opnår. Deres husstandsindkomst overstiger 500.000, de har en lille formue, ejer deres hus og har et stort forbrug med bil, sommerhus og rejser. De spiller en vigtig rolle ideologisk, fordi de formulerer kapitalens holdninger og ønsker, så de bliver spiselige for arbejderklassen. De ejer ikke og kontrollerer ikke kapital, men deres position som specialister er afgørende nødvendig for kapitalejerne, der i dag ikke har den nødvendige specialviden på alle felter og dermed må lønne dem tilstrækkeligt højt til at købe sig deres loyalitet.
Man tilhører ikke middelklassen, blot fordi man har bil og ejerbolig. For det har henholdsvis 2/3 og halvdelen af befolkningen. Og heller ikke en bestemt forbrugsmodel eller livsstil kan købe én en billet ind i middelklassen.
Middelklassen var traditionelt en klasse af småborgere, der havde en lille virksomhed, en gård eller forretning, samt velnærede embedsmænd. Men gårdene bliver opkøbt af storkapitalistiske landmænd, forretningerne lukker til fordel for Netto, og embedsstanden proletariseres.
Tilbage er den nye middelklasse af akademiske hjælpere, kontrollanter og chefer uden kapitalkontrol samt selvstændige. Middelklassen udgør mindre end en 1/2 million af befolkningen, hvoraf en stor del af de selvstændige er momsregistrerede arbejdere i enmandsfirmaer. Mindre end 20 pct. af husstandene tjener mere end 500.000, og som det tidligere er fremgået, så er kun ca. 1/3 af formuen i hænderne på middelklassen. Resten ejes af de rige.
Sidst opdateret 27.7.2008